[ Forside ] [ Indhold ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Bund ]

Tilskud til miljøaktiviteter i Øst- og Centraleuropa

5. Det Regionale Miljøsamarbejde i Østersøregionen

5.1 Indledning

Baggrund

Miljøsamarbejdet i Østersøregionen startede med underskrivelse af Helsinki-konventionen (Konventionen til beskyttelse af Østersøen) i 1974. Efter at de baltiske lande i 1989-91 opnåede deres uafhængighed fra det tidligere Sovjetunionen, udviklede miljøsamarbejdet sig hurtigt. Ved fastlæggelse af strategien "Vision and Strategies around the Baltic Sea" også kaldet VASAB 2010 blev det regionale planlægningssamarbejde styrket, og i oktober 1996 blev deklarationen om Baltisk Agenda 21 underskrevet. Disse milepæle må i dag betragtes at have haft den største betydning for udviklingen af miljøsamarbejdet i Østersøregionen. Der henvises til bilag, hvor Deklarationen om Baltisk Agenda er gengivet.

Nye perspektiver i miljøsamarbejdet formodes at udvikle sig som følge af Estlands, Letlands, Litauens og Polens ansøgning om medlemskab af EU. Tilnærmelsen til EU for disse lande vil efter al sandsynlighed blive det centrale emne i det fremtidige miljøsamarbejde.

En række andre fora, som f.eks. Østersølandenes deltagelse i arbejdet med luft eller atmosfæreproblemer, kunne også nævnes, men er udeladt hér for overskuelighedens skyld. Det vil endvidere i denne publikation være for omfangsrigt at beskrive alle de forskellige fora og organisationer, som har haft indflydelse på udviklingen af miljøsamarbejdet. Herudover vil energisektoren og nuklearsikkerhed ikke blive omtalt, idet disse områder har deres egen uafhængige aktiviteter og ofte refereres i andre sammenhænge.

5.2 Østersøinvesteringsplanen

Øget viden til miljøsituationen i Østersølandene

Siden vedtagelsen af Helsinki-konventionen er der gennemført en betydelig indsats for at få et detaljeret kendskab til den miljømæssige situation i Østersøen. Et antal tekniske arbejdsgrupper under HELCOM har udviklet miljøstandarder, som skulle håndhæves af de enkelte medlemslande. De vestlige østersølande har i vid udstrækning implementeret disse standarder, hvilket imidlertid indtil videre ikke er lykkes for de østlige østersølande. Arbejdet med beskyttelse af Østersøen har omfattet hele oplandet til Østersøen og som følge heraf har Ukraine, Hviderusland og det tidligere Tjekkoslovakiet i et vist omfang deltaget i arbejdet.

Sammenbruddet i det tidligere kommunistiske system betød et markant skift i de østlige østersølandes deltagelse i miljøsamarbejdet. I 1990 mødtes miljøministrene fra de enkelte medlemslande i Rønneby i Sverige og besluttede at fastlægge rammerne for et miljøinvesteringsprogram, der skulle bidrage til at reducere forureningen til Østersøen. Hermed startede det man i dag betegner "Østersøinvesteringsplanen". De største forureningskilder til Østersøen blev kortlagt, og omkostninger til at reducere forureningen fra disse kilder blev estimeret. Der blev i alt identificeret 132 hot spots, heraf var de 34 beliggende i de vestlige lande og 98 i de østlige lande. Ud af de 98 blev 47 identificeret som de værste hot spots, hvor investeringer var nødvendige hurtigst muligt. Formålet med planen var, at forureningsbelastningen til Østersøen skulle reduceres med 50%. Totalomkostninger ved implementering af planen blev skønnet til 144 milliarder DKK.

I 1992 blev investeringsplanen vedtaget som Joint Comprehensive Environmental Action Programme (JCP) for Østersøen samtidig med en fornyelse af Helsinki-konventionen til Østersøens beskyttelse. En projektimplementerings Task Force (PITF) blev dannet under af HELCOM med henblik på at implementere JCP. I 1993 blev der i Gdansk afholdt en konference om finansieringen af Østersøinvesteringsplanen. Fortsættelsen af temaet om international miljøfinansiering til nye demokratier i Østeuropa daterer sig tilbage til dette tidspunkt.

Siden er flere af de vestlige "hot spots" primært i Sverige og Finland, blevet udbedret ved betydelige miljøinvesteringer. Flere af de østlige "hot spots" er blevet annulleret, idet produktionen på flere fabrikker er standset og forventes ikke at blive opstartet igen. I langt de fleste "hot spots" er der aktiviteter til begrænsning af forureningen i gang. På en række lokaliteter er miljøinvesteringerne allerede færdigfinansierede, medens de indledende aktiviteter er i gang i et større antal "hot spots". Kun på ganske få lokaliteter er der intet sket endnu. Polen har primært finansieret indsatsen selv; de baltiske lande er blevet hjulpet af de bilaterale donorer og internationale finansieringsinstitutioner. I de russiske områder, og især Skt. Petersborg og Kaliningrad, er arbejdet først på det indledende stade.

Parallelt med dette arbejde bliver JCP opdateret og styrket løbende. Denne proces forventes afsluttet i sommeren 1998. Der henvises til HELCOM "Fifth Activity Inventory" for den seneste opdatering af JCP.

Det kan generelt siges, at arbejdet med JCP primært anskues udfra en punktkilde-vinkel, hvor der fokuseres på de mest forurenende lokaliteter som eksempelvis spildevandsanlæg og virksomheder. Tilbage er spørgsmålet om, hvorledes de diffuse kilder fremover kan inddrages i arbejdet med beskyttelse af Østersøen.

5.3 Fysisk planlægning og udvikling i Østersøregionen

VASAB 2010

I december 1994 mødtes ministrene for fysisk planlægning i Tallinn, og strategien om "Vision and Strategies around the Baltic Sea 2010", kaldet VASAB 2010, blev vedtaget.

I 1994 blev VASAB 2010’s eget sekretariat etableret.

Strategien VASAB 2010 angiver bæredygtige retningslinier for fysisk planlægning og udvikling i Østersøregionen. Det er hensigten, at både by- og øsamarbejdet i regionen skal udvikles for herved at styrke infrastrukturen og kommunikationen, således at regionen bindes bedre sammen.

Dette indebærer bl.a., at en række initiativer til at styrke national og regional planlægning i Østersøregionen vil blive gennemført. Endvidere vil der på en række områder såsom: byer og bysystemer, infrastruktur etc. og specifikke områder som kyster, øer, grænseregioner og naturområder blive opstillet forslag til handlinger. Enkelte af projekterne sigter mod at styrke og koordinere plansystemerne og opbygge erfaring i anvendelse af miljøvurdering (VVM) i en tidlig planlægningsfase. Der henvises til publikationen "From Vision to Action" for status for arbejdet.

5.4 Baltisk Agenda 21

Baltisk Agenda 21

I maj 1996 blev det besluttet at udarbejde en Baltisk Agenda 21 for Østersøregionen. I juli 1996 mødtes Østersørådet i Kalmar og stadfæstede Baltisk Agenda 21. I oktober mødtes miljøministrene i Saltsjöbaden uden for Stockholm og vedtog detaljerne i Baltisk Agenda 21 i den særlige Saltsjöbaden deklaration. Der henvises til bilag 2.

Formålet med Baltisk Agenda 21 er at styrke miljøsamarbejdet i Østersøregionen, og initiativet skal ses som en del af de aktiviteter, der allerede er gennemført i regionen.

En Agenda 21 for regionen kan betragtes som et naturligt instrument til at styre vækst og udvikling frem imod en bæredygtig udvikling. Fokus vil være på det regionale samarbejde, og miljøproblemerne i området skal være de drivende kræfter for samarbejdet. Indtil videre er Østersøinitiativet det eneste regionale follow up på Rio-konferencen.

I den regionale økonomiske udviklingsproces er det afgørende, at samfundets økonomiske sektorer påtager sig et større ansvar for at gennemføre en mere bæredygtig udvikling end hidtil. For regionen som sådan skal miljøforpligtigelsen integreres i den politiske og økonomiske udvikling, herunder for de enkelte sektorer såsom energi, landbrug, industri, skovbrug, transport, fiskeri og turisme. Disse sektorer er væsentlige for at skabe en bæredygtig udvikling i Østersøregionen, og som følge heraf er sektortilgangen valgt som hovedopgave for Baltisk Agenda 21.

I hver af disse sektorer skal der udarbejdes en plan for en bæredygtig udvikling. Forskellige lande og få internationale donorer har ansvaret for en given sektor. Sverige og Rusland har ansvaret for industrisektorer, Estland og Danmark er de ledende lande for energisektoren osv. Et vigtigt aspekt for sektorplanerne er, at ministerierne er ansvarlige for såvel de enkelte sektorers deltagelse som styring i udarbejdelse af sektorplanerne. Miljøministeriets rolle er derfor sekundær i processen. Arbejdet skal afsluttes i sommeren 1998.

Projekter eller programmer i de enkelte sektorer kan blive resultatet af processen, men det er endnu ikke besluttet, hvorledes disse aktiviteter skal beskrives.

Man kan sige, at Baltisk Agenda 21 er en ny samarbejdsform inden for miljøbeskyttelse. Styrken i en lokal Agenda 21, som denne indsats har udviklet sig i Danmark og Sverige, vil blive inddraget i arbejdet.

En Senior Official Group (SOG) bestående af embedsmænd har ansvaret for arbejdet med Baltisk Agenda 21, og der er planlagt 6-7 møder i formuleringsfasen. Sverige har etableret et sekretariat for SOG og har tillige formandskabet for SOG. HELCOM og EU-kommissionen deltager begge i SOG.

5.5 Udvidelsen af den Europæiske Union

Ansøgninger fra Estland, Letland, Litauen og Polen om optagelse i EU har betydet nye perspektiver for miljøsamarbejdet, idet et medlemskab indebærer, at EU’s totale miljømæssige acquis skal implementeres. Dermed bliver Østersøregionen et "EU-indhav" med kun de russiske områder udenfor.

Perspektiverne ved et EU-medlemskab og behovet for at sikre overholdelse af EU-lovgivning vil derfor blive en vigtig drivende kraft for ansøgerlandene i de kommende år.

Den Europæiske Kommission har for hvert ansøgerland skrevet et "advis" eller en vurdering af landets parathed til optagelse i Unionen. Vurderingerne er publiceret sammen med Kommissionens erklæring "Agenda 2000", som indeholder 3 dokumenter:

	Styrkelse og udvidelse af Unionen
	Udfordringen ved udvidelsen
	Kommissionens vurdering af de nye landes ansøgninger

Optagelsesforhandlinger

På grundlag af vurderingerne har Kommissionen anbefalet at starte optagelsesforhandlinger med 5 ud af 10 Central- og Østeuropæiske lande, inklusiv Polen og Estland. Letland og Litauen har fået en mindre positiv vurdering, og kommissionen foreslår derfor, at optagelsesforhandlingerne med disse lande påbegyndes på et senere tidspunkt. Det forventes, at beslutningen om at påbegynde forhandlinger tages på et møde i EU-rådet i december 1997 i Luxemburg.

En dansk analyse viser, at overholdelse af EU-lovgivningen i de nye lande generelt vil føre til en 50% reduktion i emissionerne til vand og luft. Overholdelse af EU-lovgivningen indebærer imidlertid meget store investeringer. Den danske analyse har beregnet, at der skal investeres 500 milliarder DKK for at kunne overholde de mest investeringstunge direktiver, medens EU-kommissionen har beregnet, at det vil koste 1.000 milliarder for at implementere hele aquis’en i alle 10 lande.

EU-kommissionen har parallelt meddelt, at indsatsen i støtten til ansøgerlandene øges. Især miljøet vil få høj prioritet i de kommende bistandsprogrammer.

Med hensyn til koordinering af EU-aktiviterne vil de administrative procedurer inden for EU blive anvendt, og EU-kommissionen har derfor etableret en uformel koordineringsgruppe, som mødes i Bruxelles. Hertil kan endvidere nævnes, at der har været afholdt et møde mellem Finland, Sverige og Danmark med henblik på at diskutere koordineringen vedrørende det miljømæssige aspekt ved EU-tilnærmelsen.

Denne EU-optagelsesproces vil givetvis få afgørende betydning for det hidtidige arbejde i Østersøregionen. HELCOM-arbejdet vil således blive stærkt påvirket af kravet om opfyldelse af EU-direktiverne.

5.6 International koordinering

Koordineringen af de ovenfor nævnte aktiviteter vil blive varetaget inden for de respektive fora. Ofte er der en tæt kontakt mellem de forskellige fora, og overlap kan således undgås.

EU-kommissionen deltager i alle fora, og Nordisk Ministerråds sekretariat deltager ligeledes. Der er endvidere en uformel gruppe, der diskuterer koordineringen af miljøbistanden til Central- og Østeuropa. Inden for rammerne af "Environment for Europe Process", som holder den næste paneuropæiske miljøkonference i Århus, Danmark, i juni 1998, er de forskellige nøgle-aktører repræsenteret i Task Force for the Environmental Action Programme for Central and Eastern Europe og i Project Preparation Committee (PPC) for at identificere projekter, der skal matches af donorer og Internationale finansierings institutioner.

Set indefra vurderes det, at koordineringen er tilstrækkelig, men der rejses ofte spørgsmålet i offentligheden om koordineringen er tilstrækkelig. En løsning kunne være at øge informationen om aktiviteter, koordinering etc., idet manglende koordinering ofte kan skyldes til mangel på information.

5.7 Konklusion

JPC kan betragtes som en positiv tilgang til at løse en del af de værste vandforureningsproblemer i Østersøregionen. VASAB 2010, Baltisk Agenda 21 og tilnærmelsen til EU-lovgivningen sammen med JCP vil hovedsagelig være bestemmende for den fremtidige udvikling af de miljømæssige samarbejdsrelationer i regionen.

[ Forside ] [ Indhold ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Top]