| 
  
    |   | Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | Håndbog i miljøvurdering af produkter Del A Introduktion3. Hvad kan miljøvurderingen bruges til?Virksomhederne har en lang række forskellige formål med de miljøvurderinger, der
    gennemføres. Du skal imidlertid være klar over, at forskellige formål stiller
    forskellige krav til dokumentation.  LCA kan anvendes til: 
      |  | Intern brug i produktudvikling |  |  | Intern prioritering af miljøindsats (især i forbindelse med miljø-ledelse) |  |  | Forbedret dialog mellem myndigheder og/eller leverandører |  |  | Træning internt på virksomheden i forbindelse med miljøledelse |  |  | Miljødokumentation overfor kunder, myndigheder eller internt på virksomheden |  |  | Markedsføring |  Du bør være opmærksom på, at kravene til dokumentation stiger, når LCA'en anvendes
    udenfor virksomheden. Hvis en virksomhed ønsker at anvende LCA som internt
    prioriteringsredskab, enten til miljøledelse eller produktudvikling, er kravene til
    LCA'en relativt lave. Her er det virksomheden selv, der sætter grænserne. Hvis
    virksomheden vil bruge LCA'en til markedsføring eller miljødokumentation, er kravene til
    pålidelighed, datakvalitet mm. meget højere.  3.1 Markedsføring Markedsføring defineres typisk som enten aktiv eller passiv. En passiv markedsføring
    vil sige, at du har nogle informationer liggende i skuffen, som du udleverer, hvis du
    bliver bedt om det. Det er også karakteristisk, at dokumentationen kun forholder sig til
    dit produkt og ikke sammenligner det med andre. Selv om kunden selv beder om
    informationen, bør man sikre sig, at dokumentationen bygger på et solidt grundlag.  
      
        | Eksempel A3.1: Miljøinformation
        En ordre afhang af, om virksomheden kunne dokumentere produktets miljøegenskaber.
        Heldigvis havde virksomheden tidligere lavet en miljøvurdering, som blot skulle opdateres
        på en række punkter. Efter to dage var dokumentationen klar, og virksomheden fik ordren.
 
 |  Aktiv markedsføring er brochurer eller annoncer, hvor producenten påstår, at han er
    god på det miljømæssige område. Hvad enten han faktisk påstår, at han er bedre end
    konkurrenterne eller ej, ligger det i budskabet, at han nødvendigvis må være bedre end
    andre. Sådanne påstande skal dokumenteres meget grundigt, og der findes regler for det i
    Markedsføringsloven [Forbrugerombudsmanden, 1999]. Der er udgivet en folder om
    miljømarkedsføring, som bl. a. siger:  Vil De bruge generelle ord, som "miljøvenlig" eller tilsvarende f. eks.
    "mil-jørigtig", "naturvenlig", "grøn", "natur",
    "ren natur" og "økologisk", forudsætter det, at De har gennemført
    en virkelig grundig udredning om hele produktets livscyklus.  Livscyklusvurderinger skal foretages efter anerkendte eller generelt accepterede
    metoder for den pågældende produkttype. Såfremt sådanne metoder endnu ikke er udviklet
    på det pågældende område, er det et stærkt argument for at undlade at bruge de
    generelle ord som "miljøvenlig" og lignende.  Det må anbefales at alliere sig med eksperter, som kan kvalitetssikre arbejdet, hvis
    det skal anvendes til markedsføring. Desuden kan MEKA-skemaet ikke regnes for en
    "virkelig grundig udredning om produktets livscyklus, foretaget efter anerkendte
    eller generelt accepterede metode". MEKA-skemaet kan imidlertid godt bruges til at
    dokumentere f. eks. et reduceret energiforbrug i produktionsfasen.  3.2 Miljøledelse Miljøledelse kræver ikke en LCA af virksomhedens produkter, men produkternes
    livscyklus nævnes, og det vil være et naturligt område at arbejde med, når et
    miljøledelsessystem er etableret. Det datagrundlag, der etableres, vil typisk være et
    godt grundlag for at gå videre med LCA.  Hvis du ønsker at anvende LCA i forbindelse med prioritering af miljøindsatsen i
    miljøledelse, vil det dog være en god idé at supplere med forhold inden for
    arbejdsmiljø. Støj medtages normalt heller ikke i en LCA.  
      
        | Eksempel A3.2: Prioritering
        af miljøindsatsen En virksomhed har indført et miljøledelsessystem, men har problemer med at prioritere
        indsatsen.
 En miljøvurdering viser, at det er produktets brugsfase, der giver det væsentligste
        bidrag til miljøbelastningen. Der skal derfor formuleres aktioner for at nedbringe
        belastningen fra brugsfasen. Miljøvurderingen gør det imidlertid også klart, at det er
        vigtigt at se ud over sit eget hegn, da f. eks. en øget anvendelse af underleverandører
        giver virksomheden en mindre miljøbelastning, mens den måske bliver større for
        produktet.
 
 |  Arbejdet med LCA er velegnet som del af den uddannelse og træning, der skal finde sted
    i forbindelse med miljøledelsessystemet. F. eks. kan en del af uddannelsen være en
    præsentation af en miljøvurdering af et af virksomhedens produkter.  3.3 Produktudvikling Anvendelse af LCA i produktudvikling betyder, at man i stedet for blot at konstatere
    nogle miljøegenskaber ved et eksisterende produkt har mulighed for at ændre dem, fordi
    det drejer sig om produkter, der ikke produceres endnu.  Normalt vil man starte med at lave en miljøvurdering af en reference, det vil sige et
    eksisterende produkt, for at finde ud af, hvor de største miljøbelastninger ligger.
    Næste trin er at finde de områder, hvor miljøbelastningen kan reduceres. Muligheden for
    reduktion er ikke altid forbundet med de største miljøbelastninger. F. eks. bruger et
    køleskab energi til køling, men det ikke give mening at reducere energiforbruget ved at
    hæve temperaturen i køleskabet, fordi det så ikke har den funktion, det skal have.
    Varmetabet kan derimod reduceres ved at forbedre isoleringen.  En gennemgang af et produkt betyder, at du får mulighed for at se det fra en anden
    vinkel. Du vil utvivlsomt komme til at sætte spørgsmålstegn ved nogle procedurer eller
    valg og få øje på forbedringsmuligheder.  
      
        | Eksempel A3.3: Produktudvikling Den indledende gennemgang af produktet viste, at forbruget af messing var meget
        højt. Messing indeholder kobber og zink, som begge er sparsomme ressourcer. Det viste
        sig, at en stor del af messingforbruget var overflødigt, og vægten af produktet blev
        kraftigt reduceret i den nye model. Resultatet blev et produkt, der både var billigere og
        bedre rent miljømæssigt.
 
 |  3.4 LCA kan anvendes til dialog LCA'en giver typisk nogle erkendelser, som kan bruges i dialog enten internt eller
    eksternt. Det kan være miljøafdelingen, som har brug for at argumentere overfor
    indkøbsafdelingen eller produktudviklingsafdelingen. Det kan også være at virksomheden
    vil bruge LCA til at skabe en mere positiv dialog med myndighederne. Endelig kan en
    miljøvurdering bruges til dialog i produktkæden, dvs. via leverandør via virksomhed til
    kunde. Igen gælder det, at kravet til dokumentation er større, når LCA'en anvendes
    eksternt, også selv om det kun er som et dialogredskab.  
      
        | Eksempel A3.4: Miljøvurdering
        som grundlag for en dialog Miljøafdelingen ønskede at forbedre virksomhedens produkter med hensyn til miljø, men
        havde svært ved at få til at forstå, hvad der kunne gøres. Der blev lavet en
        miljøvurdering af et produkt, og produktudviklingsafdelingen blev bedt om at levere
        materiale- og proceslister og komme med forslag til ændringer i produktet. Nu kunne
        produktudviklingsafdelingen se de miljømæssige konsekvenser af ændringer, og det blev
        en ren sport at komme med de forslag, der gav de største miljømæssige forbedringer.
 
 |  | Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
    | |  |