Erhvervsaffald og udvalgte affaldsstrømme

Et debatoplæg

Indholdsfortegnelse

Forord

Sammendrag (Sammenfattende artikel)

2. Baggrund
2.1 Affald - den hidtidige indsats
2.2 Erhversaffald - behov for en styrket indsats
2.3 Det økonomiske råderum

3. Fire væsentlige udfordringer ved erhversaffaldet
3.1 De store mængder
3.2 Genanvendelsen
3.3 Det farlige affald
3.4 De miljøbelastende stoffer

4. Forslag til intiativer, mål og resultater
4.1 Syv indsatsområder.
4.1.1 Indsats overfor brancher med farligt og miljøbelastende affald
4.1.2 Nationale krav til håndtering af miljøbelastende affald
4.1.3 Bedere brug af affaldsafgifter
4.1.4 Mere aktiv brug af kapital 5-godkendelser, grønne regnskaber og miljøstyring
4.1.5 Bedre muligheder for afsætning af affald, establering af affaldsbørs
4.1.6 Styrke udvikling af genvindingsteknologier
4.1.7 Øget genanvendelse af forbrændingsegnet affald
4.2 Forventede resultater af de særlige initativer

Bilag 1
1.1 Indledning
1.2 Blybatterier
1.3 Bygge- og anlægsaffald
1.4 Dæk
1.5 Elektriske og elektroniske produkter
1.6 Emballageaffald fra ehverv
1.7 Haveaffald
1.8 Imprægneret træ
1.9 Kemiske bekæmpelsesmidler
1.10 Klinisk risikoaffald
1.11 Madaffald fra storkøkkener
1.12 Nikkel-Cadmium-batterier
1.13 Organisk industriaffald
1.14 PVC
1.15 Røggasrensningsaffald fra affaldsforbrænding
1.16 Jern og metalskrot
1.17 Slagger fra affaldsforbrænding
1.18 Slagger og flyvaske fra kulbaseret energiproduktion
1.19 Spildevandsslam
1.20 Spildolieaffald
1.21 Galvanobranchen
1.22 Grafisk branche
1.23 Støberibranchen
1.24 Textilbranchen

Bilag 2
1.1 Indledning
1.2 Arsen
1.3 Bly
1.4 Cadmium
1.5 Kobber
1.6 Krom
1.7 Kviksølv
1.8 Nikkel
1.9 Phthalater

2. Baggrund

2.1 Affald - den hidtidige indsats

Affald er alt det, vi skiller os af med såvel fra industriens produktionsprocesser, som produkter vi har indkøbt til den daglige husholdning. Det drejer sig om alt fra spildolie og bygningsaffald til elektriske og elektroniske produkter, emballage, madrester og meget, meget mere.

11 mio. tons affald årligt

I Danmark bliver der produceret godt 11 mio. tons affald om året - heraf er omkring 6 mio. tons erhvervsaffald, 1,7 mio. tons restprodukter fra kulfyrede kraftværker og 0,5 mio. tons restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg. Dette affald skal først og fremmest bortskaffes på en måde, så det ikke skader sundheden og miljøet. Desuden skal affaldsbortskaffelsen tilrettelægges, så der ikke sker et unødigt træk på naturressourcerne, og så naturen ikke skæmmes ved håndteringen, behandlingen eller den endelig deponering.

Uanset om problemet er farligt affald, miljøbelastende stoffer, eller det blot skal sikres, at affaldet ikke smides hvor som helst, vil problemerne blive lettere at løse jo mindre mængder affald, det handler om. Dertil kommer, at både affaldsminimering og genanvendelse medvirker til at spare på ressourcerne.

Affaldsproduktion og affaldsbortskaffelse er bl.a. af ovennævnte grunde et væsentligt emne i den miljøpolitiske debat. Både nationalt og internationalt stilles der krav om minimering af affaldsmængderne, øget genanvendelse, bedre energiudnyttelse og en miljømæssig forsvarlig slutdeponering af det affald, der bliver tilbage.

Omfattende regulering af affaldsområdet

I de sidste 15-20 år er der sket en gennemgribende regulering af affaldsområdet i form af bl.a. lovgivning og handlingsplaner. I 70´erne blev der opført affaldsforbrændingsanlæg, hvorefter energien i affaldet blev udnyttet, og mængden af affald der deponeres blev reduceret. De seneste 5-10 år har været kendetegnet af handlingsplaner, herunder især mange genanvendelsesinitiativer.

Mindske mængden af affald, undgå deponering og fremme genanvendelsen

Igennem de sidste 10 år har det været skiftende regeringers mål at mindske mængden af affald, at undgå deponering af affald og fremme genanvendelsen. Man har søgt at løse affaldsproblemet ved kilden ved introduktion af renere teknologi, og som det seneste er certificeret miljøstyring og miljøledelse samt grønne regnskaber og lignende blevet udviklet. Dette har betydet, at affald ikke alene betragtes som en miljøbelastning, men i stigende grad også som en ressource.

På en lang række områder har indsatsen givet gode resultater. Der har været fokuseret på de store homogene affaldsstrømme og behandlingen af farligt affald.

Til gengæld har der i mindre grad været fokus på de affaldsstrømme, som indeholder miljøbelastende stoffer, der ved forbrænding opkoncentreres i slaggen og røggasrensningsprodukterne eller som deponeres.

Behov for særlig strategi overfor erhvervsaffaldet

Da man samtidig må konstatere, at mængderne af såvel erhvervsaffald som restprodukter fra forbrændingsanlæg er stigende, står vi i dag med et behov for en særlig strategi overfor erhvervsaffaldet.

Der blev i december 1996 udstedt en ny bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål, som specielt vedrører slam. Der foreslås ikke yderligere initiativer overfor slam i nærværende strategi.

Som beskrevet i indledningen arbejder Miljøstyrelsens for tiden med tre andre oplæg til strategier, som skal ses i sammenhæng med denne indsats overfor erhvervsaffaldet.

I slutningen af 1996 præsenterede Miljøstyrelsen debatoplæggene "Status og perspektiver for kemikalieområdet" og "En styrket produktorienteret miljøindsats". I forhold til en særlig indsats overfor erhvervsaffaldet, er disse debatoplæg vigtige redskaber i det forebyggende arbejde hvor kildeopsporing og -begrænsning er væsentlige elementer.

Status og perspektiver på kemikalieområdet

I tilknytning til "Status og perspektiver på kemikalieområdet" er der udsendt et udkast til en liste over stoffer, der er uønskede i produkter. Den er udarbejdet på grund af viden om stoffernes skadelige effekter på mennesker og /eller miljøet. I udvælgelsen af stoffer er der taget hensyn til problemer der kan opstå ved produktion, anvendelse såvel som ved bortskaffelsen af produkterne.

Listen er et vigtigt redskab til at identificere de stoffer, som giver problemer i affaldet og skal derfor anvendes i det grundlæggende arbejde med at udvikle renere teknologier og med at substituere de miljøbelastende stoffer til mindre miljøbelastende stoffer.

En styrket produktorienteret miljøindsats

I "En styrket produktorienteret miljøindsats" fremgår det hvilke aktører og særlige indsatser der skal iværksættes for at medvirke til udvikling, produktion og afsætning af produkter med forbedrede miljøegenskaber, så den samlede samfundsmæssige miljøbelastning fra produktion, brug og bortskaffelse af produkter nedbringes.

Ved indførelsen af renere teknologi og substitution af miljøbelastende stoffer til mindre miljøbelastende stoffer sættes der ind ved kilden, dvs. i produktionsleddet, men disse indsatser vil først få effekt på affaldet på lang sigt. F.eks tager det lang tid at gennemført renere teknologi og substitution i alle led og dertil kommer at produkternes levetid bl.a. er bestemmende for, hvornår de findes i affaldsstrømmen. En indsats ved kilden vil derfor ikke kunne måles i affaldet før efter flere årtier. Renere teknologi og substitution løser således ikke umiddelbart de miljøproblemer vi står overfor når det gælder affald.

2.2 Erhversaffald - behov for en styrket indsats

Ved erhvervsaffald forstås i snæver forstand affald fra fremstillingsvirksomheder, handel & kontor, institutioner samt bygge- og anlægsaffald. Ud over selve erhvervsaffaldet er det ud fra en miljø- og ressourcemæssig betragtning vigtigt også at inddrage restprodukter fra kulfyrede kraftværker og fra affaldsforbrændingsanlæg.

Karakteristiske træk ved erhvervsaffaldet

Følgende træk ved udviklingen for erhvervsaffald er særligt karakteristiske:

Stoppet for deponeringen af forbrændingsegnet affald pr. 1. januar 1997 forventes at resultere i en reduktion af deponeret erhvervsaffald fra industrien, handel & kontor samt institutioner, men det er ikke tilstrækkeligt til at nå målsætningerne år 2000.

Fortsat behov for mindre affald og øget genanvendelse

Der er derfor fortsat brug for en indsats for at nedbringe mængden af affald til deponering, ligesom der er behov for en fortsat indsats for at øge genanvendelsen - bl.a. fra handel & kontor.

I restprodukter fra forbrændingsanlæg findes et bredt spektrum af kemiske stoffer og råstofressourcer, hvoraf en del er ikke fornybare ressourcer. Blandt de ikke fornybare ressourcer er de miljøbelastende tungmetaller, som f.eks bly, cadmium, arsen, nikkel m.fl..

Koncentrationerne af miljøbelastende stoffer i restprodukterne ligger på et niveau, der allerede i dag gør anvendelsen af slaggerne problematisk, fordi en række salte og metaller kan udvaskes og dermed udgøre en sundhedsmæssig risiko og fare for forurening af grundvandet. I overensstemmelse med de generelle principper for miljøbeskyttelse er det nødvendigt at koncentrere indsatsen overfor affaldets - og herunder restprodukternes og det farlige affalds - miljøbelastning og samtidig bidrage til, at de energi og råstofressourcer, som affaldet indeholder, udnyttes optimalt. Desuden skal muligheden for genvinding af råstofressourcer tages med i betragtning.

Kort sagt er der altså behov for en erhvervsaffaldsstrategi, der kortlægger

2.3 Det økologiske råderum

En effektiv udnyttelse af ressourcerne ved produktion, forbrug og affaldsbortskaffelse er afgørende for, at der også vil være tilstrækkelige ressourcer til de kommende generationer. En effektiv udnyttelse af ressourcerne i affaldet begrænser trækket på naturressourcerne og giver os derfor større forbrugsmuligheder.

En fordelingsmæssig og miljømæssig dimension

For at konkretisere og operationalisere kravet om bæredygtig udvikling er begrebet det økologiske råderum blevet introduceret. Det økologiske råderum defineres - udfra et globalt synspunkt - som den mængde naturressourcer, der kan bruges årligt, uden at vi forhindrer fremtidige generationer i at få adgang til det samme ressourceforbrug. Samtidig skal der tages hensyn til en retfærdig og global fordeling. Det økologiske råderum har derfor både en fordelingsmæssig og en miljømæssig dimension.

Ved opstilling af målsætninger og strategier, der påvirker forbruget og udnyttelsen af de tilgængelige ressourcer, er det vigtigt, at grundlaget skabes for en udvikling, der på længere sigt opfylder kriterierne, der ligger til grund for det økologiske råderum. Målene og strategierne skal på den ene side være realistiske og på den anden side tilstrækkeligt hurtige til at undgå ressourcemæssige og økologiske sammenbrud.

Fokus på ressourcer der ikke er fornybare

Dette betyder, at tabet af de ikke fornybare ressourcer skal minimeres, hvilket kan ske ved ændring af forbruget, omstilling til andre materialer og produkter samt øget genanvendelse. Opmærksomheden skal i første omgang rettes mod de ikke fornybare ressourcer, der er mest truede, hvilket gør sig gældende for nogle metaller og mineraler samt fossile brændsler.

For de fornybare ressourcer skal det sikres, at der opnås balance imellem tilvækst og forbrug.

Halvering af indvindingen af ressourcer

Opfyldelsen af kravet om en bæredygtig udvikling betyder, at der globalt skal ske en halvering af indvindingen af ressourcer. Nationalt skal der ske en tilpasning af ressourceforbruget, så Danmark ikke bruger mere end den andel af de samlede ressourcer, der ud fra globale fordelingsmæssige kriterier tildeles Danmark. Skal disse forudsætninger opfyldes vil det betyde, at Danmarks forbrug af jomfruelige ressourcer skal reduceres drastisk. Målet er derfor over en årrække at reducere råvareforbruget væsentligt, samtidig med at genanvendelsen skal øges markant, så ressourcerne holdes i kredsløb.

Behov for aktiv affalds-og genanvendelsespolitik

Tankegangen forudsætter derfor blandt andet en meget aktiv affalds- og genanvendelsespolitik, hvor det gælder om at udnytte ressourcerne bedre i produktions- og forbrugsfasen og i affaldet.

3. Fire væsentlige udfordringer ved erhversaffaldet

I dette kapitel vil de fire væsentligste udfordringer, der knytter sig til erhvervsaffaldet, blive beskrevet nærmere. Det gælder de store mængder, behovet for genanvendelsen, det farlige affald og de miljøbelastende stoffer.

3.1 De store mængder

Mængderne

Der fremkom i 1995 i snæver forstand ca. 6 mio. tons erhvervsaffald fordelt med 2,6 mio. tons fra industrier, 0,8 mio. tons fra handel, kontor og institutioner samt 2,6 mio. tons fra bygge- og anlægsvirksomhed. Derudover blev der produceret 1,7 mio. tons restprodukter fra kulfyrede kraftværker, 0,5 mio. tons restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg og ca 1 mio. tons slam fra rensningsanlæg.

De forskellige fraktioner

I tabel 1 er de forskellige affaldsfraktioner af erhvervsaffald angivet i forhold til brancher. Industri og bygge & anlæg er de største bidragsydere og producerer hver ca. 30 % af erhvervsaffaldet. Restprodukter fra kulfyrede kraftværker udgør ca. 20%, mens affald af hhv. rensningsanlæg og institutioner, handel & kontor udgør ca. 10 %.

Det fremgår, at en stor del af det affald, der produceres, kan fordeles på entydige affaldsfraktioner, som fortæller noget om karakteren af affaldet. For fraktionerne "Diverse brændbart" og "Diverse ikke brændbart", som udgør ca. 15% af erhvervsaffaldet, er der ikke mulighed for at sige noget mere præcist om affaldets karakter. Sammenlagt vurderes det dog, at opdelingen er tilfredsstillende nok til, at der kan identificeres affaldsfraktioner, som der skal iværksættes initiativer overfor i form af affaldsminimering eller øget genanvendelse.

Faktaark

I bilag 1 beskrives affaldsfraktionerne nærmere i såkaldte faktaark. Faktaarkene indeholder en status over den viden, som Miljøstyrelsen har på de pågældende områder og beskriver den hidtidige indsats samt muligheder for yderligere initiativer i form af affaldsminimering, genanvendelse m.m. for affaldsfraktionerne.

De samlede affaldsmængder er resultat af en række forskellige modsatrettede tendenser.

Økonomisk vækst forøger affaldsmængderne

Øget økonomisk vækst og dermed forbedrede forbrugsmuligheder vil alt andet lige forøge affaldsmængden. Denne sammenhæng konstateres ikke alene i Danmark, men i hele EU. Det er ikke lykkedes at få brudt sammenhængen mellem økonomisk vækst og vækst i affaldsmængderne. Se Tabel 1

Behov for mange forskellige initiativer

Renere teknologi, miljøstyring, genbrug af produkter og emballager, forbedring af produkternes egenskaber med hensyn til bl.a. levetid, bedre mulighed for reparation, øget genbrug af komponenter i udtjente produkter m.v. mindsker alt andet lige affaldsmængderne. Indsatsen overfor affaldsminimering er kendetegnet ved, at der er behov for mange forskelligartede initiativer for at opnå et synligt resultatet.

Kvalitetsstyring

I de senere år har mange virksomheder indført forskellige former for certificeret kvalitetstyring f.eks. efter ISO eller DS. Kvalitetsstyringen har imidlertid hovedsageligt rettet sig mod produkternes kvalitetsaspekter og mod at opfylde kundens forventninger - d.v.s. sikring af et specifikt kvalitetsniveau og et ensartet produkt. I kvalitetssikringen er der ikke altid taget hensyn til ressourceforbrug og spild i forbindelse med produktionsprocessen, som f.eks. antal kasserede emner i produktionen og materialemæssigt processpild. For at opnå et produkt af den ønskede kvalitet har det for nogle virksomheder resulteret i en øget kassation.

Miljøstyring

Ved hjælp af miljøledelsessystemer, f.eks. BS 7750 sættes der imidlertid fokus på virksomhedernes ressourceforbrug, som f.eks. affaldsproduktion, energi- og vandforbrug.

Virksomhedernes kvalitetsstyringsarbejde vil dog med fordel kunne inddrage hensynet til f.eks. produktionsaffaldet. Små adfærdsændringer i den daglige drift, kan give ressourcebesparelser og økonomiske fordele for virksomhederne - uden nævneværdige investeringer.

Renere teknologi

Indsatsen på dette område er således knyttet til renere teknologi, miljøstyring og kvalitetsstyring, herunder tilrettelæggelse af produktionsprocessen. Det betyder, at den affaldsminimerende indsats må tage udgangspunkt i de anbefalinger og retningslinier, som fremgår af bl.a. Miljøstyrelsens vejledninger, orienteringer og udredninger m.v.. Miljøstyrelsens debatoplæg "En styrket produktorienteret miljøindsats" er et supplerende redskab for at minimere affaldet fra f.eks. kasserede produkter og industriredegørelsen et redskab til mindskelse af produktionsaffaldet.

Effekten ses efter flere årtier

Ved indførelse af renere teknologi , substitution af miljøbelastende stoffer og miljøstyring sættes der ind ved kilden, dvs. i produktionsleddet. Disse indsatser vil imidlertid først få effekt på affaldet på lang sigt. F.eks tager det lang tid at gennemført renere teknologi og substitution i alle led og produkternes levetid er bestemmende for, hvornår de findes i affaldsstrømmen. En indsats ved kilden vil derfor ikke kunne måles i affaldsstrømmen før efter flere årtier.

Økonomien styrer valget af produktionsproces

Man må også se i øjnene, at anbefalinger og udstikkelse af retningslinier ikke af sig selv fører til nogen affaldsminimering, idet det i høj grad er økonomien, der styrer valget af produktionsproces. De økonomiske omkostninger i forbindelse med affaldsbortskaffelse er derfor et vigtigt incitament for virksomhederne til at reducere den producerede affaldsmængde. Økonomisk adfærdsregulerende tiltag, og systemer der synliggør omkostningerne ved affaldsbortskaffelsen - som f.eks. indførelse af miljøstyring og udarbejdelse af grønne regnskaber - er således vigtige faktorer i forbindelse med en affaldsminimering. Dertil kommer affaldsafgiftens betydning for affaldsminimeringen.

3.2 Genanvendelsen

En række af de initiativer, der er nævnt i handlingsplanen om affald og genanvendelse 1993-97, er endnu ikke gennemført eller slået fuldt ud igennem - bl.a. tilbagetagningsaftaler om transportemballage, elektriske- og elektroniske produkter. Når dette er sket, vil det medføre en stigning i genanvendelsen, men denne stigning modsvares kun delvis af et fald i deponeringen, idet en stor del i dag forbrændes.

Forudsætninger for at nå målene

Der er to væsentlige forudsætninger som skal opfyldes før det er muligt at nå målene for genanvendelse. For det første skal det marked, som skal aftage de genanvendelige produkter være til stede. For det andet skal det sikres, at det affald, som skal genanvendes, er til stede.

Affald er dog først egnet til genanvendelse, hvis affaldet indgår i produkter, som fortsat kan genanvendes. Hvis en genanvendelse f.eks. resulterer i at det nye produkt har forringede egenskaber i form af dårlig holdbarhed, så genanvendeligheden i næste led ødelægges, eller hvis det nye produkt af andre grunde ikke kan genanvendes, så er der ikke tale om en egentlig genanvendelse af affaldet, men blot en udskydelse af affaldsbortskaffelsen.

Udsortering af miljøbelastende stoffer

Ved genanvendelse af farligt affald eller genanvendelse af affald med indhold af miljøbelastende stoffer, skal der være en særlig opmærksomhed på at udsortere de miljøbelastende stoffer, så de kommer ud af kredsløbet. For eksempel er det nødvendigt at udtage akkumulatorerne i udtjente biler før skrotning. Herved undgår man at forurene bilskrottet med bly fra akkumulatoren.

Lukkede kredsløb

Alternativt kan genanvendelsen holdes i lukkede kredsløb. I dag genanvendes nikkel-cadmium-batterier i lukkede kredsløb, hvor batterierne indsamles og oparbejdes i særlige anlæg med en efterfølgende indarbejdning i nye batterier.

Som tidligere nævnt er der behov for en særlig indsats for at øge genanvendelsen fra handel & kontor. En stor del af det affald, som fremkommer herfra er papir, pap og plast. Disse affaldsfraktioner er forbrændingsegnede, men er samtidig meget egnede for genanvendelse. Transportemballageaftalen vil bidrage til en øget indsats for disse fraktioner. Indenfor andre brancher vil der muligvis også findes affaldsfraktioner som med fordel kan genanvendes og som i dag forbrændes.

Den danske erhvervsstruktur

Danmark er karakteriseret ved en erhvervsstruktur af mange små og mellemstore virksomheder, og i mange kommuner vil en bestemt branche kun være repræsenteret med én eller få virksomheder. Det kan være både økonomisk og organisatorisk vanskeligt for producenten, affaldsselskaberne eller de administrative myndigheder at håndtere affaldet på en måde, så det er muligt at genanvende det. Selv om effekten af erhvervsregulativerne endnu ikke er slået fuldt ud igennem, så bør det overvejes om genanvendelse af affald fra bestemte brancher vil kunne fremmes, hvis der etableres samarbejder indenfor brancher, i større regioner, indenfor affaldsselskaber eller andre større enheder eller ved etablering af nationale ordninger.

Behov for import og eksport

I visse tilfælde er der i Danmark for lidt af en genanvendelig affaldsfraktion til at udgøre det forsyningsmæssige og økonomiske grundlag for en genanvendelsesvirksomhed. Det gælder f.eks. for visse typer af plast og nogle typer af farligt affald. Ved at indgå i et samarbejde med andre nordiske lande eller andre EU-lande kan man få optimeret genanvendelsen af affaldet. Dette kan betyde, at en affaldsfraktion skal importeres til Danmark eller eksporteres til genanvendelse i udlandet.

Gennem de sidste 10 år er der sket en meget kraftig vækst i mængden af affald fra kasserede produkter, både i forbrugsleddet og i industrien. Samtidig har den teknologiske udvikling medført, at mange produkter er blevet mere komplekse.

Komplekse produkter

Kompleksiteten viser sig i materialer og materialekombinationer, avancerede overfladebehandlinger, udformning af engangsprodukter, der er vanskelige eller umulige at skille ad m.v. Konsekvensen af denne udvikling er, at mulighederne for genanvendelse er blevet begrænset, hvilket medfører stigende krav til genvindingsindustrien. Der er derfor behov for udvikling af teknologier, der kan adskille, sortere, håndtere m.v. de nuværende kasserede produkter.

For at reducere de problemer, der opstår i forbindelse med nye produkters kompleksitet, skal der stilles krav til produkternes konstruktion. Hvis affaldets kompleksitet fremover skal mindskes, og hvis man skal kunne håndtere komplekst affald bedre end i dag, stiller det krav til nye former for samarbejde mellem producenter, affaldsindsamlere, affaldsbehandlere og myndighederne. Sådanne samarbejder skal bidrage til, at der i produktudviklingen også tages hensyn til muligheden for genanvendelse og til affaldsbortskaffelsen i øvrigt. Disse spørgsmål behandles også i debatoplægget "En styrket produktorienteret miljøindsats".

3.3 Det farlige affald

Regler om farligt affald

Farligt affald adskiller sig fra andet affald ved, at der kan være en brand-, sundheds- eller miljømæssig farer, som der skal tages hensyn til ved håndteringen af det farlige affald. I tabel 2 er de egenskaber, der gør affald farligt angivet. Reglerne om farligt affald er reguleret gennem EU-direktiver og blev indarbejdet i dansk ret i sommeren 1996. De afløste reglerne om olie- og kemikalieaffald .

Affaldets sammensætning

Affaldets sammensætning er afgørende for, i hvor stort omfang det belaster miljøet. Indeholder en affaldsfraktion farlige stoffer kan affaldet i sig selv være farligt, afhængig af hvor store mængder de farlige stoffer forekommer i, og afhængig af hvor fast bundet de farlige stoffer er i affaldet.

Registrering af farligt affald

Farligt affald skal derfor registreres og skal som udgangspunkt indsamles af kommunen, som har ansvaret for at bortskaffe det farlige affald. Den særlige registrering og indsamling af farligt affald skal sikre, at farligt affald ikke håndteres og bortskaffes uhensigtsmæssigt til fare for miljøet og for befolkningen.

Bortskaffelse efter konkret vurdering

Hvorledes farligt affald skal bortskaffes kommer an på en konkret vurdering ud fra affaldets sammensætning og egenskaber og under hensyntagen til de bortskaffelsesanlæg, der er til rådighed.

Ved forbrænding af affald vil affaldet ændre karakter. Affald, som oprindeligt var farligt kan blive omdannet til ikke farlige komponenter. Dette gælder f.eks. for nogle organiske opløsningsmidler. Omvendt kan "ikke-farligt" affald ved forbrændingsprocessen skabe farlige restprodukter - det gælder f.eks. PVC, som skaber sure røggasrensnningsprodukter.

Nogle affaldsfraktioner indeholder miljøbelastende stoffer, En sådan affaldsfraktion behøver ikke at være farligt affald af den grund. Stofferne kan f.eks. findes i en lav koncentration. Imidlertid kan affaldsfraktionen godt skabe et miljøproblem ved deponering eller forbrænding, især hvis affaldsfraktionen forekommer i store mængder. Det gælder f.eks. imprægneret træ.

Ved forbrænding bliver de miljøbelastende stoffer overført til restprodukterne. Nogle af stofferne kan derefter - f.eks. ved udvaskning - frigives til miljøet.

Ved deponering skal der tages hensyn til, at de miljøbelastende stoffer kan udvaskes.

Nogle affaldstyper kan genanvendes - f.eks. olie - andet kan med fordel indsamles og behandles særskilt med henblik på f.eks. genvinding af tungmetaller. Det gælder f.eks. blybatterier og fotografiske væsker.

Farligt affald - f.eks. opløsningsmidler - kan i visse tilfælde forbrændes i almindelige affaldsforbrændingsanlæg, hvorimod andre affaldstyper kræver en særlig behandling, f.eks. på Kommunekemi. 

1. Oversigt over egenskaber der gør affald farligt

Det afgørende for bortskaffelsen er - ligesom for alt andet affald - at affaldet bortskaffes på en måde, hvor der tages hensyn til bedst mulig beskyttelse af sundheden og miljøet, til genanvendelse af restprodukterne og til muligheden for genvinding af energi og råstofressourcer.

Etableringen af Kommunekemi A/S i 1972 og et indsamlingssystem for farligt affald har betydet, at Danmark i mange år har haft en miljømæssig forsvarlig håndtering og bortskaffelse af farligt affald. Imidlertid bliver det meste af affaldet forbrændt eller deponeret. Opmærksomheden på at udvikle metoder, der i højere grad fremmer udnyttelsen af råstoffer, herunder genvinding af miljøbelastende stoffer - også i farligt affald - har således ikke været dominerende.

Mindre affald til Kommunekemi A/S

Kommunekemi A/S har gennem de sidste år mærket en nedgang i tilførslen af affald. Dette skyldes ifølge Kommunekemi A/S blandt andet virksomhedernes indførsel af renere teknologier og at der foregår en større og større genanvendelse af visse rentable fraktioner.

Et andet aspekt er, at flere og flere affaldsforbrændingsanlæg har mulighed for at behandle olie- og kemikalieaffald/farligt affald. Der er således i dag flere og flere kommuner, som bortskaffer farligt affald andre steder end på Kommunekemi A/S. Dette følger også af de nye regler for farligt affald, idet f.eks. affald kan være farligt alene på grund af brandfare, hvilket betyder, at bortskaffelsen af brandfarlig affald godt kan ske på almindelige affaldsforbrændingsanlæg

253.000 tons farligt affald årligt

Den totale mængde af farligt affald i Danmark er i 1995 opgjort til godt 253.000 tons jf. tabel 3. Oplysningerne stammer fra Kommunekemi A/S, ISAG, andre affaldsbortskaffelsesanlæg for farligt affald og eksportoplysninger. Tabellen er sammensat af oplysninger, som dels dækker over produceret mængde ("andre typer") og dels over de mængder, som Kommunekemi A/S modtog i 1995. Miljøstyrelsen vurderer samlet, at disse mængder giver et repræsentativt billede af de mængder farligt affald, der produceres i Danmark

Af tabel 3 fremgår det, hvorledes det farlige affald fordeler sig på forskellige affaldsfraktioner, idet det er de største affaldsfraktioner, som Kommunekemi A/S modtager, som er specificeret. Miljøstyrelsen er i besiddelse af detaljerede oplysninger om, hvilke typer affald "øvrigt affald modtaget på Kommunekemi" omfatter. Disse typer modtages dog alle i mængder mindre end 1000 tons pr. år, hvorfor der ikke er redegjort specifikt for disse her.

Behov for særlig indsats for små og mellemstore virksomheder

De nævnte affaldsfraktioner i tabel 3 kommer fra store såvel som fra mange små og mellemstore virksomheder. En fortsat nedbringelse af den totale mængde farligt affald kræver, at der også for de små og mellemstore virksomheder laves en særlig indsats for at udbrede renere teknologier, eller etablere særlige indsamlinger og særskilt behandling, hvis genanvendelse af affaldet skal etableres. Det gælder f.eks. inden for den grafiske og den galvaniske industri.

Affaldsafgift og farligt affald

Farligt affald er undtaget fra affaldsafgiften. Baggrunden herfor har været at undgå en yderligere tilskyndelse til bortskaffelse af farligt affald ved opblanding med andet affald udover den tilskyndelse, som de højere bortskaffelseomkostninger for farligt affald i sig selv har båret med sig. Behandlingspriserne for farligt affald har hidtil generelt været betydelig højere for farligt affald end for andet affald.

Imidlertid varierer omkostningerne ved bortskaffelse af farligt affald i dag betydeligt afhængig af, hvilke typer farligt affald der er tale om. Prisen for bortskaffelse af visse typer farligt affald er ikke højere end for almindeligt affald.

Grundlaget for at friholde farligt affald fra afgiftspålæggelse er således ændret og spørgsmålet er hvorvidt en afgiftspålæggelse vil kunne bidrage til at begrænse mængden af farligt affald, tilskynde til yderligere anvendelse af renere teknologi og til eventuel øget genanvendelse.

Tabel 2. Oversigt over farlige affaldsfraktioner fremkommet i 1995

Farlige affaldsfraktioner i bilag 1

I bilag 1 er de affaldsfraktioner, som nævnes i tabel 3 og som ikke behandles på Kommunekemi A/S, mere indgående beskrevet. I bilag 1 beskrives desuden en række brancher, som i dag får store dele af sit affald behandlet på Kommunekemi A/S. Det fremgår heraf, hvorvidt der i dag er eksempler på renere teknologier, og om der er kendskab til miljømæssigt bedre oparbejdningsanlæg for de nævnte affaldsfraktioner.

3.4 De miljøbelastende stoffer

Skader på miljø og mennesker

Ved miljøbelastende stoffer forstås både naturligt forekommende og menneskeskabte stoffer, der, hvis de optræder i unaturlige store mængder, skader miljø og mennesker. De miljøbelastende stoffer udgør i sig selv en råstofressource og nogle af de miljøbelastende stoffer er tillige kendetegnet ved at være en begrænset råstofressource.

Tabel 3. Udvalgte miljøbelastende stoffer og deres effekter på miljø og sundhed.

De mest miljøbelastende stoffer

Miljøstyrelsen iværksatte i 1991 "Rammeprogram til begrænsning af miljøbelastende stoffer i affald, restprodukter og genanvendelige materialer", som bl.a. skulle udpege de mest miljøbelastende stoffer i affaldsstrømmene og identificere væsentlige kilder hertil.

Programmet har bl.a. omfattet analyser af emissioner fra forbrændingsanlæg, deponier og komposteringsanlæg for dagrenovation og almindeligt erhvervsaffald i Danmark. Det vil sige, at olie- og kemikalieaffald (farligt affald) og andet specialaffald, der blev tilført specielle anlæg - f.eks. Kommunekemi A/S- ikke har indgået i analysen.

Rammeprogrammet har udpeget en række af de mest miljøbelastende stoffer som findes i restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene. Det drejer sig om tungmetallerne bly, kviksølv og cadmium, der er velkendte miljøfarlige stoffer på grund af deres giftighed i alle recipienter, men også nikkel, chrom, kobber, halvmetallet arsen og organiske stoffer, som phthalater, kan, som det fremgår af tabel 4, give anledning til miljø- og sundhedsmæssige problemer.

Massestrømsanalyser

For at få et indtryk af, hvor de miljøbelastende stoffer kommer fra og hvor de ender, har Miljøstyrelsen fået udarbejdet massestrømsanalyser for de mest belastende stoffer. Af massestrømsanalyserne fremgår det blandt andet, hvilke affaldsfraktioner der bidrager med tungmetallerne, og hvordan de forskellige tungmetaller fordeler sig på bortskaffelsesformerne deponering, forbrænding, via Kommunekemi og som spildevandsslam. Endvidere fremgår det hvilke produkter eller processer, der bidrager hvor meget til den samlede belastning. Dette er beskrevet i bilag 2.

Mængder tungmetaller til forskellige bortskaffelsesformer

I tabel 5 er der opstillet en oversigt over, hvor stor en mængde der tilføres af en række udvalgte tungmetaller til forskellige bortskaffelsesformer. De angivne talværdier er angivet som det bedste skøn Miljøstyrelsen har kunnet foretage på baggrund af forskellige undersøgelser. Usikkerheden for de angivne metaller er derfor forskellig. Det fremgår, at de affaldsfraktioner, som indeholder miljøbelastende stoffer hovedsageligt føres til deponi eller til forbrænding.

Tabel 4. Tilførsel af udvalgte tungmetaller (anslået mængde i tons/år) via forskellige affaldsbortskaffelsesformer

* Skøn baseret på Orientering fra Miljøstyrelsen nr 7. Forbrug og forurening med arsen, krom, kobolt, og nikkel, Miljøstyrelsen (1985) , Miljøprojekt nr. xx .Træbeskyttelsesmidler og imprægneret træ.Miljøstyrelsen (under trykning).
** Massestrømsanalyser for Bly , Nikkel, Kobber, Kviksølv, Miljøstyelsen (1996),
*** Forbrug og forurening med cadmium. Miljøstyrelsen (1995).

Beregnet på baggrund af målinger på slam i 1995 . i.k.=ikke kendt.

Miljøbelastende stoffer fordeler sig i restprodukterne

Af tabel 6 er fremgår det hvordan de mest miljøbelastende stoffer fordeler sig i restprodukterne ved behandling i et normalt affaldsforbrændinganlæg. Fordelingen er opgjort i antal tons tungmetal pr. år. Det ses, at godt og vel 90 % af tungmetallerne ved forbrænding bindes til slaggen og flyveasken. Dog vil hovedparten af kviksølvet genfindes i røggasrensningsproduktet og cadmium hovedsageligt findes i flyveasken. Hvorledes de forskellige tungmetaller fordeler sig i restprodukterne afhænger af de forhold affaldet gennemgår under forbrændingsprocessen. Forbrændingstemperaturen spiller f.eks en vigtig rolle.

Potentiel risiko ved restprodukterne

Den potentielle risiko ved anvendelsen af restprodukterne kan dog ikke læses ud af tabellen. Ved vurderingen af risikoen skal der tages hensyn til den faktiske koncentration af tungmetaller i de enkelte restprodukter, mulighed for udvaskning m.v.. Risikoen for udvaskning fra de enkelte restprodukter er blandt andet afhængig af, hvor stærkt metallerne er bundet til restproduktet, den surhedsgrad som restprodukterne udsættes for ved anvendelsen m.v..

Organiske stoffer bliver i modsætning til grundstofferne i større eller mindre omfang nedbrudt biologisk, fotokemisk eller f.eks. ved tilstrækkelig termisk behandling (forbrænding), så der sjældent sker en ophobning af disse stoffer i miljøet via restprodukterne fra affaldsforbrænding.

For de organiske miljøbelastende stoffer viser det sig således, at de findes i langt lavere koncentrationer i restprodukterne fra forbrændingsanlæg end tungmetallerne, og stofferne fordeler sig mindre entydigt på emissionstyper sammenlignet med tungmetallerne. DEHP er i rammeprogrammet fundet i markant højere koncentrationer end de øvrige organiske stoffer. Det samlede bidrag fra DEHP i resprodukterne fra forbrændingsanlæg er dog kun 1 ton/år.

Tabel 5. Fordelingen af udvalgte miljøbelastende stoffer i restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg pr år.

499.000 tons restprodukter - heraf 420.000 tons slagger

I 1995 fremkom der i alt ca. 499.000 tons restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæggene i Danmark, heraf udgjorde slaggerne godt 420.000 tons. Flyveasken og røggasrensningsprodukterne udgjorde tilsammen godt 60.000 tons. Den største del - ca. 80% - af slaggerne genanvendes i dag hovedsagelig som vejunderlag, til støjvolde m.m.. For flyveasken og røggasrensningsprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene findes der i dag ingen egnede anvendelsesmuligheder, hvorfor de specialdeponeres.

Mængden af restprodukter må alt andet lige forventes at stige i fremtiden, blandt andet som følge af forbudet mod deponering af forbrændingsegnet affald. Derudover må det forventes, at restprodukternes indhold af miljøbelastende stoffer vil være stigende et godt stykke ud i fremtiden, indtil affaldet har ændret sin komplekse karakter og indtil renere teknologi og substitution af de miljøbelastende stoffer er slået fuldt igennem.

Der skal færre miljøbelastende stoffer i restprodukterne

Hvis affald med miljøbelastende stoffer fortsat bortskaffes på de almindelige affaldsforbrændingsanlæg, vil der fortsat ske en spredning af de miljøbelastende stoffer i alle restprodukterne. Hvis der fortsat skal kunne findes anvendelsesmuligheder for slaggerne, er det nødvendigt, at der gøres en særlig indsats for at nedbringe tilførslen af affaldsfraktioner til forbrændingsanlæggene, som indholder store mængder miljøbelastende stoffer.

Ud fra et ressourcebesparende synspunkt og ud fra et ønske om at holde ressourcerne i kredsløb, vil det i nogle situationer kunne betale sig at udnytte de råstofressourcer, som findes i affaldet ved genvinding. Hensynet til de ikke-fornybare ressourcer vil hermed blive imødekommet. Dette stiller krav til affaldsbehandlingsmetoderne.

I bilag 2 beskrives en række af de miljøbelastende stoffer som findes i restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene og som er nævnt i tabel 4, 5 og 6. Det fremgår desuden, hvilke produktgrupper der bidrager med stofferne. Den hidtidige indsats overfor stofferne beskrives, og der peges på muligheder for yderligere begrænsning af stofferne i affaldsstrømmen.

Perkolatet fra lossepladserne

Miljøbelastende stoffer i affald, der deponeres, vil i stort omfang ende i perkolatet fra lossepladserne. Rensning af perkolatet vil betyde, at organiske tungtnedbrydelige stoffer ender i spildevandslammet. I bilag 2 fremgår det derfor også, hvilke produktgrupper, der i dag bidrager til miljøbelastningen fra lossepladserne.

4. Forslag til intiativer, mål og resultater

De positive resultater med hensyn til mindsket deponering og øget genanvendelse er især sket indenfor affaldsfraktioner, som volumenmæssigt og vægtmæssigt er store, men som miljømæssigt er forholdsvist ukomplicerede at håndtere. De gode resultater skyldes især genanvendelsen indenfor bygge- og anlægsaffald og for restprodukterne fra kulfyrede kraftværker.

Stigende mængder

Imidlertid kniber det med at opfylde målet om stabilisering af affaldsmængderne på 10 mio. tons. Blandt andet viser det sig, at mængden af erhvervsaffald og mængden af restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæggene er stigende.

Overordnede mål

De overordenede mål med erhvervsaffaldsstrategien er derfor såvel at sikre mindst mulig affaldsproduktion, som at sikre en mere kvalitativ affaldsbehandling. Affald der ikke kan undgås, skal genanvendes eller bortskaffes på en måde, så spredningen af miljøbelastende stoffer minimeres og ressourcerne i affaldet udnyttes optimalt.

Slaggerne skal kunne anvendes friere

For restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene betyder det f.eks., at slagger - på lang sigt - skal kunne nyttiggøres. Det betyder samtidig, at de ikke-fornybare ressourcer, som i dag deponeres, i højere grad skal udsorteres og genvindes.

Affaldets kvalitet

For at minimere miljøbelastningen fra affaldet er det af afgørende betydning, at affald har en sådan kvalitet, at det er egnet til genanvendelse eller kan bortskaffes på en sådan måde, at det belaster miljøet mindst muligt. Derfor er det vigtigt at kunne identificere det farlige affald og at have viden om indholdet af miljøbelastende stoffer i affaldet i øvrigt.

Indsats ved kilden

En indsats ved kilden er derfor vigtig, men vil dog først få effekt på affaldet på lang sigt. En indsats ved kilden kan f.eks. bestå i indførelse af renere teknologi - herunder udsortering og substitution af miljøbelastende stoffer til mindre belastende stoffer. Der henvises i den forbindelse til miljøstyrelsens to debatoplæg om henholdsvis "Status og perspektiver for kemikalieområdet" og "En styrket produktorienteret miljøindsats".

Produkternes betydning

I en lang periode vil affaldet bære præg af produkter, hvor der ikke er tænkt på en indsats ved kilden og selv hvor der er udviklet renere teknologier eller er mulighed for substitution, vil det tage lang tid før det er indført i alle led. Dertil kommer produkternes levetid, som bl.a. er bestemmende for hvornår de findes i affaldsstrømmen. Det må desuden ses i øjnene, at der findes produkter, hvor de miljøbelastende stoffer er essentielle for, at produktet har de rette egenskaber. Hertil kommer den omfattende import af produkter fra udlandet, som ikke opfylder de miljøkrav der stilles - eller vil blive stillet - til danskproducerede varer. Disse produkter vil alle være med til at præge affaldsstrømmen fremover. Det er derfor nødvendigt at se nærmere på, hvordan behandlingen af affaldet kan optimeres, så den miljømæssige kvalitet af de restprodukter, som fremkommer fra forbrændingsanlæggene, kan forbedres.

Indsats flere steder

Der skal sættes ind flere steder. Der skal sættes ind i produktionsleddet - f.eks. ved indførelse af renere teknologi og substitution til mindre belastende stoffer. Men der skal også sættes ind i indsamlings- og bortskaffelsesleddet og mulighederne for afsætning af genanvendeligt affald skal forbedres.

Mere fokus på de små affaldsfraktioner

Der skal bl.a. fokuseres på de brancher, som producerer flere små affaldsfraktioner, der kan være miljømæssigt vanskelige at håndtere. En rentabel, bæredygtig genanvendelse kan i visse situationer tilvejebringes, hvis affaldet fra sådanne brancher kildesorteres og indsamles særskilt indenfor de enkelte brancher.

Der skal iværksættes initiativer, så de mest miljøbelastende affaldsfraktioner kan blive indsamlet og behandlet adskilt fra det øvrige affald. Det vil kunne medføre, at de miljøbelastende stoffer koncentreres i adskilte fraktioner, samtidig med at den miljømæssige kvalitet af de øvrige restprodukter - og deres anvendelsesmuligheder - forbedres.

Kvalitetskrav til behandlingsmetoder

I fremtiden skal der stilles kvalitetskrav til de metoder, som anvendes ved behandling af det komplekse miljøbelastende affald. Råstoffer, herunder miljøbelastende stoffer skal tages ud af affaldsstrømmen og genvindes.

Tæt samspil med aktører

En effektiv indsats kræver et tæt samspil mellem de forskellige aktører. Her tænkes først og fremmest på producenterne, behandlerne af erhvervsaffald, de offentlige myndigheder, handelsleddet og borgerne.

Det kræver desuden, at de kommunale indsamlings- og anvisningsordninger understøttes af f.eks. nationale regler eller samarbejde på tværs af grænser eller indenfor større regioner, affaldsselskaber, brancher eller andre større enheder. Der kan her nævnes affaldsfraktioner som imprægneret træ, batterier eller skrot eller indenfor f.eks den grafiske branche.

Højde for internationale aftaler og EU-regulering

Der skal samtidig tages højde for, at flere og flere forhold vedrørende affald er reguleret af eller påvirket af internationale aftaler og regler, især EU-regulering. EU-reglerne vedrører først og fremmest krav til planlægning, klassificering og registrering af affald. Derimod er der indtil videre kun få affaldstyper, for hvilke der er opstillet bindende EU-krav om sortering og behandling af affaldet. Emballageaffald er en af de få affaldstyper, der er fastlagt EU-regulering for, men andre kan forventes de kommende år, bl.a. biler, elektriske og elektroniske produkter.

Den forebyggende indsats gennem krav til produkters sammensætning og anvendelse af materialer, overfladebelægning, komponenter, funktionsenheder og miljøbelastende stoffer er stærkt afhængigt af det internationale samarbejde. Bl.a. i form af internationale standarder (ISO, CEN), der kan påvirke mulighederne for genanvendelse og for teknologiske forbedringer.

Det forstærkes af, at en stor del af de produkter, der bliver til affald i Danmark, er produceret i udlandet. Produktstandardiseringer fastlægger ofte meget detaljerede krav til materialegenskaber, kvalitet m.v. Herved bestemmes i høj grad, hvordan morgendagens affald vil se ud. Det er derfor helt centralt, at der i standardiseringsarbejdet indføres procedurer, så standardernes betydning for affaldsbehandling og genanvendelse vurderes. Standarderne kan f.eks. fastlåse materialevalget og kan i visse tilfælde også forhindre brug af genanvendte materialer. En række standarder for plastprodukter foreskriver f.eks. brug af jomfruelige råmaterialer.

4.1 Syv indsatsområder.

Særlige initiativer

I det følgende gives et bud på syv indsatsområder, hvor det foreslås, at der sættes initiativer i gang, der kan imødekomme de fire centrale udfordringer på erhvervsaffaldsområdet.

Indsatsområderne retter sig mod forskellige dele af affaldsleddet; fra produktion til indsamling, behandling og bortskaffelse. Nogle af indsatsområderne er af mere generel art og andre retter sig i højere grad mod konkrete brancher eller affaldsfraktioner.

Disse bud skal nu drøftes med de involverede aktører inden de gennemføres.

Indsatsområderne sætter fokus på:

4.1.1 Indsats overfor brancher med farligt og miljøbelastende affald

Der bør laves en større og mere målrettet indsats overfor brancher, hvor der er særlige problemer med farligt affald og særlige problemer med miljøbelastende affald. Der findes mange teknologiske muligheder, som slet ikke udnyttes tilstrækkeligt i dag.

Hidtil har den dominerende behandlingen af farligt affald været forbrænding eller specialdeponering. En behandling, som Kommunekemi A/S blandt andet har varetaget. Igennem de sidste år har andre behandlingsvirksomheder udviklet alternative behandlingsmetoder for enkelte affaldsfraktioner, men traditionelt er der ikke blevet udviklet mange alternative behandlingsmetoder, hvor man f.eks. genvinder og genanvender det farlige affald.

For nogle brancher og affaldsfraktioner er der imidlertid ydet en særlige indsats for at udvikle renere teknologier, mulige former for genanvendelse m.v.. Ikke alle steder har indsatserne slået igennem i hele branchen. Der skal derfor iværksættes en særlig indsats for at få udbredt kendskabet til den viden og de resultater, der er fremkommet. Det gælder i første omgang indenfor galvanobranchen, den grafiske branche og oliebranchen. Dertil kommer støberibranchen hvor der kan gøres en særlig indsats for at minimere affaldet. Der henvises i øvrigt til faktaarkene i bilag 1.

Galvanoaffald - renere teknologi er ikke udnyttet optimalt

Den galvaniske branche (elektrogalvanisering og varmforzinkning) frembringer betydelige mængder farligt affald. Med støtte fra Rådet vedrørende Genanvendelse og Renere Teknologi er der indenfor galvanobranchen udviklet en række renere teknologier. Imidlertid er teknologierne ikke udbredt i hele branchen. Det betyder, at muligheden for at minimere affaldsmængden og sikre mere genanvendelse ikke er udnyttet optimalt (se også faktaarket om galvanobranchen).

Det anslås, at der indenfor varmforzinkning f.eks. kan opnås betydelige besparelser på forbruget af bl.a. zink og saltsyre (10-50%). Samtidig kan man nedbringe mængden af affaldssyre med 50 %, hvis de udviklede teknologier udnyttes optimalt i branchen.

For elektrolytisk overfladebehandling anslås det, at der ved implementering af de kendte renere teknologier i hele branchen bl.a. vil kunne opnås omkring 50% reduktion af forbruget af organiske opløsningsmidler og en tilsvarende reduktion i mængden af produceret metalslam.

Centralt genvindingsanlæg

Indenfor branchen arbejdes der på at etablere et centralt anlæg for genvinding af procesbade, som formentlig vil være en realitet indenfor 5 år.

Der bør derfor ske en implementering af kendte renere teknologier indenfor branchen, så det kendte potentiale for reduktion af farligt affald herfra på ca. 5.000 tons pr. år opnås inden år 2005 .

Det bør desuden sikres, at det egentlige procesaffald ikke indeholder stoffer, der hindrer en efterfølgende genanvendelse. Det kan f.eks. ske via miljøstyring og kapitel 5 godkendelser.

Oparbejdningsordning for den grafiske branche

Den grafiske branche frembringer ligesom galvanobranchen betydelige mængder farligt affald. Den grafiske branche består af virksomheder, der i størrelse spænder fra små familietrykkerier til store industrielle trykkerier med mange ansatte. Der er ca. 3000 virksomheder i Danmark og hovedparten af virksomhederne er små med mellem 1-9 ansatte.

Med støtte fra Rådet vedrørende Genanvendelse og Renere Teknologi er der udviklet renere teknologier til brug i branchen og der arbejdes for tiden på et projekt, som omfatter en kortlægning af affaldsmængder og typer samt på at etablere en landsdækkende brancheorienteret indsamlingsordning, så affaldsmængderne indenfor branchen bliver rentabel at genanvende. Projektet forventes afsluttet ultimo 1997.

På baggrund af de resultater der kommer af projektet, kan der etableres en oparbejdningsordning for affald fra den grafiske branche. Det bør samtidig sikres, at det egentlige procesaffald ikke indeholder stoffer, der hindrer en efterfølgende genanvendelse. Det kan f.eks. ske via miljøstyring og kapitel 5 godkendelser. Målet er at øge genanvendelsen af affaldet.

Genraffinere spildolie

Spildolie udgør med knap 40.000 tons en af de største farlige affaldsfraktioner. Spildolie bortskaffes i Danmark udelukkende ved forbrænding (på fjernvameværkerne, Kommunekemi A/S og Ålborg Portland), men kan også genanvendes ved produktion af ny smøreolie.

Ud fra en ressourcemæssig betragtning kan der ved brug af spildolie til fjernvarmeproduktion spares på den ikke-fornybare mineralolieressource. Den danske energiplanlægning tilstræber imidlertid på lang sigt bl.a. at erstatte spildolie til fjernvarmeproduktion til fordel for anvendelse af naturgas og biogasbrændsler. Brugen af spildolie i fjernvarmeværker forventes derfor reduceret i de kommende år (se i øvrigt faktaarket om spildolie i bilag 1).

Genanvendelse af spildolie til fremstilling af ny smøreolie praktiseres i andre lande, f.eks. Tyskland og Frankrig. Det vurderes, at der ud fra den nuværende indsamlede mængde af smøreolie i Danmark på 30.000 tons kan anvendes 25.000 tons til genraffinering. Dette kan danne grundlag for produktion af omkring 15.000 - 18.000 tons ny smøreolie, som svarer til ca 20% af det danske forbrug af smøreolier.

På denne baggrund bør det vurderes, hvorvidt det er miljømæssigt og økonomisk fornuftigt at genraffinere spildolie i stedet for at forbrænde det.

Støberiaffald - reduktion af produktionsaffald

Der produceres i dag omkring 100.000 tons støberiaffald i Danmark om året hvoraf størstedelen (70.000 tons affaldssand) deponeres. Støberiaffaldet indeholder varierende mængder tungmetaller såvel som organiske forbindelser. Med støtte fra Rådet vedrørende Genanvendelse og Renere Teknologi er der udviklet metoder som medfører, at store dele af sandet kan genanvendes uden miljømæssige problemer (se også faktaarket om støberisand i bilag 1).

Det forventes, at mængden af produktionsaffaldet fra støberibranchen kan reduceres med ca. 20.000 tons svarende til en reduktion på 20%. Det skal ske ved hjælp af miljøstyring og kapitel 5 godkendelser.

Det bør sikres, at affaldssandet fra støberierne fraktioneres og behandles, så de organiske forbindelser reduceres til niveauet for ren jord - alternativt at sandet kan genanvendes uden miljømæssige problemer.

Bygge- og anlægsaffald

Den hidtidige indsats inden for bygge- og anlægsbranchen har særligt rettet sig mod genanvendelse af de større homogene affaldsfraktioner. Samtidig er der arbejdet med udvikling af en projekteringspraksis, miljørigtig projektering, hvor miljøhensyn indgår på lige fod med andre væsentlige parametre som form og funktion i projekteringsfasen.

Miljørigtig projektering

Miljørigtig projektering spænder vidt over miljøproblemer inden for bygge- og anlægssektoren. Set fra affaldssiden vil anvendelsen af miljørigtig projektering kunne bidrage til affaldsminimering dels ved at minimere spildproduktionen i opførelsesfasen, og dels minimere affaldsmængden på længere sigt, ved f.eks. at fremme anvendelsen af materialer der kan genanvendes og materialer med lang levetid. Yderligere skal miljørigtig projektering være med til at fremme fravalg af materialer der giver problemer i bortskaffelsesfasen.

Miljørigtig projektering bør anvendes i hele bygge- og anlægssektoren, så der bl.a. kommer fokus på affaldsminimering i forbindelse med fremtidige bygge- og anlægsarbejder.

Selektiv nedrivning af miljøbelastende fraktioner

Hvor der tidligere har været rettet fokus på sortering og genanvendelse af de store affaldsfraktioner fra bygge- og anlægssektoren, bør fokus nu rettes mod de mere komplekse byggematerialer og bygningsaffald, som blandt andet indeholder miljøbelastende stoffer. Der tænkes her på f.eks. kabler, PVC og inddækningsbly (se i øvrigt faktaark om bygge- og anlægsaffald i bilag 1). Disse fraktioner bortskaffes i dag hovedsageligt ved forbrænding og deponering.

Der kan udarbejdes en bekendtgørelse om udsortering og oparbejdning af særlige fraktioner fra bygge- og anlægssektoren som indeholder miljøbelastende stoffer. Disse materialer udsorteres i forbindelse med selektiv nedrivning.

Med dette initiativ skønnes det (se bilag 2), at der i år 2010 vil udsorteres følgende mængder tungmetaller, der i dag bortskaffes ved forbrændning eller deponering:

Man vil hermed bidrage til, at restprodukternes indhold af tungmetaller formindskes. Samtidig vil man hindre deponering af dette affald.

Vejledning om farligt affald

I juni 1996 blev der indført nye regler om farligt affald. Reglerne er baseret på EU-direktivet om farligt affald, herunder listen over farligt affald. Reglerne betyder, at der nu er fastlagt nærmere kriterier for hvad der er farligt affald.

Udover kriterierne for farligt affald er også ændret indberetningskravene for farligt affald via ISAG (Informationssystem for Affald og Genanvendelse) blevet udvidet. Det betyder, at Miljøstyrelsen fremover vil modtage mere nuanceret information om de farlige affaldsfraktioner som behandles i landet.

Der er derfor behov for en vejledning i brug af de nye regler om farligt affald.

Der skal udarbejdes en vejledning om anvendelsen af reglerne for farligt affald.

Derudover skal der udarbejdes forslag til udbyggelse af kriterierne for farligt affald.

Disse initiativerne vil hjælpe producenter og de kommunale myndigheder med deres vurderinger af, hvad der er farligt affald, og dermed sikre en mere miljørigtig håndtering af det farlige affald.

4.1.2 Nationale krav til håndtering af miljøbelastende affald

Fremover bør der opstilles nationale krav til, hvordan og eventuelt hvor særlige miljøbelastende affaldsfraktioner skal behandles.

Alternative behandlingsformer

I dag håndteres en lang række miljøbelastende affaldsfraktioner således, at de bortskaffes via de generelle affaldsforbrændingsanlæg eller deponeres.

Mange af de miljøbelastende stoffer overføres ved forbrændingen til restprodukterne, hvilket er med til at begrænse anvendelsesmulighederne for dem. Konsekvensen af, at der deponeres miljøbelastende affald er, at en række råstofressourcer ligger uudnyttet hen.

Derfor bør der iværksættes en særlig indsats overfor disse affaldsfraktioner. Indsatsen skal være med til at mindske de uudnyttede ressourcer, som i dag deponeres og mindske mængderne af restprodukter. Indsatsen skal også være med til at forbedre kvaliteten af de restprodukter som alt andet lige fortsat vil komme fra affaldsforbrændingsanlæggene, så de på sigt kan anvendes friere, end de kan i dag.

Dette kan gøres ved:

Princippet i den fremtidige affaldshåndtering bør være, at de mest miljøbelastende affaldsfraktioner behandles adskilt fra de traditionelle affaldsforbrændingsanlæg og fra depoterne. På den måde kan restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene forbedres og deponeringen af ressourcer mindskes.

Restprodukterne fra affaldsforbrænding

En indsats overfor restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene bør både iværksættes for slaggerne og for røggasrensningsprodukterne.

Der produceres i dag 420.000 tons slagger, hvilket svarer til ca 20-30% af den forbrændte mængde affald. Slaggerne anvendes i dag hovedsageligt til vejbygningsformål og andet bygge- og anlægsarbejde. Der i dag problemer knyttet til anvendelsen, primært på grund af slaggernes indhold af miljøbelastende stoffer.

Slaggerne kan forbedres, hvis der tilføres mindre miljøbelastende affald i forbrændingsanlæggene. Der henvises til senere i afsnittet.

Selvom affaldets sammensætning forbedres er der fortsat grund til at kigge nærmere på forbrændingsprocessen i anlæggene. Hvis denne forbedres vil slaggemængderne reduceres.

Slagger

Der bør gennemføres en vurdering af den miljømæssige gevinst ved nedbringelse af glødetabet for slagger fra affaldsforbrænding. (Se i øvrigt faktaarket om slagger fra affaldsforbrænding i bilag 1).

Røggasaffald

Der produceres årligt ca. 60.000 tons røggasrensningsaffald fra affaldsforbrændingsanlæggene. De deponeres i dag på kontrollerede lossepladser eller eksporteres til Norge eller Tyskland.

Det bør afklares, om det er teknisk og økonomisk muligt at påbyde nyttiggørelse frem for deponering af røggasaffald fra affaldsforbrænding. I bekræftende fald skal løsningsmuligheder, der kan sikre nyttigørelse fremmes. (Se i øvrigt faktaarket om røggasrensningsaffald fra affaldsforbrænding i bilag 1).

Såfremt der ikke fremkommer en snarlig afklaring på nyttiggørelsesløsningerne, opstilles krav til en minimumstabilisering, før deponering kan accepteres på landsdækkende specialdepoter. Om nødvendigt bør deponering af ustabiliseret røggasaffald på almindelige lossepladser forbydes, indtil der er opstillet bindende krav til restprodukternes bortskaffelse.

Særskilte indsamlingsordninger

Som nævnt er der i øjeblikket en række affaldsfraktioner, som kan bidrage til, at restprodukterne bliver forbedrede og anvendelsesmulighederne øget, hvis de bliver ledt udenom den generelle affaldsbehandling.

Det drejer sig f.eks. om elektriske og elektroniske produkter, fragmenteringsaffald, imprægneret træ, PVC og særlige fraktioner indenfor bygge- og anlægsaffald. For disse fraktioner er der grund til at etablere særskilte indsamlingsordninger.

Affald fra elektriske og elektroniske produkter

Der kasseres årligt omkring 120.000 tons elektriske og elektroniske produkter. Disse bortskaffes i dag ved deponering og ved forbrænding. Produkterne indholder miljøbelastende stoffer som kobber, kviksølv, cadmium og bly foruden PCB og halogenerede organiske forbindelser (se i øvrigt faktaark om elektriske og elektroniske produkter i bilag 1).

Der er ved at blive udarbejdet en bekendtgørelse om indsamling og oparbejdelse af elektriske og elektroniske produkter. Bekendtgørelse vil resultere i, at omkring 60 % af produkterne vil blive udsorteret. Indsatsen vil resultere i, at følgende tungmetaller, som i dag deponeres eller falder i restprodukterne ved forbrænding bliver oparbejdet inden år 2010 (se også bilag 2):

Jern- og metalskrot - fragmenteringsaffald

Der produceres i dag knap 82.000 tons skrotaffald, hvoraf de 80.000 tons deponeres på kontrollerede lossepladser og de restende 2000 tons forbrændes. Skrotaffaldet er karakteriseret ved at have et højt indhold af tungmetaller, olie og PCB samt plast, gummi og andre materialer. Store dele af affaldet (fragmenteringsaffaldet) er brændbart, men ikke forbrændingsegnet. Dels fordi det giver problemer i forbrændingsovnen, men også fordi tungmetallerne giver problemer i slaggerne (se i øvrigt faktaark om jern og metalskrot i bilag 1).

De planlagte bekendtgørelser om behandling af biler samt elektriske og elektroniske produkter, vil reducere mængden af skrotaffald og tungmetalindholdet heri.

Behovet for frasortering af andre belastende fraktioner fra skrottet, før det neddeles, bør vurderes. En indsats kan være udstedelse af bekendtgørelse om behandling af særskilte produkter samt indføring af miljøstyring.

Indsatsen vil resultere i at der frasorteres følgende tungmetaller:

Imprægneret træ

Imprægneret træ bortskaffes i dag hovedsageligt ved forbrænding i affaldsforbrændingsanlæg. Det må forventes, at mængden af imprægneret træaffald i de kommende år vil være stigende. I år 2010 forventes der at være omkring 100.000 tons imprægneret træaffald. Det vil bidrage med 45 tons arsen, 158 tons kobber, 158 tons krom og knap 2 tons tin i affaldsstrømmen og vil belaste restprodukterne tilsvarende. (Se i øvrigt faktaark om imprægneret træ i bilag 1).

Der kan udarbejdes bekendtgørelse om særskilt indsamling af imprægneret træ.

Under forudsætning af at der i år 2010 vil ske en udsortering af 80 % af imprægneret affaldstræ vil initiativer betyde, at der udsorteres:

Arsen 36 tons

Krom 127 tons

Kobber 127 tons

I den forbindelse kan mulighederne undersøges for at lægge afgift på imprægneret træ med indhold af miljøbelastende stoffer (krom og kobber) Afgiften kan f.eks. være med til at finansiere indsamlingen af træet.

Særskilt indsamling af PVC

PVC-plast anvendes meget bredt i mange forskelligartede produkter. PVC affald findes i rene fraktioner, men det indgår også ofte blandet med andre materialer. Disse blandede fraktioner bortskaffes normalt via affaldsforbrændingsanlæg, og det er denne bortskaffelsesmetode som gør at PVC er et problem i affaldsbortskaffelsesleddet. Problemerne består i dannelsen af saltsyre som medfører store mængder røggasrensningsprodukter samt indholdet af stabilisatorer (hovedsageligt bly og cadmium) som overføres til slaggerne

En særskilt indsamling af PVC-affald skønnes at medføre en reduktion på ca. 6.000 tons af den tilførte mængde af PVC - fra erhvervsaffald og storskrald - til affaldsforbrændingsanlæg. Da 6000 tons PVC svarer til omkring 10.000 tons røggasrensningsprodukt, vil initiativet reducere mængden af den nuværende produktion af røggasrensningsprodukter, der hidrører fra HCl-fjernelse med ca 60%. Sammenlignet med den samlede mængde sure røggasrensningsprodukter, er det en reduktion på 15% (se i øvrigt faktaarket om PVC-affald i bilag 1).

Dette skal ses i sammenhæng med en forventning om at PVC-holdigt affald vil være i stærk stigning fremover. Det betyder en øget mængde røggasrensningsprodukter, hvis den nuværende behandling fastholdes.

Der kan udarbejdes bekendtgørelse om særskilt indsamling af PVC.

Ressourcerne (både energi- og råstofressourcer) i de 6000 tons affald som i dag forbrændes i almindelige affaldsforbrændingsanlæg, vil kunne udnyttes bedre f.eks. ved forgasningsmetoder eller kemisk oxidation ( se også faktaark om røggasrensningsaffald fra affaldsforbrænding i bilag 1).

Ved 80% udsortering skønnes det, at der i år 2010 vil kunne udvindes:

Bly 320 tons

Cadmium 16 tons

Alternative behandlingsmetoder

Der findes i dag eksempler på alternative behandlingstekniker, hvor det for visse miljøbelastende affaldsfraktioner er muligt, at udnytte ressourcerne i affaldet bedre end de bliver i dag, hvor de forbrændes i almindelige affaldsforbrændingsanlæg eller deponeres. Det gælder f.eks. metoder hvor affaldet gennemgår en forgasning som f.eks i pyrolyseanlæg. Fordelen ved disse metoder er, at energiindholdet i affaldet kan udnyttes optimalt samtidig med at tungemetallerne kan udvindes fra røggasrensningsprodukterne. De eksempler på forgasningsanlæg som kendes kan både knyttes direkte til en enkelt virksomhed såvel som til generelle affaldsbehandlingsanlæg.

Disse behandlingsmetoder er imidlertid ikke udbredt i landet og indgår derfor ikke som en generel del af de kommunale anvisningsordninger.

For en række affaldsfraktioner, som i dag anvises til forbrænding eller deponering, kan ressourcerne udnyttes bedre f.eks. i forgasningsanlæg. Det gælder affaldsfraktioner som: imprægneret træ, kabler, fragmenteringsaffald, PVC, elektriske og elektroniske produkter. Fælles for disse fraktioner er, at de indeholder miljøbelastende stoffer, at de udgør en relativ stor mængde og/eller at de bidrager til problematiske restprodukter.

Der bør derfor ydes en særlig indsats for at fremme udviklingen af alternative affaldsbehandlingsteknikker og der bør iværksættes forhandlinger med de berørte aktører for at drøfte muligheder og begrænsninger i etablering af f.eks. pyrolyseanlæg eller lignende alternative behandlingsformer for miljøbelastende affald.

Drøftelserne skal omfatte overvejelser om:

- antal og art af bortskaffelsesanlæg for at opnå en dækning på landsbasis,

- logistiske overvejelser om sikring af affaldsmængder, som skal behandles og hensyn til transporten af affaldet,

- økonomiske forhold vedrørende affaldsbortskaffelsen.

For de særlige affaldsfraktioner vil en etablering af samarbejder indefor brancher, i regioner, indenfor affaldsselskaber eller andre større enheder, om nødvendigt på tværs af grænser, eller nationale tiltag være med til at styrke mulighederne for en optimal håndtering.

Retningslinjer for bortskaffelse

Der bør udarbejdes en vejledning med retningslinier for, hvilke typer affald der er egnet til forskellige bortskaffelsesmetoder - genanvendelse, forbrænding eller deponering.

En ny vejledning om bortskaffelsesmetoder vil kun sikre, at kommuner og virksomheder bedre er i stand til at sikre den miljømæssigt mest optimale slutbehandling, herunder tager højde for eventuelle muligheder for at genvinde ikke fornybare ressourcer. Overordnede retningslinier for vurdering af forskellige former for genanvendelse og til vurdering af konkrete affaldstypers egnethed for genanvendelse vil kunne sikre en større ensartethed på området. Muligheden for etablering af en positivliste over lovlige genanvendelser bør overvejes.

Vejledningen vil kunne tjene som baggrund for den autorisations- eller certifikationsordning, som der eventuelt skal etableres for affaldsbehandlerne (se indsats i afsnit 4.1.4 om kapitel 5 godkendelser m.v.).

4.1.3 Bedere brug af affaldsafgifter

Afgift på farligt affald

Affaldsafgiften kan bruges endnu mere aktivt til at begrænse affaldsmængderne, herunder det farlige affald.

Den statslige afgift på deponering og forbrænding af affald har nemlig vist sig at være et væsentligt, økonomisk incitament til affaldsminimering, anvendelse af renere teknologi og til genanvendelse af affald (se bilag 3 om afgifter).

Vægtafhængig afgift

Affaldsafgiften beregnes på baggrund af vægten af affald, der deponeres eller forbrændes. Der er derfor ikke mulighed for at differentiere afgiften efter, om der f.eks. findes konkrete genanvendelsesmuligheder for affaldet, eller om affaldet indeholder miljøbelastende stoffer.

Anlæg, der destruerer farligt affald, er dog ikke omfattet af afgiften.

Evaluering af affaldsafgiften

Miljøstyrelsen har igangsat en evaluering af affaldsafgiften, der skal belyse affaldsafgiftens muligheder som styringsinstrument.

Evalueringen, der færdiggøres i 1997, skal blandt andet klarlægge, i hvilket omfang affaldsafgiften påvirker virksomhedernes affaldsproduktion. På baggrund af evalueringen vil Miljøstyrelsen vurdere behovet for eventuelle tiltag, der supplerer eller forstærker de økonomiske styringsmidler.

Kompensationsordning

I forbindelse med ændringen af affaldsafgiftsloven i december 1996 er det besluttet at igangsætte et udvalgsarbejde, der i 1997 skal vurdere den særlige kompensationsordning for genanvendelsesvirksomheder. Gennem udvalgsarbejdet vil det blive søgt klarlagt om kompensationsordningen giver genanvendelsesvirksomhederne det nødvendige incitament til at sikre størst mulig genanvendelse af det modtagne affald.

Farligt affald

Der skal foretages en vurdering af mulighederne for at fremme genanvendelsen af farligt affald ved at ophæve fritagelsen for farligt affald. På baggrund af erfaringerne med affaldsafgiften forventes det, at virksomhederne kan mindske produktionen af visse typer farligt affald eller forøge genanvendelsen, hvis forbrænding eller deponering heraf bliver omfattet af afgiften.

4.1.4 Mere aktiv brug af kapital 5-godkendelser, grønne regnskaber og miljøstyring

Vilkår for Kapitel 5 godkendelser

Fremover bør man i meget større grad se affald som en udledning på linje med f.eks. spildevand. Det betyder, at der bør stilles større krav til virksomhedens affald, når der gives Kapitel 5-godkendelser, ligesom oplysninger om affaldets miljøbelastning skal have en central placering i de grønne regnskaber og ved miljøstyring.

I dag indgår affaldsproduktion ikke som et væsentligt element i fastlæggelsen af vilkår i kapitel 5-godkendelserne. Affald bør i de fremtidige vilkår indgå som en emission på lige fod med emissioner til luft, vand og støj. Det betyder, at der fremover skal sættes større fokus på affaldsproducentens ansvar. På den måde kan det sikres, at affaldsmængden er så lille som mulig og har en sådan kvalitet, at det er muligt at genanvende.

I den sammenhæng er resultaterne fra virksomhedernes miljø- og kvalitetsstyring og brugen af grønne regnskaber vigtige redskaber i forbindelse med vilkårsfastsættelse. Det gælder både for den enkelte virksomhed og for den godkendende myndighed

Miljø- og kvalitetsstyring

Når der indføres miljø- og kvalitetsstyring i virksomhederne vil omkostningerne ved en uhensigtsmæssig affaldsproduktion, affaldsbortskaffelse og anvendelse af råvarer blive synliggjort. Det gælder f.eks. i forbindelse med bortskaffelse af fejlproduktioner og råvarespild. Ofte vil tiltag på disse områder primært være afhængige af adfærdsændringer og kun i mindre omfang af nye investeringer. Fokus på disse områder kan derfor bidrage væsentligt til, at der kan indføres miljø- og kvalitetsstying på et positivt økonomisk grundlag.

Grønne regnskaber giver overblik

De grønne regnskaber burde give et betydeligt bedre overblik over det producerede affald, men giver i sin nuværende form ikke mulighed for indsamling af viden om affaldsmængder eller sammensætning, herunder viden om indhold af miljøbelastende stoffer. Sådanne informationer bør indgå i den videre udvikling af de grønne regnskaber.

En større fokusering på affaldsområdet i forbindelse med miljøstyring og kvalitetssikring og i udviklingen af de grønne regnskaber vil sikre såvel mindre affald og mere genanvendelse, som bedre håndtering af de miljøfremmede stoffer.

Det samme gælder i forhold til en bedre udnyttelse af mulighederne i Miljøbeskyttelsesloven kapitel 5. De enkelte virksomheders erfaringer fra brug af kvalitetsstyring og resultaterne af deres grønne regnskaber skal udnyttes i fastsættelse af vilkår om affaldsproduktionen i kapitel 5 godkendelserne.

Udformning af vilkår

I vilkårene kan der f.eks. stilles krav til produceret affaldsmængder pr. produceret enhed under anvendelsen af den bedst mulige teknologi, krav til maksimal oplagsmængde eller der kan opstilles konkrete kvalitative eller kvantitative mål over bestemte tidsperioder for f.eks. nedbringelse af miljøbelastende affald, farligt affald m.v..

Hermed tages der særlig stilling til, om de anvendte produktionsteknologier sikrer mindst mulige affaldsproduktion, størst mulige substitution af miljøbelastende stoffer samt en affaldsfraktionering, der giver optimal mulighed for genanvendelse. Udformningen af vilkår skal være i en sådan form, at de ikke modarbejder udviklingen af behandlingsmetoder for affaldet.

Større krav til affaldssortering og -minimering kræver en tæt koordinering med de kommunale regulativer, og der bør derfor indledes drøftelser med bl.a. KL, Amtsrådsforeningen og affaldsselskaberne om den mest hensigtsmæssige, juridiske og tilsynsmæssige opdeling af opgaverne.

Påbud til virksomheder der ikke er godkendelsespligtige

Under tilsyn på virksomheder, der ikke er godkendelsespligtige, bør tilsynsmyndigheden give et påbud i henhold til Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, § 42, hvis der opdages en væsentlig forurening ved affaldsproduktion. Derved sikres en miljømæssig forsvarlig affaldsproduktion.

De kommunale myndigheder bør i forbindelse med tilsynet med virksomheder, der ikke er godkendelsespligtige, lægge særlig vægt på affaldsproduktion.

Vejledninger

Der bør derfor, f.eks. i Miljøstyrelsens vejledning om godkendelse af listevirksomheder, indarbejdes nærmere anvisninger på affaldsminimering, genanvendelse og til nedbringelse af miljøbelastende stoffer. Anvisninger, som amter og kommuner kan anvende ved fastsættelse af vilkår og påbud i deres godkendelser.

Autorisations eller certifikationsordning for behandling af affaldsstrømme

Med henblik på at fremme behandlingen af affald i den rigtige retning, højne kvaliteten af affaldsbehandlingen generelt og samtidig sikre en optimal udvinding af ressourcerne i affaldet, kan der etableres autorisations- eller certificeringsordninger.

Sådanne ordninger tænkes udformet, så den knyttes til en nærmere bestemt behandling af særlige affaldsfraktioner.

4.1.5 Bedre muligheder for afsætning af affald, establering af affaldsbørs

Kontaktformidling

Der bør skabes bedre muligheder for afsætning af affald.

En forudsætning for øget genanvendelse er, at der er en form for kontaktformidling mellem affaldsproducent og genanvender samt en sikring af, at affaldet rent faktisk er tilstede, når det skal bruges i den videre produktion. En affaldsbørs eller et tværgående samarbejde mellem kommuner, brancher og genanvender kan være en løsning på dette problem.

Ifølge Dansk Industri er en af barriererne for afsætning af mange affaldsprodukter at de potentielle aftagere er usikre på kvaliteten af affaldet. Det er en forudsætning for en mere effektiv udnyttelse af produktionsaffald og restprodukter, at materialerne fremkommer i en rimelig ensartet og veldefineret form. En vigtig del af arbejdet vil derfor være at få etableret kvalitetsnormer for affaldsprodukterne og få virksomhederne til at integrere affaldsproduktionen i miljø- og kvalitetsstyringssystemerne.

Lokal affaldsbørs i Vejle

Lokale affaldsbørser er, som udløber af Green Network etableret i Herning og Vejleområdet. Det er vigtigt at bruge erfaringerne herfra til at vurdere, om der er grundlag for at etablere en landsdækkende affaldsbørs. Sammenlignet med en regional affaldsbørs må man forvente, at en landsdækkende affaldsbørs, på grund af større geografisk udbredelse, vil have bedre muligheder for at skabe kontakt mellem producenter af affald og de virksomheder, som kan anvende affaldet i stedet for jomfruelige råvarer.

Derimod har en landsdækkende affaldsbørs ikke umiddelbart den fordel, som en regional ordning har, nemlig, at producent og aftager af affaldet kender hinandens produktioner og behov. I forbindelse med etablering af en landsdækkende affaldsbørs er det derfor vigtigt, at de regionale fordele kan bibeholdes i en eller anden form.

En landsdækkende affaldsbørs vil forudsætte etablering af en database, som interesserede virksomheder kan bruge til at komme i kontakt med hinanden. Miljøstyrelsen kan medvirke til at etablere rammerne for affaldsbørsen, men selve kontakten mellem producent og aftager vil afhænge af virksomhederne selv.

Miljøstyrelsen overvejer i 1998 i samarbejde med Dansk Industri og Vejle Amt, at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal vurdere resultaterne og de hidtidige erfaringer med affaldsbørser både i Danmark og i udlandet samt vurdere, hvordan en landsdækkende affaldsbørs kan etableres i Danmark.

4.1.6 Styrke udvikling af genvindingsteknologier

Tilpasse produkter til affaldsbehandling

En af de store udfordringer for fremtiden bliver i højere grad at tilpasse produkter og affaldssystemer til hinanden for i videst muligt omfang at kunne lukke ressourcekredsløbene.

For at reducere de problemer, der opstår i forbindelse med nye produkters kompleksitet, skal der stilles krav til produkternes konstruktion og indhold af miljøbelastende stoffer, således at de ikke giver problemer i affaldsleddet. Mulighederne for genanvendelse er et vigtigt element i den sammenhæng.

For sammensatte produkter er udfordringen dels at få nedsat antallet af forskellige materialekomponenter, dels at sikre at disse komponenter kan adskilles fra hinanden med henblik på videre behandling. Der arbejdes flere steder i verden med udvikling af værktøjer til "Design for Disassembly". Mulighederne for at indarbejde sådanne metoder i dansk industri bør undersøges. En dialog om disse spørgsmål vil blandt andet kunne finde sted i de produktområdepaneler, som vil blive etableret i forbindelse med "En styrket produktorienteret miljøindsats".

Derudover vil der være behov for udvikling af teknologier, der kan adskille, sortere og behandle de produkter, som er i brug eller som allerede i dag findes i affaldsstrømmen."

Dette kræver etablering af en tæt, langsigtet dialog mellem produktudviklere og affaldsbehandlingssektoren.

Der bør således ydes støtte til udvikling af genvindingsteknologier, så udvikling af metoder til produktion og affaldsbehandling kan styrkes, så størst mulige dele af de kasserede produkter kan genanvendes.

4.1.7 Øget genanvendelse af forbrændingsegnet affald

Det skal undersøges, hvordan man fremover kan få genanvendt mere af det affald, der i dag tilføres forbrændingsanlæggene.

Der er i de sidste år sket ind øget tilførelse af forbrændingsegnet affald til forbrændingsanlæggene. Med indførelse af stoppet for deponering af forbrændingsegnet affald kan det forventes, at presset på forbrændingsanlæggene i en periode vil blive øget yderligere.

Ved indgåelse af KL-aftalen, der bl.a indeholdt aftalen om stop for deponering af forbrændingsegnet affald, blev det forudsat, at der skulle føres ca. 440.000 ton affald fra forbrænding til genanvendelse. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at dette mål langt fra er nået.

En øget indsats overfor de genanvendelige fraktioner i det forbrændingsegnet affald, vil være med til, at mindske presset på forbrændingsanlæggene. Når der ses bort fra den organiske fraktion i dagrenovationen, er det Miljøstyrelsens vurdering, at det primært er fra erhverv, at målet om at føre forbrændingsegnet affald til genanvendelse ikke er nået. Det har vist sig, at kun 38 % af affaldet fra industri, handel og kontor bliver ført til genanvendelse, hvilket ikke svarer til målsætningerne i regeringens handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97. Med Transportemballageaftalen og den nye affaldsbekendtgørelse er der nu iværksat en indsats overfor papir, pap og plast.

Uafhængig af resultaterne af de initiativer, som allerede er sat i gang i forbindelse med affaldsbekendtgørelsen og transportemballageaftalen, bør der sættes ind overfor flere forbrændingsegnede affaldsfraktioner.

Der bør blandt andet iværksættes en undersøgelse af indenfor hvilke brancher der findes større mængder forbrændingsegnet affald, som med fordel kan materialegenanvendes, samt en undersøgelse af hvilke barrierer virksomhederne oplever for at fører affaldet til genanvendelse.

4.2 Forventede resultater af de særlige initativer

Regeringens Handlingsplan for Affald og Genanvendelse 1993-97 havde som mål at stabilisere affaldsmængden i år 2000 på 10 mio. tons. Den samlede mængde ved udgangen af 1995 var på omkring 11 mio. tons. Det er bl.a. affaldet fra erhvervet og restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæggene som viser sig at være stigende.

Med de initiativer, der i denne strategi foreslås igangsat, er det hensigten, at vende denne udvikling.

Mindre mængder - øget genanvendelse

En forstærket brug af affaldsafgiften, kapitel 5 godkendelser, grønne regnskaber og miljøstyring vil, sammen med udviklingen af renere teknologier, være de indsatsområder, som kan bidrage til mindre mængder affald og øget genanvendelse. Hvor store reduktioner på mængderne og hvor meget genanvendelsen kan øges med de foreslåede initiativer, er ikke muligt at angive præcise tal på nuværende tidspunkt.

De særlige initiativer, som der er lagt op til, vil dog som minimum inden år 2010 betyde en reduktion i affaldsmængderne på:

40.000 tons kasserede elektriske og elektroniske produkter

5.000 tons farligt affald fra galvanobranchen

10.000 tons sure røggasrensningsprodukter fra forbrænding af PVC

80.000 tons imprægneret træ

80.000 tons skrotaffald (fragmenteringsaffald)

Øget genanvendelse

Dertil kommer, at nye genvindingsteknologier samt en styrkelse af afsætningsmulighederne for affaldet, f. eks gennem etablering af en affaldsbørs, vil øge genanvendelsesmulighederne for affald generelt.

Miljøbelastende affald

Samtidig med at erhvervsaffaldsmængderne stiger, stiger andelen af miljøbelastende stoffer i affaldet også. Specielt i restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene udgør de miljøbelastende stoffer, her tænkes særligt på tungmetallerne, et stigende problem.

Der lægges derfor nu op til, at udsortere de mest miljøbelastende affaldsstrømme, så de ikke behandles sammen med de store affaldsstrømme. Herved vil man reducere restprodukternes indhold af tungmetaller.

De store reduktioner

De store reduktioner kan som nævnt i kapitel 4.1 ske ved etablering af selektiv nedrivning af bygningsaffald, ved indsamling og oparbejdning af elektroniske og elektriske produkter, ved separat indsamling og behandling af imprægneret træ, udsortering af PVC, miljøstyring i skrotbranchen og indsamling af nikkel-cadmium batterier.

Kombineret med udviklingen af renere teknologier og substitution af miljøbelastende stoffer, kan miljøbelastningen fra disse affaldsfraktioner og fra restprodukterne reduceres med mellem 60% og 90 % inden år 2010. Spredningen skyldes, at nogle tungmetaller er nemmere at fjerne end andre. F.eks. er cadmium langt lettere at afgrænse, da det næsten udelukkende kommer fra batterier, hvorimod der er mange flere kilder til f.eks kobber (se tabel 7 og 8).

Tabel 7 Resultatet af de særlige initiativer overfor miljøbelastende stoffer, der deponeres.

Bly og kobber

Kilderne til bly og kobber i affaldsstrømmene er mange. Det ses dog, at kobberbidraget vil blive nedbragt væsentligt. Det skyldes hovedsageligt indsatserne overfor elektronikaffald, bygningsaffald (selektiv nedrivning) og miljøstyring i metalforarbejdende virksomheder samt indsatsen overfor skrot.

Blytilførslen til affaldsstrømmene nedbringes hovedsageligt ved hjælp af initiativerne overfor PVC, elektronik og blyakkumulatorer.

Cadmium

Kilden til cadmium i affald stammer altovervejende fra genopladelige batterier. Den grønne afgift og den tilhørende godtgørelsesordning har som mål at mindst 75% af dette cadmiumbidrag skal fjernes fra affaldet. PVC blev tidligere stabiliseret med cadmium, hvorfor en indsats overfor PVC også vil betyde en reduktion af cadmiumbidraget herfra.

Uden disse indsatser vil der ske en dramatisk stigning i cadmiumbelastningen af restprodukterne.

Krom og arsen

Indholdet af krom og arsen vil ligeledes stige markant. Det skyldes primært at bidragene fra de voksende mængder imprægneret træ, som vil falde i affaldet fremover.

Tabel 8. Resultatet af de særlige initiativer overfor miljøbelastende stoffer i restprodukterne fra affaldforbrændingsanlæg.

Nikkel

Ud over de initiativer, der allerede er taget for at nedbringe anvendelsen af nikkel og nikkelholdige produkter (anvendelsesbegrænsning som følge af nikkelbekendtgørelsen), vil der i fremtiden også ske en reduktion af nikkelbidraget til affaldet, fordi der nu skal ske en oparbejdning af bl.a. dæk.

Miljøstyring indenfor jern- og metalforarbejdende virksomheder og skrotbranchen vil tillige være afgørende for at nedbringe nikkelbelastningen af det affald, der i dag deponeres.

Kviksølv

Kviksølvforbruget er faldende som følge af regulering af anvendelsen. Imidlertid er der stadig produkter i anvendelse, som indeholder kviksølv. En udsortering af bl.a. gamle elektriske og elektroniske produkter og måle- og kontroludstyr, samt batterier vil de kommende år nedbringe bidraget til affaldssektoren. Bekendtgørelse om selektiv nedrivning og elektronikbekendtgørelsen er de initiativer, der vil få størst effekt på udsortering af de kviksølvholdige produkter.

Løbende revision af initiativer

I overensstemmelse med tankegangen bag det økologiske råderum, vil der på sigt være behov for at revidere initiativerne i denne strategi og vurdere, hvilke yderligere initiativer overfor miljøbelastende stoffer i affaldsstrømmen, der er behov for at tage - både med henblik på at mindske ressourceforbruget, de tilbageværende mængder og for at mindske de miljøbelastninger, de giver anledning til.

Det Udvidede Totalbalanceprincip

Samlet set vurderer Miljøstyrelsen, at de nævnte initiativer, som der her lægges op til debat, ikke vil medføre nogen ekstra økonomiske udgifter for amter eller kommuner i form af øgede administrative udgifter eller øgede udgifter i forbindelse med tilsyn i forhold til i dag.

Nationale retningslinier eller certificeringsordninger af affaldsbehandlere, som der blandt andet foreslås indført her i debatoplægget, vil medføre en lempelse af tilsynsforpligtelserne for kommunerne

Bilag 1: katalog over affaldsfraktioner og brancher

1.1 Indledning

I det følgende er de affaldsfraktioner, som er nævnt i tabel 1 og tabel 3 nærmere beskrevet. Affaldsfraktionerne er udvalgt på baggrund af et eller flere af følgende kriterier:

Derudover er enkelte brancher beskrevet. Disse er ligeledes kendetegnet ved at frembringe affald, som opfylder et eller flere af de nævnte kriterier.

Udvælgelsen af affaldsfraktioner er foretaget på baggrund af de oplysninger, der på nuværende tidspunkt har været tilgængelige for Miljøstyrelsen. Det vil sige hovedsageligt oplysninger fra Kommunekemi a/s, ISAG og Miljøstyrelsens egne publikationer og udredningsarbejder. Disse oplysninger giver ikke et fuldstændigt detaljeret billede af det affald, der produceres i landet med hensyn til art og sammensætning. Manglende tilgængelige oplysninger om en branche eller affaldsfraktioner kan således betyde, at relevante brancher eller fraktioner ikke er identificeret.

De foreliggende oplysninger vil således løbende blive revideret, når der foreligge yderligere dokumentation og hvis der fremkommer bedre ideer til løsninger af de miljøproblemer, der knytter sig til de enkelte affaldfraktioner.

Det skal understreges, at de udvalgte affaldsfraktioner ikke er prioriteret indbyrdes i forhold til den specifikke miljøeffekt, som branchen eller fraktionen kan forårsage.

Kataloget indeholder således en beskrivelse af status for Miljøstyrelsens viden indefor de pågældende affaldsfraktioner eller brancher. Kataloget skal derfor ikke ses som noget udtømmende katalog over affaldsfraktioner eller brancher, som der kan iværksættes initiativer indenfor.

Affaldsfraktionerne og brancherne er beskrevet i form af faktaark. Hvor det er relevant er følgende emner diskuteret:

1.2 blybatterier

Fakta

*)Affaldsstatistik 1995. Orientering fra Miljøstyrelsen. nr .14.1996.

Problemer

Blybatterier indeholder 50% bly.

Kombinationen af bly og syre i blyakkumulatorer betyder stor mobilitet af bly, hvorfor der er stor risiko for jord- og grundvandsbelastning ved uhensigtsmæssig håndtering og bortskaffelse af disse.

Ikke indsamlede akkumulatorer udgør en af de vigtigste kilder til blyforurening i affaldsstrømme. Oplag af bilskrot, hvor akkumulatorerne ikke er afmonteret, kan give anledning til jordforurening. Desuden er der stor lokal belastning af miljøet ved oparbejdningsanlæggene.

Generelt /status

Gebyrfinansieret indsamlingsordning pr. 1. april 1996, hvor indsamlere for at blive registrerede skal opfylde en række forpligtelser i forhold til serviceniveau, materiel og opbevaring. Reglerne fastlagt med bekendtgørelse nr. 92 og 93 af 22. februar 1996. Indsamlingsgraden var i 1996 tæt på 100 %.

Affaldsminimering

Der er ingen aktuelle substitutionsmuligheder, men et renere teknologiprojekt skal vurdere et eventuelt mindre miljøbelastende alternativ.

Genanvendelsesmuligheder

Veletablerede genanvendelsesanlæg i Sverige og Tyskland. Skrotblyprisen er for tiden god, og danner derfor et økonomiske incitament for indsamlingen. Den indførte gebyrordning sikrer, at der i perioder med lav blyskrotværdi skabes det fornødne økonomiske incitament til forsat indsamling af akkumulatorer.

Import og eksport

Primært eksporteres akkumulatorerne til Boliden i Sverige, noget går dog til Tyskland.

Import forekommer så vidt vides ikke, da vi ikke kan behandle affaldet i DK.

Mål

Målet er 99,9 % indsamling af blyakkumulatorer i henhold til aftalen mellem Returbat og ministeren.

Ideer til fremtidige initiativer

Miljøstyrelsen forestår overvågning af den nye ordning, såfremt målet ikke nås tages stilling til yderligere tiltag.

Der er opnået støtte til udvikling af alternativ teknologi, hvor bly substitueres.

Litteratur

Affaldsstatistik 1995. Orientering fra Miljøstyrelsen, nr. 14. 1996.

Miljøprojekt nr.327, Massestrømsanalyse for bly, 1996. Miljøstyrelsen.

Potentialeberegning for blyakkumulatorer, Cowiconsult 1995 for Returbat og miljøstyrelsen,

Nordisk ministerråds rapporter Tema Nord 1994:639, 61 og 6 , udarbejdet i forbindelse med forslag til Council Act i OECD regi, rapporterne vedr. substitution og miljø-økonomi forbundet med anvendelse af bly i samfundet.

1.3 Bygge- og anlægsaffald

Fakta

Problemer

Øget genanvendelse af de store tunge fraktioner inden for bygge- og anlægssektoren har været et væsentligste indsatsområde de sidste 10 år, og er en indsats som har give succes. Nu rettes fokus mod en række af de mindre fraktioner af bygge- og anlægsaffaldet som på grund af deres indhold af miljøbelastende eller miljøfremmede stoffer er problematiske, eller kan blive det i forbindelse med bortskaffelsesfasen. Det drejer sig om en lang række materialer og produkttyper som bl.a. imprægneret træ, plast, fugemasser, låse og beslag. Det er dog ikke altid, at alle produkter indenfor disse materialegrupper rummer farlige stoffer.

Bortskaffelsen af disse fraktioner sker i dag fortrinsvis ved forbrænding eller deponering. Særlig i forbindelse med forbrænding, vil der blive rettet fokus på udsortering af de fraktioner der indeholder sporelementer, som f.eks PVC, imprægneret træ, låse, beslag, bolte, søm, for at undgå opkoncentrering af sporelementer i slaggen og røgasken.

Problemerne med de miljøbelastende og miljøfremmede stoffer knytter sig både til stoffer, som findes i de eksisterende bygninger og anlæg, og til de stoffer som anvendes i dag. Bygninger og anlægs lange levetid indebærer, at en række stoffer, som er udfaset eller forbudt, alligevel vil forekomme mange år frem i de eksisterende bygninger og det er derfor nødvendigt at være opmærksom på at de vil findes i affaldet mange år efter udfasningen.

Udover de miljøbelastende og miljøfremmede stoffer knytter der sig en række problemer til håndtering og bortskaffelse af forurenet bygningsaffald.

Generelt /status

Inden for de sidste 10-15 år er der opnået betydelige resultater med genanvendelse af bygge- og anlægsaffald. Det er i løbet af en kort årrække lykkes at etablere et samlet system af teknologi, fysiske og organisatoriske infrastrukturer, styringsmidler m.v., der sikrer kontrol over de største affaldsstrømme og genanvendelse af en stor del af bygge- og anlægsaffaldet. I dag genanvendes ca. 80% af denne affaldsfraktion, målsætningen på 60% genanvendelse inden 1997 er nået. Da bygge- og anlægsaffaldet udgør 25 % af affaldsmængderne i Danmark, bidrager genanvendelsen af denne affaldsfraktion væsentlig til at øge lossepladskapaciteten. Indsatsen på bygge- og anlægsområdet har derfor levet op til målsætningerne i Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97, om øget genanvendelse og mindsket deponering, og må betegnes som en succes.

Anvendelsen af administrative styringsmidler samt offentlige tilskud til genanvendelsesinitiativer har haft afgørende betydning for udviklingen på genanvendelseområdet.

Affaldsafgiften giver en økonomiske fordel, hvis affaldet genanvendes i stedet for at blive deponeret eller forbrændt. Cirkulære som sortering af bygge- og anlægsaffald samt aftalen om selektiv nedrivning skal sikre at den høje genanvendelsesprocent bevares og fremme en miljømæssig optimering af genanvendelsen.

I forbindelse med genanvendelsesindsatsen i bygge- og anlægssektoren er der igangsat over 100 projekter i perioden 1986 til 1995 for et samlet beløb på ca. 63 millioner kr. Resultaterne af disse mange projekter bliver bl.a. anvendt på de anlæg der behandler og oparbejder affaldet, samt i forbindelse med valg af anvendelsesformer for de oparbejdede materialer. Der er således arbejdet med udvikling af metoder og teknikker til genanvendelse.

Renere teknologiindsatsen på bygge- og anlægsområdet har sat fokus på udvikling og indførelse af miljøstrategier i bygge- og anlægsvirksomheder, herunder miljøledelse ved byggevareproduktion, miljørigtig projektering og miljøstyret drift. To af de vigtige projekter i den forbindelse er miljørigtig projektering og miljøstyring i entreprenørvirksomheder. Der er i dag ved at være etableret et grundlag for indførelse af miljøstyring og miljørigtig projektering i bygge- og anlægssektoren.

Miljørigtig projektering tager fat i en betydningsfuld del af byggeprocessen, nemlig projekteringen, og beskriver en metode der inddrager hensyn til både miljø, ressourcer og sundhed på lige fod med andre hensyn i projekteringsfasen. Resultatet bliver en håndbog i miljørigtig projektering der foreligger ved udgangen af 1997.

Anvendelsen af miljørigtig projektering forventes at biddrage ved løsningen af problemer med bl.a. ressourceforbrug, miljøbelastende stoffer og affald og spænder således vidt over de eksisterende miljøproblemer inden for bygge- og anlægssektoren. Ved indførelsen af miljørigtig projektering betragtes genanvendelsesindsatsen ikke som et særskilt område.

Affaldsminimering

Affaldsproduktionen vurderes først og fremmest at være afhængig af konjunkturerne og politiske beslutninger. De muligheder der eksisterer for affaldsminimering ved fremtidige bygge- og anlægsarbejder, er dels en minimering af spild i opførelsesfasen, ved f.eks. at tilpasse materialer til arkitekturen eller omvendt, dels en minimering af spild på længere sigt, ved f.eks. at anvende genanvendelige materialer og materialer med lang levetid. Derudover kan det i nogle tilfælde være bedre at renovere i stedet for at nedrive bygninger og anlæg. Disse overvejelser vil indgå i projekteringsfasen, når bygge- eller anlægsarbejdet udføres ved miljørigtig projektering. Derudover kan miljørigtig projektering fremme anvendelsen af produktkrav, således at miljøfarlige stoffer udfases.

Genanvendelsesmuligheder

Bygge- og anlægsaffald genanvendes dels i sin oprindelige form eller som nedknuste materialer til nye bygge- og anlægsarbejder. Fraktioner som f.eks. jern og metal kan omsmeltes. Anvendelsen af selektiv nedrivning kan imødekomme indsamling af små fraktioner til genanvendelse eller anden indsamling, således at tungmetaller som bly, kobber og kviksølv ikke spredes. Derudover højner kildesortering genbrugsmaterialernes kvalitet.

Ideer til fremtidige initiativer

En detaljeret plan for bygge- og anlægsområdet er under udarbejdelse. Den skal ses i sammenhæng med nærværende Erhvervsaffaldsstrategi samt Miljøstyrelsens to debatoplæg om "En styrket produktorienteret miljøindsats" og "Status og perspektiver for kemikalieområdet".

Implementering af allerede foreliggende viden, teknologier og metoder via områdets aktører, vil være et højt prioriteret indsatsområde. Her bliver særligt sat fokus på implementering af miljørigtig projektering, som et middel til at forebygge affaldsproblemerne på længere sigt.

Der rettes fokus på udsortering af fraktioner der indeholder sporelementer som f.eks. imprægneret træ, inddækningsbly, PVC, låse, beslag m.v. Herunder en udvidelse af Miljøstyrelsens cirkulære nr. 94. om kildesortering af bygge- og anlægsaffald med henblik på genanvendelse.

Byggevareområdet kan tages op på et senere tidspunkt i forbindelse med Miljøstyrelsens debatoplæg om en styrket produktorientet miljøindsats, og der kan sættes fokus på de byggevarer, som især bidrager til sektorens miljøbelastninger.

Litteratur

1. Affaldsstatistik 1995. Orientering fra Miljøstyrelsen. nr. 14. 1996.

2. Bygge- og anlægsaffalds statistik, 1994 Rendan.

3. Miljøprojekt nr. 128. Nedsivning fra byggeaffald. Miljøstyrelsen.

4. Miljøprojekt nr. 253. Miljørigtig projektering. Miljøstyrelsen.

5. Miljøprojekt nr. 151. Prognose for bygge- og anlægsaffald.

1.4 Dæk

Fakta

Problemer

Deponering af dæk er uønsket som følge af brandrisiko, lossepladstekniske problemer m.v.

Forbrænding af dæk på affaldsforbrændingsanlæggene frembyder problemer på grund af størrelse og affaldets høje brændværdi. Både ved deponering og forbrænding kræves i stigende omfang forudgående neddeling for at reducere volumen eller forbedre forbrændingsforholdene.

Generelt /status

Person- varevogns- og motorcykeldæk er fremstillet af kunstgummi, med et stålindhold på ca. 25 % og ca. 15 % tekstil. Dæk til lastbiler, busser og entreprenørmaskiner er primært fremstillet af naturgummi med et stålindhold på 0-25 %. Andre stoffer som svovl, zink og carbon black indgår i gummifraktionen. Indholdet af zinkoxid er 1-2 %. Svovlindholdet er mindre end 0,5 %. Carbon black 15-20 %.

Dæk fremkommer som affald fra autobranchens service- og reparationsvirksomheder. 10-15 % af de nedslidt personvognsdæk og ca. 40 % af lastvogns- og busdæk blev inden tilbagetagningsaftalens indgåelse genbrugt ved regummiering på regummieringsvirksomheder og de ikke-genbrugelige dæk blev deponeret. Tilbagetagningsordningen forventes at medføre at 20-25 % af person- og varevognsdækkene og ca. 50 % af lastbil- og busdækkene vil blive regummieret på grund af en mere effektiv sortering.

Tilbagetagningsaftalen mellem organisationerne og ministeren indgået d. 20 februar 1995. Som led heri blev udstedt bekendtgørelse om gebyr og tilskud til indsamling af dæk senest revideret med bekendtgørelse nr. 799 af 4. september 1996 som dækker ca. halvdelen af den samlede dækmængde (person- varevogns og motorcykeldæk).

Indsamlingsordningen er gennemført med virkning fra d. 1.7.95. Tilskud ydes til registrerede virksomheder der indsamler og leverer dæk til oparbejdning på en gummipulverfabrik. En lignende ordning for store dæk, der indsamles og leveres enten til genanvendelse eller forbrænding med energiudnyttelse, forventes gennemført med virkning fra d. 1.7. 97.

Affaldsminimering

Øget levetid kan opnås men på bekostning af dækkets vejgreb. Udviklingen af nye dæktyper og gummiblandinger har i de seneste år primært været rettet mod de såkaldte energidæk d.v.s. dæk med mindre rullemodstand. Det er påvist at anvendelsen af disse dæktyper kan medføre energibesparelser på ca. 100 l/dæk i dækkets levetid. En miljømæssigt betydningsfuld besparelse set i forhold til, at det samlede energiforbrug til fremstilling af et personvognsdæk udgør 30-40 liter olieækvivalenter.

Under hensyn til at forbrugerens mulighed for at vælge dæk med optimal levetid er tilstede og at der ikke er dansk produktion af "nye", men kun af regummierede dæk, er der begrænsede muligheder for at minimere dækaffaldsmængderne ved fremme af nye produktionsmetoder. Informationskampagner om brug af dæk og anvendelse af regummierede dæk vil blive gennemført som led i aftalen.

Genanvendelsesmuligheder

Der er mulighed for at øge genanvendelsen ved regummiering med 5-10 %. Dette forventes at ske når tilbagetagningsaftalen er fuldt effektueret. Genanvendelsen af gummipulver er stadig i en udviklingsfase, hvor der sker en løbende udvikling i privat regi.

Import og eksport

Brugte personvognsdæk eksporteres til fortsat brug i lande hvor der ikke stilles samme krav til slidmønsterdybde som i Danmark. Det anslås at ca. 20 % af de indsamlede kasserede person- og varevognsdæk eksporteres til dette formål. Derudover eksporteres og importeres genbrugelige dæk til regummiering. Der er ingen betydende import eller eksport af affaldsdæk.

Mål

Maksimal genanvendelse af alle typer dæk.

Ideer til fremtidige initiativer

Som led i tilbagetagningsaftalen vil der blive gennemført informationskampagner hvis formål er, at begrænse monteringsskader (øget genbrug og trafiksikkerhed) og at fremme afsætningen af regummierede dæk. Disse kampagner er under forberedelse som led i tilbagetagningsaftalen.

Udover ovennævnte initiativer planlægges ikke nye initiativer på området.

Det forventes at en endelig aftale om indsamling og bortskaffelse af de store dæk kan indgås i 1997 med virkning fra årsskiftet 97/98. Udvidelsen af aftalen vil medføre, at 10 - 15.000 tons dæk pr. år videreudnyttes ved genanvendelse eller forbrænding med energiudnyttelse.

Litteratur

Aftale mellem organisationerne og miljø- og energiministeren indgået d. 20.2. 95.

Bekendtgørelse nr. 799 af 4. september 1996 om gebyr og tilskud til bortskaffelse af dæk.

1.5 Elektriske og elektroniske produkter

Fakta

Problemer

Den miljømæssige baggrund for at gennemføre de genanvendelsesinitiativer der er vedtaget eller under forberedelse (bortskaffelsesordning for CFC-holdige kølemøbler samt bortskaffelsesordning for elektriske og elektroniske produkter) er bl.a. at betydelige mængder elektriske og elektroniske produkter indsamles og bortskaffes sammen med andet affald og tilføres lossepladser eller forbrændingsanlæg og at kasserede produkter der indsamles med henblik på genanvendelse behandles og oparbejdes sammen med andre skrotfraktioner, uden at der sker en forsortering eller behandling som sikrer at særlige miljøfarlige fraktioner frasorteres. Dette medfører at betydelige mængder af miljøfarlige og sundhedsskadelige stoffer især tungmetaller, tilføres lossepladser og forbrændingsanlæg eller indgår som forurenende stoffer i genanvendelige skrotfraktioner.

Især kobber, cadmium og kviksølvforurening fra lossepladser og forbrændingsanlæg kan reduceres betydeligt ved særskilt behandling af elektriske og elektroniske produkter.

Derudover er det især PCB og halogenerede forbindelser samt de blyholdige komponenter der er behov for at sikre en bedre miljømæssig behandling af.

Generelt /status

De 120.000 tons elektriske og elektroniske produkter der kasseres årligt indeholder ca. 60.000 tons genanvendeligt stål og aluminium.

Derudover består de bl.a. af følgende materialefraktioner:

Der er udstedt cirkulære om bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler og der er indgået aftale med brancheorganisationerne og de kommunale organisationer.

Bekendtgørelse om indsamling og oparbejdning af elektriske og elektroniske produkter er under udarbejdelse. Bekendtgørelsen vil især regulere behandlingen og bortskaffelsen af elektroniske produkter (ca. 40.000 tons) se bilag .

Affaldsminimering

Det væsentligste tiltag der er gennemført m.h.p. affaldsminimering er UMIP projektet, hvor affaldsminimering indgår som delmål i den overordnede målsætning, at fremstille produkter som samlet set belaster miljøet mindst.

UMIP-projektet omfattede bl.a. udvikling af mere miljøvenlige fjernsyn og køleskabe.

UMIP-projektet er afrapporteret i en række delrapporter, der bl.a. anviser muligheder for affaldsminimering ved valg af råvarer m.v.

Øget levetid og anvendelse af genanvendelige/genanvendte materialer er de vigtigste faktorer til minimering af affaldsmængderne. Den hurtige teknologiske udvikling af især elektroniske produkter medfører at levetiden for en række produkter er mindre end 5 år. Forbedrede muligheder for opgradering af eksempelvis edb-maskiner er et eksempel på affaldsminimering på dette område.

Genanvendelsesmuligheder

Særskilt indsamling af alle elektriske og elektroniske produkter minimerer mængden af affald der indsamles sammen med andet affald til forbrænding eller deponering og øger umiddelbart genanvendelsen af de produkter som kan føres direkte til genvindingsvirksomhederne (se bilag).

Demontering af de elektroniske produkter som indeholder særligt miljøbelastende komponenter øger mulighederne for genanvendelse af materialefraktioner der indgår i disse produkter og reducerer miljøbelastningen ved oparbejdning af disse fraktioner.

Import og eksport

Brugte køleskabe og EDB-maskiner eksporteres til lande hvor der er afsætning herfor f. eks. Østeuropa. Det anslås at eksporten er begrænset til få tusinde tons.

Importen af kasserede produkter anses for at være yderst begrænset.

Mål

Fjerne de miljøbelastende stoffer fra affaldsstrømmene og genvinde ikke fornybare ressourcer.

Ideer til fremtidige initiativer

80-90 % af disse produkter importeres fra udlandet. En forebyggende indsats overfor disse produkter skal derfor primært ske i EU-regi. Indsatsen for øget genanvendelse skal dels rettes mod den danske genvindingsindustri dels mod en styrkelse af videnformidlingen herom mellem fremstillingsindustrien og genvindingsindustrien.

- udstedelse af bekendtgørelse om indsamling og oparbejdning af elektriske og elektroniske produkter samt eventuelt EU-direktiv om bortskaffelse etc. af elektriske og elektroniske produkter

-opfølgning og evaluering af de aktiviteter der gennemføres på baggrund af bekendtgørelsen om oparbejdning af elektriske og elektroniske produkter.

- indførelse af producentansvaret og udfasning af anvendelsen af tungmetaller.

Litteratur

1. Elektriske og elektroniske produkter i Danmark, arbejdsrapport 53/1993.

2. Elektriske og elektroniske produkter, arbejdsrapport 53/1995

3. Indsamling af køleskabe og frysere, Miljøprojekt nr. 217, 1993

4. Waste from electrical and electronic products, Temanord 1995:554

5. Environmental consequences of incineration and landfilling, Temanord 1995:555.

6. Aftale om en bortskaffelsesordning for CFC-holdige kølemøbler.

7. Cirkulære om kommunale regulativer om bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler

OVERSIGT OVER ELEKTRONISKE PRODUKTER, SOM PLANLÆGGES OMFATTET AF BEKENDTGØRELSENS KRAV OM SÆRLIG BEHANDLING.

Produkttyper, der skal særskilt behandles

Komponenter, der skal udtages fra ovennævnte produkttyper

Batteridrevne elektroværktøjer.

Lukkede NiCd batterier og blyakkumulatorer udtages af de nedennævnte produkttyper og genanvendes i overensstammelse med Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 93 af 22. februar 1996 om indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmium akkumulatorer (lukkede nikkel cadmium batterier) og godtgørelse til indsamling og bortskaffelse til genanvendelse samt Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 22. februar 1996 om indsamling af blyakkumulatorer og tilskud til indsamling og bortskaffelse til genanvendelse:

h

1.6 Emballageaffald fra erhverv

FAKTA

Generelt/status

Emballage defineres som alle produkter af hvilken som helst art og materiale, som anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producenten til brugeren eller forbrugeren og præsentation af varer, det være sig råvarer eller forarbejdede varer. Alle engangsartikler, der anvendes til samme formål, skal tilsvarende betragtes som emballage. (3)

Bortskaffelse, indsamling og genanvendelse af emballage og emballageaffald bliver reguleret af:

Emballage inddeles typisk i 3 kategorier ( se f.eks. (3)): transportemballage (fx. kasser, sække, tønder, krympefolier og lignende), mellememballage (kartonomslag, multipakninger og alt der er ekstraindpakning) og detailemballage (produkters egentlige salgsemballage). I det følgende henregnes mellememballager under transportemballager, da mellememballage normalt forfalder som affald i erhvervene. Dette er i overensstemmelse med transportemballageaftalen, hvor transportemballager defineres som "emballager der ikke er detailsalgspakninger, og som ikke ender som affald i husholdninger" (6).

I dette faktaark sættes der - hvor intet andet er nævnt - lighedstegn mellem transportemballage og emballager fra erhverv. I virkeligheden vil der også kunne forefindes detailemballageaffald fra erhvervsvirksomheder, ligesom en vis mængde transportemballage ender som affald fra husholdningerne, men med de eksisterende data er der ikke mulighed for at tage højde for dette. Det skønnes dog ikke at have den store betydning, fordi der er tale om små mængder, og fordi genanvendelsesinitiativer for transportemballager i forvejen udelukkende retter sig mod erhvervene.

Tabel 1: Forsyning og materialegenvinding af transportemballage, 1994

Bemærkninger: Estimerede genvindingprocenter for hver plasttype: LDPE:30, HDPE:80, PP:5, EPS:5.

Forsyningsmængden for træ er defineret som lig den danske produktion +import -eksport. Mængden er opgjort på baggrund af tal fra virksomhederne og branchen som et skøn mellem 35.500 - 117.500 ton/år.

Kilde: (5)

I forlængelse af denne afgrænsning, vil glasemballage ikke indgå i det følgende. Glasemballage fra erhverv skønnes primært at være detailemballage, der forfalder fra storkøkkener, kantiner osv., og indgår i de eksisterende genanvendelsesordninger for glas, se faktaark om dagrenovation. Transportemballager af glas skønnes ikke at have nogen mængdemæssig betydning. De er af samme grund heller ikke omfattet af transportemballageaftalen.

De samlede forsyningsmængder af transportemballage og den anslåede materialegenvindingsprocent for hvert materiale fremgår af tabel 1.

Problemer

Miljøproblemer skabt af emballage skal hovedsageligt ses ud fra en ressourcebetragtning. Emballager bliver lavet af papir/pap, plast, træ, glas og metal. For nogle emballagers vedkommende er der tale om anvendelse af råvarer, der ikke er fornybare (råolie, metaller), hvilket på længere sigt giver ressourcemæssige problemer.

Afhængigt af materiale, kan emballager give anledning til miljøproblemer i forbindelse med fremstilling og bortskaffelse. Problemerne med PVC i emballage er behandlet i faktaark om PVC.

Affaldsminimering

Der foregår løbende forsøg fra emballageproducenternes side med at producere emballage med en mindre vægt pr. produceret enhed, med henblik på at spare på det samlede ressourceforbrug til fremstilling og transport. Der findes ingen samlede tal for resultaterne af disse bestræbelser.

Mange transportemballager genbruges i vidt omfang (paller, kasser, tromler). En udvidelse af genbrugsordninger for transportemballager vil have en affaldsminimerende effekt. En øget anvendelse af emballageafgifter vil kunne skabe et incitament til dels at fremme sådanne genbrugsordninger og dels generelt at spare på ressourceforbruget til emballager.

Genanvendelsesmuligheder

Det er teknisk muligt at materialegenvinde de materialer, der udgør størstedelen af transportemballagerne - nemlig pap/papir, plast og metal.

Særligt for plasts vedkommende kan det imidlertid skabe problemer, at kravene til de fraktioner, der skal materialegenvindes, er høje. Hvis det genvundne produkt skal kunne substituere nye råvarer, skal produktionen baseres på rene transportemballager, der er sorteret efter plasttype. Derfor er der også problemer med sammensatte materialer.

I forbindelse med transportemballageaftalen er der foretaget et udredningsarbejde med det formål at afdække de aktuelle genvindingsprocenter for transportemballager af pap/papir, plast og metal. Resultaterne fremgår af tabel 1.

Mål

I regeringens handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97 indgår ingen særskilte mål for genanvendelse af emballager fra erhverv, men derimod en målsætning om, at 60% af affaldet fra institutioner/handel og kontor og 50-60% af affaldet fra industrien skal genanvendes inden år 2000. Målsætningen er i dag opfyldt for industriens vedkommende, mens der kun genanvendes 38% af affaldet fra institutioner/handel og kontor (1). Den planlagte øgede indsamling af transportemballager (se nedenfor) vil bidrage til opnåelsen af dette mål.

Der bør derfor iværksættes en undersøgelse af hvilke brancher emballagen kommer fra, så der fremover kan sættes ind, der hvor de største problemer eksisterer.

Transportemballageaftalen

I august 1994 blev der mellem Miljøministeren og Dansk Industri indgået en aftale om genanvendelse af transportemballage. Hensigten med aftalen var først og fremmest at skabe baggrund for et samarbejde om at nå en overordnet målsætningen om 80% genanvendelse (herved forstås i aftalen genbrug og materialegenvinding) af transportemballager inden år 2000.

Aftalen indebærer, at der hvert år skal indberettes til Miljøministeren om de genanvendte mængder, samt forventningerne til de kommende år.

I aftalen blev der fastsat en bindende målsætning om, at fra og med 1998 skal 80% af transportemballagerne af pap/papir genanvendes.

For plasts vedkommende vil der blive fastsat mål for genanvendelse på baggrund af et af industrien foretaget udredningsarbejde, samt pilotforsøg igangsat af Plastindustrien i Danmark om forsyningsmængden af plastbaseret transportemballager. Udredningsarbejdet blev rapporteret i et statusnotat den 28. maj 1996, men de endelige mål for genanvendelse af plast forventes først at foreligge medio 1997, når resultaterne fra pilotforsøget foreligger (5). Det står dog fast, at minimum 50% af transportemballagerne af plast skal genvindes, for at nå målet i EU's emballagedirektiv (se nedenfor).

Med hensyn til transportemballage af metal, træ og tekstil blev der ligeledes foretaget et udredningsarbejde, hvorefter aftalens parter skulle afgøre, om de ville opstille bindende målsætninger. Dette udredningsarbejde blev ligeledes afrapporteret i statusnotat af den 28. maj 1996. Det blev konkluderet, at det ikke var nødvendigt at fastsætte særlige mål for genanvendelsen af transportemballage af træ og metal, da det for træs vedkommende bliver nyttiggjort i forbindelse med forbrænding med energiudnyttelse for næsten 100% vedkommende og for metal (ståltromler), da tromlerne indgår i veletablerede systemer, hvor de genpåfyldes et antal gange, rekonditioneres, genpåfyldes igen og til sidst afsættes til metalskrothandlere. (5)

Emballagedirektivet

EU's emballagedirektiv blev vedtaget i december 1994. I direktivets opstilles en række nyttiggørelsessesmål:

Det første mål når Danmark allerede. Det andet mål opfylder vi ligeledes i dag, alene i kraft af de eksisterende genanvendelsesordninger for papir/pap og glas. Målet om genvinding af 15% af hvert emballagemateriale er i forlængelse heraf ikke noget problem for glas eller papir. For plast og metal har man valgt at satse på transportemballager frem for detailemballager, for at nå målene - dels af økonomiske og arbejdsmiljømæssige grunde, dels fordi fraktionerne er større og renere, og derfor bedre egnede til genvinding. Med den seneste revision af affaldsbekendtgørelsen får kommunerne derfor pligt til at anvise stålstromler til genanvendelse, ligesom de får pligt til at sørge for, at plast-transportemballager fra erhverv genanvendes. Ordningerne skal træde i kraft 1. juli 1998. Det anslås, at genvindingen af ståltromler allerede i dag svarer til ca. 15% af de samlede metalemballager, hvorimod der er et længere stykke vej for plasten. 50% af plast-transportemballagerne skal genvindes, før de 15% af den samlede mængde plastemballage er nået.

Mærkning

For at øge genanvendelse af brugte emballager skal emballager mærkes, således at forbrugeren har et valg ved køb og således kunne vælge den mindst forurenende emballage. I forbindelse med arbejdet med EU's emballagedirektiv er der vedtaget en frivillig ordning for materialeidentifikationsmærkning. Danmark havde hellere set, at ordningen blev obligatorisk, ikke mindst af hensyn til vores muligheder for at mærke PVC-holdige emballager, men ligeledes fordi dette ville blive en fordel med hensyn til sortering af emballagen for de anlæg, der skal genvinde emballagen til nye produkter eller emballager. Danmark vil derfor fortsat arbejde for at fremme materialeidentifikationsmærkning.

Emballageafgifter

Der er nedsat en arbejdsgruppe fra Miljøstyrelsen, Skatteministeriet og Told og Skat som i løbet af 1997 skal undersøge mulighederne for at indføre en administrerbar, miljøbaseret emballageafgift.

Ideer til fremtidige initiativer

Afhængig af de initiativer, som allerede er sat i gang i forlængelse af transportemballageaftalen og den nye affaldsbekendtgørelse, vil en vurdering af om der skal sættes ind overfor flere forbrændingsegnede fraktioner kunne iværksættes.

Litteratur

1. Affaldsstatistik 1995. Orientering fra Miljøstyrelsen 1995.

2. Emballageforsyningsmængden i Danmark, 1994. Videncenter for Affald & Genanvendelse, 1996.

3. Europa-parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af den 20. december 1994 om emballage og emballageaffald.

4. Rendans returpapirstatistik, 1995. Videncenter for Affald & Genanvendelse, 1996.

5. Statusnotat vedrørende transportemballageaftalen af den 28.5.1996.

6. Aftale af 16. august 1994 mellem Miljøministeriet og Dansk Industri om genanvendelse af transportemballager.

1.7 Haveaffald

Fakta

Generelt/ status

Have- og parkaffald består af grene, blade, græs m.v. fra beskæring og klipning af havearealer ved private husholdninger, institutioner, erhvervsvirksomheder m.fl. Derudover stammer affaldet fra offentlig beplantning (have- og parkanlæg, vejrabatter m.m.) samt kirkegårde.

I 1995 blev 91% af haveaffaldet genanvendt, 3% forbrændt og 6% deponeret (1). Haveaffald til genanvendelse ligger i procent over det niveau, som er målet år 2000 (85%) ifølge Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97. Haveaffald til forbrænding er i procent mindre end målet for år 2000 (15%), og der deponeres stadig en mindre del, selvom målet er 0% til deponi i år 2000 (4). Dette skyldes blandt andet at sten, jord og fliser ikke er egnet til hverken genanvendelse eller forbrænding.

Den samlede haveaffaldsmængde i 1995 ligger i størrelsesordenen 425.000 t. ( I ISAG er registreret 416.182 t (1) og Kompoststatistikken har opgjort 434.433 t have- og parkaffald, der tilføres komposteringsanlæggene (3)). Private husholdninger er de væsentligste producenter af have- og parkaffald: 325.981 t i 1995, svarende til 62 kg/indbygger/år (1).

Desuden skønnes det, at mellem 150.000-176.000 t haveaffald hjemmekomposteres (6,9). Og en del af have- og parkaffaldet fra offentlige arealer (busketter, rabatter, kirkegårde) flishugges og udlægges direkte på arealerne.

Der er siden 1990 sket en kraftig stigning i de tilførte mængder af have- og parkaffald til komposteringsanlæggene (3). Dette kan skyldes, at kommunerne tilbyder bedre og mere attraktive ordninger i forbindelse med indsamling af have- og parkaffald. Man må derfor formode, at der er sket et fald i den mængde, som tidligere blev hjemmekomposteret, afleveret med dagrenovationen eller afbrændt på ejendommene. Større mængder indgår derfor i organiserede ordninger (hente- eller bringeordninger), hvor affaldet transporteres til genbrugsstationer eller centrale anlæg.

Potentialet for have- og parkaffald er skønnet til at være 400.-500.000 t (11). Attraktive indsamlingsordninger fra kommunernes side kan evt. forskyde billedet, så mængderne tilført komposteringsanlæg kommer til at stige en smule. Øget hjemmekomposteret kan trække den anden vej.

En søgning i Videncenter for Affald & Genanvendelses Kommunedatabase (som p.t. indeholder oplysninger om 228 kommuner) viser, at 21 kommuner har bringeordninger for haveaffald fra en/tofamileboliger og 74 kommuner har henteordninger for en/tofamileboliger.

Problemer

Ifølge komposteringsanlæggenes indberetning til Kompoststatistikken for 1995 (3) er der fundet relativt høje mængder af cadmium i kompost, også på anlæg der udelukkende behandler have- og parkaffald. Der er fundet et gennemsnit på 0,415 mg Cd/kg TS for 11 analyser af have- og parkaffaldskompost. Ifølge bekendtgørelse nr.823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål, er grænseværdien for cadmium i kompost fastsat til 0,4 mg/kg TS fra d. 1/7 2000. Anlæg, der kun behandler have- og parkaffald, er ikke omfattet af bekendtgørelsen. At disse anlæg kan få problemer med at overholde grænseværdien, kan tyde på, at grænseværdien er fastsat for lavt.

Det vides ikke, hvorfra indholdet af cadmium stammer. Der er tilsyneladende ikke tale om deciderede fejlsorteringer. Kilderne kunne være atmosfærisk nedfald, afsmitning fra anlæg eller gadeopfej ved opsamling af haveaffaldet (5). Desuden indeholder fosforholdig kunstgødning, baseret på råfosfat, naturligt cadmium. Der er dog sket et fald i forbruget af fosforholdig kunstgødning samtidig med, at der bruges fosfatforekomster med et lavere indhold af cadmium (10).

Affaldsminimering

Minimering af den mængde affald der tilføres behandlingsanlæggene (og som derved indgår i statistikken), kan ske ved, at der sker en stigning i hjemmekomposteringen af have- og parkaffaldet. Hjemmekompostering kan fx fremmes ved tilbud om udlån af kompostkværne, flishugning på genbrugspladsen, informationskampagner m.m. Desuden må man formode, at differentierede renovationsgebyrer (fraktionsbaserede) kan være med til at øge hjemmekompostering (17).

Genanvendelsesmuligheder

Genanvendelsesmuligheder, som er aktuelle i dag, er kompostering og flisning. Ved kompostering og flisning genanvendes have- og parkaffaldet næsten 100%, sigteresten består hovedsagelig af større rødder, sten og jord.

Der blev produceret 273.338 t kompost på anlæggene i 1995, hvoraf godt 84% er ren have- og parkaffaldskompost. 198.000 t kompost blev fraført anlæggene, hovedsageligt til brug i private haver (ca. 90.000 t årligt), men væsentlige mængder fraføres også til slutafdækning på deponi (ca. 28.000 t årligt) til brug i grønne områder (ca.28.000 t årligt) og i jordbrug/skovbrug (ca. 24.000 t årligt) (3).

Det formodes, at en forbedret produktudvikling af komposten kan medføre en større afsætning til planteskoler og væksthuse. Kun en mindre del afsættes i dag til planteskoler, og væksthuse benytter slet ikke kompost. (7). Have- og parkaffaldskompost vil dog bedst kunne afsættes som jordforbedringsmiddel, idet det er mere næringsfattigt end kompost fra fx husholdningsaffald (8).

Mål og ideer til fremtidige initiativer

Handlingsplanens mål for haveaffaldet er 85% til genanvendelse og 15% til forbrænding i år 2000 (4). Målene for genanvendelse er således nået. Målsætningen ændres på denne baggrund til 95% genanvendelse og 5% deponering i år 2000.

Der er behov for initiativer til at forbedre afsætningen af de stigende mængder kompost, både kompost af haveparkaffald, og af kildesorteret dagrenovation. Initiativerne kan f.eks være i form af produktudvikling og brugsanvisninger i anvendelse af komposten.

Det må formodes, at den forhøjede affaldsafgift på sigt minimerer den del af have- og parkaffaldet, som i dag forbrændes og deponeres. Desuden er det fra d.1. januar 1997 forbudt at deponere forbrændingsegnet affald (12).

Der bør iværksættes nye kampagner for hjemmekompostering af haveaffald. Dette kan følges op af brugsvejledninger til private i anvendelse af den færdige kompost.

De relativt høje mængder af cadmium, der er fundet i have- og parkaffaldskompost, medfører, at det skal vurderes om der er behov for yderligere at supplere det arbejde der allerede er udført, for at spore kilderne. Desuden bør det overvejes om grænseværdierne er sat for lavt.

Litteratur

1. Orientering fra Miljøstyrelsen nr.14, 1996: "Affaldsstatistik 1995"

2. Videncenter for Affald & Genanvendelse: "Oversigtsnotat, Bioaffald", oktober 1995

3. Videncenter for Affald & Genanvendelse: "Kompoststatistik 1995", december 1996, 2.udkast

4. Miljøministeriet: "Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97", juni 1992

5. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr.4, 1993: "Bly og cadmium i kompost".

6. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr.21, 1990: "Komposteringsanlæg - teknik, miljø og økonomi, del 1: Hovedrapport"

7. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr.32, 1995: "Afsætning af kompost og bioafgasset dagrenovation - Forundersøgelse om markedsforhold"

8. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 40, 1990: "Anvendelse af kompost i grønne områder"

9. Miljøprojekt fra Miljøstyrelsen, nr. 113, 1989: "Storskrald og haveaffald"

10. Danmarks Statistik og Miljøministeriet: "Tal om natur og miljø", 1994.

11. Videncenter for Affald & Genanvendelse: "Affaldshåndbogen 96/97"

12. Miljøstyrelsens cirkulære nr. 93 af 21. juni 1995: "Cirkulære om kommunale regulativer om forbrændingsegnet affald"

13. Vestforbrænding, rap. nr.34: "Forsøg med nedflisning på Lyngby-Taarbæk og Rødovre genbrugsstationer", 1996

14. Miljøstyrelsen: "Kompostering - CATI-bus 20.1-20.2", maj 1992

15. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 39, 1993: "Kortlægning af differentierede renovationsgebyrer"

16. Miljøstyrelsen, Miljø-tema nr.4, 1991:"Hjemmekompost"

1.8 Imprægneret træ

Fakta

Problemer

De imprægneringsmidler som findes i imprægneret træ på det danske marked består af en række miljøbelastende stoffer, bl.a. krom, kobber, arsen, tin og kreosot.

Ved forbrænding af imprægneret træ genfindes tungmetallerne i slaggen eller i restproduktet. Undersøgelser viser at krom, kobber hovedsageligt genfindes i slaggen og arsen i røggasrensningsprodukterne(4). Kreosot kan fordampe. Tilstrækkelig høje forbrændingstemperaturer vil nedbryde PAH-forbindelserne og dermed forhindre frigørelse af dem.

Udvaskningen af arsen fra trykimprægneret træ er fundet at være op til 25% i de første 2-4 år.

Imprægneret træ bortskaffes i dag via affaldsforbrændingsanlæg eller på lossepladser. En ukendt mængde bortskaffes ved privat afbrænding.

Det er beregnet at imprægneret træ er en væsentlig kilde til arsen, kobber og kromindholdet i restprodukterne.

Der vil i fremtiden fremkomme stigende mængder imprægneret træ, som affald. Det kan beregnes, at der siden begyndelsen af 60'erne er ophobet omkring 2,7 mill. tons imprægneret, som fremover vil falde som affald. Det skønnes. at der i 1992 faldt omkring 17.000 tons affaldstræ, svarende til en gennemsnitlig levetid for træet på 32 år. Omkring år 2010 skønnes det, at der skal bortskaffes omkring 100.000 tons imprægneret træ, svarende til et bidrag til affaldsstrømmene af arsen, bor og fosfor på hver 45t og for krom og kobber, hver 158t og tin på ca 1,4 ton.

Beregnet mængde imprægneret træ, med angivelse af tungmetalindhold (estimeret indhold angivet i ton), som forventes tilført affaldsforbrændingsanlæg i 1992 hhv. år 2010. (1,5)

Ved forbrænding af imprægneret træ vil bidraget til tungmetalindholdet i restprodukterne stige, som følge af den øgede mængde imprægneret træ, som er ophobet i det danske samfund og som vil falde som affald fremover.

Ved deponering sker en udvaskning af tungmetaller fra trykimprægneret træ, hvis mængde afhænger af træets alder.

Der foregår således i dag en diffus spredning af tungmetaller fra affaldsforbrændingsanlæg, lossepladser og forbrænding i private brændeovne. ved bortskaffelsen af imprægneret træ i Danmark. Spredningen vil stige, hvis der ikke findes bedre bortskaffelsesmetoder for imprægneret træ.

Generelt /status

Det årlige forbrug af imprægneret træ i Danmark er på ca. 117.000 tons, baseret på 1992 tal. Forbruget har en stigende tendens på 3% pr. år.

Trykimprægnering er den dominerende industrielle proces i Danmark og udgør 87% af den samlede produktion. Processen har et bredt anvendelsesområde (f.eks. imprægnering af hegn, master m.v.)

De dominerende trykimprægneringsmidler i Danmark indeholder i dag hovedsagelig kobber og borsyre. Der blev i 1992 produceret mere end 105.000 tons trykimprægneret .

Det har siden 1993 ikke været tilladt at anvende arsenholdige imprægneringsmidler i Danmark. Der er siden sket en stigning i importen af krom-kobber-arsen (CCA)-imprægneret træ. En stor del af det arsenholdige træ sælges til private.

Udfasningen af arsenholdige midler i Danmark, har i øvrigt givet anledning til et markant forøget forbrug af de andre midler. I følge Danmarks statistik var stigningen fra 1991 til 1992 på 29 %, mens stigningen ifølge Miljøstyrelsens statistik (1994) var 23%. Stigningen kan være et udtryk for, at de arsenholdige midler er erstattet af midler, som kræver et større forbrug end de arsenholdige midler for at opnå større virkning.

Ved udgangen af 1996 er dispensationen til anvendelse af kromholdige midler ophørt. De nye midler indeholder kobber, borsyre og forskellige organiske forbindelser.

Der importeres betydelige mængder trykimprægneret træ fra bl.a Norge og Sverige, som er imprægneret med arsenholdige midler. Den samlede import af arsenimprægneret træ i 1992 er anslået til 15.586 tons og der blev eksporteret 70 t arsenholdigt træ .

Mængden af vacuumimprægneret træ udgør 12% af den samlede produktion i Danmark. Vacuumimprægneret træ anvendes til imprægnering af vinduesrammer og døre m.v. De fleste vacuumimprægneringsmidler består af organiske tinforbindelser, især tributyltinnaftenat (TBTN) og tributyltinoxid (TBTO) opløst i mineralsk terpentin eller petroleum. Kun et enkelt vandbaseret middel er godkendt, men ikke anvendt endnu.

De overfladebehandlingsmidler som anvendes i dag indeholder borsyre/borater, som er vandbaserede eller kuprinaftenat, TBTN hhv. TBTO, som er baseret på opløsningsmidler (mineralsk terpentin eller petroleum). Overfladebehandling foretages i begrænset omfang herhjemme. Den producerede mængde ligger på omkring 1% af den samlede mængde.

Borsyre til overfladebehandling er undervejs i forbudsproceduren og der forventes inden sommer en afgørelse vedr. TBTO og TBTN.

Kreosot anvendes ikke til imprægnering i Danmark mere, men der importeres kreosotimprægneret træ i form af jernbane- og sporvejssveller og ledningsmaster. I 1992 blev der i alt importeret ca. 1350 tons kreosot imprægneret træ og eksporteret ca. 300 tons kreosot-imprægneret træ. Ny-imprægneret træ indeholder ca. 17% w/w kreosot (2). Genanvendelse af jernbanesveller og ledningsmaster er ikke længere tilladt på en række områder. Dette gør at store mængder kreosotimprægneret træ skal bortskaffes på anden måde (forbrændes).

Levetiden for imprægneret træ er generelt lang (20 - 100 år ).Det antages, at der i 1992 var en affaldsmængde på ca. 17.000 tons imprægneret træ i Danmark ( ca. 16.200 tons trykimprægneret træ og ca. 800 tons vacuumimprægeneret). I denne mængde er der taget hensyn til produceret mængde, import/eksporteret mængde, træets levetid. Der er ikke iberegnet bidraget fra overfladebehandlet træ, som dog heller ikke bidrager væsentligt sammenlignet med de to andre træbehandlingsformer.

17.000t imprægneret træ modsvarer et tab for krom og kobber på 20-30 tons og for arsen, fosfor og bor på hver 5-10 tons. Tabet af tributyltinnaftenat og tributyltinoxyd (TBTN og TBTO) svarer til omkring 0,2 ton tin. Tabet af kreosot har ikke kunnet estimeres.  

Det forventes, at der vil blive indført forbud mod import af arsenbehandlet træ i 1997.

Under produktionsprocessen giver trykimprægnering såvel som vacuumimprægnering kun anledning til mindre mængder affald i form af slam fra opsamlingstanke og filterkager fra rensning af filtre, som indeholder imprægneringsmidler. Spild i øvrigt opsamles og genbruges under produktionsprocessen og træet bearbejdes ikke efter imprægneringen.

Tabet af tungmetaller i brugsfasen er ukendt, men under antagelse af at udvaskningen foregår lineært, kan det beregnes, at tabet af tungmetaller siden 1960 fra trykimprægneret træ er på 1.014 tons og for vacuumimprægneret træ på ca. 33 tons (1). Imidlertid foregår tabet således, at afgivelsen er størst i begyndelsen og derefter aftagende, hvorfor de beregnede tal sandsynligvis er lavt sat. I tabel 2 er mængden af aktivstoffer som udvaskes i brugsfasen beregnet ud fra ovenstående antagelser.

Det er i dag op til de enkelte kommuner at afgøre hvorvidt imprægneret træ skal bortskaffes ved deponering eller via forbrænding.

Affaldsminimering

Mængden af trykimprægneret træ med miljøbelastende stoffer kan begrænses ved information om alternativer og udvikling af nye midler.

Muligheden for en afgift til financiering af indsamling bør overvejes.

Genanvendelsesmuligheder

Udnyttelse af træets energiindhold er mulig hvis der kan findes fornuftige anvendelsesmuligheder for restprodukterne.

Import og eksport

Den samlede import af imprægneret træ til Danmark i 1992 skønnes at være 22.093 tons. Den samlede eksport af imprægneret træ var i 1992 på 24.755 tons . (1)

Der importeres trykimprægneret træ fra Norge (57%), Sverige(19%), Tyskland(13%) og Polen (6%), som er imprægneret med arsenholdige midler.

Den samlede mængde importeret træ der er imprægneret med arsenholdige midler i 1992 er estimeret til at være ca. 15.586 tons, hvilket svarer til ca. 48 tons arsen. Der blev eksporteret 0,2 tons arsen. I 1995 er mængden af arsen i importeret træ anslået til ca. 150 tons.

Importen af træ, der er imprægneret med ikke arsenholdige midler i 1992 er estimeret til at være ca. 1939 tons, hvilket svarer til 40 t krom og eksporteret 19 t. Der blev importeret 29 t kobber og eksporteret 20t.

I 1992 blev der importeret 1350 tons kreosotimprægneret træ, svarende til 148 t kreosot og eksporteret 300 tons(2), svarende til 38 t kreosot.

Importen af vacuumimprægneringsmidler i træ er for 1992 estimeret til 100 tons, svarende til ca 1 ton TBTN og 2 tons TBTO og eksporteret træ ca. 542 tons, svarende til ca 5 tons TBTN og 9 tons TBTO.

Massestrømmene i import og eksport udgør mindre end 10% af den hjemlige produktion. Der importeres primært trykimprægneret træ med indhold af krom, kobber og arsen. Der eksporteres vacuumimprægneret træ, som indeholder TBTN og TBTO.

Mål

Fjerne de miljøbelastende stoffer fra imprægneret træ

Forbedre behandlingsmetoderne for imprægneret træ, så energien udnyttes optimalt og genvindingen af ikke-fornybare ressourcer øges.

Ideer til fremtidige initiativer

Forbud mod import af arsenbehandlet træ forventes indført i 1997.

Fremme udviklingen af nye miljøvenlige imprægneringsmidler.

Nedbringe forbruget gennem information om alternativer.

Mulighed for indførelse af en afgift, til at mindske forbruget. Samtidig kan indsamlingsomkostningerne evt. dækkes.

Undersøge muligheder for etablering af alternative behandlingsmetoder, f.eks. i form af pyrolyse.

Udarbejdelse af bekendtgørelse om separat indsamling af imprægneret træ.

Udarbejdelse af informationskampagne om forbud mod forbrænding af imprægneret træ i brændeovne og mindre fyringsanlæg.

Litteratur

1. Hansen, O.C., L.K. Andersen, H. Færgemann, S. Møller & O. Poll. 1995 Træbeskyttelsesmidler og imprægneret træ. Massestrømsanalyse, miljø- og sundhedsvurdering. Miljøprojekt Miljøstyrelsen udkast.

2. Jelnes J. E. 1995. Baggrundsnotat til sundhedsmæssig og miljømæssig vurdering af udsivning af kreosot fra genanvendt træ. Internt notat. Miljøstyrelsen. 1995

3. Hansen O.C.& L. Frost. 1996.. Arsenudsivning fra træ behandlet med træbeskyttelsesmidler. Miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af udsivningen. Miljøprojekt nr. 329. Miljøstyrelsen,.

4. Terkildsen, L., 1994. Forbrænding af forurenet spildtræ. Energiministeriets forskningsudvalg for produktion og fordeling af el og varme. DK-teknik.

5. Massestrømsanalyse for kobber. Miljøprojekt 323. Miljøstyrelsen. 1996.

6. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 665 af 4. juli 1996 om begrænsning af salg og anvendelse af kreosot.

1.9 Kemiske bekæmpelsesmidler

Fakta

Problemer

Bekæmpelsesmidler er en samlet betegnelse for stoffer og produkter, som anvendes til at bekæmpe uønskede planter, svampe og skadedyr samt produkter, der regulerer plantevæksten.

Bekæmpelsesmidler i plantebeskyttelsesmidler opdeles i herbicider, vækstregulatorer, fungicider og insekticider.

Bekæmpelsesmidler har i kraft af deres indgribende funktion på livsprocesser en potentiel skadevirkning for mennesker, dyr og miljø. Effekterne kan stamme fra selve aktivstofferne, fra deres nedbrydningsprodukter og fra hjælpestoffer, der indgår i produkterne. Blandt de miljømæssige risici kan nævnes stoffernes bestandighed i jorden, faren for nedsivning til grundvandet og indirekte effekter i form af reduceret fødegrundlag for dyr og fugle.

Af landbruget vurderes det som et problem, at ordninger for indsamling af bekæmpelsesmiddelaffald varierer fra kommune til kommune. I en del kommuner kan landmænd gratis aflevere affaldet på genbrugspladser m.v., mens landmænd fra andre kommuner skal betale for den en kommunale ordning.

Suså kommune har etableret en forsøgsordning.

Generelt/status

Kemiske bekæmpelsesmidler anvendes primært i landbrug, frugtavl, gartneri, grønne områder og træimprægneringsindustrien, men bruges også i private haver. Affald fra træimprægnering er behandlet på fakta-arket "træimprægnering", mens affald fra privat havebrug behandles under "farligt affald fra husholdninger".

Alle bekæmpelsesmidler skal godkendes inden salg eller anvendelse. Godkendelsesordningen blev strammet op i 1979 og 1987 og har for plantebeskyttelsesmidlernes vedkommende været omfattet af direktiv 91/414 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler. Miljøstyrelsen godkender ikke bekæmpelsesmidler, der udgør en særlig fare for sundheden eller en særlig risiko for miljøet. Det drejer sig f.eks. om midler, der kan give langtidsvirkninger i form af kræft, fosterskader og skader på arveanlæggene.

For biocider (træbeskyttelsesmidler, desinfektionsmidler, rottemidler, slimicider og produktkonserveringsmidler m.v.) er et tilsvarende direktiv under behandling i EU. I Rådets fælles holdning indgår, at der i forbindelse med godkendelsesproceduren skal tages stilling til om biocidet giver anledning til problemer for affaldsbortskaffelsen enten af selve det biocidholdige produkt eller af materialer, der er behandlet med produktet.

I forbindelse med opstramningerne af godkendelsesordningen har gamle bekæmpelsesmidler skulle revurderes. Imidlertid kneb det med at få forbudt de uacceptable midler.

I 1994 blev forbudsloven vedtaget i Folketinget. Dette medførte, at der blev indført forbud mod salg og anvendelse af en række bekæmpelsesmidler samt etableret en ordning, hvorefter uacceptable bekæmpelsesmidler løbende enten kan forbydes eller få indskrænket anvendelsesområdet.

I forbindelse med godkendelse af bekæmpelsesmidler fastsættes strafsanktionerede forskrifter for midlernes anvendelse.

Miljøministeren udsendte i 1987 en handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler (pesticidhandlingsplanen). Planens målsætning var udover en udfasning af uacceptable midler en halvering af forbruget inden 1. januar 1997 set i forhold til forbruget i perioden 1981 til 1984.

Som led pesticidhandlingsplanen er der gennemført en række forsknings- og udviklingsarbejder, stillet krav om at erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler skal være i besiddelse af et sprøjtebevis/sprøjtecertifikat, gennemført informationskampagner om den rette brug af og generelt ydet rådgivning af den enkelte landmand.

Plantebeskyttelsesmidler (herbicider, vækstregulatorer, fungicider og insekticider) udgør 2/3 af salget af kemiske bekæmpelsesmidler. I 1995 blev der solgt i alt godt 4800 tons plantebeskyttelsesmidler (aktivt stof). 90 % af disse er solgt til brug i landbruget, mens resten anvendtes i skovbruget, bær- og frugtavl samt planteskoler. På offentlige arealer anvendtes ca. 40 tons aktivt stof, mens der i private haver blev anvendt ca. 225 tons.

I 1995 blev der registreret en nedgang i forbruget af aktivt stof inden for landbruget på 30 % i forhold til udgangsårene 1981-84. Dette fald skyldes først og fremmest den stigende brug af stoffer, som er biologisk aktive ved meget lave doseringer. Stofferne anses generelt for at være et fremskridt, da risikoen for mennesker og for at der sker spild er mindre end ved de traditionelle midler. Da stofferne er meget biologisk aktive er de indirekte effekter i form af nedsættelse af fødegrundlaget for dyr og fugle dog de samme.

Det kan konstateres, at nedgangen i brugen af aktivt stof ikke har betydet en tilsvarende nedgang i bekæmpelsesaktiviteten. I 1994 blev det danske landbrugsareal i gennemsnit behandlet 2,5 gange med bekæmpelsesmidler, mens handlingsplanens mål per 1/1-97 er 1,3 gange og udgangspunktet i årene før planen var 2,67.

Stadigt flere offentlige myndigheder er gået bort fra anvendelse af bekæmpelsesmidler ved pleje af offentlige grønne arealer. Til ukrudtsbekæmpelse anvendes i stedet ukrudtsbrænder, børstning/fejning eller håndkraft.

Der findes således ingen overslag over affaldsmængden fra brug af bekæmpelsesmidler. I landbruget vurderer man, at affaldsmængderne må være meget små, da midlerne er dyre og da den generelle miljøbevidsthed hos landmændene er blevet højere i løbet af de sidste ti år.

Det affald som indsamles, indsamles helt overvejende via de kommunale genbrugspladser, hvor de fleste kommuner tillader mindre erhvervsdrivende - herunder landmænd - at aflevere miljøfarligt affald. Affaldet emballeres med kommunens øvrige affald af denne type, og sendes til modtagestationerne deklareret som bekæmpelsesmiddelaffald stammende fra den enkelte kommune.

I Nyborg og Suså kommuner kører i øjeblikket pilotforsøg/forsøgsordninger med frivillige indsamlingsordninger for kemikalieaffald fra landbruget. Begge steder afhentes affaldet vederlagsfrit for den enkelte landmand. Forsøgenes formål er bl.a. at kortlægge affaldsmængder og økonomi, og resultater forventes at foreligge i løbet af efteråret 1996.

De foreliggende data for indsamlede mængder i Suså kan bruges som en retningspil for hvor store mængder, der potentielt kan samles ind på landsplan.

Der er på 40 ejendomme i kommunen i 1994 indsamlet hhv. 1,5 tons pesticidrester og 4 tons pesticidemballage.

Der er ca. 1994 67.000 bedrifter i Danmark. Med udgangspunkt i Suså kommunes erfaringer med at indsamle pesticidrester svarer det til, at der på landsplan kan formodes at være 2700 tons bekæmpelsesmiddelrester ophobet i landbruget.

Affald i form af rester af bekæmpelsesmidler og emballage fra giftige eller sundhedsskadelige bekæmpelsesmidler indsamles og behandles som farligt affald. Dog kan rengjorte tømte emballager fra vandopløselige farlige midler, der ikke er giftige eller meget giftige, bortskaffes med den kommunale affaldsordning (primært ordningen for dagrenovation).

Normalt forbrændes bekæmpelsesmiddelrester på Kommunekemi. Indkommer ældre midler indeholdende kviksølv, sendes disse til specialdeponi i Tyskland.

Affaldsminimering

Der findes ingen overslag over affaldsmængden fra brug af bekæmpelsesmidler. I landbruget vurderer man, at affaldsmængderne må være meget små, da midlerne er dyre og den generelle miljøbevidsthed hos landmændene er blevet højere i løbet af de sidste ti år.

Bekæmpelsesmiddelafgiften, som blev indført i 1996, skal nedsætte forbruget (målt som behandlingshyppigheden) med 5-10 %

Genanvendelsesmuligheder

Der kendes ingen genanvendelsesmuligheder for bekæmpelsesmiddelrester.

Ideer til fremtidige initiativer

Undersøge behovet for en bedre indsamling af rester fra bekæmpelsesmidler, inspireret af undersøgelserne i Suså kommune.

Information og undervisning med henblik på at ændre af sprøjtevaner, valg af afgrødesammensætning og sædskifte.

Indførelse af retursystem for bekæmpelsesmiddelemballager.

Litteratur

Telefonisk kontakt til Hans Christensen, Landbrugets rådgivningscenter i Skejby, den 2. august 1996.

Miljøministerens handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler. Miljøministeriet, december 1986.

Pesticidsalget i 1994 og pesticidanvendelsen i landbrugets planteavl i 1994. Statistiske efterretninger, Miljø 1995:15, Danmarks Statistik.

Bekæmpelsesmiddelstatistik 1994. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 8, 1995.

Foreløbig liste over bekæmpelsesmidler, Miljøstyrelsen har vurderet som særligt sundhedsfarlige og/eller særligt miljøskadelige. Miljøstyrelsen,

Bekæmpelsesmiddelkontoret, 6. februar 1996.

Odense kemikaliefri. Artikel i Stads- og havneingeniøren nr. 4, april 1996

Ukrudtsbekæmpelse uden brug af kemikalier. Artikel i Stads- og havneingeniøren nr. 5, maj 1996.

Vejledning om etiketter på emballager til bekæmpelsesmidler. Notat fra

Miljøstyrelsen, Bekæmpelsesmiddelkontoret, oktober 1993.

Vejledning i planteværn. Statens Planteavlsforsøg, Landskontoret for

Planteavl. Landbrugets informationskontor, 1996.

Bedre miljø og mere natur på offentlige arealer. Ella Maria Bisschop-Larsen, 1995.

Telefonisk kontakt til Benny Gangelhof, modtagestation Fyn, den 5. august 1996.

Telefonisk kontakt til miljøtekniker Allan Johansen, Suså kommune, den 5. august 1996.

Telefonisk kontakt til Herman Petersen, Skærbæk Lokalforening (korn og foderstofhandel), den 7. august 1996.

Telefonisk kontakt til park- og vejchef Per Glad, park- og vejafdelingen i

Odense kommune, den 7. august 1996.

Salgsstatistik 1994. Dansk Agrokemisk Forening, 1995.

1.10 Klinisk risikoaffald

Fakta

Problemer

Risikoen ved håndtering og bortskaffelse af klinisk risikoaffald består i muligheden for at blive smittet. Den reelle smitterisiko må vurderes at være meget lille. De faktiske uheld, der er registreret med stikulykker med risiko for smitte, sker altovervejende ved patientbehandlingen eller som følge af henkastede kanyler fra narkomaner. Der er ikke registreret ulykker eller smitte ved bortskaffelse af klinisk risikoaffald i Danmark. Håndteringen og bortskaffelsen af klinisk risikoaffald må generelt vurderes at ske på et højt niveau, specielt efter at forbrændingen er overgået fra de mindre ovne på hospitalerne til dertil godkendte affaldsforbrændingsanlæg med moderne røggasrensning.

Generelt /status

Affaldet kommer fra såvel den primære som den sekundære sundhedssektor herunder også fra behandlingen af dyr. Affaldet bortskaffes ved forbrænding, hvorved der sker en inaktivering af smitten, en energiudvinding, en volumenreduktion og en uigenkendelighed af affaldet, hvilket er hensigtsmæssigt med navnlig vævsaffaldet.

Mængderne af klinisk risikoaffald per sengedag varierer fra 0,2-0,6 kg.

Der er kun begrænset viden om, hvordan det kliniske risikoaffald fordeler sig mængdemæssigt på stikkende og skarpe genstande, blodigt affald, vævsaffald m.v. og hvor meget dagrenovationslignende affald, der bortskaffes som klinisk risikoaffald.

Klinisk risikoaffald er ved bekendtgørelse nr. 581 af 24. juni 1996 om bortskaffelse mv. af affald blevet klassificeret som farligt affald.

Affaldsminimering

Mængden af klinisk risikoaffald kan minimeres ved at ændre rutiner og materialer i forbindelse med patientpleje/-behandling. På baggrund af etiske, æstetiske og økonomiske hensyn er rutinerne ved patientpleje/-behandling indrettet med udgangspunkt i hensynet til patientens sundhed og kun i meget ringe omfang affaldsproduktionen. En affaldsminimering af klinisk risikoaffald af denne vej må vurderes at være tvivlsom.

Mængden af klinisk risikoaffald kan endvidere nedbringes ved en korrekt sortering. Erfaringsmæssigt sorteres der således, at personalet i tvivlstilfælde bortskaffer affald som klinisk risikoaffald. Der bør ikke ændres ved dette princip men tvivlstilfælde kan formentlig nedsættes. Oplysning og uddannelse om de affaldstyper, der skal bortskaffes som klinisk risikoaffald, kan medføre, at større mængder ikke-farligt affald i stedet korrekt bortskaffes som dagrenovation. Umiddelbart vil den samlede mængde af klinisk risikoaffald og dagrenovationslignende affald ikke falde, men da håndteringen af klinisk risikoaffald medfører et stort emballageforbrug, dels fordi klinisk risikoaffald ikke må komprimeres, dels fordi der sker en dobbeltemballering, og dels fordi der stilles store krav til emballagens holdbarhed, vil en miljøforbedring ved korrekt sortering kunne opnås, i og med at emballageforbruget samlet set nedsættes. Transportbehovet vil samlet set endvidere blive nedsat.

Mængden af klinisk risikoaffald til forbrænding kan endvidere nedsættes ved at affaldet uskadeliggøres ved en form for forbehandling inden det forbrændes. Denne løsning praktiseres i flere europæiske lande. Samlet set reducere dette dog ikke affaldsmængden eller den samlede smitterisiko og må antages at være en konsekvens af manglende kapacitet til forbrænding af klinisk risikoaffald. Metoden vil endvidere medføre enten et øget energiforbrug eller anvendelse af kemikalier.

Genanvendelsesmuligheder

Klinisk risikoaffald egner sig formentlig af bl.a. æstetiske og etiske grunde ikke til anden form for genanvendelse end energiudvinding. Der er endvidere ikke kendskab til nogen anden potentiel genanvendelsesmulighed.

Import og eksport

Specialforbrændingsanlægget i Nørre Alslev har igennem flere år importeret klinisk risikoaffald fra Tyskland.

Mål

Sikre en etisk, æstetisk og miljømæssig korrekt behandling.

Ideer til fremtidige initiativer

Udarbejdelse af en revideret vejledning om klinisk risikoaffald til erstatning for vejledning nr. 1/1994.

Den nye vejledning forventes færdig omkring årsskiftet 1996/1997.

Litteratur

1. Affaldsstatistik 1995. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 14. 1996

2. Registreringer i 1995 i henhold til Rådets forordning 259/93 om grænseoverskridende transport af affald.

3. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 1/1984 "Bortskaffelse af sygehusaffald"

4. Udkast til Vejledning om klinisk risikoaffald.

5. Rendan Videncenteret, Teknologiovervågning Specielt sygehusaffald.

6. Rendan Videncenteret, Affaldshåndbogen 95/96.

7. Miljøprojekt nr. 252, Emballagevalg og affaldsproduktion på sygehuse.

8. EU-kommissionen, Analysis of priority waste streams, Healtcarewaste 1993

1.11 Madaffald fra storkøkkener

Fakta

Generelt / status

Dette faktaark omhandler madaffald, der indsamles i henhold til bekendtgørelse om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener nr 883 af 11. december 1986. Madaffald fra storkøkkener er vegetabilske og animalske rester og levninger fra såvel tilberedning som servering af levnedsmidler. Ved et storkøkken forstås et køkken, som erhvervsmæssigt eller med henblik på forplejning eller lignende sælger, serverer eller på anden måde leverer mad til andre, f.eks institutions- og hospitalskøkkener, hotelkøkkener og restauranter, færger, fly, kantiner, kaserner, cateringsfirmaer o.lign.

Bekendtgørelsen om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener (nr. 883 af 11. december 1986), der trådte i kraft med virkning fra 1. januar 1990, forpligtiger kommunerne til at etablere indsamlinger af madaffald fra storkøkkener med mere end 100 kg madaffald pr. uge. Kommunerne kan enten selv etablere indsamlingen eller lade private virksomheder forestå indsamlingen.

I 1989 blev det beregnede, totale madaffaldspotentiale fra storkøkkener i Danmark anslået til i alt ca. 19.600 ton pr. år /1/. I 1995 skønnede de danske oparbejdningsanlæg, at det totale indsamlingspotentiale for madaffald var i alt ca. 20.000-25.000 ton pr. år /2/.

I 1994 blev der indsamlet og genanvendt omkring 19.000 ton madaffald fra storkøkkenerne, svarende til 76 % af et skønnet indsamlingspotentiale på 25.000 ton /2/.

Det indsamlede madaffald genanvendes som madpulp eller kød- og benmel. Genanvendelsesordningen er finansieret via et indsamlingsgebyr betalt af storkøkkenerne.

Madaffald behandles på 3 virksomheder i Danmark: PNA i Kolding, Kambas ved Ringsted og Daka i Løsning.

På PNA og Kambas findeles og trykkoges madaffaldet. På Kambas tilsættes tillige konserveringsmiddel (myresyre). Det færdige produkt kaldes (mad-)pulp.

Daka oparbejder madaffald fra storkøkkener til kød- og benmel.

Madpulp bruges som tilsætning til husdyrfoder, fortrinsvis til svineavlere. Svineproducenterne kan erstatte omkring 20-25 % af det anvendte foder med madpulp. Der er stor efterspørgsel på madpulp fremstillet af madaffald. Således fører producenterne af madpulp ventelister over svineproducenter, der ønsker at blive faste aftagere af madpulp. Som hovedregel skal den enkelte landmand have en besætning på mindst 2.000 fedesvin, før investeringen i opbevaringssiloer til pulpen kan forrentes.

Kød- og benmel bruges ved fremstilling af dyrefoder (bl.a. fiskefoder).

Problemer

Madaffald bør ikke indeholde betydelige koncentrationer af miljøfremmede stoffer. Der er fastsat en grænseværdi på 3 mg/kg i levnedsmidler. Alligevel kan bortskaffelse af madaffald bidrage til forskellige miljøbelastninger afhængig af hvilken behandlingsmetode der anvendes:

Affaldsminimering

Mængderne af madaffald fra storkøkkenerne er især bestemt af anvendelsen af hel- og halvfabrikata og udnyttelsesgraden af råvarer /4/:

Ved udbredt anvendelse af hel- og halvfabrikata nedsættes mængden af råvarer, der kasseres i forbindelse med fødevareproduktionen, og dermed nedsættes mængden af madaffald (eksempelvis udkogte kraftben, suppeurter, kartoffelskræller m.v.). Imidlertid vil disse affaldsmængder i stedet blive produceret på centrale fødevarefabrikker.

En bedre udnyttelse af råvarerne kan reducere mængderne af madaffald. Desuden kan en effektiv udnyttelse af råvarerne medvirke til at begrænse storkøkkenernes udgifter. På denne baggrund er storkøkkenerne af økonomiske årsager motiveret for at udnytte råvarerne effektivt.

Udnyttelsesgraden for råvarerne er ligesom anvendelsesgraden af hel- og halvfabrikata afhængig af køkkenets krav til de færdige fødevareprodukter. Disse krav varierer fra storkøkken til storkøkken afhængig af køkkenets overordnede koncept. I øjeblikket er der tendens til en stigning både i antallet af gourmet-restauranter (ingen hel- og halvfabrikata, høje krav til råvarer, relativ stor produktion af madaffald) og i antallet af "lavpris"-restauranter (anvender hel- og halvfabrikata, lave krav til råvarer, relativ lav produktion af madaffald). På den baggrund er der i hotel- og restaurationsbranchen ikke en forventning om, at der vil ske betydelige ændringer i den samlede produktion af madaffald fra storkøkkener indenfor den nærmeste årrække /4/.

Genanvendelsesmuligheder

Den nuværende genanvendelse omfatter udelukkende produktion af madpulp samt kød- og benmel.

Teknisk set er der også mulighed for at genanvende madaffaldet fra storkøkkenerne ved bioforgasning eller kompostering. Ved bioforgasning genanvendes energiindholdet og indholdet af næringssalte. Ved kompostering genanvendes næringssaltene i madaffaldet.

En eventuel kompostering eller bioforgasning af madaffald fra storkøkkener vil være omfattet af Miljøministeriets bestemmelser om anvendelse af affald til jordbrugsformål.

Mål og ideer til fremtidige initiativer

Siden bekendtgørelsens tilblivelse, er der sket en udvikling omkring biogasfællesanlæggene, der betyder, at en del af disse vil kunne modtage og behandle madaffald fra storkøkkener. Samtidig har disse et stort behov for at modtage organisk affald, for at forbedre økonomien.

Det er under overvejelse at ændre bekendtgørelsen, således at madaffald fra storkøkkener kan anvendes i biogasfællesanlæg. Dette kræver imidlertid en vurdering af økonomien for de anlæg, der på baggrund af bekendtgørelsen har foretaget investeringer for at kunne behandle madaffald fra storkøkkener, samt en afklaring med Veterinærdirektoratet vedrørende anvendelse af det afgassede madaffald på landbrugsjord.

Omkring 76 % af indsamlingspotentialet for madaffald fra storkøkkener udnyttes i dag, hvilket betragtes som værende tilfredsstillende. Der bør imidlertid følges op på, om alle kommuner har vedtaget regulativer.

Litteratur

1. Miljøprojekt nr. 108, 1989, Miljøstyrelsen

2. Statistisk data om affald og genanvendelse i Danmark 1995, Videncenter for Affald & Genanvendelse, Rendan A/S.

3. Oversigtsnotat om Bioaffald, Oktober 1995, Videncenter for Affald & Genanvendelse, Rendan A/S.

4. Personlig samtale med Pernille Balslev, Horesta (Hotel- og restaurationsbranchen), og Allan Nielsen, Restaurant Nimb p.v.a. Horesta.

1.12 Nikkel-Cadmium-batterier

Fakta

Problemer

Uindsamlede batterier, som indeholder nikkel og cadmium, bortskaffes via almindelig dagrenovation og bidrager til tungmetalbelastningen af restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæg.

Generelt /status

Nikkel-cadmium-batterier er den væsentligste kilde til cadmium-belastning af restprodukter fra affaldsforbrænding. Batterierne udgør op mod 80% af cadmium-forbruget. Forbruget er ligelig fordelt på husholdning og erhverv. Der er etableret en separat indsamlingsordning af batterierne i Danmark. I ordningen er der indbygget et økonomisk incitament i form af en godtgørelsesordning, der finansieres af en afgift pålagt de enkelte batterier.

Nye batterityper, der er mere miljøvenlige, er allerede på det danske marked og med indførslen af de nye regler vil substitutionen blive forceret. Den lovpligtige afgift betyder at prisforskellen mellem de grønne typer f.eks. nikkel-metalhydrid-batterier og de cadmium-holdige typer er udlignet. Endnu er der ikke udviklet miljøvenlige alternativer til de meget energikrævende batteridrevede maskiner, hvorfor 1/3 af disse stadig kræver cadmium-holdige batterier og vanskeligt vil kunne erstattes med miljøvenlige typer før årtusindskifte.

Affaldsminimering

Som følge af de igangværende - relativt nye - initiativer er der allerede nu sket en reduktion af nikkel-cadmium-batteri-salget svarende til 1/3 af forbruget. Heraf følger en generel nedgang i cadmium-belastningen i affaldet på sigt.

Genanvendelsesmuligheder

Cadmium destilleres af de brugte batterier og genanvendes til produktion af nye batterier.

Import og eksport

Batterierne oparbejdes hovedsageligt i Frankrig og Sverige. Der importeres ikke brugte batterier

til Danmark.

Ideer til fremtidige initiativer

Den nuværende afgifts- og godtgørelsesordning vil sikre at de batterier, som findes på markedet i dag, bliver indsamlet.

Der arbejdes i EU for et forbud for visse anvendelsesområder af nikkel-cadmium-batterier.

Litteratur

Miljøprojekt nr. 213,1993. Forbrug af og forurening med cadmium.

FIGB, Cowiconsult rapport, 1994. Indsamlingspotentiale for genopladelige batterier, August 1994.

Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 42, 1990. Frivillig indsamling af genopladelige batterier.

Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 33, 1992. Forbrug og bortskaffelse af åbne NiCd akkumulatorer.

Miljøprojekt nr. 269, 1994. Miljøbelastning fra affaldsbehandlingsanlæg.

Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 3, 1994. Heavy metals.

1.13 Organisk industriaffald

Fakta

Generelt/ status

Organisk industriaffald omfatter i dette faktaark faste og flydende affaldsprodukter eller biprodukter fra nærings- og nydelsesmiddelindustri, medicinalindustri og grønttørringsvirksomheder samt fedt- og flotationsslam. Organisk affald, der udledes med spildevand til kloak, er ikke medtaget. Ligeledes er organisk affald, der er klassificeret som farligt affald, ikke omhandlet her.

Organisk industriaffald forekommmer dels i fast form dels i flydende form. Ved fast organisk industriaffald forstås vegetabilske eller animalske affaldsprodukter i form af kød, brød, fisk, frugt og grønt, kulhydrat m.m.

Ved flydende organisk industriaffald forstås vegetabilske eller animalske affaldsprodukter opløst eller suspenderet i vand, samt slam med indhold af f.eks protein, fedtstoffer, kulhydrat m.m.

Faktaarket omfatter homogene biprodukter, der uden videre behandling eller sortering afsættes til anvendelse i anden produktion. Disse er ikke omfattet af Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97, og de er ikke indberetningspligtige til ISAG.

Mængder og genanvendelse er kun delvist belyst. (1). Totalmængden af organisk industriaffald er ikke kendt (2), men er skønnet til ca. 1.000.000 ton pr. år. Der er betydelige usikkerheder ved dette skøn. Det forventes at en nærmere kortlægning vil vise betydeligt større mængder. Slagterriaffald til foderproduktion udgør over 60% af de samlede opgjorte mængder ifølge oplysninger fra Kambas, Daka samt Energistyrelsen. Ca. 120.000 tons organisk industriaffald bioforgasses om året.

Store dele af det organiske industriaffald er ikke omfattet af indberetningspligten til ISAG. Det gælder blandt andet de mængder, der udbringes på landbrugsjord. Amterne skal hvert år indberette mængder af affaldsprodukter, der er anvendt til jordbrugsformål i henhold til den gældende bekendtgørelse om affaldsprodukter til jordbrugsformål. Mange af disse affaldsprodukter indholder så lidt tørstof, at det nærmere har karakter af spildevand.

Problemer

Det organiske industriaffald udgør totalt set meget store mængder. Store dele af affaldsprodukterne indeholder imidlertid meget lidt tørstof.

Ved deponering af organisk affald, dannes der perkolat og drivhusgassen methan.

Ved ændring af slambekendtgørelsen i 1995, må de organiske affaldsprodukter ikke udbringes på landbrugsjord hele året fra år 2000. Dette betyder, at mange virksomheder med affaldsprodukter med meget lavt tørstofindhold skal til at revurdere anvendelsen af produktet. Hvis affaldsprodukterne fortsat skal anvendes på landbrugsjord, skal der bygges stor oplagringskapacitet.

Affaldsminimering

For alle virksomheder i de ovennævnte brancher gælder, at mulighederne for udvikling og indførelse af renere teknologi kan undersøges med henblik på at reducere mængden af organisk industriaffald.

Med fremtidens stigende vandpriser vil virksomheder med væsentlige spildevandsmængder have incitament til at nedbringe deres vandforbrug, således at der kan forventes et øget tørstofindhold i det flydende organiske industriaffald. Der er udarbejdet renere teknologiprojekter for fiskeindustrien og svine- og kreaturslagteribranchen (4), (5). Specielt slagterierne har nedbragt mængden af affald, ved at nedbringe vandforbruget.

Genanvendelsesmuligheder

Organisk industriaffald kan genanvendes til:

- Foderproduktion.

- Bioforgasning

- Kompostering

- Gødning

For nogle organiske industrielle affaldsprodukter er den miljømæssigt set optimale genanvendelse umiddelbar at definere, mens det for andre organiske affaldsprodukter er vanskeligt entydigt at afgøre, om det miljømæssigt set bør genanvendes til dyrefoder, bioforgasses eller kompostereres. Se skema nedenfor.

De ovennævnte anvendelser af restprodukterne forudsætter, at de ikke er forurenet med stoffer som er skadelige ved den foreskrevne anvendelse.

En række organiske affaldsprodukter fra nærings- og nydelsesindustrien mv. anvendes til foder af høj værdi. Dette drejer sig om: Mask, trub og gærfløde fra bryggerier, pulp fra kartoffelindustrien, pulp og melasse fra sukkerfabrikkerne, bærme og vinasse fra spritproduktionen, citrusskaller fra pektinproduktionen, bærrester fra frugtindustrien, affald fra rensning af fisk samt blod, knogler indvolde m.m fra slagterier (2).

Oversigt over anvendelse af organiske affaldsprodukter fra industri:

Omarbejdet fra kilde (3): ~ bedste anvendelse, ã god anvendelse, ÿ brugbar anvendelse

Udviklingen af biogasfællesanlæg har været af væsentlig betydning for mulighederne for en øget genanvendelse af især flydende organiske affaldsprodukter. Biogasanlæggene har i 1995 aftaget ca. 120.000 tons organisk industriaffald i form af: Mave/tarmindhold fra slagterier m.m, slam fra fødevarer industri, fiskeaffald og floatationsslam, mukosa (tarmindhold), marmelade, kirsebær æbler, fedt og slam fra rensningsanlæg samt andet industriaffald m.v. Ca. 33% af affaldet er fra slagterierne.

En del komposteringsanlæg, vil kunne behandle organisk industriaffald alt afhængig af typen (formen fast eller flydende), indhold af miljøfremmede stoffer, hygiejniske forhold m.v. Enkelte komposteringsanlæg behandler forskellige former for organisk industriaffald.

En del organiske affaldsprodukter fra industrien anvendes direkte til gødning på landbrugsjord. Typisk er der tale om affaldsprodukter med meget lavt tørstofindhold.

Mål

I regeringens handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97 indgår ingen særskilte mål for genanvendelse af organisk industriaffald, men der er en målsætning om, at 50 - 60% af affaldet fra industrien skal genanvendes inden år 2000. Store dele af det organiske industriaffald indgår ikke i målsætningen, idet de betragtes som homogene biprodukter.

Det er målet at genanvende mest muligt af det organiske affald, der er egnet til genanvendelse. Der fastsættes ikke delmål for det organiske industriaffald, idet mængderne ikke er kvantificerbare på baggrund af tilgængelige data.

Forslag til mulige initiativer.

Der er iværksat et projekt om genanvendelse af organisk erhvervsaffald, der bl.a. omfatter vurdering af typerne, estimering af mængden og opstilling af retningslinier for systematisk håndtering af affaldstyper, som kan genanvendes. På baggrund af dette projekt skal det vurderes, om der er behov for opstilling af målsætninger og handlingsplaner for området.

Visse dele af affaldet er ikke umiddelbart egnet til genanvendelse, f.eks på grund af affaldets indhold af sand, salt eller tungmetaller. Det bør undersøges om disse affaldsprodukter kan gøres egnede til genanvendelse.

Eksisterende genanvendelsesmuligheder opretholdes og udbygges, kombineret med en forbedring af det organiske industriaffalds kvalitet og tørstofindhold. Dette er blevet mere aktuelt efter de seneste ændringer af slambekendtgørelsen. Der kan vise sig at være behov for iværksættelse af projekter med henblik på afvanding af forskellige affaldsprodukter.

Virksomhederne skal informeres om mulighederne for renere teknologi og genanvendelse af det organiske affald.

Der er iværksat forskellige generelle initiativer omkring udfasning af visse af de miljøfremmede stoffer.

Litteratur

1) Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97, Miljøministeriet juni 1992

2) Biogashandlingsplanen, Baggrundsrapport, nr. 12 Biomasse anvendelig i biogasfællesanlæg. Energistyrelsen 1991

3) Københavns kommune, Miljøkontrollen, Faste og flydende industrielle restprodukter samt næringsholdige restprodukter, Rendan A/S 1995.

4) Miljøprojekt nr 116, Renere teknologi i svine- og kreaturslagteribranchen, Miljøministeriet, 1989.

5) Miljøprojekt nr 97, Renere teknologi i fiskeindustrien, Miljøministeriet, 1989.

1.14 PVC

Fakta

Problemer

PVC er den plasttype, der giver anledning til flest miljøproblemer. Der er registreret en række forskellige problemer både ved fremstilling af rå PVC, ved anvendelse af materialet og ved bortskaffelse ved forbrænding.

PVC tilsættes forskellige additiver for at give materialet forskellige egenskaber. Additiverne kan være: Farvestoffer, stabilisatorer, antistatika, brandhæmmende stoffer, fyldstoffer og blødgørere. Til de enkelte additiver knytter sig forskellige miljøforhold.

I produktionsfasen, dvs. ved fremstilling af rå-PVC (hvilket ikke sker i Danmark), forarbejdning af halvfabrikata og ved produktion af færdigvarer fremkommer der forskellige typer af affald. De typer af affald/emissioner, der fremkommer ved fremstilling af rå-PVC er eksempelvis vinylchloridmonomer (VCM).

Spildevandsemissioner af dioxiner samt risiko for spredning af klor/klorerede forbindelser og VCM ved uheld er de mest miljøbelastende forhold ved fremstilling af PVC. Ved åben forarbejdning som eksempelvis kalendrering, kan der være en væsentlig eksponering og effekt af blødgørere og klorbrinte samt andre produkter og nedbrydningsprodukter i damp- eller aerosolform i arbejdsmiljøet (6).

I brugsfasen kan PVC, afhængig af hvilke additiver der er tilsat, give anledning til forskellige miljøproblemer. Det væsentligste problem knytter sig til anvendelsen af blødgørere i PVC. Problemet ses primært, hvor blød PVC kommer i kontakt med vand, og dermed afgiver phthalater til spildevand eller vandmiljøet. Der er måles relativt høje koncentrationer af blødgørere i spildevand og spildevandsslam i dag og en væsentlig kilde hertil vurderes at være PVC.

Den mest anvendte blødgører til PVC er phthalater. En af de mest anvendte phthalater er DEHP (di-2-ethylhexyl-phthalat), der er mistænkt for at have kræftfremkaldende effekt. Nogle phthalater er mistænkt for at have østrogenlignende effekter og nogle kan påvirke reproduktionsevnen hos visse organismer (se fakta-ark for Phthalater).

I Danmark giver bortskaffelse af PVC anledning til store miljøproblemer. Dette skyldes, at hovedparten af alt affald her forbrændes og at PVC findes blandet op i mange affaldsfraktioner. PVC afgiver ved forbrænding klorbrinte, der resulterer i dannelsen af saltsyre (HCl). For at neutralisere denne syre er det nødvendigt at foretage en kalkbaseret røggasrensning. PVC er den væsentligste enkeltkilde til klor i affald og det vurderes, at PVC bidrager med ca. 2/3 af klortilførslen til danske forbrændingsanlæg (13)

Bortskaffelsen af forskellige produkter fremstillet af PVC indeholdende forskellige additiver vil ud over syredannelsen give anledning til andre problemer. Hvor blødgørerne primært giver anledning til problemer i brugsfasen, er stabilisatorerne de mest kritiske i affaldsleddet.

Stabilisatorerne har gennem tiden primært været cadmium og bly. Ved forbrænding af den stabiliserede (hårde) PVC frigives den tilsatte cadmium og bly primært til røggasrensningsproduktet. Fra røggasrensningsproduktet kan der ske en udvaskning af stabilisatorerne til overflade- og grundvand, da stofferne her er meget mobile.

Generelt/ status

I forbindelse med indgåelse af PVC aftalen i 1991 blev det vedtaget, at der skulle tages en række initiativer for at imødekomme de miljøproblemer, der knytter sig til især bortskaffelsen af de forskellige PVC produkter. Aftalen indeholder således følgende målsætninger for nedbringelse af PVC-mængden til affaldsforbrænding:

Emballage

- 52% reduktion i.f.t. 1987 (i vægt) inden 1.1.1993 ved substitu

tion

- 62% reduktion i.f.t. 1987 (i vægt) inden 1.1.1995 ved substitu tion

- 85% reduktion i.f.t. 1987 (i vægt) inden 1.1.2000 ved substitu tion

Status 1996: Alle delprojekter, delmål og analyser er udført, som foreskrevet i aftalen fra 1991. Delmålet for 1995 på 62% substitution af emballage er nået.

Plastindustrien har dog i statusrapporten fra 1996 for PVC-aftalen vurderet, at det vil blive svært at nå slutmålet på 85% substitution af emballage inden år 2000, idet den internationale udvikling ikke har bevæget sig i retning af substitution af PVC i emballage. De mest problematiske mængder af PVC på emballageområdet er hhv. importerede emballager, blister/tyggegummi-pakninger samt bløde folier til levnedsmidler.

Byggeprodukter

PVC anvendes i store mængder i bygge- og anlægsbranchen til produkter med lang levetid. I henhold til aftalen skal der ske nedenstående reduktion af den mængde PVC byggeprodukter, der bliver til affald:

- 41% reduktion i 1995 ved genanvendelse

- 77% reduktion i 2000 ved genanvendelse

Status 1996: Den samlede forsyning af PVC-byggeprodukter er opgjort til 35.023 tons for 1995. Spildmængden er opgjort til 250 - 510 tons kasserede PVC-produkter på byggepladserne i forbindelse med nybyggeri, svarende til en middelværdi på 330 ton/år. (1). Der er i (1) ved en fejl ikke taget højde for affaldsmængder ved nedrivning, hvorfor de mængder, der fremgår af rapporten er underestimeret. Et konservativt skøn over affaldsmængderne kan på baggrund af forsyningstallene opgjort af branchen i (14) estimeres til at udgøre ca. 8-9.000 tons i 1997. Den skønnede affaldsmængde bygger på en antagelse om en gennemsnitlig levetid for materialerne på mellem 30 og 40 år.

Det bemærkes dog, at der er betydelige usikkerheder på de anvendte data, specielt de skønnede mængder vedrørende kasserede PVC-produkter fra bygge- og anlægsarbejde. En nærmere undersøgelse af de skønnede mængder må påregnes gennemført. Ligeledes påpeges det i (1), at der vil være behov for at øge genanvendelsen i de kommende år for at nå målet på 77% i år 2000.

Andre PVC-produkter

-Ved PVC-aftalens indgåelse var der ikke tilstrækkelig overblik over dette produktområde, hvorfor Plastindustrien i Danmark skulle undersøge, hvilke problemer der var i.f.m. de forskellige produkter.

-Målsætning om at sikre at mængden af andre PVC-produkter til affaldsforbrænding nedbringes med min. 1.000 tons inden udgangen af 1993.

Status: Målet er nået med en reduktion på 1.000 tons i 1993. (7).

Tungmetaller og brandhæmmende stoffer

Virksomhederne skulle ifølge PVC-aftalen sørge for, at forbruget af blyholdige stabilisatorer, brandhæmmere og pigmenter i nogle PVC-produkter, som bortskaffes ved affaldsforbrænding, afvikles inden udgangen af 1993.

Miljøstyrelsen har udarbejdet et udkast til bekendtgørelse om import, salg og anvendelse af bly og produkter, der indeholder bly. Bekendtgørelsen vil blandt andet regulere anvendelsen af blyholdige pigmenter og stabilisatorer i PVC.

Blødgørere (phthalater)

Der henvises til bilag 2 om phthalater

Affaldsminimering

Den primære kilde til alle typer plastaffald er erhverv, der i 1985 stod for ca. 94.000 ton/år, heraf var de ca. 14.000 ton PVC-plast. Plastaffald fra husholdninger var ca. 52.000 tons/år i 1985, hvoraf ca. 11.000 ton var PVC-plast, (5).

En undersøgelse fra Københavns Kommune, "Kildeindsamling af PVC, PS og PE-affald" viste, at PVC mængden udgjorde 1.300 tons for Københavns Kommune. Anvendes dette tal som grundlag for et estimat over affaldsmængden for hele landet, svarer dette til en samlet affaldsmængde på 19.300 tons. Skøn lavet af branchen selv over de samlede mængder er i (15) opgjort til 12.380 tons i 1995.

Det estimeres i (15), at der årligt tilføres mellem 6.000 tons PVC til forbrændingsanlæg fra erhverv og fra storskrald i dag, på trods af PVC affaldet i henhold til affaldsbekendtgørelsen er defineret som ikke forbrændingsegnet affald. Fjernes denne mængde fra forbrændingsanlæggene vil dette medføre en reduktion i mængden af de kalkbaserede røggasrensningsprodukter svarende til mellem 10-30.000 tons, hvis al røggas renses med den tørre proces. Under forudsætning af at ca. halvdelen af forbrændingsanlæggene anvender den våde røggasrensningsproces vil mængden af røggasrensningsprodukt tilsvarende halveres til 5- 15.000 tons.

Genanvendelsesmuligheder

Det er principielt forholdsvis enkelt at genanvende PVC, såfremt additiverne er kendte (5). Virksomheden Wavin Genbrug har i en årrække modtaget returaffald fra danske vandværker og kommuner i form af PVC-skrot og udtjente rør. Indenfor dette område er der estimeret en returprocent tæt på 77%, svarende til PVC-aftalens mål for år 2000.

Der findes imidlertid mange forskellige typer af PVC. Producenten må derfor ofte holde sig til deres egne returtagne produkter, hvor der er en sikker materiale-identifikation, for at kunne garantere for kvaliteten af et nyt produkt fremstillet af genbrugs-PVC. (12).

En del af det PVC-affald, der forekommer i Danmark, kommer til behandling på virksomheder, hvor det granuleres, regenereres, presses eller renses. Den samlede mængde plastaffald, der blev behandlet i 1990, blev estimeret til ca. 40.000 t. PVC-andelen heraf er på det foreliggende grundlag dog ikke kendt.

Nyere metoder til materialeidentifikation er introduceret bl.a. i Tyskland, hvor selv stabilisatorerne kan bestemmes. Sorteringen i forskellige typer af plast - herunder PVC kan derfor i fremtiden betyde en væsentlig bedre mulighed for genanvendelse. Der er med de forskellige materialer dog stadig risiko for at genanvendelse af f. eks. blystabiliseret PVC vil kontaminere nye produkter (uden indhold af tungmetalholdige stabilisatorer), og at udfasningen af de miljøbelastende komponenter trækkes i langdrag. Specielt problematisk er det, når PVC'en genanvendes i mindre emner, der vanskeligt lader sig udsortere før forbrændingsanlæggene (ofte benævnt: down-cycling).

Der er i dag ingen direkte genanvendelse af phthalater som produkt. Det vurderes da heller ikke at være teknisk muligt. I forbindelse med genanvendelse af blød PVC forekommer der dog en indirekte genanvendelse af phthalater. (8).

Ideer til fremtidige initiativer

De forskellige produktkategorier af PVC har forskellige miljømæssige egenskaber afhængig af hvilket stoffer, der er tilsat. Når PVC bortskaffes er det derfor nødvendigt at sondre mellem de forskellige typer, da det ikke er muligt at lave en samlet behandlingsstrategi.

PVC danner HCl ved forbrænding, der skal neutraliseres, hvilket betyder dannelse af røggasrensningsprodukter op til 5 gange den indfyrede mængde. Hertil kommer, at PVC ofte indeholder tungmetaller som stabilisatorer og andre komponenter, der ikke nedbrydes i forbrændingen. På den baggrund er afbrænding af PVC ikke ønskeligt.

Initiativer i forhold til PVC på kort sigt:

Udarbejdelse af en bekendtgørelse om indsamling og oparbejdning af PVC. Afhængig af den fremtidige udviklingen indenfor behandlings- og genanvendelseteknologien, vil der blive stillet specifikke krav til de forskellige PVC fraktioners behandling. Der sigtes mod en behandlingsmetode, der eliminerer dannelsen af syre og en spredning af additiver, samt en metode, hvor ressourcerne genvindes, eksempelvis pyrolyse/kemisk oxidation.

På længere sigt vil en række initiativer i forhold til anvendelses-reguleringer af PVC-forbruget og forbud mod forskellige miljøbelastende additiver heri betyde, at problemerne ved anvendelse og bortskaffelse af PVC reduceres i fremtiden.

En forudsætning for en optimal affaldsbehandling af PVC er som nævnt, at der indføres en mærkning-/materialeidentifikationsordning. Styrelsen vil derfor arbejde for at en sådan bliver etableret.

Undersøge mulighederne for at pålægge afgift på anvendelse af bl.a. blød PVC med henblik på at nedbringe phthalatbidraget herfra til bl.a. spildevandssystemerne i Danmark.

Reduktion/forbud af anvendelsen af tilsætningsstoffer i PVC, herunder stabilisatorer og blødgørere, hvor der eksisterer substitionsmuligheder.

I samarbejde med dagligvarehandlen og industrien styrke indsatsen imod anvendelse af PVC-emballage gennem produktudvikling og design herunder "grøn" markedsføring og materialeidentifikation.

Etablering af brancheaftale om indsamling af PVC - særligt med henblik på bygge- og anlægssektoren, men f.eks. også for landbrugssektoren.

Styrkelse af den interne og eksterne genanvendelse af PVC i erhvervsvirksomheder.

Litteratur

1. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 33 1996: Kortlægning af genanvendelse af PVC i byggeaffald.

2. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 19 1992: Genanvendeligt plastaffald fra erhvervsvirksomheder.

3. Miljøprojekt nr. 264, 1994: Dagrenovation fra private husholdninger

4. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 20, 1992: Ekstern genanvendelse af plast.

5. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 3, 1991: "Sortering af blandet affaldsplast"

6. Miljøprojekt nr. 131, 1990: "Miljøvurdering af PVC og udvalgte alternative materialer"

7. Statusrapport vedr. PVC-aftale af den 3.4.1991, 30.3.1993.

8. Miljøprojekt nr. 320, 1996: "Massestrømsanalyse for phthalater". Miljøstyrelsen.

9. Greens, 1996.

10. Generel affaldsstatistik, 1995.

11. Udkast til handlingsplan for at reducere anvendelsen af phthalater i blød plast. Maj 1997, Miljøstyrelsen

12. "Genbrugssucces for PVC-rør": Miljø & teknologi, vand & landskab 2/96.

13. Arbejdsrapport nr. 39, 1995: "Affaldsforbrænding i forbindelse med PVC-aftalen", Miljøstyrelsen.

14. Miljøprojekt nr. 133, 1990: PVC i byggeri og anlæg

15. Miljøprojekt 313, 1996: Environmental Aspects of PVC

Forord, litteraturliste, bilag m.v.

1.15 Røggasrensningsaffald fra affaldsforbrænding

Fakta

Problemer

Restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggenes røggasrensning udgør med sine ca. 60.000 ton/år den mængdemæssig største affaldstype klassificeret som farlig affald. Restprodukterne varierer afhængig af den valgte rensningsmetode men fælles for dem alle er, at de er meget tungmetalbelastede og har en høj udvaskning af salte og tungmetaller, når de gennemstrømmes af vand. Restprodukterne er på grund af den store udvaskning ikke umiddelbart deponeringsegnede. Ved deponering på kontrolleret losseplads vil det tungmetalbelastede perkolat enten belaste spildevandsslammet eller det rensede spildevand. Ved deponering med kontrolleret udsivning til marin recipient vil udvaskningen formentlig ikke kunne accepteres.

Generelt / status

Affaldstypen fremkommer på 32 affaldsforbrændingsanlæg. Herud over fremkommer det fra Kommunekemis røggasrensning samt Specialforbrændingsanlægget i Nørre Alslev (begge ikke med i opgørelsen).

I følge Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97 skal der lokaliseres og etableres 2-3 landsdækkende deponeringsanlæg. Der skal findes egnede stabiliseringsformer, ligesom mulighederne for nyttiggørelse skal undersøges. Der bør endvidere ske en vurdering af røggasrensningsteknologien mhp. at få et mere bortskaffelsesegnet restprodukt.

Miljøstyrelsen har i jan. 1989 og okt. 1993 udsendt cirkulæreskrivelser, der henstiller til amterne om ikke at meddele miljøgodkendelse til deponering af restprodukterne men i stedet meddele tilladelser til opbevaring med henblik på efterfølgende flytning.

Landsplanafdelingen og Miljøstyrelsen orienterede sept. 1993 amter, kommuner og affaldsselskaber om baggrunden for handlingsplanens initiativer og indkaldte samtidig forslag til egnede lokaliseringer af de 2-3 landsdækkende pladser.

Det tekniske arbejde med at vurdere de 14 indkomne forslag afsluttedes primo 1996 med indstilling om at pladserne Klintholm, Glatved og AV-miljø udpeges. Herefter forestår det videre arbejde med bl.a. høring af de involverede myndigheder, hvilket varetages af Landsplanafdelingen.

Miljøstyrelsen opfordrede forbrændingsanlæggene til at danne et landsdækkende selskab, der skulle varetage opgaven med at løse de tekniske og organisatoriske problemer med bortskaffelsen af restprodukter. I 1993 blev Dansk Restprodukthåndtering A.m.b.a. stiftet med organisatorisk hjælp fra Reno Sam. Desværre har kun lidt over halvdelen af forbrændingsanlæggene meldt sig ind, svarende til ca. 35 % af restproduktproduktionen. Miljøstyrelsen har sept. 1995 afholdt møde med affaldsforbrændingsanlæggene og opfordret dem til at melde sig ind.

I øjeblikket deponeres restprodukterne oftest på almindelig kontrollerede lossepladser, opbevares i overensstemmelse med styrelsens cirkulæreskrivelser eller eksporteres til Norge eller Tyskland. Styrelsen har for nylig skrevet til de amter og kommuner, der deponerer restprodukter, og henstillet til dem om at stoppe deponeringen.

En redegørelse over den samlede internationale viden om bortskaffelse af restprodukterne er under udarbejdelse .

Affaldsminimering

Eftersom bl.a. klor og kalkindholdet samlet set er lavere i restprodukterne fra den våde rensningsproces, idet kalkbehovet er mindre og mange af de letudvaskelige salte fjernes som spildevand, vil et skift fra tør/semitør proces til våd proces give en mindre affaldsmængde. Sålænge kalk og kloridindholdets betydning for den efterfølgende nyttiggørelse/behandling ikke er afklaret, er det ikke muligt, at afgøre om der samlet set er en miljømæssig gevinst ved at skifte fra tør/semitør proces til våd proces. Ved overvejelse om skift af procestype bør andre parametre af betydning for miljøet end restproduktbortskaffelsen (rensningseffektivitet, energiforbrug, kemikalieforbrug, spildevand mv.) ligeledes inddrages. En vurdering bør dog afvente en afklaring af en dansk bortskaffelseløsning.

Udsortering af PVC, så det ikke tilføres affaldsforbrændingsanlæggene, vil medføre en væsentlig reduktion af kalkbehovet ved de tørre/semitørre anlæg og vil dermed mindske restproduktmængden.

Ifølge opgørelser udarbejdet i forbindelse med hhv. "Kildeindsamling af PVC-, PS- og PE-affald i Københavns Kommune" og "Kortlægning af PVC ophobet i byggeri og produkter" udarbejdet af Jydsk Teknologisk i 1988, er mængden af PVC i hhv. byggeaffald og erhvervsaffald (byggeaffald, kontoraffald og andet erhvervsaffald) opgjort til ca. 15.000 og ca. 20.000 ton.

Størstedelen af denne affaldsfraktion forventes at blive genanvendt eller deponeret, men en del forventes også at blive tilført forbrændingsanlæggene i form af kontoraffald og via blandede læs af byggeaffald (sammen med træ, isoleringsmaterialer og andet brændbart affald).

Det anslås, at afbrænding af 1 kg PVC medfører dannelse af 1,8-5,6 kg restprodukt afhængigt af røgrensemetoden (1). Såfremt den del der tilføres forbrændingsanlæggene anslås til ca. 6.000 tons pr. år, ville en frasortering af PVC fra erhvervsaffald og storskrald derfor betyde en reduktion af restproduktmængden på gennemsnitlig 10.000 tons årligt.

Genanvendelse

Det undersøges i øjeblikket om der er muligheder for at nyttiggøre det store indhold af kalciumchlorid (3). Forsøg har vist, at det er teknisk muligt at oparbejde kalciumklorid fra de tørre/semitørre restprodukter. Det vurderes dog, at økonomien for nærværende ikke er rentabel, lige som det tilbageværende restprodukt alligevel skal behandles, inden det kan deponeres.

Der er lavet forsøg (4) om hvorvidt kalkoverskuddet i de tørre/semitørre restprodukter kan anvendes til at neutralisere det sure spildevand, der fremkommer ved den våde rensningsproces. Anvendelsen vurderes muligt såvel teknisk som økonomisk. Der er dog ingen vurderinger af bortskaffelsesmulighederne for det frembragte slam.

Der er i foråret 1996 afsluttet et projekt, der ved laboratorieforsøg har afprøvet og vurderet mulighederne for af opdele restprodukterne i stort set lutter genanvendelige fraktioner; div. metaller, salte og inert materiale. Projektet konkluderede, at det var såvel teknisk muligt som økonomisk realistisk.

Dansk Restprodukthåndtering A.m.b.a. forventer foråret 1997 at igangsætte et fuldskalaforsøg, der har til formål, at , opdele restprodukterne i genanvendelige fraktioner.

Mål

Nedbringelsen af affaldsmængder.

Maximal genanvendelse.

Forbud for deponering af ubehandlet restprodukter.

Ideer til fremtidige initiativer

Der arbejdes for, at deponering af ubehandlet restprodukt i Danmark skal ophøre. Såfremt deponeringen ikke ophører frivilligt i løbet af efteråret udstedes et cirkulære om forbud mod anvisning af ubehandlede restprodukter fra affaldsforbrændingsanlægs røggasrensning til deponering.

Med de nuværende bortskaffelsesmuligheder i udlandet skal det vurderes, om der i en overgangsperiode skal stilles krav om, at restprodukterne anvises til bortskaffelse i udlandet i stedet for fortsat at acceptere oplagring.

Såfremt de forestående forsøg med nyttiggørelse af restprodukterne viser, at det er teknisk og økonomisk realistisk, skal der arbejdes for, at alle restprodukterne nyttiggøres. Det bør i denne sammenhæng overvejes, om det fortsat er hensigtsmæssigt, at deponering af farligt affald er fritaget for affaldsafgiften.

Hvis det viser sig, at nyttiggørelsesløsningen ikke er realistisk inden for nærmeste fremtid, skal der stilles krav om effekten af en stabilisering med henblik på efterfølgende deponering på de udpegede landsdækkende lokaliteter.

Import og eksport

Enkelte anlæg eksporterer affaldet til Tyskland, hvor det deponeres i nedlagte mineskakte, og enkelte eksporterer affaldet til Norge, hvor det behandles med affaldssyre, inden det deponeres på øen Langøya..

Litteratur

(1) Environmental project no.313, 1995. Environmental aspects of PVC. Miljøstyrelsen

(2) Arbejdsrapport nr. 39/1995, Affaldsforbrænding i forbindelse med PVC-aftalen.

(3) Miljøprojekt nr.146, 1990. Restprodukter fra røggasrensning ved affaldsforbrænding 1: Udredning. Miljøstyrelsen

(3)VKI. Henrik Birch, Ole Hjelmar og Gitte Ploug Lorenzen (1993), Genanvendelse af restprodukter fra affaldsforbrænding med kalkbaseret røggasrensning, Laboratorieundersøgelser af mulighederne for oparbejdning af kalciumklorid fra tørre/semitørre restprodukter. VKI.

(4)Rambøll og VKI , Sambehandling af restprodukter fra affaldsforbrænding (udkast) (forventes trykt som arbejdsrapport).

VKI, Stofudvaskning fra flyveaske fra affaldsforbrændingsanlæg (forventes trykt som arbejdsrapport).

Miljøprojekt 193: Restprodukter fra røggasrensning ved affaldsforbrænding 2: Eksperimentelle undersøgelser (1992)

1.16 Jern og metalskrot

Fakta

Problemer

Affald fra oparbejdning af jern og metalskrot fremkommer i relativt store mængder, har et højt indhold af miljøbelastende stoffer, og den eneste anvendte bortskaffelsesform er deponering. Affaldets sammensætning er meget varierende og er derfor vanskeligt at karakterisere og klassificere.

Generelt /status

Affaldet fremkommer på virksomheder, der neddeler skrot (biler, hårde hvidevarer samt en række andre sammensatte produkter) med henblik på frasortering af genanvendelige jern- og metalfraktioner. Der er p.t. 5 virksomheder med fragmenteringsanlæg (el. shreddere) og omkring 30 virksomheder med andre mekaniske neddelingsanlæg i Danmark. Der er i 1995 behandlet 1.007.969 tons skrot, der har resulteret i 79.237 ton affald til deponering og 2.282 ton til forbrænding (note 1). Ca. 25 % heraf er affald fra skrotning af biler. Affaldet deponeres på kontrolleret losseplads (bl.a. i Hvidovre, Roskilde og Odense). Hos AV-Miljø i Hvidovre deponeres affaldet i specialdepot. En meget lille fraktion (vådvaskeslam) bortskaffes som farligt affald til Kommunekemi.

Affaldets sammensætning afhænger direkte af det skrot, der behandles. Variationer i skrottet medfører således variationer i affaldets sammensætning. Affaldet er karakteriseret ved at have et højt indhold af tungmetaller og olie og kan indeholde PCB. Den største fraktion er den såkaldte "lette fraktion" fra fragmenteringsanlæg. Denne er endvidere karakteriseret ved et stort indhold af plast, gummi, stof mv. Den næststørste fraktion kaldes bl.a. "rystejord" og består af jord og småpartikler, der rystes/slås af i forbindelse med håndtering af skrottet. Herudover er der andre mindre fraktioner afhængig af anlæggenes indretning.

Med forbuddet mod deponering af forbrændingsegnet affald adskiller dette affald sig fra andet affald til deponering ved at bestå af blandet organisk og uorganisk affald. Med den fremtidige deponeringsstrategi skal der primært deponeres uorganisk, inert affald, der kan forventes udvasket/omsat i løbet af 30 år. Fortsat deponering af den lette fraktion er ikke i overensstemmelse med denne strategi.

Store dele af affaldet er brændbart men ikke forbrændingsegnet. Forsøgsafbrændinger har vist, at der er forbrændingstekniske problemer (belægninger på kedeloverfladerne pga. zink, aluminium og muligvis bly, forøget korrosion, sammenbrænding af slaggen, manglende udbrænding ved for stor lagtykkelse) og miljømæssige problemer (overskridelse af emissionskrav, overskridelse af tungmetalgrænseværdierne for nyttiggørelse af slagger).

Affaldsminimering

Affaldsminimering kan opnås ved fremstilling af produkter med øget levetid og reduceret anvendelse af organiske materialer. Gennemførelse af producentansvar i en række lande kan påvirke producenternes interesse i affaldsminimering, idet det skal bemærkes at hovedparten af de produkter der bortskaffes som jern- og metalskrot er fremstillet i udlandet. Initiativer til fremme af affaldsminimering skal derfor først og fremmest ske gennem internationale reguleringer af produkterne, herunder bl. gennemførelse af EU-reguleringer.

Genanvendelsesmuligheder

Både EU-kommissionen og den danske regering forbereder reguleringer af biler samt elektriske og elektroniske produkter. Især de planlagte regler for oparbejdning af biler vil på længere sigt medføre øget genanvendelse af plast- glas og gummiaffald som på nuværende tidspunkt indgår i skrotaffaldet der deponeres. Der forventes at mængden af ikke genanvendeligt affald fra skrotning af biler reduceres fra ca 25 % til ca. 15 % efter år 2002 svarende til ca. 10.000 tons. De planlagte reguleringer af biler samt af elektriske og elektroniske produkter forventes derudover at medføre en væsentlig reduktion af indholdet af de særligt miljøbelastende fraktioner i affaldet som opstår ved skrotning af jern- og metalholdigt affald.

Import og eksport

Ingen import/eksport af affaldet. Skrottet er imidlertid genstand for stor handel over grænserne.

Ideer til fremtidige initiativer

Reducering af indholdet af miljøfremmede stoffer i produkter. Fremme produktionen af produkter med længere levetid, produkter med lavere vægt og produkter, der kan adskilles med henblik på genvinding af enkeltdele.

Højere grad af specialbehandling dvs. særskilt behandling af ensartede skrottyper herunder biler, computere, fjernsyn, køleskabe mv. på specialiserede anlæg. Herved kan der anvendes teknologi, der i højere grad retter sig ind efter de problemer, der kan være forbundet med behandlingen med henblik på optimering af genvindingsgraden og reducering af den rest, der skal bortskaffes. Endvidere kan der i højere grad opbygges en viden og erfaring om de behandlede produkters sammensætning, der så kan anvendes ved beslutning om forbehandling af skrottet samt efterbehandling og bortskaffelse af affaldet.

Krav om forbehandling af produkter før de neddeles/fragmenteres. Frasorteringen vil dels have til formål at fjerne materialefraktioner, der kan materialegenvindes, fx. glas, plast, gummi mv., dels have til formål at fjerne de fraktioner eller komponenter, der belaster affaldet med tungmetaller, olie, PCB mv. og dels have til formål at gøre affaldet forbrændingsegnet ved at fjerne aluminium, zink mv.

Forbehandling af produkterne med sigte på bl.a. at udtage komponenter og materialer til genanvendelse forudsætter at grundlaget for etablering eller udvidelse af bestående genanvendelsesanlæg er tilstede. Det vil være behov for at fremme sådanne initiativer ved gennemførelse af udrednings- og udviklingsprojekter for specifikke materialefraktioner herunder eksempelvis plast og glas.

Efterfølgende sortering/behandling af affaldet. Ved at sortere affaldet efter partikelstørrelse, vægt materialetype mv. kan affaldets forbrændingstekniske og deponeringstekniske egenskaber ændres ligesom ændringer i sammensætningen kan opdele affaldet i en belastet og en mindre belastet fraktion.

Med henblik på at udnytte affaldets energiindhold, uskadeliggøre de belastende organiske forbindelser og reducere affaldets volumen skal der laves forsøg, der leder mod en forbrænding enten i et traditionelt (evt. ombygget) affaldsforbrændingsanlæg, i et specialforbrændingsanlæg eller ved udnyttelse af anden teknologi (fx. pyrolyse).

Det er grundlæggende for flere af ovennævnte punkter, at de forudsætter et bedre kendskab til sammensætning af såvel skrottet som affaldet fra skrotbehandlingen. Denne viden skal indhentes ved dels at stille væsentlige flere og mere detaljerede krav til skrotbehandlingsvirksomhederne om at karakterisere deres "råvarer" og affald, end der er praksis for. Oplysningerne skal dels anvendes ved udformning af anlæggenes miljøgodkendelser og ved valg af bortskaffelsesform.

Litteratur

1. Data fra ansøgninger om kompensation for affaldsafgiften for 1995.

2. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6/1995 Brancheorientering for jern- og metalgenvindingsvirksomheder.

3. Midlertidige retningslinier for udtagning, forbehandling, analysering og klassificering af affald fra skrotbehandlingsanlæg, Miljøstyrelsen, 28. maj 1996.

1.17 Slagger fra affaldsforbrænding

Fakta

Problemer

Slagger fra affaldsforbrænding indeholder salte og tungmetaller, der udvaskes ved deponering og ved brug i anlægsarbejder. Der er konstateret problemer i forbindelse med overfladenær anvendelse af slagger på grund af indholdet af tungmetaller, bly i særdeleshed. Det er ligeledes problemer med deponering af slagger på kontrolleret losseplads, idet tungmetallerne udvaskes med perkolatet, hvorefter de opkoncentreres i slam fra spildevandsrensningen. Udvaskningen af tungmetaller i forbindelse med at slaggerne genanvendes, kan ligledes være et problem i forhold til grundvandet og ferske og marine recipienter, her er det især arsen og kobber der vil begrænse anvendelsesmulighederne. De nævnte problemstillinger indgår i Miljøstyrelsens arbejde med udarbejdelse af strategi for anvendelse af restprodukter.

Generelt /status

Ved slagge fra affaldsforbrænding forstås den faste forbrændingsrest af husholdningsaffald og ligende, som ikke forlader forbrændingsanlægget med røggassen eller opsamles som flyveaske. Slaggens fysiske og kemiske sammensætning afhænger først og fremmes af affaldets sammensætning, men driftsforhold ved forbrændingen og ovntypen har også en hvis betydning.

I forbindelse med Miljøstyrelsens restproduktarbejde vurderes det, om det er nødvendigt at forbedre den miljømæssige kvalitet af slaggen fra affaldsforbrænding for at kunne fastholde genanvendelsen.

Kvaliteten kan forbedres, ved at begrænse mængden af metaller der tilføres forbrændingsanlæggene således, at potentialet for metaller der kan udvaskes fra slaggen falder. Desuden må det forventes, at det bliver nødvendigt at forbehandle slaggen på grund af de salte, der kan udvaskes til grundvandet.

Såfremt det lykkes at nedbringe mængden af metaller i slaggen vil dette være udtryk for at et af målene for at den samlede erhvervsaffaldsstrategi er lykkedes, idet metalmængden i slaggerne er et udtryk for dårlig forvaltning af denne ressource og en unødig belastning af miljøet.

Miljøstyrelsens restproduktarbejde forventes at medføre, at der bliver tale om skærpede krav til genanvendelsen af restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg, herunder stop for overfladenær anvendelse. De skærpede krav kan betyde, at større mængder fremover må deponeres eller at der skal gøres en indsats for at fjerne de miljøbelastende stoffer fra affaldet, der føres til forbrænding.

Slagger anvendes i stort omfang til vejbygningsformål og andet bygge- og anlægsarbejde.

Affaldsminimering

Mængden af restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg er 20 - 25 % (w/w) af den forbrændte mængde. Reduktion af mængden kan ske, hvis man enten forbrænder mindre eller hvis sammensætningen af det materiale, det tilføres forbrænding, ændres. Slaggen har et glødetab på mellem 2 og 6 % (kilde: Vurdering af slagge fra affaldsforbrænding, april 1992, VKI - ikke publiceret). For hver procentpoint glødetabet i slagger nedbringes, vil den samlede slaggemængde reduceres med 4.200 ton. En mere effektiv forbrænding vil udover at reducere slaggemængden også gøre slaggen mere genanvendelsesegnet, dels fordi slaggens anlægstekniske egenskaber forbedres, og dels fordi risikoen for syre- og kompleksdannelse reduceres, hvorved tungmetaludvaskningen på lang sigt nedbringes.

Genanvendelsesmuligheder

Slagger fra affaldsforbrændingsanlæg genanvendes i et stort omfang (74 % ) til bygge og anlægsarbejder. Indholdet af miljøbelastende stoffer i slagger er en begrænsende faktor for genanvendelsen. Det gælder uanset om anvendelsen er overfladenær eller bruges som underlag. For at fastholde genanvendelsen kan det blive nødvendigt at oparbejde slaggen (harpes, vaskes, glasificeres eller stabiliseres) samt at udsortere de fraktioner der giver tungmetalindholdet i slaggen.

Mål

Idet restproduktarbejdet kan resultere i skærpede krav til genanvendelsen af restprodukter, fastholdes den nuværende handlingsplans målsætning om minimum 53 % genanvendelse.

Der fokuseres på at nedbringe tungmetalindholdet og alternativt behandling af slaggen. I planperioden opstilles en model til vurdering af tungmetalindholdet, og der udarbejdes måltal for reduktionen af tungmetaller i restprodukterne.

Ideer til fremtidige initiativer

Initiativer der kan forbedre slaggens kvalitet :

Initiativer til reducering af slaggemængden:

Litteratur

(1) Miljøprojekt nr. 269, 1994. Miljøbelastning fra affaldsbehandlingsanlæg. Miljøstyrelsen

(2) Miljøprojekt nr. 203, 1992. Risikoscreening ved nyttiggørelse og deponering af slagger. Miljøstyrelsen.

Tabel 1: Tungmetaller i restprodukter fra Næstved Forbrændingsanlæg (1)

1.18 Slagger og flyveaske fra kulbaseret energiproduktion

Fakta

Problemer

Kulbundaske (slagge) og kulflyveaske fra kraftværker indeholder salte og mindre mængder tungmetaller, der udvaskes ved deponering og ved brug i anlægsarbejder. Ved anvendelse i industriel produktion til fremstilling af cement og beton vil tungmetaller fra flyveasken i de fremstillede produkter muligvis udgøre et miljøproblem når produkterne genanvendes som fyld.

Hovedproblemet ved asken og slaggen er sulfat og klorid-indholdet, hvorfor deponeringen af disse restprodukter altid sker kystnært.

Generelt /status

Mængden af aske og slagger er afhængig af energisektorens kulbaserede produktion.

Ved brug af kul som energikilde er mængden af restprodukter fastlagt, idet slagge og askemængden stort set er proportional med den indfyrede mængde kul. Den miljømæssig kvalitet af restprodukterne er også fastlagt, idet den ligeledes er afhængig af kullenes kvalitet.

Affaldsminimering

Affaldsmængden de enkelte år vil på kort sigt være afhængig af produktionen og import/eksport af el de pågældende år, og det er som sådan ikke muligt at reducere affaldsmængderne. På lang sigt må det forventes, at der sker en væsentlig affaldsminimering som følge af energihandlingsplanen "Energi 21", idet målet om reduktion af udledt C0₂ medfører, at mængden af restprodukter fra kulfyrede anlæg falder.

Genanvendelsesmuligheder

For bygge- og anlægsarbejder reguleres brugen i dag efter Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 568 om anvendelse af slagger og flyveaske. Kulbundasken bruges hovedsageligt til anlægsarbejder og flyveasken bruges til fremstilling af cement (14%), beton (28 %), fyld (52 %) og andet (6 % ). Se endvidere tabel x1, x2 og x3.

Import og eksport

Er grønt affald

Ideer til fremtidige initiativer

Ændrede krav til anvendelsen af kulbundaske og flyveasken, herunder eventuel stop for overfladenær anvendelse.

Udfærdige livscyklusanalyser i forbindelse med sekundær genanvendelse af cement, beton m.m. ,hvori flyveasken er brugt.

Opstille kriterier til vurdering af, hvad der er højværdig og lavværdig genanvendelse i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder således, at det kan sikres, at der sker den optimale form for genbrug.

Fastholde den eksisterende målsætning for genavendelsen på 56 % samt arbejde for at optimere kvaliteten af anvendelsesformerne.

Litteratur

Miljøprojekt nr. 334: Status for produktion og disponering af restprodukter og jord. Under trykning.

Disponering af aske og slagger

Danske primærværker 1995

* Alle tal i 1000 tons rør

1.19 Spildevandsslam

Fakta

Generelt/status:

Spildevandsslam er et restprodukt, der fremkommer i forbindelse med rensningen af spildevand på kommunale renseanlæg eller på renseanlæg i forbindelse med erhvervsvirksomheder. Dette faktaark omhandler spildevandsslam produceret på kommunale renseanlæg. Slam fra virksomheder med egen spildevandsrensning (industrispildevand) indgår således ikke i opgørelsen.

Genanvendelse af spildevandsslam i landbruget, reguleres via bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål.

Det blev i Vandmiljøplanen vedtaget at udbygge alle renseanlæg over 5.000 personekvivalenter (PE) med fosforfældning og kvælstoffjernelse, og som følge af dette er de samlede slammængder steget betydeligt gennem de sidste år.(5)

I 1995 var der 167.000 ton TS slam fra de kommunale renseanlæg. 68% blev anvendt til jordbrugsformål, primært i landbruget (en mindre del af dette, 1%, blev anvendt i skove og parker, og 2% blev først ført til biogasanlæg eller komposteringsanlæg). 22,5% blev forbrændt og 9,5% blev deponeret på lossepladser, fortrinsvis fordi der var et for højt indhold af tungmetal(8).

Slamkvaliteten er udtrykt ved indholdet af næringsstofferne fosfor, kvælstof og kalcium, samt tungmetallerne cadmium, kviksølv, bly, nikkel, krom, zink og kobber. I 1994 var det vægtede gennemsnitlige indhold i slammet af kvælstof på 4%, af fosfor 2,8% og af kalcium 0,37%. I 1987 var det vægtede gennemsnitlige indhold af kvælstof ligeledes 4%- Derimod var fosforindholdet kun på 1,9%. Der er altså tale om en markant forøgelse af fosforindholdet i slammet, hvilket skyldes, at en lang række renseanlæg er blevet udbygget med fosforfjernelse. Indholdet af kalcium blev ikke undersøgt i 1987 (1).

Det er målet, at slammet primært skal anvendes til jordbrugsformål. Fosfor er en begrænset ressource, så alene af denne årsag vil det være godt at recirkulere næringsstofferne. Det er derfor nødvendigt med strenge krav til slamkvaliteten, så trygheden ved slamanvendelse kan sikres. De strenge krav er samtidig et incitament til opsporing og fjernelse af miljøfremmede stoffer ved kilden (6)

Problemer

Når spildevand behandles på renseanlæg resulterer det i, at nogle forurenende stoffer nedbrydes og fjernes, mens andre opkoncentreres eller ligefrem dannes og derefter findes i slammet. I gennemsnit fjernes 93% af den organiske belastning, 64% af det tilførte kvælstof og 76% af det tilførte fosfor fra spildevandet (5).

Spildevandsslam indeholder store mængder organisk stof, fosfor og kvælstof, der er ønskelige stoffer som gødningstilskud eller jordforbedringsmiddel på landbrugsjord, men slammet indeholder også et bredt udvalg af bakterier, kim, tungmetaller og miljøfremmede organiske stoffer, der i større eller mindre mængder kan have skadelig effekt på planter, dyr og mennesker, og det er derfor nødvendigt at regulere anvendelsen af slammet.

Der er således en række hygiejnisk og miljømæssigt begrundede krav til behandlings- og udspredningsmetode af slam til jordbrugsanvendelse, samt en efterfølgende begrænsning i forhold til afgrødevalg på slamgødede marker.

Tungmetaller udskilles til spildevandet og i slammet. Der er på baggrund af dette fastsat en række grænseværdier for cadmium, kviksølv, bly, nikkel, krom, zink og kobber i forhold til jordbrugsanvendelse af slam.

Tungmetalindholdet i slammet er faldet markant fra 1987 til 1994. Indholdet var i 1994 således kun ca. 60 - 80% af, hvad det var i 1987. Reduktionen er et resultat af, at slammængden er øget, men sandsynligvis også af, at tilledningen til renseanlæggene er reduceret som følge af indgreb ved kilden (1).

I løbet af de sidste år er opmærksomheden blevet henledt på forekomsten af miljøfremmede organiske stoffer i slammet. Der er en begrundet mistanke om, at nogle stoffer kan have en østrogenlignende effekt, der enten kan blokere eller stimulere produktionen og frigivelsen af naturligt østrogen. Enkelte af disse forekommer i store mængder i slammet, og det er derfor på baggrund af eksisterende viden besluttet ud fra et forsigtighedsprincip at fastsætte afskæringsværdier for LAS (lineære alkylbenzensulfonater), PAH (polycycliske aromatiske hydrocarboner), NPE (Nonylphenol + nonylphenolethoxylater) og DEHP (bis(2-ethylhexyl)phthalat), der træder i kraft i sommeren 1997. Afskæringsvædierne skærpes yderligere i år 2000. Samtidig er grænseværdien for cadmium sænket fra år 2000.

Disse nye regler har betydet, at store dele af slammet ikke opfylder kvalitetskravene, og således ikke længere kan anvendes på landbrugsjord. Dette, sammenholdt med den negative omtale, usikkerhed i kommunerne omkring den fremtidige afsætning af slam samt krav om udbygning af opbevaringskapacitet, bevirker, at genanvendelsen af slam i de kommende år må forventes at falde væsentligt.

Der er desuden igangsat undersøgelser på området med henblik på at få fastlagt både miljø- og sundhedsmæssige grænseværdier for stofferne.

Affaldsminimering

Der er ikke umiddelbar udsigt til en generel minimering af de samlede slammængder fra renseanlæggene, da det netop har været intentionen, at spildevandet skal renses bedre, før det udledes, hvilket vil medføre større slammængder. Det er således kun et lavere vandindhold af de producerede slammængder, der i denne sammenhæng kan være tale om.

Slammets mængde kan minimeres ved forskellige processer hvor der dels er tale om en volumenreduktion i form af reduktion af slammets vandindhold, og dels en reduktion i form af omsætning af slammets indhold af organisk stof.

Endelig kan slammets indhold af miljøfremmede stoffer minimeres ved en systematisk kildeopsporing, indførelse af renere teknologi i forurenende virksomheder og afvikling/begrænsning af udvalgte stoffer på længere sigt, eller ved behandling i processer, hvor stofferne nedbrydes.

Anvendelsesmuligheder

Der er forskellige anvendelsesmuligheder for slam, hvor den højest prioriterede er genanvendelse af slam, f.eks. som gødnings- og jordforbedringsmiddel, hvor næringsstofferne recirkuleres til jorden. Dette kan også ske efter forudgående anvendelse i et biogasanlæg.

Der er blevet udarbejdet et katalog over alternative bortskaffelsesmetoder for spildevandsslam (7) til brug for de kommuner, der har behov for at undersøge alternative anvendelsesmuligheder.

Mål

I Handlingsplan for affald og genanvendelse er målet at 50% af spildevandsslammet genanvendes, og 50% brændes eller deponeres i år 2000 (4).

Målet har været nået. På baggrund af, at meget slam ikke længere kan overholde kvalitetskravene, fastholdes målet om 50% genanvendelse. Desuden fastsættes målet 40% slam til forbrænding og 10% slam til deponering.

Ideer til fremtidige initiativer

Der blev i september 1996 udstedt en ny bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål. Det følgende skal ikke forstås som nye initiativer direkte over for slam, men som oplistning af en række initiativer, der er igang eller er under overvejelse.

For at slammet på længere sigt uden problemer kan anvendes på landbrugsjord, er det vigtigt med kildeopsporing i forhold til tungmetaller og miljøfremmede organiske stoffer. Her skal afdækkes fordelingen mellem industriens og husholdningernes andel af de producerede stoffer. Dette med henblik på brancheaftaler og udfasning af visse stoffer. Der er iværksat et projekt om kildesporing, der skal resultere i et koncept, kommunerne kan anvende i deres arbejde med at forbedre slamkvaliteten.

Der er udarbejdet massestrømsanalyse for phthalater (10). Der er sendt et udkast til handlingsplan for at reducere anvendelsen af phthalater i blød plast i høring. Der er iværksat en kortlægning af LAS. Forbud mod anvendelse af NPE i vaske- og rengøringsmidler er notificeret til EU.

Der er iværksat flere forskellige projekter vedrørende miljøfarlige stoffer i slam, blandt andet vedrørende langtidseffekter, nedbrydning og toksiske egenskaber med fokus på jordmiljøet, økologisk vurdering af spildevandsslam på landbrugsjord og planteoptag. Der skal udarbejdes en sundhedsmæssig vurdering af de 4 grupper af miljøfremmede stoffer, der er afsat afskæringsværdier for. Nedbrydningen af disse stoffer skal vurderes i forhold til biogas- og komposteringsanlæg.

Litteratur

1. Miljøstyrelsen, Hav- og spildevandskontoret,"Spildevandsslam i 1994", 18. oktober 1995.

2. Orientering af Miljøstyrelsen nr. 14, 1996: "Affaldsstatistik 1995".

3. Videncenter for Affald & Genanvendelse: "Kompoststatistik 1995", januar 1997.

4. Miljøministeriet:"Handlingsplan for affald og genanvendelse 1992-1997", juni 1992.

5. Miljø- og Energiministeriet: "Natur- og Miljøpolitisk redegørelse 1995".

6. Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 2, 1995:" Spildevandsredegørelse 1995".

7. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 3, 1996: "Katalog over alternative bortskaffelsesmetoder for spildevandsslam".

8. Tony Christensen, Miljøstyrelsen: "Nyeste data om slammængder og bortskaffelse", indlæg på Dakofa-konference om slambehandling den. 27. januar 1997.

9. Energistyrelsen: "Biogasfællesanlæg fra idé til realitet". 1995.

10. Miljøprojekt nr. 320, Miljøstyrelsen 1996: "Massestrømsanalyse for phthalater".

1.20 Spildolieaffald

Fakta

Problemer

Spildolie udgør med ca. 39.000 tons affald en af de største affaldstyper klassificeret som farligt affald. Den rene mineralolie er i sig selv miljøskadelig, og få liter olie kan ødelægge kvaliteten af store mængder drikkevand bl.a. ved olieafsmag, men olien er også sundhedsfarlig. Indhold af additiver, og stoffer tilført eller dannet under anvendelsen, øger miljøfarligheden af olien betydeligt. De miljøbelastende stoffer i spildolien er først og fremmest bly, cadmium, chrom, kobber, vanadium, nikkel, svovl, PAH'er (polyaromatiske hydrocarboner) og PCB (polychlorerede biphenoler).

Spildolie bortskaffes i Danmark udelukkende ved forbrænding men kan også genanvendes til produktion af ny smøreolie. Forbrændingen af spildolien foregår hovedsageligt på fjernvarmeværker, men også på Kommunekemi og Ålborg Portland. Blyemissionen til luft fra fjernvarmeværkers forbrænding af uraffineret spildolie vurderes at forårsage en ikke ubetydelig emission i forhold til de totale luftemissioner i Danmark. Kommunekemi forbrænder udelukkende uraffineret spildolie, men har en meget høj rensningseffektivitet for bly. Ved genraffinering af spildolie reduceres de miljøbelastende stoffer til et niveau svarende til koncentrationerne i fuelolie. Emissionen af miljøbelastende stoffer fra fjernvarmeværkers forbrænding af genraffineret spildolie vurderes derfor at være særdeles begrænset.

Uanset hvordan spildolien forbrændes, er det væsentligt, at røggasrensningsprodukterne og slaggerne deponeres forsvarligt, således at der ikke sker en spredning af tungmetaller til miljøet.

Ud fra en ressourcemæssig betragtning kan der ved brug af spildolie til fjernvarmeproduktion spares på den ikke-fornybare mineralolieressource. Den danske energiplanlægning tilstræber imidlertid på sigt udfasning af olie bl.a. spildolie til fjernvarmeproduktion til fordel for anvendelse af naturgas og biogasbrændsler. I forudsætningerne for varmeplanlægningen er forudsat, at der max. anvendes 10% af anden brændsel end biobrændsler til spids- og reservelast. Brugen af spildolie i fjernvarmeværker forventes derfor reduceret i årene fremover. En større reel genanvendelse af baseolie til fremstilling af ny smøreolie eller anvendelse af spildolie som støttebrændsel til Kommunekemi er derfor ønskelig. En sådan omlægning er dog ressourcemæssig alene ønskelig, hvis det ikke medfører, at fjernvarmeværkerne fyrer med fuelolie i stedet for spildolie.

Generelt/status

Olier anvendes i motorer, gear, hydrauliske systemer og som kølemidler ved skæring og boring i metal. Salget af olier har gennem flere år været relativt stabilt dog med en svagt faldende tendens. I 1994 udgjorde forbruget 84.500 m³ heraf var ikke marine olier 69.000 m³ eller omkring 60.000 tons. Heraf udgjorde de 36.400 m³ motorolie og 4.800 m³ gearolie. Salget af marine smøreolier var 17.600 m³.

Der er mange indsamlere af spildolieprodukter og indsamlingen vurderes generelt som effektiv. Der blev i 1994 indsamlet godt 41.000 tons spildolie. Af disse blev ca. 19.500 tons forbrændt på fjernvarmeværker heraf 10.500 tons raffineret spildolie og 9.000 tons uraffineret. 2.200 tons blev frasepareret som bundrest ved genraffinering og brugt af bl.a Ålborg Portland. 15.700 tons blev bortskaffet ved forbrænding på Kommunekemi a/s. Endelig var der en lageropbygning på godt 3.000 tons. Det vil sige, at der ikke er fuld afsætning af den indsamlede spildolie.

Mængden af olieaffald tilført Kommunekemi er siden 1987 faldet fra 43.000 tons til ca. 16.000 tons. Årsagen til faldet er, at en række firmaer indsamler spildolie til oparbejdelse til en kvalitet, der kan afsættes til forbrænding i fjernvarmeværker. Denne tendens understøttes af refusionen af spildolieafgiften ved forbrænding af spildolie til fjernvarmeproduktion.

Kommunekemi har derfor i de senere år importeret større mængder olieaffald og anvendt det som støttebrændsel.

Ved genraffinering af spildolie fremkommer 3 dele: en let baseolie (10-15%), en såkaldt baseolie (50-60%), der kan anvendes til fremstilling af nye smøreolie og en tungflygtig restfraktion, hvori urenheder fra spildolien er opkoncentreret. I Danmark produceres i dag kun brændselsolie, der er en blanding af et brændselsolie og baseolie, og som sælges til fjernvarmeværkerne. Restfraktionen sendes til Kommunekemi eller til forbrænding hos Aalborg Portland. Restprodukterne fra forbrændingen vil indeholde tungmetaller. Deponering af restprodukterne skal derfor foregå på forsvarlig vis.

EU´s direktiv af 22. december 1986 om bortskaffelse af olieaffald prioriterer regenerering af olieaffald over forbrænding og anden bortskaffelse, hvis dette er muligt ud fra tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn.

Det er anslået, at der fra skibsfarten hvert år indsamles omkring 3.500 tons olie (olieindhold). Tallet er dog muligvis højere. Der blev således i 1995 til 32 ud af 51 danske trafikhavne og 13 privathavne i 1995 afleveret knap 27.000 tons olieblandet spildevand. Olien stammer fra maskinrum og tankvaskevand. Desuden fremkommer der en del brugt smøreolie og rester af olieprodukter, emballager etc. Typisk indeholder affaldet fra maskinrum omkring 60-70 procent vand, mens affaldet fra tankrensninger, afhængigt af hvilket separeringsudstyr, der anvendes på skibet, kan indeholde fra omkring 50 procent til 99 procent vand. En del af den afleverede olie vil oprindeligt være indkøbt i udlandet, og der har været en tendens til, at der bl.a. i Danmark og Sverige modtages en betydelig mængde olieaffald, idet skibe her generelt kan aflevere affaldet vederlagsfrit, hvilket ikke er tilfældet i en række andre lande.

På baggrund af miljø- og energiministerens tilkendegivelser overfor Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i forbindelse med udvalgets bemærkninger til lovforslaget om ændring af havmiljøloven i 1996, er der nedsat et udvalg, der skal se på problemer vedrørende bortskaffelse af olieaffald fra skibe. Erhvervsaffaldsstrategien indeholder derfor ikke konkrete initiativer vedr. olieaffald fra skibe.

Affald fra olieboreplatforme bortset fra boremudder bringes i land og indgår i de kommunale indsamlingsordninger.

Affaldsminimering

Mængden af olieaffald afhænger stærkt af brugen af smøreolie i bilparken. Generelt er olieskiftefrekvensen for ny biler blevet mindre, men samtidig er antallet af kørte kilometer steget, så en reduktion i det totale smøreolieforbrug er ikke konstateret. Samtidig oplyses det fra oliebranchen at en række biler med flere end 2 ventiler pr. cylinder, mellem olieskiftene skal have suppleret smøreolien. Fornyelse af bilparken synes således ikke at have haft væsentlig indflydelse på mængden af brugt motorsmøreolie. Gearsmøremidler o.l. til biler udskiftes normalt kun meget få gange i bilens levetid.

Indenfor industrien er der muligheder for at substituere visse olietyper med ikke mineralske olier, det gælder f.eks. hydraulikolier. Køle- og smøremidlers levetid kan desuden forlænges ved vedligeholdelse. Desuden er der mulighed for at substituere mineralolieindholdet i køle- smøremidler med andre stoffer, f.eks. vegetabilske og animalske olier m.m.

De ilandbragte spildoliemængder fra skibe forventes indenfor de næste 10 år at falde p.g.a. krav om at olietanke ikke må anvendes til ballast, samt fordi flere skibe får installeret anlæg til behandling og forbrænding af olieaffald om bord.

Genanvendelsesmuligheder

Genanvendelse af indsamlet smøremiddelaffald til fremstilling af ny smøreolie praktiseres bl.a. i Tyskland. Det vurderes, at ud af den nuværende indsamlede mængde smøreolie i Danmark på 30.000 tons kan 25.000 tons anvendes til genraffinering. Derved kan der fremstilles 12.000 - 15.000 tons baseolie svarende til, at 40-50 % af den indsamlede smøreolie anvendes til baseolie. Den udvundne baseolie kan danne grundlaget for produktion af omkring 15.000 - 18.000 tons smøreolie eller omkring 20 procent af det danske forbrug af smøreolier.

Import og eksport

Der er ingen eksport af olieaffald. I 1995 blev der importeret godt 7.000 tons spildolie hovedsageligt tysk spildolie til Kommunekemi, der anvender det til støttebrændsel. Fremover må det forventes, at tyskerne ikke vil tillade eksport af spildolie til Kommunekemi, idet det betragtes som bortskaffelse og ikke nyttiggørelse af farligt affald. Kommunekemi vil i denne situation enten skulle importere spildolie fra andre lande eller købe fuelolie. Fuelolie er imidlertid dyrere end spildolie, hvilket kan betyde øget udgifter for Kommunekemi a/s. Endelig kunne et øget indsamling af den gode del af olien fra skibene (slopolien) anvendes af Kommunekemi a/s, idet slopolie ikke kan anvendes til baseolie.

Mål

Mindske emissionen af bly fra fjernvarmeværker.

Afklare om det er miljømæssigt og økonomisk fornuftigt at genraffinere spildolie i stedet for afbrænding på fjernvarmeværker og i så fald sikre at 30 - 50 % af den indsamlede smøreolie genanvendes inden år 2000.

Øge indsamlingen af slopolie fra havnene.

Ideer til fremtidige initiativer

Etablere et samarbejde med berørte parter som f.eks. spildolieindsamlere genraffineringsbranchen, brancheforeninger, Kommunekemi med henblik på at øge mængden af indsamlet spildolie samt vurdere de miljømæssige og økonomiske fordel og ulemper ved en reel genanvendelse af smøreolie.

Udarbejdelse af regler, der forbyder forbrænding af uraffineret spildolie på fjernvarmeværker alternativt skærpede emissionskrav til fjernvarmeværker, der forbrænder uraffineret spildolie.

Evt. udstedelse af regler, der fastsætter krav om, at 30-50% af den indsamlede smøreolie inden udgangen af år 2000 skal genanvendes som baseolie.

En kortlægning/vurdering af metoder til at få indsamlet den del af spildolien, der ikke kommer ind i de godkendte systemer.

Undersøgelse af mulighederne for at anvende alternative smøreolietyper (ikke-mineralske).

Undersøge mulighederne for at udfase miljøskadelige stoffer i smøreolier (additiver).

Litteratur

1. Bortskaffelse af spildolie 1994, udført af CowiConsult for Miljøstyrelsen, november 1995.

2. Registreringer i 1995 i henhold til EU´s transportforordning.

3. Statistiske Efterretninger, Miljø 1995:3, Jf. note 1.

4. Olieaffald i Danmark - Mængder og bortskaffelse, Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 27/1992.

5. Projekt MARPOL, Nyborg facilitet for affaldsbehandling, Kommissionen for de europæiske fællesskaber juni 1994.

6. Notat om undersøgelse om trafikhavnes udgifter til modtageordningen i medfør af bekendtgørelse nr. 429 fra 1983. Havnemiljøgruppen, 16. august 1996.

7. Environmental Evaluation and Substitution Analysis, Cutting Fluids, Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 29, 1994

1.21 Galvanobranchen

Fakta

Problemer

Den elektrogalvaniske- og varmforzinknningsbranchen frembringer betydelige mængder farligt affald.

Miljøbelastningen fra brancherne skyldes hovedsageligt procesaffaldet, som indeholder tungmetaller, sure og basiske opløsninger, organisk bundet halogene og aromatiske forbindelser samt cyanidholdige bade.

Affedtningsmidler, der anvendes i den elektrolystiske overfladebehandling, kan indeholde detergenter med østrogenlignende egenskaber (alkylfenoler). Disse detergenter udledes med spildevandet, og vil til dels være bundet til slam fra affedtningsanlæg.

Organiske opløsningsmidler, herunder specielt halogenerede opløsningsmidler, kan give alvorlige skader på helbredet.

Ved bejdsningen fjernes metaloxider fra metaloverfladerne inden varmforzinkningen. Affaldet herfra er syrebade med et indhold af metaller.

Ved flusningen dyppes emnerne i en opløsning af zinkchlorid og ammoniumchlorid inden dypning i den smeltede zink. Flusmidlerne fjerner oxider fra emnet og overfladen af det smeltede zink. Affaldet er kasserede flusbade.

Affald fra affedtning og bejdsning er metalholdigt slam. Dette bringes normalt til deponering på Kommunekemis deponi ved Klintholm. Olieholdigt slam forbrændes på Kommunekemi.

Miljøproblemer opstår desuden ved skrotning og omsmeltning af elektrolytisk overfladebehandlede emner, idet de metaller der er anvendt ved overfladebehandlingen, herved kan frigives til miljøet.

Dertil kommer at metallerne der anvendes ved elektrolytisk overfladebehandling forringer kvaliteten af omsmeltet stål, hvilket betyder en begrænsning i anvendelsen af genbrugsstål.

Når elektrolytisk overfladebehandlede emner bortskaffes i forbrændingsanlæg genfindes tungmetallerne fra disse emner i slagger, aske og røgrensningsprodukterne. Der frigives desuden metal (fortrinsvis zink) fra de overfladebehandlede emner i deres levetid.

Generelt/status

Galvanovirksomheder omfatter varmforzinkningsvirksomheder og virksomheder, som udfører elektrolytisk overfladebehandling.

Der er i Danmark omkring 20 varmforzinkningsvirksomheder. De 7 er såkaldte virksomhedesforzinkere, der forzinker egne produkter. Omkring 85 procent af produktionen af forzinkede emner fremstilles på 4-5 virksomheder. Over halvdelen af varmforzinkede foretages på 2 af virksomhederne

Energiforbruget ligger mellem 300-900 Kwh per ton produceret gods

Antallet af virksomheder, der udfører elektrolytisk overfladebehandling er ikke nøjagtigt kendt. Brancheforeningen for den elektrolytiske overfladebehandlingsindustri mener, at der kun er ca. 100 virksomheder, hvoraf omkring halvdelen af virksomhederne er mindre virksomheder.

En række produkter, gennemgår kun en elektrolystisk overfladebehandling af kosmetiske hensyn, det gælder f.eks. metalovertrukne plasticemner, knapper, pyntelister etc.

Plasticgenstande bortskaffes normalt ved forbrænding, hvorved de indeholdte metaller fra overfladebehandlingen spredes med restprodukterne og røggasserne. Ligeledes anvendes elektrolytisk overfladebehandling på en lang række metalemner, ligeledes af kosmetiske hensyn.

Ved produktionen af hvert ton forzinket gods fremkommer der typisk 3-10 kg hårdzink (legering af zink og jern), hvilket svarer til ca. 300-1000 tons om året samt 15-25 kg zinkaske (den oxiderede overflade af metalbadet, der fjernes inden neddypning af emner) hvilket svarer til 1.500 tons om året. Kasserede affedterbade udgør ca. 100-200 tons pr. år

Spildevandet fra elektrolytisk overfladebehandling behandles i de fleste tilfælde internt på virksomheden inden udledning til kloak. Behandlingen består i de fleste tilfælde af fældning af metalionerne med hydroxid. Ofte presses det opståede metalhydroxidslam i filterpresser, og de dannede filterkager sendes til deponering på Kommunekemis deponeringsplads.

Hvis der ikke sker en løbende regenerering af procesbade, skal badene med visse mellemrum udskiftes. Ved udskiftningen bliver badene i nogle tilfælde opkoncentreret inden de sendes til Kommunekemi a/s, hvor der sker en videre behandling og deponering. Også hele bade sendes til behandling på Kommunekemi a/s. Badene kan være basiske eller sure. Badene indeholder i nogle tilfælde cyanid.

Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi har ydet tilskud til en lang række projekter indenfor den galvaniske branche til udvikling af renere teknologier m.v..

Nogle virksomheder har regenererings- og genvindingsanlæg, hvorved der i princippet ikke opstår affald af væsentligt omfang fra selve overfladebehandlingsprocesserne. Der opstår dog affald fra affedtningsprocessen. Ved løbende oprensning af de alkaliske vaskebade ved f.eks. ultrafiltrering kan badenes levetid forlænges betydeligt, og de indeholdte kemikalier, tensider, fosfateringsmidler m.m. udnyttes bedre, hvilket betyder en reduktion af affaldsmængderne.

I forbindelse med evalueringen af indsatserne for renere teknologi, er samtlige varmforzinkningsvirksomheder (ialt 20) er blevet spurgt om de anvendte forskellige renere teknologitiltag. Nedenstående tabel viser svarene.

Det er estimeret, at branchen frembringer omkring 2.000 tons metalhydroxid filterkager pr. år. Kommunekemi a/s modtog i 1995 ca. 1800 tons, hvilket er i god overensstemmelse med estimatet.

Indsatsen mod forurening fra branchen har i en årrække været koncentreret om spildevandet, idet for høje indhold af tungmetaller i spildevandet medfører, at slammet fra de kommunale rensningsanlæg ikke vil kunne anvendes på landbrugsarealer. Denne indsats har haft en afledt effekt på affaldet

Indholdet af metaller i det fældede slam i de kommunale rensningsanlæg er estimeret til henholdsvis 19 tons zink, 28,5 tons nikkel og 47,5 tons chrom. Der knytter sig en væsentlig usikkerhed til de opgivne mængder.

Følgende affaldstyper leveres til Kommunekemi a/s: Cyanidholdige bade evt. indeholdende andre tungmetaller, sure bejdsebade samt organiske affedtningsmidler herunder halogenerede opløsningsmidler. Desuden leveres forskellige slamtyper fra affedtning og skylning m.v. Kasserede bade leveres ligeledes til Kommunekemi a/s, såfremt der ikke på virksomheden sker en løbende oprensning af badene.

Ud fra Kommunekemis opgørelser, kan der ikke umiddelbart skelnes mellem affald fra galvanovirksomheder og varmforzinkningsvirksomheder, idet affaldstyperne i en vis udstrækning er de samme. Dette skyldes, at forbehandlingen i vid udstrækning benytter sig af de samme processer ved begge overfladebehandlingsmetoder.

Der kasseres ca. 4.000 tons bejdsebade om året. Badene indeholder ca. 240 tons zink og omkring 400 tons jern.

Det må antages, at størsteparten af affaldet fra brancherne bringes til behandling og/eller deponering hos Kommunekemi a/s. Kommunekemi a/s foretager om nødvendigt en oxidation af de cyanidholdige bade, således at cyanid omdannes til cyanat, mens de tungmetalholdige fraktioner fældes som hydroxider og deponeres på Kommunekemis deponeringsplads ved Klintholm. Metallerne er fortrinsvis zink, chrom og nikkel, men også kobber, tin, bly cadmium, sølv og guld forekommer. Der sker således ikke en uskadeliggørelse eller fjernelse og genanvendelse af de miljøskadelige tungmetaller, men de potentielle forureningsproblemer flyttes fra de enkelte virksomheder til Kommunekemis deponeringsplads, hvor det deponeres i specialdeponi. Affald indeholdende organiske opløsningsmidler bliver bortskaffet ved forbrænding på Kommunekemi A/S.

Affaldsminimering

Varmforzinkning. Ved løbende oprensning af de alkaliske vaskebade ved ultrafiltrering eller biologisk rensning forlænges badenes levetid betydeligt, og de indeholdte kemikalier, tensider, fosfateringsmidler m.m. udnyttes bedre, hvilket betyder en reduktion af affaldsmængderne. Der fremkommer spildevand ved skylleprocesser i forbindelse med affedtningen. Ved at føre skyllevandet tilbage til det foregående kar spares kemikalier og vandforbruget reduceres. Vandforbruget i branchen er ikke af væsentlig betydning.

Det er specielt indenfor forbehandlingen, der er mulighed for at reducere affaldsmængderne og ressourceforbruget. Der er særlig 3 områder, der med fordel kan prioriteres:

-Biologisk rensning af affedtningsbade

-Regenerering af flusbade

-Ultrafiltrering af affedtningsbade

Disse affaldsminimerende behandlinger er ikke udbredt i hele branchen.

Ved anvendelse af de udviklede renere teknologier inden for disse områder i hele branchen, kan der blandt andet opnås en besparelse på omkring 10 procent af zinkforbruget (nuværende forbrug: 10.000 t/år) og 50 procent af saltsyreforbruget (nuværende forbrug: 4.000 t/år). Mængden af affaldsyre anslås at kunne nedbringes med ca. 50 procent (nuværende mængde: 5.000 t/år).

Elektrolytisk overfladebehandling. Der er gennem flere år gennemført projekter indenfor branchen med det formål at søge at nedbringe forureningen fra branchen. Projekterne vedrører hovedsageligt genvinding af metaller og vand, således at disse stoffer kan recirkuleres. Det er indtil nu hovedsageligt de større virksomheder, der har haft ressourcer til at indføre renere teknologi med deraf følgende affaldsminimering. Den teknisk set bedste løsning på affaldsproblemet ville være rensning og recirkulering af hvert enkelt procesbad, hvorved der ville kunne ske en direkte anvendelse i den specifikke proces. Dette er imidlertid meget investeringskrævende, og de mindre galvanisører ville formodentlig ikke kunne etablere denne form for genvinding.

Branchen forudser, at et centralt anlæg til genvinding af procesbade vil være en realitet inden for de nærmeste fem år. Der foregår ikke væsentlige aktiviteter med hensyn til genvinding af forbehandlings- og affedtningsbade.

Med hensyn til de organiske opløsningsmidler anslås det, at ca. halvdelen af det danske forbrug anvendes til forbehandling i forbindelse med overfladebehandling. I tal svarer dette til, at forbruget (1993) ville kunne nedbringes fra ca. 2.500 tons til omkring 1.250 tons, hvis affedtning af emner inden overfladebehandling, blev foretaget ved vandige processer.

Ved implementering af de på nuværende tidpunkt kendte renere teknologier indenfor hele branchen, vil udledningen af tungmetaller med spildevandet kunne reduceres med ca. 50% og en nogenlunde tilsvarende reduktion ville kunne opnås i mængden af produceret metalslam.

Ved anvendelse af BAT (Best available technology), ville udledningerne kunne reduceres som angivet i tabellen.

Udover en betragtelig reduktion i spildet af metaller, ses det af bilaget, at der også er mulighed for væsentlige vandbesparelser.

Genanvendelsesmuligheder

Miljøstyring kan bevirke en øget kildesortering internt på virksomhederne, hvorved en større del af metallerne kan genanvendes.

Der er ikke væsentlige muligheder for at genanvende affaldsstofferne uden for branchen. Zinkfrie bejdsebade anvendes dog i meget begrænset omfang som fældningsmiddel for fosfor i rensningsanlæg. Hovedparten af affaldet bringes således til Kommunekemi a/s.

Zink er en begrænset ressourcer, og forbruget sammenholdt med de kendte reserver giver anledning til overvejelser om at finde muligheder for genanvendelse af dette metal.

I forbindelse med oparbejdning af de forzinkede produkter i støberier og skrotbaserede stålværker vil zinken typisk være koncentreret i røggasstøvet fra smelteovnene. Støvet fra stålværkerne indeholder mellem 20 og 30% zink, medens støvet fra støberierne indeholder mellem 15 0g 17% zink. Støvet fra stålværkerne regenereres, hvorved zinken bliver genanvendelig.

Disse regenereringsanlæg burde, eventuelt efter en forbehandling af filterkagerne, kunne regenerere zinken således at den bliver genanvendelig. Dette spørgsmål har været diskuteret i forbindelse med et nordisk oparbejdningsprojekt, men der har ikke været plads i det aktuelle projekt til at gøre forsøget.

Ideer til fremtidige initiativer

Indarbejde vilkår i kapitel 5 godkendelserne om affald, på lige fod med andre emissioner fra virksomhederne.

Implementering af miljøstyring.

Anvendelse af renere teknologi:

Etablering af centralt anlæg til genvinding af procesbade.

Filterkagernes indhold af metaller efter indførelse af renere teknologi bør undersøges med henblik på eventuel udvinding af metallerne. Her tænkes i første omgang på de anlæg der oparbejder røgfilterstøv fra elektrostålværker.

En begrænsning af anvendelsen af elektrolytisk overfladebehandling kan fremmes ved inddragelse af specifikke krav herom ved offentlige udbud, indkøb etc.

Opstilling af en udfasningsplan for anvendelse af visse metaller til overfladebehandling af en række specificerede produkter.

Litteratur

1. Evaluering af indsatsen for renere teknologi 1987 - 1992. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 5. 1995.

2. Spredning af renere teknologi i industriel overfladebehandling. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 25/1995,

3. Renere teknologi i eksisterende galvanovirksomheder, Miljøprojekt nr. 162. Miljøstyrelsen 1991.

4. Brancheorientering for varmforzinkningsindustrien. Orientering fra Miljøstyrelsen 3/1993.

5. Galvanisk overfladebelægning uden affald og spildevand. Miljøprojekt nr. 107, Miljøstyrelsen 1989.

6. Possible Ways of Reducing Environmental Pollution from the Surface-Treatment Industry. Nordiske Seminar- og Arbejdsrapporter, 1993:560, Nordisk Ministerråd 1993.

7. Spredning af renere teknologi i industriel overfladebehandling. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 25/1995,

8. Renere teknologi i eksisterende galvanovirksomheder, Miljøprojekt nr. 162. Miljøstyrelsen 1991.

9. Brancheorientering fra galvanoindustrien. Orientering fra Miljøstyrelsen 6/1993.

10. Elektrolytisk zinkgenvinding fra galvanospildevand. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr XX/1995.

11. Prioritering af lossepladser og kemikalieaffaldsdepoter: Arbejdsrapport 1990.

12. Galvanisk overfladebelægning uden affald og spildevand. Miljøprojekt nr. 107, Miljøstyrelsen 1989.

13. Possible Ways of Reducing Environmental Pollution from the Surface-Treatment Industry. Nordiske Seminar- og Arbejdsrapporter, 1993:560, Nordisk Ministerråd 1993.

14. Genvinding af chromsyreholdige procesbade, Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 17/1996.

15. Mandlig reproduktion og kemiske stoffer med østrogenlignende effekter, Miljøprojekt nr. 292, 1995

16. Massestrømsanalyse for kobber, Miljøprojekt nr. 323, 1996

TABEL. Anvendelse af BAT tilbegrænsning af miljøbelastende stoffer og vandbegrænsende foranstaltninger.

Kilde: Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 25 1995, Spredning af renere teknologi i industriel overfladebehandling.

1.22 Grafisk branche

Fakta

Problemer

Det farlige affald fra den grafiske branche, der kan give problemer, er hovedsageligt organiske opløsningsmidler, tungmetaller, affald fra fotografiske processer og klude forurenet med organiske opløsningsmidler. De organiske opløsningsmidlers indvirkning på det fysiske arbejdsmiljø er, at de kan give varige hjerneskader. Eksternt kan medslæb og spild medføre spildevands- og grundvandsforurening.

I nogle trykfarver anvendes der phthalater, der er mistænkt for at have en østrogenlignende virkning.

Det skønnes, at 19 fotokemikalier inklusiv sølv skulle miljøfareklassificeres, idet de enten er meget giftige (LC₅₀< 1 mg/l) over for akvatiske organismer eller giftige/moderat giftige og samtidig ikke-letnedbrydelige eller potentielt bioakkumulerbare.

Af disse 19 skønnes de 9 grupper af stoffer, repræsenterende i alt 14 enkeltstoffer, at blive anvendt i en mængde på 1 ton/år eller mere. Heraf tegner ferri-EDTA-forbindelser sig for den største udledning til vandmiljøet med en estimeret årlig mængde på op til 32 tons. Blandt de giftige eller meget giftige stoffer kan især nævnes sølv(ioner), hydroquinon, ammoniumthiocyanat og aluminiumsulfat, der skønnes at blive tilført vandmiljøet i maksimale mængder på mellem 2,1 t/år. og 6,3 t/år. Alle øvrige klassificerede stoffer skønnes at blive udledt til vandmiljøet i mængder på mindre end 1 ton/år.

Fotokemikalier, især EDTA-forbindelser og ammoniumthiosulfat bidrager til spildevandet med en ikke ubetydelig mængde kvælstof (som aminer eller ammonium).

Trods afleveringspligt for brugt fremkalder skønnes i størrelsesordenen 10% af den anvendte mængde alligevel at blive udledt med fotovirksomhedernes spildevand. Det samlede tab fra brugt fixér vurderes at være mere end 40% (dog ikke hvad angår sølv).

Generelt/ status

Den grafiske branche består af virksomheder, der i størrelse spænder fra små familietrykkerier med en eller to trykpresser til store industrielle trykkerier med mange ansatte, og med en produktion der spænder fra kunsttryk til tryk af aviser med et oplag på 250.000 stk. om dagen.

Hovedprocesserne indenfor den grafiske branche er: Formfremstilling, trykning og rengøring (afvaskning) ved offset, dybtryk, serigrafi og flexotryk. Det vurderes at de samme teknikker, kemikalier mm. bliver anvendt ved mere end 90% af al professionel grafisk produktion i Danmark i dag.

I den grafiske branche i Danmark er der ca. 3000 virksomheder, heraf er hovedparten små virksomheder med 1-9 ansatte.

Forbruget af kemikalier på årsbasis i den grafiske branche spænder fra mindre end 1 ton/år til 3000 ton/år afhængig af virksomhedsstørrelser og hvilken type trykkemetode der anvendes på virksomheden. Det største forbrug af kemikalier findes inden for gruppen af trykfarver som kan være med eller uden indhold af organiske opløsningsmidler.

Med hensyn til trykproceskemikalier, dvs. trykfarver, lakker og fugtevand, ligger det skønnede forbrug på ca. 10.000 ton/år, heraf udgør trykfarver hovedparten - specielt offset- og flexofarver. (1/1995)

Forbruget af kemikalier til afvaskning er skønnet til mellem 1200 - 2500 ton/år, hvor afvaskere til offsetpresser er dominerende. (1/1995)

Noget af den trykfarve der produceres i Danmark indeholder phthalater. Totalforbruget skønnes til mellem 86 til 270 tons phtalater/år.

Forbruget af kemikalier til de fotografiske processer udgør godt 11.000 tons/år.

Kemikalieaffald fra den grafiske branche inddeles i følgende grupper:

- Affald fra fotografiske processer (fremkalder og fixer) ca. 6400 tons/år

- Trykfarver med og uden rester af organiske opløsningsmidler ca 1600 tons/år

- Klude, som er forurenet med opløsningsmidler ca. 1000 tons/år

Generelt vurderes det, at brugt farvefjerner og farveslam for langt hovedparten afleveres til modtagestation, mens brugte papirklude i vidt omfang går til container (dagrenovation).

På Kommunekemi A/S brændes organiske opløsningsmidler og trykfarve. Galvanobade fældes og de fældede metaller deponeres.

Udover aflevering til Kommunekemi a/s, er der flere andre behandlingsanlæg. Trykkerisværte afleveres bl.a. til Danish Waste Technology Group, J.C. Jensen Miljøservice A/S, Jørgen Broegaard A/S, Marius Pedersen A/S, Nicha Miljøteknik, Scanfors A/S, Tyreholmen Nærgenbrugsstation og VEGA I/S.

Maling og organiske opløsningsmidler afleveres udover til Kommunekemi a/s også til ANPO, Dansk Specialaffald, DOG, N-J. Seperation ApS. og Scanfors A/S.

Ud over at fotokemikalieaffald afleveres til Kommunekemi a/s, afleveres en væsentlig del til returvirksomheder, der oparbejder og udvinder sølv. I Danmark findes der 3 større returfirmaer for affald fra den grafiske branche: Scanfors A/S, Foxdal Fototeknik ApS. og Deltagraph A/S. Derudover findes der en række mindre firmaer (skrothandlere m.v.) med tilladelse til indsamling af specielt affald herunder fotokemikalier. Efter behandling på behandlingsvirksomheder bliver kemikalierne transporteret enten til de store eller til Kommunekemi A/S. I alt modtager de tre store returfimaer ca. 1.500 t. brugt fixer pr. år og ca. 2.300 t. brugt fremkalder pr. år.(1/1993)

Det vil sige, at den samlede mængde indsamlet fremkalderaffald er ca. 2.597 t/år og fixér er ca. 1.525 t/år.

Til sammenligning var det totale forbrug i 1988 af procesbade 11.400 t/år (1/1993), hvoraf ca. mellem 8.000 - 9.000 t/år vurderes ikke at blive indsamlet, men ledt til kloak.

Affaldsminimering

Grafisk arbejdsgiverforening arbejder for tiden med et projekt, støttet af rådet for genanvendelse og mindre forurenende teknologi. Projektet omfatter en kortlægning af affaldsmængder og typer, etablering af en landsdækkende brancheorienteret indsamlingsordning, således at affaldsmængden bliver rentabel at genanvende, samt en forøget implementering af de resultater der opnået indenfor mindre forurenende teknologi i den grafiske branche. Projektet forventes afsluttet ultimo 1997.

Endvidere arbejder Grafisk Arbejdsgiverforening med indførelse af miljøstyring i branchen.

Under Handlingsplanen om offentlig grøn indkøbspolitik udarbejdes en række miljøvejledninger til offentlige indkøbere. I sommeren 1997 forventes bl.a. udgivet en miljøvejledning om offset-tryksager. Vejledningen indeholder råd og anbefalinger om, hvordan der kan tages miljøhensyn i forbindelse med indkøb, f.eks. gennem anvendelse af 100% genbrugspapir, svanemærkede trykkerier m.m.

I Miljø- og Energiministeriet er tryksager udpeget som et indsatsområde i forbindelse med ministeriets interne miljøbevidst indkøbspolitik. Der er nedsat en erfaringsudvekslingsgruppe på tværs af ministeriet, der drøfter hvordan der kan stilles miljøkrav i forbindelse med indkøb af tryksager. Her overvejes også spørgsmål omkring reduktion af affald.

Der udgives desuden i foråret 1997 en håndbog i miljøbevidst design af grafiske produkter.

Miljøbelastning fra den grafiske branche er således et område, der indgår i arbejdet med fremme af en miljøbevidst indkøbspolitik.

Herved påvirkes leverandører af produkter til den grafiske branche til at udvikle mere miljøvenlige stoffer til brug i produktionsprocessen i branchen.

VOC-aftale fra 1995/96: Reduktion af industriens samlede udslip af organiske opløsningsmidler inden år 2000 med 40% i forhold til 1988 niveauet. Reduktionen skal hovedsageligt ske ved anvendelse af renere teknologi og substitution af nogle organiske opløsningsmidler.

Angrebsvinkler for indsatsen i grafisk branche generelt er:

Serigrafibranchen. Der er identificeret højt prioriterede indsatsområder ved hovedprocesserne formfremstilling og rengøring/afvaskning. Til afvaskning er der bl.a. lavet forsøg med brug af soyaolie.

Offset-branchen: Der er identificeret indsatsområder inden for alle processer: pladefremkaldelse, plysvalsevask, pladefremkaldelse(udvaskning) og trykning (befugtning af plade)

Endvidere findes der også helt andre metoder til at fremstille på, hvor store dele af de anvendte kemikalier vil udgå.

Flexo/emballagetryk. Der er identificeret indsatsområder omhandlende afvask af vandfortyndbar farve og formfremstilling af vandudvaskelige pladetyper

Alle typer af fixérbade kan i princippet recirkuleres. Der findes flere systemer, der lokalt kan monteres på fremkaldemaskinerne. Med disse systemer udvindes sølvet løbende ved hjælp af elektrolyse- evt. ionbytning, så sølvet i fixerbad og spildevand i visse tilfælde kommer helt ned på ca. 0,1 g pr. liter samtidig med at forbruget af fixér reduceres med op til 75%.

En mere avanceret udgave af disse anlæg anvender skyllevandet til fremstilling af fixervæske (kun film/papirfremkaldelse) ud fra kemikaliepulvere eller -koncentrater. Der er ingen udledning til kloak fra disse anlæg, idet den udtjente fixervæske opsamles og behandles som kemikalieaffald. Skønsmæssigt er der i dag etableret mellem 150 og 250 af disse anlæg i Danmark.

I december 1995 er der markedsført en videreudvikling af ovennævnte anlæg, hvor der er indbygget systemer til adskillelse af urenheder og uønskede kemikalier i fremkalder- og/ fixervæsken. Disse væsker kan således genanvendes flere gange end ved de øvrige processer, og tabet af ureagerede fotokemikalier begrænses samtidig med at mængden af kemikalieaffald reduceres. Der er etableret under 10 anlæg af denne type i Danmark.

På området substitution af kemikalier er der udviklet alternativer hydroquinon. alternativet testes for tiden for eventuelle miljøeffekter, men alternativerne forventes at blive dyrere at anvende en hydroquinon. Endvidere afprøves alternativer til EDTA, ligesom der arbejdes på en generel nedbringelse af de kendte sundhedsskadelige eller miljøfremmede effekter fra fremkalder og fixervæsker.

Gennem den senere årrække er der i stigende omfang gjort brug af EDB til klargøring, hvilket gør det muligt hurtigt at frembringe en udskrift af layoutmaterialet ved hjælp af en laserprinter.

Såkaldte tørfilm "kemiløs fremstilling af reprofilm" er under udvikling, men det er ikke muligt at vurdere hvor hurtigt udviklingen og anvendelse af denne filmtype vil gå.

Indenfor offsettryk sker den en udvikling i fremstilling af kemiløse offsetplader. Denne udvikling vil gøre filmfremstilling overflødig og samtidig minimere den eksisterende produktion af spildprodukter.

Det er i dag muligt at overføre elektronisk monterede sider til offsetplader ved en teknik der kaldes computer to plate, og denne teknik forventes at vinde frem indenfor de nærmest kommende år. Denne teknik kan anvendes til såvel våd- som tøroffsettrykning.

En anden nyudviklet metode er computer to press, hvor trykbilledet overføres direkte til trykmaskinen, hvorved de våde fotoprocesser helt undgås og spildevandsudledningen elimineres. Teknikken er i dag kun anvendelig til trykning af små oplag grundet en lav trykhastighed, og det må forventes, at økonomien i disse systemer i en årrække vil sætte grænser for udbredelse af processen..

Genanvendelsesmuligheder

Brugte klude og olieaffald afleveres til vask og genvinding. 80% af de brugte klude genanvendes.

Nogle virksomheder i den grafiske branche anvender UV-lak, der leveres på genbrugsfustager og kan returneres til producenten. 50% af den samlede affaldsmængde af uhærdet farve, metal genanvendes.

Afsølvningen af affald fra de fotografiske processer sker ved hjælp af elektrolyse og kemisk fældning, hvorved ca. 95% af sølvindholdet bliver fjernet. Ved den samme proces sker der også fjernelse af andre metaller som f.eks. den aluminium, der findes i hærderfixérbadene. Efterfølgende foretages en kontrolanalyse af remanensen (pH og sølvindhold), hvorefter denne neutraliseres og føres til kloak.

Med filmscrap menes brugt eller kasseret film og papir indeholdende sølv. Dette filmscrap indsamles også af de større returfirmaer, der efterfølgende forbrændes i forbindelse med udvinding af sølv.

På nogle behandlingssteder genbruges plastic, men som oftest brændes det. På Scanfors forbrændes plastic i forbindelse med udvinding af sølv, dog uden at varmen anvendes.

Hos de returfirmaer, der indsamler/behandler det fotokemiske affald, genanvendes kun ca. 15% af fremkalder og fixér. Dette bl.a. fordi dagens fotokemikalier er mangeartede med en kompliceret kemisk sammensætning, der gør det vanskeligt at adskille dem i forskellige typer hos returfirmaerne. Tidligere da fixérbadene var mere ensartede og mindre komplekst sammensat, blev de efter afsølvningen solgt som genbrugsfixér. Den regenerering og genanvendelse der sker i dag, sker udelukkende lokalt hos visse brugervirksomheder.

Farvefremkalder kan ved hjælp af ionbytning og tilsætning af nødvendige kemikalier regenereres, således at 80-90% kan genbruges. Regenereringen og genbrug foregår alene på fotolaboratorier med en stor produktion. Systemerne kræver en vis mængde kemikalier for at kunne fungere optimalt og forudsætter desuden adgang til analyselaboratorium. På denne baggrund vurderes genbrug af farvekemikalier kun at være lønsomt for fotolaboratorier med en årlig produktion af papirkopier på over 20.000 m², hvilket vil sige store laboratorier.

Det er i dag ikke teknisk og økonomisk muligt, at regenerere og genbruge sort/hvid fremkalder.

Makulatur leveres til papirfabrikkerne og ca. 80% af den samlede makulatur genanvendes.

Mål

En minimering af den producerede affaldsmængde, samtidig med at der sker en udfasning af miljøfremmede stoffer og øget genanvendelse.

Ideer til fremtidige initiativer

Indarbejde vilkår i kapitel 5 godkendelserne om affald, på lige fod med andre emissioner fra virksomhederne.

Etablering af brancheorienterede oparbejdningsordning, for eks. i form af regenerering af farvefremkalder fra mindre fotolaboratorier.

Indførelse af Miljøstyring i den grafiske branche.

Genanvendelse ved kilden ved f.eks. recirkulering af visse stoffer.

Bedre kildesortering af for eks. makulatur ved kilden, således at mulighederne for rentabel genanvendelse optimeres.

Støtte den teknologiske udvikling i forbindelse med brug af EDB til originalklargøring samt computer to plate og computer to press teknikkernes udbredelse i den grafiske branche.

Støtte substitution af miljøfremmede stoffer, i første omgang nøje følge udviklingen på området der vedrøre substitution af hydroquinon og EDTA.

Følge udviklingen nøje på området "kemiløs fremstilling af tørfilm" og kemiløs fremstilling af offsetplader.

Rammevask ved serigrafi

Rengøringsmidler til afvaskning af vandfortyndbar farve på flexo/emballagedybtryk presser.

Makulatur (trods en genanvendelsesprocent på 80 er der stadig ca. 25000 tons/år der ikke genanvendes)

Litteratur

1. Miljøprojekt nr. 284 (1995): Indsatsområder for renere teknologi i den grafiske branche.

2. Opgørelse fra Kommunekemi a/s 1995

3. Miljøprojekt nr. 169 (1991): Renere teknologi i den grafiske branche

4. Rasmussen, Bente m.fl.(1993): Arbejdsrapport, 2. udkast: "Teknisk grundlag for revision af listen over olie- og kemikalieaffald. Videnindsamling vedrørende klassificering og håndtering af olie- og kemikalieaffald i Danmark".

5. Miljøprojekt nr. 218, 1993: "Miljøvurdering af fotokemikalier"

6. Miljøprojekt nr. 139, 1990: "Afvask af trykprocesser med sojaolie"

7. Miljøprojekt nr. 176, 1991: "Opløsningsmiddelfattige serigrafifarver"

8. Miljøprojekt nr. 320, 1996: "Massestrømsanalyse for phthalater"

9. Foreløbig udkast til miljøprojekt "Minimering af kemikalie - vandudledning fra fotoprocesser i grafiske virksomheder.

10. Waste Environment Today nr. 11, 1994. Op. Cit. Ren Viden 2-95.

11. Telefonisk kontakt, Scanfors A/S, den 15.8.1996, Jan Ullerup

1.23 Støberibranchen

Fakta

Problemer

Støberiaffaldet udgør mængdemæssigt et problem da størstedelen i dag deponeres. De miljømæssige problemer i forbindelse med håndteringen af affald fra støberibranchen hidrører fra de i processerne anvendte kemikalier i form af phenol-, butyl-, toluen-, ethylen-, xylen- og PAH-forbindelser. Endvidere indeholder affaldet varierende mængder af tungmetaller.

Ved uhensigtsmæssig anvendelse af støberiaffaldet kan de organiske forbindelser, og i visse tilfælde tungmetallerne, give problemer ved nedsivning til grundvandsressourcerne.

Generelt /status

Støberibranchen består af ca. 15 jernstøberier og 60 metalstøberier af meget varierende størrelse og produktionsprocesser.

De større støberier anvender hovedsageligt vådsandsformning til små og mellemstore emner, medens der til kærner og store emner anvendes kemisk bundet formsand. Mindre støberier anvender hovedsageligt kemisk bundet formsand.

Affaldet kan inddeles i affaldssand fra vådsandsformning (ca.. 60.000 tons/år), affaldssand fra kemisk bundet formsand (ca. 20.000 tons/år), filterstøv fra afsugningsanlæg ved ovne (ca. 300 tons/år), filterstøv fra øvrige afsugningsanlæg (ca. 13.000 tons/år), ovnslagger (ca. 6.000 tons/år) samt ildfaste materialer (ca. 4000 tons/år).

Affaldssand og støv fra afsugningsanlæg indeholder, fra såvel vådsand- som kemisk bundne forme, en del miljømæssigt betænkelige stoffer i form af fenoler, BTEX-forbindelser, mindre koncentrationer af PAH-forbindelser og tungmetaller. De enkelte værdierne varierer en del fra støberi til støberi, for eks. er der i affaldssandet fra ét enkelte metalstøberi fundet et forholdsvis højt niveau af tungmetal.

En mindre del af affaldssandet anvendes i dag til mere eller mindre miljømæssigt heldige formål i henhold til lokale tilladelser, men størstedelen, ca. 70.000 tons/år, deponeres på kontrolleret losseplads, hvor det anvendes til afdækning. Affaldssand fra vådsandsformning er særdeles velegnet til sidstnævnte formål, grundet det store indhold af aktivt ler (mellem 5 og 10%).

Affaldssandet fra kemisk bundet formsand er bundet surt, hvilket kan give problemer ved en eventuel genanvendelse.

Filterstøvet fra afsugningsanlæg ved ovne, slagger og ildfaste materialer har ofte et højt tungmetal-indhold, hvorfor det deponeres på kontrolleret losseplads i specialdeponi eller på Klintholm.

Affaldssand fra metalstøberier der anvender vådsandsformning og støber rødgods eller aluminiumsbronze kan indeholde så meget tungmetal at det bør deponeres i specialdeponi på kontrolleret losseplads.

En mindre fraktion af slibestøv fra metalsmelterier eksporteres til oparbejdning på udenlandske metalraffinaderier.

Affaldsminimering

Umiddelbart kendes ingen generel mulighed for affaldsminimering, idet affaldsmængden er stærkt afhængig af hvilke produkter der produceres på det enkelte støberi. At der imidlertid er muligheder for en markant minimering af affaldsmængden fremgår af, at et jernstøberi gennem de sidste 2 år har reduceret sin affaldsmængde med 25%, samtidig med at der er sket en produktionsstigning på 50%.

Genanvendelsesmuligheder

I forbindelse med et projekt, støtte af rådet for mindre forurenende teknologi og genanvendelse, er der foretaget en fraktionering af affaldssandet på et vådsandsstøberi.

Ved fraktionering reduceres de organiske forbindelser ekstremt for 50% af affaldssandets vedkommende, og der skønnes ikke at blive problemer med at opnå en efterfølgende rensningsgrad på de organiske forbindelser, der hindrer at affaldet klassificeres som frit anvendeligt. Den pågældende fraktion indeholder imidlertid en del jern i form af slibestøv og udskilt grit fra rensning af godset, hvilket medfører et forholdsvis højt kromindhold. Sidstnævnte problem bør ikke blive en hindring for at affaldet kan betragtes som frit anvendeligt.

Da kornstørrelsen i denne fraktion ligger på 0,10 mm, er fraktionen i stor udstrækning anvendelig som erstatning for jomfruelige materialer ved for eks. bygge- og anlægsarbejder.

Den resterende fraktion skønnes ligeledes, dog med mere intensiv rensning, at kunne renses til under eller nær grænsen frit anvendeligt niveau. Denne fraktion er på grund af sin lille kornstørrelse og store indhold af aktivt ler meget anvendeligt til afdækning på kommunale lossepladser som erstatning for anvendelse af ler.

Kemisk bundet kærnesand forsøges genanvendt i forbindelse med fremstilling af varm asfalt.

Resultaterne af dette forsøg kendes endnu ikke, men der burde ikke være problemer i forbindelse med denne anvendelse.

Størstedelen af det kemisk bundne formsand burde i lighed med vådsandet kunne renses for organiske forbindelser, men her bliver det muligvis nødvendigt at indføre et neutraliseringstrin før den bakteriologiske rensning grundet den sure binding af formsandet.

Det er teknisk muligt at oparbejde filterstøvet fra ovnene på de anlæg der er etableret til oparbejdning af stålværksstøv. Da støvet imidlertid har et tungmetalindhold der ligger ca. 40% under de værdier der er i filterstøvet fra Det Danske Stålvalseværk A/S, må der forventes en oparbejdningspris på mellem 12 - 1500 kr./tons, hvorfor det økonomiske incitament til en oparbejdning mangler.

Import og eksport

En mindre mængde slibestøv og omgangsmateriale fra metalstøberierne sendes til raffinering i udlandet.

Mål

Nedbringe affaldsmængderne fra branchen herunder miljøbelastningen.

Ideer til fremtidige initiativer

Indarbejde vilkår i kapitel 5 godkendelserne om affald, på lige fod med andre emissioner fra virksomhederne.

Støberibranchen har fået tilsagn om støtte til forsøg med indføring af miljøstyring på 7 jern- og metalstøberier. Indførelsen af miljøstyring, hvor affaldet får en meget central placering, forventes sammenkoblet med en styring af arbejdsmiljøet og energiforbruget. Sidstnævnte kan have en afledet affaldsbegrænsende effekt, idet støberibranchen er blandt de største energiforbruger i dansk industri.

Indførelse af miljøstyring i branchen forventes, på baggrund af de resultater der er opnået på ét støberi, at medføre en affaldsreduktion på ca. 30%.

Det skal sikres, at affaldssandet fra støberierne fraktioneres og behandles således, at organiske forbindelser reduceres til niveauet for ren jord, alternativt at sandet kan genanvendes uden miljømæssige problemer.

Endvidere vil der i forbindelse med miljøstyringsprojektet blive taget initiativer til, at øvrige affaldsfraktioner som kemisk bundet formsand, slagge- og ildfaste materialer forsøges genanvendt.

Der må i forbindelse med dette arbejde forventes udført sideløbende undersøgelsesprojekter.

Cronitsandsaffaldet, der udgør 3000 tons/år fra ét støberi, forsøges termisk behandlet af det pågældende støberi. Alternativt burde denne fraktion være særdeles anvendelig i teglindustrien grundet kornstørrelsesfordelingen i affaldet.

Oparbejdning af filterstøv fra ovnanlæg forventes indenfor en tidshorisont på 3 år at kunne foretages økonomisk rentabelt på et anlæg der er planlagt opført i Norge.

Litteratur

DTI-rapport 1995 om genvinding af støberiaffaldssand ved hjælp af nyudviklede regenereringsanlæg.

Arbejdsrapport nr. 7/1989 fra Miljøstyrelsen om genanvendelse af støberiaffaldssand.

Arbejdsrapport nr. 29/19992 fra Miljøstyrelsen om transport af affaldssand.

Arbejdsrapport nr. 39/1992 fra Miljøstyrelsen om samfundsmæssig vurdering af mulighederne for at genanvende støberiaffaldssand.

Miljøprojekt nr. 191/1992 om renere teknologi i jern- og metalstøberier.

Miljøprojekt nr. 1/1996 om undersøgelse af retursand i danske støberier.

Igangværende projekter:

Nedbringelse af PAH-, fenol- og BTEX-forbindelser i affaldssand fra vådformning i jernstøberier.

Anvendelse af affaldssand fra jernstøberier i varm asfalt.

1.24 Textilbranchen

Fakta

Problemer

Genanvendelse af affaldsfraktioner fra textilindustrien er generelt forbundet med problemer, da der forekommer variationer i materialetyper, kvaliteter og sammensætninger, bl. a. som et resultat af varierende mode.

Ved genanvendelse af textilfraskær og garnrester kan der opstå arbejdsmiljøproblemer i form af støvgener i forbindelse med sortering og efterfølgende oparbejdning.

I forbindelse med forbrænding på kommunale anlæg vil der ikke være miljømæssige problemer, men store enheder kan medføre tekniske problemer i forbindelse med indfyring af affaldet. Sidstnævnte er årsag til, at en del af textilaffaldet deponeres.

Generelt /status

Textilbranchen består af 8 til 9 spinderier, hvoraf de 5 har eget farveri, ca. 170 trikotagevirksomheder, 14 tæppefabrikker, 5 nonwovenfabrikker, 40 virksomheder der foretager vådbehandling og ca. 500 konfektionsvirksomheder.

2135 tons textilaffald/år genanvendes til fremstilling af undervandingsduge, vat og fyld i puder og møbler, medens de resterende 5.400 tos textilaffald/år og 3.100 tons tæppeaffald/år hovedsageligt afbrændes i kommunale forbrændingsanlæg.

Affaldsminimering

Umiddelbart er der ikke store muligheder for affaldsminimering indenfor textilbranchen da indførelsen af CAD/CAM anlæg allerede har minimeret affaldsmængderne så meget som muligt.

Når der alligevel regnes med et fald i branchens affaldsmængde skyldes dette, at arbejdspladserne i stor udstrækning flyttes til lande med billig arbejdskraft. Hidtil er selve udskæringen, der er den mest affaldsproducerende proces, dog ofte blevet i Danmark.

Genanvendelsesmuligheder

Der har været forskellige tiltag for at finde nye genanvendelsesområder for textilaffald, men de hidtidige forslag ligger tæt op af de produkter der i dag fremstilles af genanvendte materialer, hovedsageligt bomuldstextilrester.

Import og eksport

En mindre mængde er tidligere blevet eksporteret Spanien, Holland og Belgien.

Ideer til fremtidige initiativer

Textil- og beklædningsindustrien, Herning kommune, Ringkøbing Amt og Miljøstyrelsen arbejder for tiden på en brancheorientering for textilindustrien.

Textilbranchen indgår endvidere som et prioriteret område i Miljøstyrelsens oplæg til en produktorienteret miljøstrategi.

Affaldsproblematikken indgår som en integreret del af disse 2 indsatsområder.

Litteratur

Arbejdsrapport nr. 2/1981 fra Miljøstyrelsen om renere teknologi i textil- og beklædningsindustrien.

Miljøprojekt nr. 86/1987 om genanvendelse af textilaffald

Arbejdsrapport nr. 27/1993 om genanvendelse af textilrester som råstof til oparbejdning af nye produkter.

Bilag 2 : Miljøbelastende stoffer

1.1 Indledning
1.2 Arsen
1.3 Bly
1.4 Cadmium
1.5 Kobber
1.6 Krom
1.7 Kviksølv
1.8 Nikkel
1.9 Phthalater

1.1 Indledning

Restprodukterne fra affaldsbehandlingsanmlæg indeholder en række miljøbelastende stoffer. I det følgende vil de mest miljøbelastende stoffer blive gennemgået Udvælgelsen af stoffer er foretaget på grundlag af resultaterne fra Miljøstyrelsens "Rammeprogram til begrænsning af miljøbelastende stoffer i affald, restprodukter og genanvendelige materialer", som blev iværksat i 1991 og de deraf følgende afrapporteringer, som er foretaget i 1994 og 1995.

Gennemgangen består af :

1.2 Arsen

Effekt for sundhed og miljø

Arsen og arsenforbindelser anses for giftige til meget giftige for mennesker og kan bl. a. forårsage kræft og være reproduktionsskadende I miljøet kan stoffet bioakkumulerer i fødekæderne. For højere stående dyr og planter er der bl.a. påvist genotoksiske effekter. Arsen kan have skadelige effekter på jordmiljøet, hvis koncentrationen er høj. Effekter vil formentlig først vise sig i planter, men generelt er den økotoksikologiske viden om arsenforbindelser begrænset. Arsen udgør et grundvandsproblem.

Den største tilførsel til miljøet sker ved deponering af arsenholdige affaldsprodukter som slagge og aske fra energifremstilling, affald fra støberiprocesser og fremstilling af blyakkumulatorer, udvaskning og forbrænding af trykimprægneret træ, spildevandsslam og dagrenovation.

Forureningskilder

Hovedkilden til arsenbelastningen af miljøet kommer fra restprodukter fra kulfyrede kraftværker og restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg, hvor trykimprægneret træ er blevet indfyret (se bilag).

Mængden af trykimprægneret affaldstræ vil i de kommende år stige på grund af den store mængde ophobet imprægneret træ, som findes i samfundet. De fremtidige arsenkoncentrationer i restprodukterne må derfor formodes at stige dramatisk, hvis der ikke findes alternative bortskaffelsesmetoder for imprægneret træ. Det skønnes f.eks. at der i år 2010 vil falde 45 t arsen via imprægneret træ (se i øvrigt faktaark om imprægneret træ).

Se i øvrigt oversigten over kilder til arsen

Genanvendelsesmuligheder

Genanvendelse af jern og stål og blyakkumulatorer betyder, at arsen genanvendes indirekte.

Import og eksport

Arsen importeres indtil videre via import af trykimprægneret træ (se faktaark om dette).

Litteratur

Miljøstyrelsen 1985. Forbrug og forurening med arsen, krom, kobolt og nikkel. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 7.

Træbeskyttelsesmidler og imprægneret træ. Massestrømsanalyse, miljø- og sundhedsvurdering. Miljøprojekt Miljøstyrelsen udkast.

Se endvidere fakta-ark om imprægneret træ.

Oversigt over kilder til arsen tilført affaldsforbrændingsanlæg

*)Miljøstyrelsen 1985. Forbrug og forurening med arsen, krom, kobolt og nikkel. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 7.

**)Træbeskyttelsesmidler og imprægneret træ. Massestrømsanalyse, miljø- og sundhedsvurdering. Miljøprojekt nr xxx . Under trykning.

Oversigt over kilder til arsen, der deponeres

1.3 Bly

Effekt for sundhed og miljø

Bly og blyforbindelser vides at kunne have en akut såvel som kronisk giftvirkning overfor planter, dyr og mikroorganismer. Bly optages meget let af levende organismer og opkoncenteres især i knogler. Hos mennesker påvirker bly først og fremmest nervesystemet, hvilket viser sig ved at nerveledningshastigheden nedsættes. Dette kan påvirke indlæring og adfærd. Hos mennesker ophobes bly særligt i knoglerne.

De registrerede effekter er desuden, at bly kan forårsage forgiftninger, være kræftfremkaldende og stoffet kan skade reproduktionsevnen.

Bly er det tungmetal som generelt forekommer i de højeste koncentrationer i affaldsstrømmene. På grund af stoffets farlighed og høje koncentrationer er det ofte bly, der er begrænsende for genanvendelsen af restprodukter.

Forureningskilder

Hovedkilderne til bly i affaldsstrømmene hidrører fra elektriske og elektroniske produkter, uindsamlede blyakkumulatorer, fiskenet, kabelskrot og stabilisatorer i PVC (se bilag og faktaark om elektroniske produkter, blyakkumulatorer, plast og kabelskrot).

Der er lavet en brancheaftale om indsamling af blyakkumulatorer, som skal sikre, at 99,9 % af de bortskaffede akkumulatorer indsamles.

Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 581 af 24. juni 1996 om bortskaffelse, planlægning og registrering af affald forbyder afbrænding af tungmetalholdigt affald f.eks. fiskenet med blylodder og PVC-affald.

PVC-aftalen betyder, at den hårde PVC-fraktion skal indsamles med henblik på genanvendelse, hvorfor blybidraget herfra reduceres.

Indholdet af bly i konservesdåser er et problem, der vil blive reduceret kraftigt fremover, idet dåserne fremover ikke vil indeholde blyholdige lodninger

Se i øvrigt oversigten over kilder til bly.

Genanvendelsesmuligheder

Metallisk bly kan genanvendes uden tekniske problemer. I øjeblikket oparbejdes omkring 14.000 tons i bl.a. Sverige hovedsagelig fra akkumulatorer. Blyforbindelser lader sig også genanvendes efter behandling med elektrokemiske processer.

Import og eksport

Der importeres 22.400 tons bly med halvfabrikata og færdigvarer til Danmark.

Der eksporteres samlet omkring 10.300-12.300 tons bly i form af skrot til genanvendelse. Derudover eksporteres omkring 4.800 tons bly med halvfabrikata og færdigvarer.

Litteratur

1.Miljøprojekt nr. 327, 1996. Massestrømsanalyse for bly, Miljøstyrelsen.

2. Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 3, 1994. Heavy metals.

3. Miljøprojekt nr. 269, 1994. Miljøbelastning fra affaldsbehandlingsanlæg. Miljøstyrelsen.

4. Miljøprojekt nr.(udkast). Restprodukter - karakteristika, mængder og bortskaffelse. Miljøstyrelsen.

5. Miljøprojekt nr. 280, 1994. Bortskaffelse af elektronikprodukter. Miljøstyrelsen.

6. Miljøprojekt nr. 131, 1990. Miljøvurdering af PVC og udvalgte alternative materialer. Miljøstyrelsen.

7. Nordisk Ministerråd, 1994. Costs of Lead Related to Waste Products. TemaNord 1994:639.

8. Nordisk ministerråd, 1995. Opportunities and costs of substituting lead. TemaNord 1995:565.

9. Nordisk Ministerråd, 1995. Risk reduction of Lead. TemaNord 1995:566.

10. Udkast til redegørelse om bly- anvendelse, problemer og den videre indsats - samt høringsbrev.

Oversigt over forbrug af udvalgte blyanvendelser og kilder til bly til brændbart affald, 1994 ) og mulige initiativer.

Påtænkes reguleret gennem en forbudsbekendtgørelse

Kilde: Miljøprojekt nr. 327, Massestrømsanalyse for bly. Miljøstyrelsen ,1996.

1) Der er angivet de skønnede bidrag fra de forskellige kilder. Den skønnede totale tilførsel på 520-1200 tons anses for at være i god overensstemmelse med den tilførsel på 830 tons, jf. tabel 4.12), som kan registreres på danske forbrændingsanlæg udfra målinger på restprodukter og emissioner.

2) Omfatter bl.a. blyplomer på stålwirer (f.eks. gearkabler til cykler) og blytråd i "Gardisette" gardiner

Forbrug incl. alle anvendelsesområder. Alle tal er opgivet i tons/ Pb /pr år.

Oversigt over kilder til bly til affald, der deponeres 1994 ) og mulige initiativer.

Bekendtgørelse nr. 91 om indsamling af blyakkumulatorer

Udkast til bekendtgørelse om forbud mod import, salg og fremstilling af bly og produkter,

der indeholder bly

Bekendtgørelse nr. 92 om gebyr på blyakkumulatorer

Påtænkes reguleret gennem en forbudsbekendtgørelse

1.4 Cadmium

Effekt for sundhed og miljø

Cadmium er et unedbrydeligt grundstof og stoffet og dets kemiske forbindelser kan være akut giftige. Cadmium giver dog især grund til bekymring, fordi dette metal ophobes i menneskets krop og særligt i nyrene. Cadmium er for de fleste organismer registreret som reproduktionsskadende og skader på nyrerne er de mest karakteristiske skader for pattedyr, herunder mennesker. Visse cadmiumforbindelser er desuden kræftfremkaldende.

Forureningskilder

Hovedkilden til cadmiumbelastningen af affaldsstrømmene (restprodukterne) er genopladelige batterier, som bliver bortskaffet via affaldsforbrændingsanlæg (se bilag). Cadmiumbidraget fra genopladelige batterier udgør i Danmark knap 80 % af det samlede cadmiumforbrug. Bidraget fra batterier er beregnet til omkring 18 tons cadmium, som i 1994 blev tilført affaldsforbrændingsanlæg,.

Den nyligt indførte afgift/godtgørelsesordning for nikkel-cadmium-batterier har en målsætning om at 75% af de bortskaffede batterier skal indsamles. Såfremt dette mål nås, vil de resterende 25% stadig udgøre hovedparten af den mængde cadmium, der tilføres affaldet. Afgiftens substitutionsvirkning betyder at 2/3 af batterisalget vil blive erstattet af alternative "grønne" batterisystemer. Cadmiumbidraget vil dermed på sigt blive reduceret med 80%.

Cadmium-pigmenter og -stabilisatorer i plast er et problem i affaldsbehandlingen, da det vanskeligt lader sig gøre at udsorterer denne type affald. Det er dog i dag langt under 10% af den samlede cadmiumbelastning, som kommer fra denne kilde. PVC produceret de seneste årtier indeholdt større mængder cadmium både som pigment og som stabilisatorer. PVC-aftalen betyder dog, at den hårde PVC fraktion skal indsamles med henblik på genanvendelse, hvorfor det cadmium-stabiliserede plast skal udsorteres.

Der er i EU forbud mod denne anvendelse af cadmium pigmenter og -stabilisatorer i bl.a. plast. Problemet vil derfor blive reduceret over en årrække.

Overfladebehandlede dele og metallegeringer - f.eks loddetin - kan indeholde cadmium, forbruget af cadmiumholdigt loddetin er dog i dag ikke estimeret særligt præcist. Cadmium indgår i forholdsvis høje koncentrationer i kobberlegeringer (f.eks. for at gøre elkabler til toge smidige) og i mindre mængder i forskellige industriprodukter. Genanvendelse af sådanne produkter giver anledning til forurening fra bl.a. skrotbranchen.

Indførelse af miljøstyring i elektronikindustrien vil nedbringe cadmiumbidraget fra erhvervsaffald.

Med indgåelse af elektronikaftalen vil det cadmium, der f.eks. indgår i eksisterende lodninger opsamles, hvorved denne fraktion kan nedbringes fra de almindelige affaldsstrømme.

Cadmium fra utilsigtede kilder hidrører i hovedsagen fra fosforholdigt kunstgødning og cadmium er desuden en naturlig baggrundsforurening i f.eks. nikkel.

Se i øvrigt oversigten over kilder til cadmium

Genanvendelsesmuligheder

Der eksisterer i dag gode muligheder for at genanvende cadmium i udlandet.

Import og eksport

Den fraktion, der kan genanvendes eksporteres til Sverige og Frankrig. Der eksporteres i dag godt 40 tons batterier, svarende til ca. 10 tons cadmium. Heri er ikke medregnet eventuelt bidrag fra eksport af metallegeringer, f.eks. fra skrotaffald.

Initiativer

En opdateret massestrømsanalyse vil kunne tilvejebringe bedre informationer

om forbrug og anvendelse af cadmium..

Litteratur

1. Miljøprojekt nr. 213, 1993. Forbrug af og forurening med cadmium. Miljøstyrelsen.

2. Miljøprojekt nr. 269, 1994. Miljøbelastning fra affaldsbehandlingsanlæg. Miljøstyrelsen.

3. FIGB, Indsamlingspotentiale for genopladelige batterier, 1994.

4. Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 3, 1994. Heavy metals.

Forbrug af cadmium og kilder til cadmium i brændbart affald, 1995*).

©) Baseret på Miljøprojekt nr. 213, 1993. Forbrug af og forurening med cadmium. Miljøstyrelsen . Alle tal er opgjort som tons Cd/år.

ª) FIGB, Indsamlingspotentiale for genopladelige batterier, 1994 Det skal bemærkes, at salget af Nikkel-cadmium-batterier er steget eksponentielt gennem de sidste årtier. Det potentielle bidrag til affaldsstrømmene vil således stige tilsvarende. Afgift/ godtgørelsesordning er indført som det stærkeste styringsmiddel , og selv med en høj målsætningen om en indsamling på 75% vil bidrag et til affaldsstrømmene ikke kunne nedbringes i forhold til 1995 niveau.. Såfremt området ikke reguleres med de nugældende styringsmidler vil Cd-bidraget til affaldsstrømmen e blive ca.. 60 tons i år 2010.

¥) kunstgødning, andre metaller m.v.

¨Usikkerhed på tallet, der kan minimeres ved udarbejdelse af en opdateret masstrømsanalyse.

1) Bekendtgørelse nr. 93 om indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) og godtgørelse til indsamling og bortskaffelse til genanvendelse

2) Lov nr. 414 om godtgørelse i forbindelse med indsamling af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier)

3) Lov nr. 404 om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier)

4) Bekendtgørelse nr. 1199 af 23. dec. 1992 om forbud mod salg, import og fremstilling af cadmiumholdige produkter

5) Bekendtgørelse nr. 223 af 5. april 1989 om indhold af cadmium i fosforholdig gødning

Oversigt over kilder til cadmium i affald, der deponeres, 1995 © ).

©) Baseret på Miljøprojekt nr. 213, 1993. Forbrug af og forurening med cadmium. Miljøstyrelsen . Alle tal er opgjort som tons Cd/år.

*Skøn på baggrund af Miljøprojekt nr. 131, 1990. Miljøvurdering af PVC og udvalgte materialer

** PVC aftalens mål om at hård PVC ikke skal forbrændes.

1.5 Kobber

Effekt for sundhed og miljø

Kobberforbindelsers giftighed især i vandmiljøet (toksisk overfor bl.a. alger og fisk) kan give anledning til problemer ved anvendelse og bortskaffelse af slagger fra affaldsforbrændingsanlæg. De globale forekomster af kobber forventes udtømt indenfor 100 år, hvorfor en optimal genanvendelse bør tilstræbes. Kobber er et essentielt mikronæringsstof i de fleste dyr, høje koncentrationer kan dog give anledning til forgiftninger med maveproblemer og leverskader.

Forureningskilder

Der er i dag en høj genanvendelsesprocent for metallisk kobber. Der tilføres dog uacceptable mængder kobber til forbrændingsanlæggene. Hovedkilderne til kobber i fast affald er el-ledere elektronik, armaturer, beslag m.v. (se bilag). I fremtiden, når de forrige årtiers forbrug af CCA-trykimprægneret træ skal udskiftes, vil dette være en væsentlig kilde til kobber i fast affald.

Med elektronikaftalen sikres, at de produkter, der indeholder små mængder kobber (ledninger m.v.), udsorteres før affaldsbehandlingen.

Genanvendelsesmuligheder

I 1992 blev der indsamlet mellem 23.000-32.400 tons kobber i Danmark. Heraf blev ca. 10.000 tons indsamlet som egentligt produktionsaffald og ca. 10.000 tons som skrot.

Den samlede nettoeksport med skrot var 15.000 - 24.000 tons.

Import og eksport

Metallisk kobber er grønt affald.

Initiativer

De i tabellerne nævnte initiativer vil nedbringe det faste affalds belastning med kobber med 70-80%.

Litteratur

1. Miljøprojekt nr. 323, 1996. Massestrømsanalyse for kobber. Miljøstyrelsen.

2. Miljøprojekt nr. 203, 1992. Risikoscreening ved nyttiggørelse og deponering af slagger. Miljøstyrelsen.

Kobberforbrug i Danmark, 1992*

*)Miljøprojekt nr. 323, Massestrømsanalyse for kobber. Miljøstyrelsen 1996

§ statistisk fordelt

Oversigt over kilder til kobber i brændbart affald, 1992*)

*)Miljøprojekt nr. 323, Massestrømsanalyse for kobber. Miljøstyrelsen 1996.

**) Svarende til 18% af de mængder kobber, der i dag tilføres forbrændingsanlæg og lossepladser.

Kilder til kobber i affald, der deponeres 1992*)

* Skøn bl.a. baseret på at 12 % af elektronik affaldet deponeres.

# Skøn baseret på at der bl.a. indføres miljøstyring, elektronikoparbejdning, blæse/støbemidler genanvendes, samt at der indføres stop for tilførsel af tungmetalholdigt brændbart affald på deponier.

*) Baseret på Miljøprojekt nr. 323, Massestrømsanalyse for kobber. Miljøstyrelsen 1996

1.6 Krom

Effekt for sundhed og miljø

Krom er et tungmetal. Afhængig af stoffernes tilstandsform og oxidationstrin kan kromforbindelser være skadelige for sundhed (kræftfremkaldende) og miljø (giftigt for vandlevende organismer).

Forureningskilder

Den største tilførsel til miljøet sker via bortskaffelse af trykimprægneret træ. Andre bidrag sker ved skrotning, slagge og aske fra energifremstilling samt afskalning fra forkromede materialer, gødning og ved forbrænding af dagrenovation .

Det største tilsigtede anvendelsesområde, imprægnering af træ, vil ikke være tilladt efter 1996, men der indføres meget træ indeholdende krom fra Norge, Sverige og Polen.

Se i øvrigt oversigten

Genanvendelsesmuligheder

Krom genanvendes indirekte via skrot.

Import og eksport

Krom indehold i skrot eksporteres.

Litteratur

1.Miljøstyrelsen 1985. Forbrug og forurening med arsen, krom, kobolt og nikkel. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 7.

2.Træbeskyttelsesmidler og imprægneret træ. Massestrømsanalyse, miljø- og sundhedsvurdering. Miljøprojekt Miljøstyrelsen udkast.

3. Miljøprojekt nr. 318, 1996. Massestrømsanalyse for nikkel.

Oversigt over kilder til krom tilført affaldsforbrændingsanlæg, 1996 ¨.