[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Håndbog i produktorienteret miljøarbejde

3. Miljøvejledninger

3.1 Hvordan kan I bruge dem som producent?
3.1.1 Hvordan kan I forberede jer?

Miljøstyrelsen udgiver en serie miljøvejledninger, der har til formål at sikre, at indkøbere med forholdsvis få tidsmæssige ressourcer kan købe miljørigtigt. Indtil ultimo 99 har Miljøstyrelsen udgivet omkring 30 miljøvejledninger, der hver omhandler en produktgruppe. Der udkommer løbende nye vejledninger.

Alle miljøvejledninger er opbygget efter det samme koncept og er opdelt i en miljøvejledningsdel og en baggrundsdokumentation.

Miljøvejledningsdelen indeholder bl.a. en række "gode råd før købet", en gennemgang af produktgruppens miljøbelastning fra vugge til grav, en gennemgang af de vigtigste miljøhensyn ved indkøb i denne produktgruppe, samt et checkskema. Checkskemaet indeholder spørgsmål om vigtige miljøforhold udarbejdet som ja/nej spørgsmål. Det er intentionen, at disse spørgsmål sendes til leverandøren eller producenten af et produkt, der afkrydser skemaet og sender det retur.

Baggrundsdokumentationen beskriver i detaljer, hvordan det pågældende produkt belaster miljøet set ud fra et livscyklusperspektiv. Det drejer sig f.eks. om, hvor miljøbelastningen opstår, hvilke materialer, der kan give problemer, og hvilken betydning energiforbruget har.

De miljøhensyn, der anbefales i indkøbsvejledningernes checkskema , er inddelt i kategorier, alt efter hvilke miljøhensyn, der er vurderet til at være de væsentligste for denne produktgruppe. Et eksempel på dette er, at der for computere er formuleret spørgsmål indenfor kategorierne: Miljø- og energimærker, energiforbrug, produktion, miljøstyring og arbejdsmiljø.

Miljøvejledninger og den tilhørende bagg rundsdokumentation kan fås gratis ved henvendelse til:

Miljøbutikkens Information
Læderstræde 3
1201 København K.
telf. 33 92 76 92

Yderligere information om miljøvejledningerne kan ligeledes findes på Miljøstyrelsen hjemmeside (www.mst.dk)  under kategorien "Fagområder".

3.1 Hvordan kan I bruge dem som producent?

Som producent kan miljøvejledningerne bruges som en god indikator for, hvilke produktrelaterede miljøhensyn kunder (eller leverandører) typisk vil fokusere på.

Udformningen af checkskemaet (som ja/nej spørgsmål) betyder, at I selv skal kunne dokumentere overfor indkøberne, om jeres produkt er produceret efter de miljøvenlige retningslinjer, som er angivet i miljøvejledningen.

Checkskemaet i miljøvejledningen kan dække forhold, der vedrører:

  • jer selv (leverandør eller producent), og
  • jeres underleverandører

Checkskemaet tager hensyn til miljøforhold, der kan vedrøre:

  • produktionsprocesser
  • indholdsstoffer
  • materialer
  • energiforhold
  • bortskaffelsesmetoder
  • miljø- og energistyring
  • arbejdsmiljø (i mindre grad)

Spørgsmålene er formuleret som eksempelvis "undgås det at benytte dette stof?". Det betyder, at I og jeres leverandører skal være 100% fri for en sådan anvendelse for at kunne svare ja.

Der kan imidlertid forekomme situationer, hvor udfasning er i gang , hvor alternative stoffer kun kan anvendes på en del af sortimentet osv., så der ikke er tale om en "100% situation". I disse situationer vil det derfor være relevant for jer at kunne dokumentere, i hvor høj grad eksempelvis det nævnte stof undgås, selvom der må svares nej til spørgsmålet.

Den nødvendige informationsmængde bliver hermed større, men kan anvendes i mange andre sammenhænge i forbindelse med den produktorienterede miljøledelse.

Miljøvejledning for borde
Checkskemaet i miljøvejledningen for borde indeholder blandt andet spørgsmål vedrørende overfladebehandling. Spørgsmålene er angivet nedenfor. Kan der svares ja til spørgsmålene, opfattes det positivt af indkøberne (positivt for miljøet).

  • Er bordet produceret helt uden brug af organiske opløsningsmidler og tungmetaller?
  • Benyttes UV-hærdende maling/lak til træ?
  • Benyttes vandbaseret maling/lak til træ?
  • Bruges alkaliske bade til affedtning af metaldele?
  • Bruges pulvermaling til metaldele?
  • Bruges vandbaseret maling/lak til metaldele?

Det første I bør gøre er at klarlægge, hvilke forhold, der vedrører virksomheden selv, og hvilke forhold, der vedrører jeres underleverandører. Herefter fastlægges hvordan oplysningerne indhentes.

3.1.1 Hvordan kan I forberede jer?

I en situation, hvor en indkøber sender et checkskema til jer, vil spørgsmålene som regel gælde for et specifikt produkt. For at være på forkant med forespørgslerne skal I derfor, i princippet, tage stilling til samtlige spørgsmål for samtlige af virksomhedens produkter.

Et godt råd er at starte arbejdet med at indsamle dokumentation fra jeres leverandører, da det ofte vil være en meget tidskrævende proces. I forbindelse med miljøledelse skal I forholde jer til leverandørernes miljøpåvirkninger. Spørgsmål mm. fra arbejdet med miljøvejledninger indarbejdes i de relevante procedurer.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]