Kapiteloverskrift, Miljøstyrelsen

Ifølge direktivet kan operatøren af et deponeringsanlæg være enhver både privat, kommunal, fælleskommunal eller anden offentlig myndighed, blot ejeren opfylder de nærmere kvalifikationer og krav, beskrevet i direktivet, herunder faglig og teknisk kompetence, uddannelse af anlæggets driftspersonale og operatør og i øvrigt forsvarlig drift.

4.1.1 Risikoprofil

Direktivets artikel 8 litra a, iv) formulerer kravet til sikkerhedsstillelse således, at der skal træffes "passende forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik på at sikre, at de forpligtelser ... som følger, opfyldes og at nedlukningsprocedurerne ... følges".

Ved at fremhæve, at forholdsreglerne skal være "passende" til at "sikre" forpligtelserne, bliver det relevant at betragte ejerens risikoprofil, idet en "passende forholdsregel" kunne tænkes at variere, afhængig af hvem der er ejer henholdsvis operatør af anlægget. Dette er så meget mere nærliggende med den forudsætning, direktivet lægger til grund, hvorefter ejeren og operatør kan være både kommunal og privat.

En kommune kan grundet sin natur i teorien ikke gå konkurs eller komme under anden insolvensbehandling, idet der dog i særlige tilfælde kan tænkes administrative begrænsninger pålagt kommunens handlefrihed. Økonomiske problemer kan på papiret håndteres ved efterfølgende forøgede skatter.

Det samme er naturligvis ikke tilfældet med private – juridiske eller fysiske – personer.

Den foregående beskrivelse viser, at der kan være en forskellig risikoprofil med hensyn til opfyldelsen af forpligtelserne forbundet med en godkendelse af et deponeringsanlæg, alt efter om ejeren af anlægget er privat eller offentlig.

Der er for så vidt tale om samme forskel i risikoprofilen, som andre steder i lovgivningen fører til, at ellers obligatoriske krav om etablering af forsikringsdækning ikke gælder for offentlige myndigheder mv., der som udgangspunkt anses for selvforsikrede.

Et nyligt eksempel herpå er § 49 i lov om forurenet jord. I henhold til § 49 stk. 6 er staten, amter og kommuner undtaget fra forsikringspligten gældende for ejere af olietanke med et rumindhold under 6.000 liter.

Direktiv 99/31/EF om deponering af affald, artikel 8 litra a, IV) fastsætter som betingelse for godkendelse af deponeringsanlæg, at ansøger har truffet eller træffer nærmere forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller lignende med henblik på at sikre opfyldelsen af forpligtelserne (herunder foranstaltninger til efterbehandling) i henhold til godkendelsen.

Artikel 10 pålægger medlemsstaterne at træffe foranstaltninger til at sikre, at alle omkostninger ved etablering og drift af deponeringsanlæg, og herunder så vidt muligt også omkostninger forbundet med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende, er dækket af den betaling, operatøren forlanger for deponering af affald.

Artikel 10 kan dermed siges at udmønte “forureneren betaler princippet”, eftersom den opkrævede betaling skal dække alle omkostninger ved affaldsbortskaffelsen.

Fører forskelle i anlægsejernes risikoprofiler til forskellige krav til den nødvendige sikkerhedsstillelse eller tilsvarende, vil dette således kunne afspejles i størrelsen af den betaling, den enkelte operatør som minimum vil skulle opkræve. Dermed kan forskelle i kravene til sikkerhedsstillelse føre til forskelle i de vilkår, hvorpå operatøren er i stand til at tilbyde affaldsbortskaffelse.

En differentiering af kravene til sikkerhedsstillelse vil dermed kunne skabe ulige vilkår for operatørerne afhængig af deres ejerstatus, samtidig med at godkendelsesvilkårene for anlæggene vil blive forskellige.

4.1.2 Konkurrenceretlige aspekter

Den følgende vurdering er baseret på reglerne i den danske konkurrencelov, som indeholder et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af en dominerende stilling svarende til EU-konkurrencereglernes tilsvarende forbud. Da den danske lov skal administreres EU-konformt, vil vurderingen imidlertid kunne være vejledende for bedømmelsen efter de tilsvarende EU-konkurrenceregler.

Etablerer man sikkerhedsstillelseskravene således, at kravene varierer efter anlægsejerens status, eksempelvis ved at kravet er mindre til offentlige end private anlægsejere, vil dette kunne have til følge, at vilkårene for udøvelse af affaldsdeponeringsvirksomhed gøres forskellige afhængig af ejerstatus. I lyset af Konkurrencestyrelsens praksis i sager vedrørende konkurrencebegrænsninger, der har været en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, forekommer det mest sandsynligt, at Konkurrencestyrelsen vil anse en sådan ordning for konkurrenceforvridende i strid med konkurrenceloven.

Eksempelvis har Konkurrencestyrelsen udtalt, at kommunernes adgang til at indføre dækningsafgift på visse ejendomme efter ”halvdelsreglen” kunne virke konkurrenceforvridende. Halvdelsreglen betyder, at ejendomme, som for mere end halvdelens vedkommende anvendes til boligformål, ikke kan pålægges afgift. Dermed kan bestemmelsen føre til en urimelig forskelsbehandling af virksomheder i indbyrdes konkurrence.

Konkurrencelovens forbudsbestemmelser gælder imidlertid ikke, hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, jf. lovens § 2, stk. 2. I sådanne tilfælde kan Konkurrencerådet rette henvendelse til den pågældende myndighed og påpege de konkurrenceskadelige virkninger samt komme med forslag til fremme af konkurrencen på det pågældende område.

Det følger af § 2, stk. 2, at en godkendelsesordning med et differentieret krav om sikkerhedsstillelse afhængig af ejerstatus vil være undtaget fra konkurrencelovens almindelige bestemmelser, forudsat at ordningen etableres gennem offentlig regulering. I konsekvens heraf vil Konkurrencerådet ikke have mulighed for at gribe ind over for en sådan ordning, og formelt set vil der derfor ikke efter den danske konkurrencelov være begrænsninger i adgangen til at differentiere i kravene.

Den danske konkurrencelov afviger på dette punkt fra EU-konkurrenceretten, der ikke indeholder nogen undtagelse svarende til konkurrencelovens § 2, stk. 2. Det synes imidlertid umiddelbart tvivlsomt, om en ordning med et differentieret sikkerhedsstillelseskrav afhængig af ejerstatus af den her omhandlede karakter i sig selv vil kunne være et forhold omfattet af EU-konkurrencereglerne i artiklerne 81 og 82. Dette beror på, at en sådan ordning næppe vil kunne påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne mærkbart, hvilket er en betingelse for anvendelsen af artiklerne 81 og 82.

EF-traktatens artikel 86(1) forbyder statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af offentlige midler under enhver form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i det omfang, den påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne.

En lovgivningsmæssig fordel for visse virksomheder kan ifølge praksis udgøre statsstøtte og således være forbudt, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Det er ikke muligt at vurdere, om disse øvrige betingelser vil være opfyldt, før der er truffet endelig beslutning om en model for sikkerhedsstillelse. I givet fald vil det betyde, at der vil skulle foretages en anmeldelse af ordningen til Kommissionen med henblik på godkendelse. Umiddelbart forekommer det imidlertid tvivlsomt, om en sådan ordning vil have en sådan karakter og omfang, at den vil kunne påvirke samhandlen mellem medlemstaterne.

Da risikoen imidlertid er til stede, forudsættes det i det følgende, at der ikke differentieres alene som følge af ejerskab, jf. pkt. 4.4 nedenfor.

4.1.3 Forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger

Det relevante spørgsmål er, om en differentiering i sikkerhedsstillelseskrav efter ejerstatus – der forventeligt vil stille lempeligere krav til offentligt ejede anlæg – i den givne sammenhæng vil blive anset for i strid med en speciel lighedsgrundsætning. Ved "speciel lighedsgrundsætning" forstås en konkret retsregel eller retsgrundsætning, der gør et bestemt kriterium ulovligt i skønsudøvelsen. Det bemærkes, at der ikke gælder nogen generel lighedsgrundsætning, som fører til, at det i den givne sammenhæng skulle være ulovligt at differentiere sikkerhedsstillelseskravene efter ejerstatus.

Spørgsmålet kan ikke besvares generelt, men må vurderes i forhold til de faktiske omstændigheder. Udgangspunktet vil være, at en sådan differentiering af sikkerhedsstillelseskravene vil kunne blive anset for i strid med en speciel lighedsgrundsætning, hvis kriteriet "ejerstatus" i den givne sammenhæng ikke vurderes at have en saglig begrundelse.

I den forbindelse kan nævnes, at soliditetsvurderingen af en offentlig ejer som udgangspunkt vil være anderledes – bedre – end for en privat, og at offentlige myndigheder i deres virksomhedsudøvelse er undergivet Finansministeriets budgetregler om kalkulation af priser, hvilket begrænser deres konkurrencemuligheder.

Disse forhold taler for, at der vil kunne være en saglig begrundelse for at differentiere sikkerhedsstillelseskravene afhængigt af ejerstatus. Resultatet støttes af en højesteretsdom fra 1985 (U85.254H), hvor det ikke fandtes i strid med nogen lighedsgrundsætning, at Dansk Folkeferie havde opnået tilladelse til erhvervsmæssig udlejning efter sommerhusloven, mens et privat udlejningsselskab havde fået afslag herpå. Retten lagde vægt på, at Dansk Folkeferie efter sit formål og karakter havde en sådan særstilling, at dette kunne begrunde en forskellig behandling i henhold til loven.

Heroverfor har Østre Landsret imidlertid i en senere dom (U93.727Ø) fastslået, at Københavns Kommunes beslutning om kun at levere gratis mælk til kommunens egne skoler, men ikke til privatskoler, var i strid med et lighedsprincip, og at administrative og økonomiske hensyn i forbindelse med beslutningen ikke sagligt kunne begrunde forskelsbehandlingen.

Afgørelsen af, om en ordning med differentieret sikkerhedsstillelseskrav vil kunne være i strid med gældende lighedsgrundsætninger, vil være konkret og bero på indholdet og virkningen af ordningen samt den nærmere begrundelse herfor.

I lyset af ovenstående vurderes det, at der sandsynligvis vil kunne være tilstrækkeligt sagligt grundlag til at foretage en vis differentiering i sikkerhedsstillelseskravene afhængigt af ejerstatus, uden at dette vil blive anset for i strid med gældende lighedsgrundsætninger. Får en differentiering imidlertid væsentlig indflydelse på de vilkår, som operatørerne af anlæggene kan tilbyde affaldsbehandling på, vil dette kunne indebære risiko for, at differentieringen kan anses for ulovlig som værende i strid med en speciel lighedsgrundsætning. Da denne risiko er til stede, forudsættes det i det følgende, at differentiering alene på grund af ejerskab ikke finder sted, jf. pkt. 4.4 nedenfor.

4.2 Typer af sikkerhedsstillelse

4.2.1 Kriterier for vurdering af forskellige typer sikkerhedsstillelse

I forbindelse med en vurdering af de enkelte former for sikkerhedsstillelse, der kunne tænkes egnet, indgår en række elementer i den helhedsvurdering, der skal foretages, når de enkelte typer af sikkerhedsstillelser skal afvejes imod hinanden. Eksempler på sådanne elementer er beskrevet i det følgende.

Omkostninger til sikkerhedsstillelse

Alt andet lige bør det tilstræbes at søge den billigst mulige sikkerhedsstillelse for at undgå, at den endelige bruger (der reelt bekoster sikkerhedsstillelsen) vælger miljømæssigt uegnede bortskaffelsesmuligheder.

Systemets fleksibilitet
Et fleksibelt og enkelt administrativt system, der let og billigt håndteres, og

som smidiggør muligheden for indtræden af nye deponeringsanlæg og udtræden af lukkede deponeringsanlæg, må foretrækkes.

Sikkerhedens tidsmæssige udstrækning

Under hensyntagen til karakteren af de omkostninger, sikkerhedsstillelsen skal dække, vil sikkerhedsstillelser, der har en meget lang tidsudstrækning (og aldrig under 30 år), være at foretrække.

Øjeblikkelig etablering

For at leve op til direktivets bestemmelser og formål skal sikkerheden være etableret allerede fra første dag i driftsperioden på nye deponeringsanlæg.

Alle typer omkostninger

I henhold til direktivet skal der stilles sikkerhed for en lang række forskelligartede forhold, som nærmere beskrevet ovenfor i projektafgrænsningen, afsnit 1.3 og i afsnit 2. Uanset risikovurderinger kan "worst case scenariet" ikke fastlægges. Det bør derfor indgå i overvejelsen, hvorvidt den enkelte sikkerhedsstillelse har et beløbsmaksimum.

Anlæg som er godkendte eller i drift og nye anlæg

Sikkerhedsstillelsen skal i videst muligt omfang kunne anvendes ens mod allerede eksisterende anlæg (der indtræder i ordningen i løbet af overgangsperioden på 8 år) og nye anlæg.

Selvsupplerende ordning

Det bør søges at skabe en ordning, hvor sikkerhedsstillelsen suppleres/genopbygges, såfremt der måtte have været behov for at trække på denne.

Med disse momenter som ledetråd vil der i det følgende blive beskrevet fire typer af sikkerhedsstillelse:

· Fond/puljeordninger

· Selvforsikring

· Bankgaranti

· Forsikringer

Forsikringsdelen indeholder alene en beskrivelse af eksisterende danske ordninger, der er behandlet i følgende rækkefølge:

· Oliebranchens forsikringsordning

· Den almindelige Erhvervs- og Produktansvarsforsikring

· Zürich Miljøforsikring

· Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring

4.2.2 Fond/puljeordninger

En mulig form for sikkerhedsstillelse kunne bestå i oprettelse af en puljeordning (puljeordning for miljøskader på deponeringsanlæg), hvor puljens formue som eneste formål har at dække de omkostninger, som er beskrevet i afsnit 2 og 3 ovenfor.

Sikkerhedsstillelse i form af puljeordninger er et kendt begreb i dansk lovgivning, ikke mindst i relation til retsområder tilknyttet miljøforhold.

I det følgende vil to eksempler på sådanne puljeordninger blive opridset – Oliebranchens Miljøpulje samt Foreningen Dansk Autogenbrug.

Oliebranchens Miljøpulje

På baggrund af undersøgelser af en række benzinstationer blev indehaverne af en række anlæg i slutningen af 80'erne påbudt at foretage oprensning af forurenede grunde. Da ansvaret for forurening ofte var svært at placere, foreslog Oliebranchens Fællesrepræsentation oprettelsen af en fælles pulje til finansiering af nuværende og fremtidige undersøgelser og oprensninger.

I samarbejde med Miljøstyrelsen blev der herefter indgået en finansieringsaftale og en administrationsaftale.

Finansieringsaftalen indeholdt både bestemmelser om benzinselskabernes økonomiske bidrag til Oliebranchens Miljøpulje og bestemmelser om puljens drift og organisation.

Finansieringen tilvejebringes ved, at de otte benzinselskaber i Danmark indbetaler et bidrag til Oliebranchens Miljøpulje. Dette bidrag indbetales månedsvis efter markedsandel (selskabernes salg af autobenzin) og udregnes ved en af Oliebranchens Miljøpulje fastsat takst pr. liter solgt benzin. Bidrag er bogført som en driftsudgift for indbetalerne.

Til illustration kan det nævnes, at det årlige bidrag p.t. udgør ca. kr. 120.000.000,00.

Det skal nævnes, at Oliebranchens Miljøpulje til hver en tid kan ændre beregningsgrundlaget på den årlige generalforsamling.

Parterne bag Oliebranchens Miljøpulje består af Miljøstyrelsen, amter, kommuner og oliebranchen, og prioriteringen af, hvilke og hvor mange grunde der behandles, foretages af Miljøpuljerådet på grundlag af en såkaldt miljøscore. De grunde, der får den højeste miljøscore, bliver først undersøgt og oprenset af Oliebranchens Miljøpulje. Oliebranchens Miljøpulje sætter årligt ca. 600 nyprioriterede grunde i arbejde til oprensning. Til illustration kan nævnes, at der foreløbig er behandlet 2.088 forureningsprojekter på grunde ud af en samlet tilmelding på 9.682 grunde.

Miljøpuljerådet består af en repræsentant for hver af de nævnte aftaleparter, og formandskabet varetages af Miljøstyrelsen.

Administrationsaftalen bestemmer endvidere, at sekretariatet for Oliebranchens Miljøpulje varetager den konkrete udførelse og finansiering af oprydningen.

Foreningen Dansk Autogenbrug

Miljøbeskyttelsesloven fastsætter i § 39 a, at visse typer virksomheder – såkaldte listevirksomheder – skal stille sikkerhed over for godkendelsesmyndigheden. Denne sikkerhedsstillelse kan ske i form af en kollektiv sikkerhedsstillelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 39 a, stk. 6.

Foreningen Dansk Autogenbrug er en brancheforening for ca. 100 autoophugningsvirksomheder i Danmark.

Foreningen Dansk Autogenbrugs medlemmer betragtes som sådanne listevirksomheder. Disse virksomheder er derfor pligtige at etablere sikkerhedsstillelse over for godkendelsesmyndigheden til dækning af myndighedens eventuelle omkostninger til videretransport og destruktion eller deponering i forbindelse med fjernelse af ulovlige oplag af affald fra virksomheden ved en selvhjælpshandling. Ved en selvhjælpshandling kan tilsynsmyndigheden lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet. Da muligheden for sikkerhedsstillelse netop har taget sigte på at lade kategorier af virksomheder med samme karakteristika udarbejde en fælles sikkerhedsordning, anmodede Foreningen Dansk Autogenbrug om oprettelse af en sådan ordning for sine medlemmer.

Ordningen omfatter herefter de medlemmer af Foreningen Dansk Autogenbrug, som opfylder foreningens interne betingelser for deltagelse i den kollektive ordning, og som optages i ordningen.

Den kollektive ordning består af to dele:

·	en kollektiv sikkerhedsstillelse fra Foreningen Dansk Autogenbrug til sikring af, at omkostninger til en selvhjælpshandling til fjernelse af affald på en deltagervirksomhed kan foretages uden udgift for tilsynsmyndigheden, og
·	en udbygget sikring af, at påbud fra tilsynsmyndighedens side om foranstaltninger til lovliggørelsen af et ulovligt oplag af affald på virksomheden efterkommes inden for den af tilsynsmyndigheden fastsatte frist, enten af virksomheden selv eller ved Foreningen Dansk Autogenbrugs foranstaltning på medlemmets vegne og uden udgift for tilsynsmyndigheden

Ordningen etableres ved, at der oprettes en sikkerhedsstillelsesfond, hvori der til enhver tid indestår minimum kr. 100.000,00 til dækning af omkostninger til videretransport og destruktion af affald. Minimumsbeløbet hæves over fem år til kr. 300.000,00.

Fondens midler skal dække selvhjælpshandlinger og er iværksat af tilsynsmyndigheden over for en deltagervirksomhed i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 69-70.

Fonden dækker derimod ikke omkostningerne til anden fjernelse af forurening såsom oprensning af jordforurening.

Foreningen Dansk Autogenbrug administrerer fondens midler og sørger herunder for at inddrive fornødne midler hos medlemmerne.

Efter træk på fonden er Foreningen Dansk Autogenbrug pligtig til omgående og af egen drift at retablere sikkerhedsfondens kapital, således at der til enhver tid henstår mindst kr. 100.000,00 henholdsvis kr. 300.000,00 som sikkerhed. Samtidig er foreningen pligtig til over for den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, som er godkendelsesmyndighed for den enkelte deltagervirksomhed, at dokumentere retableringen af sikkerhedsfondens pligtige minimumsbeløb.

Såfremt Foreningen Dansk Autogenbrug som brancheorganisation har måttet foretage den fornødne økonomiske inddækning af sikkerhedsfonden til dens pligtige minimumsstørrelse, opkræver foreningen indbetaling fra sine medlemsvirksomheder, der er deltagere i den kollektive ordning. efter nærmere regler fastsat af foreningen, til dækning af de af foreningen trukne beløb på sikkerhedskontoen.

Træder en af foreningens medlemmer ud af ordningen, standser driften, ophører eller bliver erklæret konkurs, hæfter fonden mindst tre måneder for omkostninger til videretransport og destruktion af affald i forbindelse med den udtrædende virksomhed. Der er således ikke pligt til at være medlem af den pågældende fond.

Foreningens fortsatte hæftelse i de nævnte tilfælde skal give tilsynsmyndigheden lejlighed til enten at træffe afgørelse om individuel sikkerhedsstillelse og/eller træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der eventuelt skal foretages på virksomheden til lovliggørelse af oplag af affald, som i givet fald vil kunne fjernes ved en selvhjælpshandling.

Mindst én gang årligt tilsender Foreningen Dansk Autogenbrug den kommunalbestyrelse og det amtsråd, som er godkendelsesmyndighed, en ajourført liste over samtlige tilsluttede deltagervirksomheder med oplysning om aktiviteter, der har medført krav om dækning af omkostninger.

Som et andet led indeholder ordningen en beskrivelse af foreningens pligt til at iværksætte forebyggelsesforanstaltninger, idet fondens begrænsede størrelse forudsætter et aktivt tilsyn med de deltagende virksomheder. Samarbejdet mellem foreningen, medlemmerne og tilsynsmyndigheder beskrives endvidere som en væsentlig foranstaltning til minimering af fondens og myndighedernes omkostninger.

Endvidere oprettes en ekspertgruppe til løbende at vurdere potentielle ulovlige oplag af affald og til at komme et påbud fra tilsynsmyndigheden i forkøbet.

4.2.3 Selvforsikring

En anden mulighed for sikkerhedsstillelse kan findes i begrebet "selvforsikring".

Ved en selvforsikrer forstås en person eller virksomhed, der efter en overvejet beslutning undlader at tegne forsikring for en risiko, som det ellers er sædvanligt at afdække gennem forsikring. Dette forudsætter normalt et stort antal risikoudsatte enheder, for hvilke skadesandsynligheden og skadeudgiften kan beregnes statistisk.

Bestemmelserne om en selvforsikrings betydning for ansvarsforholdet er primært reguleret i erstatningsansvarslovens § 19-20 og 25.

Disse bestemmelser medfører, at en selvforsikrer, der er solidarisk ansvarlig med en uforsikret medskadevolder, kommer til at bære det fulde ansvar i det indbyrdes forhold (medmindre medskadevolders ansvar omfatter § 19, stk. 2 eller 21 i erstatningsansvarsloven).

Denne bestemmelse omfatter også ansvar uden for kontrakt.

Som det fremgår, anvendes selvforsikring således som et begreb til regulering af, hvorvidt der overhovedet kan rejses et erstatningskrav mod en skadevolder, alternativt ske regres fra skadelidte over for skadevolder under reglerne i erstatningsansvarsloven.

Begrebet selvforsikring indeholder derimod ikke særskilte bestemmelser om, at den selvforsikrede skal opbygge en form for sikkerhed, herunder henlæggelse, bankgaranti og andet.

Selvforsikring er derfor begrebsmæssigt og ud fra en solvensbetragtning uegnet til at fungere som et middel til at opnå direktivets formål, idet der begrebsmæssigt netop ikke etableres en sikkerhed. Dog kunne det overvejes at lade en selvforsikring finde anvendelse for driftsherre af affaldsanlæg, hvor denne er staten eller en kommune, idet der her kunne lægges vægt på, at den pågældende juridiske person ikke kan gå konkurs i modsætning til private driftsherrer.

Det skal bemærkes, at et meget stort antal kommuner til imødegåelse af miljørisici generelt har tegnet forsikring i deres fælles selskab, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab.

Om de forvaltningsretlige og konkurrenceretlige problemer i denne relation henvises til ovenfor i afsnit 4.1.3.

4.2.4 Bankgaranti

En sikkerhedsstillelse kunne endvidere tænkes etableret i form af en regulær bankgaranti.

Bankgarantiens etablering kunne tænkes stillet som et vilkår i forbindelse med tilladelsen i øvrigt til at etablere et nyt affaldsdepot.

En bankgaranti minder i sin konsekvens i hovedtræk om en forsikring, idet den udtrykker nogle vilkår, hvorunder betaling kan finde sted.

Svaghederne ved en bankgaranti er den beløbsmæssige begrænsning, idet den enkelte driftsherre alene vil være dækket ind for miljøskader indtil et vist beløb. Tegnes en ansvarsforsikring således individuelt, vil det være nødvendigt at erlægge garantibeløbet i den "høje ende" af den estimerede risiko for at sikre bedst muligt, at der også er dækning under forsikringen i en "worst case situation".

En anden svaghed ved en bankgaranti er prisen. En traditionel bankgaranti koster således ca. 0,5 % p.a. i præmie.

Derudover er bankgarantisystemet ikke ideelt, når der ses på det krav til sikkerhedens varighed, affaldsdepoter medfører (minimum 30 år).

Det må i øvrigt betragtes som tvivlsomt, om dette er en type garantiordninger, danske pengeinstitutter vil være indstillet på at indgå.

Sammenfattende synes en bankgaranti ikke (eller i hvert fald ikke som eneste sikkerhedsstillelse) at være ideel til formålet under direktivet.

Imidlertid kan en bankgaranti tænkes anvendt som supplement til øvrige ordninger, eventuelt i en startperiode med en puljeordning, indtil puljen har nået en vis beløbsmæssig størrelse, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 4.4 og 6.

4.2.5 Oliebranchens Forsikringsordning

Et yderligere eksempel på en eksisterende forsikringsordning er Oliebranchens Forsikringsordning:

På baggrund af lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord er der indført en pligt for private fyringsoliekunder til at være omfattet af en forsikring, der dækker risikoen for forureninger forårsaget af olietanke med en rumindhold under 6.000 liter. Loven forudsætter, at der etableres en forsikringsordning til dækning af denne risiko. Tidspunktet for ikrafttrædelse af forsikringskravet fastsættes ved bekendtgørelse udstedt af miljø- og energiministeren. Dette sker først, når forsikringsordning er etableret og godkendt.

Oliebranchen har herefter iværksat et samarbejde med Topdanmark om etablering af en forsikringsordning, der dækker oliekundernes risiko og forsikringspligt. Etableringen sker ved indgåelse af en aftale mellem Topdanmark og ti olieselskaber om samarbejde og gennemførelse af forsikringsordningen.

Oliebranchens Fællesrepræsentation har på vegne af de ti olieselskaber og Topdanmark Forsikring A/S den 5. november 1999 anmeldt en samarbejdsaftale med tilhørende aftaler om etablering af denne forsikringsordning

Forsikringsdækningen i Topdanmark opnås automatisk for oliekunderne ved køb af fyringsolie til boligopvarmning fra et af de deltagende olieselskaber eller fra forhandlere, der forsynes med olie fra et af disse selskaber. Forsikringsordningen vil omfatte al fyringsolie, der sælges til boligopvarmning i Danmark. Oliekunden kan fravælge forsikringsdækningen i Topdanmark og tegne forsikring i et andet forsikringsselskab, som måtte tilbyde lignende forsikring.

Forsikringen dækker den udgift, der medgår til at følge miljømyndighedernes påbud efter jordforureningsloven. Den maksimale erstatning pr. anmeldt og erstatningsberettiget skade er kr. 2.000.000,00.

Omkostninger, der overstiger kr. 2.000.000,00 betales af miljømyndighederne.

Det fremgår videre af ordningen, at også olieselskaber, der ikke fra starten har del i aftalen, skal have mulighed for efterfølgende at tiltræde den beskrevne forsikringsordning.

Miljøstyrelsen har i øvrigt med hensyn til Oliebranchens Miljøpulje oplyst til Konkurrencestyrelsen, at der styrelsen bekendt ikke eksisterer nogen anden virksomhed i Danmark, der udfører samme type opgave og besidder den fornødne erfaring hertil.

Miljøstyrelsen oplyste videre, at styrelsen oprindeligt overvejede at tilvejebringe forsikringsdækning ved at etablere en fælles pool-ordning uden om olieselskaberne. Dette blev dog opgivet, da det ville blive for dyrt for oliekunderne. Også individuelle forsikringer ville blive for dyre. På denne baggrund tilbød oliebranchen at etablere en fælles forsikringsordning som et servicetilbud over for oliekunderne.

Den forventede årlige samlede præmiestørrelse i første kalenderår er ansat til ca. kr. 36.000.000,00.

Såfremt skadesprocenten i et kalenderår overstiger 80 % af forskudspræmien, forfalder der en tillægspræmie på 50 % af forskudspræmien. Hvis skadesprocenten i et kalenderår overstiger 80 % af forskudspræmien samt tillægspræmien, forfalder yderligere en tillægspræmie på 50 % af forskudspræmien.

Derudover er der særlige forhold vedrørende ejerforholdet til reassurancefirmaet, hvor både olieselskaberne og Topdanmark er ejere.

Topdanmark genforsikrer den påtagede risiko i et til formålet af parterne oprettet genforsikringsselskab.

Konkurrencestyrelsen har på et rådsmøde den 15. december 1999 fastslået, at dette samarbejde er konkurrencebegrænsende og i strid med forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, idet Topdanmark gennem det tætte samarbejde med de deltagende olieselskaber begrænser andre forsikringsselskabers muligheder for at trænge ind på det relevante marked.

Imidlertid finder Konkurrencestyrelsen, at aftalerne opfylder betingelserne for en fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, idet samarbejdet er en forudsætning for at få det nye marked til at fungere og bidrager til opfyldelse af miljømæssige hensyn.

4.2.6 Den Almindelige Erhvervs- og Produktansvarsforsikring

SKAFOR (Skadesforsikringssammenslutningen) og Industrirådet har i 1987 udarbejdet standard forsikringsbetingelser for erhvervs- og produktansvarsforsikring. Denne forsikring tager ikke specielt sigte på forsikring af ansvaret for forureningsskader. Som nedenfor beskrevet indeholder forsikringen dog begrænset forsikringsdækning.

Erhvervsansvarsforsikringsdelen

Den særlige forureningsdækning i erhvervsansvarsforsikringsdelen er som oftest undergivet en særskilt begrænsning i den dækningssum, der er anført i policen. Er der ikke anført en sådan særlig dækningssum for forureningsskader, er der således ingen dækning under policen.

Forsikringen dækker kun forurening, såfremt skaden er opstået uventet, utilsigtet og ved et pludseligt uheld. Dette betyder blandt andet, at siveskader er ikke omfattet af dækningen.

Der vil ikke være dækning for skade, som er en følge af, at den sikrede virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt har overtrådt de til enhver tid gældende offentlige miljøforskrifter.

For så vidt angår særligt forurenende virksomheder (tidligere kapitel 5 virksomheder, nu de virksomheder, der er opført i bilaget til miljøerstatningsansvarsloven) er disse kun forsikret mod ansvar for forureningsskader, hvis policen har en særlig påtegning herom.

Produktansvarsforsikringsdelen

Hvis en forureningsskade sker som en produktskade, dvs. som en skade på person eller ting forvoldt af den sikrede virksomheds produkter eller ydelser, efter disse er bragt i omsætning henholdsvis præsteret, er dækningen imidlertid ikke begrænset på samme måde som under erhversansvarsforsikringsdelen, jf. ovenfor.

Det betyder, at der ikke gælder krav om pludselighed. Der gælder heller ingen særlig dækningssum, og det er ikke en betingelse for dækning i forhold til særligt forurenende virksomheder, at policen har en særlig påtegning herom.

Det er dog naturligvis en forudsætning, at de øvrige betingelser under produktansvarsdelen er opfyldt, herunder således at der skal være tale om en forureningsskade, der udgår fra virksomhedens produkter.

4.2.7 Zurich Miljøforsikring

Dækningsformer

Zurich Miljøforsikring er baseret på et forsikringsprodukt, som Zurich oprindeligt har udviklet i USA, og som nu tilbydes i mange vestlige lande. Forsikringsbetingelserne er ensartede, men tillempet de enkelte lande; i Danmark er reglerne i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven.

Zurich’s Miljøforsikring er forbundet med 2 former for dækning, henholdsvis Dækning A og Dækning B:

Dækning A: Ansvarsforsikring

Under ansvarsforsikringsdelen falder forsikringstagerens (og de i dennes tjeneste værende personers) erstatningsansvar for miljøskader hos tredjemand, det vil sige for miljøskader, der optræder uden for forsikringstagerens egen virksomheds område.

Miljøansvarsforsikringen dækker således forsikringstagerens erstatningsansvar for tab i tilfælde, hvor der er rejst et krav mod virksomheden i anledning af en miljøskade, der stammer fra den forsikrede virksomhed, således som denne er specificeret i forsikringspolicen.

Ansvarsforsikringen dækker miljøskade, der i policen defineres som udledning, spredning, frigivelse eller udslip af røg, dampe, sod, dunster, syre, alkalier, kemikalier, væsker eller gasser, affaldsmaterialer eller andre irritamenter, kontaminenter eller forurenere i eller på land, atmosfæren eller vandløb eller vandmasser.

Det tab, som ansvarsforsikringen omfatter, er forsikringstagerens kompensation til skadelidte for personskade (dvs. fysisk skade på personer samt tab af forsørger), tingskade (dvs. fysisk beskadigelse/ødelæggelse af værdier, tab af værdier, som ikke er blevet fysisk beskadiget eller ødelagt, og endelig oprensningsomkostninger på tredjemands grund). Derudover dækkes rimelige omkostninger til forsikringstagerens forsvar mod krav fra tredjemand.

Forsikringstageren er ikke berettiget til at anerkende en erstatningspligt, eller godkende erstatningskrav fra tredjemand, før forsikringsselskabet har givet samtykke dertil, og det er i øvrigt forsikringsselskabet, der træffer bestemmelse om sagens behandling.

Dækning B: Oprensningsomkostninger

Denne del af forsikringen angår forsikringstagerens tab i forbindelse med miljøskade på den forsikrede virksomheds egen grund, således som denne er specificeret i forsikringspolicen.

Det, der kan kræves dækket under DÆKNING B, er forsikringstagerens omkostninger til fjernelse eller afhjælpning af forurenet jord, overfladevand, grundvand eller anden kontaminering på forsikringsgrunden. Dækningen til sådanne omkostninger er dog betinget af, at oprensningen er pålagt den forsikrede virksomhed som et krav fra myndighederne.

Der kan imidlertid ikke opnås dækning for oprensningsomkostninger på eller under selve det for et deponeringsanlæg afgrænsede område, som eksempelvis opstået i forbindelse med et perkolatudslip.

Forsikringstageren er ikke berettiget til at påbegynde en oprensning uden samtykke fra forsikringsselskabet.

Fælles betingelser for Dækning A og Dækning B

I: Generelle betingelser

For dækning under DÆKNING A OG DÆKNING B er det i begge tilfælde en betingelse for dækning, at forsikringstager har anmeldt kravet skriftligt til forsikringsselskabet i løbet af forsikringsperioden eller den udvidede anmeldelsesperiode, der ophører tre måneder efter forsikringens ophør. Såfremt erstatningskrav fremsættes mod forsikringstageren eller formodes at ville blive fremsat, skal forsikringstageren uden ophold anmelde dette til forsikringsselskabet.

Forsikringen er en såkaldt claims made forsikring. Det betyder, at det er afgørende for dækning, at der rejses krav i forsikringstiden. Krav, rejst før forsikrings ikrafttræden eller efter forsikringens ophør, er ikke dækket.

Dækningerne gælder kun for krav, som fremsættes (eller indbringes) i Danmark.

II: Undtagelse til dækning

Såfremt der ved policens ikrafttræden bestod en miljøskade, dækkes tab eller krav som følge af denne ikke, såfremt den forsikrede virksomhed (herunder særligt personer i virksomheden, der er ansvarlige for miljøforhold, kontrol eller overholdelse) vidste eller burde vide, at miljøskaden kunne forventes at give anledning til krav.

Forsikringen dækker ikke krav, der er omfattet af Arbejdsskadeforsikringsloven eller anden social lovgivning, ligesom forsikringen ikke dækker personskade lidt af forsikringstageren, eller personer, der er i forsikringstagerens tjeneste. De pågældende vil som oftest være dækket af Arbejdsskadeforsikringsloven og virksomhedens erhvervsansvarsforsikring.

Forsikringen dækker alene det ansvar, der følger af almindelige erstatningsregler. Det vil sige, at der ikke er dækning for et videregående ansvar baseret på kontrakt eller andet tilsagn fra virksomheden.

Forsikringen dækker ikke tab eller krav, der opstår på forsikringstagerens grund, selvom dette tab opstår for at undgå eller begrænse en miljøskade, som eventuelt måtte være dækket af forsikringen. Denne undtagelse vedrører dog ikke oprensningsomkostninger under DÆKNING B.

Forsikringen dækker ikke i tilfælde af, at den forsikrede virksomhed, sådan som denne er specificeret i policen, sælges, udlejes, gives bort, opgives, eller når der er blevet givet afkald på driftsmæssig styring af den forsikrede virksomhed.

Forsikringen dækker ikke tab eller krav, som skyldes varer eller produkter, der er blevet fremstillet, solgt, håndteret, distribueret, ændret eller repareret af eller på vegne af den forsikrede virksomhed eller andre, som driver virksomhed under dennes navn, herunder nogen beholder dertil, eller nogen tillid til en erklæring eller garanti, som fremsættes på noget tidspunkt med hensyn til dette. Forsikringen dækker heller ikke tab eller krav, der stammer fra tingskade på - eller fremkaldt af - varer eller produkter, som den forsikrede virksomhed fremstiller, sælger, håndterer eller distribuerer samt personskade fremkaldt af varer eller produkter, som sikrede fremstiller, sælger, håndterer eller distribuerer.

Som alle andre ansvarsforsikringer dækker forsikringen ikke i tilfælde af nuklear reaktioner, såsom nuklear fission, nuklear fusion eller radioaktivitet.

Der vil ikke være dækning under forsikringen for skade, som skyldes forsikringstagerens forsæt eller grove uagtsomhed, sådan som disse begreber forstås i forsikringsretten. Der er heller ikke dækning for skade, som skyldes sikredes handling eller undladelse, hvorved offentligretlige regler til beskyttelse af miljøet overtrædes.

Der er ikke dækning for miljøskade, som er baseret på eller skyldes syreregn.

Der er ikke dækning for tab eller krav, som skyldes asbestforekomster, eller -fjernelse, oprydning, eller bortskaffelse af asbestprodukter, fibre, eller asbeststøv. Der er heller ikke dækning for tab eller krav, som skyldes arrangementer til bortskaffelse, transport, eller bortskaffelsen af syre, alkalier, kemikalier, væsker eller gasser, affaldsmaterialer, eller andre irritamenter, kontaminenter, eller forurenere uden for en dækket beliggenhed. Der synes altså at kunne være visse typer af forureninger, omfattet af jordforureningsloven, som ikke er dækket.

Der er ikke dækning for miljøskade, der stammer fra eventuelle underjordiske opbevaringstanke. Det vil sige fra beholdere, herunder tilhørende underjordisk ledningsnet, som er forbundet til tanken, som har mindst 10 % af sin volumen under jorden. Dækning kan dog udvides på nærmere aftalte vilkår.

Der er ikke dækning for krav, som skyldes bøder eller lignende straffe, pønalt begrundet erstatning, eller pønalt begrundet forhøjelse af erstatning.

Ved en partiel og/eller endelig lukning af en produktionsenhed, et anlæg, eller en beliggenhed, er der ikke dækning for tab eller krav, der fremkommer herved, selvom en sådan lukning sker i overensstemmelse med en skriftlig lukkeplan.

III: Dækningssummer og selvrisiko

Der angives en maksimal dækningssum for henholdsvis DÆKNING A og DÆKNING B i policen. Denne dækningssum er den højeste grænse for forsikringsselskabets forpligtelse.

Forsikringen er forbundet med en selvrisiko, der dækkes af forsikringstageren. Selvrisikoen gælder for ethvert tab, der lides af forsikringstageren under forsikringen.

Uanset antallet af krav, miljøskader, kravstillere eller sikrede, anses selskabets samlede erstatningspligt for krav, som opstår på grundlag af de samme forbundne, tilknyttede, gentagne eller fortsatte miljøskader i løbet af en eller flere forsikringsperioder for at være et enkelt tab, men underlagt den maksimale dækningssum.

IV: Øvrige betingelser

Forsikringsselskabet er løbende berettiget til at foretage inspektion og revision af den forsikrede virksomhed, sådan som den er specificeret i forsikringspolicen.

På grundlag af en besigtigelse kan forsikringsselskabet give virksomheden pålæg om inden for en given rimelig frist at udføre foranstaltninger til begrænsning af den forsikrede risiko. Forsikringsselskabets inspektion/besigtigelse er dog ikke en garanti for, at forsikringsstedet overholder acceptabel ingeniørpraksis eller er i overensstemmelse med lovgivning eller offentligretlig regulering.

Forsikringen kan af hver af parterne opsiges skriftligt med en måneds varsel til en hovedforfaldsdag. Om konsekvensen af ophør, se ovenfor under pkt. I.

Såfremt der gælder en anden forsikring, der er til rådighed for den sikrede virksomheds tab, som også er dækket i medfør af miljøforsikringen, skal miljøforsikringen gælde som en merforsikring i forhold til den anden gældende forsikring, hvad enten denne er primær eller overliggende.

4.2.8 Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring

Dansk pool for miljøansvarsforsikring har udarbejdet standardforsikringsbetingelser specielt for forsikring af ansvaret for forureningsskader. Forsikringsbetingelserne blev til efter forhandling mellem SKAFOR og Industrirådet, efter Industrirådet havde ytret ønske om at få etableret en miljøansvarsforsikring. Det blev forudsat, at forsikringen ville blive tegnet af især store industrivirksomheder, som blev betragtet som særligt udsat for at ifalde ansvar for en forurening. Imidlertid er der kun tegnet et meget begrænset antal forsikringer.

Dækningsomfang

Pool-forsikringen dækker den forsikringstegnende virksomhed og de personer, der er antaget i virksomhedens tjeneste.

Forsikringen dækker virksomhedens erstatningsansvar for skade tilføjet personer eller ting som følge af en forurening. Det vil sige, forsikringen dækker skader på tredjemand, der er en følge af virksomhedens ansvarspådragende adfærd.

Skaden skal være en følge af en forurening. Pool-forsikringen har defineret sit eget forureningsbegreb, således at der ved forurening forstås:

1.	Udsendelse, spredning eller henlæggelse af faste, flydende eller luftformige stoffer, som har skadelig virkning i eller på omgivelserne
2.	Udsendelse eller spredning af lugt, støj, rystelser, bølger, stråler eller temperaturpåvirkninger, der går ud over omgivelsernes sædvanlige niveau.

Det er en betingelse for forsikringsdækningen, at en af disse beskrevne forandringer af omgivelserne har forårsaget en konkret skade.

Forsikringen dækker ud over virksomhedens erstatningsansvar over for tredjemand rimelige omkostninger, såfremt disse er nødvendige til afværgelse af fare for forureningens udbredelse til områder uden for forsikringsstedet, men kun for så vidt virksomheden har været forpligtet til at foretage afværgelse af udbredelsen. Det er således en betingelse, at de afholdte omkostninger relaterer sig til en fare for skade på en værnet interesse, som virksomheden i givet fald vil være erstatningsansvarlig for. Der vil altså ikke være dækning for oprensningsomkostninger, selvom disse er en følge af et påbud fra miljømyndighederne, hvis ikke den påbudsmodtagne virksomhed vil være erstatningsansvarlig.

Forsikringen dækker i et vist omfang omkostninger til konstatering af, om der er indtrådt en dækningsberettiget skade. Det er dog en betingelse, at det ved en sådan undersøgelse konstateres, at en dækningsberettiget skade er indtrådt. Der er med andre ord ikke dækning i de tilfælde, hvor det of-fentlige pålægger virksomheden at foretage undersøgelser på egen grund.

Forsikringen dækker alene forurening, der udgår direkte fra forsikringstagerens virksomhed, sådan som denne er beskrevet i policen. Afgrænsningen af den forsikrede virksomhed sker ved en opregning i policen af de ejendomme, der hører under forsikringstagerens virksomhed.

Pool-Forsikringen har ikke en dækning, der svarer til Zurich Miljøforsikring DÆKNING B. Det vil sige, at der under Pool-Forsikringen ikke er dækning for den forsikrede virksomheds omkostninger til oprensning på egen grund, heller ikke såfremt disse afholdes efter påbud fra myndighederne.

Forsikringen dækker skade indtruffet i Danmark, i Grønland eller på Færøerne.

Undtagelser til dækning

Forsikringsbetingelserne indeholder en række specifikt angivne situationer, hvor forsikringen ikke dækker indtrådte skader. Disse undtagelser vil blive beskrevet i det følgende:

Forsikringen dækker kun formuetab, som er en følge af en af forsikringen dækket person eller tingskade, der har ramt den, som har lidt formuetabet. Dog dækkes tredjemands driftstab kun i 12 måneder fra det tidspunkt, hvor tabet indtræder.

Forsikring dækker ikke omkostninger til bøder som følge af forureningen.

Der er ikke dækning under forsikringen, hvis forureningen er forvoldt af forsikringstageren ved forsæt eller ved grov uagtsomhed. Den grove uagtsomhed og forsættet skal foreligge hos bestyrelsen eller direktionen. Hvis skade sker som følge af overtrædelse af gældende miljøregler, er der dækning herfor, medmindre overtrædelsen er sket efter ordre fra forsikringstageren, og forholdet kan karakteriseres som forsætligt eller groft uagtsomt.

Der er ikke er dækning for skade på ting, som den sikrede har i sin varetægt eller besiddelse.

Der er ikke dækning under forsikringen i tilfælde, hvor virksomheden i kraft af kontrakter eller på anden måde har forpligtet sig til et videregående erstatningsansvar, end hvad der følger af almindelige regler.

Forsikringen undtager endvidere skade forårsaget af eller som direkte eller indirekte følge af ændring af de genetiske egenskaber ved levende organismer.

Endvidere undtages personskade, som lides af forsikringstageren eller personer i dennes tjeneste, der i øvrigt er omfattet af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.

Der er ikke dækning for forureningsskade, som er en følge af uforsvarlig vedligeholdelse af eller tilsyn med installationer, der har til formål at hindre, forebygge eller begrænse en forurening. Forsikringen dækker heller ikke skade som følge af syreregn og udledning af næringssalte og andre tilsvarende forureninger.

Slutteligt er skade undtaget, der er en følge af almindelig drift ved virksomheden, og/eller som er godkendt eller toleret af myndighederne. Denne undtagelse dækker den accepterede forurening såsom oliespild fra tankstationer e.l.

Generelle betingelser

Forsikringen dækker ifølge forsikringsbetingelserne ansvar for skade, når kravet om erstatning er rejst mod den forsikrede virksomhed i forsikringstiden af offentlige myndigheder eller af tredjemand. Forsikringen dækker dog ikke ansvar for skade som følge af forurening forårsaget af handlinger eller undtagelser, som fandt sted forud for policens ikrafttræden. Forsikringen dækker ikke krav, der er anmeldt til selskabet senere end tre måneder efter forsikringens ophør.

Miljøansvarsforsikringen er således baseret på krav-rejst princippet (claims made), men begrænser yderligere dækning til skader som følge af handlinger eller undladelser foretaget efter policens ikrafttræden.

Erstatningskrav, som er rejst mod den forsikrede virksomhed i anledning af skade eller tab forårsaget af samme ansvarspådragende forhold, betragtes som én forsikringsbegivenhed, dvs. som et serieskadekrav. Serieskadekravet anses for rejst på det tidspunkt, hvor det første krav i serien er rejst. Såfremt et enkelt krav i serien vedrører forurening forårsaget af handlinger eller undladelser, som fandt sted forud for policens ikrafttræden, er ingen del af seriekravet dækket af policen.

Policen vil være forbundet med en dækningssum, der fungerer som den højeste grænse for forsikringsselskabets forpligtelse for krav, der er rejst mod den forsikrede virksomhed inden for et enkelt forsikringsår.

Det er en almindelige betingelse for dækning, at erstatningskrav, der fremsættes eller formodes at ville blive fremsat uden ophold, skal anmeldes til forsikringsselskabet. Det er endvidere et krav, at den forsikrede virksomhed ikke må anerkende erstatningspligten eller godkende et erstatningskrav uden selskabets samtykke.

I forhold til andre forsikringer er Miljøansvarsforsikringen sekundær, dvs. forsikringen dækker ikke ansvar for skader, der er forsikret under andre forsikringer som f.eks. erhvervs- og produktansvarsforsikringer, motoransvarsforsikringer eller andre specialforsikringer.

Dansk Reassurancepool

Onsdag den 23. marts 2000 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Dansk Reassurancepool for Miljøforsikring. Det er tanken, at Dansk Reassurancepool for Miljøforsikring skal afløse Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring. Stiftelsen af reassurancepoolen er foranlediget af jordforureningsloven. Det synes at være tanken, at der på den ordinære generalforsamling i Dansk Reassurancepool for Miljøforsikring i første halvår 2001 skal tages stilling til, hvorvidt poolen under hensyntagen til de indtegnede forsikringer skal fortsætte eller nedlægges. Såfremt der ikke er indtegnet et væsentligt større antal forsikringer end de 34, der for tiden er i Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring, vil det blive overvejet at nedlægge poolen.

4.2.9 Sammenfatning, forsikringsordninger

Gennemgangen af eksisterende forsikringsordninger ovenfor under pkt. 4.2.5 - 4.2.8 viser, at der findes enkelte ordninger, hvorefter det er muligt forsikringsmæssigt at afdække visse nærmere miljørisici. Vilkårene for dækning svarer imidlertid ikke til den dækning og dermed den sikkerhed, direktivet foreskriver, jf. nærmere herom nedenfor under pkt. 4.4.

4.3 Skattemæssige forhold

I nærværende afsnit har vi vurderet den skattemæssige behandling af omkostninger forbundet med forskellige former for sikkerhedsstillelse mv. for henholdsvis ejerne og brugerne.

Ved afgørelsen af, om ejerne og brugerne har fradragsret for omkostninger vedrørende sikkerhedsstillelsen mv., er det afgørende, om omkostningerne kan anses for en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a. Det er en betingelse for, at der er tale om en driftsomkostning, at de afholdte omkostninger har en naturlig forbindelse med driften af den pågældende virksomhed.

Vi har i det følgende forudsat, at ejerne af affaldsdeponeringsanlægget er private selskaber og offentlige virksomheder, virksomheder, personer mv. (herefter virksomheder eller ejere), der udøver erhvervsmæssig virksomhed eller en offentlig virksomhed som en kommune. Brugerne af affaldsdeponeringsanlægget kan både være virksomheder eller private personer.

Vi har nedenfor foretaget en skattemæssig vurdering for ejere, der er henholdsvis virksomheder eller kommuner, samt brugerne.

4.3.1 Virksomheder - Ejerne

Fond/puljeordninger

En indbetaling til en puljeordning efter tilsvarende principper som Oliebranchens Miljøpulje – dvs. en indbetaling af ejerne til en miljøpulje af en mindre procentdel eller promilledel af omsætningen eller pr. kg affald - vil være fradragsberettiget for ejerne som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a.

Hvis fonden/puljen oprettes med et større éngangsbeløb, er der en risiko for, at ejerne ikke vil have skattemæssig fradragsret for engangsbeløbet. Det kan således ikke udelukkes, at skattemyndighederne i denne situation vil anse éngangsbeløbet for en ikke-fradragsberettiget udgift, der vedrører virksomhedens indkomstgrundlag, jf. statsskattelovens §§ 5-6. I denne situation kan der eventuelt være en mulighed for, at ejerne kan afskrive på éngangsbeløbet over en årrække.

Selvforsikring

Selvforsikring indebærer, at ejerne ikke forsikrer sig, men i stedet betaler omkostningerne til oprydning mv. i takt med, at omkostningerne faktisk afholdes.

Ejerne vil derfor i denne situation have skattemæssigt fradrag for omkostningerne til oprydning mv., i takt med at omkostningerne afholdes. Omkostningerne til oprydning kan således anses for udskudte driftsomkostninger, jf. Landsskatterettens kendelser refereret i TfS 1992.581 og i LSR 1984.23.

Der kan dog være en mindre risiko for, at skattemyndighederne alene vil acceptere fradragsret for en virksomheds omkostninger til oprydning for den del af omkostningerne, der vedrører forurening, som er opstået efter ejerens erhvervelse af arealet, jf. Ligningsvejledningen for 1998, afsnit E.A.2.1.3. I det omfang ejeren har en objektiv pligt - evt. fastsat i loven - til oprydning mv., er det endvidere vor vurdering, at ejeren vil have fradragsret for hele beløbet, uanset at en del af oprydningsomkostningerne vedrører forurening forårsaget af tidligere ejere.

Bankgaranti

Ejerne har skattemæssigt fradrag for løbende ydelser i form af renter, løbende provisioner eller præmier vedrørende bankgarantier.

Hvis bankgarantien medfører betaling af stiftelsesprovision, engangspræmie eller lignende engangsydelse, vil ejerne dog alene have fradragsret, hvis løbetiden for bankgarantien er mindre end 2 år, jf. ligningslovens § 8, stk. 3.

Forsikringer

Ejerne vil som udgangspunkt have fradragsret for præmier til forsikringsordninger som en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6 a.

Henlæggelser

Som udgangspunkt vil ejerne ikke have skattemæssigt fradragsret for henlæggelser til en senere gennemførelse af oprydning. Ejerne har således først fradragsret for henlæggelserne til oprydning på det tidspunkt, hvor omkostningerne rent faktisk afholdes.

Det kan dog ikke udelukkes, at det eventuelt er muligt for virksomheder at opnå fradrag for henlæggelser - efter en anvendelse af tilsvarende principper, der gælder for garantiforpligtelser, jf. Ligningsvejledningen for 1998, afsnit E.B.2.6.7, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

At henlæggelsen gælder oprydningsomkostninger, som allerede burde afholdes eller burde være afholdt på henlæggelsestidspunktet.

At der i praksis har vist sig at være nogen risiko for, at oprydningsomkostninger skal afholdes.

At beløbene, der skal anvendes til oprydningsomkostninger, ikke er uvæsentlige.

At der føres et regnskab over henlæggelserne, herunder over den procentdel eller promilledel af omsætningen, der henlægges, samt over de faktisk afholdte omkostninger til oprydning.

Selv om ovennævnte betingelser er opfyldt, er det dog stadig usikkert, hvorvidt det er muligt for ejerne at opnå fradrag for henlæggelser til oprydning før omkostningernes faktiske afholdelse.

4.3.2 Kommuner - Ejerne

Kommuner er undtaget fra skattepligten i medfør af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, også selv om driften finder sted i interessentskabsform. Kommuner skal derfor ikke opgøre nogen skattepligtig indkomst.

Kommuner har derfor heller ikke fradrag for omkostninger forbundet med sikkerhedsstillelse, da der ikke er nogen skattepligtig indkomst at fradrage omkostningerne i.

Det skal bemærkes, at hvis kommunen udøver affaldsdeponeringsaktiviteten via et almindeligt aktie- eller anpartsselskab, vil aktie- eller anpartsselskabet skulle behandles efter de sædvanlige regler gældende for ejere, som anført ovenfor i afsnit 1.

4.3.3 Brugerne

Virksomheder

Brugere af affaldsdeponeringsanlægget, der udøver erhvervsmæssig virksomhed, har som udgangspunkt fradragsret for omkostninger forbundet med deponering af virksomhedens affald ved opgørelsen af virksomhedens skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a. Betingelsen om, at omkostningerne har en naturlig forbindelse med driften af den pågældende virksomhed, vil således normalt være opfyldt.

Virksomheder vil efter tilsvarende principper have fradragsret for yderligere omkostninger, der ”overvæltes” på brugerne som følge af meromkostninger afholdt af ejerne til forsikringsdækning mv.

Private personer

Brugere af affaldsdeponeringsanlægget, som ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed - dvs. private personer - har ikke fradragsret ved opgørelsen af personens skattepligtige indkomst for omkostninger forbundet med deponering af personens affald.

Private personer vil efter tilsvarende principper ikke have fradragsret for yderligere omkostninger, der ”overvæltes” på brugerne som følge af meromkostninger afholdt af ejerne til forsikringsdækning mv.

4.4 Vurdering af sikkerhedstypernes egnethed

På baggrund af det ovenfor i afsnit 4.1.1 og 4.1.2 anførte, hvorefter en differentiering i sikkerhedsstillelseskravet alene efter ejerstatus kunne være i strid med konkurrence- og forvaltningsretlige regler, forudsættes det, at der ikke differentieres i kravet til sikkerhedsstillelse, afhængigt af om driftsherren er offentlig, kommunal eller privat. Den type sikkerhedsstillelse, der måtte blive besluttet, gælder således alle, der i øvrigt er blevet godkendt efter direktivets artikel 8.

Når egnetheden af de enkelte sikkerhedsstillelser skal vurderes, er det relevant at foretage en sondring mellem henholdsvis forudsigelige og uforudsigelige omkostninger. Det kan således ikke udelukkes, at en sikkerhedsform, der er uegnet til at dække uforudsigelige omkostninger, omvendt kan være egnet til at dække forudsigelige omkostninger.

I det følgende vil de enkelte typer sikkerhedsstillelser derfor blive vurderet i forhold til begge typer af omkostninger.

På det foreliggende grundlag synes en ordning med selvforsikring at være en uegnet sikkerhedstype på baggrund af de bemærkninger, der er anført ovenfor i afsnit 4.2.

Tilbage som mulige modeller er herefter bankgaranti og henlæggelser, lovpligtig miljøforsikring og en fond/puljeordning med lovpligtigt medlemskab. Om de økonomiske konsekvenser se nedenfor i afsnit 5.

4.4.1 Fond/puljeordning

Ligesom miljøforsikringen (jf. nedenfor under pkt. 4.4.4) synes en fond/puljeordning altovervejende at kunne tilgodese de enkelte anførte hensyn i afsnit 4.2.1, både i relation til forudsigelige og uforudsigelige omkostninger.

Der er således tale om et fleksibelt system, der vil være relativt nemt at administrere, og hvor indtræden af nye deponeringsanlæg og udtræden af lukkede deponeringsanlæg ikke påvirker sikkerhedsstillelsen, idet selve puljen oppebæres af de til enhver tid værende medlemmer (i fonds- eller foreningsform).

Der er ingen tidsmæssige begrænsninger på puljens levetid, og det vil i grundlaget for ordningen være muligt at regulere, at puljen skal have en tidsmæssig udstrækning på en nærmere beskrevet minimumsperiode.

Samtidig vil ordningen være selvsupplerende, således at fonden/puljen kan beslutte at forøge bidraget pr. ton affald (såfremt der måtte være behov for en forøgelse af sikkerhedsstillelsen) eller i en periode helt at stoppe bidrag (såfremt der ikke måtte være behov for yderligere sikkerhedsstillelse).

Disse tiltag forudsætter alene, at der foreligger en præcist beskrevet administration af ordningen, hvori det kunne overvejes at lade offentlige institutioner, eksempelvis Miljøstyrelsen, deltage, jf. herom nedenfor i afsnit 6.

Derudover vil grundlaget uden problemer kunne beskrives til at dække samtlige typer omkostninger, der skal være omfattet af direktivet, jf. herom ovenfor i afsnit 2 og 3, og altså dermed som anført både forudsigelige og uforudsigelige omkostninger. Dette kunne ske med skyldig hensyntagen til omkostningernes forskellige karakter, således at bidrag til sikkerhed for uforudsigelige omkostninger er et bidrag, der tilfalder alle puljens til enhver tid værende medlemmer og ikke betales tilbage til den enkelte ejer, mens bidrag til sikkerhed for forudsigelige omkostninger individualiseres og betragtes som tvangsopsparing for den enkelte ejer med adgang til at anvende sin opsparing til de definerede omkostninger.

Det vil yderligere være muligt for allerede eksisterende anlæg at indtræde i ordningen inden for den i artikel 14 i direktivet beskrevne overgangsordning. Dog vil indbetaling til dækning af forudsigelige omkostninger fra eksisterende anlæg skulle tilpasses den periode, der haves til at foretage opsparingen.

Problemerne med fond/puljeordning er imidlertid først og fremmest, at puljen selvsagt ikke vil være etableret i fuldt omfang fra dag 1. Det tager således tid at opbygge en tilstrækkelig formue.

Derved er der en teoretisk risiko for, at der opstår en omkostningsudløsende faktor på et eller flere af de omhandlede deponeringsanlæg på et tidspunkt, hvor der ikke i puljen er tilstrækkelige midler til at dække disse. Dette synes umiddelbart ikke foreneligt med direktivets ordlyd, der i artikel 8, litra A.IV, anfører, at ansøgeren "... inden deponeringen påbegyndes har truffet eller vil træffe passende forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik på at sikre ..."

Dette forhold kunne imidlertid tænkes imødekommet, evt. ved at fonden/puljen etablerer en bankgaranti i en initialperiode på et vist minimumsbeløb, som er tidsbegrænset, indtil puljen selv har oppebåret en vis minimumsformue.

En anden overvejelse kunne være at kombinere med en særskilt miljøforsikring i samme initialperiode. Derudover kunne det som et alternativ overvejes at lade sådanne ekstraordinære omkostninger, der ikke kan dækkes af indeståender på puljen, lånefinansiere mod en samtidig eventuel forøgelse af bidraget pr. ton affald.

Det skal bemærkes, at en puljeordning – afhængig af den nærmere udformning – vil skulle godkendes af konkurrencemyndighederne forud for etableringen.

Endvidere skal det bemærkes, at en miljøpuljeordning, der inddrager offentlige institutioner, eksempelvis Miljøstyrelsen, i sin administration, har den fordel, at offentlige miljømyndigheder får indflydelse i forbindelse med situationer, hvor der (på kortere eller længere sigt) opstår prioriteringsspørgsmål ved flere forureninger.

Derudover har puljeordningen den fordel, at der til administrationen er mulighed for at knytte et element af forebyggelsesforanstaltninger, som dette i dag er tilfældet med Foreningen Dansk Autogenbrug som beskrevet ovenfor, hvor fondens begrænsede størrelse forudsætter et aktivt tilsyn med de deltagende virksomheder. Dette samarbejde kan hjælpe til at minimere puljens omkostninger.

4.4.2 Henlæggelser

Regnskabsmæssige henlæggelser er en individuel form for "sikkerhedsstillelse" og er i sagens natur ganske uegnet til at afdække risici for uforudsigelige omkostninger, allerede fordi det ikke er økonomisk muligt for den enkelte ejer inden for en overskuelig tid at henlægge beløb, der modsvarer omkostningerne, såfremt uheld måtte opstå. Der henvises til de talmæssige eksempler nedenfor under pkt. 5.

Derimod kunne henlæggelser tænkes anvendt som sikkerhedsstillelse i forhold til forudsigelige omkostninger, hvor størrelsen på omkostningerne og takten, hvormed de udløses, på forhånd er mere kendt. Også her har formen dog svagheder. Henlæggelserne er ikke fysisk bundet som tvangsopsparing og derfor ikke "beskyttet" til formålet på samme måde, som øremærkede midler ville være det, eksempelvis i tilfælde af en insolvenssituation.

Der mangler yderligere den supplerende sikkerhed i form af solidarisk hæftelse mellem depotejerne, som vil være vanskeligere at gennemføre – særligt i forhold til kommuner og andre offentlige ejere – hvor den solidariske hæftelse ikke er (delvis) beskyttet ved en tvangsopsparing (evt. i puljeordningen).

4.4.3 Bankgaranti

En bankgaranti synes, på baggrund af bemærkningerne anført ovenfor under pkt. 4.2, uegnet som sikkerhedsstillelse for uforudsigelige omkostninger, herunder usikkerhed om garantiens størrelse og løbetid.

En bankgaranti synes lidt mere egnet til at dække forudsigelige omkostninger. Her kendes mere præcist størrelsen på omkostningerne samt tidspunktet, hvor omkostningerne udløses.

Imidlertid har bankgarantien også i relation til sådanne omkostninger svagheder, primært i relation til omkostningerne ved etablering og vedligehold af garantien, sammenholdt med den langvarige tidsmæssige udstrækning.

4.4.4 Miljøforsikring

Vurderet på baggrund af de syv kriterier, der anført i afsnit 4.2.1, synes en forsikringsordning i vidt omfang at tilgodese disse i forhold til uforudsigelige omkostninger.

Der er således tale om en fleksibel ordning, hvor der nemt vil kunne tegnes en forsikring på det tidspunkt, hvor et nyt deponeringsanlæg etableres. Det skal dog nævnes, at i det omfang der ikke er tale om en lovpligtig forsikring, har forsikringsselskabet selvsagt mulighed for at nægte at tegne forsikringen, hvis forsikringsselskabet skønner, at man ikke vil påtage sig den konkrete risiko.

Gøres forsikringen lovpligtig, vil/bør en skadelidt samtidig via loven være sikret for krav, der kan rejses mod deponeringsanlægget, eventuelt betalt ved en udligningsordning, der er indeholdt i andre deponeringsanlægs forsikringspræmie.

Forsikringen kan etableres hurtigt, og der er ikke som ved puljeordninger behov for løbende opsparing, før tilstrækkelig sikkerhed er til stede.

De væsentligste ulemper ved forsikringsordningen findes i den omstændighed, at der er tale om meget langvarig sikkerhedsstillelse, og at denne sikkerhedsstillelses værdi forudsætter forsikringsselskabets selskabsretlige eksistens på tidspunktet, hvor forsikringen bliver aktuel, ligesom det forudsættes, at forsikringsselskabet løbende år for år vil forny sådan dækning i en så lang efterbehandlingsperiode.

Derudover kan det anses som en svaghed, at der ikke haves et bredt erfaringsgrundlag for tilsvarende forsikringstyper i Danmark.

I den forbindelse skal det særskilt fremhæves, at det ikke ligger klart, i hvilket omfang et eller flere forsikringsselskaber vil være i stand til på nuværende tidspunkt at tilbyde en forsikringsordning, der reelt og helt præcist tilgodeser de specifikke behov, affaldsdepoterne kræver.

For så vidt angår forudsigelige omkostninger, er det i sagens natur ikke hensigtsmæssigt (eller muligt) med en forsikringsordning. Man forsikrer sig mod ukendte forhold og risici, men ikke mod kendte og fastlagte omkostninger, og selvom dette var muligt, ville præmien helt modsvare eller overstige de endelige omkostninger.

4.4.5 Sammenfatning af sikkerhedsstillelsestypernes egnethed

Uforudsigelige omkostninger

I forhold til de uforudsigelige omkostninger kan det sammenfattende fastslås, at både en ordning med miljøforsikring og en puljeordning synes at kunne være operationel i relation til affaldsdepoter, dog med det forbehold, at det endnu ikke ligger helt klart, hvorvidt der kan laves et forsikringsgrundlag, der i detaljer svarer til behovet.

De eksisterende forsikringsmuligheder afviger på væsentlige punkter fra behovet. Således er der ikke i Miljøansvarsforsikringen (jf. 4.2.8 ovenfor) dækning for oprensningsomkostninger, selvom disse skyldes et påbud fra myndighederne, såfremt den påbudsmodtagende virksomhed ikke er erstatningsansvarlig. Derudover dækker forsikringen ikke krav, der er anmeldt til selskabet senere end tre måneder efter forsikringens ophør.

Det kunne derfor overvejes at etablere en puljeordning med tvunget medlemskab og bidrag (om den nærmere beskrivelse af administration, se nedenfor under pkt. 6), men således at puljeordningens administrative organ bemyndiges til at lade (hele eller en del af) indbetalingerne afløse af en forsikringsordning, i det omfang der kan opnås en helt tilsvarende dækning.

Samtlige medlemmer kunne samtidig hæfte solidarisk for omkostninger, der ikke er fuldt ud dækket ved opsparing i puljen eller forsikring, men med fuld regres mod den skadevoldende ejer (i hvert fald ved groft uagtsom adfærd).

Forudsigelige omkostninger

I forhold til de forudsigelige omkostninger synes både oprettelse af en bankgaranti, regnskabsmæssige henlæggelser og indbetalinger til puljeordningen at kunne anvendes. Dog har de regnskabsmæssige henlæggelser ikke karakter af helt samme sikkerhed, idet midlerne – i modsætning til ved puljeordning eller anden tvangsopsparing – ikke fysisk bindes. Som anført ovenfor under pkt. 4.2, er de væsentligste svagheder ved bankgarantien præmiens størrelse over for garantiens udstrækning.

Den mest ideelle form for sikring af forudsigelige omkostninger synes derfor at være en opsparing i puljeordningen, hvor betalingerne formelt er adskilt fra indbetalinger til dækning af de uforudsigelige omkostninger. Betalingerne skal samtidig være individualiseret, således at hvert affaldsdepot har en konto, øremærket til dækning af de forudsigelige omkostninger. Ved forfald af sådanne omkostninger trækkes der på kontoen. Et eventuelt overskydende beløb på kontoen, når samtlige forudsigelige omkostninger er betalt, tilfalder ejeren af anlægget.

Såfremt den foretagne opsparing i sjældne tilfælde ikke fuldt ud måtte dække disse omkostninger, kunne samtlige medlemmer af puljeordningen hæfte solidarisk, men med fuld regres mod ejeren.

Også for så vidt angår overgangsordningen synes puljeordningen at være optimal. Principielt vil der i en sådan situation opstå en solidarisk forpligtelse for medlemmerne i forhold til potentiel tidligere miljøskade, og det vil derfor være en politisk overvejelse, om eksisterende anlæg skal behandles isoleret, eventuelt med en anden type sikkerhed, eksempelvis en bankgaranti.

Administration

Deponeringsanlæg, som indgår i en puljeordning, indbetaler indskud til dækning af såvel forudsigelige som uforudsigelige omkostninger.

Medlemskabet af puljeordningen er pligtigt for enhver ejer, så længe et deponeringsanlæg er i drift og ikke er endeligt og korrekt afviklet.

En fælles puljeordning til sikkerhed for dækning af forudsigelige og uforudsigelige omkostninger vil skulle administreres af et overordnet, styrende organ. Et sådant organ vil kunne etableres som en Deponeringsbranchens Puljeordning (i lighed med Oliebranchens Miljøpulje jf. afsnit 4.2.5).

Parterne bag puljeordningen vil kunne bestå af ejere af deponeringsanlæg, de kompetente miljømyndigheder og Miljøstyrelsen. Puljen vil skulle have en bestyrelse, bestående af repræsentanter fra de forskellige parter. Formandsskabet vil kunne varetages af Miljøstyrelsen.

Som det er anført ovenfor, bør indskuddene administreres forskelligt, afhængigt af om det sker til dækning af forudsigelige eller uforudsigelige omkostninger, således at der foretages en individuel, øremærket opsparing i en pulje til dækning af forudsigelige omkostninger, og at der indbetales i en pulje til dækning af uforudsigelige omkostninger.

Bestyrelsen skal godkende træk på de øremærkede konti og tilsikre, at midlerne anvendes i overensstemmelse med puljens vedtægter.

Bestyrelsen for ordningen beslutter løbende, hvorvidt indbetalingernes størrelse skal forøges, eller om indbetalinger til puljen for uforudsigelige omkostninger eventuelt skal stoppes, hvis puljen har nået en tilstrækkelig størrelse. Bestyrelsen kan endvidere få beføjelse til at afgøre, om indbetalinger til dækning af uforudsigelige omkostninger eventuelt helt eller delvis skal afløses af en forsikringsordning.

Fra de øremærkede konti til dækning af forudsigelige omkostninger foretages løbende udbetaling til puljens medlemmer på baggrund af dokumentation for afholdelse af de pågældende omkostninger.

Ved eventuel udbetaling til dækning af uforudsigelige omkostninger beslutter bestyrelsen i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt puljen dækker og i hvilket omfang.

Puljeordningen kan endvidere have en rådgivende funktion over for medlemmerne, bl.a. på baggrund af opsamlede erfaringer, med henblik på at reducere risikoen for indtrædelse af uforudsigelige miljøpåvirkninger. En sådan funktion kan medvirke til at reducere puljens omkostninger.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]