[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Håndbog i produktorienteret miljøarbejde

4. Miljøvaredeklarationer

4.1 Om miljøvaredeklarationer
4.1.1 Miljøvaredeklarationer i andre lande
4.1.2 Status i Danmark
4.2 Gode råd ved udarbejdelse af Type II deklarationer
4.2.1 Forventningerne
4.2.2 Målgruppen
4.2.3 Udformning af miljøvaredeklarationen
4.2.4 Dataindsamling og dokumentation
4.2.5 Vejledning i miljømarkedsføring
4.2.6 Fra miljøvaredeklaration til produktforbedringer
4.2.7 Udlevering af deklarationen

Dette værktøj indeholder en kort oversigt over det internationale arbejde på området miljøvaredeklarationer, efterfulgt af en række gode råd, hvis I ønsker at udarbejde en miljøvaredeklaration for ét eller flere af jeres produkter.

4.1 Om miljøvaredeklarationer

Miljøvaredeklarationer er som udgangspunkt neutrale i deres udsagn. En miljøvaredeklaration indeholder ikke et positivt udsagn om et produkt, men giver oplysninger om produktets miljøpræstation, så brugeren selv får mulighed for at vurdere produktets miljøegenskaber og sammenligne disse med miljøegenskaberne fra lignende produkter.

Miljøvaredeklarationer kan udarbejdes for både færdige produkter, råvarer, halvfabrikata og tjenesteydelser.

I det internationale arbejde skelnes der mellem Type II og Type III deklarationer (Type I er miljømærker). ISO vedtog i 1999 en standard (ISO 14021) for "Selvdeklarerede miljøpåstande" – de såkaldte Type II deklarationer. Standarden beskriver, hvordan de mest almindelige termer og symboler må anvendes. I standarden bliver der lagt vægt på, at de, der anvender påstandene, skal have den bagvedliggende dokumentation i orden. Dokumentationen behøver ikke at være LCA baseret, og der er ingen krav om uvildig 3. parts kontrol. Selv-deklarerede påstande kan opfattes som en art miljøvaredeklarationer, og flere danske virksomheder har allerede udarbejdet sådanne – se eksemplet fra APC Denmark bagest i kapitlet.

Type III er de egentlige miljøvaredeklarationer. De bygger på LCA data, de er 3. parts kontrollerede og regnes derfor som mere troværdige end de selvdeklarerede påstande. ISO har i foråret 2000 udgivet en teknisk rapport (ISO TR 14025), som er vejledende, men det er ikke en egentlig standard. Hvis I ønsker at forberede jer på kravene i en Type III deklaration er det en god idé at læse denne tekniske rapport.

4.1.1 Miljøvaredeklarationer i andre lande

Sverige og USA/Canada er de eneste lande, som på nuværende tidspunkt har etableret ordninger til certificering af miljøvaredeklarationer.

Yderligere oplysninger om den svenske ordning, som administreres af Miljöstyrningsrådet, findes på deres hjemmeside:
www.miljostyrning.se/epd

Scientific Certification System (SCS) står for et amerikansk system for miljødeklarering, kontakt evt. SCS via deres hjemmeside:
www.scs1.com

Norge, Tyskland, Holland og Korea er ved at afklare mulighederne for at etablere nationale certificeringsordninger for miljøvaredeklarationer. I Norge er der lagt op til et 3-årigt pilotprojekt, hvor Næringslivets Hovedorganisation (NHO, svarer til Dansk Industri) har det overordnede ansvar for systemet.

4.1.2 Status i Danmark

Også i Danmark gennemføres der p.t. forstudier til afklaring af, hvordan en dansk certificeringsordning kunne etableres. Miljøstyrelsen forventer at kunne sende et forslag i høring i løbet af 2000. Endvidere deltager Danmark i et nordisk projekt til afklaring blandt andet af, hvordan de eksisterende/kommende ordninger i de nordiske lande kan koordineres.

Af andre danske initiativer på miljøvaredeklarationsområdet kan nævnes:

  • Miljøstyrelsen finansierede i 1996-97 et projekt med det formål at kvalificere diskussionerne om miljøvaredeklarationer. I Projektet blev der udarbejdet forslag til miljøvaredeklarationer rettet mod henholdsvis professionelle brugere og private forbrugere (Miljøvaredeklarationer,Arbejdsrapport nr. 47, 1997).
  • Et igangværende projekt for By- og Boligministeriet undersøger mulighederne for miljødeklarering af byggevarer, hvor målgruppen er de projekterende virksomheder. Kontakt Statens Byggeforskningsinstitut for yderligere oplysninger: www.sbi.dk
  • For Miljøstyrelsen gennemføres p.t. et projekt om miljøvaredeklarationer for forbrugerelektronik, og målgruppen er her de private forbrugere.Yderligere oplysninger kan fås hos dk-TEKNIK.
  • IT-brancheforeningen har søgt at hjælpe deres medlemmer ved at udgive en vejledning i, hvordan en miljøvaredeklaration for kopimaskiner, printere, telefaxmaskiner samt pc’er kan udformes.  Deklarationen, der blev offentliggjort i 1998, er beregnet til at kunne besvare de oftest forekommende kundespørgsmål og vil af foreningen løbende blive opdateret i takt med, at der kommer ny viden på miljøområdet eller nye synspunkter fra myndigheder, brugere eller andre interesserede parter. Deklarationen er en Type II deklaration og yderligere information kan fås på: www.itb.dk .

4.2 Gode råd ved udarbejdelse af Type II deklarationer

Hvis I ønsker en miljøvaredeklaration, som lever op til en bestemt ordning, f.eks. den svenske, skal I naturligvis følge retningslinjerne i denne.

Hvis I derimod ønsker at udarbejde jeres egen ikke-certificerede Type II deklaration (Selvdeklarerede påstande), kan I tage udgangspunkt i ISO 14021 standarden. Derudover bør I vurdere:

  • Hvilke forventninger er I blevet stillet overfor hidtil? Og hvad kan fremtiden tænkes at bringe?
  • Hvem er jeres målgrupper? Hvilket detaljeringsniveau af viden kan målgrupperne forholde sig til?

4.2.1 Forventningerne

Håndbogens del A, kapitel 3 indeholder hjælp til kortlægning af nutidige og fremtidige for ventninger til jeres produkter. Hvis I har mange forskellige produkter, eller forventningerne til jeres produkter varierer meget fra produkt til produkt, kan det være nødvendigt at udvælge et produkt, før der skabes overblik over forventningerne.

Hvis I ønsker at starte med at udforme en miljøvaredeklaration, der primært har til formål at besvare de mest stillede spørgsmål til produktet, er det bedste udgangspunkt de spørgsmål, I selv har fået stillet.

Hvis I ikke hidtil har foretaget en systematisk registrering af forventninger til jeres produkter, er det en god idé at foretage en undersøgelse af disse, samt at oprette en procedure i miljøledelsessystemet, der sørger for at alle fremtidige henvendelser om produktets miljøforhold bliver registreret (se kap. 5).

4.2.2 Målgruppen

Det er ligeledes vigtigt at definere, hvem den primære målgruppe for deklarationen er. Er det en professionel indkøber med en vis baggrundsviden om miljøforhold, eller har indkøberen ingen eller en meget begrænset viden om emnet?

Det er altid en god idé at tage brugerne af vejledningen med på råd, når det bestemmes hvordan data i vejledningen skal præsenteres. Det er vigtigt hele tiden at stille spørgsmålet "........kan vores målgruppe forstå og bruge oplysningerne?...."

4.2.3 Udformning af miljøvaredeklarationen

Udarbejdelsen af en miljøvaredeklaration kan med fordel foregå som en løbende proces, hvor deklarationen udbygges og uddybes i takt med, at jeres viden om produktets livsforløb og miljøpåvirkninger udvides.

Det er en god idé at fastlægge et umiddelbart mål for hvordan den første deklaration skal se ud, samtidig med, at der fastlægges et langsigtet mål for, hvad deklarationen på sigt bør indeholde.

En naturlig udvikling er ofte, at deklarationen i begyndelsen indeholder svar på en række miljøspørgsmål, der umiddelbart kan besvares med den viden, der findes i virksomheden for senere at blive udbygget til at indeholde resultatet af en livscyklusvurdering.

I mange af de Type II deklarationer, som i dag findes, har virksomhederne bl.a. valgt at fokusere på stoffer, som ikke er i produktet (PVC, bly, cadmium,…).

En vigtig overvejelse ved udformning af deklarationen er ligeledes, at det skal være muligt for brugerne at få adgang til de underliggende data. I skal kunne dokumentere alle påstandene i en miljøvaredeklaration ved henvendelse fra en bruger.

Denne overvejelse er specielt relevant, hvis der er tale om produkter med fortrolig sammensætning eller fortrolige produktionsmetoder.

4.2.4 Dataindsamling og dokumentation

Omfanget af dataindsamlingen afhænger i høj grad af den valgte udformning. Hvis miljøvaredeklarationen skal baseres på en livscyklusvurdering, vil dataindsamlingen være den del af arbejdet, der kræver flest ressourcer.

Det er hensigtsmæssigt at opstille procedurer for registrering af data i miljøledelsessystemet (se kap. 5). En systematisk registrering af de anvendte data er nødvendig som dokumentation for resultatet af en livscyklusvurdering. Ved at foretage en systematisk registrering af de indsamlede data, åbnes samtidig muligheden for at genbruge disse til senere vurderinger.

En systematisk registrering af livscyklusbaserede data er samtidig en forudsætning for at miljøvaredeklarationen kan kontrolleres af en tredje part og dermed blive en såkaldt Type III deklaration.

4.2.5 Vejledning i miljømarkedsføring

Uanset hvordan miljøvaredeklarationen udarbejdes, er det vigtigt at være opmærksom på, at markedsføringsloven skal overholdes.

Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en vejledning om miljømarkedsføring, der kort forklarer, hvordan miljøpåstande kan bruges i markedsføringen af produkter, uden at markedsføringsloven krænkes.

I vejledningen lægges bl.a. vægt på, at alle påstande skal kunne dokumenteres, og at generaliseringer (som f.eks. miljørigtig, naturvenlig) ikke må anvendes uden at der er foretaget en grundig udredning om hele produktets livscyklus, der viser, at produktet under hele sin livscyklus belaster miljøet væsentligt mindre end øvrige produkter i samme produktkategori.

Vejledningen kan købes hos Forbrugerstyrelsen, tlf. 32 96 07 11 eller ses på internettet på adressen: www.fs.dk/kg/kg1393.htm

4.2.6 Fra miljøvaredeklaration til produktforbedringer

Forbedringer af produktets miljøegenskaber kan være begrundet i ønsket om at forbedre kritiske parametre i miljøvaredeklarationen, eller et generelt ønske om at nedsætte miljøpåvirkningerne forbundet med produktets livsforløb.

Den viden, der opnås om produktets miljøpåvirkninger ved at arbejde med livscyklustankegangen, vil ofte give god inspiration til arbejdet med at forbedre produkternes miljøegenskaber.

4.2.7 Udlevering af deklarationen

Udarbejd en procedure i jeres miljøledelses- eller kvalitetsstyringssystem for udlevering af miljøvaredeklarationer i forbindelse med markedsføring, kundehenvendelser og andre henvendelser, så kendskabet til virksomhedens miljøvaredeklaration udbredes (se kap. 5).

Eksempler på type II-miljødeklaration (APC Denmark ApS)

dek1.gif (14707 bytes)

 

dek2.gif (13213 bytes)

 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]