Nye krav til leverandører til tekstilbranchen

10. Nybo Jensen Konfektion A/S

10.1 Hovedindtryk
10.2 Virksomhedsbeskrivelse
10.3 Marked
10.4 Leverandører
10.5 Formulering af miljøkrav
10.6 Gennemførelse og kontrol af miljøkrav

10.1 Hovedindtryk

Nybo Jensen Konfektion A/S er en veletableret producent af erhvervsbeklædning. Kunderne er primært erhvervskunder med fokus på holdbarhed og brugskvalitet.

Man certificerer i dag en vis del af produktionen ifølge ØKO-TEX 100-standarden. Selv om man vurderer, at man vil være i stand til at opfylde EU-blomst standarden, har man ikke mulighed for at gøre dette, før man får specifikke kundeønsker om dette.

10.2 Virksomhedsbeskrivelse

Nybo Jensen Konfektion blev etableret i 1962 som producent af erhvervsbeklædning i bedste kvalitet. Bruttofortjenesten har de seneste år været støt stigende til 15-16 mio. kr. i 1998. Der er i dag 210 ansatte heraf 50 i Danmark og 160 på en systue i Letland.

Virksomhedens vision er at udvide sit produktsortiment og at åbne nye markeder. Missionen er at levere højeste kvalitet arbejdstøj med høje ægtheder og gode brugsegenskaber. Kernekompetencerne er blandt andet indkøb af råvarer, kundetilpasset design, og forsyningssikkerhed gennem udbygget lagerservice.

10.3 Marked

Nybo Jensen Konfektion har sit primære marked i Skandinavien og i det øvrige Nordeuropa. Kunderne er erhvervskunder som vaskerier, hoteller, hospitaler, og større virksomheder inden for servicesektoren, medicinal- og fødevareindustrien m.v. Det er kunder, der på den ene eller anden måde er afhængig af gode brugsegenskaber og god "driftsøkonomi" i beklædningen, og som derfor er meget fokuseret på høj kvalitet.

Markedet er præget af, at kunderne bliver større gennem fusioner, og det samme gør konkurrenterne. For Nybo Jensen Konfektion udvikler markedet sig imidlertid positivt på trods af disse strukturelle ændringer, og man har flere år i træk haft en pæn vækst i omsætningen.

Man forventer i de kommende år, at man vil satse mere på eksport og på at opbygge et bredere produktsortiment. Man er flere gange blevet forespurgt, om man har miljøstyring, men man mener ikke, at man har tabt en ordre på ikke at have miljøstyring.

10.4 Leverandører

Nybo Jensen Konfektion har ca. 15 vigtige leverandører hvoraf 80 - 90% er fra EU-lande. En enkelt leverandør er fra Østeuropa og 3 fra Fjernøsten.

For at sikre egen produktion certificerer man alle sine leverandører. Leverandørerne bliver målt på fx produktudvikling, dokumentation, leveringssikkerhed og reklamationshåndtering. Man tildeles point efter ydelse og leverandørerne grupperes i A-, B- og C-kategori. Man tilstræber, at de valgte leverandører er A-leverandører, men man finder det vanskeligt at finde gode leverandører.

10.5 Formulering af miljøkrav

Man har formuleret en miljøpolitik for Nybo Jensen Konfektion, som fx indeholder virksomhedens holdning til emballage og emballagegenbrug. Fordi man indkøber færdige metervarer, oplever man, at den væsentligste miljøpåvirkning i forbindelse med produktionen ligger uden for virksomhedens påvirkninger.

Når man bliver præsenteret for kundeønsker om fx ØKO-TEX 100-certificering af produkter, viderespecificerer man disse krav til fx ØKO-TEX 100-certificering af råvarerne.

10.6 Gennemførelse og kontrol af miljøkrav

Nybo Jensen Konfektion tester alle produkter for krymp og farveægtheder. Endvidere udfører man den kontrol og de laboratorietest, som er nødvendige, i de tilfælde hvor produkterne skal ØKO-TEX 100-certificeres.

Man har orienteret sig om EU-Blomstens krav, og vurdere, at man kan producere ifølge denne standard, hvis kunder måtte ønske det. Indtil dato har man oplevet, at enkelte kunder interesserer sig for miljø- og sundhedsaspekter ved produktionen, og således har ønsket en ØKO-TEX 100-certificering.