[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Principper for beregning af vandafledningsbidrag.

2. Udvalgets anbefalinger

2.1 Opdeling af vandafledningsbidraget
2.1.1 Generelt om opdeling af vandafledningsbidraget
2.1.2 Udvalgets overvejelser og forslag om opdeling af vandafledningsbidraget
2.2 Målerdata
2.2.1 Generelt om målerdata
2.2.2 Udvalgets overvejelser og forslag om målerdata
2.3 Fritagelse for - eller nedsættelse af betaling i visse situationer
2.3.1 Generelt om fritagelse for - eller nedsættelse af betaling
2.3.2 Udvalgets overvejelser og forslag i forbindelse med afværgepumpninger
2.3.3 Udvalgets overvejelser og forslag for filterskyllevand og kølevand
2.3.4 Udvalgets overvejelser og forslag ved alternativ afledning af regnvand
2.3.5 Udvalgets overvejelser og forslag ved genanvendelse af regnvand

Opdeling af vandafledningsbidraget

Udvalget anbefaler at der gives den enkelte kommune mulighed for at opdele vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Et eventuelt fast bidrag skal opkræves pr. stik ens for alle ejendomstyper. Det faste bidrag pr. stik må maksimalt udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst, dog maksimalt 500 kr. pr. år.

Udvalget anbefaler, at der etableres hjemmel til, at kommunen kan få adgang til at aflæse vandmålere på enkeltejendomsniveau, samt at vandforsyningerne en gang årligt mod gebyr skal udlevere oplysninger om skift m.v. af målere.

Udvalget anbefaler, at der i visse situationer gives den enkelte kommune mulighed for at nedsætte betalingen for visse typer spildevand.

2.1 Opdeling af vandafledningsbidraget

Udvalget har som den primære problemstilling vurderet om der ved ændring af reglerne om beregning af vandafledningsbidrag kan opnås en bedre afspejling af fordelingen mellem kloakforsyningens faste og variable omkostninger - og dermed en større grad af kostægthed ved betaling af vandafledningsbidraget.

Udvalget har i den forbindelse vurderet omfordelingskonsekvenserne ved 4 modeller, der alle baseres på betaling af et fast og et variabelt bidrag.

2.1.2 Udvalgets overvejelser og forslag om opdeling af vandafledningsbidraget

Det har været en forudsætning for udvalgets arbejde, at der fra politisk side lægges stor vægt på, at betalingsreglerne skal tilgodese en solidarisk fordeling af udgifterne og give incitament til vandbesparelse.

For dele af udvalget har det været en forudsætning for udvalgets arbejde, at opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del skal være frivillig for den enkelte kommune, således at det også efter en evt. lovændring vil være muligt for den enkelte kommune at vælge den nuværende beregningsform, dvs. intet fast bidrag.

Udvalget har været opmærksom på at der, afhængigt af hvordan en eventuel opdeling udformes, kan ske væsentlige omfordelinger af betalingsbyrden mellem virksomheder indbyrdes og mellem virksomheder og boliger. Tilsvarende kan der i kommuner med sommerhuse ske en væsentlig omfordeling mellem sommerhuse og de øvrige ejendomstyper.

Udvalget har endvidere været opmærksom på, at forholdet mellem de enkelte brugergrupper, f.eks. helårsboliger, sommerhuse og virksomheder, varierer fra kommune til kommune. Disse forskelle vil derfor alt andet lige medføre, at konsekvensen af en opdeling af vandafledningsbidraget for sammenlignelige forbrugere vil være forskellig fra kommune til kommune.

Kloakforsyningens samlede indtægter på ca. 5 mia. kr. om året vil ikke ændres ved indførelse af et fast bidrag, idet der fortsat gælder et "hvile-i-sig-selv-princip" for kloakforsyningen.

Udviklingen i brugen af vandmålerne er intensiveret op gennem 90’erne, og beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget er således tilsvarende ændret gradvist frem til i dag, hvor der er landsdækkende målerkrav. Det er udvalgets opfattelse, at den prisfastsættelse, der tidligere fandtes i områder uden målerkrav, var at sammenligne med et fast vandafledningsbidrag og intet variabelt bidrag. Da erhvervsejendomme i vidt omfang også tidligere blev afregnet på grundlag af målt forbrug, er udviklingen i brugen af målere særligt sket for boliger og sommerhuse. Der er herved sket en forskydning af betalingen fra sommerhuse til helårsboliger i områder, hvor der ikke tidligere var målerkrav, og der er hermed ikke samme forhold som tidligere mellem bidraget og den omkostning, de to brugergrupper påfører kloakforsyningen. Dette forhold er særlig markant i kommuner med mange kloakerede sommerhuse.

Kloakforsyningens faste omkostninger, dvs. de omkostninger, der ikke er m³-afhængige, er skønsmæssigt ca. 85 pct. af de samlede omkostninger.

Udvalget har diskuteret begrebet kostægthed indgående. Nogle omkostninger er umiddelbart faste, men kan - betragtet over en længere tidshorisont - være delvis variable. F.eks. vil omkostningerne for kloakforsyningen ikke falde nævneværdigt, hvis spildevandsmængden fra den ene dag til den anden falder dramatisk. På længere sigt kan f.eks. renseanlæggets størrelse tilpasses ændringer i den tilledte mængde spildevand, mens f.eks. omkostninger til drift og vedligeholdelse af ledningsnettet også på længere sigt kun i mindre omfang vil reduceres som følge af et fald i den tilledte vandmængde.

Betragtet på landsplan er hovedparten af udgifterne for kloakforsyningen udgifter til etablering, drift og vedligeholdelse af ledningsnettet, mens udgifter til selve renseanlægget udgør en mindre andel. I større byer, hvor bebyggelsen er tættere, kan forholdet dog være et andet, idet udgifterne til ledningsnettet her ikke vil være så dominerende.

Hvis betalingen skulle være mere kostægte, ville det være naturligt at sætte betalingen i forhold til, hvor langt der var fra brugeren til renseanlægget. Dette ville imidlertid være et brud med det grundlæggende princip i betalingsreglerne, der hviler på solidaritet uanset hvor den enkelte bruger er beliggende, og forholdet har ikke været berørt yderligere i udvalget.

Alt i alt har udvalget måttet erkende, at en fuldstændig kostægthed ikke er forenelig med det grundlæggende princip om solidaritet uanset geografisk beliggenhed. Udvalget finder dog, at en opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del trods alt vil være et skridt i retning mod øget kostægthed og en opdeling kan modvirke de fordelingsmæssige konsekvenser, der er kommet i takt med indførelse af målere.

Udvalget er dog også opmærksom på, at Folketinget netop i forbindelse med ændringen af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i 1992 vedtog den ændring af vandforsyningsloven, der gav ministeren bemyndigelse til at indføre vandmålere. Det er denne bemyndigelsesbestemmelse, der ligger til grund for det landsdækkende målerkrav, der er gældende fra 1. januar 1999. Ændringen af vandforsyningsloven blev udformet som en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere regler for at give tid til og mulighed for at få løst de tekniske problemer, der knytter sig til indførelse af vandmålere i forskellige typer af ejendomme, inden reglerne blev udmøntet. Den tidsmæssige forskydning mellem principbeslutningen i 1992 og tidsfristen for indførelsen er således betinget af tekniske forhold.

Udvalget har arbejdet med fire forskellige modeller til opdeling af vandafledningsbidraget, en arealmodel, en målermodel, en enhedsmodel og en stikmodel. Forskellen på modellerne ligger i metoden til beregning af det faste bidrag. Det variable bidrag er i alle tilfælde alene m³-afhængigt. For alle fire modeller gælder det i større eller mindre udstrækning, at konsekvenserne vil være, at forbrugere med et lille vandforbrug vil få en stigning i vandafledningsbidraget, mens forbrugere med et stort vandforbrug vil få en reduktion.

Indførelse af et fast bidrag vil betyde, at den variable takst nedsættes, hvilket vil reducere incitamentet til vandbesparelse. Ud fra en miljømæssig betragtning er den eksisterende metode til beregning af vandafledningsbidraget således den bedste, idet den giver det største incitament til vandbesparelse. Udvalget antager dog, at mulighederne for yderligere vandbesparelse bliver mindre og mindre, idet et vist mindsteforbrug er nødvendigt. Høje vandafledningspriser vil i disse situationer ikke give yderligere vandbesparelse af betydning, men vil naturligvis medvirke til at fastholde et lavt forbrug.

Det er dog ikke alene vandafledningsbidraget, der giver incitament til vandbesparelse. Prisen på vand omfatter desuden bidrag til vandforsyningen, afgift på ledningsført vand, nyt gebyr på vandindvindingstilladelser samt moms. Da bidrag til vandværket i de fleste tilfælde består af både et fast og et variabelt bidrag, vil dette bidrags incitament til vandbesparelse dog afhænge af fordelingen mellem det faste og det variable bidrag.

Udvalget er ikke gået nærmere ind i en vurdering af, om den ene model samlet set vil give større incitament til vandbesparelse end den anden.

Udvalget har lagt vægt på, at der også efter en eventuel indførelse af et fast bidrag fortsat vil være et stort incitament til vandbesparelse, hvilket f.eks. kunne sikres ved at sætte begrænsninger på størrelsen af et fast bidrag.

Udvalget er meget opmærksom på, at der gennem tiden er sket en større og større forenkling og ensartethed af betalingsreglerne, først med vedtagelse af den første lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i 1987 og siden med lovændringerne i såvel 1992 som 1997. Opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og variabel del vil derfor alt andet lige betyde en større uensartethed kommunerne imellem og et administrativt merarbejde for kommunerne som følge af indførelse af en ekstra parameter.

Udvalget er dog også meget opmærksom på, at muligheden for opdeling i en fast og variabel del vil medvirke til, at den enkelte kommune kan tilpasse betalingsprincippet til sammensætningen af brugergrupper i kommunen. Endvidere vil omfanget af de administrative konsekvenser afhænge af de eksisterende lokale forhold, herunder adgangen til de nødvendige data.

Udvalget er endvidere opmærksom på, at de gældende regler, for så vidt angår vandafledningsbidraget, blev vedtaget af et enigt Folketing, og at man her gjorde op med regler, der for visse erhvervstyper havde karakter af rabatordninger. Reglerne skulle bl.a. forhindre, at kloakbetalingsforhold blev en konkurrenceparameter i bestræbelserne på at skaffe nye virksomheder til den enkelte kommune.

Udvalget har erfaret, at der på alle andre forsyningsområder er mulighed for opkrævning af et fast bidrag svarende til en abonnementsafgift. På de øvrige forsyningsområder er der ikke fastsat et loft over det faste bidrags andel af den samlede betaling eller modeller for det faste bidrag. Udvalget er dog bekendt med, at det på varmeforsyningsområdet er anbefalet, at minimum 20 pct. opkræves som et fast bidrag, mens det på vandforsyningsområdet er anbefalet, at maksimalt 40 pct. opkræves som fast bidrag. På vandforsyningsområdet er det faste bidrag ofte beregnet til at dække udgifterne til målere og opkrævning af bidrag.

Udvalget må konkludere, at hvis ønsket om en mere kostægte betaling skal tilgodeses, vil det have som konsekvens, at incitamentet til vandbesparelse vil falde, og reglerne gøres mere uensartede kommunerne imellem.

Under hensyntagen til et fortsat stort incitament til vandbesparelse og for at sikre begrænsede omfordelingsmæssige konsekvenser, er det udvalgets vurdering, at det ikke vil være realistisk at lade det faste bidrag svare til de faste omkostninger, og at det bl.a. derfor ikke vil være muligt at opnå fuldstændig kostægthed.

Administrativt set vurderes stikmodellen at være den enkleste løsning og må - i og med at hovedparten af kloakforsyningens omkostninger er omkostninger til etablering, vedligeholdelse og drift af ledningsnettet - betragtes som den mest kostægte af modellerne. Dette kommer også til udtryk ved, at modellen som hovedregel giver småforbrugere en stigning i vandafledningsbidraget, men alligevel tilgodeser småforbrugere i etageejendomme på én ejendom i modsætning til arealmodellen og enhedsmodellen, hvor småforbrugere i etageejendomme også får en stigning.

Målermodellen giver nogenlunde samme ændringer i vandafledningsbidraget, men tilgodeser ikke i samme grad lejligheder i store etageejendomme på én ejendom. Endvidere vurderes målermodellen at give mere administration end stikmodellen i kommuner med private vandværker, mens målermodellen vil være relativ enkel at administrere i kommuner med kommunal vandforsyning.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at der bør sættes et loft over en eventuel fast andel af vandafledningsbidraget, således at der ikke opstår situationer, hvor den enkelte forbruger vil få voldsomme stigninger i den samlede betaling, og således at der bevares et incitament til vandbesparelse.

Udvalget anbefaler, at lov om betalingsregler for spildevandsanlæg ændres, således at der gives den enkelte kommune mulighed for, men ikke pligt til at opdele vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Udvalget lægger vægt på, at der herved skabes bedre grundlag for, at bidraget afspejler kloakforsyningens faste og variable omkostninger og derved en mere kostægte fordeling af bidraget på brugergrupperne inden for kloakforsyningen. Udvalget lægger endvidere vægt på, at muligheden for opkrævning af et fast bidrag i dag findes på alle andre forsyningsområder.

Det er udvalgets anbefaling, at hvis kommunen vælger at gøre brug af et fast bidrag, så skal det udformes som en abonnementsordning på grundlag af stikmodellen, dvs. ét fast bidrag pr. stik ens for alle ejendomstyper. Udvalget forudsætter i denne forbindelse, at fastsættelsen af det faste bidrag relateres til områdets behov for vandbesparelser, således at et fast bidrag ikke modvirker ønskede vandbesparelser for såvel boliger som erhverv. Størrelsen af det faste bidrag bør derfor fastsættes lokalt efter en afvejning af fordele og ulemper.

Det er udvalgets anbefaling, at der i sammenhæng med det faste bidrag indføres en bestemmelse, hvorefter det faste bidrag pr. stik maksimalt må udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst, dog maksimalt 500 kr. pr. år. For den enkelte bolig er en eventuel merudgift mindre end det faste bidrag, idet det m³-afhængige bidrag samtidig reduceres, således at kloakforsyningens samlede indtægter forbliver uændrede, som følge af "hvile i sig selv"-princippet.

I nedennævnte to tabeller ses tallene for vandafledningsbidrag for stikmodellen, når der anvendes loft for den faste del af vandafledningsbidraget. De viste tal er for en såkaldt "middelkommune".

I den første tabel er den eksisterende kubiktakst 15 kr., og det faste bidrag bliver her fastsat til 30 gange den nye variable kubikmeter takst. Dette giver et fast bidrag på 394 kr. og en kubikmetertakst for det nye variable bidrag på 13, 13 kr.

I den anden tabel er den eksisterende kubikmetertakst 30 kr., og det maksimale faste bidrag bliver her fastsat til 500 kr. Dette giver en kubikmetertakst for det nye variable bidrag på 27, 63 kr.

Tabellerne indeholder ikke sommerhuse, da middelkommuneeksemplet ikke indeholder sommerhuse. Konsekvenserne for et sommerhus med et årligt vandforbrug på 30 m³ vil være sammenlignelige med de i tabellerne anførte tal for et 30 m³-hus.

Hvis der er tale om en kommune med mange kloakerede sommerhuse vil stigningen i vandafledningsbidraget blive mindre - hvis der eksempelvis er tale om en kommune med 75% kloakerede sommerhuse vil stigningen i eksemplet i den første tabel svare til 34% (153 kr.), mens den i eksemplet i den anden tabel vil svare til 28% (254 kr.) .

Det er udvalgets vurdering, at det faste bidrag med de beskrevne begrænsninger på landsplan maximalt vil komme til at udgøre 300-600 millioner kroner ud af en samlet opkrævning på 5 milliarder kroner. Endvidere at vurderes det, at omfordelingen mellem storforbrugere og småforbrugere maximalt vil komme til at udgøre 100-200 millioner kroner pr. år, og at omfordelingen fra erhverv til boliger maximalt vil komme til at udgøre 50-125 millioner kroner pr. år.

2.2 Målerdata

Til brug for afregning af vandafledningsbidrag er kommunerne i dag afhængige af, at der kan indgås aftaler med vandforsyningsvirksomhederne - særligt de private forsyningsvirksomheder - om udlevering af målerdata.

I nogle kommuner har det ikke været muligt at indgå en sådan aftale.

Kommunerne skal - hvis ikke vandværkerne indsamler data og videregiver dem med eller uden betaling - selv forestå indsamlingen af data ved hjælp af selvaflæsning eller lignende samt tilhørende kontrolforanstaltninger, hvilket vil give/giver en unødvendig dobbelt administration og helt unødvendige gener for vandforbrugerne.

Hertil kommer, at udgiften til indsamling af data i sidste ende bliver overvæltet på stort set den samme gruppe af forbrugere, hvad enten det er vandværkerne, kloakforsyningen eller begge forsyningsvirksomheder, der forestår indsamlingen af målerdata til brug for beregning af forbruget.

Udvalget har derfor overvejet, om problemstillingen kan løses via en ændring af i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.

2.2.2 Udvalgets overvejelser og forslag om målerdata

Udvalget foreslår, at der indføres en hjemmel i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., der hjemler adgang for kloakforsyningerne til ved henvendelse hos de tilsluttede tilledere at foretage aflæsning/kontrolaflæs-ning af ejendommens vandmålere.

Forslaget vil betyde, at kommunen i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at indgå aftaler med de private vandforsyningsvirksomheder, kan vælge at forestå aflæsningen selv, således at kommunen udsender selvaflæsningskort til de tilsluttede forbrugere. Hvis enkelte tilledere ikke rettidigt eller frivilligt videregiver oplysninger om ejendommens vandforbrug, kan kloakforsyningen med udvalgets forslag herefter selv forestå aflæsningen på de berørte ejendomme.

Udvalget forventer og understreger, at en adgang for kommunen til selv at aflæse vandmålerne er tænkt anvendt rent undtagelsesvis. Udvalget lægger vægt på, at kommunerne og vandforsyningsvirksomheder - som hidtil - bør forsøge at indgå en mindelig ordning om aflæsning, således at forbrugeren besværes mindst muligt. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at en mindelig ordning om samarbejde mht. målerdata giver "stordriftsfordele" og således gavner begge parter.

Af Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker, er det fremført, at det anses for nødvendigt, at det fortsat er vandforsyningerne, der har ansvaret - og den fulde handlefrihed - i forhold til målernes opsætning, vedligeholdelse og aflæsning. m.v.

Udvalget er enig i, at vandforsyningerne fortsat har det fulde ansvar for målerne.

I de tilfælde, hvor kommunen selv kommer til at forestå indsamling af målerdata, skal kommunen for at foretage en korrekt opkrævning af vandafledningsbidrag have oplysninger fra vandforsyningerne om skift af målere, justering m.v.

Da vandforsyningerne ikke har pligt til at udlevere disse oplysninger uden betaling herfor, kan dette udgøre en hindring for en korrekt opkrævning af vandafledningsbidrag.

Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker har derfor foreslået, at vandforsyningerne forpligtes til en gang årligt at udlevere oplysninger om udskiftning af målere m.v. mod gebyr. Vandværksforeningerne har foreslået, at gebyret beregnes på samme måde som i bekendtgørelse nr. 533 af. 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Af denne bekendtgørelse fremgår en måde, hvorpå man kan beregne omkostningerne ved udlevering af målerdata.

Udvalget anbefaler, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indsættes en hjemmel til, at kommunen til brug for opkrævningen af vandafledningsbidrag kan få adgang til at aflæse vandmålere på enkeltejendomsniveau.

Udvalget anbefaler endvidere, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indføres en bestemmelse, om at vandforsyningerne en gang årligt mod gebyr skal udlevere oplysninger om skift af målere, justeringer af målere m.v. i det sidste kalenderår. Udvalget finder, at grundejere med egen vandindvinding, der er tilsluttet eller kontraktligt tilknyttet kloakforsyningen, tilsvarende skal tilpligtes en gang årligt at oplyse, om der er sket udskiftning, justering eller lignende af deres vandmåler.

Udvalget foreslår, at vandforsyningerne og KL til brug herfor udarbejder en vejledning om, hvad vandforsyningerne kan indregne i et sådant gebyr.

Udvalget anbefaler, at det i tilknytning til ændringerne i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. beskrives i en vejledning, at der til trods for adgangen for kommunerne til selv at aflæse målerne på enkeltejendomsniveau bør være tale om en koordineret indsats således, at borgerne besværes mindst muligt. Det skal samtidig fastholdes, at det fortsat er vandforsyningerne, der har den fulde handlefrihed med hensyn til målernes opsætning, vedligeholdelse m.v.

2.3 Fritagelse for - eller nedsættelse af betaling i visse situa-tioner

I overensstemmelse med princippet "forureneren betaler" er det i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. det forudsatte udgangspunkt, at der skal betales for alt spildevand, der tilledes det offentlige spildevandsanlæg, medmindre andet direkte eller indirekte fremgår af loven, som det f.eks. er tilfældet med tag- og overfladevand.

I visse situationer kan der imidlertid være forhold, der kunne tale for en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget

2.3.2 Udvalgets overvejelser og forslag i forbindelse med afværgepumpninger

Udvalget finder, at det i mange tilfælde ikke er forbundet med væsentlige driftsudgifter at rense vand fra afværgepumpninger ved tilledning til offentlig kloak. Tilledning af afværgevand kan - hvis det er tilstrækkeligt rent - ske til regnvandsledning i separatsystem, og afledning kan således ske udenom renseanlæg med de deraf følgende reducerede omkostninger.

Ved afværgepumpninger oppumpes imidlertid typisk store mængder vand, hvilket tilsvarende alt andet vand, der tilledes spildevandsanlægget, medfører en hydraulisk merbelastning på kloakledninger, pumpestationer, bassiner og renseanlæg, med deraf følgende øgede driftsudgifter. Den hydrauliske merbelastning medfører endvidere alt andet lige større total udledning af stoffer. På grund af den større udledning af stoffer bliver renseanlægget pålagt en større spildevandsafgift.

Økonomisk kan det i dag være billigere at etablere avanceret vandbehandling til at rense vandet fra en afværgepumpning i stedet for at lade vandet transportere i det offentlige spildevandsanlæg, da de typisk store vandmængder medfører et tilsvarende stort vandafledningsbidrag.

Udvalget er opmærksom på, at udgifterne ved afværgepumpninger ved en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget, vil blive overvæltet på kloakforsyningen og dermed af dennes brugere, ligesom der kan være risiko for utilsigtet økonomisk tilskud til private bygherrer.

Udvalget er endvidere opmærksom på, at de store udgifter til vandafledningsbidrag kan medføre, at man udskyder eller i værste fald undlader af foretage afværgepumpningerne. Omvendt kan det frygtes, at en generel fritagelse for vandafledningsbidraget ikke vil animere til, at der foretages en afvejning af, hvad der i det konkrete tilfælde vil være den miljømæssigt mest hensigtsmæssige renseløsning - eksempelvis etablering af en alternativ renseforanstaltning - hvis det er "gratis" at tillede afværgevandet til det offentlige spildevandsanlæg.

En generel fritagelse vil endvidere stride mod princippet om "forureneren betaler".

En konkret mulighed for nedsættelse eller fritagelse vurderes ikke at være forbundet med større administrative konsekvenser.

Det er udvalgets opfattelse, at meget taler for fritagelse eller nedsættelse af vandafledningsbidraget for afværgevand.

Udvalget har diskuteret hvorvidt udgangspunktet skal være fritagelse eller mulighed for opkrævning af delvis betaling, eller om udgangspunktet skal være fuld betaling med mulighed for nedsættelse eller hel fritagelse for betaling af vandafledningsbidraget.

Dansk Industri, Danske Vandværkers Forening, Danmarks Private Vandværker, Amtsrådsforeningen og Københavns Kommune har ønsket, at afværgevand som udgangspunkt skal være fritaget for vandafledningsbidrag, hvilket der dog ikke har kunnet opnås enighed om i udvalget. Denne del af udvalget har derfor valgt at støtte en anbefaling af, at udgangspunktet fortsat er betaling af fuldt vandafledningsbidrag med mulighed for nedsættelse eller hel fritagelse.

Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for afværgevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde.

Udvalget finder, at der ved en afgørelse om fritagelse for eller nedsættelse af bidraget særligt skal lægges vægt på, om der er tale om en afværgepumpning, der foretages af samfunds- og miljømæssige hensyn - herunder hensyn til beskyttelsen af grundvandsressourcer og overfladerecipienter.

Udvalget lægger endvidere vægt på, at den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning finder anvendelse på kommunalbestyrelsernes afgørelse om fritagelse for eller nedsættelse af bidraget, ligesom udvalget lægger vægt på at "forureneren-betaler-princippet" fortsat finder anvendelse på betaling for afværgepumpninger.

Udvalget finder endeligt, at fritagelse for eller nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være samfundsøkonomisk acceptable og hvis afledningen af afværgevandet sker uden om renseanlæg.

2.3.4 Udvalgets overvejelser og forslag for filterskyllevand og kølevand

Udvalget finder, at det i mange tilfælde ikke er forbundet med væsentlige udgifter at behandle filterskyllevand og kølevand. Tilledning af filterskyllevand og kølevand kan - hvis det er tilstrækkeligt rent - ske til regnvandsledning i separat system, og afledning kan således ske udenom renseanlæg med de deraf følgende reducerede omkostninger.

Det bemærkes dog, at tilledning af filterskyllevand og kølevand til offentligt spildevandsanlæg altid vil være forbundet med udgifter til drift af pumpestationer og ledninger tilsvarende andet spildevand. Ligeledes vil den hydrauliske merbelastning betyde større vandmængder gennem renseanlæggene, hvilket alt andet lige giver større total udledning af stoffer. Renseanlægget kommer herved til at betale mere i spildevandsafgift, og der vil generelt være tale om øgede omkostninger ved drift som følge af de større vandmængder.

For filterskyllevand og kølevand vil der i mange tilfælde - hvis vandet er tilstrækkeligt rent - være mulighed for direkte at udlede vandet til vandmiljøet i stedet for at tillede vandet til renseanlæg. Muligheden herfor er yderligere aktualiseret i kraft af de nye regler om udtræden af den offentlige kloakforsyning, der blev indført med lov nr. 325 af 14. maj 1997.

Etableringsomkostninger til direkte udledning af filterskyllevand og kølevand til vandmiljøet kan være betydeligt mindre end at betale for behandlingen af vandet via den offentlige kloakforsyning. Etablering af renere teknik til genanvendelse af filterskyllevand vil også ved større anlæg kunne være rentabelt i forhold til tilledning til offentlig kloak.

Med renere teknik er det endvidere i dag muligt at genanvende filterskyllevand - således at tilledning af filterskyllevand kan reduceres væsentligt.

Ved en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget flyttes udgifterne til behandling af vandet på renseanlægget m.v. over på kloakforsyningen og dermed dennes brugere.

Afledning af filterskyllevand og kølevand rummer ikke de samme samfundsmæssige hensyn som afledning af vand fra afværgepumpninger.

Imod fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand taler, at fritagelse ikke animerer til etablering af genanvendelsesforanstaltninger af vandet på virksomheden eller til etablering af alternative metoder til behandling af vandet.

Det er uhensigtsmæssigt at tillede vandet til renseanlægget - idet tyndere spildevand kan give en dårligere rensning. I bedste fald vil spildevandet blive renset til samme koncentrationsniveau og der vil - på grund af øgede vandmængder - blive udledt større stofmængder.

En konkret mulighed for fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget i relation til filterskyllevand og kølevand vurderes ikke at være forbundet med større administrative konsekvenser.

Udvalget finder ikke, der bør være mulighed for fuldstændig fritagelse for vandafledningsbidrag i forbindelse med afledning af filterskyllevand og kølevand. Udvalget finder endvidere, at det fortsat skal være et udgangspunkt, at der skal betales for afledning af disse typer spildevand.

Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget.

Udvalget finder, at der ved en afgørelse om nedsættelse af bidraget særligt skal lægges vægt på, om der er miljømæssige hensyn, der taler for nedsættelse af bidraget.

Udvalget finder, at en nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis afledningen af filterskyllevandet eller kølevandet sker udenom renseanlægget og hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være økonomisk acceptable.

2.3.5 Udvalgets overvejelser og forslag ved alternativ afledning af regnvand

Med lov nr. 325 af 14. maj 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. er der indsat hjemmel for miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om hel eller delvis udtræden af kloakforsyningen. De nærmere betingelser for udtræden er fastsat i den nye spildevandsbekendtgørelse.

Ved lovændringen blev der endvidere givet adgang til, at der kan ske hel eller delvis tilbagebetaling af tilslutningsbidraget. Ved udtræden for tag- og overfladevand kan der maksimalt tilbagebetales 40 pct. af det tilslutningsbidrag, der kunne være opkrævet på tidspunktet for aftalen om udtræden.

Nogle kommuner har givet udtryk for, at tilbagebetaling af 40 pct. af tilslutningsbidraget (på nuværende tidspunkt svarende til 12.000 kr. ekskl. moms) ikke er et tilstrækkelig incitament for ejere af eksisterende ejendomme til at ville udtræde. En reduktion i vandafledningsbidraget forventes at ville forøge incitamentet. Det bemærkes dog, at andre kommuner har givet udtryk for, at tilbagebetaling af 40% af tilslutningsbidraget ved udtræden gør det økonomisk ufordelagtigt for kommunen at tillade udtræden, idet der ikke opnås den ønskede besparelse til bassiner m.v.

Reduktion af vandafledningsbidraget er også relevant for nytilsluttede ejendomme, men her kan der ikke tales om incitamentsforøgelse, idet det er kommunerne, der i deres spildevandsplanlægning udstikker retningslinierne for tilslutning og dermed afgør, om der skal være tilslutning for tag- og overfladevand.

Udvalget er opmærksom på, at tag- og overfladevand efter de nugældende regler i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg ikke indgår i beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget.

Vandafledningsbidraget er således uafhængigt af mængden af tag- og overfladevand, der afledes til det offentlige spildevandssystem, og alle brugere bidrager således proportionalt i forhold til vandforbruget til betaling for afledning og behandling af tag- og overfladevand.

Ved at yde en form for nedslag for de ejendomme, der ikke afleder tag- og overfladevand til det offentlige spildevandssystem, vil man opnå en vis grad af kostægthed.

Særligt hvis en reduktion gives i form af et fast beløb, f.eks. ved en reduktion af en eventuel fast del af vandafledningsbidraget, vil betalingen til en vis grad være kostægte, idet en sådan reduktion vil være uafhængig af vandforbruget og idet reduktionen skal ses som et udtryk for, at en ejendom belaster det offentlige spildevandsanlæg med mindre vandmængder.

Økonomisk må en reduktion i vandafledningsbidraget på kort sigt antages at medføre en stigning i m³ -prisen for vandafledning. På længere sigt må det antages, at anvendelse af alternative afledningsløsninger vil afspejles i form af besparelser i kloakforsyningernes udgifter til regnvandsbassiner og ledningsnet samt mindre omkostninger på renseanlægget.

Det skal dog nævnes, at i de tilfælde, hvor der i kommunen er etableret separatsystemer for separering af regnvand, vil der ikke være særlige økonomiske fordele for kommunen i at etablere alternativ afledning.

Alternativ afledning - specielt i form af nedsivning af tag- og overfladevand vil fremme grundvandsdannelsen. Alternativ afledning vil endvidere mindske den hydrauliske belastning på kloakker og renseanlæg - og dermed nedsætte antallet og størrelsen af overløb fra kloaksystemet og forbedre rensningen af spildevandet på renseanlægget. I de tilfælde, hvor der allerede i dag er etableret separatsystemer for regnvand, vil der ikke være særlige miljømæssige fordele i etablering af alternativ afledning i form af eksempelvis nedsivning.

Omfanget af den miljømæssige gevinst afhænger af, i hvor stort omfang den alternative afledning anvendes i kommunen.

Administrativt vil en reduktion i vandafledningsbidraget kunne føre til et relativt merarbejde i kommunerne, idet kommunerne ved beregning af vandafledningsbidrag konkret skal tage hensyn til, om en ejendom har alternativ afledning. Endvidere vil der tillige bestå et spørgsmål om, hvordan ejendomme, der allerede i dag har alternativ afledning, skal opnå en reduktion i vandafledningsbidraget.

Et flertal i udvalget kan ud fra en samlet vurdering ikke anbefale, at der skabes mulighed for en reduktion i vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af tag- og overfladevand.

Flertallet finder, at en reduktion i vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af regnvand vil kunne give et øget incitament til anvendelse heraf - og dermed en ændret - men ønskelig afledningstruktur. Udvalget finder imidlertid ikke, at fordelene herved står mål med de administrative ulemper og det forhold, at betalingsreglerne herved ville blive mere komplicerede og uensartede kommunerne imellem.

Et mindretal bestående af Københavns Kommune, Danske Vandværkers Forening og Kommunernes Landsforening anbefaler at der gennem lovgivningen etableres et for grundejerne økonomisk incitament, der kan fremme etableringen af private anlæg for nedsivning af regnvand i de kommuner, hvor man ønsker en sådan udvikling. Det økonomiske incitament bør ikke alene knyttes til de i spildevandsplanerne udpegede nedsivningsområder, men også til byggerier - herunder ikke mindst bysaneringer - hvor der lægges vægt på byøkologiske tiltag.

Mindretallet finder, at dette økonomiske incitament kan skabes ved at give kommunalbestyrelserne ret til - for byggerier, der lægger vægt på byøkologiske elementer - at yde tilskud på max. 40% af det aktuelle tilslutningsbidrag eller max. 12.000 kr. pr. boligenhed (indeksreguleret). Af hensyn til ordningens administration bør incitamentet alene være fremadrettet og gælde fra lovens vedtagelse.

Udvalgets overvejelser og forslag ved genanvendelse af regnvand

I tilfælde, hvor regnvand genanvendes f.eks. til toiletskyl og dermed erstatter en del af det normale vandforbrug, vil der efter de gældende regler skulle betales vandafledningsbidrag herfor, da loven bygger på et princip om, at der skal betales for alt det vand, der tilledes kloaksystemet.

Begrundelse for dette er, at spildevandssystemets udgifter er helt uafhængige af, om de forurenende stoffer tilføres med genanvendt regnvand eller vandforsyningsvand.

Det er således efter de nuværende regler sådan, at et separat forsyningssystem til opsamling af regnvand skal forsynes med måler, og at resultatet skal indgå i beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget.

Selvom genanvendt regnvand tilledes kloaksystemet på lige fod med andet vand, der anvendes i ejendommen, kan der opnås en reduktion i belastningen på kloakker og renseanlæg, idet regnvandet ellers skulle afledes til kloakken på ejendomme, hvor tag- og overfladevand er tilsluttet det offentlige spildevandssystem. Dette er specielt udpræget hvis det offentlige spildevandssystem er et fællessystem.

Kloakforsyningen kan således have både tekniske, miljømæssige og økonomiske interesser i, at regnvand genanvendes.

Ændring af krav til kvalitet af regnvand

Efter Miljøstyrelsens opfattelse rummer den nugældende lovgivning ikke mulighed for tilladelse til genanvendelse af regnvand. Miljøstyrelsen arbejder imidlertid for tiden med, at det inden for vandforsyningslovgivningen skal gøres muligt at genanvende tagvand til husholdningsformål såsom toiletskyl og tøjvask, uden at vandet lever op til de kvalitetskrav, der ellers gælder for drikkevand.

Da lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i forvejen bygger på forenklede principper, og da der i forvejen ikke er fuld overensstemmelse mellem den vandmængde, der betales for, og den spildevandsmængde, der afledes, bør det overvejes, om det i forlængelse af de initiativer, der tages inden for vandforsyningslovgivningen, skal gøres muligt, at der kan ydes reduktion eller fuldstændig fritagelse for vandafledningsbidraget for det regnvand, der genanvendes i husholdningerne.

Det bemærkes, at man ved fuldstændig fritagelse for den genanvendte regnvandsmængde muligt "legaliserer" en løsning, der formentlig allerede har en vis udbredelse, i og med at vandtanke til opsamling af regnvand forhandles i byggemarkeder m.v. og derfor i en række tilfælde tages i anvendelse uden de fornødne tilladelser.

Omvendt vil en fuldstændig fritagelse for betaling for genanvendt regnvand medføre en større udbredelse af sådanne løsninger, hvis tekniske og miljømæssige konsekvenser endnu ikke kendes fuldt ud.

Økonomiske konsekvenser

Det må antages, at fritagelse for vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand på kort sigt vil medføre en stigning i vandafledningsbidraget. På længere sigt, vil der ved udbredt anvendelse af løsninger til genanvendelse af regnvand være en mindre hydraulisk belastning på renseanlægget og bassiner m.v., hvilket naturligt vil medføre et fald i kloakforsyningens udgifter til renseanlægget og bassiner.

Heroverfor står, at der ved en fastholdelse af de nuværende regler skal investeres i separate målere til beregning af regnvandsmængderne, der bliver genanvendt, ligesom de øgede administrative omkostninger for kommunerne må antages at blive afspejlet i vandafledningsbidraget.

Miljømæssige og tekniske konsekvenser

De miljømæssige, hygiejniske og tekniske konsekvenser ved genanvendelse af regnvand er som ovenfor nævnt endnu ikke fuldstændig belyst.

Omfanget af den miljømæssige gevinst afhænger af, hvor stor udbredelse genanvendelse af regnvand får. I en rapport fra Miljøstyrelsen og By- og Boligministeriet fra januar 1998 om boligernes vandforbrug (Miljøstyrelsen og By- og Boligministeriet, 1998) fremgår det, at beregninger på genanvendelse af regnvand til husholdningsformål har vist, at genanvendelse af regnvand kun i et meget begrænset omfang vil kunne erstatte forbruget af vandværksvand.

Fritagelse

En fuldstændig fritagelse for betaling af genanvendt regnvand må antages at medføre en administrativ lettelse for kommunerne, idet der blot ses bort fra den mængde regnvand, der tilledes kloakken. Kommunerne vil således ikke som i dag skulle kræve, at der skal opsættes en speciel måler for regnvandet, der genanvendes i husholdningen, ligesom denne måler skal aflæses for at indgå i kommunernes beregning af vandafledningsbidraget.

Reduktion

Reduktion for betaling i forbindelse med genanvendelse af regnvand må antages at betyde et vist administrativt merarbejde, idet kommunerne skal tage konkret stilling til spørgsmålet om betaling i hvert enkelt tilfælde.

Flertal

Et flertal i udvalget finder, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde.

Flertallet i udvalget finder, at der med løsninger til genanvendelse af regnvand kan opnås en reduktion i belastningen på kloakker og renseanlæg samt den samlede udledning af stoffer, hvorfor der kan være både tekniske, miljømæssige og økonomiske fordele i, at regnvand genanvendes. Udvalget finder endvidere, at der med fritagelse for bidrag alene vil være tale om en administrativ lettelse for kommunerne.

Mindretalsudtalelse

Et mindretal i udvalget bestående af Danske Vandværkers forening og Danmarks Private Vandværker finder, at der bør skelnes mellem det regnvand, der opsamles og anvendes til havevanding, bilvask m.m. og det vand, der føres ind i bygninger og anvendes i den daglige husholdning som erstatning for den almindelige drikkevandsforsyning.

I tilfælde hvor regnvand opsamles og anvendes til havevanding m.m., mener mindretallet at dette kan sidestilles med andre situationer, hvor vandet ikke ledes til det offentlige spildevandsanlæg. Ud fra denne betragtning kan der ske en fritagelse for at betale bidraget.

Men i tilfælde hvor der sker en regnvandsforsyning til bygninger o.lign., er mindretallet af den opfattelse, at der ikke bør være mulighed for at fritage for betaling af vandafledningsbidrag. Dette vand vil blive afledt til det offentlige spildevandssystem, og der vil som sådan ikke kunne påvises nogen væsentlig besparelse for kloakforsyningen. Disse situationer er at sammenligne med forsyning fra egen boring eller brønd.

Det er i øvrigt dette mindretals opfattelse, at betalingsreglerne ikke bør anspore til at indføre regnvand i bygningerne så længe, at der er tekniske samt miljø- og hygiejnemæssige problemer, der fortsat er uafklarede. Risikoen for folkesundheden må derfor anses for at være væsentligt større end den meget begrænsede miljøgevinst, der kan opnås i form af vandbesparelser.