| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Rapport fra Virksomhedsudvalget

4 Virksomhedstilsynets indhold og omfang

4.1 Indledning - Tilsynets udvikling

Tilsynet med virksomheder og landbrug er udlagt til kommunerne og amterne, hvilket har været situationen siden den første miljøbeskyttelseslov fra 1973.

Håndhævelsesbetænkningen fra 1983 påpegede, at der generelt var problemer med især kommunernes varetagelse af deres tilsynsbeføjelse. I 1987 blev det på den baggrund aftalt mellem Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen at opprioritere miljøtilsynet med virksomheder og husdyrbrug. Dette førte til en betydelig styrkelse af de kommunale miljøforvaltninger i sidste halvdel af 1980’erne. De amtslige forvaltninger var allerede på dette tidspunkt relativt veludbyggede.

I 1996 blev der på baggrund af Miljøstyrelsens kritik af tilsynet i en række kommuner indgået en aftale mellem Kommunernes Landsforening og miljø- og energiministeren om minimumsfrekvenser for tilsynet med forskellige kategorier af virksomheder, herunder henholdsvis godkendelsespligtige virksomheder, anmeldepligtige virksomheder og virksomheder omfattet af branchebekendtgørelser samt landbrug. Minimumsfrekvenserne for tilsyn er aftalt til:

• Minimum 50 % af listevirksomhederne skal være tilset i løbet af det pågældende år, og
• minimum 50 % af virksomheder omfattet af anmelde- eller branchebekendtgørelser skal være tilset i løbet af det pågældende og foregående år, og
• minimum 50 % af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold skal være tilset i løbet af de sidste tre år regnet fra det pågældende år.
• Herudover skal alle svinebrug med en opbevaringskapacitet svarende til fra 6 til 9 måneders gødningsproduktion også være tilset inden for de seneste tre år.

Det blev samtidig understreget, at overholdelse af minimumsfrekvenserne ikke i sig selv var udtryk for et godt tilsyn og ikke alene burde lægges til grund for tilrettelæggelsen af kommunernes miljøindsats, men indsatsen burde tage udgangspunkt i de lokale miljømæssige problemer og prioriteringer.

I 2000 blev de fælleskommunale miljø- og levnedsmiddelkontrolenheder nedlagt i forbindelse med, at staten overtog fødevarekontrollen. Disse såkaldte MLK-enheder havde hidtil bistået tilsynsmyndighederne med især prøvetagning og analyser, men også for mange kommuners vedkommende med egentlige tilsynsopgaver. Til erstatning for centrene etablerede kommunerne nye fælleskommunale miljøsamarbejder eller miljøcentre over hele landet.

Kommunernes Landsforening har oplyst, at der primo 2003 er dannet 23 miljøsamarbejder, heraf 15 som egentlige § 60-samarbejder i henhold til den kommunale styrelseslov. Miljøsamarbejderne varierer i størrelse; det mindste omfatter 2 kommuner, det største 58 kommuner. Kun 2 kommuner står uden for miljøsamarbejderne. Miljøsamarbejdernes opgaver for kommunerne varierer stærkt. Nogle kommuner har valgt at lægge store dele af deres godkendelses- og tilsynsarbejde over i miljøsamarbejderne, mens andre kommuner kun benytter samarbejderne i meget begrænset omfang. Endvidere har miljøsamarbejderne ikke én bestemt måde at fungere på, dette varierer fra samarbejde til samarbejde. I de større miljøsamarbejder med større kompetencer synes der at være flere afgørelser om påbud/forbud eller politianmeldelser, ligesom der i større kommuner er en tendens til, at flere beslutninger tages af forvaltningen efter delegation af kommunalbestyrelsen.

Kommunerne anvendte i 2001 til godkendelses-, tilsyns-, kortlægnings- og planlægningsopgaver på miljøområdet ressourcer svarende til 1.009 årsværk. Heraf anvendtes 710 årsværk i egen forvaltning og et beløb til miljøcentre og fremmede tjenesteydelser svarende til henholdsvis 200 årsværk og 99 årsværk. Det bemærkes, at udgiften til miljøcentre og fremmede tjenesteydelser også indbefatter analyseudgifter og andre driftudgifter.

Af de samlede ressourcer på 1.009 årsværk anvendtes ca. 50 årsværk (5%) på godkendelser, 645 årsværk (64 %) på tilsynet og 314 årsværk (31 %) på kortlægning og planlægning ( f.eks. vandindvinding, spildevand, miljøhandlingsplaner etc).

Af de ca. 50 årsværk til godkendelser anvendtes ca. 44 årsværk (87 %) til industrigodkendelser og ca. 7 årsværk (13 %) til landbrugsgodkendelser.

Af de 645 årsværk til tilsynet anvendtes 66 årsværk (10 %) til listevirksomheder, 147 årsværk (23 %) til anmelde- og branchevirksomheder inkl. pelsdyrfarme, 98 årsværk (15 %) til landbrugstilsynet, 72 årsværk (11 %) til § 42-virksomheder og 263 årsværk (41 %) til ”andet tilsyn” – herunder tilsyn med vandløb, vandforsyning, spildevand, badevand, jordforurening og plantebrug.

Amterne anvendte i 2001 til de amærkede listevirksomheder ressourcer svarende til i alt 175 årsværk. Heraf anvendtes 155 årsværk i egen forvaltning og et beløb til fremmede tjenesteydelser svarende til 20 årsværk. Som for kommunerne indbefatter udgiften til fremmede tjenesteydelser også analyseudgifter og andre driftudgifter. Af de samlede ressourcer på 175 årsværk anvendtes 87 årsværk (ca. 50 %) til godkendelser og 88 årsværk (ca. 50 %) til tilsynet.

4.2 Tilsynsopgaven i dag

4.2.1 Generelle principper

Miljømyndighederne har i dag følgende administrative redskaber til at forebygge eller begrænse forureningen:

• Meddelelse af godkendelser og tilladelser med tilhørende vilkår.
• Meddelelse af påbud, hvori der fastlægges regulering af et eller flere miljøforhold.
• Meddelelse af forbud imod forurenende eller potentielt forurenende aktiviteter.
• Vedtagelse af kommunale forskrifter (regulativer) til imødegåelse af forurening og uhygiejniske forhold.

Det generelle tilsyn med miljøbeskyttelsesloven og bestemmelser fastsat med hjemmel i loven føres efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 9. Tilsynsopgaven er at kontrollere, at

• regler i miljøloven og bekendtgørelser i medfør heraf overholdes,
• vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser overholdes,
• påbud og forbud efterkommes, og
• fastsatte regulativer efterkommes.

Hertil kommer, at behovet for at meddele påbud og forbud konstateres som led i tilsynet.

Tilsynet skal således generelt sikre, at fornødne tilladelser og godkendelser indhentes som forudsat i loven, og at vilkår og generelle regler overholdes. Derudover skal tilsynet sikre, at forurening fra virksomheder, anlæg og lignende, der ikke er reguleret af tilladelser, godkendelser eller forbud, ikke giver anledning til uønskede miljøeffekter eller risiko herfor.

Tilsynet skal være opsøgende, forstået på den måde, at tilsynsmyndigheden selv skal tage initiativ til i passende omfang at føre tilsyn med virksomheder mv. Tilsynet kan således ikke nøjes med alene at reagere i forbindelse med oplysninger om forurening og klager fra borgerne over uacceptable miljøgener.

Der har endvidere gennem årene udviklet sig den praksis, at tilsynet som udgangspunkt er baseret på dialog mellem myndighed og virksomhed. Dette gælder i forhold til spørgsmålet om, hvilke krav der skal stilles til virksomhederne, hvor det er normalt - i hvert fald for ikke-listevirksomheder - at der ikke skrides til udstedelse af påbud, hvis virksomhederne frivilligt foretager nødvendige ændringer. Når påbud gives, er de også oftest baseret på forudgående dialog både med hensyn til indhold og til frister for efterkommelse. Dialogen om indholdet af påbudene går på alle de aspekter, som overlader et spillerum til myndigheden, dvs. f.eks. hvad der skal anses for BAT for virksomheden, og om der er konkret grund til at fravige vejledende grænseværdier i op- eller nedadgående retning.

Det dialogbaserede tilsyn gælder også i forhold til håndhævelsen, hvor overtrædelse af regler og vilkår i langt de fleste tilfælde alene fører til en - måske endda uformel - indskærpelse af, at de skal overholdes, og dialog om hvordan dette sikres. Der er således ikke tradition for at gribe til mere drastiske håndhævelsesmidler såsom selvhjælpshandling, forbud mod drift eller politianmeldelse, medmindre der er skærpende omstændigheder eller akut fare.

Desuden har mange amter og kommuner via tilsynet tilbudt virksomhederne viden om mere vidtgående og frivillige miljøfremmende initiativer, f.eks. deltagelse i miljønetværk om erfaringsudveksling eller drøftelse af miljøhandlingsplaner eller miljøledelsessystemer eller eventuelt mere miljøvenlige produkter. Det er miljømyndighedernes oplevelse, at virksomhederne er interesseret i en sådan dialog.

Det ligger endelig i tilsynsopgaven, at tilsynet efter behov vejleder om gældende regler på miljøområdet og oplyser om relevante forhold, eksempelvis om kommunens eller amtets planer og evt. prioriteringer på plan- og miljøområdet. En sådan indsats efterspørges af virksomhederne.

4.2.2 Tilsynsobjekter og tilsynsbesøg

Følgende opgørelse over tilsynsobjekter og tilsynsfrekvenser bygger på tilsynsmyndighedernes indberetninger til Miljøstyrelsen for tilsynsåret 2001. Det bemærkes, at der ikke er stor variation i de indberettede oplysninger i forhold til de foregående år.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 1‘‘

På baggrund af ovenstående må det formodes, at tilsynsmyndighederne i løbet af en tre- til fire-årig periode har ført tilsyn på langt de fleste virksomheder bortset fra §-42 virksomheder.

Om myndighedernes håndhævelsesreaktioner fremgår det af Miljøstyrelsens tilsynsredegørelse for 2001, at 31 % af kommunernes tilsyn på listevirksomheder afstedkom en myndighedsreaktion og tilsvarende ca. 45 % af tilsynene på industrielle anmelde- og branchevirksomheder. For amternes vedkommende afstedkom tilsynene på listevirksomhederne en myndighedsreaktion i 19 % af tilfældene. Det er ukendt, hvad myndighedsreaktionerne dækker over. Endvidere udgør reaktionerne en stor variation spændende fra henstillinger til polianmeldelser.

For kommunernes vedkommende var myndighedsreaktionerne overvejende henstillinger, mens det for amternes vedkommende overvejende var indskærpelser. For både kommuner og amter gjaldt, at påbud og forbud kun anvendtes i mindre grad, og politianmeldelser var forholdsvis få (mindre end 1 % af reaktionerne).

4.2.3 Miljøstyrelsens overtilsyn

Lovgivningen indeholder ikke fastlagte rammer for Miljøstyrelsens overtilsyn med amternes og kommunernes tilsynsvirksomhed. Miljøstyrelsens overtilsyn er indirekte og foregår hovedsagelig via den årlige sammenfatning af tilsynsindberetningerne, som kommunerne og amterne skal sende til Miljøstyrelsen. Sammenfatningen, som offentliggøres, indeholder desuden Miljøstyrelsens vurdering af tilsynet. Hvis der er anledning dertil, retter Miljøstyrelsen kritik imod de pågældende myndigheder. Miljøstyrelsens sammenfatning af tilsynet har hidtil grundet sig på kvantitative tilsynsdata.

Ud over tilsynsindberetningssystemet fører Miljøstyrelsen et vist overtilsyn med tilsynets udførelse via den daglige kontakt og rådgivning til tilsynsmyndighederne. Endvidere udtaler Miljøstyrelsen om tilsynets udførelse i forbindelse med klager til Tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet over tilsynets udførelse i en kommune, henholdsvis et amt. Derudover reagerer Miljøstyrelsen, når styrelsen har mistanke om tilsynssvigt. Endelig udarbejder Miljøstyrelsen til brug for tilsynsmyndighederne løbende vejledninger om tilsynets tilrettelæggelse og gennemførelse med henblik på at fremme en ensartet tilgang til tilsynet landet over, ligesom styrelsen deltager i planlægning og gennemførelse af kurser for tilsynsmedarbejdere på bl.a. Den Kommunale Højskole.

4.3 Forslag til tilrettelæggelsen af det fremtidige tilsyn

4.3.1 Indledning

Differentieret miljøtilsyn gennemføres i dag af mange kommuner og amter, dog ikke efter en fast og ensartet systematik. Der er i udvalget enighed om, at brugen af et prioriteringsværktøj for myndighedernes tilsynsindsats vil kunne fremme effektiviteten og sikre, at ressourceanvendelsen sker der, hvor tilsynsbehovet er størst. En større og mere konsekvent inddragelse af virksomhedernes egen miljøindsats vil ligeledes kunne minimere risikoen for dobbeltarbejde, ligesom tilsynet bedre kan målrettes efter tilsynsbehovet. Endelig finder udvalget, at det bør overvejes, om der kan udvikles nye instrumenter til at sikre kvaliteten og ensartetheden i tilsynet.

Der redegøres i de følgende afsnit for udvalgets overvejelser og forslag.

4.3.2 Formål og generelle principper

Der er i forslagene lagt vægt på at sikre

• at tilsynsressourcerne anvendes, så der opnås størst mulig miljøgevinst, bl.a. gennem målrettet anvendelse af ressourcerne i forhold til tilsynsbehovet hos den enkelte virksomhed,
• at der sker en effektiv håndhævelse, herunder at tilsynsmyndigheden følger op på ulovlige forhold og reagerer i forbindelse med klager eller uheld samt følger op på klager, når der er mistanke om overtrædelser eller væsentlige miljømæssige gener,
• at miljøtilsynet tilrettelægges, så det tilskynder virksomhederne til at opføre sig miljømæssigt fornuftigt.

Forslagene lægger op til en forenkling og en større sikring af målrettet og kvalificeret ressourceanvendelse til gavn for både virksomheder og myndigheder. Det forudsættes samtidig, at tilsynsopgaven også fremover skal bygge på de i afsnit 4.2.1 nævnte, generelle principper, herunder

• kontrol med overholdelse af regler og fastlagte vilkår,
• sikring af, at fornødne tilladelser og godkendelse indhentes,
• kontrol med, at ikke-regulerede aktiviteter ikke forårsager uønsket forurening.
• at tilsynet er opsøgende,
• at tilsynet skal være baseret på dialog.

Forslagene indeholder følgende 4 hovedindsatsområder for forenklinger og effektiviseringer i forhold til den nuværende tilsynspraksis: 1) Større differentiering i tilsynsindsatsen, 2) Målretning af den samlede ressourceanvendelse, 3) minimumstilsynsfrekvenser og 4) Større kvalitet og ensartethed i tilsynet.

4.3.3 Differentieret tilsynsindsats

Det differentierede tilsyn skal tilgodese det miljøarbejde, som den enkelte virksomhed af egen drift selv udfører. Virksomheder, der har styr på miljøforholdene og kan dokumentere dette - herunder i form af f.eks. certificerede miljøledelsessystemer - får færre kontrollerende tilsynsbesøg, ligesom der skal lægges vægt på, at virksomhedernes egen indsats inddrages i tilrettelæggelsen af tilsynet. Omvendt skal der reageres håndfast og konsekvent over for virksomheder, der groft eller vedvarende overtræder reglerne. Endelig skal dialog og samarbejde baseres på myndighedens tilbud til virksomheden.

Differentieringen af tilsynet bør afspejle en af myndigheden foretagen miljømæssig kategorisering af den enkelte virksomhed som en niveau 1-, 2- eller 3-virksomhed på grundlag af virksomhedens egen indsats på det miljømæssige område. Niveau 1 betegner de mest miljøpositive virksomheder, niveau 3 de mindst miljøpositive virksomheder og niveau 2 betegner mellemgruppen. Denne kategorisering skal tilsynsmyndighederne bruge til at differentiere tilsynet i forhold til virksomhederne, og til at prioritere og målrette ressourcerne til tilsynet.

Dette indebærer, at niveau 3-virksomheder alt andet lige vil opleve et mere intensivt, kontrollerende tilsyn end niveau 1-virksomheder. Kontrolbesøg på niveau 1-virksomheder bør kunne nedbringes til et minimum for den pågældende virksomhedstype.

Der er også behov for at tilrettelægge tilsynet under hensyn til forhold, som ikke har noget med virksomhedens egen indsats at gøre. Tilsynet med et lille husdyrbrug og med en stor kemisk virksomhed vil f.eks. altid være forskellig, selv om de begge er kategoriseret i samme niveau. Dette beskrives nedenfor under ”Øvrige prioriteringsparametre”. Idéen i det differentierede tilsyn er imidlertid, at to virksomheder, der i øvrigt er sammenlignelige, skal have forskelligt tilsyn afhængigt af deres egen indsats og de kategorier, de tilhører.

4.3.3.1 Prioritering efter kategorisering

Kategorisering af en virksomhed ud fra dens miljøpræstation bør ske ud fra myndighedens samlede vurdering af flg. tre parametre:

• Virksomhedens egen systematik i miljøarbejdet – f.eks. i form af miljøhandlingsplaner, miljøledelsessystemer og kvalitet af egenkontrol.
• Virksomhedens egne oplysninger til myndigheden om miljøproblemer og valide og fyldestgørende oplysninger af betydning for vurdering af virksomhedens miljøforhold samt egen indsats for at afhjælpe berettigede klager over gener fra virksomheden.
• Virksomhedens lovlydighed, herunder virksomhedens rettidige efterkommelse af frister i påbud- og overholdelse af vilkår og egenkontrolbestemmelser. Som mål herfor kan f.eks. anvendes antallet af indskærpelser og andre håndhævelsesskridt foretaget over for virksomheden i løbet af de seneste 2-3 år.

Kategorisering af virksomhederne ud fra ovenstående principper er alene at opfatte som et arbejdsredskab for myndighederne i prioriteringen og tilrettelæggelse af tilsynsvirksomheden, således at tilsynsressourcerne løbende kan tilpasses det aktuelle behov for tilsyn. Der er dermed ved kategoriseringen ikke tale om en myndighedsafgørelse, men om tilrettelæggelse af en målrettet ressourceanvendelse.

Da der ikke er tale om en afgørelse, vil der ikke være adgang til at klage over kategoriseringen.

Tilsynsmyndighedens kategorisering og evt. omkategorisering af den enkelte virksomhed kan ske løbende i takt med ny viden om virksomheden, f.eks. i forbindelse med et tilsyn eller evt. som afslutning på et ”samlet tilsyn” (se afsnit 4.3.5.2). Kategoriseringen bør noteres i tilsynsrapporten med ledsagende begrundelse herfor ud fra ovennævnte 3 parametre. Da det ikke er nogen afgørelse, er der ikke noget begrundelseskrav efter forvaltningsloven. Virksomheden bør dog have baggrunden for kategoriseringen at vide for at have mulighed for at agere derpå. Det følger af god forvaltningspraksis, at et tilsyn - gennemført på stedet eller helt eller delvist som skrivebordstilsyn - bør afsluttes med en tilsynsrapport.

Tilsynsrapporterne er omfattet af almindelig aktindsigt, dvs. den enkelte virksomhed kan af myndigheden få oplyst sin kategorisering samt begrundelsen herfor. Tilsvarende kan offentligheden få adgang til sådanne oplysninger ved henvendelse til myndigheden om en konkret virksomhed.

Som hovedregel bør alle virksomheder, der p.t. er listevirksomhed, anmeldevirksomhed eller omfattet af branchebekendtgørelser samt husdyrbrug, kategoriseres i forbindelse med tilsynet. Tilsynsmyndigheden kan vælge at kategorisere nuværende § 42-virksomheder i det omfang, dette findes relevant. En nærmere beskrivelse af vejledende principper for kategorisering og omkategorisering vil blive indarbejdet i den kommende vejledning om differentieret tilsyn.

4.3.3.2 Øvrige prioriteringsparametre

Ud over kategoriseringen jf. ovenfor bør myndigheden generelt prioritere og tilrettelægge sit tilsyn med den enkelte virksomhed ud fra følgende forhold:

• En vurdering af virksomhedens potentielle miljøbelastning. Dette hensyn kan i et vist omfang afspejles i forskellige minimumstilsynsfrekvenser for forskellige grupper af virksomheder, men der vil være tale om en meget grov opdeling, som må suppleres med en vurdering af den enkelte virksomheds potentielle miljøbelastning, herunder virksomhedens emissioner og dertil hørende risiko for miljøet, f.eks. størrelse og art af emissioner, hvilke stoffer virksomheden håndterer m.v. Dette skal også vurderes i lyset af den enkelte virksomheds beliggenhed i forhold til særligt følsomme omgivelser. For virksomheder med egne miljøledelsessystemer og med potentiale for stor miljøbelastning indgår, som nævnt i foranstående afsnit ”kategorisering” endvidere, om og i givet fald på hvilken måde, miljøledelsessystemet har taget belastningspotentialet i betragtning. Det vil også være af betydning, om der er tale om en virksomhed, der er omfattet af risikobekendtgørelsen.

Udover ovennævnte generelle prioriteringsparametre kan følgende forhold ligeledes indvirke på myndighedsindsatsen:

• Eventuelle prioriterede områder, hvor amtet eller kommunen finder anledning til en særlig tilsynsindsats, f.eks. fastlagt i en miljøhandlingsplan. Det kan eksempelvis dreje sig om tilsynskampagner inden for en særlig branche eller kampagner, som retter sig imod et særligt område, f.eks. affaldshåndtering eller beskyttelse af en følsom lokalitet, f.eks. støjbegrænsning i et boligområde eller sikring af et vandområdes kvalitet. Et særligt tilsynsområde kan også være udmeldt centralt fra som ”Årets tilsynstema”.
• Klager, uheld og kildeopsporing kan naturligvis udløse ad hoc tilsyn.
  

Endelig skal myndighederne i prioriteringen og tilrettelæggelsen af tilsynet tage hensyn til den regulering, som den enkelte virksomhed er underlagt. Ligeledes vil tilsynet skulle tilrettelægges forskelligt alt efter, om virksomheden reguleres ved hjælp af en branchebekendtgørelse, eller der er tale om en såkaldt ” § 42-virksomhed”.

4.3.3.3 Hvilken betydning får det differentierede tilsyn for virksomhederne?

I det differentierede tilsyn bør der ikke ændres grundlæggende på, at det danske miljøtilsyn som udgangspunkt bygger på drøftelse og ofte samarbejde omkring afhjælpning af påklagede eller observerede problematiske miljøforhold eller fastlæggelse af nye påbudsbestemmelser. Det differentierede tilsyn skal imidlertid i størst mulig grad tilrettelægges efter ”noget for noget princippet”, dvs. i forhold til virksomhedernes egen miljøindsats.

Sålænge samarbejdet resulterer i, at regler, vilkår og påbud faktisk overholdes, og virksomheden er klar over, hvad der er anbefalinger, og hvad der er pligter for virksomheden, bør overtrædelser på niveau 1- og niveau 2-virksomheder (se nedenfor) ikke nødvendigvis straks føre til ”hårde” håndhævelsesreaktioner, såsom selvhjælpshandlinger, politianmeldelse o.l. Dette betyder ikke en slækkelse af håndhævelsen, som under alle omstændigheder korrekt og konsekvent skal bringe overtrædelsen til ophør.

I vurderingen bør naturligvis fortsat indgå, om overtrædelsen har været forsætlig eller groft uagtsom, om det har resulteret i en miljøskade eller fare herfor, om motivet har været at spare penge osv. Desuden skal det vurderes, om overtrædelsen bør føre til , at virksomheden skal kategoriseres på et andet prioriteringsniveau - jf. den nedenfor foreslåede kategorisering af virksomhederne.

Myndigheden bør ud fra de ovennævnte principper for differentieret tilsynsindsats - dvs. kategorisering og øvrige prioriteringsparametre - fastlægge sin tilsynsindsats i forhold til den enkelte virksomhed. Der vil dermed ikke være tale om bestemte tilsynsfrekvenser, som alene afhænger af typen af virksomhed, men om en konkret, individuel fastlæggelse af tilsynsbesøg i forhold til behovet.

For den miljøpositive virksomhed - fremover benævnt niveau 1 virksomhed -betyder det differentierede tilsyn en række administrative lettelser, bl.a. med større anvendelse af de oplysninger, som virksomheden i forvejen ligger inde med. Myndighederne kan på deres side begrænse det kontrollerende, fysiske tilsyn på virksomheden til et minimum og eventuelt nøjes med et periodisk kontrolcheck på virksomheden af, om virksomheden fortsat er på forkant med miljøkravene. Det øvrige tilsyn med disse virksomheder kan baseres på virksomhedernes indrapportering af egenkontroloplysninger, certificeringsorganets audits mv., dvs. skrivebordstilsyn.

Er der derimod tale om en miljømæssigt problematisk virksomhed, herefter benævnt niveau 3 virksomhed, herunder en virksomhed som flere gange har siddet regler, påbud og indskærpelser overhørig, bør tilsynet på virksomheden intensiveres i nødvendigt omfang, f. eks. med hyppigere tilsyn samt fornøden myndighedsanvendelse. Endvidere bør det overvejes, om der er behov for at en væsentlig mere kontant håndhævelse, herunder hyppigere brug af midlertidige forbud, indtil forholdene er bragt i orden, samt hyppigere brug af selvhjælpshandlinger og indgivelse af politianmeldelser.

Den planlagte vejledning om differentieret tilsyn – jf. det nedenstående - bør således tillige angive nogle retningslinier for, hvorledes håndhævelsen bør gribes an, særskilt i forhold til niveau 3 virksomheder.

For den formentlig største mellemgruppe af virksomheder, der hverken kan betegnes som særlig miljøpositive eller det modsatte, herefter benævnt niveau 2 virksomheder, bør tilsynet tilrettelægges efter behov. Viser det sig herved tilstrækkeligt, og indebærer virksomheden ikke større potentiel risiko for miljøet, kan det overvejes at reducere tilsynet til et stikprøvetilsyn, f.eks. af virksomhedens egenkontrolrutiner.

Det er vigtigt, at systemet udformes således, at virksomheder, der ønsker at flytte sig fra niveau 3 eller 2 til niveau 1 understøttes heri. Hvis virksomheden f.eks. har fået et miljøledelsessystem og giver tilsynsmyndigheden oplysninger herom, må tilsynsmyndigheden lade dette indgå i tilrettelæggelsen af det fremtidige tilsynsarbejde og herunder også overveje, om virksomheden skal omklassificeres.

Udvalget har særskilt overvejet, hvorledes virksomheder, der er certificerede efter ISO 14000 eller efter EMAS, vil skulle håndteres i et sådant system.

Dansk Industri og CO-Industri har foreslået, at der udarbejdes retningslinier for miljøcertificerede virksomheders information til offentligheden, således at virksomheder, der opnår certificering efter ISO 14001 eller EMAS, og som erklærer at ville følge disse retningslinier, indplaceres i niveau 1. I forlængelse heraf har Dansk Industri foreslået, at miljømyndighederne undlader at komme på tilsynsbesøg på disse virksomheder og dermed alene bygger på virksomhedernes egne indberetninger, grønne regnskaber, EMAS-redegørelser eller auditrapporter. Naboklager og uheld mv. vil dog i et sådant system fortsat kunne medføre behov for tilsynsbesøg.

En fordel ved et sådant system vil være, at virksomheder, som af myndigheden er blevet kategoriseret på niveau 3, har mulighed for af egen drift at gøre noget ved deres miljøarbejde på en sådan måde, at dette bliver anerkendt af myndigheden. Dermed kan systemet i sig selv virke som et incitament til at forbedre miljøindsatsen. Det betyder naturligvis ikke, at en virksomhed, der ikke har fundet det attraktivt med et certificeret ledelsessystem, er afskåret fra at blive en niveau 1-virksomhed.

Uanset om der føres traditionelt, myndighedsbaseret tilsyn, eller om virksomhederne indfører certificerede miljøledelsessystemer, vil der kunne opstå miljøproblemer, som skal løses.

Udvalget lægger vægt på, at miljøledelsessystemer bør indgå med vægt ved kategoriseringen, jf. ovenfor, og vil derfor ofte bevirke, at en virksomhed med certificeret miljøledelsessystem kan kategoriseres som niveau 1. Det bemærkes i øvrigt, at også det af udvalget foreslåede system vil være et incitament for virksomhederne til at gøre en egen indsats, idet det inden for få år vil føre til et ændret myndighedstilsyn. Udvalget – med undtagelse af DI, CO-Industri, Dansk Landbrug og Landbrugsrådet – bemærker endvidere , at undersøgelser og erfaringerne hos tilsynsmyndighederne viser, at disse miljøledelsessystemer ikke i sig selv medfører, at der ikke er miljøproblemer på disse virksomheder. Af disse grunde finder et flertal af udvalget ikke, at sådanne virksomheder pr. definition vil skulle indplaceres på niveau 1.

Hertil bemærker Dansk Industri, at heller ikke et traditionelt, myndighedsbaseret tilsyn giver garanti for, at der ikke vil kunne opstå miljøproblemer, som skal løses.

Udvalget finder videre, at såfremt der ønskes etableret et system, som det af Dansk Industri foreslåede, hvor virksomheder med et certificeret miljøledelsessystem slet ikke får besøg af tilsynsmyndigheden, bør der igangsættes nærmere analyser af kvaliteten af miljøledelsessystemerne og certificeringsorganernes kontrol hermed. Det må endvidere vurderes, hvilke informationer, tilsynsmyndigheden skal have krav på at modtage, omfanget af kontrollen med vilkårsoverholdelse m.v. ved audits, muligheder for at kræve supplerende oplysninger m.v.

Erfaringerne med certificerede virksomheder bør efter udvalgets opfattelse indgå eksplicit i Miljøstyrelsens evaluering af de samlede forslag til tilsynets fremtidige tilrettelæggelse, jf. afsnit 4.3.6.

4.3.3.4 Vejledning om større differentiering i tilsynet

I kommissoriet for Virksomhedsudvalget er det fastlagt, at Miljøstyrelsen med udvalget eller med en undergruppe heraf som følgegruppe udarbejder en vejledning for tilsynsmyndighederne om udførelse af et differentieret tilsyn. Udvalget finder, at vejledningen skal udarbejdes på baggrund af de ovennævnte overordnede principper for differentiering af virksomhedstilsynet.

Hovedaktiviteterne vil være at identificere og beskrive de virkemidler, som myndighederne kan anvende i den praktiske udmøntning af det differentierede tilsyn. Herunder vil en væsentlig opgave være at analysere mulighederne og nærmere fastlægge en kategorisering af virksomhederne ud fra ovennævnte, overordnede principper. Formålet er dels at sikre veldefinerede og gennemsigtige retningslinier for tilsynet med henblik på at opnå størst mulig ensartethed og forudsigelighed og dels at tilstræbe, at tilrettelæggelsen af det differentierede tilsyn sker mest hensigtsmæssigt for tilsynsmyndigheden, herunder i myndighedens prioritering af sin tilsynsindsats og således, at virksomhederne kan mærke forskel på, om de er kategoriseret som niveau 1, 2 eller 3.

4.3.3.5 Fastlæggelse af nye krav i tilsynet

I det omfang fastlæggelse af krav til virksomhederne fremover sker i forbindelse med central regulering – standardgodkendelser eller branchebekendtgørelser –vil myndighed og virksomhed skulle bruge mindre tid på drøftelse af nye krav, end det er tilfældet i dag.

Specielt vedrørende spørgsmålet om BAT, herunder renere teknologi, vil tilsynsmyndigheden fortsat i sit tilsyn med den enkelte virksomhed skulle vurdere behovet for påbud herom i det omfang, dette ikke er fastlagt i individuelle godkendelser eller fra centralt hold i datablade eller i generelle grænseværdier.

4.3.3.6 Dialog om virksomhedernes videregående, frivillige miljøindsats.

Med hensyn til myndighedens tilbud om dialog om en frivillig indsats ud over det som miljølovgivningen kræver, er det Miljøstyrelsens og tilsynsmyndighedernes erfaring – bl.a. fra Elitevirksomhedsprojektet - at virksomhederne ofte sætter pris derpå, og at det giver miljøforbedringer. Derfor bør tilsynsmyndighederne ikke afskæres fra at tilbyde en sådan dialog, uanset de ikke skal have pligt dertil. Det skal naturligvis altid gøres klart for virksomhederne, at denne dialog er frivillig. Det bør også gøres helt klart, at myndighederne hverken skal eller må fungere som tekniske rådgivere for virksomhederne.

4.3.4 Målretning af tilsynets samlede ressourceanvendelse

Som nævnt ovenfor medfører kategoriseringen af virksomheder, at tilsynet med den enkelte virksomhed differentieres. Udvalget anbefaler samtidigt, at kategoriseringen (niveauplaceringen) skal benyttes til at målrette tilsynsmyndighedernes samlede ressourceanvendelse. Det skal således inden for den enkelte tilsynsadministration sikres, at en betydelig del af ressourcerne til det egentlige kontrollerende tilsyn alt andet lige anvendes på niveau 3- virksomheder, mens der kun anvendes en begrænset ressource alt andet lige på niveau 1-virksomheder. Tilsynsadministrationen bør inddrage dette aspekt i den årlige planlægning af den samlede tilsynsindsats for det kommende år.

Hvorledes den samlede, forholdsmæssige ressourceanvendelse konkret vil fordele sig mellem niveau 1-, niveau 2- og niveau 3-virksomheder, må bero på antallet og karakteren af de konkrete virksomheder inden for hvert niveau. Det må endvidere være op til de enkelte kommunalbestyrelser og amtsråd selv at prioritere, hvilke ressourcer der herudover bør anvendes til tilbud om frivillig dialog, iværksættelse af netværksarbejde m.v.

Udvalget anbefaler, at Miljøstyrelsen - evt. i forbindelse med tilsynsindberetningerne - beder tilsynsmyndighederne indsende oplysninger om de anvendte ressourcer inden for de forskellige niveauplaceringer, således at der i løbet af nogle år kan tilvejebringes et grundlag for at vurdere, om intentionerne opfyldes.

4.3.5 Tilsynsfrekvenser efter behov, dog minimumsfrekvens for ”samlet tilsyn”

4.3.5.1 Ophævelse af nuværende minimumstilsynsfrekvenser

I sammenhæng med drøftelsen af det differentierede tilsyn foreslås det, at de nuværende kommunale minimumsfrekvenser for tilsynet (tilsynsbesøg) ophører. I stedet fastsættes tilsynsfrekvensen for den enkelte virksomhed af myndigheden efter behov, dvs. i forhold til virksomhedskategorierne - niveau 1 til 3 - og de øvrige relevante prioriteringsparametre. Derved målrettes tilsynsressourcerne til tilsynsbehovet, idet tilsynsfrekvensen kan nedsættes til et minimum for de virksomheder, hvor der ikke er problemer med overholdelse af miljøkravene eller forurening i øvrigt - dvs. niveau 1 - mens tilsynsindsatsen hovedsageligt i stedet rettes imod de øvrige virksomheder og med en særlig indsats over for niveau 3-virksomhederne. Det forudsættes, at vejledningen er udstedt, inden de gældende minimumsfrekvenser ophører, og det nye system iværksættes.

4.3.5.2 Samlet tilsyn

Samtidigt foreslås begrebet samlet tilsyn indført. Ét samlet tilsyn kan defineres som en gennemgang af virksomhedens samlede miljøforhold – dvs. uanset det antal tilsynsbesøg, der har været nødvendig for en sådan gennemgang og uanset, om det er sket via tilsyn på stedet eller – f.eks. for niveau 1-virksomheder –overvejende via check af oplysninger fremsendt af virksomheden, f. eks. om egenkontrol, certificeringsorganets audits m.v.

Omfanget af et samlet tilsyn vil blive behandlet i den planlagte vejledning om differentieret tilsyn. I korthed vil et samlet tilsyn dog være at gennemgå alle de tilsynspunkter, som tilsynsmyndigheden konkret har fastlagt i den tilsynsplan, som tilsynsmyndigheden bør udarbejde individuelt for den enkelte virksomhed.

Myndigheden, som bl.a. igennem tilsynet har kendskab til virksomhederne og deres miljøforhold, vurderer selv det nødvendige tilsynsbehov hos den enkelte virksomhed for at have foretaget et samlet tilsyn. På baggrund af denne vurdering fastlægger myndigheden i tilsynsplanen, hvor mange kontrollerende tilsynsbesøg og omfanget af det enkelte besøg eller skrivebordstilsyn, der er nødvendigt, for at myndigheden kan være sikker på, at alle miljøforhold på virksomheden er gennemgået.

Det er således fortsat tilsynsmyndighedens ansvar at etablere det nødvendige grundlag for en vurdering af, om miljøforholdene på en virksomhed er i orden, eller om der er behov for en yderligere indsats.

Udvalget skønner, at denne omlægning vil give mulighed for et større fokus på miljøforbedringer, uden at det er udvalgets hensigt, at de ændrede regler for tilsyn skal resultere i et øget tilsyn af de enkelte virksomhedstyper.

4.3.5.3 Nye minimumstilsynsfrekvenser

Det bør dog sikres, at myndigheden overhovedet har et reelt kendskab til virksomheden. Dette har betydning for både tilrettelæggelsen af den mest ressourceeffektive tilsynsindsats, for at mindske sagsbehandlingstiden i forbindelse med godkendelser m.v., og for at kunne vejlede virksomheden efter behov. På denne baggrund foreslås det

• at der bortset fra de nuværende ”§ 42-virksomheder” for alle øvrige virksomheder – dvs. inklusive niveau 1-virksomheder – skal gælde en minimumsfrekvens for myndighedens gennemførelsen af et ”samlet tilsyn”. Sådanne minimumsfrekvenser skal sikre, at der kan gennemføres en tilsynsindsats på baggrund af et kendskab og en kontakt til den enkelte virksomhed, der muliggør en fornuftig dialog.
• at et sådant samlet tilsyn kan tage udgangspunkt i en kontrol af virksomhedens skriftlige materiale (egenkontrolmålinger, miljøledelsessystemer etc.), der tilsendes fra virksomheden. Der forudsættes dog mindst ét tilsynsbesøg på virksomheden inden for perioden for et samlet tilsyn.

Fremover bør antal ”samlede tilsyn” indberettes til Miljøstyrelsen i forbindelse med tilsynsindberetningerne. Dette vil samtidigt udgøre tilsynsmyndighedens dokumentation for, at virksomhedens samlede miljøforhold er gennemgået. Dog bør den nuværende opgørelsesmåde i forhold til de nuværende minimumstilsynsfrekvenser fortsætte i en overgangsperiode i forbindelse med tilsynsindberetningerne, indtil det ovenfor foreslåede system med en ny fast minimumstilsynsfrekvens for et samlet tilsyn er indarbejdet.

De kommunale parter har i udvalget peget på, at der er behov for herudover at synliggøre den løbende tilsynsindsats via tilsynsindberetningerne. Det foreslås på denne baggrund, at antallet af tilsynsbesøg, som alene indgår som elementer i det samlede tilsyn, ligeledes indberettes til Miljøstyrelsen. Også her vil der være behov for en overgangsordning i forhold til den nuværende indberetningsform.

Samlet tilsyn bør - som nævnt ovenfor - ske inden for en rimelig årrække for at sikre, at tilsynsmyndigheden bevarer et reelt kendskab til virksomheden. Udvalget har for industrivirksomheder drøftet en minimumsfrekvens for samlede tilsyn på f.eks. 3 – 4 år, eventuelt afhængig af virksomhedstype. Udvalget har dog hverken for industri eller landbrug taget stilling til konkret fastlagte minimumstilsynsfrekvenser.

Dette kan eventuelt – som for de nuværende frekvenser for kommunernes vedkommende - ske via en aftale mellem ministeren og de kommunale organisationer.

I forbindelse med udvalgets drøftelser omkring tilsynsfrekvenser og samlet tilsyn har Dansk Industri fremhævet, at DI finder det vigtigere at lægge rammer for ressourceallokering til tilsyns i forskellige virksomhedskategorier. Dansk Industri vil dog ikke modsætte sig myndighedernes ønske om at drøfte mindstefrekvenser.

4.3.5.4 Tilsynsliste for nuværende anmeldevirksomheder

Det er i godkendelsesafsnittet foreslået, at det nugældende anmeldesystem ophæves. Erfaringerne i tilsynsarbejdet viser imidlertid, at der fortsat vil være et behov for et systematisk tilsyn med disse virksomheder – til forskel fra øvrige, såkaldte § 42-virksomheder. Det foreslås derfor, at der for den del af de nuværende anmeldevirksomheder, der ikke optages i den nye standardgodkendelsesordning, fastlægges den minimumstilsynsfrekvens og reglerne for et samlet tilsyn, som fremover skal gælde for de brancheregulerede virksomheder.

4.3.6 Evaluering af de samlede forslag

Udvalget finder, at det vil være hensigtsmæssigt at vurdere effekten af de samlede forslag til tilsynets fremtidige tilrettelæggelse og øvrige forslag, herunder det differentierede tilsyn, nye minimumsfrekvenser for et samlet tilsyn samt kvalitetsmåling af tilsynets udførelse. Her vil vigtige sigtelinjer bl.a. være konsekvenserne for miljøet af den nye ordning og ordningen som et prioriteringsværktøj.

Det foreslås på den baggrund, at Miljøstyrelsen foretager en sådan evaluering efter en kortere årrække, f.eks. 3 år efter at ændringerne er sat i værk. Evalueringen koordineres med evalueringen af det nye godkendelsessystem. Også i forbindelse med evaluering af tilsynet bør et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler inddrages.

4.3.7 Større kvalitet og ensartethed i tilsynet.

I de nuværende indberetninger til Miljøstyrelsen om tilsynet med virksomhederne stilles der ikke specificerede krav til udførelsen af de indberettede tilsynsbesøg. Disse kan derfor i princippet variere mellem en simpel konstatering af virksomhedens tilstedeværelse og produktionsforhold over et punkttilsyn, f.eks. i forbindelse med klage over støj og til en fuldstændig gennemgang af alle virksomhedens miljøforhold. Derfor findes der ikke nogen samlet konkret viden om, hvordan tilsynet landet over i praksis gennemføres på virksomhederne –dvs. tilsynets kvalitet. Miljøstyrelsens konkrete viden om tilsynet drejer sig alene om kvantitative oplysninger, der indsamles via de årlige tilsynsindberetninger.

Det er den enkelte kommunalbestyrelse eller det enkelte amtsråd, der som myndighed har ansvaret for, at tilsynet både er tilstrækkeligt i omfang og gennemføres med den nødvendige kvalitet.

Tilsynets nærmere indhold afhænger af mange forhold, som kan være væsentligt forskellige fra virksomhed til virksomhed. Det er netop med henblik på at overkomme dette problem og samtidigt anerkende kommunernes og amternes egen tilkendegivelse af, at de udførte samlede tilsyn har haft en tilstrækkelig kvalitet, at Miljøstyrelsen foreslår, at antal samlede tilsyn indberettes i de årlige tilsynsindberetninger. Et samlet tilsyn kan som nævnt udføres meget forskelligt og er afhængig af tilsynsbehovet for den enkelte virksomhed. I indberetningen til Miljøstyrelsen indestår tilsynsmyndigheden for, at der er på baggrund af foreliggende datagrundlag og tilsete forhold på virksomheden (samlet tilsyn) er foretaget en miljømæssig forsvarlig kvalitativ gennemgang af de pågældende virksomheder.Det vil desuden være en vanskelig opgave centralt fra at beskrive i detaljer, hvorledes et tilsyn bør gennemføres samt efterfølgende vurdere kvaliteten heraf

Der er imidlertid behov for at kunne foretage landsdækkende sammenligninger af udvalgte, relevante målepunkter for tilsynets kvalitet. Til dette formål undersøges mulighederne for at opstille måleparametre herfor samt efterfølgende foretage benchmarking af tilsynsadministrationerne i forhold hertil.

4.3.7.1 Benchmarking af tilsynsadministrationer

For at undgå forskelligartet tilsynspraksis landet over er det i kommissoriet for virksomhedsudvalget fastlagt, at der iværksættes et projekt til undersøgelse af muligheden for at opstille måleparametre for kvaliteten af tilsynsmyndighedernes arbejde. Sådanne måleparametre skal kunne danne grundlag for at foretage sammenligninger af tilsynsmyndighedernes præstationerne i form af benchmarking heraf.

Formålet med projektet er at udvikle principper for en benchmarkingmodel, således at de enkelte tilsynsadministrationer ved hjælp af relevante tilsynsparametre og nøgletal kan synliggøre deres tilsynsarbejde og fortsat forbedre dette gennem sammenligning med og tagen ved lære af den eller de bedste tilsynsadministrationer på området. Resultaterne af evt. benchmarking kan f.eks. præsenteres i forbindelse med den årlige tilsynsberetning og kan herigennem medvirke til en større gennemsigtighed, ensartethed og effektivitet i tilsynets udførelse landet over. Den samlede konsekvens vil være en synliggørelse af kvaliteten af det kommunale og amtskommunale tilsyn på de valgte områder.

Eksempler på mulige parametre egnet for benchmarking kunne være sagsbehandlingstiden eller evt. kvaliteten af myndighedernes godkendelsesarbejde, eller kvalitetscertificering af myndighedernes sagsbehandling generelt, måleparametre omkring differentieret tilsyn, tilsynsmyndighedens kvalifikationer, eller temaer i forbindelse med jord- og grundvandsforurening. Arbejdstilsynet har ligeledes arbejdet med benchmarking, og det må således vurderes, om dette arbejde med fordel vil kunne inddrages i projektet.

Udvalget har nedsat en undergruppe, som i henhold til kommissoriet for virksomhedsudvalget skal fungere som en styregruppe for et udviklingsprojekt/pilotforsøg om indhentelse af yderligere kvalitetsdata og undersøgelse af mulighederne for benchmarking af kvaliteten i de decentrale myndigheders tilsyn.

4.3.7.2 Anbefalinger om tilsynsmyndighedernes kvalifikationer

Udvalget har endvidere overvejet, om der er behov for at fastsætte kvalifikationskrav til tilsynsmyndighederne.

Udvalget finder dog, at resultatet af Strukturkommissionens arbejde bør afventes, inden der fastsættes krav eller fremsættes anbefalinger herom, idet styringen på dette område bør målrettes den fremtidige myndighedsstruktur og den kommende arbejdsfordeling.

IMPEL, der er et uformelt samarbejdsnetværk for EU’s miljømyndigheder, har indtil videre færdiggjort en rapport med en analyse af medlemslandenes mindstekrav til tilsynsførendes kvalifikationer. På baggrund af rapporten forventes –ligeledes i IMPEL regi – iværksat et projektet om udarbejdelse af forslag til uddannelsesprogrammer. Dette projekt forventes afrapporteret ultimo 2003 eller foråret 2004.

EU- Kommissionen forventes - jf. EU’s ”Henstilling 2001/331/EF af 4. april 2001 om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne” og på baggrund af IMPEL’s ovennævnte rapport - at udarbejde mindstekrav til kvalifikationer for tilsynsmedarbejdere. Det vides ikke hvilken form – og dermed hvilke retlige bindinger – sådanne mindstekrav vil få.

Udvalget finder, at det ligeledes vil være hensigtsmæssigt at afvente Kommissionens udspil, som forventes at foreligge i løbet af efteråret 2003.

Det er Miljøstyrelsens umiddelbare opfattelse, at styringen vedrørende kvalifikationer hos tilsynsmedarbejdere bedst kan ske via udstedelse af en vejledning. Det endelige valg heraf bør dog som nævnt afvente Strukturkommissionens arbejde og EU-Kommissionens forventede udmelding. 

4.4 Forslag til tilrettelæggelse af det kommunale tilsyn

Der foreslås i lyset af det ovenstående følgende:

• Det differentierede tilsyn fremmes mest muligt gennem udarbejdelse af en vejledning i overensstemmelse med de foreslåede principper om kategorisering af virksomheder og øvrige prioriteringsparametre. Virksomhederne omfatter også erhvervsmæssige husdyrbrug. Vejledningen udarbejdes – jf. kommissoriet for virksomhedsudvalget - af en arbejdsgruppe nedsat af udvalget.
• Udover differentiering af tilsynet i forhold til de enkelte virksomheder, skal niveauplaceringen af virksomhederne og øvrige prioriteringsparametre anvendes som grundlag for at målrette tilsynsmyndighedernes samlede ressourceanvendelse.
• De nuværende minimumstilsynsfrekvenser for det kommunale tilsyn ophæves. I stedet indføres en minimumstilsynsfrekvens for alle godkendelsespligtige virksomheder (individuelt- eller standardgodkendte samt landbrug) og en minimumstilsynsfrekvens for alle branchevirksomheder og for virksomheder, opført på en særlig tilsynsliste (de hidtidige anmeldepligtige virksomheder). Endvidere fastsættes en minimumsfrekvens for tilsynet med erhvervsmæssige husdyrbrug, der ikke er omfattet af godkendelsespligt eller branchebekendtgørelse.
• Minimumsfrekvenserne gælder for et ”samlet tilsyn” på virksomhederne. Et ”samlet tilsyn” omfatter en gennemgang af en virksomheds samlede miljøforhold.
• I et ”samlet tilsyn” kan ud over kontrol på stedet indgå alle relevante oplysninger fra virksomheden, som tilsynsmyndighederne finder pålidelige og sikre som vurderingsgrundlag for virksomhedens overholdelse af miljøkravene. Sådanne oplysninger kan f.eks. være egenkontroloplysninger, certificeringsorganets audits mv. Dermed kan behovet for egentlige tilsynsbesøg reduceres.
• Der igangsættes et projekt om definering af kvalitetsparametre/iværksættelse af benchmarking på områder, der viser sig egnet herfor.
• Regulering af tilsynsmedarbejderes og/eller tilsynsadministrationers kvalifikationer afventer færdiggørelse af Stukturkommissionens arbejde samt eventuelle fælles EU krav eller anbefalinger.
• Miljøstyrelsen indsamler i forbindelse med tilsynsindberetningerne dokumentation for tilsynsmyndighedernes ressourceanvendelse i forhold til den ovennævnte kategorisering af virksomhederne i niveauerne 1-3 og øvrige prioriteringsparametre.
• Miljøstyrelsen foretager efter f.eks. 3 år og koordineret med evaluering af det nye godkendelsessystem en evaluering af effekten af virksomhedskategoriseringen og af det graduerede tilsyn.

4.5 Konsekvenser af forslagene

I det følgende er opsummeret de væsentligste konsekvenser i forhold til de ovenfor beskrevne tiltag, herunder større differentiering i tilsynet, samlet tilsyn, tilsynsfrekvenser efter behov og med ensartet minimumsfrekvens, benchmarking af tilsynets kvalitet og senere regulering af kvalifikationskrav til tilsynsmyndighederne.

4.5.1 For erhvervslivet

• Det kontrollerende tilsyn vil aftage i takt med virksomhederne egen større miljøindsats.
• Tilsynsbesøg med niveau 1-virksomheder kan nedbringes til minimumsfrekvensen, hvis øvrige prioriteringsparametre ikke giver anledning til et mere intensivt tilsyn. Når virksomheden tager større ansvar for miljøforholdene, skal den belønnes derfor. Eksempelvis skal virksomhedens egne relevante oplysninger systematisk indgå som en del af selve tilsynet, hvorved dels risiko for dobbeltarbejde undgås og dels at tilsynet målrettes efter tilsynsbehovet.
• Virksomhederne kan fortsætte fravælge dialog/sparring om egen miljøindsats ud over lovgivningens krav.
• Der sikres større forudsigelighed og gennemsigtighed i tilsynet via de fastlagte principper og de efterfølgende nærmere fastlagte kriterier i vejledningen om differentieret tilsyn.
• Der tilstræbes en mere ensartet sagsbehandling i tilsynet landet over via benchmarking af tilsynsadministrationerne.
  

4.5.2 For tilsynsmyndighederne

• I takt med virksomhedernes egen større miljøindsats målrettes ressourceanvendelsen løbende imod de virksomheder, hvor tilsynsbehovet er størst.
• Der sikres større effektivitet i tilsynsarbejdet, såvel via den differentierede tilsynsindsats som ved ophævelse af de nuværende faste minimumstilsynsfrekvenser – bl.a. undgås unødvendige tilsynsbesøg. Der skal dog som minimum foretages et ”samlet tilsyn” for alle godkendelsespligtige virksomheder (individuelt- ell. standardgodkendte samt landbrug) og for branchevirksomheder og anmeldepligtige virksomheder inden for en fastsat minimumstilsynsfrekves.
• Anvendelsen af begrebet ”samlet tilsyn” i indberetningen til Miljøstyrelsen definerer klart tilsynsmyndighedens egen rolle som garant for tilsynets kvalitet i forhold til den enkelte virksomhed.
• Tilsynsmyndigheden har fortsat mulighed for at tilbyde virksomhederne dialog/sparring om frivillig indsats ud over miljølovgivningens krav.
• Der skabes større mulighed for erfaringsudveksling og højnelse af kvalitet igennem benchmarking

4.5.3 Økonomiske, miljømæssige og retssikkerhedsmæssige konsekvenser

Udvalget skal i henhold til kommissoriet vurdere de økonomiske, administrative, miljømæssige og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af udvalgets forslag for såvel det offentlige som for erhvervslivet. De administrative konsekvenser er behandlet i det ovenstående.

Vedr. de økonomiske konsekvenser vil det differentierede tilsyn betyde en effektivisering af ressourceanvendelsen, så ressourcerne anvendes, hvor der kan hentes størst miljømæssig gevinst. Det vil sige, at en betydelig del af ressourceforbruget alt andet lige fremover anvendes på niveau 3 virksomhederne, mens en begrænset ressource alt andet lige anvendes på niveau 1 virksomhederne. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at den eventuelt øgede tid, der kan medgå til tilsynsmyndighedernes prioritering gennem kategorisering af virksomhederne, som minimum modsvares af det mindskede ressourceforbrug til tilsynet med især niveau 1 virksomhederne.

Med hensyn til forslaget om benchmarking kan de økonomiske og administrative konsekvenser heraf for virksomheder og tilsynsadministrationer ikke vurderes, før det er nærmere afklaret, hvilke parametre, der skal indgå heri.

Aftalen om nye minimumsfrekvenser skal forhandles mellem ministeren og de kommunale organisationer.

Vedr. de miljømæssige konsekvenser af forslagene vil en fortsat ressourcemæssig tilpasning af tilsynet imod de mest problematiske virksomheder, således som forslagene lægger op til, betyde, at der fortsat tilsigtes at opnå ”mest miljø for pengene”. Dette vil alt andet lige betyde størst mulig sikkerhed for et miljømæssig forsvarligt tilsyn i det omfang, myndighedernes allokering af tilsynsressourcerne ikke allerede foregår stringent efter en sådan prioritering.

Vedr. de retssikkerhedsmæssige konsekvenser ses der ikke at være retssikkerhedsmæssige problemer forbundet med forslagene. Den foreslåede kategorisering af virksomhederne i niveauerne 1 til 3 skal opfattes som et prioriteringsværktøj for myndighederne, således at tilsynet kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. I øvrigt anvender Arbejdstilsynet samme fremgangsmåde i inddeling af virksomhederne i forhold til deres individuelle arbejdsmiljøpræstationer.

Som følge af forslaget om indberetning af samlede tilsyn skal bekendtgørelse om tilsynsindberetninger (nr. 788 af 21.11.1986) ændres. Endvidere forudsætter forslaget om nye minimumstilsynsfrekvenser overvejelser om indgåelse af nye aftaler i samarbejde med de kommunale organisationer.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |