Vandmiljø-99

6. Mål og virkemidler

Beskyttelsen af vandmiljøet, specielt havområderne, kræver, at indsatsen koordineres både nationalt og internationalt. Danmark deltager aktivt i det internationale samarbejde om at beskytte grundvands- og drikkevandsressourcer og ferske og marine vandområder. Danmark har indgået en lang række forpligtende aftaler om beskyttelse af vandmiljøet - både på regionalt, europæisk og globalt niveau, og disse internationale aftaler danner grundlag for den danske lovgivning og regulering af forureningen og dermed for beskyttelsen af det danske grundvand og overfladevand.

I dette kapitel præsenteres regeringens samlede politiske mål og virkemidler for vandmiljøet i Danmark. De danske reduktionsmål for næringsstoffer og miljøfremmede stoffer mv. ridses op, og den centrale planlægning af vandområdernes kvalitet gennemgås.

6.1 Rent vand - det er klart!

Kvaliteten og beskyttelsen af grundvand og vandmiljø - både nationalt og internationalt - er fortsat prioritet højt i regeringens arbejde, som det fremgår af regeringsgrundlaget fra marts 1998.

Regeringens overordnede mål er at sikre, at vandet i Danmark er rent. Regeringens indsats for, at vi har rent vand i Danmark, kan læses i ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’ (Miljø- og Energiministeriet, 1999). Her fremgår det, at regeringen vil arbejde for:

• at de danske vandløb, søer og havområder er rene og af en tilfredsstillende miljømæssig og hygiejnisk kvalitet,
• at udnyttelsen af vandområderne og de tilknyttede ressourcer sker på et bæredygtigt grundlag,
• at fastholde en uforurenet grundvandsressource, og
• at sikre balance mellem grundvandsdannelse og vandindvinding.

Hertil kommer, at regeringen vil opfylde målene i de relevante internationale aftaler, det vil sige de mål, der skal forebygge og fjerne forurening af vandmiljøet på sigt, herunder specielt de mål, der sigter mod en progressiv reduktion af udledninger og tab af forurenende stoffer til vandmiljøet.

Regeringens målsætninger indebærer, at kun ubetydelige eller svage ændringer i vandmiljøets tilstand på grund af menneskelig aktivitet kan accepteres. Nogle vandområder har desværre en miljøtilstand i øjeblikket, der ikke lever op til målene. I specielle situationer og i særligt udsatte områder må man nogle gange acceptere, at der er en ringe eller direkte dårlig miljøtilstand.

Grundvand

Med hensyn til grundvandet i Danmark betyder regeringens mål:

• at grundvand skal udgøre en sikker og varig kilde til forsyning af drikkevand,
• at drikkevandskvaliten og -ressourcen ikke må forringes på grund af forurening og vandindvinding,
• at udsivende grundvand skal være af en kvalitet, der bidrager til en god miljøtilstand i vandløb og søer.

Erhvervsmæssig og andre typer udnyttelse af grundvandet skal ske i respekt for de miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag. De nærmere detaljer kan læses i ‘Danmarks grundvand og drikkevand’ (Miljøstyrelsen, 1994) og ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’.

Vandløb

For de danske vandløb betyder regeringens overordnede mål, jf. bl.a. vandløbsloven (Miljø- og Energiministeriet, 1992) og ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’:

• at vandføringerne skal være tilfredsstillende,
• at der ikke må være spærringer, der hindrer spredning af fisk og smådyr,
• at vandløbene skal have fysisk variation og gode iltforhold, og
• at vandløbene skal indeholde et varieret og naturligt dyre- og planteliv.

Erhvervsmæssig udnyttelse, det vil sige fiskeri, sejlads, afledning af vand osv. samt rekreative aktiviteter som fritidssejlads, fritidsfiskeri og badning og anden udnyttelse af vandløbene, skal ske i respekt for de miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag - både i selve vandløbene og på arealerne nær vandløbene.

Søer

For søerne i Danmark betyder regeringens overordnede mål, jf. bl.a. ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’:

• at dyre- og plantesamfundene skal være naturlige og i balance,
• at der skal være god sigtbarhed i vandet og undervandsplanter i de lavvandede områder af søerne.

Erhvervsmæssig udnyttelse, friluftsliv og anden udnyttelse af søerne skal også ske i respekt for søernes miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag.

Marine områder

For miljøtilstanden i de danske havområder bygger regeringens overordnede mål på bl.a. ‘Helsingfors-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet’ fra 1992, ‘OSPAR-konventionen til beskyttelse af havmiljøet i det nordøstatlantiske område’ fra 1992 og ‘Esbjerg-deklarationen’ fra den 4. Nordsøkonference (Danish EPA, 1995). Det betyder:

• at dyre- og plantelivet skal være ubetydeligt eller kun svagt påvirket af menneskeskabt forurening og menneskelige aktiviteter,
• at indholdet af næringsstoffer skal være på et naturligt niveau, herunder at vandets sigtbarhed er naturlig, at der ikke forekommer unaturlige masseopblomstringer af giftige planktonalger eller forureningsbetingede makroalger og at iltsvind alene forekommer i naturlige iltsvindsområder, og
• at indholdet af miljøskadelige stoffer for naturligt forekommende stoffer skal være på baggrundsniveau og nær nul for miljøfremmede stoffer.

Den erhvervsmæssige udnyttelse som fiskeri, sejlads, offshore-industri, råstofindvinding, klapning osv. og de rekreative aktiviteter (fritidssejlads, fiskeri og badning) og anden udnyttelse af havet skal finde sted i respekt for de miljø- og naturmæssige værdier.

For at nå målene for både grundvand og overfladevand er en reduktion af udledninger og emissioner først og fremmest det centrale middel. I dette afsnit gøres der kort rede for de strategiske målsætninger for at forebygge og bekæmpe forureningen med næringsstoffer.

Vandmiljøplanen 1987

I Vandmiljøhandlingsplan I fra januar 1987 og i Beretningen fra april 1987 om Vandmiljøplanen var reduktionsmålene for kvælstof og fosfor på hhv. 50 og 80 %. Det svarer til, at de årlige udledninger og tab skal reduceres fra et niveau på omkring 283.000 ton kvælstof og 9.120 ton fosfor ved planens vedtagelse til et niveau på henholdsvis ca. 141.600 ton kvælstof og ca. 1.820 ton fosfor. Da landbrug, kommunale renseanlæg og særskilte industrielle udledere er de største hovedkilder til forureningen af vandmiljøet med næringsstoffer, er disse 3 hovedkilder alene medtaget i en beregning af, om reduktionsmålene i Vandmiljøplanen er opfyldt, jf. tabel 6.1.

Sektoropsplittede reduktionsmål for den årlige udledning mv. ( i ton) af kvælstof og fosfor til vandmiljøet (Miljøministeriet, 1987 og Miljøstyrelsen, 1990). Reduktionssatserne og målene er beskrevet i detaljer i den efterfølgende tekst om landbrug, kommunale renseanlæg og særskilte industrielle udledere.

1) Omfatter alene gårdbidraget (dvs. ikke tab af fosfor fra marker). 2) Se side 100 for forklaring.

Forureningen af havene er grænseoverskridende, og landene omkring Nordsøen og Østersøen har derfor vedtaget reduktionsmål, der ligner hinanden:

• På Nordsøkonferencen i London i november 1987 vedtog landene omkring Nordsøen, med undtagelse af Storbritannien, et mål om at reducere tilførslerne af kvælstof og fosfor til havet med 50 % (i perioden 1985 til 1995) til områder, hvor disse kunne forurene. På konferencerne i Haag og Esbjerg i hhv. 1990 og 1995 blev målet fastholdt, og den nødvendige indsats blev gjort tydelig med hensyn til udledninger af spildevand og tab fra landbruget.
• I juni 1988 vedtog Paris-kommissionen et 50 % reduktionsmål for tilførsel af næringsstoffer til eutrofieringsfølsomme havområder og et reduktionsprogram. I 1992 blev det besluttet at integrere Oslo- og Paris-konventionerne, der havde til formål at forhindre havforurening fra dumpninger og landbaserede forureningskilder. Afløserens, OSPAR-konventionen, formål er at beskytte havmiljøet i de nordsøstatlantiske områder. I 1989 blev reduktionsmålet konkretiseret i forhold til specifikke sektorer. Som opfølgning på beslutningen fra 1988 blev der på OSPAR-ministermødet i 1998 vedtaget en strategi for at bekæmpe eutrofiering.
• Konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Østersøen vedtog på ministermødet i februar 1988 en deklaration med en målsætning om en 50 % reduktion af udledningerne af bl.a. næringssalte over en 10-årig periode. I Communiquet fra ministermødet i 1998 fremgår, at ministrene bekræfter, at de har forpligtet sig til at nå det strategiske mål fra 1988 og til at definere specifikke mål, der skal realiseres før år 2005.

I de næste afsnit gøres der rede for de midler, Danmark har besluttet at anvende for at nå reduktionsmålene. Det er dels for de 3 sektorer, der er omfattet af Vandmiljøplan I - nemlig landbrug, industri og renseanlæg, dels for en række øvrige sektorer, hvor der ikke blev opstillet konkrete reduktionsmål i Vandmiljøplanen.

6.2.2 Sektorspecifikke reduktionsmål

Da landbruget er en af de største kilder til forurening af vandmiljøet, har Folketinget vedtaget mål for at reducere landbrugets forurening med kvælstof. Siden midt i 80erne er der fremsat en række handlingsplaner og strategier for landbrugets udvikling og påvirkning af vandmiljøet:

• NPO-handlingsplanen (1985),
• Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte ‘Vandmiljøplanen’ (1987),
• Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling af landbruget (1991),
• Dele af Regeringens ti-punktsprogram til beskyttelse af grundvand og drikkevand (1994),
• Opfølgning af Handlingsplanen for et bæredygtigt landbrug (1996), og
• Vandmiljøplan II (1998).

Målet for landbrugets reduktion af kvælstof og fosfor er med Vandmiljøplan I fastsat til ca. en halvering (49 %) af kvælstofudledningen og fjernelse af fosfor-gårdbidraget. Udledningerne af kvælstof skal reduceres fra omkring 260.000 ton til et niveau på ca. 133.000 ton pr. år, svarende til en reduktion af udledningerne på 127.000 ton kvælstof pr. år, jf. tabel 6.1 og 6.2. I Vandmiljøplan I er det endvidere fastlagt, hvor stor en reduktion af kvælstof og fosfor der skal til for at undgå en forurening af vandmiljøet, der ikke er tilsigtet. Reduktionsmålene skulle nås inden 1993 og med følgende virkemidler:

• Landbruget skal have plads til at opbevare 9 måneders gødningsproduktion (enkelte landbrug 6 måneder), så gødningen kan opbevares indtil afgrødernes vækstsæson starter.
• Landbruget skal lave sædskifte og gødningsplaner, der sikrer, at gødningens kvælstof udnyttes så godt som muligt.
• Markerne skal have afgrøder om vinteren, så de kan optage kvælstof også om efteråret.
• Gødningen skal pløjes ned eller på anden måde ned i jorden inden 12 timer.
• Grænser for, hvor meget husdyrgødning der må komme ud på markerne.

Det viste sig snart, at målene ikke kunne nås inden 1993 (Landbrugsministeriet, 1991). Virkemidlerne fra Vandmiljøplan I blev derfor strammet op i 1991 i ‘Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget’. Reduktionsmålet blev fastholdt, men blev udsat til år 2000. Virkemidlerne var:

• Gødningsregnskaber, så der kan dokumenteres, hvordan der gødes.
• Skrappere og faste krav til, hvor effektivt husdyrgødningens kvælstof skal udnyttes.
• Alle landbrug skal have plads til 9 måneders produktion af gødning (dog 6 måneder for visse bedrifter).
• Ingen udbringning af flydende husdyrgødning på markerne efter høst og indtil februar, undtagen på marker med vinterraps eller græs.

Efter ‘Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget' er der kommet en række opfølgende planer for reduktion af landbrugets påvirkning af vandmiljøet. Regeringen fremlagde bl.a. i 1994 ‘10-punktsprogrammet’ for beskyttelse af grundvand og drikkevand i Danmark, som indebærer udpegning af arealer, som vandforsyningen i særlig grad skal baseres på.

Behovet for endnu en stramning af regler for landbruget med hensyn til udledning af kvælstof er blevet skærpet, da Danmark i år 2003 skal leve op til EU’s nitratdirektiv, som bestemmer, at der højest må udbringes 170 kg kvælstof i husdyrgødning ud på hver hektar. Det er på nogle brugstyper mindre, end hvad de gældende regler tillader i dag. Danmark har dog søgt om at måtte fravige de 170 kg kvælstof pr. hektar på kvægbrug, så der kan tillades 230 kg kvælstof pr. hektar på en mindre del af disse brug.

I februar 1998 besluttede Folketinget at tage flere og nye redskaber i brug for at nå Vandmiljøplan I’s reduktionsmål. Vandmiljøplan II skal som supplement til Vandmiljøplan I bidrage til at nedbringe kvælstofudvaskningen med ca. 37.000 ton kvælstof pr. år, så målet om en reduktion af kvælstofudvaskningen med 100.000 ton kvælstof pr. år kan nås senest med udgangen af år 2003. Følgende virkemidler er taget i brug under Vandmiljøplan II:

• Genetablering af vådområder vil, begrundet i vådområdernes evne til at omdanne nitrat til luftformig kvælstof, medvirke til at nedbringe kvælstoftabet til vandmiljøet. Hvis det forudsættes, at en hektar våd eng gennemsnitligt kan fjerne ca. 350 kg nitrat om året, vil genskabelsen af 16.000 hektar våde enge kunne reducere udvaskningen af kvælstof til ferske og marine vandområder med omkring 5.600 ton kvælstof pr. år.
• Plantning af mere skov i Danmark er bl.a. begrundet i, at der generelt ikke vaskes ret meget nitrat ud fra skovbunden. Hvis der plantes skov på 20.000 hektar inden år 2002, kan der fjernes omkring 1.100 ton kvælstof pr. år.
• Økonomisk støtte til landmænd, hvis de vil dyrke særligt følsomme områder mere skånsomt, bl.a. ved at bruge mindre mængder gødning eller ved helt at holde op med at dyrke områderne. Hidtil har der ikke været interesse for denne ordning. Hvis landmænd med 90.000 hektar går ind for ordningen, vil udvaskningen reduceres med 1.900 ton kvælstof pr. år.
• Bedre foderudnyttelse. Der er ved indgåelse af aftalen om Vandmiljøplan II lagt til grund, at bedre foderudnyttelse vil forekomme. Ændret fodringspraksis kan reducere udvaskningen med 2.400 ton kvælstof pr. år.
• Skærpede harmonikrav. Hvis kravene til antallet af husdyr pr. hektar skærpes, kan udvaskningen reduceres med yderligere 300 ton kvælstof pr. år.
• Skærpede krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning. Det skulle være muligt at få afgrøderne til at udnytte endnu mere af husdyrgødningens indhold af kvælstof end de gør nu: Herved kan kvælstofudvaskningen reduceres med 10.600 ton kvælstof pr. år.
• Økologisk jordbrug. Økologiske landbrug kan bidrage til, at den samlede N-udvaskning reduceres. Hvis 170.000 hektar omlægges til økologisk drift, vil det reducere udvaskningen med 1.700 ton kvælstof pr. år.
• Efterafgrøder på yderligere 6 % af arealet. Efterafgrøder kan opsamle kvælstof i efteråret og vil med den nævnte stigning kunne give en reduktion på 3.000 ton kvælstof pr. år.
• N-norm nedsat med 10 %. Et nyt element i reguleringen af landbruget er hermed at landmændene nu kun kan tilføre hvad der svarer til 90 % af det økonomisk optimale N-niveau. Denne nedsatte N-norm kan give en reduktion på 10.500 ton kvælstof pr. år.

Kravet om nedsættelse af N-normerne med 10 % er iværksat med ikrafttræden fra 1. august 1998. Kravet om efterafgrøder på 6 % af arealet er iværksat med virkning fra efteråret 1998. Kravet om øget udnyttelse af husdyrgødningens N-indhold er iværksat med 5 %-point fra 1. august 1999 og med yderligere 5 %-point fra 1. august 2001. Harmonikravene (antal DE/hektar) er fra 18. august 1998 øget for kvægbedrifter. Der er fastsat en yderligere skærpelse af kravene i år 2002 for alle typer af husdyrbrugsbedrifter (1,4 DE/ha for svine- og 1,7 DE/ha for kvægbrugbedrifter).

Hvis tiltagene i aftalen om Vandmiljøplan II omsættes til ændringer i landbrugspraksis, forventes det, at knap 20 års nitratpolitik (1985-2003) kan føre til, at den årlige udvaskning fra landbrugsarealerne kan blive reduceret med 100.000 ton kvælstof og der vil forekomme et fald i kvælstofforbruget i handelsgødning fra ca. 400.000 ton i 1985 til ca. 200.000 ton i år 2003 (Iversen m.fl., 1998).

Mål og midler for reduktion af landbrugets kvælstofforurening fremgår af tabel 6.2. I forbindelse med Vandmiljøplan I blev det vurderet, at kvælstofudledningen kunne reduceres med i alt 127.000 ton kvælstof pr. år i 1993. Reduktionsmålet var ca. 100.000 ton kvælstof pr. år i markbidraget og ca. 27.000 ton kvælstof pr. år i gårdbidraget. I forbindelse med ‘Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget’, blev det skønnet, at i år 2000 ville tiltagene under Vandmiljøplan I udgøre en reduktion af udledningen på 50.000 ton kvælstof pr. år og derved skulle der yderligere tiltag til for, at kunne opnå en samlet reduktion på 127.000 ton kvælstof pr. år. I forbindelse med faglig vurdering af Vandmiljøplan II i 1998, blev de eksisterende reguleringer og mål under Vandmiljøplan I og handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget revurderet, og det blev vurderet at i år 2003 vil de eksisterende tiltag udgøre en reduktion af udledningen på 89.900 ton kvælstof pr. år. I samme forbindelse blev tiltag under Vandmiljøplan II fastlagt og med ovenstående samlede indsats blev det vurderet, at udledningen i 2003 vil være reduceret med 127.000 ton kvælstof pr. år. Det er dog ikke alle effekter af Vandmiljøplan II, der vil være fuldt ud slået igennem i 2003.

Tabel 6.2 er samtidigt et eksempel på strategisk miljøplanlægning, hvor der sættes et mål, de besluttede virkemidler tages i anvendelse, effekter overvåges og evalueres og supplerende virkemidler tages i anvendelse, hvis det oprindelige mål som i det aktuelle tilfælde ikke kan nås som forudsat.

Oversigt over virkemidler og estimerede reduktioner (i ton N/år) i landbrugets N-udledning, jf. Vandmiljøplan I, Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget, opfølgningen herpå samt Vandmiljøplan II.

Vandmiljøplan II’s målsætning om omlægning til økologisk jordbrug overstiger indtil nu det i Vandmiljøplan II forventede. I 1998 og 1999 er der sket en nettoforøgelse af arealer under økologisk jordbrugsdrift på 90.000 hektar, svarende til, at godt 50 % af målsætningen på 170.000 hektar allerede er nået. Med hensyn til Vandmiljøplan II’s mål om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ), er der behov for en øget tilgang af arealer. Det skønnes, at der er tegnet nye aftaler omfattende 21.000 hektar, mens der udløber aftaler omfattende 23.000 ha. Der er altså et fald i arealer under MVJ-ordninger.

For vådområdeindsatsen i Vandmiljøplan II gælder, at tilgangen af mulige vådområdeprojekter har været stor i første halvdel af 1999. Pr. 1. oktober 1999 er der givet tilsagn om midler til gennemførelse af 6 projekter på i alt 650 hektar, og forundersøgelser af 3.700 hektar, hvilket svarer til den årlige gennemsnitlige tilvækst, der skal til for at nå målet på 16.000 hektar.

For skovrejsningen gælder, at den private skovrejsning, som tegner sig for hovedparten af de 20.000 hektar, som forventet i Vandmiljøplan II, forløber planmæssigt. Forventningen til den statslige skovrejsning er p.t. nedjusteret.

Som en del af Vandmiljøplan II indgår de såkaldt regionale foranstaltninger. Disse er en udmøntning af Drikkevandsudvalgets anbefalinger med hensyn til beskyttelse af de grundvandsressourcer, som er særlig sårbare overfor forurening med nitrat.

Specifikke mål for kommunale renseanlæg

Udledningerne fra kommunale renseanlæg bliver overordnet reguleret af miljøbeskyttelsesloven, byspildevandsdirektivet og afledte bekendtgørelser og vejledninger.

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af spildevand, ændret ved Kommissionens direktiv 98/15/EF af 27. februar 1998 - i daglig tale byspildevandsdirektivet - er en af de vigtigste retsakter i EU-lovgivningen om vandmiljøet. Formålet med direktivet er at beskytte miljøet mod negative påvirkninger som følge af udledning af utilstrækkeligt renset byspildevand og udledning af biologisk nedbrydeligt industrispildevand fra virksomheder inden for fødevareindustrien. Derfor er det med direktivet krævet, at Danmark indfører regler om opsamling og rensning af disse former for spildevand. Ifølge direktivet skal spildevandsudledningerne underkastes en rensning, som er afpasset efter miljøet det pågældende sted og anvendelsen af de vandområder, der skal beskyttes. Danmark har indarbejdet direktivets bestemmelser i dansk lovgivning i 1994.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for kommunale renseanlæg blev i 1990 justeret på baggrund af resultaterne fra overvågningsprogrammet (Miljøstyrelsen, 1990). For kvælstofs vedkommende skal de årlige udledninger af renset spildevand reduceres fra ca. 18.000 ton til ca. 6.600 ton. Fosforudledningerne skal reduceres fra ca. 4.470 ton til ca. 1.220 ton. Reduktionen i kvælstofudledning fra de kommunale renseanlæg svarer til, at alle nye eller udbyggede anlæg over 5.000 PE og alle eksisterende anlæg over 15.000 PE skal gennemføre biologisk rensning med kvælstoffjernelse ned til 8 mg kvælstof pr. liter som årsgennemsnit. I 1987 blev det vurderet, at det stort set er så langt, som det er praktisk muligt at nå med biologisk kvælstoffjernelse. For fosfors vedkommende skal der på kommunale renseanlæg over 5.000 PE fjernes ned til 1,5 mg fosfor pr. liter som årsgennemsnit.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for udledningerne fra kommunale renseanlæg skulle oprindeligt nås inden 3 år, altså senest den 1. februar 1990. En række anlæg for dog forlænge tidsfristen af anlægstekniske årsager. Reduktionsmålet for kvælstof på 6.600 ton blev nået i 1996. For fosfors vedkommende blev reduktionsmålet på 1.200 ton også nået i 1996.

Specifikke mål for særskilte industrielle udledninger

Særskilte industrielle udledninger bliver overordnet reguleret af bl.a. miljøbeskyttelsesloven og IPPC-direktivet og afledte bekendtgørelser og vejledninger.

IPPC-direktivet tager sigte på integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra de større industrivirksomheder. Specifikt regulerer direktivet energiindustri (kraftværker og raffinaderier mv.), produktion og forarbejdning af metaller, mineralindustri, kemisk industri, affaldshåndtering plus er række aktiviteter så som papirfremstilling, tekstilforarbejdning og -farvning, slagterier og mejerier samt anlæg til intensiv fjerkræavl eller svineavl over en vis størrelse. IPPC-direktivet indeholder foranstaltninger, der skal forebygge eller, hvis det ikke er muligt, begrænse emissionerne fra ovennævnte aktiviteter til luft, vand og jord.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for særskilte industrielle udledninger er ligesom målsætningerne for kommunale renseanlæg blevet justeret på baggrund af resultaterne af overvågningsprogrammet. Tilbage i 1986/87 skyldtes industriens udledninger af fosfor hovedsageligt nogle enkelte virksomheder, der allerede da havde planlagt gennemførelse af rensning ned til i alt 350 ton pr. år. Det blev derfor vurderet, at anvendelse af bedste tilgængelige teknik kunne begrænse industriens udledning af fosfor til et niveau under de oprindeligt anførte 600 ton pr. år. Oprindeligt var udgangspunktet 3.400 ton fosfor, men dette er nu justeret ned til 1.125 ton. Da reduktionsprocenten uændret er 82 %, bliver målet nu en årlig udledning på ca. 200 ton pr. år.

På grund af de store forskelle mellem de enkelte virksomheder og deres udledninger af spildevand blev der i forbindelse med Vandmiljøplan I ikke fastsat generelle udledningskrav til industrien som for renseanlæggene. Industriens reduktion af udledningerne skulle opnås ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik, forstået som den rensning, som er teknisk opnåelig og økonomisk mulig for den pågældende virksomhedstype.

Udledningerne af næringsstoffer fra de særskilte industrier skulle oprindeligt være nedbragt i løbet af 3 år som forudsat i Vandmiljøplanen, altså senest den 1. februar 1990. Reduktionsmålene for kvælstof (2.000 ton) og for fosfor (200 ton) blev nået med udgangen af 1995.

Specifikke mål for andre sektorer

Vandmiljøplanerne fokuserer på de væsentligste kilder til forurening med næringsstoffer. En række andre sektorer og kildetyper bidrager også til forureningen af vandmiljø, bl.a. havbrug, ferskvandsdambrug, transport, forbrændingsanlæg (produktion af kraft og varme), spredt bebyggelse i det åbne land og regnbetingede udløb. Ud fra en helhedsbetragtning er der ikke opstillet konkrete reduktionsmål for disse kildetyper og sektorer, men peget på en række andre virkemidler.

Ferskvandsdambrug

For ferskvandsdambrugene forudsatte man i Vandmiljøplanen, at der ville blive udsendt en bekendtgørelse med detaljerede retningslinjer for fastsættelse af dambrugenes indretning og drift. Bekendtgørelsen skulle så sikre en tilfredsstillende vandkvalitet i vandløbene og en væsentlig formindskelse af næringssaltbelastningen. På den baggrund udsendte Miljøministeriet den 5. april 1989 en bekendtgørelse om ferskvandsdambrug. Bekendtgørelsen indeholdt en generel regulering af erhvervet med retningslinjer for amtsrådenes fastsættelse af et maksimalt foderforbrug på det enkelte dambrug, mindstekrav til renseforanstaltningerne på dambrugene samt mindstekrav til udnyttelse og kvaliteten af det anvendte foder.

Havbrug

Med hensyn til havbrug (saltvandsbaseret fiskeopdræt) blev der i 1986 indført et etårigt stop for etablering af nye og udvidelse af bestående anlæg. Dette stop blev ophævet i forbindelse med bekendtgørelse nr. 640 fra 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt , hvor der var generelle regler for bl.a. foderkvalitet og -forbrug samt forbrug af foder i forhold til produktionen. Hvert enkelt anlæg fik desuden fastsat grænser for tabet af næringsstoffer til det omgivende vandmiljø. I starten af 1996 henstillede Miljøstyrelsen imidlertid til amterne, at der fremover ikke blev meddelt tilladelser til nyetableringer og udvidelser af eksisterende havbrug og saltvandsdambrug. Amterne blev samtidigt opfordret til at vurdere, om der ville være miljø- eller driftsmæssige fordele ved at flytte eller sammenlægge eksisterende anlæg.

Udslip til luft

Da Vandmiljøplan I blev vedtaget i 1987, blev Miljøstyrelsen pålagt at udarbejde en redegørelse med forslag til et konkret reduktionsprogram for kraftværkernes NOx-udslip. Dette skete i forlængelse af tidligere redegørelser om begrænsning af NOx-udslip fra kraftværker. Desuden blev det i forbindelse med Vandmiljøplan I i 1987 besluttet at undersøge mulighederne for at fremme udbredelsen af katalysatorer ved at ændre afgiftssystemet.

Reguleringen af NOx-udslippet i Danmark har været koncentreret om bedre fyringsteknologi og rensning af røgen på kraftværkerne (jf. bekendtgørelse nr. 885 af 18. december 1991 om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker), øget brug af naturgas og vedvarende energi (jf. regeringens Energihandlingsplan fra 1990) samt udmøntning af kravet om katalysatorer på biler (jf. Justitsministeriets bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr fra 1990).

Danmark har inden for ECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening indgået en international aftale om at reducere udledningen af NOx med 30 % i perioden 1986-1998. For at opfylde denne aftale, er der imidlertid ikke tilstrækkelige midler hvad angår forsuring og eutrofiering i Europa. Derfor fremsatte EU-Kommissionen i juni 1999 forslag til 2 direktiver om forsuring og ozondannelse ved jordoverfladen (Forslag til direktiv om om nationale emissionslofter for visse forurenende stoffer og forslag til direktiv om luftens indhold af ozon, juni 1999). Der er i disse direktiver opstillet nationale lofter for udslippene af bl.a. NH₃ og NOx. For Danmark indebærer forslaget lofter for ammoniak (NH₃) og kvælstofilter (NOx) fra 2010 på henholdsvis 71.000 og 127.000 ton pr. år.

Spredt bebyggelse i det åbne land

I takt med at udledningerne fra renseanlæg og industri til de ferske vande er blevet reduceret de sidste 10 år, er påvirkningen af vandløb og søer fra den spredte bebyggelse i det åbne land (se afsnit 3.14) og fra regnbetingede udløb (se afsnit 3.1.3) blevet større.

Den fremtidige forbedrede rensning af spildevandet fra spredt bebyggelse i det åbne land, som kan forventes som følge af initiativerne i henhold til ændringen af miljøbeskyttelsesloven om spildevandsrensning i det åbne land (Miljø- og Energiministeriet, 1997), må forudses at få positiv effekt.

Det skal ifølge statslig udmelding til regionplanrevision 2001 (Miljø- og Energiministeriet, 1998) fremgå af amtets regionplan eller et tillæg hertil i hvilke delområder, der skal gennemføres en forbedret rensning af spildevandet fra ejendomme i det åbne land. Amtsrådet skal i samråd med kommunerne fastlægge målene for de enkelte recipienter gennem regionplanerne. Amtsrådet udpeger som tidligere forudsat de forureningsfølsomme vandløb og søer og angiver på baggrund af dets viden om miljøtilstanden og forureningsbelastningen af den enkelte recipient det højeste miljømæssigt tilladelige forureningsniveau for den samlede tilledning til den enkelte recipient.

Miljøstyrelsen har vurderet, at der på landsplan er ca. 67.000 ejendomme i det åbne land, som i dag har udledning og som må forventes at skulle forbedre afløbsforholdene inden for de nærmeste år. De resterende kan bevare de eksisterende afløbsforhold uden yderligere forbedringer.

Regnbetingede udløb

Regnbetingede udløb er som nævnt en medvirkende årsag til, at mange vandløb og søer ikke opfylder de målsætninger, som regionplanerne fastlægger. Der mangler simpelthen viden om, hvordan overløb reguleres bedst. I Spildevandskomiteen under Ingeniørforeningen i Danmark er der nedsat et udvalg, der skal undersøge, hvordan der opstilles hensigtsmæssige udlederkrav for regnvandsoverløb. Miljøstyrelsen deltager i udvalgets arbejde, som skal resultere i forslag til retningslinier, der kan indarbejdes i en vejledning. Udvalgsarbejdet er planlagt afsluttet i 2001.

De overordnede mål om at nedbringe forureningen med miljøfremmede stoffer af grundvand og overfladevand skal nås gennem en progressiv reduktion af udledninger og emissioner.

Et væsentligt gennembrud i bestræbelserne på at reducere forurening af vandmiljøet med miljøfremmede stoffer kom i 1995 på Nordsøkonferencen i Esbjerg. I starten af 1990erne blev der erkendt, at der er behov for foranstaltninger ud over det begrænsede antal stoffer der hidtil havde være i fokus. På den baggrund fasthold Esbjerg-deklarationen målet om en 50 % reduktion af udslip til luft og tilførsler til havmiljøet, men lagde samtidigt særlig vægt på, at forsigtighedsprincippet må bringes i anvendelse for at sikre et bæredygtigt og sundt økosystem i Nordsøen. Esbjerg-deklarationens § 17 (Danish EPA, 1995) udtrykker dette ved følgende målsætning:

Esbjerg-deklarationen identificerer samtidig behovet for en helhedsstrategi for at gennemføre målsætningen. Ved at inddrage nationale og internationale kompetente myndigheder bør strategien indeholde en række nærmere specificerede elementer. OSPAR og EU-Kommissionen er specifikt inviteret til at udføre det opfølgende arbejde.

OSPAR og HELCOM vedtog på ministermøderne i 1998 tilsvarende målsætning og mere konkrete strategier for at følge arbejdet op. For tiden samarbejder det Europæiske Fællesskab og OSPAR om at konkretisere en prioriteret indsats i relation til hvilke stoffer der har betydning for forurening af havmiljøet. Særligt for de svært eller ikke nedbrydelige organiske stoffer (POPer) blev der med vedtagelsen af UNEP’s globale handlingsplan for havet (i Washington i 1995) taget initiativ til en global regulering af POPer.

De danske målsætninger om at forebygge og bekæmpe forurening af vandmiljøet med miljøfremmede stoffer, herunder pesticider, kemikalier og olie, er kort beskrevet i de følgende afsnit for hhv. pesticider, kemikalier og olieforurening.

6.3.1 Strategi for reduktion af pesticidanvendelsen

Handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler

Formålet med Pesticidhandlingsplanen fra 1986 var at nedbringe bekæmpelsesmiddelforbruget for:

• at beskytte mennesker mod sundhedsmæssige risici og skadevirkninger som følge af brugen af bekæmpelsesmidler. Dette gælder såvel for brugerne af midlerne som for befolkningen i almindelighed, der især skal sikres mod at indtage pesticider via levnedsmidler og drikkevand,
• at beskytte miljøet - det vil sige såvel harmløse organismer som nytteorganismer blandt flora og fauna på landjorden og i akvatiske miljøer.

Det blev derfor fastsat i handlingsplanen, at der skulle ske en reduktion af det samlede forbrug og en styring af forbruget over mod mindre farlige midler.

Hovedmålene

Det ene hovedmål i handlingsplanen var, at det samlede forbrug af bekæmpelsesmidler skulle halveres inden 1. januar 1997. Halveringen af forbruget af bekæmpelsesmidler skulle omfatte både i) mængden af solgte aktivstoffer og produkter og ii) sprøjtningsintensiteten opgjort som behandlingshyppighed. Det andet hovedmål var at få omlagt forbruget over mod mindre farlige midler.

Status i 1997

Miljøstyrelsen udsendte i efteråret 1997 en status for handlingsplanen. Konklusionen var:

• at handlingsplanens målsætning om en opstramning af godkendelsesordningen er nået,
• at salget af aktivstoffer har været jævnt faldende i hele handlingsplanens periode og i 1997 var reduceret med ca. 36 % i forhold til referenceperioden 1981-85. Landbrugets andel af den samlede aktivstofmængde er 90 %. For landbruget er reduktionen ca. 40 %. Noget af nedgangen skyldes, at landbrugsarealet i omdrift er reduceret med ca. 11 %, mens andet kan skyldes en stigende anvendelse af lavdosismidler,
• at behandlingshyppigheden for landbruget ikke er faldet som forudsat i handlingsplanen, jf. figur 3.12. Den samlede behandlingshyppighed er stort set uændret i forhold til referenceperioden. Den gennemsnitlige afgrødespecifikke behandlingshyppighed er i de senere år faldet 15-20 %, men dette fald modsvares af, at der i dag dyrkes relativ flere afgrøder, som sprøjtes meget. Faldet i den gennemsnitlige afgrødespecifikke behandlingshyppighed kan hovedsageligt henføres til et markant fald for svampemidlerne,
• at belastningstal, hvor forbruget vægtes med midlernes giftighed, viser et markant fald for akut og kronisk giftighed for pattedyr. Belastningstallene for akut giftighed for fugle og krebsdyr er også faldet, mens det for fisk er uændret. Salget af midler, der er mistænkt for at fremkalde kræft, ligger på samme niveau som i referenceperioden,
• at brugen af pesticider indebærer, at omgivelserne forurenes, og at der findes pesticider i grundvand, overfladevand og regnvand. Braklægningen har betydet en reduktion i miljøbelastningen.

Bichel-udvalget

Med begrund i en række fund af bekæmpelsesmidler i grundvandet vedtog Folketinget den 15. maj 1997 en motiverede dagsorden (D 105), der opfordrede regeringen til at nedsætte et uafhængigt udvalg til at vurdere de samlede konsekvenser af at afvikle pesticidforbruget inden for jordbrugserhvervene (Bichel-udvalget). Udvalget blev nedsat i efteråret 1997 og afleverede deres rapporter i marts 1999.

Forespørgsel om opfølgning på Bichel-udvalget

Med baggrund i udvalgets rapportering diskuterede Folketinget den 20. maj 1999 udvalgets arbejde. Dette mundede ud i vedtagelse V88 den 21. maj 1999, som opfordrer miljøministeren til i starten af det kommende folketingsår at fremlægge et udspil, der udmønter Bichel-udvalgets arbejde eller dele heraf, herunder forslag til en ny pesticidhandlingsplan.

Pesticidhandlingsplan II er under udarbejdelse, og Bichel-udvalget har anbefalet en trestrenget strategi for nedsættelse af pesticidanvendelsen:

1. Generel nedsættelse af pesticidanvendelsen.
2. At der sker en beskyttelse af visse områder.
3. Øget økologisk omlægning.

Bicheludvalget anbefaler etablering af sprøjtefrie randzoner langs målsatte vandløb og søer over 100 m². I det omfang zonerne etableres ved braklægning er zonerne både fri for pesticid- og gødningsanvendelse, hvilket yderligere vil forstærke den positive effekt for miljøet.

6.3.2 Strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet

I december 1996 sendte Miljøstyrelsen debatoplægget ‘Status og perspektiver for kemikalieområdet’ i høring, og i maj 1997 afgav miljø- og energiministeren en redegørelse til Folketinget om kommende initiativer på kemikalieområdet.

Endvidere fastslog regeringen i regeringsgrundlaget fra marts 1998, at det er nødvendigt at forstærke indsatsen mod miljøfremmede kemikalier. Man pegede på, at såvel kontrollen som regelsættet skal skærpes.

Som opfølgning på denne beslutning udsendte regeringen i januar 1999 en strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt. Baggrunden for den 3-delte beskrivelse af indsatsen er, at kemikalieproblemerne behandles og reguleres på disse 3 niveauer, og at det fra dansk side derfor må vurderes på hvilket niveau, det vil være muligt og relevant at søge indflydelse på beslutningsprocessen.

Strategiens overordnede mål er at begrænse forbruget af farlige kemikalier mest muligt og at sikre, at fremstilling, brug og bortskaffelse af kemiske stoffer ikke forårsager uacceptable påvirkninger af miljø og mennesker. Derfor peger strategien på, at der bør opstilles mere specifikke mål for indsatsen. Det skal sikres, at der tages særligt hensyn til børn og andre følsomme grupper som gravide, allergikere og kronisk syge samt til specielt sårbare økosystemer. Indsatsen skal gradueres efter, hvor farlige de kemiske stoffer er. Den største indsats skal ske over for stoffer, der er persistente, dvs. svært nedbrydelige, og stærkt bioakkumulerbare, dvs. at de ophobes i miljøet, samt stoffer, der kan medføre uoprettelige skader (kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionsskadende, hormonforstyrrende effekter o.l.) For andre stoffer vil indsatsen afhænge af en konkret vurdering ud fra stoffets farlighed, dets anvendelse og spredning i miljøet.

På det nationale område er der planer om regelændringer, der stiller strengere krav til producenter og importørers pligt til at fremlægge oplysninger, der dokumenterer hvilken risiko, der er forbundet med anvendelse af et produkt.

Som et bilag til debatoplægget ‘Status og perspektiver for kemikalieområdet’ fra 1996 indgik et udkast til en liste over uønskede stoffer på ca. 100 stoffer eller stofgrupper. Der var ikke tale om en forbudsliste, men om et signal til virksomheder og produktudviklere om stoffer, hvis anvendelse burde begrænses. Miljøstyrelsen offentliggjorde i 1998 den egentlige liste, hvori der var udpeget 26 stoffer eller stofgrupper, som er prioriteret for en særlig indsats. Da oplysninger om stofklassificering og registrerede anvendelsesmængder i Produktregistret formentlig har ændret sig, udarbejdes der i 1999 et udkast til en revideret liste over uønskede stoffer.

På baggrund af nye computerberegninger af 165.000 kemiske stoffers farlighed planlægger Miljøstyrelsen endvidere at udsende en dansk vejledende liste om klassificering af kemiske stoffer, der ikke har en officiel EU-klassificering, dvs. som ikke står på listen over farlige stoffer.

Der skal gøres en særlig indsats for at få begrænset anvendelsen af de prioriterede stoffer på listen over uønskede stoffer. Anvendelsesreguleringen tænkes udover forbud at omfatte økonomiske styringsmidler, frivillige aftaler, miljømærker, miljøvejledninger mv.

For at få en bedre viden om brug og spredning af kemiske stoffer i det danske samfund ønskes virksomhedernes anmeldepligt til Produktregistret udvidet, så anvendelsen af kemiske stoffer i forbrugerprodukter også skal anmeldes til registret.

Kontrollen på kemikalieområdet skal styrkes gennem information til de ansvarlige virksomheder samt effektiv kontrol med overholdelsen af reglerne. Desuden peges der på behovet for en styrkelse af kontrollen. Endelig skal der arbejdes med forbedringer af informationer til offentligheden om kemikalieområdet.

Miljøstyrelsen udarbejdede i 1998 en handlingsplan for MTBE. MTBE tilsættes motorbenzin for at forhøje oktantallet som erstatning for bly, der blev udfaset i slutningen af 1980erne. Der kendes ikke i dag stoffer, der kan erstatte MTBE i benzinen   og som miljømæssigt samlet set er bedre. Problemet med MTBE er, at stoffet hurtigt kan spredes i jord og grundvand fra utætte tankanlæg. Et centralt element i handlingsplanen er skærpede miljøregler for benzinstationerne, som skal sikre, at der ikke sker udslip af benzin - og dermed MTBE - eller andre olieprodukter.

Da den danske kemikalielovgivning i vidt omfang bygger på EU-direktiver, skal der også på europæisk niveau arbejdes for regler, der klart fastslår, at det er producentens/importørens ansvar, at et stof eller produkt ikke udgør nogen risiko ved normal brug.

Vurderingen af de 100.000 stoffer, som må anvendes på det europæiske marked i dag, er en omfattende og meget tids- og ressourcekrævende opgave. For at fremme processen vil man fra dansk side arbejde for forståelse for og anerkendelse af, at stoffer med særligt farlige egenskaber slet ikke bør anvendes. Det drejer sig f.eks. om stoffer med uoprettelige sundhedseffekter eller stoffer, som er bioakkumulerende og persistente. Endvidere vil Danmark arbejde for, at gruppeklassificeringer på baggrund af computerberegnede vurderinger i videre omfang inddrages i arbejdet med klassificering og mærkning af farlige stoffer. Tilsvarende skal det overvejes, hvordan arbejdet med risikovurdering af eksisterende stoffer kan gøres enklere og mere pragmatisk, så det bliver muligt hurtigere at tage stilling til om anvendelsen af et stof skal begrænses.

Der skal arbejdes aktivt for at styrke det globale kemikaliearbejde i internationale beslutningsfora med deltagelse af lande fra alle egne af verden, fordi det er vigtigt, at alle lande bidrager til afvikling af de mest miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Dette omhandler bl.a. afvikling af brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer og de såkaldte POPer (Persistent Organic Pollutants), om indførelse af procedurer, der forpligter eksporterende industrilande til at informere importerende udviklingslande, om hvad det er for kemiske stoffer, der handles, samt til at støtte de baltiske lande til at opfylde Helsingfors-konventionens reduktionsmål.

På bistandsområdet skal der gives bistand til kompetenceopbygning på myndighedsniveau for at skabe grundlag for, at myndigherne kan opbygge og håndhæve egen lovgivning på kemikalieområdet samt opfylde internationale konventioner.

Siden 1991 har der været forbud mod salg af TBT-holdige bundmalinger til brug på skibe kortere end 25 meter i Danmark (jf. bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997). Der er for nyligt i IMO (Den International Maritime Organisation) under FN opnået enighed om, at der i år 2001 bliver vedtaget en konvention, der forbyder påføring af TBT-holdige bundmalinger fra 1. januar 2003 og forbyder tilstedeværelsen af TBT-holdige bundmalinger på skibskrog fra 1. januar 2008.

Biociddirektivet indeholder en særlig overgangsordning for antibegroningsmaling. Medlemsstaterne vil indtil 2008 fortsat kunne tillade anvendelse af antibegroningsmaling (f.eks. TBT), uanset om aktivstofferne ikke opfylder betingelserne for optagelse på direktivets positivliste. I løbet af denne overgangsperiode skal medlemsstaterne tage hensyn til IMO-resolutioner og henstillinger.

6.3.3 Strategi for forebyggelse og bekæmpelse af olieforurening

En effektiv indsats mod olieforureninger af havet omfatter såvel en forebyggende indsats på nationalt og internationalt niveau som en egentlig bekæmpelse af de olieforureninger, der faktisk finder sted på det åbne hav og langs kysterne.

Indsatsen mod olieforurening tager udgangspunkt i en samlet vurdering af alle relevante elementer såsom de nationale og internationale regler, modtagefaciliteterne til spildolieaffald fra skibe, overvågning af om skibe overholder regler i havmiljøloven mv. og håndhævelsen af reglerne, herunder evt. straffe- og erstatningssager. Hertil kommer beredskabet til bekæmpelse af olieforureninger på havet og saneringen af den olie, der driver i land.

Danske initiativer

En stigende opmærksomhed omkring olieforureninger i de danske farvande har medført, at regeringen og Folketinget har iværksat en række nye initiativer, der skal sikre, at det danske olieberedskab fortsat er tilfredsstillende og fuldt på højde med vore nabolandes. Blandt andet overføres med virkning fra 1. januar 2000 det politiske og økonomiske ansvar for det danske beredskab til Forsvarsministeriet.

Endvidere har der været iværksat en styrket informationskampagne over for skibsfarten om aflevering af olieaffald til modtageordninger i havnene, og om pligten til at indberette olieforureninger mv. Målet har været, at alle bliver opmærksomme på olieforureninger og indberetter disse til de rette myndigheder.

Endelig vil der også ske en skærpelse af procedurerne for indsamling af bevismateriale i forbindelse med olieforurening af de danske farvande, ligesom koordinering mellem de forskellige myndigheder vil blive styrket.

Endvidere blev der i juni 1998 nedsat en lovforberedende arbejdsgruppe der skulle vurdere mulighederne for indførelse af administrative bøder og komme med forslag til en konkret lovregulering på området. Arbejdsgruppen indstiller i den nu færdige rapport, at der i havmiljøloven og lov om sikkerhed til søs skabes hjemmel til:

• at pålægge administrative bøder for ulovlig udtømning af olie og for manglende eller mangelfuld førelse af olie-, last- og affaldsjournaler,
• at tilbageholde et skib til sikring af bødekravet, sagsomkostninger og krav om konfiskation indtil sikkerhed er stillet.

Rapporten indeholder også forslag om skærpede bødeniveauer.

Internationale initiativer

Den internationale forebyggelse er det vigtigste skridt i kampen mod olieforurening. Danmark har derfor arbejdet aktivt i internationale fora for at styrke den forebyggende indsats mod olieforureningen.

Der er opnået international enighed om at indføre et totalforbud mod udledninger af olie i Nordsøen med virkning fra august 1999. Et tilsvarende internationalt totalforbud mod udtømning af olie været gældende i Østersø-området siden 1983. Endvidere har Danmark i juli 1996 indført en eksklusiv økonomisk zone omkring Danmark, og udvidede i maj 1999 det danske søterritorium fra 3 sømil til 12 sømil. Med de nye internationale regler er mulighederne for at forebygge forureninger og for at iværksætte sanktioner mod fremtidige olieforurenere blevet betydeligt forbedret.

Danmark har også arbejdet aktivt for at sikre vedtagelsen af regionale regler for tvungen aflevering af olieaffald i alle havne i Østersøområdet. Disse regler træder i kraft i midten af år 2000.

Endvidere er der udarbejdet et EU-direktivforslag om modtagefaciliteter, der bl.a. efter påvirkning fra Danmark og de øvrige Østersølande indeholder lignende regler om tvungen aflevering af olieaffald i alle EU-havne.

Udledninger fra offshore- aktiviteter

Esbjerg-deklarationen opfordrede OSPAR til at gennemføre tiltag til en væsentlig reduktion af udledning af PAH-forbindelser, herunder de bidrag, der følger med olieudledningen fra offshore-aktiviteter. Danmark arbejder i OSPAR for en reduktion af udledningen af olie med produktionsvand, så den konstaterede og forventede vækst i mængden af olie udledt til havet fra denne kilde kan begrænses og helst standses.

Målet er at sikre, at der offshore anvendes den bedste tilgængelige teknik ved rensning af produktionsvand, inden dette udledes til havet. For at fremme anvendelsen af den bedste teknik, arbejdes for en nedsættelse af den nuværende overgrænse på 40 mg olie pr. liter vand.

6.4 Vandområdeplanlægning - nu og i fremtiden

Kvalitetsmål for vandløb, søer og havet

En central del af den danske planlægning for vandområdernes kvalitet er fastsættelsen af målsætninger for de enkelte vandområder. Siden 1983 har der været etableret målsætningssystemer for vandløb, søer og kystvande som i princippet bygger på en tre-deling med henholdsvis skærpede målsætninger, en generel målsætning eller basismålsætning samt lempede målsætninger, jf. Miljøstyrelsens vejledninger i recipientkvalitetsplanlægning. For vandløb og søer har beskrivelsen af en generel målsætning eller basismålsætning taget udgangspunkt i EU-direktiv 78/659/EØF om fiskevande, og for kystvande dækker den generelle målsætning kravene i EU-direktiv 79/923/EØF om skaldyrvande.

Indtil 1989 var planlægningen bindende for administrationen af sager efter miljøbeskyttelsesloven, og indtil ændringen af loven i 1992 skulle planlægningen for kvaliteten af vandområderne indeholde målsætninger samt angivelse af, hvornår målsætningerne og de dertil hørende kvalitetskav forudsattes opfyldt. Det fremgår dog af bemærkningerne til lovændringen, at det kun er de formelle krav til planlægningen, som ophæves, mens det forudsættes, at amterne fortsat tilvejebringer en fyldestgørende kortlægning og planlægning for at sikre en forebyggende miljøindsats, herunder tilvejebringelse af grundlag for administration af miljøbeskyttelsesloven efter de tidligere beskrevne principper.

Amterne er fortsat forpligtede til i regionplanens retningslinjer at fastsætte målsætninger for kvaliteten og anvendelsen af vandområderne, ligesom planen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse.

For grundvand er der ikke i dag tilsvarende regler, hvorefter der skal fastsættes målsætninger. Indirekte foreligger der dog en generel målsætning om, at grundvandet skal være af en kvalitet, der er egnet til produktion af drikkevand i forhold til den simple vandbehandling, der er normal i Danmark.

Kvalitetsmål for grundvand

På baggrund af Miljøstyrelsens vejledning nr. 4, 1995, har alle landets amter samt Frederiksberg og Københavns kommuner udpeget områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder med begrænsede drikkevandsinteresser. Amterne har dermed fastlagt målsætninger for anvendelsen af grundvandsressourcen. Og dermed indirekte også målsætninger for, hvilken kvalitet grundvandet skal have.

Udpegningen giver amterne mulighed for at stille krav til den fremtidige arealanvendelse inden for regionplanlægningens rammer. Opdelingen i områder med forskellige drikkevandsinteresser - og de tilhørende krav til beskyttelsen af grundvandet - modsvarer de målsætninger, der kendes fra recipienter som f.eks. vandløb. Målene for - og beskyttelsen af - grundvandet skal yderligere detaljeres på baggrund af ny geologisk kortlægning. På den måde kander foretages en meget målrettet beskyttelse f.eks. af områder, som er følsomme over for nitrat.

Med hensyn til drikkevandet er kvalitetskravene fastlagt i EU-Drikkevands-direktivet fra 1998, som skal være gennemført i dansk lovgivning senest december 2001. Direktivet vedrører alene drikkevand (til forskel fra grundvand), og fastsætter kvalitetskrav til drikkevandet med hensyn til forskellige stoffer og mikroorganismer.

Fremtidig vandområdeplanlægning

Der har længe været et udtalt ønske om at få revideret de eksisterende vejledninger om vandområdeplanlægning. Den faglige/videnskabelige udvikling har forbedret vidensgrundlaget af betydning for planlægningen og konkret er de foreliggende målsætningsbeskrivelser, der i amterne er udarbejdet på basis af vejledningerne, langt fra så operationelle og entydige som ønskeligt. Det indgår et stort element af skøn og dermed uensartethed, når tilstanden i et givet vandområde skal vurderes i forhold til målsætningen. Til en given målsætning er der således behov for at knytte en kvalitativ og operationel beskrivelse af de parametre, der betinger denne, for der igennem at kunne angive hvilke menneskeskabte påvirkninger, der kan accepteres.

Der vil i den forbindelse blive arbejdet for, at der bliver tilvejebragt et operationelt målsætningssystem i forbindelse med implementeringen af det kommende EU-direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (‘Vandrammedirektivet’).

Det kommende direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger

Vandrammedirektivets overordnede formål er at fastlægge en ramme for beskyttelse af vandløb og søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. Direktivets bestemmelser tager således sigte på at forebygge yderligere forringelser og på at beskytte og forbedre vandøkosystemernes tilstand. Direktivet skal endvidere fremme en bæredygtig vandanvendelse baseret på langsigtet beskyttelse af tilgængelige vandressourcer. Direktivet skal derigennem bidrage til tilstrækkelig forsyning af overfladevand og grundvand af god kvalitet og til at opfylde målene i internationale aftaler, herunder mål, der tager sigte på at forebygge og eliminere forurening af havmiljøet. Direktivet skal endelig bidrage til progressiv reduktion af udledningen af farlige stoffer.

Vandområderne skal ifølge vandrammedirektivet forvaltes på vandløbssystemniveau inden for vandområdedistrikter omfattende et eller flere vandløbssystemer med tilhørende grundvand og kystvand. For vandområdedistrikterne skal indføres passende administrative ordninger, herunder udpegning af ansvarlige myndigheder. For hvert vandområdedistrikt skal udarbejdes en overordnet vandområdeplan på grundlag af en analyse af vandområdedistriktets karakteristika, en vurdering af menneskelige aktiviteters indflydelse på vandets tilstand og en økonomisk analyse af vandanvendelsen.

Der skal ifølge direktivet ske en udpegning af alle betydelige vandmasser, der nu eller fremover skal anvendes til indvinding af drikkevand. Ud over at opfylde målene fastsat i vandrammedirektivet, skal vandet fortsat efter en eventuel vandbehandling opfylde kravene i drikkevandsdirektivet.

Vandrammedirektivet indeholder bestemmelser om overvågning af vandmiljøet. Overvågningsprogrammer skal således sikre, at der kan udarbejdes en sammenhængende og overordnet oversigt over vandets tilstand i vandområdedistrikterne og de tilstødende havområder.

Inden for hvert vandområdedistrikt skal der iværksættes de foranstaltninger, der anses for at være nødvendige for at opfylde følgende miljømål:

• at forebygge forringelse af overfladevandets og grundvandets tilstand,
• at restaurere overfladevand og grundvand med henblik på at opnå en god tilstand,
• at forbedre stærkt modificerede og kunstige vandområder med henblik på at opnå godt økologisk potentiale og god kemisk tilstand,
• at ændre enhver betydelig og vedvarende opadgående tendens i koncentrationen af forurenende stoffer i grundvandet som følge af menneskelig aktivitet i retning af en kun ubetydelig menneskeskabt forurening, og
• at opfylde normer og mål for beskyttede områder.

En generel frist på foreløbig 16 år for opfyldelse af miljømålene kan kun fraviges, hvis særlige forhold gør sig gældende. Der kan fastsættes mindre strenge mål, hvis vandforekomsten er påvirket af menneskelig aktivitet i en sådan grad, at forbedring af tilstanden er uopnåelig eller urimeligt dyr.

Med henblik på opfyldelse af miljømålene skal der inden for de overordnede vandområdeplaner udarbejdes og iværksættes indsatsprogrammer med grundlæggende foranstaltninger og eventuelt supplerende foranstaltninger.

Grundlæggende foranstaltninger er obligatoriske og skal sikre bl.a. gennemførelse af eksisterende lovgivning af relevans for vandpolitikken. Heri indgår anvendelse af en fremgangsmåde ved kontrol med udledning af forurenede stoffer, der kombinerer begrænsning af forureningen gennem anvendelse af bedste tilgængelige teknologi med fastsættelse af miljøkvalitetskrav, samt gennemførelse af princippet om fuld omkostningsdækning, kontrol med vandindvinding, forbud mod direkte udledning af forurenende stoffer til grundvand og krav om forhåndstilladelser til udledning af forurenende stoffer og andre aktiviteter, der kan skade vandmiljøet. Supplerende foranstaltninger skal iværksættes, hvis de grundlæggende foranstaltninger ikke alene kan sikre opfyldelse af målene.

Det forventes, at der i løbet af 2000 opnås enighed om vandrammedirektivet mellem Rådet for den Europæiske Union og Europaparlamentet, således at direktivet kan vedtages inden udgangen af året. Direktivet skal være gennemført i den nationale lovgivning inden tre år herefter.