[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljøparametre til miljøindeks for emballageafgifter

2. Målsætning

2 Målsætning
2.1 Projektets formål
2.2 Projektets anvendelse
2.3 Overordnede forudsætninger

2.1 Projektets formål

Formålet med dette projekt er at udvikle en model til opstilling af miljøprofiler for udvalgte emballager, som kan indgå i forbindelse med fastsættelse af emballageafgiften for materialerne.

Projektet er et metodestudie, hvor livscyklusvurdering anvendes som værktøj til at opstille miljøprofiler for emballage af et givet materiale, som danner en del af baggrunden for fastsættelse af afgift for typiske materialer til emballage.

2.2 Projektets anvendelse

Projektet er et input til udvikling af en miljøbaseret afgiftsmodel for emballagematerialer. Det forventes ikke, at projektet kan danne basis for en komplet afgiftsmodel, men derimod, at projektet er et trin på vejen til inddragelse af materialernes miljøbelastninger ved fastsættelse af en afgift på salgsemballage.

2.3 Overordnede forudsætninger

Udførelsen af projektet er underlagt forudsætninger og afgrænsninger ved gennemførelse af LCA screeninger. Nogle af disse er af generel karakter og andre vedrører mere specifikt de enkelte LCA screeninger. De generelle forudsætninger og afgrænsninger beskrives nedenfor, mens de specifikke forudsætninger gennemgås senere i kapitel 5.

En overordnet forudsætning er, at der tages udgangspunkt i en fiktiv emballage af et specifikt materiale. Projektet opererer ikke med egentlige emballagetyper, men fokuserer på de væsentligste materialer, der anvendes til fremstilling af emballager.

Beregningen af materialets miljøbelastning er baseret på brugen af UMIP-metoden /1/ og den tilhørende database. Alle LCA screeninger og beregninger er foretaget ved hjælp af UMIP’s LCV værktøj på baggrund af tilgængelige data i UMIP’s enhedsprocesdatabase /2/. Der er kun i meget begrænset omfang indhentet data fra andre kilder. Det skal dog understreges, at det ikke er formålet med dette projekt at indsamle nye data.

UMIP modellens principper for allokering og systemudvidelse er anvendt i miljøvurderingen. Ved anvendelse af denne modellering efter UMIP modellen er der ingen signifikant miljømæssig forskel på, om der vælges primære eller sekundære råvarer til fremstilling af emballage. Der vil ved den valgte modellering i stedet være fokus på, om materialet ved affaldshåndtering går til forbrænding eller til genanvendelse. Godskrivning af miljøeffekter ligger således i affaldshåndteringen.

Følgende forudsætninger er anvendt:

  • Materialer fremstillet udfra primære eller sekundære råvarer antages, at være 100 % substituerbare. For forbrugeren er der ikke forskel på, om materialet er baseret på primære eller sekundære ressourcer.
  • Efterspørgslen og forbruget af materialer er stigende, og der vil til enhver tid skulle suppleres med primært materiale for at efterkomme den stigende efterspørgsel .
  • Hele mængden af indsamlet materiale afsættes, og der findes således ikke indsamlet uudnyttet materiale på markedet.

Disse forudsætninger betyder, at det overordnet set er ligegyldigt, om der vælges primære eller sekundære råvarer til fremstilling af emballagen.

Derimod har det betydning hvorledes man vælger at bortskaffe materialerne. Hvis materialerne bortskaffes til genvinding vil disse kunne fortrænge andet primært materiale og herved spares ressourcer. Bortskaffes materialet til forbrænding tabes materialet fuldstændigt og der skal suppleres med primære ressourcer.

De anvendte principper ved modellering efter UMIP er generelt i overensstemmelse med ISO 14040. Det gælder både systemudvidelsen og den anvendte allokering.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]