[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Internt miljøregnskab

1. Introduktion

1.1 Baggrund
1.2 Gennemførelse af projektet

1.1 Baggrund

En virksomheds miljøomkostninger er generelt meget lidt synlige i de økonomiske registreringer.

De usynlige miljøomkostninger kan være en barriere for optimering af renere teknologi, bl.a. fordi det ikke er muligt, på basis af de tilgængelige registreringer, at udlede konsekvenserne (før-/efterkalkulere) af renere teknologi alternativer og beregne den faktiske miljøandel af en vares pris.

Det interessante er imidlertid, at informationsforløbet i den finansielle del og miljødelen langt hen ad vejen er parallelle, således at der rummes muligheder for analoge slutninger til den finansielle verdens informationsdistribution.

Erfaringer fra økonomiske registreringssystemer giver dog mulighed for at analogisere på en række områder, da disse primært er beskæftiget med at styre informationsflowet, mens miljørevision og -ledelse primært beskæftiger sig med materialeflowet (energi, materialer, produkter, stoffer) og processerne i denne forbindelse.

Hermed er der basis for at forsøge at anvende terminologi, metoder og øvrige erfaringer fra den finansielle verden på miljøområdet i relevant omfang. Hvad angår "det eksterne regnskab" på miljøområdet, er praksis i dag hovedsageligt baseret på løbende rapporteringer til myndighederne fra de miljøgodkendte virksomheder. En egentlig regnskabsmæssig struktur bliver generelt ikke anvendt på miljøområdet. Figur 1.1 viser den samlede struktur.

Analogi mellem finansområdet og miljøområdet (0,1 kb)(5,20 kb)

Figur 1.1 Analogi mellem finansområdet og miljøområdet

Tilsvarende indskrænker miljørevisionsområdet sig i dag til den tilsynsvirksomhed, myndighederne udøver over for miljøgodkendte virksomheder.

Et samlet ledelsessystem
Et væsentligt aspekt i projektet har været at finde og definere snitfladerne mellem miljø- og finansområdet, således at de afledte krav til f.eks. det finansielle registreringssystem og regnskabssystemet også kan beskrives i registreringen, der anvendes i et internt miljøregnskab.

Styrken i miljøregnskabet baseres på, i hvor høj grad det er muligt at samkøre og koordinere virksomhedens økonomiske og produktions-mæssige registreringer med miljømæssige registreringer af materiale- og energistrømne.

Ved at bruge informationerne i miljøregnskabet og dermed få "system i eget miljø" kan virksomhederne få adgang til et styringsværktøj til systematisk udvikling og dokumentation af renere processer og produkter, samt skabe motivation for at opnå miljøforbedringer gennem synlige registreringer og mål.

1.2 Gennemførelse af projektet

Overordnede metodik
I den daglige drift foretager A/S Sæby Fiske-Industri (herefter Sæby Fiske-Industri), som beskrevet i det ovenstående, en række registreringer af forskellig art og til forskellige formål.

Registreringerne foregår dels i et lukket kredsløb - finansbogholderi samt produktions- og materialestyring - dels som egentlige miljøregistreringer - målinger på spildevand, diverse emissioner, ulykkesregistreringer mv.

Indledningsvis tages udgangspunkt i Sæby Fiske-Industris eksisterende registreringssystemer. På baggrund af disse kan det efterfølgende vurderes, om det er muligt at opstille et internt miljøregnskab, der beskriver ressourceforbrug og udledninger som følge af virksomhedens aktiviteter.

Arbejdsprocedure
Indholdsmæssigt er formålet med at opstille et miljøregnskab at understøtte ledelsens systematiske arbejde med ydre miljø- og arbejdsmiljø-forhold. Efterfølgende kan miljøregnskabet danne grundlag for en belysning af virksomhedens miljømæssige omkostninger samt være medvirkende til, at der kan træffes beslutninger i relation til:

Myndighedernes krav
Kvalificerede miljøberetninger og -regnskaber, herunder grønt regnskab
Risikominimering
Optimering af ressourceindsats

Gennemførelsen af projektet tager udgangspunkt i nedenstående faser:

  1. Beskrivelse af den valgte metode til udvikling af et internt miljøregnskab. Metoden indeholder henholdsvis en kvalitativ og kvantitativ beskrivelse af virksomhed/procesområde samt en massebalanceopgørelse for miljøregnskabet ved en tilvejebringelse af afstemte produktions- og processtrømme, i form af input og output af energi, råvarer, hjælpestoffer og menneskelige ressourcer. Nedenstående figur 1.2 gengiver det overordnede princip:

Figur 1.2 Princip for opstilling af produktions- og
processtrømme

Princip for opstilling af produktions- og (1,32 kb)(8,09 kb)

  1. Beskrivelse af de eksisterende registreringssystemer, opdelt efter hvorvidt disse foretages som produktionstekniske, miljømæssige eller økonomiske registreringer.
  2. På overordnet virksomhedsniveau behandles informationer vedrørende arbejdsmiljø for herigennem at afprøve den beskrevne metode. Herunder opstilles en kalkule for opgørelse af omkostninger i forbindelse med sygefraværet.
  3. På procesniveau anvendes metoden til at beskrive en række udvalgte områder i relation til det interne miljøregnskab. Herunder opstilles en kalkule for en af virksomhedens processer.
  4. Der foretages en analyse af interne interessenters informationsbehov og forventninger til miljøinformationer i relation til deres varetagelse af eget funktionsområde.
  5. Endelig skitseres rammerne for henholdsvis opbygning af et miljøstyringssystem og udarbejdelse af et grønt regnskab.

Rapporten afsluttes med opstilling af en prioriteret handlingsplan for det videre miljøarbejde på Sæby Fiske-Industri.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]