[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Affald 21

E 13 Organisk affald fra industrien og madaffald fra storkøkkener

E 13.1 Status
E 13.2 Fremtidige initiativer
E 13.3 Regulering
E 13.4 Kapacitet
E 13.5 Miljøvurdering
E 13.6 Betydning for de nationale myndigheder
E 13.7 Betydning for de kommunale myndigheder

Kommunerne skal fastholde den nuværende indsats.

Miljøproblem Organisk affald udgør en ressource, der bør udnyttes bedst muligt.
Initiativer Den eksisterende ordning om madaffald fra storkøkkener skal revurderes

E 13.1 Status

Der produceres organisk affald fra både industri og storkøkkener. En stor del af affaldet fra industrien er homogene biprodukter og indgår derfor ikke i ISAG (Informationssystemet om affald og genanvendelse, se bilag B).

Mål år 2004

  • genanvendelse på mindst 95%

I industrien produceres der årligt knap 8,5 mio. tons organisk affald. Affaldet er biologisk nedbrydeligt affald som f.eks. slagteriaffald, mejeriaffald, fiskeriaffald m.v. ofte med lavt tørstofindhold.33

Hovedparten genanvendes. En del af affaldet anvendes direkte som gødning på landbrugsjord, andet substituerer andre råvarer. Den resterende tiendedel går til biogasproduktion.34 Kun omkring 1% forbrændes eller deponeres. Den deponerede mængde forventes at være faldende, efter at forbuddet mod deponering af forbrændingsegnet affald blev indført pr. 1. januar 1997. Der er generelt set ikke afsætningsproblemer for disse restprodukter.

Madaffald fra storkøkkener35 oparbejdes i hovedreglen til dyrefoder el. lign. Oparbejdningsanlæggene vurderede i 1996, at potentialet for indsamling af madaffald var mellem 22.000 og 30.000 tons pr. år, hvoraf ca. 22.000 tons blev oparbejdet.

E 13.2 Fremtidige initiativer

Midler

  • genanvendelse af madaffald fra storkøkkener evalueres

Alternative genanvendelsesmuligheder for madaffald fra storkøkkener vil blive undersøgt under hensyntagen til regler fastsat af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

E 13.3 Regulering

Ordningen om indsamling af madaffald fra storkøkkener er fastsat ved en bekendtgørelse36. Ifølge denne skal kommunalbestyrelsen iværksætte indsamling af madaffald fra storkøkkener, med henblik på oparbejdning til dyrefoder el.lign.

E 13.4 Kapacitet

I kraft af den udbygning med biogasfællesanlæg, der forventes ifølge regeringens energihandlingsplan Energi 21, forventes der at være tilstrækkelig behandlingskapacitet på biogasanlæg.

E 13.5 Miljøvurdering

Der forventes ingen særlige ændringer i de miljømæssige forhold.

E 13.6 Betydning for de nationale myndigheder

Afhængigt af mulighederne for at anvende alternative behandlingsmuligheder for madaffaldet vil der ske en ændring af reglerne for indsamling af madaffald fra storkøkkener.

E 13.7 Betydning for de kommunale myndigheder

Kommunerne skal fastholde den nuværende indsats.

33 Miljøprojekt nr. 397 og 398, 1998: Organisk restprodukter i industrien, del 1 og 2.

34 Det fremgår af undersøgelsen (data fra 1992-94), at der årligt produceres ca. 8,4 mio. tons organiske restprodukter i industrien. Heraf genanvendes 99% (47% til substitution af råvarer, 8% til biogasproduktion og 44% direkte som gødning på landbrugsjord). Kun mindre end 1% (52.000 tons) forbrændes eller deponeres. Undersøgelsen har kortlagt alle restprodukter fra industrien, også de, der normalt ikke registreres som affald.

_________________________

35 Defineret som køkkener, hvor der produceres mere end 100 kg madaffald pr. uge.

36 Bekendtgørelse nr. 883 af 11. december 1986 om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]