Renere teknologi i tekstil- og beklædningsindustrien 3. Produktionsprocesser og miljøindsats i tekstil- og beklædningsindustrien3.1 Forarbejdning - fra fiberproduktion til pudseklud I det følgende afsnit præsenteres forarbejdningsprocesserne i tekstil- og beklædningsindustrien i hovedtræk sammen med de væsentligste miljøproblemer i tekstilprodukters livscyklus. Dernæst bliver der givet en oversigt over miljøindsatsen i branchen i form af offentlig regulering, branchens miljøindsats, etc. Endvidere gives der en overordnet karakteristik af de gennemførte projekter under handlingsplanen for renere teknologi. Afslutningsvis opridses tendenserne omkring miljømærkning og miljøvenlige tekstil- og beklædningsprodukter. 3.1 Forarbejdning - fra fiberproduktion til pudsekludDette afsnit bygger på tidligere foretagne kortlægninger af branchen (Laursen et al, 1997), (Hansen, 1991) samt udkast til brancheorientering for tekstil- og beklædningsindustrien. Dette er endvidere ajourført og suppleret gennem interview med Tove Andersen og Aage Feddersen, Dansk Textil og Beklædning, Hans Dankert, SID, Ulla Ringbæk, Miljøstyrelsen samt John Hansen DTI Beklædning og Textil. 3.1.1 Fiberproduktion Fibre Der er tre kategorier af fibre som danner råmaterialet for tekstilproduktion: naturfibre, regenererede (f.eks. viskose) og syntetiske fibre. Blandt naturfibrene er bomuld mængdemæssigt langt den største, og udgør omkring halvdelen af verdens samlede produktion af tekstilfibre. Forbruget heraf har gennem de seneste år været stabilt. Forbruget af uld har været svagt faldende, mens forbruget af regenererede og syntetiske fibre er steget gennem de seneste år. Kina og USA tegner sig for knap halvdelen af verdens bomuldsproduktion, mens 70-80 tredjeverdenslande producerer resten. Mængdemæssigt produceres på verdensplan under 10% uld i forhold til bomuld. Australien og New Zealand står tilsammen for mere end 40% af verdens uldproduktion. De syntetiske fibre fremstilles typisk af store kemikoncerner primært i USA, Japan og Europa. Den danske tekstilindustris forbrug af fibre stammer altovervejende fra import, hovedsageligt i form af garn og i mindre omfang som fibre. Bomuld Dyrkning af bomuld er forbundet med store miljømæssige problemer. Det anslås, at bomuldsdyrkning tegner sig for omkring en tredjedel af landbrugets sprøjtemiddelforbrug på verdensplan. Bomulden stiller forholdsvis store krav til temperatur, vand, sol og næringsstoffer under dyrkningen, hvilket i forskelligt omfang kræver supplering med kunstvanding og kunstgødning. Selv under kontrollerede forhold er den miljømæssige effekt betydelig, men i mange specielt tredjeverdenslande foregår bomuldsdyrkningen under ringe eller slet ingen kontrol. Ligesom der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor vidt bønderne har tilstrækkelig viden om anvendelse af herbicider og pesticider. Endvidere anvendes i en del lande midler som af sundhedsmæssige og/eller miljømæssige årsager er forbudt i Vesten. Uld og syntetiske fibre Også uldproduktion og produktion af syntetiske og regenererede fibre er forbundet med miljømæssige omkostninger, men foregår ligesom bomuldsproduktionen langt overvejende udenfor Danmark. En forbedring af miljøforholdene omkring fiberproduktionen kan således fra dansk side kun ske indirekte af politisk vej, eller ved at indkøberne af fibre stiller miljøkrav. 3.1.2 Spinding I Danmark er der i dag 8-9 virksomheder som spinder tekstilfibre, hvoraf 5 endvidere har eget farveri. Spinding består udelukkende af rent mekaniske processer. For naturfibrenes vedkommende foretages forskellige behandlinger som renser, strækker og paralleliserer råvaren, som efterfølgende kan spindes og eventuelt tvindes før den spoles. De syntetiske fibre underkastes oftest en teksturering før spindingen, altså fibrene "krølles" eller kruses, så den enkelte fiber får større lighed med naturlige fibre, og gør dem egnede at indgå i fibreblandinger. For at lette den mekaniske forarbejdning under spindingen tilsættes spindeolier og i nogle tilfælde også paraffin, som letter den efterfølgende strikning eller vævning. Den teknologiske udvikling indenfor spinding af bomuld har primært gået mod at højne garnernes rent tekniske kvaliteter i form af f.eks. ensartethed og styrke samt at øge produktionshastighed. De grundlæggende principper i spindeprocesserne er uændrede, men i forhold til tidligere har spinderierne gennemgået en høj grad af automatisering og indførelse af elektronisk styring og overvågning. For at opnå en høj produktkvalitet (primært ensartethed og styrke af garnerne) kræves en forholdsvis nøjagtig styring af indeklimaet mht. temperatur og luftfugtighed. På de mere moderne spindeanlæg foregår forarbejdningen i helt lukkede anlæg, hvilket ikke mindst betyder væsentlige forbedringer for arbejdsmiljøet i form at reduceret støjmængder i luften. 3.1.3 Strikning og vævning Strikkerier Der er ca. 30 strikkerier i Danmark, som primært leverer til beklædningsindustrien. Strikning er som spinding en udelukkende mekanisk bearbejdning på forskellige typer af strikkemaskiner. For at smøre de mange mekaniske dele i strikkemaskinen tilsættes nåleolier, hvoraf en del overføres til tekstilet (0,2-0,3% af varens vægt). Nåleolierne er baseret på mineralolie og udvaskes under den senere vådbehandling af metervaren, hvorfor det er hensigtsmæssigt at benytte letnedbrydelige olier. Der er begyndt at komme nåleolier i handelen, som er baseret på vegetabilske eller animalske olier i stedet for mineralolier. Det har imidlertid vist sig ofte at være mere besværligt at vaske disse ud igen, hvorfor de kræver en større tilsætning af emulgatorer eller en "kraftigere" forbehandling før farvning/trykning. Ud over energiforbruget (el) er miljøproblemerne ved strikning begrænset til støj og støv, hvilket mest er arbejdsmiljøproblemer. Gennem de seneste 5-10 år er der sket en reduktion af luftens støvindhold, dels ved rum- og punktudsugning, dels ved opbevaring af garnerne i lukkede støvskabe og rørføringer frem til strikkemaskinerne. Dette har samtidig betydet en nedgang i produktionsfejl og -stop forårsaget af støv i maskinerne. Strikkemaskinernes støjniveau er det ikke hidtil lykkedes at reducere væsentligt ved kilden, men der foretages afskærmning. Den teknologiske udvikling har gået mod at øge produktionshastigheden, større grad af automatisering og anvendelse af edb-styring til mønster strikning. Væverier For de 8 væverier i Danmark (samt et lille antal producenter af bånd og etiketter etc.) er problemstillingerne beslægtede. Vævning er ligeledes en ren mekanisk proces, hvor der benyttes forskellige typer væve. I Danmark er væve med indføring af garnet med skyttel blevet erstattet af skyttelløse væve, hvor de tværgående garner indføres med projektiler eller gribere. De langsgående garner, kaldet kædegarner, er udsat for stor mekanisk påvirkning, hvorfor disse påføres stivelse eller polymerer (5-10% af garnets vægt) kaldet "slette". Sletten, som f.eks. kan bestå af kartoffelstivelse, påføres i vandig form og fjernes efter vævningen ved vask. Den stivelsesbaserede slette er oftest den billigste, men er til gengæld mere problematisk i brug, og især når den skal fjernes igen fra de færdigvævede varer. De "syntetiske" sletter er lidt dyrere i brug, men er til gengæld lettere at fjerne fra varerne. Der findes anlæg på markedet, som kan genbruge sletten, ved at opkoncentrere den ved membranfiltrering. Der findes dog ingen af disse anlæg i Danmark. Som ved strikning er vævning forbundet med støv samt støj fra vævene. Dette har dog størst betydning for arbejdsmiljøet. Støjen er et stort problem, som ikke er blevet løst ved udviklingen af nye maskiner. Problemet er forsøgt reduceret ved afskærmning, men dette er ikke rigtigt slået an, da det giver "mere bøvl" i produktionen. I forhold til ydre miljø påvirkninger er elforbruget til væve og udsugning betydeligt. 3.1.4 Vådbehandling Omkring 40 virksomheder i Danmark foretager tekstil vådbehandling, hvoraf omkring halvdelen er lønarbejdende farverier (samt i nogle tilfælde også trykkerier). Tekstil vådbehandling i form af vask, blegning, farvning, trykning og efterbehandling er processer, som indbefatter brug af et bredt udvalg af kemikalier i store mængder samt forholdsvis store mængder vand og energi. Vådbehandlingen sker af fibre, garner såvel som af strikkede/vævede varer og kan inddeles i tre hovedtrin samt trykning: Forbehandling Forbehandling er en klargøring af varen til en eventuel efterfølgende farvning/trykning. Processerne omfatter vask, udkogning, afsletning (vævede varer), blegning og mercerisering (ludbehandling af celluloseholdige varer som bl.a. forøger farveoptagelsesevnen). Farvning Farvning af tekstiler sker ved påføring af vandig opløsning af farvestoffer, som efterfølgende fikseres på fibrene. Hertil anvendes en lang række forskellige maskintyper til enten batchvis eller kontinue farveprocesser. Batchmaskinerne er karakteriseret ved at forbehandling, farvning og efterbehandling foregår i samme maskine, hvor procesbadene kaldet flotten udskiftes efter hvert procestrin. Batchmaskinerne kan efter størrelse behandle mellem 15 og 1.000 kg. tekstil ad gangen, og denne mulighed for småserie produktion er et vigtigt element i industriens fleksibilitet. Der findes forskellige maskintyper afhængig af funktionsprincip og tekstiltype. Maskintyperne adskiller sig mht. forbrug af vand og kemikalier. De mest udbredte maskintyper i Danmark er de såkaldte jet-/overflowfarvemaskiner og haspelkuffer. I modsætning til batchmaskinerne findes kontinue eller semi-kontinue anlæg, som hyppigst anvendes til forbehandling og vask efter farvning, og kun i meget begrænset omfang til farvning. Kontinueanlæggene er mindre udbredte end batchmaskinerne og benyttes fortrinsvis til vævede varer i større partier. Efterbehandling Efterbehandlingen kan bestå af en "grebsmodificerende" behandling, som enten stiver eller blødgør varen, eller en funktionel behandling, hvor tekstilet gennem kemisk behandling gøres vandskyende, smudsafvisende, brandhæmmende etc. Vådbehandlingen kendetegnes ved et forholdsvis stort forbrug af kemikalier, herunder farvestoffer, vaskeaktivestoffer, syrer/baser, salte, kompleksdannere, impræneringsmidler etc. Endvidere bruges store mængder vand op til 300 l/kg tekstil og ikke mindst energi til maskiner og til opvarmning af procesvand. Trykning Trykning sker på ufarvede eller ensfarvede tekstiler på hele metervarer (all-over-tryk) eller som styktryk på f.eks. T-shirts. I Danmark er der ca. 15 trykkemaskiner til all-over-tryk. I modsætning til farvning kan man ved tryk påføre tekstilet flere farver i detaljerede mønstre, og tekstiltryk har gennem de seneste år været i vækst. Der anvendes flere forskellige trykkeprincipper og maskintyper til tekstiltryk, samt forskellige farvetyper, bl.a. afhængig af metervaren. Hyppigst anvendes pigmenter eller reaktiv farvestoffer, og kun ved tryk med reaktiv farvestoffer kræves en efterfølgende vask. Selvom der gemmen de seneste år er sket en udvikling i efterbehandlingen efter pigmenttryk, skaber pigmenttryk stadig et mere "stift greb" i forhold til tryk med reaktivfarver. Det meste tryk foregår i Danmark som underleverandørarbejde, og valget at trykkemetode afhænger helt af produkttype og krav til egenskaber. Energiforbruget til trykning er betragteligt dels til de mekaniske processer, og dels til tørring af tekstilet og mellemtørring af trykfarverne mellem hver farvepåføring. Energiforbruget til mellemtørring kan dog reduceres med en såkaldt cool flash teknik, hvor farven i stedet fryses. De seneste års udvikling indenfor vandfortyndbare farver har betydet en reduktion i anvendelsen af opløsningsmidler i trykfarver. Miljø ved vådbehandling Tidligere blev der anvendt opløsningsmiddelbaserede farvestoffer, men i dag benyttes næsten udelukkende vandbaserede (Almásy, 1998) Indenfor farvestoffer har udviklingen gennem de seneste 10-15 år gået mod stadig mere effektive farvestoffer. Hvor reaktivfarver typisk for 10 år siden havde en udnyttelsesgrad på 60-70%, så ligger udnyttelsesgraden i dag omkring 75-80% afhængig af tekstil og farvemetode. Et reduceret flotteforhold på farvemaskinerne reducerer endvidere mængden af farve som hydrolyseres (binder sig til vandet og dermed går til spilde), og farvestoffernes forbedrede udnyttelsesgrad reducerer endvidere behovet for efterfølgende skyl. De forholdsvis nye low-salt reaktivfarvestoffer, som specielt egner sig til lyse og mellemfarve nuancer, gør det endvidere muligt mindst at halvere forbruget af salt. Krav fra bl.a. det tyske marked har medført en næsten total udfasning af metalkompleksholdige farvestoffer. Samtidig har forbrugerkrav kombineret med arbejdsmiljøproblemer i specielt den syende industri medført, en næsten total udfasning af formaldehydholdige efterbehandlingsmidler. I udviklingen af farvemaskiner kom det store skridt i 70´erne, hvor haspelkufemaskinerne blev afløst af jet-farvemaskiner. Jet-farvemaskinerne bruger typisk kun en tredjedel af vandmængden i forhold til en haspelkufer. Farveribranchen i Danmark har været under stort pres for at foretage miljømæssige forbedringer. En forholdsvis grundig miljøregulering af branchen, stigende priser på vand og spildevandsafledning og energi, CO2-afgiften, kundekrav til brug af farve- og hjælpestoffer samt renere teknologi projekterne har alt sammen været medvirkende til betydelige miljøforbedringer. Det drejer sig specielt om reduktioner af vand- og energiforbrug samt om substitution af farvestoffer og hjælpekemikalier. Flere farverier rapporterer om vandbesparelser på mellem 30 og 50% over de seneste 5-8 år med deraf følgende reduktioner af kemikalier, som ofte doseres afhængigt af vandmængden. Der har gennem de senere år været et stigende fokus på tekstilprodukters indhold af kemikalier. Fokus har specielt været på formaldehyd, dioxiner, tungmetaller og senest grupper af AZO farvestoffer. Diskussionen drejer sig primært om stoffernes sundhedsmæssige risici, idet en række stoffer er under mistanke for at virke allergi- og/eller kræftfremkaldende. 3.1.5 Den syende industri Med til den syende industri regnes normalt oplægning og tilskæring af metervarer, sammensyning samt efterbehandling bestående af f.eks. eftersyn, dampning, presning, strygning og pakning. Der er således tale om mekaniske processer, og miljøforholdene handler primært om energiforbrug (el) samt tekstilaffald i forbindelse med tilskæring af metervaren. I 80´erne gik det meste af den syende industri i Danmark over til automatisk oplægning og tilskæring, hvilket medførte store tidsbesparelser samt en bedre udnyttelse af metervaren og dermed et reduceret spild. Den syende industri er arbejdskraft intensiv, hvorfor der har været et stort incitament til effektivisering og rationalisering. Dette har dels medført en høj grad af ensidigt gentaget arbejde oftest på akkord, dels en høj grad af udflytning af arbejdet til lavtlønsområder i primært de Østeuropæiske lande og Sydøstasien. Udflytning af arbejdspladser skete overvejende midt i 90´erne, og fra 1993 til 97 faldt beskæftigelsen i beklædningsbranchen med knap 40% fra omkring 9.667 til 5.971. Ud over EGA er støv et problem på systuerne, som i Danmark dog er forbedret væsentligt med punkt- og rumudsugning. De tilbageværende syende virksomheder består af et fåtal af lønsystuer samt virksomheder som syr egne kollektioner. Formålet med at bibeholde en del af industrien i Danmark er muligheden for at fastholde en vis fleksibilitet. Den teknologiske udvikling indenfor syning har primært gået mod at skabe hurtigere symaskiner. Der har endvidere været eksperimenteret en del med udvikling af sy-automater, robotter som er i stand til at udføre en række operationer efter hinanden, som f.eks. isyning af en lynlås. Udviklingen af mere avancerede symaskiner i forhold til omstillingsmuligheder og automatisering er stagnerende. Etableringen af nye systuer sker i dag primært i lavtlønslande, hvor kravene til medarbejdernes kompetencer og behov for uddannelse bl.a. kan reduceres gennem brug af enkle maskiner. Især japanske symaskinproducenter eksperimenterede i 80´erne med at skabe "den fuldautomatiske systue". Dette udviklingsarbejde blev imidlertid indstillet primært, fordi omstillingen af produktionsapparatet blev relativt omfattende. Der har tidligere været arbejdet en del med reduktion af ensidigt gentaget arbejde på systuerne i Danmark. Problemet er søgt reduceret gennem ændring af produktionstilrettelæggelsen, information og kurser i ergonomi og et forsøg på at bevæge sig bort fra akkordlønsystemerne. 3.1.6 Tæppeproduktion Der er 14 fabrikker i Danmark som producerer tæpper. Kun få producenter fremstiller vævede tæpper, mens hovedparten fremstilles ved tufting. Tufting består i en indsyning af luvgarn i en i forvejen vævet grunddug. Der anvendes både naturlige og syntetiske fibre i tæppeproduktionen. Vævede tæpper fremstilles altid af farvede garner, mens tuftede både fremstilles af farvede og ufarvede garner med efterfølgende farvning, trykning eller påsprøjtning. For tuftede tæpper vil der således forekomme vådbehandling med såvel processer som miljøproblemer, der er nært beslægtet med den øvrige vådbehandlende del af tekstilbranchen. Specielt for tæppeindustrien er dog farvning i eksempelvis "Millitron"-anlæg, som er en computerstyret farvepåsprøjtning. Teknikken medfører et ekstremt lavt farvespild samt lavt vandforbrug. Efterbehandlingen omfatter ligesom i andre dele af tekstilbranchen påføring af stoffer, som f.eks. virker brandhæmmende, smudsafvisende, etc. Specielt for tæppeindustrien er påføringen af et skumlag på bagsiden typisk bestående af natur- eller kunstlatex. Flere tæppeproducenter i Danmark producerer udelukkende tuftede tæpper af farvede garner, og foretager således ikke selv vådbehandling. Teknologiudviklingen har som i mange andre brancher været rettet mod øget automatisering og bedre styring af produktionsprocesserne. 3.1.7 Brug og bortskaffelse af tekstiler De vigtigste forhold omkring brugen er vedligeholdelsen af tøj i form af vask, tørring, strygning og rensning. Anskues tekstilprodukter i et livscyklusperspektiv, så bidrager vask af tekstiler hos forbrugeren i brugsfasen med en væsentlig del af den samlede miljøbelastning. Især beklædningsprodukter udsættes for gentagen vask og tørring og for nogle produkters vedkommende kemisk rensning. Brugsfasen er således forbundet med forbrug af store mængder vand, vaskemidler og energi samt ikke mindst forbrug af organiske opløsningsmidler til rensning. Endvidere kan der være forskellige sundhedsmæssige problemer i forbindelse med tøj. Der kan bl.a. nævnes tekstilfarver som er mistænkt for at være kræftfremkaldende, tøj behandlet med allergifremkaldende stoffer, tungmetaller i knapper og lynlåse, etc. Genbrug og genanvendelse af udtjente tekstilprodukter forekommer i vid udstrækning og udføres primært af velgørende organisationer. Der findes ikke nærmere analyser over de mængder af tekstilprodukter, som genbruges, og der er heller ikke foretaget nærmere studier af, hvor store mængder tekstilprodukter der bortskaffes på hvilke måder i Danmark. En industriel oparbejdning og genanvendelse af tekstilfibrene til andre formål sker ikke i Danmark. En genanvendelse af fibre kompliceres af, at tekstilerne ofte består af blandinger af forskellige fibertyper. Bortskaffelse af tekstilprodukter foregår ved dagrenovation, hvilket vil sige forbrænding eller deponering på losseplads. Miljøforholdene her afhænger af håndteringen samt af hvilke stoffer (farvestoffer, tryk etc.) og fibertyper tekstilerne indeholder. 3.1.8 Transport Et sidste aspekt af tekstilprodukters miljøbelastning er energiforbruget ved transport mellem de forskellige led i den samlede produktkæde. Der er sket en høj grad af specialisering i den danske tekstil og beklædningsindustri, produktionen fra fiber til færdigt produkt er i dag typisk spredt over en række produktionssteder. Udflytningen af den syende industri til hovedsagelig Østeuropa og Sydøstasien har yderligere intensiveret transportarbejdet. Der er endog eksempler på at konfektioneringen af et beklædningsprodukt er opdelt på flere produktionssteder/lande. Beklædningsprodukter fremstillet i Østeuropa har typisk produktionstiden som en vigtig parameter, hvilket betyder at transporten foregår med lastbil, fremfor mere miljøvenlige men også tidskrævende transportformer som tog eller skib. Der er ikke foretaget nærmere undersøgelser af udviklingen i transportarbejdet i branchen, men der er ingen tvivl om, at "kurven peger i den gale retning". Der er heller ikke foretaget konkrete beregninger på, hvor meget transporten generelt betyder for miljøbelastningen i et tekstilprodukts livscyklus. Miljøvurderinger af andre produkttyper bl.a. ved brug af UMIP værktøjet peger imidlertid på, at set i et produkts livscyklusperspektiv har transport miljømæssigt set en mindre betydning. 3.2 Karakteristik af miljøindsatsen i branchenI det følgende redegøres for en række initiativer, som alle har bidraget til miljøindsatsen i tekstilbranchen, og som også har haft betydning for renere teknologi indsatsen. 3.2.1 Kemikalievurderingssystem Scoresystemet I slutningen af 80´erne indledte industrikontoret i Ringkøbing Amt et samarbejde med VKI omkring udvikling af et kemikalieprioriteringssystem. Man stod for at skulle miljøgodkende amtets tekstilfarverier, som anvender flere hundrede forskellige kemikalier. Ingen kunne give et kvalificeret bud på, hvilken betydning udledningen af kemikalierester havde for recipienten, så i stedet ville man vurdere de enkelte kemikalier som bruges i farveprocesserne, og derefter sætte vilkår for brugen heraf. "Scoresystemet" - i daglig tale - blev i en første version brugt ved udarbejdelsen af den første miljøgodkendelse i 1990. Siden er systemet blevet revideret to gange, og bruges nu også af de kommunale myndigheder i forskellig grad til godkendelse af farverier. Scoresystemet baseres på virksomhedernes opgørelser over mængdeforbrug af kemikalieprodukter og sikkerhedsdatabladenes oplysninger om kemikaliernes forventede miljømæssige egenskaber mht. bionedbrydelighed, toksicitet og bioakkumulerbarhed. Den eksisterende viden om kemikalieprodukternes miljømæssige egenskaber er imidlertid sjældent komplet, og langt mindre når det drejer sig om effekten af flere produkter anvendt i et mix. Scoresystemet bruges derfor kun til en indledende udvælgelse af mulige miljøproblematiske stoffer, som virksomhederne derefter kan undersøge nærmere med henblik på substitution til mindre skadelige kemikalier. Systemet skal således opfattes som et værktøj til prioritering af miljøindsatsen på kemikalieområdet. Ringkøbing amt og amtets kommuner med tekstilfarverier har sammen med tekstil- og beklædningsindustriens brancheorganisation nedsat en arbejdsgruppe, som varetager løbende justeringer af scoresystemet. Brancheorganisationens aktive deltagelse i arbejdsgruppen har betydet en generel accept af scoresystemet i branchen. Flere farverier har efterhånden taget systemet til sig, og bruger det ved indkøb af kemikalier samt til offentligt at signalere aktivitet på miljøområdet. Brugen af systemet har også medført en større forståelse for sammenhængen mellem brug af kemikalier og miljøet, og har været medvirkende til en holdningsændring og en større forståelse for vigtigheden af en bedre ressourcehusholdning (Christensen, 1997). Scoresystemet kan ses som et oprindeligt normativt virkemiddel, som via samarbejdet med brancheorganisationen og virksomhederne bliver til et generelt accepteret værktøj, som virksomhederne anvender i miljøarbejdet. 3.2.2 Miljøgodkendelse Ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse om miljøgodkendelse er kun virksomheder, som beskæftiger sig med vådbehandling af tekstiler, godkendelsespligtige i tekstil- og beklædningsindustrien. En del andre virksomheder var godkendelsespligtige indtil ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1991, men blev derefter anmeldelsespligtige. Hovedparten af de øvrige tekstilvirksomheder betragtes som anmeldepligtige. Den decentrale miljøregulering er således koncentreret om farverierne. Brancheorientering I efteråret 1995 igangsatte Miljøstyrelsen udarbejdelsen af en brancheorientering for tekstil- og beklædningsindustrien. Tekstilfarverierne havde sidste ansøgningsfrist om miljøgodkendelse i januar 1996, og brancheorienteringen skulle være færdig i maj 1996. Ambitionsniveauet var fra begyndelsen højt i Miljøstyrelsen. Målet var tosidigt: Dels skulle de lokale miljømyndigheder have et værktøj til godkendelsesarbejdet med oversigt over mulighederne for renere teknologi samt lister over igangværende og afsluttede projekter, hvorved brancheorienteringen også kunne medvirke til at sprede renere teknologi. Dels skulle brancheorienteringen indeholde Miljøstyrelsens fremtidige strategier og prioriteringer af indsatsen i hele tekstilbranchen og altså ikke kun for farverierne. Hensigten var, at brancheorienteringen kunne bruges af virksomhederne i deres prioritering af den fremtidige miljøindsats. Alle centrale aktører har været involveret (Dansk Textil & Beklædning, KL, Amtsrådsforeningen, AT etc.), men arbejdet med brancheorienteringen har ligget stille siden foråret 1996 grundet et stort arbejdspres i Miljøstyrelsen. Da de fleste miljøgodkendelser nu er blevet givet, er de decentrale miljømyndigheders mulighed for at anvende brancheorienteringen som grundlag for miljøgodkendelserne dermed forpasset. Men brancheorienteringen kan - når den udkommer - anvendes af kommunerne som grundlag for tilsynsarbejdet og til vilkårsrevisioner samt som et informativt virkemiddel over virksomhederne. 3.2.3 Miljøledelse Som de to første virksomheder i branchen modtog virksomhederne Novotex og Tytex i Ikast i 1993-95 støtte fra Rådet for genanvendelse og mindre forurenende teknologi til indførelse og certificering af et miljøstyringssystem efter BS 7750, som siden hen er blevet fulgt op med en EMAS registrering. Der er i dag mere end 10 certificerede/registrerede virksomheder i branchen. Over 10 virksomheder har modtaget støtte til ansættelse af en miljømedarbejder fra programmet Miljø og arbejdsmiljø i små og mellemstore virksomheder, og 13 virksomheder har i samarbejde med TIC og DTI foretaget en indledende miljøgennemgang og formuleret en miljøpolitik. Brancheorganisationen Brancheorganisationen Dansk Textil & Beklædning (DTB) har som i renere teknologi indsatsen spillet en aktiv rolle i spredningen af kendskabet til miljøledelse i branchen. I 1995 indgav DTB en interessetilkendegivelse til programmet Miljøstyring og miljørevision i små og mellemstore danske virksomheder (varetages af Miljøstyrelsen og Erhvervsfremme Styrelsen). Miljøledelse Efter afholdelsen af en konference til afdækning af virksomhedernes behov for støtte blev der i 1997 bevilget 2,5 mio. kr. til en "branchepakke" til udvikling af et branchekoncept for miljøledelse i tekstil- og beklædningsindustrien. Projektet er igangsat baseret på et vækstgruppe koncept med deltagelse af syv virksomheder fra forskellige led i produktionskæden, som gennem et seminarforløb skal indføre miljøledelse. Projektet vil resultere i branchespecifikke håndbøger for miljøledelse som en hjælp til andre virksomheder i branchen. Frontløbervirksomheder I forhold til miljøledelse var et par tekstilvirksomheder blandt frontløber virksomhederne, hvilket "øko-bølgen" i tøjmoden omkring 1993-95 givetvis var med til at understøtte. Flere virksomheder har fulgt trop, men det er imidlertid vanskeligt at få øje på, at resten af branchen er på vej i samme retning. I følge DTB skyldes det ikke modvilje eller manglende opmærksomhed, men snarere at der i dag ikke er en tydelig konkurrencefordel i en markant miljøprofil. Derimod vurderes der at være en vis "omstillingsparathed", hvis markedet igen begynder at efterspørge miljøvenlige tekstilprodukter eksempelvis foranlediget af offentlige grønne indkøb (Andersen og Feddersen, 1997). Grønne regnskaber I EMAS forordningen er der krav om udarbejdelse af en miljøredegørelse. Tilsvarende skal hovedparten af de vådbehandlende tekstilvirksomheder udarbejde og indlevere et grønt regnskab, hvilket blev et lovkrav i Danmark fra og med 1996. Brancheorganisationen DTB har udarbejdet en lille pjece om grønne regnskaber, der kortfattet forklarer, hvad et grønt regnskab skal indeholde, samt giver et eksempel på, hvorledes et grønt regnskab kan udformes (DTB, 1996). Pjecens anbefalinger er i umiddelbar forlængelse af de lovgivningsmæssige krav; mens eksemplet er et slags idekatalog over, hvad der som minimum bør medtages i et grønt regnskab for tekstilfarverier. En gennemgang af de grønne regnskaber fra tekstilfarverier viser, at regnskaberne klart ligger i den bedste ende i forhold til gennemsnittet i andre brancher med forholdsvis udførlige oplysninger. Et enkelt regnskab medtager dog langt fra de oplysninger, der er indeholdt i brancheorganisationens pjece. (Rasmussen og Remmen, 1997). 3.2.4 Miljømærkning af tekstiler Blomsten Arbejdet med EU’s miljømærke startede i 1989-90, og i 1992 blev forordning EØF 880/92 om miljømærkning endelig vedtaget. Herefter fik Miljøstyrelsen ansvaret for udarbejdelsen af forslag til kriterier for tildeling at mærket på tekstiler. Kriteriefastsættelsen skulle ske på baggrund af en vurdering af produkternes livscyklus, men først i april 1996 blev kriterierne endeligt vedtaget. Problemerne med fastsættelsen af kriterierne i arbejdsgruppen var mangeartede. Ud over de rent tekniske diskussioner blev processen tillige forsinket under vedtagelsen i Kommissionen både af proceduremæssige og af politiske grunde. Der er fastsat kriterier for tildeling af Blomsten på T-shirts og sengelinned. Men der arbejdes for tiden med at revidere kriterierne for tekstiler, og ved udgangen af 1998 forventes dækningen af produktgrupper indenfor tekstil og beklædning at svare til det nordiske svanemærke. Svanen Efter Danmarks tilslutning til den nordiske svanemærkeordning er det muligt at få tildelt miljømærket på alle tekstilprodukter. Kriterierne for Svanen er i nogle henseender mere omfattende end kriterierne til Blomsten. (Jensen & Bagh, 1996). Kun knap en tredjedel af den danske branches eksport går til de skandinaviske lande, hvor Svanemærket er kendt, mens det tyske marked alene tegner sig for lige så stor en andel. Udenfor Skandinavien er Svanemærket forholdsvis ukendt, hvorfor branchen er mest interesseret i at få sat skub i arbejdet med EU’s miljømærke. Status sommeren 1998 er, at kun en tekstilvirksomhed har fået tildelt EU’s miljømærke i Danmark, nemlig Novotex A/S. Novotex er i øvrigt også eneste indehaver af Svanemærket på tekstiler i Danmark. Men for tiden (foråret 1998) behandles 3 ansøgninger fra tekstilvirksomheder om tildeling af svanemærket. (Se endvidere afsnit 3.4 om mindre miljøbelastende tekstiler). 3.2.5 Energiforhold Energiafgift Både brancheorganisationen DTB og Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund vendte sig i 1994-95 mod regeringens planer om indførelse af grønne afgifter, da man frygtede, at dette ville føre til yderligere flytning af arbejdspladser til Østeuropa og Sydøstasien. Da de oprindelige planer blev reduceret blev der primært satset på, at branchens energitunge virksomheder (først og fremmest farvning og tryk) kom med på listen over "særligt energiintensive" virksomheder med den lave afgiftssats. Dette lykkedes dog ikke. Energianalyse Energistyrelsen iværksatte i 1995 en Brancheenergianalyse for tekstil- og beklædningsindustrien. Analysen blev udført af DTI Beklædning og Textil i samarbejde med Rambøll A/S og brancheorganisationen. Brancheenergianalysen var ment som et redskab for energikonsulenter, som skal gennemføre energisyn på branchens virksomheder, og giver gennem 6 virksomhedscases et overblik over branchen, samt eksempler på målinger, beregning af nøgletal, retningslinier og checklister til energikortlægning samt ideer til besparelsesmuligheder etc. (Energistyrelsen 1995). CO2-emission DTI gennemførte i 1996 en kortlægning af den danske tekstil- og beklædningsindustris CO2 emission i perioden 1988 til 1993. Heraf fremgår det, at energiforbruget er faldet med 19% fra 1988 til 1993; mens CO2 emissionen er nedbragt med 24% i samme periode. Det relativt større fald i emissionen skyldes først og fremmest en omlægning af energiforbruget, så en større del dækkes af naturgas. Miljøkonsulenterne i DTB påpeger på denne baggrund, at branchen allerede har opfyldt regeringens krav om reduktion af CO2 emissionen med 20% inden år 2015 opgjort i forhold til 1988. 3.3 Renere teknologi indsatsen fra 1990 til 1998 i tekstil- og beklædningsindustrienUdredningsprojekt Renere teknologi indsatsen i tekstil- og beklædningsbranchen begyndte i 1988 med igangsættelsen af et udredningsprojekt med det formål at få kortlagt branchens produktions- og miljøforhold samt de eksisterende muligheder for anvendelse af renere teknologi (Hansen, 1991). Allerede på dette tidspunkt var konklusionen, at den tekstile vådbehandling tegner sig for størstedelen af miljøbelastningen, dels i kraft af et stort forbrug af vand, energi og forskellige kemikalier, dels pga. udledning af kemikalierester til vand og luft. De øvrige dele af branchen foretager overvejende mekanisk behandling af tekstilerne, hvorfor miljøbelastningen primært kan henføres til energiforbrug samt tekstilrester i form af fast affald. Dette udredningsprojekt har sat dagsordenen for den efterfølgende indsats: at finde tekniske løsninger til de miljømæssige problemer forbundet med tekstil vådbehandling. Før 1990 blev der ud over ovennævnte udredningsprojekt yderligere gennemført to renere teknologiprojekter. De to teknologiudviklingsprojekter blev udført af DTI Beklædning og Textil. Disse tre projekter er ikke omfattet af denne delevaluering. 30 projekter fra 1990-97 I perioden 1990 - 97 blev der bevilget lidt over 30 mio.kr. til i alt 30 projekter i tekstil- og beklædningsbranchen. Renere teknologi projekterne har været forankret i henholdsvis Miljøstyrelsens 9. og 10. kontor. Rådet gav ved udgangen af 1992 grønt lys for etableringen af et "Rammeprogram for renere teknologi i tekstil- og beklædningsindustrien 1993-97" med det primære formål at sikre en overordnet koordinering af indsatsen (Miljøstyrelsen, 1992). Administrationen af rammeprogrammet blev placeret i Industrikontoret. 21 af de i alt 30 projekter er finansieret under rammeprogrammet. De resterende projekter er for fire projekters vedkommende iværksat før 1992 og de fem øvrige er afviklet udenfor rammeprogrammet. De sidstnævnte har haft karakter af mere produktorienterede projekter herunder miljømærkning og har administrativt været placeret i Kontoret for renere teknologi og produkter. Der har været et tæt samarbejde mellem de to kontorer angående koordinering af indsatsen på tekstilområdet. 3.3.1 Udviklingen i renere teknologi indsatsen De fleste projekter i tekstilindustrien blev igangsat i 1993-94 som følge af rammeprogrammet (jf. afs. 3.3.4), hvilket fremgår af nedenstående tabel
Tabel 3.1 Ovenstående tabel er opgjort i efteråret 1998. De to uafsluttede projekter fra 1993 har været sat i bero midlertidigt, men er nu blevet genoptaget. Dertil kommer to andre projekter fra 1993, hvor den afsluttende rapport er sendt i trykken (se bilag 1 og 2). Ved udgangen af 1997 var kun lidt over halvdelen af de 30 projekter afsluttet. Så i løbet af foråret og sommeren 1998 er en hel del projekter blevet afsluttet i form af udgivelse af afsluttende afrapportering eller Miljøstyrelsens endelige godkendelse heraf. De afsluttede projekter har haft en gennemsnitlig varighed fra bevillingstidspunktet til offentliggørelsen af resultaterne på omkring 3 år. I forhold til de oprindelige tidsplaner er disse blevet overskredet med op til år for flere projekters vedkommende. Fire projekter er blevet afbrudt, og er på den baggrund medregnet som afsluttet, uanset hvor vidt dette formelt set er sket i Miljøstyrelsen. Dette betyder, at dele af projektbevillingen er tilbageført til Miljøstyrelsen, hvilket skønnes at udgøre ca. 2 mio.kr. 3.3.2 Fordeling på projekttyper Projekttyper De igangsatte projekter fordeler sig på en række forskellige projekttyper fra udredningsprojekter til teknologiudvikling og spredning. Med udgangspunkt i den af Miljøstyrelsen anvendte projekttypologi fordeler de igangsatte projekter sig som vist i nedenstående tabel. En del projekter indeholder elementer af flere typer indsatser, f.eks. omfatter nogle teknologiudviklingsprojekter også implementering og fuldskala test af de udviklede teknologier. I disse tilfælde er projektet i samråd med Miljøstyrelsen kategoriseret i overensstemmelse med projektets hovedaktivitet.
Tabel 3.2 Typer af projekter Teknisk fokus 18 af de i alt 30 iværksatte projekter har haft til formål at udvikle eller afprøve konkrete teknologier eller metoder. Teknologiudvikling og implementering tegner sig for 2/3 af de samlede bevillinger. Projekterne har i gennemsnit modtaget godt 1 mio. kr. i støtte. En underopdeling af de 18 teknologiudviklingsprojekter viser, at de 13 projekter indenfor tekstil vådbehandling og tryk alle har et teknologisk præg med fokus på optimering eller nyudvikling af maskiner og processer (se tabel 3.3). Derudover indeholder denne kategori tillige 5 projekter, hvoraf de tre har fokus på metode-/værktøjsudvikling, samt desuden et substitutions- og et produktudviklingsprojekt. De 13 "rene" teknologiudviklingsprojekter har samlet kostet lidt over 16 millioner kr.; mens de 5 øvrige projekter i gennemsnit har været lidt billigere, nemlig lidt over 3,5 millioner kr. Flere af teknologiudviklingsprojekterne har haft karakter af demonstrationsprojekter, men er ikke blevet karakteriseret som sådan i Miljøstyrelsens projektstyringssystem. Vådbehandling Størstedelen af de iværksatte teknologiudviklingsprojekter har fokuseret på tekstil vådbehandling. 13 teknologiudviklingsprojekter, to udredningsprojekter og tre formidlingsprojekter er iværksat indenfor tekstil vådbehandling med en samlet bevilling på knap 19 mio. kr. (se næste afsnit). Denne prioritering af midlerne er hovedsageligt foretaget under Rammeprogrammet for renere teknologi i tekstil- og beklædningsindustrien 1993-97 (behandles i afsnit 3.3.4). 3.3.3 Renere teknologi og tekstilprodukters livscyklus Tekstil- og beklædningsprodukters livscyklus kan overordnet inddeles i fem "trin", nemlig fiberfremstilling, forarbejdning af fibre til tekstil, vådbehandling og tryk, færdigforarbejdning samt brug og bortskaffelse. Renere teknologi indsatsens dækning af faserne i tekstilprodukters livscyklus fremgår af nedenstående tabel 3.3. Her ses, at fokuseringen i renere teknologi indsatsen har været på tekstil vådbehandling. Miljøstyringsprojekterne var i færdigforarbejdning, mens de tværgående projekter typisk har omfattet alle fem trin.
Tabel 3.3 Projekter kategoriseret ud fra produktets livscyklus Miljøstyring versus livscyklus Endvidere fremgår det, at de to miljøstyringsprojekter har været ret omkostningstunge med over 4 millioner kr. i bevilling. Umiddelbart er det vanskeligt at se begrundelsen herfor, da mange af de tværgående projekter har haft en lige så nyudviklende og eksperimenterende karakter. De ni projekter om produktudvikling, leverandørstyring, livscyklusvurdering og miljømærkning blev gennemført med en bevilling på knap 6 millioner kr. Brug og bortskaffelse Det er en smule misvisende blot at medtage et enkelt projekt - vaskbare habitter - i brugs- og bortskaffelsesfasen. En vigtig del af brugen er rensning og vask af tekstilprodukter. Der har været iværksat syv renere teknologi projekter i renseri- og vaskeribranchen. Projekterne har sigtet mod at reducere forbrug af kemiske stoffer, energi og vand. Endvidere er der af renere teknologi midlerne bevilget 1 mio. kr. til Forbrugerstyrelsen til to forbrugerrettede kampagner om korrekt dosering af vaskemidler. Disse projekter er ikke medtaget i tabel 3.3, da indsatsen i renseri- og vaskeribranchen er sket isoleret fra tekstil- og beklædningsindustrien. Renere teknologi projekterne i renseri- og vaskeribranchen omfattes således heller ikke af denne delevaluering. I et produktorienteret perspektiv er det oplagt, at indsatsen i de to brancher i højere grad må ses i sammenhæng. 3.3.4 Rammeprogrammet for renere teknologi Rammeprogram for renere teknologi i tekstil- og beklædningsindustrien fik for perioden 1993-96 en bevillingsramme på 10 millioner kr. Rammeprogrammet blev til i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Dansk Textil og Beklædning og DTI Beklædning og Textil. Mål Det erklærede formål for rammeprogrammet var: "over en 4-årig periode at få udviklet og implementeret renere teknologi i tekstil- og beklædningsindustrien med hovedvægten lagt på tekstilvådbehandling". Der blev opstillet følgende mere specifikke mål for indsatsen (Miljøstyrelsen, 1994):
Indsatsområder Rammeprogrammet skulle koncentrere indsatsen omkring videreudvikling og optimering af processer, substitution af farvestoffer og hjælpekemikalier samt udvikling af nye farvemaskiner, doseringsanlæg m.v. Der peges endvidere på mulighederne i en aktiv rådgivning af branchens virksomheder om renere teknologi. Handlingsplanen lægger vægt på at øge spredningsindsatsen af den eksisterende viden, samt at indsatsen i højere grad rettes mod produktet frem for de enkelte processer. Nedenfor sammenholdes den oprindelige prioritering af midler (budgettet) med disponerede udgifter (bevillinger) til iværksatte projekter.
Tabel 3.4 Indsatsområder under rammeprogrammet Der er igangsat i alt 21 projekter under rammeprogrammet til en samlet udgift på over 16 mio. kr. Den oprindelige målsætning om at prioritere teknologiudviklingsprojekter er gennemført fuldt ud - oven i købet 3 gange så meget som budgetteret. Ligeledes har den høje prioritering af tekstilvådbehandling som indsatsområde holdt stik, idet 14 af de 21 projekter (knap 12 mio.kr.) er iværksat indenfor vådbehandling. Derimod har substitution af kemikalier fået en lavere prioritet end oprindelig planlagt, idet en række kemikalier er blevet substitueret som følge af andre årsager. Tilsvarende har spredningsaktiviteter i form af informationsformidling ikke fået helt samme vægt som i målsætningen i budgettet, idet der er anvendt 53.000 kr. på et brancheseminar, 190.000 kr. på udarbejdelse af en pjece og 435.350 kr. på udarbejdelse af en vejledning. Som led i iværksættelsen af rammeprogrammet foreslog DTI en branchekonsulentordning, men det blev besluttet at afvente erfaringerne med de igangværende ordninger i andre brancher. Forslaget er ikke siden blevet genovervejet i følge Miljøstyrelsen. Styregruppen Til af følge indsatsen under rammeprogrammet blev der nedsat en styringsgruppe med "repræsentanter for alle relevante parter": - Miljøstyrelsens Industrikontor og Renere teknologi kontor Styregruppen har været medansvarlige for strategien med rammeprogrammet, og skulle gennem sin sammensætning varetage de forskellige aktørers interesser på området. Mest aktiv i begyndelsen Første møde blev afholdt november 1993, der var to møder i løbet af 1994 og et enkelt i efteråret 1995, hvorefter mødeaktiviteten ophørte. Styregruppen var med andre ord mest aktiv i begyndelsen, hvor strategien for tildeling af projektmidler blev fastlagt, og hvor størstedelen af projekterne blev igangsat. Parallelt med rammeprogrammet blev der gennemført to større projekter om miljøledelse på Tytex og Novotex, ligesom Gabriel deltog i et projekt om medarbejderdeltagelse i det forebyggende miljøarbejde. Disse projekter er der blevet orienteret om på styregruppemøderne, men der er ikke foretaget en egentlig koordinering i relation hertil. Projekterne har været initieret og formuleret i en anden sammenhæng, hvor det er delvist tilfældigt og underordnet, at der lige er tale om tekstilvirksomheder. Nøglepersoner Der kan konstateres et stort sammenfald mellem styregruppens medlemmer og de udførende parter i projekterne. Ud af de i alt 21 iværksatte projekter er 12 projekter ledet af medlemmer af styregruppen, og yderligere to projekter har deltagelse af styregruppemedlemmer. Ved de øvrige projekter har det hovedsageligt været tekstilvirksomheder, som har været ansvarlige for projektledelsen. Dette personsammenfald kan forklares ved, at det netop er nøglepersoner i forbindelse med miljøindsatsen i branchen, som er blevet udpeget til styregruppen. Styregruppen har ikke haft til opgave at tage stilling til ansøgninger og projektbevillinger. Men projektideer er blevet luftet, ligesom styregruppen har fået Miljøstyrelsens indstillingsnotater til orientering efterfølgende. Midtvejsevaluering 1994 I efteråret 1994 foretog Dansk Textil og Beklædning en kort evaluering af aktiviteterne under rammeprogrammet. Evalueringen har karakter af en beskrivelse af status for arbejdet under rammeprogrammet, og udtrykker en generel tilfredshed med renere teknologi indsatsen i branchen. På tidspunktet for evalueringen var kun enkelte projekter afsluttet, men projekt "Ressourcehåndtering i tekstilfarvebranchen" (Christensen et al, 1994) karakteriseres som en succes. Projektet omfattede et idekatalog over i alt 42 indsatsområder for indførelse af renere teknologi, som blev præsenteret på et seminar for farverierne arrangeret af brancheforeningen. Det vurderes, at "80-90% af den samlede kapacitet inden for tekstilvådbehandling i Danmark var repræsenteret", og at seminaret satte gang i arbejdet på flere af de fremmødte virksomheder. Endvidere fremhæves afholdelsen af en demonstrationsdag i forbindelse med præsentationen af en nyudviklet Cool Flash trykkemetode. Udviklingsprojektet var støttet af renere teknologi midler, og demonstrationsdagen vakte stor interesse i branchen. Overordnet konkluderes om de foreløbige resultater: "Det er helt klart, at iværksættelsen af rammeprogrammet og især præsentationen af resultatet af ressourceprojektet har sat skub i virksomhedernes løbende arbejde med forbedring af processer og arbejdsgange. Ligeledes har de foreløbige erfaringer vist, at der især ved afholdelse af seminarer og demonstrationsdage opnås en effektiv formidling af de opnåede resultater." (Dansk tekstil og beklædning, 1994, s.2-3) Miljøstyrelsens status I 1995 foretog Miljøstyrelsen en intern evaluering af status for renere teknologi handlingsplanen 1993-97. Heri er indsatsen på tekstil- og beklædningsområdet også omtalt. "Der foreligger så gode resultater fra en række projekter inden for kategorien `nye eller forbedrede maskiner eller processer`, at ...der ses ikke at være behov for yderligere udviklingsprojekter på dette område". Det blev derimod vurderet at være behov for at sikre spredningen af resultaterne af udviklingsprojekterne. Endvidere blev der lagt op til at satse på substitution af miljøbelastende stoffer samt på udvikling af miljøvenlige produkter. 3.4 Mindre miljøbelastende tekstilerVæsentlige virkemidler i en mere markeds- og produktorienteret miljøindsats er en miljømærkning af produkterne kombineret med et øget brug af miljø som konkurrenceparameter i markedsføringen. Andre væsentlige virkemidler er, at såvel forbrugerne som offentlige indkøbere af tekstil- og beklædningsprodukter stiller miljøkrav til producenterne. 3.4.1 Markedsføring af miljøvenlige tekstiler I begyndelsen af 1996 udførte CASA en analyse af markedsføringen af miljøvenligt tøj og brugen af miljømærker i Danmark (Nordbo, 1996). Miljømærkning Der blev identificeret 4 egentlige miljømærker og 3 andre relevante mærkningsordninger på det danske marked. På tidspunktet for undersøgelsen havde ordningerne kun et minimal gennemslagskraft på det danske marked. De identificerede miljømærker var: EU’s miljømærke: Var ikke trådt i kraft i begyndelsen af 1996 og fandtes derfor ikke i butikkerne. Nordisk miljømærke - "Svanen": På tidspunktet for undersøgelsen havde 2 svenske producenter opnået mærket, og svanemærkede tøjvarer forekommer i dag kun i begrænset omfang i detailhandlen. Naturskyddsföreningen - "Bra Miljöval": Er primært et svensk mærke og 11 svenske producenter havde i 1996 licens. Mærket opnås ved opfyldelse af krav sat i forhold til produktets livscyklus. Kan tildeles på to niveauer. Skal´s EKO quality: Baseret på retningslinier for økologisk produktion og kemikalievurderinger og administreres af en halvoffentlig hollandsk akkrediteret inspektionsvirksomhed. Andre mærkningsordninger Derudover var der tre andre mærkningsordninger. Øko-Tex 1000, som ikke var klar til behandle ansøgninger om brug af mærket. Øko-Tex 100, som kun stiller krav til produktets indhold af kemiske stoffer og er derfor ikke et miljømærke. Begge mærker administreres i Danmark af DTI. Dansk Supermarkeds miljømærke administreres og benyttes kun i kædens egne butikker. Der er uklarhed omkring de krav, som mærket stiller til produkterne, men mærket læner sig op ad kriterierne for Øko-tex 100. Endelig findes der et specielt mærke til tæpper, Güt, som især har fokus på indeklimaforhold. Udover disse mærker har Verdensnaturfonden tilladt brugen af deres logo "Pandaen" i markedsføring af bl.a. "People Knitware" og "Nature Calling". Ifølge WWF skal logoet ikke ses som et miljømærke. Virksomhedernes brug af logoet er led i en licens-/sponsoraftale med WWF. Virksomhederne skal dog overholde en række miljøkrav, som endnu ikke er standardiserede. Set fra producenternes side er der ikke et stærkt markedsmæssigt incitament til at satse på renere produkter. Efterspørgslen er lille og mængden af "miljø-plat mærker" er righoldig og med til at "sløre" budskabet (CASA, 1997). Forholdsvis få virksomheder har forsøgt sig med miljøvenlige produkter og så samtidig haft noget af have det i. 3.4.2 Miljøkrav fra forbrugerne Tekstiler og sundhed Forbrugerne har de senere år fokuseret på tekstilers indhold af sundhedsskadelige eller mistænkelige stoffer. Det drejer sig specielt om nikkel i knapper og lynlåse samt andre tungmetaller i bl.a. farvestofferne så som kobber, krom, kobolt, bly, cadmium, kviksølv og zink. Endvidere er visse af de såkaldte azo-farvestoffer, som bl.a. anvendes til tekstilfarvning, mistænkt for at kunne fraspalte kræftfremkaldende bestanddele. En del af azo-farverne er forbudte i bl.a. Tyskland og Holland. Formaldehyd bruges i efterbehandlingsmidler og genfindes som afdampning fra de færdige produkter. Formaldehyd kan virke kræftfremkaldende, irritere hud, øjne, næse og svælg, og stoffets allergifremkaldende virkning er velkendt. Blandt andre Finland har indført grænseværdier for formaldehyd i tekstiler, og selvom stoffet i dag kun bruges i yderst begrænset omfang i den danske tekstil- og beklædningsindustri, så forekommer det stadig - ikke mindst i importerede produkter. 3.4.3 Offentlige grønne indkøb Offentlige institutioner indkøber i Danmark årligt for omkring 100 mia. kr. I 1994 præsenterede miljøministeren en handlingsplan for, hvordan disse indkøb kunne bruges til at sætte miljø på dagsordenen på det danske marked. I 1995 trådte et cirkulære i kraft, som forpligter de statslige indkøbere til at tage miljøhensyn samt til at udarbejde indkøbspolitikker og handlingsplaner. Siden er der udarbejdet pjecer, samt en håndbog "Bedre miljø gennem indkøb" til vejledning af de offentlige indkøbere. Det offentliges indkøb af arbejdstøj er prioriteret som indsatsområde af Miljøstyrelsen, og i 1995 udgav Miljøstyrelsen pjecen "Arbejdstøj - gode råd om grønne indkøb". Der vil endvidere i løbet af 1998 og 1999 blive udarbejdet og udgivet en række miljøvejledninger til offentlige indkøbere om tekstilprodukter. Arbejdsbeklædning har imidlertid vist sig at være et indsatsområde, som de offentlige indkøbere ikke lige kaster sig over. Der er større incitament til at stille krav til f.eks. energiforbrug ved indkøb af kontormaskiner (kopimaskiner, computere, printere etc.) og ved apparaturer til belysning, hvor der også er muligheder for energibesparelser (Riisgaard, 1997). 3.5 Delkonklusion – miljøindsatsen i tekstil- og beklædningsindustrienDenne delkonklusion vil fokusere på tre hovedspørgsmål, som vi mener har strategisk betydning i forhold til den fremtidige produktorienterede miljøindsats i tekstil- og beklædningsindustrien. Først vurderes det, hvor vidt renere teknologi udviklingen i tekstilbranchen ville have fundet sted alligevel uden et statslig støtteprogram. Dernæst vurderes koblingen mellem teknologifremme og miljøregulering samt de i øvrigt anvendte virkemidler. Endelig vurderes rammeprogrammet i tekstilbranchen, da disse erfaringer kan være nyttige i relation til en fremtidig produktorienteret miljøindsats herunder produktpaneler. 3.5.1 Renere teknologi Renere teknologi i tekstil Som det fremgik, er der anvendt lidt over 30 mio. kr. på renere teknologi indsatsen i tekstil- og beklædningsindustrien. Omkring de 18 mio.kr. er anvendt på tekstil vådbehandling i form af udvikling af tekniske løsninger på miljøproblemerne. Hovedparten af projekterne har således fokuseret på renere produktionsteknologi; men samtidig har nogle af de tværgående projekter bidraget til at nyudvikle tilgangen til renere teknologi eksempelvis i form af leverandørstyring. Sammenholdes miljøbelastningen i et tekstils livscyklus med renere teknologi indsatsen så er det interessant at overveje, hvor vidt de teknologiske forbedringer ville have fundet sted alligevel uden et støtteprogram for renere teknologi. Der findes ikke et klart svar herpå. Men umiddelbart er det vores vurdering, at forbedring af farvestofferne samt af flotteforholdet – forholdet mellem vand og stof - via nye farvemaskiner er teknologiske ændringer, der i høj grad er initieret internationalt. Derimod har renere teknologi programmet haft betydning for det generelle miljøteknologiske niveau i virksomhederne, som er blevet optimeret betydeligt via de gennemførte projekter og via den generelle fokusering på farveriernes miljøforhold. (Dette behandles uddybende i kapitel 4). Et enkelt farveri fremhævede ligefrem, at renere teknologi projekterne har været afgørende for at sikre virksomhedens overlevelse. Farveriet har optimeret flotteforholdet til at være en faktor 3 bedre end det gennemsnitlige for branchen. Samme farveri har halveret sit vandforbrug de sidste 10 år, og nedbragt energiforbruget med omkring 40%. Nogle teknologiske ændringer med reduceret miljøbelastning til følge har med andre ord været generelle for tekstilbranchen. Dette er eksempelvis en væsentlig del af forklaringen på, at substitutionsprojekterne under rammeprogrammet blev nedtonet, da "udviklingen gik så hurtigt" med nye miljøinitiativer fra farve- og kemikalieleverandørerne. Men som nævnt har renere teknologi programmet medvirket til at optimere i hvert fald nogle af de vådbehandlende tekstilvirksomheders miljøforhold ganske betydeligt, hvilket vil blive uddybet i det efterfølgende kapitel. De gennemførte interviews med nøglepersoner i tekstilbranchen tydeliggjorde, at mange virkemidler og faktorer har spillet sammen omkring renere teknologi indsatsen: Et økonomisk pres via at ressourcer og udledninger løbende er blevet dyrere. Et reguleringsmæssigt pres via krav om miljøgodkendelse og samarbejde med myndighederne herom. Et konkurrencemæssigt pres via nogle konkurrenters skærpede miljøprofilering. Et kollegialt pres via brancheorganisationens miljøaktiviteter. Etc. Det er altså ikke muligt at isolere støtteprogrammets virkning fra de øvrige faktorer, der virker ind på virksomhedernes miljøindsats. Den største effekt af udviklingsprogrammet for renere teknologi er givetvis opnået i de projekter, som har medvirket til at sætte gang i to typer ændringsprocesser:
Det er vores vurdering, at renere teknologi indsatsen i nogle virksomheder har medvirket til at bryde op på de traditionelle måder at udføre arbejdsopgaverne på. Eller rettere der sættes en dynamik i gang, hvor medarbejdere og ledelse begynder at diskutere justeringer og miljøoptimeringer af den eksisterende produktionsteknologi. Dette har i et enkelt tilfælde ført til en radikal forbedring af farveprocessen som et spin-off fra involveringen i renere teknologi projekterne. Samtidig er det klart blevet tilkendegivet, at der også er en markant træghed i forhold til at ændre på eksisterende traditioner og arbejdsgange, da farveprocesserne er recept- og erfaringsbaserede (disse forhold uddybes i kapitel 4). Tilsvarende er det vores indtryk, at samspillet mellem de forskellige virkemidler i miljøpolitikken for alvor er blevet sat på dagsordenen. Instrumenterne er blevet linet op, og en del aktører i virksomhedernes netværk er blevet engageret i det forebyggende miljøarbejde. Det hidtidige sigte har primært være renere produktion på farverierne, så der er behov for en strategisk videreudvikling af de markeds- og produktorienterede virkemidler samt et bedre samspil mellem renere teknologi programmet og miljøreguleringen (dette behandles uddybende i de to næste afsnit). 3.5.2 Teknologifremme og miljøregulering Fremme og regulere Handlingsplanerne for renere teknologi kan betragtes som en kobling mellem teknologifremme og miljøregulering. På den ene side har der været afsat forholdsvis store beløb i 90'erne til at fremme udvikling af renere teknologi og forebyggende miljøarbejde i virksomhederne. På den anden side har det siden revisionen af Miljøbeskyttelsesloven i 1991 været intentionen, at hvis virksomhederne ikke indførte renere teknologi af frivillighedens vej, så måtte virksomhederne tvinges hertil via miljøreguleringens krav om anvendelse af "mindst forurenende teknologi". Miljøstyrelsen har i forhold til både teknologifremme og miljøregulering på tekstilområdet forfulgt en partsorienteret strategi, hvor de forskellige interesseparter har været inddraget i og fået indflydelse på såvel fastlæggelse af principper og strategier for renere teknologi indsatsen som udarbejdelsen af grundlaget for den decentrale miljøregulering i form af brancheorienteringer. Gulerod og pisk Tekstil- og Beklædningsindustrien er et godt eksempel på, at de involverede parter i branchen - uden sværdslag - er nået til enighed om principper, tilgange og løsningsmuligheder for udvikling af renere teknologi og indførelse af miljøledelse. Efter vores vurdering var denne enighed om principper og de teknologiske løsningsmuligheder i det stor hele også til stede ved udarbejdelse af udkastet til en brancheorientering som grundlag for miljøgodkendelser og miljøtilsyn decentralt. Af frivillighedens vej blev der således opnået enighed mellem parterne om grundlaget for såvel teknologifremme som regulering, og dermed altså også om principperne for brug af henholdsvis "gulerødder" og "pisk" overfor virksomhederne. Vurderet i bakspejlet blev der først skabt enighed mellem parterne omkring forebyggelsesprincippet, og der blev igangsat projekter til at give branchen et teknologisk løft i miljømæssig henseende. Herigennem blev der principielt skabt et nyt teknologisk grundlag for miljøreguleringen. Men der har været problemer med timingen i "koblingen", da mange af de igangsatte renere teknologi projekter blev forsinket (se afs. 3.3), hvorved grundlaget for udarbejdelsen af brancheorienteringen først for alvor var til stede et par år senere end forventet. Den endelige færdiggørelse af reguleringsgrundlaget har trukket ud i Miljøstyrelsen, ligesom der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt renere teknologi har fundet vej til de decentrale miljøgodkendelser. Men dette ændrer ikke ved styrken i indsatsen, nemlig at det af frivillighedens vej har været muligt at skabe konsensus mellem parterne om grundlaget for teknologifremme og regulering af branchens miljøforhold. Normative virkemidler Det såkaldte "scoresystem" er også et godt eksempel på, at et reguleringsinstrument gradvist bliver "overtaget" af brancheorganisationen og af branchens virksomheder som et kvalificeret værktøj til at vurdere brugen af kemikalier. Der har således været en høj grad af enighed om udvikling og anvendelse af værktøjet, og dette har medvirket kraftigt til en oprydning i brugen af kemikalier i tekstilbranchen. Ligesom det har medvirket til at styrke brancheorganisationens position på miljøområdet. Økonomiske virkemidler Grønne afgifter er et andet eksempel på en regulering, der samtidig også kan virke som incitament for gennemførelse af energibesparelser. Men de grønne afgifter er ikke blevet introduceret som led i en partsmodel. Tværtimod har både fagforbud og brancheorganisation i tekstilindustrien fremført, at de vendte sig mod de grønne afgifter ud fra argumenter om, at grønne afgifter ville ramme især farverierne forholdsvis hårdt, samt ud fra manglende tillid til tilbageføring af midlerne til energibesparelser i branchen. Efter begge parters opfattelse er samarbejdet med myndighederne generelt godt, men de grønne afgifter "provokerede alt og alle i tekstilindustrien", bl.a. fordi parternes forslag om et brancheråd, der skulle fastlægge principperne for tilbageføringen, blev afvist. Energistyrelsen har således ikke fulgt den samme partsorienterede strategi, som Miljøstyrelsen har haft succes med, og som alle involverede parter har været glade for. I princippet kunne en styrelse have spændt ben for en vellykket indsats i en anden styrelse. I tekstilbranchen tolkes det som, at det enkle administrative system i form af afgifter har været prioriteret højere end branchesamarbejdet om indfrielse af målsætningerne. Det har dog ikke ført til, at parterne har trukket sig eller nedtonet samarbejdet om renere teknologi og miljøledelse. Informative virkemidler Som led i den produktorienterede miljøindsats vil der fremover blive satset mere på brug af informative virkemidler. Denne nye satsning er endnu ikke tydelig i forhold til tekstil- og beklædningsindustrien, idet miljømærkning af produkterne ikke er blevet synderlig udbredt endnu. Med andre ord kom den "grønne bølge" på markedet lidt tidligere, end kriterierne for miljømærkning kom på plads. Tilsvarende er informationsgrundlaget, der skulle påvirke de offentlige indkøbere, ikke bragt på plads, så dette virkemiddel må forventes at få større betydning fremover. En øget information om sundhedsaspekterne ved tekstiler og beklædning må ligeledes forventes at få en positiv afsmittende effekt på miljøindsatsen i branchen. I forhold til renere teknologi indsatsen har brancheorganisationen DTB i praksis overtaget informations- og formidlingsindsatsen. Den brede informationsspredning til branchens virksomheder sker primært i samarbejde med konsulenterne via brancheorganisationens afholdelse af seminarer og via artikler i tidsskriftet Textil & Beklædning. DTB står således som erfaringsformidler om renere teknologi, og det sker på et grundlag og under en form som konsulenter, fagforbund og Miljøstyrelsen bakker op bag. I relation til miljømærkning er det værd at bemærke, at der har været enighed mellem de involverede parter om at arbejde for at arbejdsmiljø skulle indgå i kriterierne for EU's miljømærke - dog uden held. Partsregulering Der er ikke tale om, at man på ydre miljø er ved at indføre en partsregulering som på arbejdsmiljøområdet, hvor arbejdsmarkedets parter har et afgørende ord i forhold reguleringen. Dels er der flere parter, som bør inddrages omkring ydre miljø. Dels opleves partsreguleringen af arbejdsmiljøet at have ført til handlingslammelse i flere sager. Men interessant nok oplever parterne, at det gode samarbejde fra renere teknologi indsatsen har medvirket til at skabe et bedre samarbejde omkring arbejdsmiljø i tekstilindustrien. Refleksiv regulering Derimod er der tale om en refleksiv reguleringsform, hvor virksomhederne bliver opfordret til en slags selvregulering i form af intern kontrol, miljøledelse, etc., og hvor den traditionelle "command and control" regulering samtidig ændres gradvist mod en differentieret og dynamisk regulering, hvor de anvendte virkemidler afstemmes med virksomhedernes strategier og mulighederne for anvendelse af "mindst forurenende teknologi". Denne refleksive regulering fordrer på sin vis en kobling mellem teknologifremme og regulering samt aktiv deltagelse af de berørte parter. 3.5.3 Rammeprogrammet Rammeprogrammet En ubetinget styrke ved at organisere renere teknologi indsatsen i et rammeprogram i en afgrænset branche er muligheden for at fastlægge en overordnet strategi og at opstille konkrete mål for de udvalgte indsatsområder. Dette giver mulighed for overblik og kontinuitet i indsatsen frem for en mere ad hoc planlægning af mål og midler fra projekt til projekt. Ligesom flere interesseparter aktivt kan inddrages i tilrettelæggelsen af miljøindsatsen. Miljøstyrelsen fremhæver da også muligheden for en mere systematisk og sammenhængende indsats som væsentlige faktorer bag igangsættelsen af rammeprogrammet (Miljøstyrelsen, 1992). Kritisk vurdering Netop disse kendetegn er også centrale i forhold til iværksættelsen af en produktorienteret miljøpolitik herunder nedsættelse af de såkaldte produktområdepaneler. På denne baggrund kan der være ekstra grund til en kritisk vurdering af erfaringerne med rammeprogrammet. Indsatsområder Fra begyndelsen var fokus i rammeprogrammet på tekstil vådbehandling, samt på nyudvikling eller optimering af processer og maskiner. Sidstnævnte indsatsområde budgetteres med knap en tredjedel af ressourcerne, men reelt anvendes næsten to tredjedele herpå eller svarende til næsten det oprindelige budget på 10 mio. kr. Der har været enighed mellem parterne om denne forholdsvis voldsomme satsen i programafviklingen, og begrundes over Rådet for genanvendelse og mindre forurenende teknologi med de vellykkede delresultater. Rammeprogrammet har således haft en klar fokusering på produktionen. Som det fremgik af tabel 3.4 prioriteres udvikling af miljøvenlige produkter dog med 2 millioner kr., ligesom substitution budgetteres med 2,5 millioner kr. Disse indsatsområder konkretiseres imidlertid ikke for alvor, og produktprojekterne peger i forskellige retninger. Miljøstyrelsen fremhæver i den interne midtvejsstatus, at disse to områder skal styrkes; og to af de fire projekter igangsat 1995-97 er da også produktorienterede, men der er tale om en mindre udredning og et forprojekt om en tekstil pendant til UMIP databasen. Som tidligere nævnt har spredningsaktiviteter været nedtonet hidtil i forhold til de oprindelige intentioner i budgettet. I følge Miljøstyrelsen er forklaringen herpå, at der ikke er indkommet ansøgninger eller er blevet ytret ønske herom. Medvirkende hertil har endvidere været, at mange af projekterne blev betydeligt forsinket, og at projekterne først i foråret 1998 efter Miljøstyrelsens opfattelse var klar til en egentlig formidlingsindsats. Brancheorganisationen har imidlertid gennem de seneste fem år været aktive med forskellige formidlingsaktiviteter, hvilket efterhånden er blevet en indarbejdet rutine for renere teknologi projekter i samarbejde med konsulenterne. De projektudførende konsulenter har imidlertid ikke prioriteret formidling undervejs i projektforløbet særligt højt. Kun Resurs projektet kan siges at have indbygget en form for erfaringsudveksling i projektkonceptet, da der blev aflagt besøg og foretaget kortlægninger på 10 forskellige virksomheder og udarbejdet et idékatalog med løsningsmuligheder. Mål Som tidligere fremhævet opstilles der fire mål for rammeprogrammet. Der har imidlertid været begrænset aktivitet med hensyn til opfølgning på disse mål i form af kursjusteringer og opstilling af nye mål. Dette skal sættes i relation til, at brancheforeningen i et interview nævner, at målet om reduktion af spildevandsudledningen med 30% allerede blev nået efter et par år. Dette har imidlertid ikke ført til formulering af nye mål herfor. Endvidere sker der ikke en konkretisering af de øvrige mål, som derved får karakter af uforpligtende hensigtserklæringer. Anvendelsen af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier er helt givet blevet reduceret, hvilket også gælder for energiforbruget. Men i og med at der ikke er opstillet konkrete mål, er det vanskeligt at eftervise om indsatsen har indfriet forhåndsforventningerne. Endelig mangler der opstilling af mål relateret til miljøvenlige tekstilprodukter; ligesom et bredt dækkende rammeprogram også mere direkte kunne have medtaget mål omkring arbejdsmiljø og indholdet af sundhedsskadelige stoffer i produktet. Det kan med rette indvendes, at der heller ikke har været et tilstrækkeligt vidensgrundlag om ressourceforbrug og udledninger i branchen til at opstille mere præcise mål. Men i relation til den fremtidige produktorienterede indsats må der med de gennemførte projekter samt de grønne regnskaber være et grundlag for udvikling af branchenøgletal, og dermed for opstilling af mere præcise mål for indsatsen. Strategi Styrken ved rammeprogrammet har været en koordineret indsats med henblik på at udvikle tekniske løsninger til at reducere miljøbelastningen fra tekstil vådbehandling, samt en aktiv opbakning fra de involverede parter om principper og løsningsmuligheder. Styrken kan imidlertid også ses som en svaghed, idet de fleste projekter er gennemført indenfor den samme forståelsesramme af renere teknologi. Kun enkelte projekter i rammeprogrammet har været anvendt til at eksperimentere med nye tilgange til renere teknologi indsatsen i branchen. Rammeprogrammet har således stadfæstet en produktionsteknisk tilgang til renere teknologi, som ellers generelt var kendetegnende for indsatsen sidst i 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Virksomhederne i tekstilbranchen har ellers deltaget i projekter, der har nyudviklet tilgangen til renere teknologi; men dette er primært sket indenfor andre rammer så som det generelle renere teknologi program (miljøledelse, medarbejderdeltagelse, miljømærkning), tilskudsordningen "Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder" (branchepakke, markedsorienteret miljøkommunikation) og "Program for rådgivning om miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder" (arbejdsmiljø). De nævnte mål og indsatsområder har udgjort en indholdsmæssig ramme for programmet, men derudover har de afviklede projekter i høj grad været styret af de indkomne ansøgninger fra først og fremmest konsulenterne. Der har ikke været taget initiativ til at udmelde nye ønsker eller gøre opmærksom på udækkede indsatsområder bredt i branchen. Disse spørgsmål er derimod blevet diskuteret på møder i styregruppen. Et andet forhold af strategisk betydning er, at der med passende mellemrum må foretages en revurdering af de miljømæssige aspekter ved tekstilprodukter. Renere teknologi indsatsen har været baseret på en efterhånden 10 år gammel udredning over branchens miljøproblemer. Den markante flytning af dele af branchen til Østeuropa har således ikke ført til overvejelser om miljøkonsekvenserne ved transport af halvfabrikata og produkter. I forhold til miljøbelastningen i et tekstilprodukts livscyklus er konsekvenserne fra transporten måske ubetydelig; men set i forhold til miljøproblemerne i transportsektoren kan det sagtens være nødvendigt at se nærmere på transport af tekstilprodukter. En tilsvarende problemstilling kan tænkes at gøre sig gældende omkring emballage. Endelig må rimeligheden i en afgrænsning til aktiviteter placeret i Danmark genovervejes - især som led i en produktorienteret miljøindsats. Involverede parter En aktiv involvering af de interesserede parter i branchen kan betragtes som et middel, der kan medvirke til, at indsatsen rettes ind efter ønsker og interesser i branchen; at der foretages løbende kursjusteringer; at der sker en spredning af resultaterne, mv. I forbindelse med rammeprogrammet blev styregruppen primært anvendt ved igangsættelsen af den store gruppe af projekter i 1993-94, og herefter blev styregruppen nedtonet. Dels fordi gruppens medlemmer mødtes i en lang række andre sammenhænge: følgegrupper, udarbejdelse af brancheorientering, kriteriefastsættelse for miljømærkning, etc. Dels fordi det blev vurderet, at "der ikke var så meget at holde møde om", idet projekterne var blevet sat i gang, og resultaterne trak ud. Det har selvfølgeligt intet formål, at den samme gruppe mennesker skal "møde sig ihjel". Men strategisk set virker det som om, at der kommer til at mangle et forum, der kan sikre nyorienteringen af renere teknologi indsatsen i branchen, herunder konkretisering og opstilling af nye mål, præcisering af strategien for de produktorienterede projekter, sikring af spredningsaktiviteter, etc. Anderledes formuleret, har styregruppen haft karakter af et netværk, som ikke har haft behov for at mødes i rammeprogrammets regi, da de samme personer mødtes i adskillige andre sammenhænge. Hvis det strategiske perspektiv med et rammeprogram skal fastholdes, er det nødvendigt at anvende styregruppen som et forum, der løbende skal diskutere og vurdere de overordnede perspektiver og retningslinjer, herunder sammenhængen og koordineringen til beslægtede projekter og initiativer i branchen. I forbindelse med de fremtidige produktområdepaneler er det relevant at få miljøindsatsen på renseri- og vaskeriområdet integreret i renere teknologi indsatsen i tekstil- og beklædningsbranchen. Et strategisk perspektiv gør det påkrævet at sikre en bred repræsentation af forskellige parter fra branchen. Styregruppen for rammeprogrammet har overvejende været sammensat af teknikere i bred forstand, mens kompetenceområder som f.eks. formidling, produktudvikling og design ikke har været repræsenteret. Eller med andre ord, styregruppens medlemmer har i det store hele haft den samme problem- og løsningsforståelse, hvor andre tilgange og fokuseringer ikke er blevet diskuteret. For så vidt den forebyggende miljøindsats i højere grad skal fokusere på f.eks. formidling, forbrugermotivation og renere produktudvikling, så skal en endnu bredere vifte af aktører give input til processerne eller være repræsenteret i sådanne styregrupper eller produktpaneler, heriblandt designere, produktudviklere, trend analytikere, kommunikations- og marketingsfolk, undervisere, detailhandlere, etc. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||