Vakuumtoiletter og behandling af det indsamlede materiale i biogasanlæg eller vådkomposteringsanlæg

2 Undersøgelsesprogram

2.1 Erfaringer fra installation og drift af toiletsystemerne på enkeltejendomme
2.2 Erfaringer fra eksisterende vakuumtoiletsystemer i Storstrøms Amt
2.3 Vakuumteknologi, vådkomposterings- og biogasanlæg

I dette kapitel beskrives projektets undersøgelsesprogram. Det omfatter indsamling af erfaringer med installation og drift af de to spildevandsystemer samt en undersøgelse og vurdering af det opsamlede materiales egnethed til behandling i et vådkomposterings- eller biogasanlæg.

2.1 Erfaringer fra installation og drift af toiletsystemerne på enkeltejendomme

Det kildesorterende toiletsystem

På baggrund af samtaler med familien og håndværkere og ved besøg på stedet er der indsamlet erfaringer med installation, drift og vedligeholdelse af de enkelte komponenter. Det drejer sig om følgende:
kildesorterende "Clevervac" toilet
elektronisk styringsenhed
rørinstallationer
sluseventil
samletanke
vakuummotor
filter

Det kildesamlende toiletsystem

På baggrund af samtaler med familien og håndværkere og ved besøg på stedet er der indsamlet erfaringer med installation, drift og vedligeholdelse af de enkelte komponenter. Det drejer sig om følgende:
kildesamlende "Clearvac" toilet
elektronisk styringsenhed
rørinstallationer
sluseventil
samletank
vakuummotor
filter

2.2 Erfaringer fra eksisterende vakuumtoiletsystemer i Storstrøms Amt

Der er taget udgangspunkt i rapporten "Spildevandstransportsystemer" udgivet af Storstrøms Amt (1997), hvori de eksisterende vakuumtoiletsystemer i amtet er beskrevet kort. Oplysningerne er suppleret med samtaler med medarbejdere i kommunerne og med oplysninger fra de årlige driftsrapporter, som kommunerne sender til amtet om driften af de kommunale renseanlæg.

Der er udtaget en enkelt prøve af tilløbene til 2 renseanlæg, som udelukkende modtager "sort" spildevand fra 2 sommerhusområder i Rudbjerg Kommune. Sommerhusene er forsynet med kildesamlende toiletter med et vandskyl på ca. 1 l, og spildevandet transporteres ved hjælp af vakuum. Prøverne kan derfor bruges til at give en karakteristik af potentialet i "sort" spildevand (humane restprodukter + skyllevand) opsamlet i kildesamlende systemer for behandling i et biogas- eller vådkomposteringsanlæg. Prøverne er analyseret for indhold af tørstof, organisk stof og næringsstofferne kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K). Prøverne er udtaget af driftspersonalet ved renseanlæggene og analyseret af ROVESTA Miljø I/S, Næstved. Der er benyttet følgende analysemetoder.

Tabel 2.1
Anvendte parametre og analysemetoder i analyser udført på prøver af tilløb til renseanlæggene i Kramnitze og Hummingen i Rudbjerg Kommune.

Parameter

Enhed

Analysemetode

Tørstof (inddampningsrest)

mg/l

DS 204

Glødetab

% af tørstof

DS 204

NVOC (ikke flygtigt organisk kulstof)

mg/l

SM 16 ed. 505 ed.

Total kvælstof (N)

mg N /l

DS 221 +FIA

Total fosfor (P)

mg P /l

DS 292

Kalium (K)

mg/l

DS/EN ISO 11885 mod.


Der er desuden indhentet oplysninger hos driftspersonalet om det årlige elforbrug til vakuumsystemet og det årlige spildevandsflow gennem systemet.

2.3 Vakuumteknologi, vådkomposterings- og biogasanlæg

Der gøres rede for vakuumteknologien samt for biogas- og vådkomposteringsteknologierne ud fra litteraturstudier. Der er indhentet oplysninger om anlæggenes udbredelse og indsamlet erfaringer med driften af vakuumtoiletsystemer og vådkomposteringsanlæg i Sverige og Hannover i Tyskland og fra et vådkomposteringsanlæg i Norge. Biogasteknologien, der er velkendt i Danmark, beskrives kort med anlægget i Nysted Kommune som eksempel.