| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Helstråkompositter - Demonstration og teknisk vurdering
Ved testen af helstråkompositter i prøvehuset i Hjortshøj er der blevet anvendt en
traditionel udformning med top- og bundplader af krydsfiner. Ved projektets
styregruppemøder diskuterede vi muligheder for at ændre produkt-konceptet med henblik
på at forbedre de byggetekniske egenskaber. Muligheden for ændringer ligger primært i
at vælge andre materialer til top- og bundplader.
Gipsplader har en god miljøprofil, og har en bedre evne til lydisolering og
brandhæmning end plader af krydsfiner. Derfor blev der i projektet fremstillet en
testplade med overflader af 12,5 mm gipsplader, som indgik i en sammenlignende lydtest med
en traditionel helstråkomposit (se afsnit 3.2). Produktet med gipsplader blev
35-40 % tungere end produktet med krydsfiner, hvilket begrænser størrelsen af plader,
som 2 mand alene kan sætte op. Styrken af helstråkompositter må tillige forventes
mindsket ved anvendelse af gipsplader (ikke målt i projektet), men forventes at være
fuldt tilstrækkelig til ikke-bærende vægge.
En anden ide til ændret overflade er at anvende glas (idekvinde: Natalie Mossin,
Kunstakademiet). Med glasoverflader fremstår det smukke, organiske kernemateriale klart
og giver kompositten en helt anden og ny fremtoning sammenlignet med kydsfiner eller
gipsoverflader. Helstråkompositter med glasoverflade kan tænkes anvendt som glasfacader,
som kan lade lys trænge igennem, men som vil forhindre generende solskin og blikke fra
gaden. Et sådant prøvemateriale er blevet fremstillet sidst i projektet (Fig. 8).
Endelig kan man overveje helt andre materialer som stabilisator mellem stråene i
kernematerialet i stedet for skum. Hvis ikke lethed er et mål kan flydende beton eller
gips tænkes anvendt som fyld/stabilisator, og man vil få et produkt, som er lettere og
stærkere end en massiv plade af beton eller gips. Sådanne produktprøver er dog ikke
blevet fremstillet i projektet.

Figur 8.
Helstråkomposit med overflader af glas set dels fra overfladen og i indsat billede
på tværs af kompositten.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|