| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Sociale aspekter i grønne job

2. Succes med serviceordning for Bycyklen

Bycyklerne er som alternativ til biler og busser en miljømæssig gevinst. Serviceordningen betyder, at antallet af defekte bycykler ude af drift er mindsket. Med et rullende værksted, hvor småreparationer udføres rundt om i byen, spares transporten frem og tilbage til værkstedet. Indkøb er så vidt muligt baseret på genbrug. Der har siden november 1997 fast været ansat 2-6 medarbejdere, og cirka 150 kursister fra Revacentret er gennem projektperioden kommet i arbejde eller i gang med uddannelse. Det giver større livsglæde og en samfundsmæssig besparelse, når kursisterne bliver i stand til at klare sig selv.

Bycyklen - både transport og reklame

Bycyklen, som blev lanceret i 1995, er miljø- og beskæftigelsesmæssigt et spændende projekt. Bycyklerne kan benyttes i et afgrænset område af København mod en pant på 20 kroner. Der er over 120 stativer med cykler. Bycykelfonden, der står bag bycyklerne, er etableret i samarbejde med Københavns Kommune. Bycyklen, der både er et grønt reklamemedie og et transportmiddel, skal være et let tilgængeligt transportmiddel og et alternativ til biler og busser, som gør det nemt og hurtigt at komme rundt i byen.

Bycyklen mister værdi uden serviceordning

Indtil foråret 1997 stod Vestre Fængsel for reparation og vedligeholdelse af bycyklerne. Ordningen var ikke tilfredsstillende, da der konstant var en tredjedel (6-700) af cykler, som ikke var på gaden. Der var problemer med indsamlingen af defekte cykler, og småreparationer kunne ikke laves på stedet, da de indsatte ikke kunne forlade fængslet.

Revacentret indgik i foråret 1997 et samarbejde om en serviceordning med Bycykelfonden og Københavns Kommune. Der gav nogle problemer, fordi Revacentrets kursister kun er der 2-3 måneder. Revacentret havde ikke penge til at ansætte folk, og serviceordningen fungerede ikke godt nok uden fastansatte, der kunne sikre faglig viden og kontinuitet.

Formålet med støtten fra jobpuljen var at sikre, at cyklerne fungerede. Hertil kom det sociale aspekt at få kursisterne fra Revacentret i gang med et normalt liv, hvor de kunne klare et job og forsørge sig selv.

Serviceordningen er baseret på et værksted til de større reparationer og "vinterklargøring" dvs. rengøring, renovering og evt. udskiftning af sponsorskilte. Hertil kommer en kørselsafdeling med biler og udstyr til småreparationer af cyklerne på gaden og afhentning af bycykler uden for bycykelområdet. Serviceordningen betyder, at der er færre bycykler (højst 50-100 stk.) ude af drift. Med reparation på stedet sparer man transporten af cyklerne rundt i byen. Hærværket på cyklerne og antallet af forsvundne cykler er blevet mindre med årene. I perioden april til juli i 1999 er misbruget af cyklerne halveret i forhold til samme periode 1998.

- Det er væsentligt, at standarden på bycyklerne er høj bl.a. for at forebygge hærværk og ødelæggelser. Bycyklerne udsættes for lidt af hvert. Værkstedet har netop fået omkring 20 afbrændte bycykler ind. Det er utroligt ærgerligt, når bycyklerne på den måde ødelægges, siger Kim Madsen, der har været ansat som projektleder siden 1997.

Alle indkøb omkring bycyklerne er som udgangspunkt baseret på genbrug. Bilerne er købt fra Teknisk Service og sat i stand, værktøjet er overtaget fra Vestre Fængsel. Der arbejdes på, at de plader, som bruges til reklamer på hjulene af bycyklerne, kan genbruges.

Flere i job og uddannelse

Serviceordningen har i projektperioden givet job til 2 personer i 1997 (2 måneder), 6 i 1998 og 5 i 1999 - heraf er én i fleksjob. Alle de ansatte, på nær projektlederen, var oprindeligt arbejdsløse. Flere af de ansatte er tidligere kursister, der nu har etableret sig på arbejdsmarkedet og er blevet medlem af a-kasse og fagforening.

Serviceordningen er ifølge Revacentrets direktør Ejner Jensen et af de bedste tilbud til at skaffe kursisterne i arbejde efter kursusforløb. Han fortæller, at serviceordningen har stor søgning. Kombinationen af reelt arbejde og fremme af miljøsagen er populært. Der har til stadighed været 15-20 kursister, hvilket giver i alt cirka 80 kursister om året. Heraf kommer 70-80 procent i gang på arbejdsmarkedet eller med en uddannelse efter kursets ophør. Det svarer til 60-65 personer om året, og cirka 150 over hele projektperioden.

Kursisterne kommer ind i serviceordningen på forskellige vilkår. Projektets afrapportering angiver, at der i projektperioden har været 30 personer i særlig aktivering og 22 i almindelig aktivering. Af de 30 i særlig aktivering er 9 kommet i almindeligt arbejde, 1 i skånejob, 3 er fortsat i andre projekter. 9 er tilbage på kontanthjælp, og 8 er fortsat i træningsforløb. For de 22 i almindelig aktivering laves der ikke selvstændige statistikker.

- Forskellen i det samlede antal, der har været tilknyttet ordningen, skyldes, at mange kursister er kommet i praktik i serviceordningen fra andre kurser i Revacentret, fortæller Ejner Jensen.

- Det er meget flot, at kun 1/3 fortsat er på kontanthjælp. Succeskriteriet i forhold til folk i særlig aktiveringer er, at 20 procent forventes at komme videre i fast arbejde, skånejob eller andet træningsforløb. De personer, som kommer i særlig aktivering, er dem, som tidligere "var opgivet" og som ville have fået førtidspension, fortæller socialrådgiver Niels Grønbjerg, der er ansat i serviceordningen.

- Flere har fået chaufførjob, andre er gået ind i håndværk eller service, nogle er på cykelværksteder, og én er kommet i lære hos en cykelsmed. De fleste kommer ud i ordinære job, andre som voksenlærling med et økonomisk tilskud fra det offentlige. Endeligt er enkelte i jobtræning bl.a. i fleksjob med tilskud, beretter Kim Madsen. Målet er ikke, at alle skal komme i ordinære job, men at de skal komme videre mod det ordinære arbejdsmarkedet.

Serviceordningen er ændret i 2000

Serviceordningen er fortsat i drift, men efter at støtten fra jobpuljen ophørte, er ordningen udskilt som selvstændigt projekt i Revacentret. Serviceordningen koster cirka 2,5 mio. kroner om året. Bycykelfonden betaler en halv mio. kroner om året til lønninger og 3-400.000 kroner til driften af bilerne og forsikringer, mens resten finansieres gennem det sociale projekt i Københavns Kommune. Hertil kommer 3-400.000 kroner til reservedele, der betales af fonden. Københavns Kommune finansierer desuden cykelstativerne og standerne.

Der er på nuværende tidspunkt 3 fuldtidsstillinger (projektlederen, 1 værkfører og 1 kørselsleder), 2 i fleksjob og 1 i skånejob, specielt knyttet til serviceordningen. Derudover er ansat en socialrådgiver og psykolog på halv tid.

Der er fast cirka 20-25 optræningspladser. Hver enkelt har et optræningsforløb på 3-6 måneder. Projektet er ikke længere et rent revalideringsprojekt. Der kommer folk i almindelig aktivering, i særlig aktivering, i arbejdsprøvning og i revalidering.

Alle kursister skal i gennem et 3 ugers introkursus. Her gennemgår en socialrådgiver og en leder med hver enkelt kursist, hvad de har lavet før, og hvorfor de er kommet. Der planlægges et træningsforløb, hvor de selv kan vælge, hvilket værksted de vil tilknyttes. Revacentret har, foruden serviceordningen med cykelværkstedet, træværksted, edb, syværksted, autoværksted m.fl.

Kursister er begejstret

Hanne Ringius er 37 år. Hun begyndte på et halvt års aktivering i HIG (håndværk- og industrigruppen) i slutningen af 1997. Efter 4 måneder kom hun med i kørslen i serviceordningen. Hun har nu i 2 år stået for kørslen. Hanne Ringius blev ansat for midler fra jobpuljen som kørselsleder på helt almindelige arbejdsvilkår.

Hanne Ringius er meget begejstret for sin tilknytning til serviceordningen.

- Da jeg startede i træningsforløb var min tilværelse noget værre rod, fortæller hun.

Nu har hun orden og struktur på sit liv og er meget tilfreds med sit arbejde. Det har haft stor betydning for hende at møde stor tillid og imødekommenhed. Hun kom uden meget selvtillid, men fandt hurtigt ud af, at der er mange ting, som hun godt kan klare. På det meget konkrete plan har hun lært at skille og samle cykler og fået stor rutine med kørslen. Men det vigtigste er, at hun har fået struktur og selvtillid. Det sociale miljø i serviceordningen har givet hende tryghed og støtte.

Michael Ovesen på 35 år er kursist, som er i gang med et træningsforløb. Michael blev syg som 18-årig. Han lider af epilepsi. Han er i et træningsforløb som led i revalidering, hvor han startede i HIG. Han er flyttet over til serviceordningen, fordi han gerne vil ud og køre. Foreløbig er han dog på værkstedet, da han skal være stabil med sin sygdom, før han kan være med i kørslen. Han har lige taget det normale kørekort, så han må køre de mindre biler, når hans sygdom kan holdes stabil. Michael har lært at samle cykler. Han har også lært at stå op om morgenen og komme af sted. Det betyder, at han har fået en hverdag til at fungere.

Mogens Tabar, 52 år, er ansat i fleksjob pr. 1. november. Han er startet som kursist i et træningsforløb 1. juli, fordi han skulle have afklaret, hvor meget han kan tåle at belaste sit ben. Han har slidgigt i benet som følge af en gammel skade. Han har tidligere været lastbilchauffør, og han har arbejdet inden for entreprenørbranchen med gummiged, gravearbejde og rørlægning - dvs. meget hårdt praktisk arbejde. Han starter på fuld tid. Han skal måske have flere pauser for at skåne foden. Han er mest i cykelværkstedet, men kører også ud en gang i mellem. Han kan slet ikke se sig selv uden noget praktisk at lave, og de teoretiske kurser er ikke noget for ham.

- Man lærer noget, hvis man selv er interesseret. Jeg har aldrig fået en egentlig uddannelse, men har lært af dem, der var ansat i forvejen, siger Mogens Tabar.

Han har f.eks. ikke lært at køre gummiged eller de andre store maskiner, men har selv sat sig ind i det med hjælp fra de andre. Han er ikke blevet fyret i de job, han har haft, selvom der ikke lige var nye opgaver. Der var altid andre ting, som han kunne sættes til.

- Folkene her på værkstedet er til at omgås. Det gælder både lederne og de andre på værkstedet. Om det er et rart og godt sted, er noget man observerer inden for de første par dage, fortæller han.

Sponsorerne udebliver

Udgangspunktet var, at det ville være nemmere at tiltrække flere sponsorer, hvis serviceordningen, og dermed hele bycykelfunktionen, fungerer tilfredsstillende. Sponsorgrundlaget forventes at kunne fordobles gennem projektet. Det skulle sikre de nødvendige midler til at fastholde en fast skare af medarbejdere i serviceordningen.

- Det er endnu ikke lykkedes at skaffe de ekstra sponsorer, som Bycykelfonden havde håbet ved starten af projektet. Tværtimod er antallet af cykler faldet fra 2000 i 1999 til 1500 bycykler, fortæller direktøren for Bycykelfonden Stig de Geer.

Bycykelfonden har nu søgt Erhvervsministeriet om støtte gennem "Møntmidlerne" til køb af 1500 nye cykler. Bycykelfonden søger kun halvdelen af, hvad der er behov for. En fjerdedel skal nemlig betales af egen lomme, mens den sidste fjerdedel skal findes via fundraising. Hvis Bycykelfonden får støtten til købet af bycyklerne, er det hensigten, at sponsoraterne skal betale driften og vedligeholdelsen af bycyklerne.

Bycykelfonden etablerede i august 2000, "Bycykelens venner", der skal hjælpe med at rejse penge. Stig de Geer mener ikke, at bycyklerne har mistet nyhedens interesse. Det viser den store interesse, der stadig er omkring særlige begivenheder, som fonden jævnligt arrangerer.

Bycykelfonden sælger primært bycykelkonceptet, men nedtoner eller glemmer det sociale aspekt. Ejner Jensen mener, at fonden kunne sælge flere sponsorater ved i højere grad at synliggøre og sælge produktet med den sociale vinkel indbygget. Mange virksomheder er blevet opmærksomme på værdien af at vise social ansvarlighed.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |