| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] Kortlægning af kilder til jordforurening 3. Kortlægning af potentielle punktkilder3.1 Kortlægningsbegrebet 3.1 KortlægningsbegrebetKortlægningen består af en simpel indsamling af oplysninger, der ligger til grund for en beslutning om registrering jf. hhv. Lov om kemikalieaffaldsdepoter og Lov om affaldsdepoter. Kortlægningen er således en forudsætning for identifikationen af lokaliteter, hvor der kan være risiko for forurening. Registreringen som affaldsdepot siden lovændringen i 1990 kan imidlertid først finde sted, når der foreligger dokumentation for, at aktiviteten har givet anledning til forurening på lokaliteten. Kortlægningsbegrebet har på ti år udviklet sig i takt med de krav, der er blevet stillet med hensyn til dokumentation for hhv. forureningskilde og forurening. De første kortlægninger blev ikke nødvendigvis fulgt op af tekniske undersøgelser før en registrering i henhold til Lov om kemikalieaffaldsdepoter. I de senere år er der i forbindelse med kortlægningsarbejdet indsamlet stadig flere oplysninger med mere omfattende dokumentation for de tidligere aktiviteter og fysiske forhold. Ændringen i begyndelsen af 1990'erne har således ført til en frasortering af en del mulige kilder ud fra nærmere kildestudier. Flere amter oplyser i indberetningerne for 1995 og 1996, at denne sortering fortsat pågår. Efter kortlægningen af lossepladserne i 1982 indførtes begrebet "Industrikortlægning", dvs. en kortlægning med det formål fortrinsvis at identificere kilder til spild og udsivning, idet kortlægningen af deponeringer ansås indeholdt i den gennemførte lossepladskortlægning. Industrikortlægningen kan defineres som den proces, hvor potentielle punktkilder søges identificeret ved en undersøgelse af virksomheder inden for brancher, som har håndteret olieprodukter eller kemikalier med risiko for spild, deponering eller udsivning til jordmiljøet. 3.2 Kommunernes rolle i kortlægningen De fleste kortlægninger er gennemført af amterne i et samarbejde med kommunerne. Samarbejdet er dels begrundet i et interessesammenfald mellem to myndigheder med hensyn til vandforsyning og den fysiske planlægning og dels råder kommunerne over nødvendige oplysninger i form af ejendomsoplysninger og det lokale historiske kendskab. Kommunernes rolle har varieret fra amt til amt. I de senere år, hvor kommunerne er opfordret til at indføje historiske gennemgange af områder omfattet af lokalplaner, er der i praksis flere steder gennemført en lokal detaljeret kortlægning parallelt med eller indarbejdet i den amtslige. Flere kommuner har selv forestået kortlægningen. Det gælder først og fremmest større købstadskommuner i provinsen samt omegnskommuner til København. Således har f.eks. Århus, Ålborg og Gladsakse kommuner på et tidligt tidspunkt, dvs. fra ca. 1987-88, iværksat kortlægninger af grunde med særlig risiko for belastning som følge af industriel aktivitet og affaldsdeponering. Flere af disse kortlægninger indeholder både eksisterende og ophørte aktiviteter, herunder aktiviteter, der har fundet sted efter Affaldsdepotlovens tidsgrænser. I Århus og Ålborg kommuner svarer kortlægningskonceptet stort set til det af amterne anvendte, mens Gladsakse kommune har fulgt en lidt anderledes tilgang. Gladsakse kommune har i perioden 1987-97 kortlagt tre større erhvervskvarterer i kommunen, nemlig Gladsakse (1987-88), Mørkhøj (1990) og Bagsværd (1997). Kortlægningerne er fulgt op af begrænsede feltundersøgelser på udvalgte ejendomme. Det bemærkes, at kortlægningerne tilstræbes stadig mere detaljerede med inddragelse af flere oplysninger. De tre kortlægninger er suppleret med en samlet kortlægning af grusgrave og servicestationer. Endelig er alle tidligere miljøsager kortlagt. 3.3 KortlægningsmetodeDen anvendte metodiske tilgang til industrikortlægningen har i alle amter fulgt samme overordnede retningslinier. Kortlægningerne er typisk sket i faser, hvor materialet løbende er indsamlet, vurderet og sorteret. Metoden har fulgt det mål inden for udvalgte brancher at kortlægge potentielle kilder til jordforurening, som har eksisteret før Affaldsdepotlovens tidsgrænser. De enkelte kortlægningsprojekter er generelt gennemført kommunevis. I kortlægningens begyndelse i slutningen af 1980'erne er der gennemført kortlægninger inden for grundvandsoplande (f.eks. Fyns amt og Hovedstadsrådet) og kortlægninger branchevis på tværs af kommuner (f.eks. Københavns amt). Generelt er der gennemført kortlægning af virksomheder med driftsstart før 1976, mens afgrænsningen bagud i tid varierer efter branche, kommune og kildemateriale. Enkelte amter har kortlagt virksomheder med driftsstart frem til kortlægningstidspunktet, dvs. til ca. 1990. Sådanne virksomheder er generelt i senere faser frasorteret i kortlægningsmaterialet. 3.4 KildematerialetAmternes kortlægning er overalt gennemført på et kildemateriale baseret på vejvisere/telefonbøger suppleret med en efterfølgende gennemgang af specifikke kilder til den enkelte lokalitet eller andre brede kilder. Den senere kortlægning af arealanvendelser i Københavns kommune sker på basis af såkaldte rekognoceringsplaner (temakort med angivelse af arealanvendelser) fra ca. 1950 og frem. Det samlede kildemateriale varierer i kvalitet over den historiske periode og fra sted til sted. Det er først og fremmest forbundet med vanskeligheder at tilvejebringe sikre oplysninger om aktiviteter i landkommunerne. Her gives sjældent ejendomsoplysninger før kommunalreformen i 1970. Byggemyndigheden for disse kommuner lå indtil 1970 i amterne. I nogle amter er sagsmaterialer overdraget til kommunerne, mens materialerne i andre fortsat findes i de amtslige arkiver. En del materialer ser ud til at være bortkommet i forbindelse med reformens realisering. Der har tilsyneladende hersket uklarhed om kassationsregler for bygge- og ejendomssager, idet mange sager i tidens løb ses bortkommet i flere købstadskommuner. Således savnes ofte dokumentation for nedrevne bygninger. Savnet kan skyldes uvidenhed om sagernes arkivering. Brandmyndigheden uden for købstæderne blev frem til kort efter kommunalreformen varetaget af politikredsene. Fra 1919 er alle lovligt etablerede brandfarlige oplag sagsbehandlet og godkendt af politimesteren. Sagerne er bevaret i de respektive politikredse eller i landsarkiverne. Dette arkivmateriale har i nogen grad rådet bod på fraværet af andre ejendomsoplysninger i landområderne, idet først og fremmest benzin- og olieoplag er veldokumenteret her. Følgende kilder er i landet som helhed anvendt: Vejvisere: Lokalvejvisere, telefonfagbøger, Kongeriget Danmarks Handelskalender. Disse kilder er typisk anvendt i intervaller af ca. 5 år. Andre kilder: Byggesags- og ejendomsarkiver, Dansk Tarifforenings inspektionsberetninger i Statens erhvervshistoriske Arkiv, Amtsvejvæsenets godkendelser af overkørsler til benzinsalgsanlæg ved hoved- og biveje, Politiets/Brandkommissionens godkendelser af brandfarlige oplag, Det Kongelige Biblioteks billedsamling, lokalhistoriske arkiver, interviews af branchekendte (fagforbund, foreninger mv.) Interviews af lokalkendte (historiske foreninger mv.), festskrifter og Arbejdstilsynet (tidl. Fabrikstilsynet). 3.5 Kortlægningens faserDer findes ingen enkelt indgang til identifikationen af punktkilder. Kortlægningen af "industrigrunde" er en proces, som kan beskrives i faser, men hvor den enkelte fase ikke nødvendigvis er klart adskilt fra den næste. Faserne ses defineret forskelligt fra amt til amt, men med følgende fællestræk: Fase 0: Projektafgrænsning
Fase 1:
Fase 2:
Frasortering af ikke relevante lokaliteter, f.eks. virksomheder uden dokumenterede eller sandsynlige aktiviteter med håndtering af olieprodukter eller kemikalier. Fase 3:
Fase 4:
Anden fase er typisk en iterativ proces, idet indsamling af detaljerede oplysninger normalt forudsætter en stedfæstelse, som ofte ikke gives umiddelbart af vejvisergennemgange. Stedfæstelsen giver mulighed for at tilvejebringe supplerende oplysninger, der atter vil afdække nye forhold, der må søges underbygget ved indsamling af yderligere oplysninger. Således bliver fase 2 sjældent færdigbearbejdet, men efterlader typisk uafklarede forhold. Fase 3 kan opfattes som enten indeholdt i fase 2 eller fase 4. 3.6 TemaafgrænsningDefinitionen af kortlægningstema har varieret fra amt til amt. Alle har taget udgangspunkt i en liste, som Miljøstyrelsen opstillede i midten af 1980'erne. Listen er på få punkter justeret frem til i dag, men i alle amter er den undergået fortolkninger og løbende justering. Listen omfattede oprindeligt følgende brancher:
Tabel 3.6: Brancher med særlig forureningsrisiko I senere versioner af listen er tilføjet: Renserier Miljøstyrelsens liste opstod ud fra forespørgsel til Danmarks Statistik på de branchekoder, som også Kommunekemi anvendte for at klassificere, fra hvilke brancher kemikalieaffaldet stammer. Dertil blev føjet virksomheder, som ved anvendelse og håndtering af olieprodukter antoges at udgøre en forureningstrussel. Disse tilføjelser skete tilsyneladende ikke ud fra nærmere undersøgelser af hvilke brancher, der var mest energitunge, men snarere ud fra kvalificerede skøn af antallet af virksomheder inden for branchen. Således medtoges mejerier pga. det store antal (1.376) nedlagte mejerier samt servicestationer, der, ud over at udgøre et erkendt miljømæssigt problem, omfattede omkring 10.000. Listen blev til med altovervejende fokus på produktionen af egentligt kemikalieaffald og deponering heraf, mens spild i forbindelse med omsætning af kemikalier i den industrielle produktion ikke nød samme opmærksomhed, skønt både spild, henlæggelser og deponering eksplicit blev nævnt i Lov om kemikalieaffaldsdepoter. Udviklingen i den tematiske afgrænsning er efterfølgende overvejende sket mod inddragelse af aktiviteter, hvor spild kan udgøre en forureningskilde. Således er listen løbende ændret ved fortolkninger og justeringer i de enkelte amter. Mest markant er det, at listen er tilføjet virksomheder, der har håndteret chlorerede opløsningsmidler. Denne gruppe er praktisk taget fraværende i den oprindelige liste. Således er medtaget en lang række brancher, hvor renseri, affedtning og ekstraktion med anvendelse af chlorerede opløsningsmidler kunne tænkes at have fundet sted, f.eks. metalindustri, maskinfabrikker, elektronikindustri, fremstilling af animalske og vegetabilske olier, renserier mv.. Dernæst er "olieoplag ved mejerier" tolket som alle større olieoplag i forbindelse med industriel produktion eller energiforsyning. Således er medtaget alle virksomheder med stort energiforbrug, f.eks. sten-, ler- og glasindustrien, (glas- og teglværker), væksthuse, elværker, varmeværker mv. Andre brancher er kommet til i takt med, at konkrete undersøgelser har påvist miljøproblemer. Dette gælder f.eks. "korn- og foderstofforretninger", der visse steder har udført kviksølvbejdsning af korn og "saltpladser" på grund af vejsaltets indhold af cyanider. Endelig har fortolkninger af listens brancheopdeling givet anledning til væsentlige udvidelser. Således er "industrilakering" kommet til at omfatte autolakererier og møbelindustri, "glasfiberproduktion" fremstilling af glasfiberprodukter, "kemisk råstofindustri" plast- og gummiindustri samt vulkaniseringsanstalter, "servicestationer" benzinsalg ved cykelhandler og købmandsforretninger, autoværksteder og autoelektrikere, "galvanisering" metallisering, "jernstøberier" metalstøberier, "medicinalvarefabrikker" apoteker, etc. Kortlægningen er således udviklet fra at fokusere på affaldsdeponering til at fokusere på potentielle belastninger fra al industriel aktivitet, hvor spild af kemikalier og olieprodukter har kunnet tænkes at ske. Det bemærkes, at denne udvikling er sket uden egentlige studier af kemikalieforbrug ved forskellige proces- og anlægstyper. Således ses den løbende forskning og erfaringsdannelse fortsat at bidrage med nye input. Senest er opmærksomheden rettet mod varmeværker, der har anvendt kviksølv i trykreguleringsanlæg, og DDT-bejdsning af rødgran i skovbrug. Udviklingen er for tiden inde i en fase, hvor fokus atter rettes mod affaldsdeponeringen. Årsagen til dette skyldes først og fremmest den igangværende udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), der logisk nok i de områder, hvor vandressourcerne tillader dette, går uden om byerne, hvor punktbelastningen fra industrien er størst. Konsekvensen er, at der fokuseres på indtil i dag delvist oversete deponeringer i det åbne land. Der findes et tusindtal af opfyldte mergel-, ler- og grusgrave. Det vides ikke, hvad de er fyldt op med, men at de er fyldt op, og at der i mange vil være en risiko for, at f.eks. pesticidrester og -emballage er deponeret sammen med andet affald og jordfyld. Dette er ikke mindst begrundet i, at nedgravning blev anvist som korrekt slutdeponering frem til 1970'erne. 3.7 SorteringKortlægningens faseforløb inkluderer en stadig stillingtagen til kortlægningstemaets afgrænsning. Typisk frasorteres et antal lokaliteter løbende ud fra forskellige sæt af kriterier. Ud over frasortering af lokaliteter, hvor der indhentes dokumentation for, at der ikke har fundet risikobetonede aktiviteter sted (kontorer, direktøradresser mv.) anvendes såkaldte bagatelgrænser i frasorteringen. De fleste amter opererer med et størrelseskriterium, som kan være baseret på skøn eller eksakte definitioner. Bagatelgrænserne har typisk eksakte værdier for f.eks. antal/størrelse af jordtanke og en aktivitets driftsperiode, mens afgrænsningen mellem f.eks. maskinværksteder og maskinfabrikker er foretaget skønsmæssigt. I flere amter frasorteres lokaliteter, der efter nærmere efterforskning ikke kan dokumenteres i tilstrækkelig grad. Praksis vedr. de frasorterede lokaliteters skæbne varierer. I mange tilfælde bliver oplysningerne liggende i systemet, da den løbende erfaringsdannelse kan begrunde en revurdering af de frasorterede lokaliteter. Olieoplag behandles tilsyneladende meget forskelligt. De fleste amter kortlægger alle større olieoplag ved industrier. Flere har tillige kortlagt oplag ved f.eks. væksthuse og lokale varmecentraler ved institutioner og beboelser. Enkelte amter medtager disse oplysninger i kortlægningen, men udtager dem efterfølgende af kortlægningsmaterialet for at videregive oplysningerne til de pågældende primærkommuner, der er myndighed på området. Kortlægning af havneområder udgør et tema med særlige vanskeligheder, både rent metodisk og forvaltningsmæssigt. Havnearealerne er vanskelige at kortlægge og amternes interesse i kystnære belastninger er i grundvandssammenhæng begrænsede. Havnearealerne er normalt ejet af kommunerne, hvilket kunne begrunde en overdragelse af kortlægningernes oplysninger til grundejeren, nemlig kommunen. Praksis er ikke belyst i materialet, dog oplyser Århus kommune, at kommunens egne oplysninger om havnearealerne er videregivet til amtet. 3.8 Registrering af dataDen historiske kortlægning har til formål at belyse lokalitetens anvendelse i en sådan detaljeringsgrad, at der opnås grundlag for en vurdering af de forureningsmæssige forhold. Tilføjelse af øvrige lokalitetsdata har desuden den funktion, at lokaliteten kan findes i det etablerede system og identificeres på kort. Følgende oplysninger er typisk medtaget i kortlægningen:
Kortlægningsdata opbevares generelt i elektronisk database med indsamlet bilagsmateriale i mapper og geografisk placering indtegnet på temakort. Bilagsmaterialet omfatter normalt situationsplaner, diverse byggesagsakter og tankoplysninger samt evt. fotos. Det bemærkes, at mindst 7 forskellige databasesystemer er anvendt. Ved konstatering af forurening, der giver anledning til registrering, indberettes denne i ROKA-format. (ROKA = Register Over Kemikalieaffalds Depoter) Implementeringen af GIS-systemer har generelt befordret en koordinatsætning af kortlagte lokaliteter, således at temakort med prikmarkering af lokaliteter løbende kan justeres og samkøres med andre temaer, f.eks. drikkevandsområder, som led i prioriteringen af indsats. |
|||