Kemikalier i tekstiler 3. Mulige kemikalier i brugsklart tekstil3.1 Fremstilling af tekstiler Beklædnings- og tekstilindustrien anvender et meget stort antal forskellige kemikalier ved fremstilling af tekstiler, og alle disse vil i teorien kunne tænkes at forekomme i det færdige tekstil. Under normale omstændigheder, dvs. ved korrekt fremstilling, er det dog kun sandsynligt, at det brugsklare tekstil indeholder kemikalier, der er anvendt sidst i fremstillingsforløbet i større mængder. I forbindelse med vådbehandlingen (f.eks. farvning), hvor langt de fleste kemikalier anvendes, udføres bl.a. ofte en meget grundig skylle- eller renseproces som afslutning på de forskellig fremstillingstrin. Formålet er at udvaske eller fjerne de kemikalier fra tekstilet, der kan have negativ effekt på de efterfølgende processer. Til sidst i fremstillingsforløbet foretages endvidere ofte en særlig grundig skylleproces eller en fikseringsproces efterfulgt af en tørreproces. Den afsluttende skylleproces foretages som regel med vand og fikseringsprocessen er ofte en varme-/afdampningsproces. Det er således et naturligt led i fremstillingsprocessen at tilstræbe - både undervejs og til sidst i forløbet - at kun tilsigtede kemikalier forbliver i tekstilet. Med tilsigtede kemikalier menes kemikalier, der giver tekstilet et ønsket udseende eller en ønsket funktion som f.eks. henholdsvis farvestoffer og vandskyende imprægneringskemikalier. I det følgende afsnit redegøres kortfattet for de forskellige produktionsfaser og -processer i tekstilfremstillingen med særlig fokus på anvendte kemikalier. Formålet er at udpege hvilke kemikalier, der - tilsigtede eller utilsigtede - kan forventes at forefindes i brugsklare tekstiler, samt i hvilken fase og i hvilke processer de anvendes. Sidst i dette kapitel bringes en vurdering af, i hvor store mængder disse kemikalier sandsynligvis forefindes i brugsklare tekstiler. 3.1 Fremstilling af tekstilerFremstillingen af tekstiler kan opdeles i følgende hovedfaser:
Faserne forbehandling, farvning, trykning og efterbehandling benævnes samlet som vådbehandling. Ovenstående rækkefølge viser det mest udbredte fremstillingsforløb (bortset fra at et tekstil naturligvis ikke både strikkes og væves). Det skal dog bemærkes, at det er ganske normalt at forbehandle, farve og efterbehandle fibre eller garner før henholdsvis garnfremstilling og strikning/ vævning. 3.1.1 FiberfremstillingAf fiberoversigten i tabel 3.1 fremgår det, at fibre inddeles i de to hovedgrupper naturfibre og kemofibre (fibertyper, der er omfattet af dette projekt er markeret med fed skrift). Tabel 3.1
* Nylon Naturfibre og kemikalierester Naturfibre indeholder naturlige ledsagestoffer (som f.eks. bomuldsvoks og uldfedt), men kan også indeholde rester af kemikalier, der er anvendt under fremstillingen (pesticider og andre agrokemikalier). Naturfibre kan endvidere indeholde rester af konserveringsmidler (som f.eks. pentachlorphenol), som ofte tilsættes i forbindelse med opbevaring/transport. Det vurderes, at de pesticider og konserveringsmidler, der anvendes, kun i sjældne tilfælde vil optræde i det brugsklare tekstil. Stofferne er ofte bundet til de naturlige fedtstoffer, og disse udvaskes næsten fuldstændigt i forbindelse med den indledende vådbehandling af de tekstile fibre/materialer. Da de tekstile materialer ofte yderligere gennemgår adskillige vaskeprocesser, vil stofferne tilsat i forbindelse med råfiberfremstillingen under normale omstændigheder sandsynligvis ikke optræde i de færdige tekstiler. Kemofibre og kemikalierester I forbindelse med fremstilling af kemofibre anvendes mange forskellige kemikalier. Der gælder samme forhold som for naturfibre, idet udvaskelige kemikalierester fra fiberfremstillingen sandsynligvis vil blive fjernet i forbindelse med den videre forarbejdning af fibrene/materialerne. Kemofibre kan dog indeholde mindre mængder af bundne forbindelser som f.eks. tungmetaller, som i givet fald kan afgives til omgivelserne i forbindelse med bortskaffelsen. 3.1.2 GarnfremstillingVed garnfremstilling spindes stapelfibre (korte natur- eller kemofibre) eller filamenter (lange, "endeløse" kemofibre) sammen til tråd eller garner. Ved spindeprocessen tilsættes spindeolier (mineralske, vegetabilske eller syntetiske) for at mindske friktionen og slitagen på fibrene. Spindeolierne er ofte tilsat emulgatorer for at sikre, at de udvaskes tidligt ved den efterfølgende vådbehandling. Spindeolierne (og emulgatorerne) vil derfor kun optræde i de færdige tekstiler, hvis garnerne efterfølgende strikkes til færdige tekstiler uden afsluttende vådbehandling, hvilket ikke er normalt. 3.1.3 Strikning/vævningNår garnerne strikkes eller væves til metervarer eller færdige tekstiler anvendes af hensyn til produktionshastigheden henholdsvis nåleolier (oftest mineralske) og slettemidler (naturlig stivelse, syntetisk stivelse som f.eks. carboxymethylcellulose (CMC) og polyvinylalkohol (PVA)). Nåleolier og slettemidler Nåleolier og især slettemidler kan være tilsat forskellige additiver. Hvor slettemidler og eventuelle additiver fjernes ved den nødvendige efterfølgende grundige afsletning/vask, kan det forekomme, at strikkede varer efter stikning går til færdigkonfektionering med kun én mellemliggende vask. Det er derfor ikke usandsynligt, at strikkede varer i nogle tilfælde kan indeholde rester af nåleolier. 3.1.4 ForbehandlingForbehandlingsprocessernes formål er generelt at gøre tekstilvarerne velegnede til de efterfølgende farvnings-, tryknings- og efterbehandlingsprocesser. Dette indebærer i almindelighed fjernelse af ledsagestoffer, hvadenten disse er naturgivne, som f.eks. bomuldsvoks, eller tilført ved tidligere processer, som f.eks. fiberpræparationer (efterbehandling af kemofibre i fremstillingsfasen), spindeolier, nåleolier eller slette. Blegning, hvis formål er at gøre fibermaterialerne hvide, indebærer principielt også fjernelse af ledsagestoffer. Den afviger dog fra andre forbehandlingsprocesser ved, at der oftest kræves en mere intens kemisk påvirkning, samt ved at processen i nogle tilfælde, nemlig ved produktion af fuldhvide varer, ikke har karakter af forbehandling, men af en dekorationsproces på linie med farvning og trykning. I andre tilfælde, nemlig ved forblegning af varer til pastelfarvning eller trykning, har blegningen derimod karakter af forbehandling. Under normale omstændigheder er det således som udgangspunkt kun sandsynligt at kunne finde anvendte kemikalier fra forbehandlingen af fuldhvide varer. Da ordinær fuldblegning generelt har karakter af en kemisk nedbrydningsproces, som afsluttes med en grundig efterrensning og/eller eftervask, er det dog ikke i praksis sandsynligt at finde rester af kemikalier fra blegningen. Blegning med optisk hvidt Ved fuldblegning med optisk hvidt forholder det sig anderledes, idet optisk hvidt tilhører gruppen af tekstilkemikalier, der tilsigtet skal forblive i det færdige tekstil. Til blegning af naturfibre anvendes oftest stilbendisulfonderivater eller distyrylbiphenyler (samme typer som anvendes i tekstilvaskemidler), som normalt ikke er vaskebestandige. Kemofibre bleges normalt ikke med optisk hvidt i forbindelse med forbehandling, men derimod ved fiberfremstillingen. Ifølge Kemikalieinspektionen (1997) anvendes i så fald vaskebestandige forbindelser af typerne cumarin, benzoxazoler, benzimidazoler og pyrazoliner. 3.1.5 FarvningFarvningen foregår ved, at tekstilerne anbringes i eller på anden måde påføres vandige opløsninger eller dispersioner af farvestoffer. Efter tekstilet er påført farvestof, sker der en fiksering, hvor farvestoffet bindes til fibrene. Farvningen afsluttes med skylleprocesser, som har til formål at fjerne overskud og/eller ikke-fikseret farvestof samt hjælpekemikalier fra tekstilet. Farvestoffer kan inddeles på to forskellige måder, dels efter hvilke fibre de anvendes til, dels efter hvilke(t) kemisk(e) stof(fer), de består af (kemisk struktur). I tabel 3.2 er angivet navnene på de forskellige farvestofklasser efter førstnævnte måde, og det er markeret, hvilke fibre de enkelte farvestofklasser kan anvendes til. For beskrivelse af de enkelte farveteknikker henvises til Sørensen (1996 (3)). Tabel 3.2 Se her... I tabel 3.3 ses et udsnit af repræsentative farvestoffer for det europæiske marked, hvor "Colour Index"-navne er angivet. For en del farvestofprodukter oplyser leverandørerne af konkurrencehensyn ikke C.I.-navn, idet disse består af blandinger af farvestoffer, hvor leverandøren har mulighed for at undlade at opgive oplysninger til kunder. Informationerne er hentet hos tre af de største farvestofleverandører i Danmark: Ciba Specialty Chemicals A/S, Clariant (tidligere Sandoz) og Dyestar (Bayer og Hoechst’s fælles farvestofdivision). De nævnte virksomheder producerer alle selv deres farvestoffer i udlandet. Leverandørerne oplyser endvidere, at selv om oversigten hovedsageligt er baseret på salgstal i Danmark, vurderes de angivne farvestoffer at være repræsentative for hele det europæiske marked for farvestoffer til tekstiler. For chromfarvestoffer - der kaldes således, fordi der anvendes chrom-forbindelser ved farvningen - gælder det særlige tilfælde, at de ikke sælges i Danmark. De angivne C.I.-navne er derfor repræsentative for det øvrige europæiske marked. Fluorescerende farvestoffer En særlig gruppe af farvestoffer har fluorescerende egenskaber. Disse anvendes f.eks. til arbejdstøj til vejarbejdere og selskabskjoler (når moden foreskriver det). De kan fås inden for alle farvestofklasser, men må betegnes som en niche. I tabel 3.3 er nogle få eksempler vist (markeret med *). Naphtholfarvestoffer er ikke medtaget i tabel 3.3, idet disse ikke sælges af farvestofproducenterne. Naphtholfarvestofferne fremkommer ved først at behandle tekstilet med en koblingskomponent og efterfølgende med en diazokomponent. Farverierne laver således selv farvestofferne ud fra de to komponenter. Der findes mange komponenter af de to typer, og det er i teorien muligt at kombinere alle koblingskomponenter med alle diazokomponenterne. Der findes således et utal af kombinationsmuligheder. Farvestofproducenter har kun oplysninger om, hvilke komponenter der sælges mest af, men ikke hvilke farvestoffer der laves på farverierne. Et begrænset, repræsentativt antal farvestoffer kan således ikke angives for denne type. Farvestoffer i Østeuropa og Asien Det har ikke været muligt, at kortlægge de farvestoffer, som fremstilles og anvendes lokalt i visse dele af Østeuropa og Asien. Det er en udbredt opfattelse hos de farvestofproducenter, som projektgruppen har haft kontakt med, at en betydelig del af den lokale produktion er baseret på udløbne patenter fra industrilandene. Herunder farvestoffer som af bredt anerkendte miljø- og/eller sundhedsmæssige årsager ikke længere produceres i industrilandene. Tabel 3.3 Se her... Ud over farvestoffer anvendes en lang række af hjælpestoffer, som i princippet vil kunne forefindes i det brugsklare tekstil i større eller mindre mængder. Dog er de fleste kemikalier fra farvningen principielt fjernet i forbindelse med de afsluttende skylleprocesser. Hjælpestofferne kan omfatte:
Af disse vides især carriers at optræde i de brugsklare tekstiler. 3.1.6 TrykningVed trykning placeres farve på afgrænsede områder af et tekstilmateriale, således at dette bibringes et ønsket, farvet mønster. Trykningen udføres enten med farvestoffer eller pigmenter. Da trykning foretages som et af de sidste trin i fremstillingsforløbet, vil mange af de kemikalier, der anvendes, også forefindes i det færdige tekstil. Som udgangspunkt vil der efter trykning med farvestoffer gælde samme forhold som for farvning med hensyn til kemikalier i det færdige tekstil. For pigmenttryk forholder det sig anderledes, idet der anvendes andre typer af kemikalier, og idet der anvendes bindemidler, som binder pigmenterne (og øvrige kemikalier) til tekstilerne. Trykning med farvestoffer Ved konventionel trykning, dvs. trykning med farvestoffer, anvendes principielt samme farvestoffer som ved tekstilfarvning. I princippet kan trykpastaer af denne art betragtes som koncentrerede, fortykkede farveflotter. Til opløseliggørelse og/eller fiksering er trykpastaerne er der yderligere tilsat farvestofspecifikke kemikalier, f.eks. alkali og reduktionsmidlet natriumformaldehydsulfoxylat (NaHSO2·CH2O), ved tryk med kypefarvestoffer. Ved trykning med farvestoffer er det uomgængeligt nødvendigt også at skylle efter med vand for at opnå en tilfredsstillende kvalitet (bl.a. undgå farveafsmitning). Trykning med pigmenter For pigmenttryk er det ikke, som ved trykning med farvestoffer, de enkelte pigmentmolekyler, der binder sig til fiberen, men et bindemiddel der omgiver pigmentpartiklerne og fastholder disse til fiberoverfladen ved dannelse af en film. I dag udgør pigmenttryk 50% af samtlige trykte tekstiler, idet trykmetoden er simpel og billigere sammenlignet med trykmetoder baseret på farvestoffer (Sørensen, 1996 (3)). Pigmenter opdeles efter, hvorvidt de er uorganiske eller organiske, og den sidste gruppe er langt den største. Uorganiske pigmenter til tekstiler Til de uorganiske pigmenter hører bl.a. jernoxid, som gør farven svensk-rød, titandioxid, som gør farven hvid, aluminiumpulver, som giver sølveffekter, og kobber/zinklegeringer, som giver guldeffekt, samt carbonblack, som gør farven sort (Sørensen, 1996 (3)) Organiske pigmenter til tekstiler Til den store gruppen af organiske pigmenter hører bl.a. azo-pigmenter (langt den mest udbredte gruppe), naphtholer, perylentetracarboxyl, anthraquinon, dioxazin, quinacridon samt halogenerede kobber-phthalocyanin-forbindelser (Sørensen, 1996 (3)). Af tabel 3.4 ses en oversigt over repræsentative pigmenter til tekstiler med angivelse af C.I.-navne. Tabel 3.4
Som nævnt anvendes ved trykning en lang række hjælpestoffer. Hjælpestofferne kan bl.a. omfatte:
3.1.7 EfterbehandlingVed efterbehandling forstås de behandlinger, som tekstilprodukter underkastes efter farvning/trykning med det formål at gøre dem bedre egnet til efterfølgende brug. Formålet kan både være æstetisk og funktionelt. Produkter, som gennemgår efterbehandlingsprocesser, hvor der anvendes kemikalier, vil derfor i mange tilfælde indeholde større eller mindre mængder af anvendte efterbehandlingskemikalier. Der vil nedenstående blive givet en kort omtale af efterbehandlingsprocesser af kemisk karakter, dvs. processer der involverer påførelse af kemikalier, der vedhæftes til fiberoverfladerne eller indgår i kemisk forbindelse med fibrene. For fuldstændighedens skyld skal det bemærkes, at en række efterbehandlingsprocesser er af rent mekanisk/fysisk karakter (f.eks. smergling, svidning), og at disse derfor kun undtagelsesvis vil blive omtalt her. Formål med efterbehandlingerne Efterbehandlingsprocesserne kan have vidt forskelligt formål, som imidlertid kan inddeles i en række hovedformål:
De hyppigst udførte efterbehandlinger udføres for at ændre varernes greb og/eller tendens til krølning. Disse behandlinger vil blive beskrevet udførligt i det efterfølgende. Øvrige efterbehandlinger vil blive omtalt mere kortfattet. Grebsmodificerende efterbehandlinger De tekstilkemikalier, som direkte tilsigter grebsændring, er enten stivende midler eller blødgører. Stivende appretur Stivende appreturers (blandingers) formål er at bibringe produkterne større bøjningsstivhed, hvilket antages at give kunderne et indtryk af en større fasthed i produktet. Stivelse er hovedkomponenten i de "klassiske" appreturer. Forskellige kvaliteter af depolymeriseret stivelse (Britishgummi, dextrin) kan også anvendes. Foruden stivelse kan appreturer indeholde fyldstoffer i form af tungtopløselige salte, kaolin eller talkum, blødgørere i form af olie, voks, paraffin og sulfonerede olier mm. Hertil kommer hygroskopiske midler som CaCl2, MgCl2 eller glycerin samt midler (biocider) til forebyggelse af mugdannelse og lignende i form af formaldehyd eller pentachlorphenol (forbudt i Danmark (Miljøstyrelsen, 1996-1), men ikke i flere lande i Østen). Stivelsesappreturer (fagudtryk for stivelsesblandinger) er ikke vaskebestandige og har karakter af "salgsappreturer". De opfylder dog i nogle tilfælde en reel funktion ved at gøre stofferne lettere at håndtere og forarbejde i konfektionsindustrien. Cellulosederivater I stedet for stivelse kan anvendes cellulosederivater, bl.a. celluloseethere i form af methyl- eller ethylcellulose eller carboxymethylcellulose (CMC). En række helsyntetiske produkter kan ligeledes anvendes som stivende appretur. Det gælder således polyvinylforbindelser, såsom polyvinylalkohol, polyvinylacetat og polyvinylchlorid. De har bedre vandbestandighed end stivelsesprodukter, men er ikke egentlig vaskebestandige. Også polyacrylforbindelser anvendes, bl.a. i form af dispersioner af polyacrylsyreestere og polymethacrylsyreestere. I disse kan indbygges reaktive sidegrupper, og der kan derved opnås udmærket vand- og vaskebestandighed. De egentlige blødgøringsmidler inddeles ofte efter deres kemiske karakter i anioniske, kationiske og nonioniske. Hertil kommer blødgører-dispersioner samt siliconer. De anioniske blødgøringsmidler består af sulfonerede eller sulfaterede olier eller fedtsyrekondensationsprodukter. Kationiske blødgøringsmidler omfatter mange effektivt virkende produkter. De indeholder alle en langkædet fedtrest, som er gjort "vandopløselig" ved at indgå i en kvaternær ammoniumforbindelser som f.eks. DSDMAC (distearyldimethylammoniumchlorid), DTDMAC (bis(hydreret talg-alkyl)dimethylammoniumchlorid) og DHTDMAC (di(hærdet talg)dimethylammoniumchlorid). I lighed med de anioniske og kationiske blødgørere består nonioniske af en langkædet alkylrest med udpræget hydrofob karakter, hvortil der er knyttet en hydrofil gruppe, der imidlertid her er en oftest kort polyglykolether. Der anvendes produkter af typen fedtsyrepolyglykolether, fedtaminpolyglycolether og fedtsyreamidpolyglykolether. Emulsioner af olie mm. Emulsioner eller dispersioner af olier, fedt, voks, paraffiner og polyethylen bruges som blødgørere i en række tilfælde, bl.a. som tilsætninger til appreturer. Polyethylen-dispersioner anvendes således meget sammen med antikrølmidler. Siliconeprodukter har stor betydning som blødgørende tilsætning. Produkterne består af silicone med forskellige tilkoblede sidegrupper og endegrupper. Eksempler er polymethylsiloxaner, hvor side- og endegrupperne alle er methyl. I andre tilfælde kan være tilkoblet reaktive sidegrupper, som f.eks. epoxygrupper og aminogrupper . Blødgøringsmidler af phthalattypen Et særligt tilfælde er belægning af tekstiler med PVC-plast. Regntøj bliver belagt med PVC-plast, og der anvendes bl.a. blødgøringsmidler af phthalattypen til blødgøring af PVC. Krølægthedforbedring "Strygefri" produkter har den egenskab, at de krøller, folder mm., som dannes under vask, retter sig ud under tørring i en sådan grad, at strygning eller presning i mange tilfælde kan undværes. Produkter af almindeligt brugte syntetiske fibre har strygefri egenskaber uden anden behandling end termofiksering. Andre fibertyper, især bomuld og andre cellulosefibre, skal behandles med antikrølmidler for at opnå lignende egenskaber, men opnår dog aldrig helt samme niveau som 100% syntetfiberprodukter. I en årrække var antikrølbehandlinger af cellulosetekstiler domineret af en bestemt type af forbindelser. Det drejer sig om urinstofformaldehyd og melaminformaldehyd, der desuden anvendes ved produktion af termohærdede plastmaterialer. Stofferne er kendetegnet ved at indeholde N-methylolforbindelser. Forbindelserne danner tværbindinger med cellulosemolekylernes hydroxylgrupper. Disse tværbindinger virker forstivende på strukturen og nedsætter mulighederne for indbyrdes forskydning af cellulosekædemolekylerne, hvorved opnås forbedret krølægthed. Af andre eksempler på anvendte N-metylolforbindelser end ovenstående kan nævnes dimethylolurinstof (DMU), dimethylolethylenurinstof (DMEU), 4,5-dihydroxyethylenurinstof, dimethylolpropylenurinstof (DMPU) og dimethyloldihydroxyethylenurinstof (DMDHEU) samt carbamater som dimethylolcarbamat og dimethylolethylcarbamat. Endvidere forekommer også midler af triazon-typen (dimethylolethyltriazon) samt methylolacrylamid. Ved krølægtbehandlingens gennemførelse anvendes forskellige katalysatorer. Eksempler er:
Som hjælpestoffer anvendes blødgøringsmidler, først og fremmest polyethylen-dispersioner samt filmdannende hjælpestoffer især acrylater. Siliconelastomer kan i visse tilfælde anvendes til mindre forbedringer af krølægtheden. Fri formaldehyd Alle N-methylolforbindelser er kendetegnet ved, at der indgår reageret (bundet) formaldehyd. Teoretisk indeholder det behandlede tekstil ikke formaldehyd i fri form. I praksis optræder der imidlertid et indhold af formaldehyd, som dels kan stamme fra fri formaldehyd i det anvendte handelsprodukt, dels fra tværbindere, som ikke eller kun ufuldstændigt har reageret med fibermolekylerne, og derfor ved fraspaltning kan frigive formaldehyd. Denne utilsigtede frigivelse af formaldehyd kan både forekomme under efterbehandlingsprocesserne og lagring samt under brug og vedligeholdelse af de behandlede tekstiler. Funktionelle efterbehandlinger I det følgende beskrives en række af de mere specielle, men dog ikke ualmindelige, funktionelle efterbehandlinger: Antifiltbehandling af uld Polymerbehandlinger Ved kemisk at modificere overfladen af uldfibre kan produkter af uld gøres vaskbare. I en årrække har antifiltbehandlinger været domineret af to-trinsprocesser, hvor en chlorering med sur hypochlorit efterfulgtes af en polymerbehandling. Polymerbehandlingen bevirker, at antifilteffekten bliver vaskebestandig. Polyamider og polyacrylater anvendes. Ved den hidtil mest anvendte metode (Chlor-Herosett) anvendes polymerer af typen polyamid-epichlorhydrin. Siliconer, eller mere kemisk korrekt polysiloxaner, udgør den mest brugte gruppe af vandskyende imprægneringer (Sørensen, 1996 (4)). På syntetiske fibre er såvel rense- som vaskebestandighed god. På cellulosefibre er rensebestandigheden god, men vaskebestandigheden af "ren" siliconeimprægnering beskeden. Derfor benyttes siliconer oftest i kombination med cellulosetværbindingsmidler (se under krølægthedforbedring). Voks og paraffinemulsioner er også meget anvendt. Ofte indeholder produkterne også aluminiumsalte til forbedring af bindingen til fibrene. Imprægneringerne er dog ikke vaske- og rensebestandige. Aluminiums- og zirkoniumsalte Anvendelse af zirkoniumsalte i stedet for aluminiumsalte medfører så kraftig binding af midlerne til fiberoverfladerne, at imprægneringen får en vis bestandighed over for finvask. Af andre midler kan nævnes: polyvinylacetat (PVA), polyvinylchlorid (PVC) og alkylpyridiniumforbindelser. Til olieskyende imprægnering anvendes hovedsageligt fluorcarboner. I praksis arbejdes ofte med kombinerede imprægneringer, der foruden fluorproduktet indeholder cellulosetværbindere. Smudsafvisende behandling Smudsafvisende midler anvendes for at nedsætte tilsmudsning af tekstiler, som normalt ikke vaskes, især møbelstoffer og gulvtæpper. Behandlingen udføres dog også på visse andre boligtekstiler, som f.eks. duge. Fluorcarbonpolymerisater er de mest brugte midler ligeledes også med tilsætning af cellulosetværbindere. Imprægnering mod brand Til imprægnering mod brand anvendes et væld af forskellige midler. Afhængig af typen tilsættes midlerne i mængder op til 20% af tekstilvægten. Imprægnering af børnetøj og sengelinned Til beklædning og til de udvalgte typer af boligtekstiler er det dog ikke særligt udbredt at anvende brandimprægnering. Til beklædning begrænser anvendelsen sig til særligt arbejdstøj. Endvidere er der bl.a. i England krav til brandimprægnering af børnetøj (men ikke i Danmark). Brandimprægnering anvendes endvidere til sengelinned til specielle institutioner (f.eks. fængsler og afdelinger for psykisk syge). I givet fald anvendes til ovenstående produkter permanente imprægneringer. Til bomuld findes to typer af permanente imprægneringer: pyrovatex og proban. Pyrovatex Pyrovatex er en N-methylolforbindelse af fosfonocarbonsyreamid. Ifølge Naturvårdsverket (1992) er det forbindelsen N-methyloldimethyl-fosfoniumchlorid. Som hos andre metylolforbindelser sker en afgivelse af formaldehyd, som kan begrænses ved eftervask, og i øvrigt vil aftage for hver gang varen vaskes. Proban Ved den patenterede "Proban"-proces anvendes et reaktionsprodukt af urinstof og THPC (tetra-hydroxy-fosfonium-chlorid). Uld og natursilke er fra naturens side vanskeligt antændelig, og der anvendes derfor normalt ikke brandimprægnering af disse fiberrtyper. Inden for kemofibrene er udviklingen gået mere i retning af, at brandmodstandsdygtigheden søges øget ved at tilsætte additiver under fiberfremstillingen. Polyesterfiberen med handelsnavnet Trevira CS fra Hoechst er det bedst kendte eksempel på en særlig modstandsdygtig kemofiber. Oplysninger om, hvorledes den særlige modstandsdygtighed er opnået, er ikke tilgængelig. Behovet for beskytte tekstiler mod angreb af mikroorganismer er størst for naturfibre. Til antimikrobiel behandling kan anvendes mange forskellige stoffer. Følgende typer er rapporteret anvendt (Kemikalieinspektionen, 1997):
3.1.8 KonfektioneringVed konfektioneringen foretages opskæringen og syningen til færdige tekstiler. Endvidere kan mekaniske processer, som f.eks. presning og glatning, forekomme. Der anvendes normalt ikke kemikalier ved konfektionering. 3.1.9 Konservering i forbindelse med transport og lagringI forbindelse med lagring og transport af færdigtekstiler af naturfibre forekommer, især for importerede tekstiler fra fjerne og varme lande, brug af forskellige antimikrobielle kemikalier og insekticider. Mange forskellige kemikalier kan tænkes anvendt. Et repræsentativt udsnit er de forbindelser, der er omtalt under antimikrobiel efterbehandling. 3.2 Kemikalier i færdige tekstilerAf tabel 3.4 ses en overordnet oversigt, over de typer af kemikalier, det er sandsynligt at finde i brugsklare tekstiler med angivelse af mængder, hvor det er muligt. Tabellen er inddelt efter produktionsfaser. Hvis ikke andet er anført, gælder de angivne mængder for gruppen af kemikalier og ikke for de nævnte eksempler på konkrete kemikalier/stoffer. Det skal understreges, at de i tabel 3.4 nævnte eksempler på kemikalier inden for de enkelte grupper netop kun er eksempler for grupperne. En detaljeret liste med teoretisk mulige kemikalier i brugsklart tekstil findes i bilag 2 (tabel B2.1). Endvidere gøres opmærksom på, at kemikalier, som kun i sjældne tilfælde og ved egentlig fejlproduktion vil kunne forefindes i tekstilerne, ikke er angivet i tabel 3.4. I afsnit 3.1.1. er til eksempel nævnt, at der kan forefindes rester af pesticider og konserveringsmidler i bomuldsfibre. Ved en efterfølgende korrekt vådbehandling vil disse givetvis blive udvasket, inden tekstilet når forbrugeren. Der er derfor ikke angivet pesticider og konserveringsmidler for fiberfremstillingen i tabel 3.4. At pentachlorphenol er angivet som eksempel for konserveringsmidler i tabel 3.4 skyldes, at der også anvendes konserveringsmidler ved transport af færdige tekstiler af naturfibre fra eller gennem varme og fugtige lande (f.eks. i Fjernøsten). Tabel 3.4 Se her...
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||