Økologisk håndtering af spildevand

Bilag 1. Definitioner

Afløbsinstallation
Den del af et afløbssystem, der er beliggende i og under bygning med tilhørende grund.

Biobeholder
Se kompostbeholder.

Biologisk kloset
Kloset uden afløb, hvor væske fordampes og de faste stoffer nedbrydes.

Efterkompostering
Kompostering af materiale der ikke er færdigkomposteret, når kompostbeholderen bliver tømt.

Fækalier
Menneskelig afføring.

Gråt spildevand
Husspildevand, der ikke indeholder afløb fra kloset.

Kloset
Aflukke. Ordet anvendes både om rummet og selve wc-indretningen.

Kombinationskloset
Wc, hvor wc-skålen og cisternen er sammenbygget i en enhed. De fleste wc’er er kombinationsklosetter.

Kompostbeholder
Beholder til opsamling og kompostering af faste stoffer.

Kompostering
Biologisk nedbrydning af faste stoffer. (Aerob omsætning)

Kompostorme
Orme, der fremmer omsætningen af det biologiske materiale.

Lokum
Nødtørftsrum.

Lugtlukke
Anordning, der sikrer mod udtrængning af lugt fra afløbsinstallationen til omgivelserne.

Nedsivning
Afledning af spildevand/regnvand til jorden.

Renseadgang
Adgangsmulighed til en afløbsinstallations indre, som kan anvendes til indføring af renseværktøj eller rensemidler.

Separator
Komponent, der separerer væske fra faste stoffer.

Separerende systemer
Systemer, hvor urin og vand separeres fra faste stoffer.

Skyllevandsmængde
Den vandmængde, der tilføres afløbssystemet fra en cisterne eller en skylleventil ved skylning af et wc, et urinal eller lignende sanitetsgenstand.

Sluseventil
Ventil, der anvendes i vakuumsystem ved overgang fra vakuumledning til beholder med normalt tryk.

Sort spildevand
Husspildevand, der indeholder afløb fra wc

Toilet
Værelse, hvor man gør toilette (ordner påklædning). Bruges også om wc og kloset.

Udluftning
Anordning, der sikrer lufttilførsel til udluftningsledning. En udluftning kan være en åbning til det fri, en nedgangsbrønd, en vakuumventil eller en rense- og inspektionsbrønd.

Udluftningsledning
Ledning, der tilfører luft ude fra til afløbsledningen. Ledningen fører ikke afløbsvand.

Urin
Væske udskilt i nyrene.

Urinsorterende systemer.
Systemer, hvor urin og fækalier kildesorteres

Urinsorterende wc
Kloset-stol med specielt udformet afløbsskål. Forrest ligger opsamlingsskålen til urin og bagest opsamlingsskålen til fækalier.

UV-bestråling
Hygiejnisering af væske via bestråling med ultraviolet lys.

Vakuumsystem
Ledningssystem, hvor transport af væske og fast stof foregår ved vakuum (undertryk).

Vandlås
Lugtlukke, hvor lukket tilvejebringes af vand.

Ventilationsledning
Ledning, der ventilerer (gennemlufter) dele af en afløbsinstallation og/eller hovedafløbssystemet. En ventilationsledning kan kun være en åbning til det fri.

Wc
Vandskyllet kloset.