[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Standardiseret produktblad for kompost

4. Standardisering af produktblad

4.1 Næringsstoffer og fysiske parametre
4.2 Analysemetoder til bestemmelse af stabilitet
4.3 Udformning af produktbladet
4.4 Analysegrundpakke og analysehyppighed

I dette kapitel frasorteres nogle af de hos Hedeselskabets Laboratorium afprøvede analyseparametre og analysemetoder. De valgte analyseparametre er opstillet i et "Standardiseret produktblad for kompost". Det udarbejdede produktblad er standardiseret med det formål at sikre entydige og relevante oplysninger, der kan anføres objektivt. I forbindelse med standardiseringen er der lagt vægt på at udvælge de oplysninger og parametre, som brugerne (herunder myndighederne) efterspørger og de tilhørende analysemetoder, der vil give entydige og reproducerbare resultater.

I forbindelse med standardiseringen er det endvidere valgt, hvordan og på hvilken form, de forskellige resultater skal oplyses, ligesom der er lagt stor vægt på at ensarte de valgte begreber, således at anlæggene ikke anvender forskellige formuleringer til at beskrive de samme forhold.

Produktbladet er standardiseret med rubrikker, der opdeler oplysningerne i kompostindhold, produktionssted, anvendelsesanbefalinger, næringsstoffer, jordforbedrende egenskaber, fysiske egenskaber, ukrudt og synlige urenheder, samt stabilitetsgrad. Disse oplysninger er obligatoriske for al kompost, der deklareres i henhold til det standardiserede produktblad. Herudover er der for anden kompost end ren have-parkkompost rubrikker til oplysning om tungmetaller, hygiejniseringsgrad og miljøfremmede stoffer.

Oplysninger om anvendelse af komposten og kompostens egenskaber er anført på produktbladets forside, mens oplysninger om kompostens indhold af uønskede stoffer mv. (benævnt "garantiparametre") er anført på bagsiden. For at brugerne til enhver tid kan genkende det standardiserede produktblad, anvendes betegnelsen "Kompostdeklaration iht. Miljøprojekt 470, 1999".

Til sidst i kapitlet beskrives overvejelser bag anbefalet minimums-analysehyppighed, bl.a. set i forhold til omfanget af en anbefalet minimums-analysepakke for kompost ‘Kompostbranchens analysegrundpakke’.

4.1 Næringsstoffer og fysiske parametre

Plantetilgængeligt Mn er målt som mangantal, Mnt, efter forskrifterne for jordbundsanalyser (Plantedirektoratet, 1994). Kompost må som følge af de anvendte råmaterialer indeholde mangan, men indholdet i alle 6 komposttyper er under detektionsgrænsen ved den anvendte analysemetode (tabel 1 i Bilagets kapitel 3). Dette kan forklares med, at kompost har et højt pH, og tilgængeligheden af mangan falder med stigende pH. Da der ikke har kunnet påvises tilgængeligt mangan i de udtagne prøver, udgår parameteren af det kommende produktblad.

Det største indhold af clorid findes som forventet i husholdningskompost med 1,6 g Cl^-/liter for AFAV-kompost og 2,0 g Cl^-/liter for Århus-Nord-kompost. Tyske indledende undersøgelser viser, at clorid-følsomme plantearters vækst reduceres, når der indgår 40 vol% kompost i voksemediet, og den anvendte kompost indeholder 2,0 g Cl^-/liter. Her er der ikke taget hensyn til evt. yderligere clorid-tilførsel fra vandingsvand eller anden gødning. Den særdeles clorid-følsomme planteslægt Primula får stærkt nedsat vækst allerede ved et cloridindhold på 1,0 g/liter kompost - stadigvæk med 40 vol% kompost i voksemediet (Hauke et al, 1996).

Ved fagmæssig korrekt anvendelse af kompost fra AFAV og Århus-Nord bør der maksimalt iblandes 20 vol% kompost ved fremstilling af voksemedium til altankasser, væksthuse, eller til brug for potteplanter i stuen. Dette er begrundet ud fra husholdningskomposts høje ledningsværdi og høje næringsstofindhold. Det vil sige, at husholdningskompost ved fagmæssigt korrekt brug kan anvendes til ("almindeligt") cloridfølsomme plantearter. Det besluttes derfor at undlade at medtage clorid på det kommende produktblad men bl.a. i lyset af ovenstående at lægge stor vægt på oplysning om fagligt korrekt brug af kompost. Det skal nævnes, at analysen for clorid er forholdsvis dyr, hvilket gør den mindre egnet til en generel standardanalysepakke for kompost. Parameteren er endvidere ikke afsætningsfremmende.

Ved afsætning af husholdningskompost i større omfang til iblanding i voksemedier, bør kompostens indhold af clorid kontrolleres, og detaljeret rådgivning om anvendelse er nødvendig.

Bestemmelse af kalkvirkningen udfra indhold af total-Ca kan overvurdere kalkvirkningen en lille smule. Calcium kan forekomme i forbindelser uden neutraliserende virkning. Det evt. overvurderede indhold af CaCO₃ justeres i nedadgående retning ved at opgive det beregnede indhold af CaCO₃ som kg jordbrugskalk direkte uden yderligere omregning. Kalkvirkningen (neutraliserende evne) af jordbrugskalk er 70-80%.

Kalkvirkningen af kompost kan sandsynligvis mere korrekt bestemmes vha. et Scheibler-apparat efter forskriften i ISO (1995). Her opfanges kuldioxid efter tilsætning af syre, og resultaterne opgives direkte som CaCO₃. Sammenligning af analyseresultater i dette miljøprojekt mellem de to metoder viser dog ikke forskelle af praktisk betydning (tabel 1 i Bilagets kapitel 3). Metoden med bestemmelse af total-Ca er valgt, fordi det er lettest håndterbare metode for laboratoriet. Valget er i overensstemmelse med, at Bundesgütegemeinschaft Kompost kræver analyse for total-Ca (resultater opgives som CaO). Er der tvivl om det opnåede resultatet, eller er kalkvirkning / ikke-kalkvirkning af stor betydning, kan analyse for total-Ca suppleres med analyse for CaCO₃ (Scheibler).

Der foreligger nu et CEN-udkast til bestemmelse af rumvægt af jordforbedringsmidler og voksemedier (1998a). Metoden indbefatter komprimering af prøven (prøvestørrelse 1 liter). Dette udkast forventes at blive vedtaget som en CEN-standard ultimo 1998, da ingen medlemslande har udtrykt væsentlige forbehold (Cooper, pers. komm.; Terry, pers. komm.). Samtidigt finder Hedeselskabets Laboratorium, at deres interne metode til rumvægtsbestemmelse bør forbedres. Derfor vælges den kommende CEN-standard (CEN, 1998a) som analysemetode for fremtidig bestemmelse af rumvægt på eksterne laboratorier.

Ved intern bestemmelse på komposteringsanlæg af rumvægt kan en større prøve evt. tages i anvendelse. Dette vil formindske analyseusikkerheden især for bestemmelse af rumvægt af groftharpet kompost. Tysklands forbehold mod CEN-udkastet gik da også på, at prøvemængden er for lille til groftharpet kompost (Cooper, pers. komm.). BGK anvender to liter prøver ved bestemmelse af rumvægt for kompost harpet over sold > 15 mm (BGK, 1994).

Der er kun meget små forskelle på de 6 komposttypers indhold af partikler < 16 mm, og disse forskelle kan ikke umiddelbart forklares. Således indeholder Køstrup-kompost, som er harpet over et 25 mm sold, 100% partikler < 16 mm, mens Nymølle-kompost, der er harpet over et 15 mm sold, indeholder 99,0 % partikler < 16 mm (tabel 1 i Bilagets kapitel 3). Det besluttes derfor at lade ‘Alle partikler < 16 mm’ udgå.

Resultaterne for ‘Alle partikler < 10 mm’ stemmer bedre overens med de af anlæggene anvendte sold end resultaterne for ‘Alle partikler < 5 mm’, men den generelle tendens for ‘Alle partikler < 5 mm’ er korrekt (tabel 1 i Bilagets kapitel 3). Der er større forskelle mellem resultaterne for de enkelte komposttyper ved ‘Alle partikler < 5 mm’ end ved ‘Alle partikler < 10 mm’, hvilket må forventes at fremme brugernes forståelse for resultaterne.

Det vælges at lade ‘Alle partikler < 5 mm’ indgå som en fysisk parameter til beskrivelse af komposten og at lade ‘Alle partikler < 10 mm’ udgå. Den vigtigste begrundelse herfor (ud over overvejelserne nævnt ovenfor) er, at en 5 mm sigte i forvejen er i brug i forbindelse med bestemmelse af indhold af ‘Sten > 5 mm’. Det vil således være nemt og billigt at bestemme ‘Alle partikler < 5 mm’ i samme analysegang. Endvidere findes der en vejledende værdi for maksimalt indhold af ‘Alle partikler < 5 mm’ ved anvendelse af dækflis mod ukrudt (Vester, 1989), og denne værdi kan indgå i en vurdering af kompostens ukrudtshæmmende effekt.

4.2 Analysemetoder til bestemmelse af stabilitet

Resultaterne fra de 9 afprøvede analysemetoder til beskrivelse af kompost-stabilitet er vist i tabel 4.1. Til venstre for hvert analyseresultat er anlæggets navn anført i form af en forkortelse.

Resultaterne er indekseret i forhold til fire grader af stabilitet ud fra grænseværdier beskrevet i litteraturen. Det er meningen, at producenter og brugere fremover skal anvende disse fire betegnelser for stabilitetsgrader ved angivelse af kompoststabilitet: ‘Meget-stabil’, ‘Stabil’, ‘Frisk’ og ‘Ikke-færdig’. Det anses irrelevant for brugerne at forholde sig til de bagvedliggende resultater af de anvendte analysemetoder.

Grænseværdierne mellem de forskellige stabilitetsgrader er for analysemetoderne ‘Selvopvarmning’ og ‘Iltforbrug’ oprindeligt beskrevet i LAGA (1985), og siden anvendt af Jourdan (1988), BGK (1992, 1994), LAGA (1995) samt Becker & Kötter (1996). De helt præcise grænseværdier for ‘Iltforbrug’ anvendt i tabel 4.1 er fra Becker & Kötter (1996), som desværre ikke stemmer helt overens med BGK (1998) selv om begge refererer til samme baggrundskilde (Jourdan, 1988). Tyskerne opererer med tre stabilitetskategorier underinddelt i fem stabilitetsgrader: kompostrohstoff (rottegrad I), frischkompost (rottegrad II og III) samt fertigkompost (rottegrad IV og V).

I Danmark er det blandt de forskellige brugergrupper anlægsgartnerne, som ønsker oplysninger om kompostens stabilitet. Interessen samler sig derfor om troværdige og reproducerbare målinger af kompost-stabilitet, når komposten befinder sig i den stabile ende af skalaen. De opstillede danske betegnelser for stabilitetsgrader ligger derfor vægt på differentiering af kategorien ‘fertigkompost’ men ikke af kategorien ‘frischkompost’. En ‘Stabil’ kompost (fertig kompost med rottegrad IV) skal være så stabil, at den kan anvendes af anlægsgartnere til de mest almindelige arbejdsopgaver i almindelig mængde (typisk et 5 cm tykt lag kompost eller indarbejdning af 33 vol% kompost, jævnfør Carlsbæk & Reeh, 1997). Der skal stilles så strenge krav til en ‘Meget-stabil’ kompost (fertigkompost med rottegrad V), at kun de allermest stabile komposttyper opnår denne betegnelse. ‘Meget-stabil’ kompost skal anvendes, hvor der er behov for særligt store mængder kompost til jordforbedring, evt. til iblanding dybere end normalt.

Betegnelse ‘Ikke-færdig’ (‘Kompostrohstoff’ med rottegrad I) er valgt som stabilitetsgradsbetegnelse for råmaterialet for at indikere, at ‘Frisk’ kompost’ (frischkompost med rottegrad II og III) absolut er en færdig og anvendelig kompost. ‘Frisk’ kompost skal beskrive en kompost, der er forholdsvis vanskelig at opbevare, og hvor der vil være en vis risiko for anaerobe forhold og lugt af ammoniak eller værre, hvis ikke komposten beluftes jævnligt. ‘Frisk’ kompost skal kunne anvendes uden plantevækstmæssige problemer i de maksimalt tilladte mængder jævnfør Miljø- og Energiministeriet (1996). Det vil normalt sige et maksimalt ½-1 cm tykt lag årligt.

Ved anvendelse af kompost i landbruget og andre steder, hvor kompostens gødningsegenskaber er det vigtigste, bør der normalt anvendes en ‘Frisk’ kompost. Hvis komposten opnår stabilitetsgraden ‘Stabil’, inden den finder anvendelse, vil dens gødningsværdi som kvælstofgødning være formindsket. Hvis "komposten" kun har opnået stabilitetsgraden ‘Ikke-færdig’, må der forudses betydelige lugtgener, - især under udbringning af komposten.

Resultaterne for ‘Solvita kompost test’ er vist som et interval, hvis ikke resultaterne af de tre gentagelser er ens. Analysemetoderne ‘Selvopvarmning’ og ‘Iltforbrug’ er gennemført &eacuten gang på Hedeselskabets laboratorium (efter indkøringsperiode) og &eacuten gang på et tysk laboratorium. Resultaterne fra Hedeselskabet er vist ud for "DK", resultaterne fra det tyske laboratorium ud for "D".

Resultaterne for analysemetoderne ‘Organisk-C/organisk-N i vandigt ekstrakt’, ‘Vandopløseligt-organisk-C/total-organisk-N’ og for ‘Huminsyreindeks’ er alle vist i tabel 4.1 med såvel enkeltresultater af de to, separat gennemførte målinger (to delprøver af hver slutprøve er analyseret) som med gennemsnittet af de to målinger. De viste enkeltresultater er naturligvis baseret på målinger efter indkøring af metoderne.

Den nederste halvdel af tabel 4.1 viser, hvor mange gange kompost fra det enkelte anlæg er tildelt en given stabilitetsgrad. "Score" er således den lodrette sammentælling i en given kolonne af de respektive bogstavforkortelser, &eacuten forekomst giver &eacutet point. To forskellige sammentællinger er foretaget, først med alle de afprøvede metoder (vårbygtest-100% undtaget, metoden kan ikke anvendes ved næringsrige komposttyper), dernæst med de fire metoder, der med baggrund i resultaterne er valgt til at indgå i det Standardiserede produktblad for kompost.

Det fremgår med al tydelighed, at analysemetoderne ikke resulterer i tildeling af samme stabilitetsgrad. Spredningen mht. de opnåede stabilitetsgrader er størst for Nymølle og Køstrup. Metoderne er rimeligt enige om, at kompost fra Dronninglund er ‘Meget-stabil’, og at kompost fra Århus er ‘Frisk’. Kompost fra Vejle og Nymølle tildeles i de fleste tilfælde stabilitetsgraden ‘Stabil’, mens Køstrup og AFAV befinder sig et eller andet sted midt imellem ‘Frisk’ og ‘Stabil’. Ved anvendelse af den beskrevne metode til beregning af stabilitetsgrad opnår både kompost fra Køstrup og fra AFAV betegnelsen ‘Frisk’. Det skyldes for AFAV’s vedkommende, at ved lige score mellem to "nabo"-stabilitetsgrader, gælder den laveste stabilitetsgrad.

En grundig beskrivelse af beregning af kompost’s stabilitetsgrad findes i rapporterne "Standardiseret produktblad for kompost til jordbrugsformål - del 2: vejledning til komposteringsanlæg" (tabel 5.1) og "Standardiseret produktblad for kompost til jordbrugsformål - del 3: vejledning til laboratorier" (tabel 3.1). Grænseværdier for ‘Iltforbrug’ anvendt i de her nævnte tabeller er fra BGK (1998) som værende den officielle og nyeste reference. BGK (1998) var ikke udkommet, da afsnit 4.2 og tabel 4.1. i nærværende rapport blev udarbejdet.

Der kan ikke anbefales kun at anvende &eacuten analysemetode for stabilitet pga. den store spredning i resultaterne. Det skal derfor i det følgende vælges et mindre antal anbefalede analysemetoder til bestemmelse af kompoststabilitet. Blandt disse metoder skal der udpeges minimum to, som begge skal gennemføres, hvis oplysninger om stabilitet skal have troværdighed.

‘Selvopvarmning’, ‘Iltforbrug’ og ‘Solvita kompost test’ bygger alle på direkte eller indirekte beskrivelse af aktuel mikrobiel aktivitet. Det er derfor vigtigt for disse metoder, at komposten har haft ideelle forhold for mikroorganismerne i perioden lige inden prøveudtagning, hvis der skal opnås et reelt beskrivende resultatet. Usikkerheden på analysemetoderne minimeres ved at udtage så store mængder kompost til analyse som muligt, - betydeligt større mængder prøve tages i arbejde end ved kemiske analyser. Analyserne forløber over flere døgn, hvilket medvirker til at minimere usikkerheden på målingerne. ‘Solvita kompost test’ forløber dog i princippet over kun 4 timer, se diskussion i tidligere afsnit 3.1.4.

Sammenligning af resultater fra de afprøvede stabilitets-analysemetoder. Alle resultater er baseret på målinger i &eacuten slutprøve pr. anlæg.
Se her

Selvopvarmning og iltforbrug
Grænseværdier for ‘selvopvarmning’ skal
måske justeres

Der er generelt god overensstemmelse mellem resultaterne fra Hedeselskabets laboratorium og det tyske laboratorium. Sammenlignes resultaterne for ‘Selvopvarmning’ med resultaterne for ‘Iltforbrug’, angiver ‘Selvopvarmning’ generelt en højere ‘Stabilitetsgrad’ end ‘Iltforbrug’ med 3 komposttyper som ‘Meget-stabil’ ved selvopvarmning og 1 komposttype som ‘Meget-stabil’ ved ‘Iltforbrug’. Denne forskel er almindelig kendt, og Becker & Kötter (1996) foreslår, at grænseværdierne for ‘Iltforbrug’ justeres i opadgående retning. Måling af kuldioxidudvikling eller af iltforbrug anses for værende de mest præcise analysemetoder til beskrivelse af stabile komposttyper (Denecke, pers. komm.). Analysemetoder for kuldioxidudvikling/iltforbrug er da også blandt de oftest anvendte til beskrivelse af kompost-stabilitet. Det er muligvis mere korrekt, at grænseværdierne for ‘Selvopvarmning’ justeres i nedadgående retning (f.eks. ved ændring af grænseværdien mellem ‘Stabil’ og ‘Meget-stabil’ fra 30 til 23 ° C) i stedet for at ændre grænseværdierne for ‘Iltforbrug’. Hermed vil der opnås overensstemmelse mellem resultaterne for ‘Selvopvarmning’ og ‘Iltforbrug’ opnået i nærværende projekt mht. inddeling i stabilitetsgrader.

‘Solvita kompost test’ opnår samme rangorden mht. til de forskellige prøvers stabilitet som analysemetoderne ‘Selvopvarmning’ og ‘Iltforbrug’. Testen synes at være streng mht. at opnå høje stabilitetsgrader, og ifølge den engelske manual er det først ved resultat 7 og 8, at kompost tildeles betegnelsen "finished compost". Resultaterne 3-6 betegnes "active compost" og resultaterne 1-2 "raw compost" (side 5 i Bilagets kapitel 6). Formålet med udviklingen af ‘Solvita kompost test’ var bl.a. at frembringe en nem analysemetode, som var bedre til at skelne mellem stabile komposttyper, end det er muligt med analysemetoden ‘Selvopvarmning’ (Evans, pers. komm.). Det må siges at være lykkes til fulde. Producenten tillægger i øvrigt anvendelsesanbefalingerne i manualen i relation til det opnåede resultat (side 6 i Bilagets kapitel 6) større vægt end opdelingen i stabilitetskategorierne "finished compost", "active compost" og "raw compost".

Grænseværdierne for Solvita kompost test er justeret i nedadgående retning i tabel 4.1 i forhold til den engelske manual, hvilket giver bedre overensstemmelse med resultaterne opnået ved analysemetoden ‘Iltforbrug’. Efter denne justering sammenlignes ‘Ikke-færdig’ kompost med ubehandlet affald, ‘Frisk kompost’ med husdyrgødning og tørret/afvandet husdyrgødning, ‘Stabil’ kompost med (lagerstabil) organisk gødning og ‘Meget-stabil’ kompost med vækstmedier / muldjordsblandinger og spagnumbaserede voksemedier jævnfør den engelske manual (side 6 i Bilagets kapitel 6). Dette er i overensstemmelse med de påtænkte anvendelsesområder i Danmark for ‘Frisk’, ‘Stabil’, og ‘Meget-stabil’ kompost som beskrevet på de forrige sider. Grænseværdierne bør tages op til vurdering om et par år, når der foreligger flere analyseresultater.

De tre vårbygtest med henholdsvis 25, 50 og 100 vol% kompost opblandet med spagnum er alle gennemført med tre gentagelser, såvel på Hedeselskabets Laboratorium som på det tyske laboratorium. Vårbygtesten med 100% kompost er kun gennemført i DK. Resultaterne er vist i tabel 4.1 som gennemsnittet af de tre gentagelser og udtrykker relativ friskvægt af bladmasse ved dyrkning i de kompostberigede voksemedier sammenlignet med dyrkning i opgødet spagnum uden iblanding af kompost.

Det er et krav fra Bundesgütegemeinschaft Kompost (BGK), at en kompost ved vårbygtest med 25% kompost opnår et resultat på minimum 90% for at må benytte betegnelsen ‘Fertigkompost’. Vårbygtest kræves ikke gennemført ved anvendelse af betegnelsen ‘Frischkompost’ (BGK, 1992). En ‘Fertigkompost’, som ved vårbygtest med 25% kompost opnår et resultat på minimum 90% kan anbefales anvendt til jordforbedring og som organisk gødning. En ‘Fertigkompost’, som endvidere opnår et resultat på minimum 90% ved vårbygtest med 50% kompost, kan i princippet også anbefales anvendt i muld-, vækstmedie- og voksemedieblandinger. Nærmere anbefalinger med henblik på diverse blandinger bør justeres efter Lv, tilgængelige næringsstoffer (især kalium) og pH i komposten, samt evt. specielle krav fra de ønskede plantearter (BGK, 1994).

Grænseværdierne opstillet af BGK og de tilknyttede anvendelses-anbefalinger svarer nogenlunde til, at grænseværdien ved vårbygtest med 25% kompost skelner mellem ‘Frisk’ og ‘Stabil’ kompost, samt at grænseværdien ved vårbygtest med 50% kompost skelner mellem ‘Stabil’ og ‘Meget-stabil’ kompost. Ud fra dette princip er det tyske laboratoriums resultater fra vårbygtest-25% og vårbygtest-50% indført i tabel 4.1.

Ved afprøvningen på Hedeselskabets laboratorium opnås ca. samme indbyrdes rækkefølge mellem de 6 kompostprøver som ved det tyske laboratorium, når resultaterne opstilles numerisk, men resultaternes størrelse er betydeligt lavere hos Hedeselskabet laboratorium end hos det tyske. Resultaterne fra Hedeselskabets laboratorium er indført i tabel 4.1 ud fra de samme overvejelser som for de tyske resultater, men der er anvendt en grænseværdi på 65% i stedet for 90%. Denne "kompensation" mht. de lavere danske resultater bevirker, at komposttyperne tildeles stort set samme stabilitetsgrad ved anvendelse af danske som tyske resultater for vårbygtestene.

Den lavere tilvækst ved den danske afprøvning kan delvis forklares med, at vårbyggen i højere grad har været udsat for svidning og overgødsksning i Danmark end i Tyskland. Ved den danske afprøvning er komposten blandet i spagnum tilsat gødning, kalk og ler, mens komposten i Tyskland er blandet i spagnum, som er tilsat kalk og ler men ikke gødning (Einheitserde 0 = EE0). Den tyske metodebeskrivelse foreskriver at anvende voksemediet EE0¹, men dette eller et tilsvarende voksemedie er ikke tilgængeligt i handelen i Danmark jævnfør Plantedirektoratet (1997a). Det blev vurderet som vigtigt, at voksemediet anvendt til opblanding var let tilgængeligt i handelen i Danmark. For at fremskaffe en lys spagnum, der i lighed med EE0 var tilsat såvel kalk som ler, blev det accepteret, at der også var tilsat gødning (Lv 3,0-5,0 før iblanding af kompost). Efter iblanding af kompost gødskes med en kvælstofopløsning jævnfør metodebeskrivelsen i BGK (1994), hvilket naturligvis forøger risikoen for svidning.

Det må endvidere have betydning for de forskellige tyske og danske vårbygtest-resultater, at der ikke er anvendt samme vårbygsort ved de to afprøvninger.

Det skal bemærkes, at Køstrup-kompost som den eneste af de afprøvede komposttyper opnår en højere stabilitetsgrad ved vårbygtestene end ved ‘Selvopvarmning’, ‘Iltforbrug’ og ‘Solvita kompost test’. Dette kan ikke umiddelbart forklares. Forskellige soldstørrelse på anlæggene kan ikke være en del af forklaringen, fordi alle prøver sigtes på et 10 mm sold inden anvendelse til vårbygtestene.

Forskellene mellem de danske og tyske resultater er for store til, at den tyske metode ‘vårbygtest’ bør indgå som del af produktbladet for kompost. Der er ikke belæg for at acceptere den tentative grænseværdi 65% anvendt for de danske resultater fra nærværende projekt som generel grænseværdi. Det vides ikke om en gentagelse af afprøvningen med samme vårbygsort som i Tyskland og f.eks. med ugødet spagnum vil give resultater, der kan jævnføres med den tyske grænseværdi på 90%.

Dyrkningstest er generelt problematiske til afprøvning af kompoststabilitet og især til at skelne mellem ‘Stabil’ og ‘Meget-stabil’ kompost. Et dårligt vækstresultat ved iblanding af større mængder kompost skyldes oftere for høj ledningsværdi, end forskelle mht. de anvendte komposttypers stabilitet. Afhængigt af planteart, vil suboptimale forhold i vækstmediet som f.eks. høj pH og lav luftkapacitet også påvirke resultaterne af dyrkningstest. Anlægsgartnere er ikke interesserede i specifikke afprøvninger med vårbyg men foretrækker afprøvninger med mere følsomme plantearter, som anvendes indenfor deres erhverv (se f.eks. Hauke et al., 1996). Metodeudvikling er uden for nærværende projekts rammer, og det vælges at lade vårbygtestene med 25% og 50% kompost bortfalde.

Resultaterne fra vårbygtest med 100% kompost viser ingen sammenhæng med resultaterne fra de to andre vårbygtest, resultatet for Vejle-kompost dog undtaget. Dronninglund-kompost, som ellers placerer sig tæt på Vejle-kompost, opnår i denne test et betydeligt lavere resultat end Vejle-kompost. Resultaterne er indplaceret og grupperet i tabel 4.1 i forhold til deres indbyrdes numeriske difference. Ingen af resultaterne er placeret under stabilitetsgraden ‘Ikke-færdig’, fordi dyrkning i 100% kompost som tidligere nævnt normalt ikke er fagligt korrekt, og derfor ikke kan anvendes til at diskvalificere en kompost.

Vårbygtesten med 100% kompost var medtaget som "erstatning" for karsetesten beskrevet i BGK (1994), og det var nemt at medtage dette ekstra led under afprøvningen af de to andre vårbygtest. Det illustrative overfor brugerne ved dyrkning i 100% kompost må ikke negligeres, men da resultaterne fra vårbygtest-100% ikke har klar sammenhæng med de øvrige vårbygtest, og da de to andre vårbygtest bortfalder, besluttes det også at lade vårbygtest-100% bortfalde.

I delprøve nr. 1 fra Dronninglund er indholdet af vandopløseligt-organisk-C lavere end detektionsgrænsen, og de to C/N-forhold kan derfor ikke beregnes for denne delprøve. Indholdet af vandopløseligt-organisk-N er over detektionsgrænsen for alle prøver, hvilket ikke var tilfældet for Hue & Liu (1995). Deres forslag om at anvende "vandopløseligt-organisk-C/total-organisk-N" med grænseværdien 0,70 er dog gennemført, skønt det reelt ikke er aktuelt.

Begge C/N-forhold resulterer i samme indbyrdes rækkefølge mellem de 6 komposttyper, som også tildeles samme stabilitetsgrad ved anvendelse af de i litteraturen opstillede grænseværdier. Der er dog betydeligt større difference mellem resultaternes størrelse ved anvendelse af vandopløseligt-organisk-N end ved anvendelse af total-organisk-N. Det må derfor antages, at risiko for indplacering under "forkert" stabilitetsgrad er mindst for det C/N-forhold, som inddrager vandopløseligt-organisk-N. Der er ikke opstillet grænseværdier for metoderne mellem ‘Frisk’ og ‘Stabil’, og indplaceringen under ‘Stabil’ skyldes pladshensyn.

Den angivne grænseværdi på 7 for ‘Organisk-C/organisk-N i vandigt ekstrakt’ til at skelne mellem ‘Ikke-færdig’ og ‘Frisk’ kompost bygger på Chanyasak & Kubota (1981), der angav værdien 5 - 6 for en færdig kompost (mature compost). Iannotti et al. (1993) påpeger, at værdier under 7 ikke opnås før efter eftermodning, mens værdier omkring 7,7 opnås hurtigt i komposteringsforløbet. Mathur et al. (1993, p. 71) og Chen & Inbar (1993, p. 556) påpeger, at værdier under 7 kan opnås selv for en ‘Ikke-færdig’ kompost, hvis der blandt råmaterialerne indgår væsentlige mængder materialer med meget lave C/N-forhold, f.eks. spildevandsslam. Hue & Liu (1995) foreslår grænseværdien 17 til at skelne mellem ‘Ikke-færdig’ og ‘Frisk’ kompost (immature/mature compost) på basis af analyser af 16 forskellige komposttyper fremstillet af forskelligt råmateriale. Alle 6 komposttyper i nærværende projekt opnår stabilitetsbetegnelsen ‘Frisk’ ved anvendelse af 7 som grænseværdi. AFAV er imidlertid tæt på at være ‘Ikke-færdig’ med resultatet 6,5.

Organisk N er af Chanyasak & Kubota (1981) defineret som total-N minus ammonium-N, og der måles således ikke nitrat-N i ekstraktet. Dette er begrundet med, at der ikke kan detekteres nitrat-indhold i deres analyserede komposttyper. Hue & Liu (1995) viderefører at undlade at analysere for nitrat,, og deres metodebeskrivelse er anvendt ved afprøvningerne i nærværende projekt. Hue & Liu (1995) analyserer ikke for indhold af nitrat til trods for, at der indgår have-parkkompost blandt de undersøgte komposttyper, og have-parkkompost almindeligvis indeholder nitrat. Der bør analyseres for indhold af nitrat ved bestemmelse af ‘Organisk-C/organisk-N i vandigt ekstrakt’ fremover. Der måles således et væsentligt nitrat-indhold i de tre undersøgte have-parkkompostprøver i nærværende projekt: Dronninglund, Vejle og Nymølle.

Hvis der ikke kan detekteres organisk-C i det vandige ekstrakt fra en kompostprøve, kan komposten uden videre tildeles stabilitetsgraden ‘Frisk’ eller sandsynligvis mere korrekt tildeles stabilitetsgraden ‘Stabil’. Dronninglund kompost, hvor der i 1. måling ikke kan detekteres vandopløseligt-organisk-C, er ved 2. måling og ved næsten alle øvrige stabilitetsanalysemetoder en af de to mest stabile af de afprøvede komposttyper. Såvel Chen & Inbar (1993, p. 559) som Hue & Liu (1995) nævner, at indhold af vandopløseligt-organisk-C falder i løbet af komposteringsperioden. Hue & Liu (1995) foreslår at anvende grænseværdien 10 g vandopløseligt-organisk-C pr. kg kompost-tørstof for ‘Frisk’ kompost i forhold til ‘Ikke-færdig’ kompost.

Analysemetoden for ‘Huminsyreindeks’ viste sig særdeles omstændig og vanskelig at indkøre. Der indgår 5 serielle ekstraktioner i metoden, hvilket normalt medfører betydelig analyseusikkerhed. Dette tyder på at være tilfældet med den betydelige spredning på de to enkeltresultater for hver komposttype, jævnfør tabel 4.1. Grænseværdier for ‘Huminsyreindeks’ og inddeling i stabilitetsgrader er udledt af Adani et al. (1995), hvor en kompost med en værdi > 0,6 beskrives som kunne opbevares og spredes uden risiko for dannelse af plantegiftige forbindelse og uden risiko for lugtproblemer. En kompost med en værdi > 0,8 kan endvidere anvendes i voksemedier eller til sensitive plantearter uden problemer, og komposten skulle have opnået en ekstrem grad af humificiering. Det kan diskuteres, om grænseværdien 0,6 skal skelne mellem ‘Ikke-færdig’ og ‘Frisk’ kompost eller mellem ‘Frisk’ og ‘Stabil’ kompost. Sidstnævnte er valgt.

‘Huminsyreindeks’ fravælges som analysemetode, fordi analyseusikkerheden tilsyneladende er for stor. Således viser resultaterne af 2. måling rimelig overensstemmelse med de andre afprøvede stabilitetsanalysemetoder, mens resultaterne af 1. måling ikke er analoge med nogle af resultaterne fra de andre metoder overhovedet.

Grundet den omstændige analyseprocedure anslås en måling af ‘Huminsyreindeks’ at beløbe sig til ca. 1.000 kr., hvilket vurderes til at være for dyrt for et forholdsvis usikkert resultatet, hvor metoden endvidere endnu ikke er godt verificeret internationalt. Analysemetoden er principielt tiltalende, fordi huminsyrekomplekser er unikke forbindelser, som så vidt vides ikke kan fremstilles kunstigt til rimelig pris. Hermed kan grænseværdierne ikke omgås. Metoden bør simplificeres eller automatiseres for at blive økonomisk mere attraktiv og for at nedsætte analyseusikkerheden. Grundmann (1991) samt Becker & Kötter (1996) har arbejdet med mere enkle analysemetoder for indhold af huminsyre. Becker & Kötter (1996, p. 79) har opstillet tentative grænseværdier for indhold af huminsyre (som % af organisk tørstof) til inddeling af kompost i ‘Kompost-rohmaterial’, ‘Frisch-kompost’ og ‘Fertig-kompost’. Deres analysemetode er ikke hidtil kommenteret af BGK.

Det anses for væsentligt, at der blandt de anbefalede analysemetoder indgår en metode, som ikke direkte eller indirekte er afhængig af aktuel mikrobiel aktivitet. Dette besluttes at anbefale ‘Organisk-C/organisk-N i vandigt ekstrakt’ i stedet for ‘Huminsyreindeks’ som supplerende målemetode for stabilitet.

4.3 Udformning af produktbladet

Det standardiserede produktblad for kompost til jordbrugsformål er vist på de følgende sider. Ud over de viste to sider består produktbladet af en tilknyttet brugsvejledning målrettet mod det valgte brugersegment – se kapitel 5.

Oplysningerne i produktbladet er systematiseret i en række rubrikker. For at identificere produktbladet som det standardiserede, er i hovedet anført "Kompostdeklaration iht. Miljøprojekt 470, 1999". På side 1 anføres en række egenskaber, som komposten har eller kan tilføre jorden, hvor den udlægges.

Indholdet i komposten deklareres, for at oplyse brugeren om oprindelsen af de materialer, der indgår i komposten, herunder eventuelle tilsætningsstoffer.

Produktionssted og produktansvarlig nævnes for at oplyse brugeren om, hvor han skal henvende sig med eventuelle spørgsmål om komposten. Endvidere for at brugeren sammen med oplysninger om indholdet i komposten kan vurdere, om komposten kan sammenlignes med tidligere produceret kompost.

Anvendelsen af komposten anføres for at sikre, at brugeren har kendskab til de optimale anvendelsesområder og udlægningsmetoder for den aktuelle kompost. Der skal medfølge en udbygget brugsvejledning (se kapitel 5), eller hovedtrækkene fra brugsvejledningen skal indarbejdes i denne rubrik i stedet for de nuværende tekster.

Kompostens indehold af næringsstoffer anføres for at oplyse om kompostens gødningsværdi.

Kompostens jordforbedrende egenskaber anføres for at oplyse om kompostens evne til at forbedre jordens struktur/gødningsbevarende evne.

Komostens fysiske egenskaber anføres for at give et indtryk af, hvorledes komposten vil være at håndtere i udlægningssituationen, og hvordan den vil fremtræde efter udlægningen.

Der er anført en standardtekst om prøvetagning og kvalitetskontrol, idet det ligger udenfor dette projekts rammer at udarbejde regler for anlæggenes prøvetagning. Derimod skal anlægget selv definere og beskrive deres interne kvalitetskontrol.

Hele side 2 på produktbladet er garantiparametre, dvs. oplysninger om kompostens indhold af uønskede stoffer. Disse oplysninger er en garanti overfor brugeren om kompostens "renhed" og er dermed med til at øge brugernes tryghed ved anvendelse af kompost. Garantiparametrene indeholder oplysninger om indholdet af ukrudt (spiredygtige frø), synlige urenheder (plast, metal og glas), tungmetaller samt miljøfremmede stoffer. Herudover oplyses stabilitetsgraden for at give et billede af, hvilken omdannelse komposten fortsat vil undergå (hermed forbruge ilt). Hygiejniseringsgrad oplyses for at kunne vælge de korrekte anvendelsesanbefalinger, hvis kompost indeholder husholdningsaffald eller spildevandsslam blandt råmaterialerne.

Garantiparametrene tungmetaller, hygiejniseringsgrad og miljøfremmede stoffer er ikke lovpligtige for kompost af 100% have-parkoverskud og skal derfor ikke oplyses for denne komposttype. Dog anbefales oplysninger om indholdet af cadmium og bly.

4.4 Analysegrundpakke og analysehyppighed

Se her

De analyser, der skal gennemføres for alle typer af kompost til brug for det ‘Standardiserede produktblad for kompost’ er samlet i ‘Kompostbranchens analysegrundpakke’. Herved forstås følgende analyser:

• total-kvælstof, ammonium-kvælstof, nitrat-kvælstof, total-fosfor, total-kalium, total-magnesium, total-svovl, kalkvirkning som total-calcium omregnet til CaCO₃

• Lv, Lt, pH-værdi, Rt
• organisk stof som glødetab, CEC,
• tørstof, rumvægt, alle partikler under 5 mm, sten over 5 mm,
• ukrudt
• synlige urenheder

(sum og separatresultater for plast, metal og glas opgives)

• stabilitet som iltforbrug og Solvita kompost test

• Cd² og Pb

&Eacuten gang/2.000 m³ kompost dog mindst &eacuten gang årligt

Det anbefales, at ‘Kompostbranchens analysegrundpakke’ gennemføres for alle typer af kompost mindst &eacuten gang pr. 2000 m³ kompost, dog mindst &eacuten gang pr. år. Denne analysehyppighed svarer til minimums-analysehyppighed for husholdningskompost mht. næringsstoffer og tungmetaller jævnfør Plantedirektoratet (1996). Det er også i overensstemmelse med krav vedr. analysehyppighed for have-parkkompost, idet kravet om, at deklarationen skal svare til det solgte produkt (Plantedirektoratet, 1993b) tolkes som krav om &eacuten analyse pr. år, - dog oftere hvis variationer i produktet forventes. Så vidt vides, analyserer alle danske komposteringsanlæg deres kompost mindst &eacuten gang årligt, - de større anlæg normalt to gange årligt.

Kun ca. 9 komposteringsanlæg for have-parkoverskud skal muligvis analysere deres kompost oftere end i dag ved den forudsatte analysehyppighed (se tabel 4.2). Dette forudsætter, at disse store anlæg afsætter hele kompostproduktionen som ren, ublandet kompost, hvilket normalt ikke er tilfældet.

Mange komposteringsanlæg til have-parkoverskud må forvente, at deres udgifter til analysering af kompost bliver 2 - 3 gange større end i dag ved overgang til ‘Kompostbranchens analysegrundpakke’. Komposteringsanlæggene til madaffald og spildevandsslam må forvente forøgede analyseudgifter på ca. 50 %.

Antal danske komposteringsanlæg fordelt efter størrelse og affaldstype. Det kan som grov rettesnor antages, at 1 ton modtaget affald resulterer i 0,5 m³ harpet kompost.

Modificeret efter Domela (1997).

______________________________