Identifikation af gråvandsanlæg

3. Identificerede installationer

3.1   Gråvandsinstallationer potentielle for undersøgelse
3.2   Beskrivelse af udvalgte gråvandsinstallationer
3.2.1 Virklund, Afd. 42
3.2.2 Virklund, Afd. 47
3.2.3 LEV-huset i Taastrup
3.2.4 Hedehusene
3.2.5 Fællesvaskeriet i Folehaven/Det afløbsfrie køkken
3.2.6 Riddersalen, Frederiksberg
3.2.7 Økologisk campingplads
3.2.8 Andelssamfundet i Hjortshøj

3.1 Gråvandsinstallationer potentielle for undersøgelse

Gennem søgning i forskellig litteratur og diverse databaser (jfr. afsnit 2.1), samt ved kontakt med private virksomheder, har det været muligt at identificere et antal gråvandsinstallationer i Danmark, der kunne være relevante i forbindelse med at gennemføre det føromtalte måleprogram.

33 lokaliteter identificeret

Der er således identificeret 33 lokaliteter, hvor lokal håndtering af gråt spildevand er blevet praktiseret, primært i forbindelse med boligejendomme.
Disse lokaliteter er præsenteret i bilag A i henhold til den registreringsform (kun udvalgte parametre) der blev introduceret i afsnit 2.1. Herudover er der udarbejdet en database i Microsoft Access, indeholdende alle de oplysninger om lokaliteterne, der er blevet indhentet.

De identificerede lokaliteter er blevet prioriteret som følger: prioritet 0 - ialt 10, prioritet 1 - ialt 8, prioritet 2 - ialt 4, prioritet 3 - ialt 2 og prioritet 4 - ialt 9.
De lokaliteter der blev prioriteret 0 el. 1 er normalt kendetegnet ved at der enten er forberedt en håndtering af gråt spildevand (etablering af dobbelte faldstammer) eller også har man haft installationerne, men disse er blevet nedlagt pga. komplikationer. Således har man flere steder været nødsaget til at lukke anlæg ned, som oftest pga. nedslidte komponenter og manglende tilsyn/eftersyn. Af andre komplikationer i forbindelse med disse installationer, er der en risiko for lugtgener og funktionsfejl i toiletcisternerne (ofte utætte cisterner pga. for mange partikler i det rensede gråvand).
På flere lokaliteter (prioriteret 2), sker der en seperation af gråt og sort spildevand og det grå spildevand behandles lokalt. På disse lokaliteter sker der dog ingen genanvendelse af det behandlede vand som derfor ledes til den offentlige kloak.

De højst prioriterede lokaliteter (3 el. 4), er de lokaliteter hvor der sker en lokal rensning og samtidigt genanvendelse af det behandlede vand (som oftest til toiletskylning og vaskeformål). Enkelte lokaliteter er prioriteret 3, hvilket betyder at der ikke er tale om gråt spildevand fra boliger, men snarere mindre industri (som eksempelvis et måttevaskeri i Køge, ROBI).
En prioritering i kategori 4, udtrykker også at lokaliteten anses for at være særligt repræsentativ til generel karakterisering af gråvand. I disse tilfælde er der som regel tale om opsamling og håndtering af gråt spildevand fra flere boliger.

Der er hermed identificeret ialt 11 lokaliteter i kategori 3 og 4. Udaf disse vil der i det følgende blive gennemført en mere detaljeret beskrivelse af ialt 8 lokaliteter, hvor bl.a. mulighederne for og komplikationerne ved prøvetagning (såvel indløb som udløb) fra de enkelte lokaliteter, vil blive gennemgået.

3.2 Beskrivelse af udvalgte gråvandsinstallationer

Beskrivelse af 8 lokaliteter

I det følgende beskrives 8 gråvandsinstallationer i kategori 3 og 4, der er blevet udvalgt med udgangspunkt i den indledende screening. De beskrives i henhold til registreringsmetoden, omtalt i kapitel 2.

3.2.1 Virklund, Afd. 42

Virklund, Afd. 42

Der er tale om et gråvandsanlæg for rensning og genbrug af gråt spildevand til toiletskyl. Anlægget er installeret hos en boligforening ved adressen: Gunilslund 21-51 og 118-128 i Virklund ved Silkeborg (se fotobilag B.1).
Det er firmaet Aquasafe der har leveret anlægget, så der henvises til følgende kontaktperson: Birger Gorritzen, Aquasafe, Skt. Pauls Kirkeplads 9b, 8000 Århus C), 86121666.
Anlægget blev opstartet i 1997 og har en kapacitet på ca. 800 liter/dag. Denne mængde gråvand (kun fra håndvask og bad) produceres af ca. 30 personer (20 boliger).

Anlægsdesign og beskrivelse:

Anlægget er opbygget som illustreret på flowdiagrammet, figur 3. Det grå spildevand fra ejendommens håndvaske og badefaciliteter tilføres 1. biofilter direkte via faldstammen. Vandet bliver herefter biologisk renset i 4 serieforbundne kar (volumen af hvert kar, ca. 800 liter). Der er neddykkede biofiltre i de 3 første kar. De 4 serieforbundne kar beluftes kontinuerligt vha. 2 luftpumper (YASUNAGA, 39W, 43 l/min). Efter en opholdstid på ca. 2 dage i de beluftede bassiner, ledes det behandlede vand til en rentvandstank. Herfra pumpes vandet til forbrug (toiletskyl) via pumpe/hydrofor og efter hygiejnisering med UV-bestråling. Inden hygiejnisering sker der en finfiltrering af det rensede vand gennem et finmasket stålnet. Det rensede vand er lugtfrit og forholdsvist klart (enkelte partikler). Der har ikke været alvorlige driftproblemer siden opstarten i 1997, dog har man haft problemer med funktionsfejl i enkelte toiletcisterner (utætte pakninger pga. for mange partikler i det rensede gråvand).

Se her

Figur 3:
Flowdiagram for Virklund, Afd. 42

Den første biofiltertank er ved øjesyn meget tilslammet eftersom den også fungerer som primær bundfældningstank. Der er etableret et afløb i bunden af denne for at kunne rengøre tanken med jævne mellemrum. Anlægget kræver et vist niveau af tilsyn og vedligeholdelse. Således skal anordningen for finfiltrering (micronfilter) renses hver uge (ca. 10 min) og der skal udslammes i 1. biofiltertank ca. hver måned (ca. 60 min). Der er etableret overløb til kloakken fra henholdsvis 1. biofiltertank og rentvandstanken. Via niveauregulering i rentvandstanken er det muligt at spæde med vandforsyningsvand. Denne spædning er etableret forsvarligt med et luftgab på ca. 13 cm (til tankens overløbsniveau).

Prøvetagningsmuligheder:

Trin I: Som anlægget er opbygget er det ikke muligt at udtage en repræsentativ prøve af det ubehandlede gråvand. Ved at lave en mindre ændring af indløbet til anlægget (faldstammen), kan en sådan prøvetagning dog muliggøres.

Trin II: Der kan nemt udtages en prøve efter behandling i rentvandstanken. Ønskes det at evaluere effekten af finfiltrering og UV-bestråling kan der udtages en prøve direkte fra toiletcisternerne. Hvis dette ikke er ønskeligt, pga. biologisk aktivitet i cisternen, kan der forholdsvis nemt etableres en aftapningsventil på forsyningsstrengen til toiletterne.

3.2.2 Virklund, Afd. 47

Virklund, Afd. 47

Der er tale om et gråvandsanlæg for rensning og genbrug af gråt spildevand til toiletskyl. Anlægget er installeret hos en boligforening ved adressen: Gunilshøj i Virklund ved Silkeborg (se fotobilag B.2). Det er firmaet Aquasafe der har leveret anlægget, så der henvises til følgende kontaktperson: Birger Gorritzen, Aquasafe, Skt. Pauls Kirkeplads 9b, 8000 Århus C), 86121666.  Anlægget blev opstartet i 1999 og har en kapacitet på ca. 800 liter/dag. Denne mængde gråvand (kun fra håndvask og bad) produceres af ca. 35 personer.

Anlægsdesign og beskrivelse:

Anlægget er opbygget som illustreret på flowdiagrammet, figur 4. Det urensede gråvand tilledes en buffertank ved pumpning fra pumpebrønd udenfor. Vandet bliver biologisk renset i 4 serieforbundne tanke (incl. opsamlingstank). Hver tank har et volumen på ca. 1 m3. Vandet har en gennemsnitlig opholdstid på ca. 2 dage. Samtlige tanke bliver beluftet diskontinuert vha. 2 luftpumper (YASUNAGA, 39W, 43 l/min).
Det biologisk rensede gråvand bliver finfiltreret gennem en klaringsspiral (m. korrugerede plastrør), hvorefter vandet, via overløbsanordning ledes til en buffertank. Bundfældet slam fra spiralklaringen ledes via pumpe tilbage til 1. biofiltertank.

Se her

Figur 4:
Flowdiagram for Virklund, Afd. 47.

I buffertanken er der etableret en UV-sløjfe, således at det færdigbehandlede vand hygiejniseres kontinuerligt. Fra buffertanken pumpes vandet via pumpe/hydrofor til forbrug. Via niveauregulering i buffertanken er det muligt at spæde med vandforsyningsvand. Denne spædning er etableret forsvarligt med et luftgab på ca. 15 cm (til tankens overløbsniveau) (se fotobilag B.2). Der er etableret et overløb fra spiralklaringen til opsamlingstanken (for returskylning af klaringsspiralen, hvor luft pumpes fra bunden af spiralen) og fra både opsamlingstanken og buffertanken til afløb i gulvet. Se endvidere Bilag C.1.

Prøvetagningsmuligheder:

Trin I: Indløbsfaldstammen kan frakobles således at der kan udtages en gråvandsprøve ved pumpning fra pumpebrønden. Alternativt skal indløbskarakteriseringen baseres på en prøve taget direkte fra indløbet til pumpebrønden, altså hovedafløbet.

Trin II: Der kan nemt udtages en prøve efter behandling i buffertanken.

Ønskes det at evaluere effekten af UV-bestråling kan der udtages en prøve direkte fra toiletcisternerne. Hvis dette ikke er optimalt kan der forholdsvis nemt etableres en taphane på forsyningsstrengen.

3.2.3 LEV-huset i Taastrup

LEV-huset i Taastrup

Der er tale om et gråvandsanlæg for rensning og genbrug af gråt spildevand til toiletskyl. Anlægget er installeret hos en boligforening for handicappede ved adressen: Pile Allé 10, 2630 Taastrup (se fotobilag B.3). Det var i sin tid firmaet Danti (eksisterer ikke mere) som leverede anlægget, men der henvises til Ole Friedstrup Olsen, Høje-Taatrup kommune, 43591233. Anlægget blev opstartet i 1994 og har en kapacitet på ca. 1000 liter/dag. Der tilledes en gråvandsmængde (fra håndvask, bad og tøjvask) svarende til ca. 10 personer.

Se her

Figur 5:
Flowdiagram for LEV-huset i Taastrup.

Anlægstype og beskrivelse

Anlægget i Taastrup er opbygget som illustreret på flowdiagrammet, figur 5. Se endvidere Bilag C.3. Det grå spildevand fra boligens bad, håndvask og tøjvask ledes til en udendørs brønd (ca. 1 m3), hvori der er neddykket et biofilter. Brønden (filtret) er kontinuerligt beluftet med atmosfærisk luft vha. en luftpumpe installeret indendørs. Der er sat en skillevæg ned, således at det urensede gråvand kan bundfældes, inden det ved overløb ledes til selve biofiltret.
Fra denne brønd, pumpes direkte til boligens 7 toiletcisterner vha. pumpe/hydrofor. Ved pumpning passerer vandet et filter for at fjerne de sidste partikler, samt et UV-filter for at sikre et højt hygiejnisk niveau af vandkvaliteten.
I 1996 genbrugte man 70 m3 gråt spildevand til toiletskyl. Hertil kom 77 m3 regnvand til opvask, tøjvask og vanding. Dette gav en total vandbesparelse på ca. 50%, hvilket kan mærkes på økonomien (ca. 3700 kr), jfr. (Holm, 1997). De ekstra investeringer skulle kunne tjenes ind på under 10 år. Over hele perioden, siden opstarten i 1994, kan det konkluderes at der samlet er blevet genanvendt 516 m3 vand (totale mængder af regnvand og gråt spildevand). Det er ikke muligt at opgøre mængderne, fordelt på henholdsvis regnvand og gråt spildevand. Sammenlignes dette med opgørelsen fra 1996 (ialt 147 m3), ses det at der forekommer et større spild i systemet. Dette blev også konstateret ved besøget, hvor det blev opdaget at cisternerne tilsyneladende blev direkte forsynet med vandforsyningsvand. Ifølge en af de ansatte er man ikke ovenud tilfreds med installationen. Der et stort behov for service på anlægget samt anden vedligeholdelse (udslamning af filtre mv.). Men der bliver pt. renset gråvand som tilledes toiletterne.

Prøvetagningsmuligheder:

Trin I: Det er muligt at tage en prøve fra tilløbet til filterbrønden hvis tilløbet ligger over den generelle vandstand i brønden. Hvis dette ikke er tilfældet kan der etableres en midlertidig pumpning til kloakken, således at vandstanden i tanken, falder til under tilløbsniveauet forud for prøvetagningen. Alternativt skal der udtages en prøve direkte i brønden. Dette er dog ikke hensigtsmæssigt eftersom biologisk aktivitet allerede har indvirket.

Trin II: Udløbsprøven kan udtages ved at montere en aftapningsventil på forsyningsstrengen til toiletterne.

3.2.4 Hedehusene

Hedehusene

Der er tale om et gråvandsanlæg for rensning og genbrug af gråt spildevand til toiletskyl. Anlægget er installeret hos en boligforening ved adressen: Stationsvej 30, Hedehusene (se fotobilag B.4).
Det var i sin tid firmaet Danti (eksisterer ikke mere) som leverede anlægget, men der henvises til Kim Skaarup, Driftsleder, Teknisk forvaltning, Høje-Taatrup kommune, 43591143.
Anlægget blev opstartet i august 1995 og har en kapacitet på ca. 1000 liter/dag. Der tilledes en gråvandsmængde (fra håndvask og bad) svarende til ca. 5-10 personer.

Anlægstype og beskrivelse:

Anlægsopbygningen minder meget om installationen i LEV-huset i Taastrup, og stammer oprindeligt fra den samme leverandør (Danti).

Anlægget i Hedehusene (Albrechtsen et al., 1998) er opbygget som illustreret på flowdiagrammet, figur 6. Se endvidere Bilag C.2. Det grå spildevand fra boligens bad og håndvask ledes til en udendørs brønd (ca. 1000 liter). Der sidder to bio-blokke neddykket i brønden, hver på 55x55x55 cm. Brønden (filtret) er kontinuerligt beluftet med atmosfærisk luft vha. en luftpumpe installeret indendørs. Der er sat en skillevæg ned, således at det urensede gråvand kan bundfældes, inden det ved overløb ledes til selve biofiltret.
Fra denne brønd, pumpes direkte til boligens toiletcisterner vha. pumpe/hydrofor. Ved pumpning passerer vandet et filter for at fjerne de sidste partikler, samt et UV-filter for at sikre et højt hygiejnisk niveau af vandkvaliteten.

Se her

Figur 6:
Flowdiagram for Hedehusene.

Ifølge personalet på institutionen, fungerer det installerede gråvandsanlæg tilfredsstillende og man har vænnet sig til tanken om en sådan fremtidig vandforsyning. Under sommeren 2000 blev man nødt til at rense filtertankene totalt, men det var heller ikke blevet gjort siden opstarten 5 år forinden. Der bliver pt. ledt renset gråvand til toiletterne. De biologiske filtre er følsomme overfor ydre påvirkninger. Sådanne anlæg kræver således stor bevidsthed hos brugerne, fx. omkring hvad man kan/må hælde i vasken.
I slutningen af februar måned 2001, vil firmaet HOH Vand og Miljø A/S gennemføre en optimering på anlægget. Bl.a. er det tanken at der skal påmonteres en kraftigere UV samt etableres recirkulering således at man undgår stillestående vand.

Prøvetagningsmuligheder:

Trin I: Det er muligt at tage en prøve fra tilløbet til filterbrønden hvis tilløbet ligger over den generelle vandstand i brønden. Hvis dette ikke er tilfældet kan der etableres en midlertidig pumpning til kloakken, således at vandstanden i tanken, falder til under tilløbsniveauet forud for prøvetagningen. Alternativt skal der udtages en prøve direkte i brønden. Dette er dog ikke hensigtsmæssigt eftersom biologisk aktivitet allerede har indvirket.

Trin II: Udløbsprøven kan udtages ved at montere en aftapningsventil direkte på forsyningsstrengen til toiletterne. Det anbefales at måleprogrammet først igangsættes, når HOH har gennemført en optimering på anlægget.

3.2.5 Fællesvaskeriet i Folehaven/Det afløbsfrie køkken

Folehaven, Valby

Der er tale om et gråvandsanlæg for rensning og genbrug af gråt spildevand fra et fællesvaskeri i vaskeprocessen. Herved spares såvel vand som vaskemiddel. Anlægget er installeret hos en boligforening i Valby (se fotobilag B.5).

Anlægget blev opstartet i august 2000 og har en kapacitet på ca. 20000 liter/dag. 24 vaskemaskiner betjener 940 lejemål (2000 personer). (Sydsvenskan, 2000). For kontakt henvises der til: Ove Loland, EBO-consult, Kompagnistræde 22, 1208 København K, 33912725.
Vandet renses i store akvarier, hvori der findes fisk, snegle o.lign. Herefter ledes vandet gennem et filter og UV-bestråles inden det genanvendes i vaskeprocessen.

Se her

Figur 7:
Flowdiagram for Folehaven

Anlægstype og beskrivelse:

Anlægget i Folehaven er opbygget som illustreret på flowdiagrammet, figur 7. Spildevandet fra vaskemaskinerne ledes til en 60 m3 septiktank i kælderniveau. Herfra pumpes vandet til 8 beluftede behandlingstanke (ialt 32 m3 m. zeolit, mikroorganismer og grønne planter). Fra behandlingstankene i kælderen pumpes vandet til et 8 m3 stort beluftet akvarie (m. fisk og grønne planter), placeret i selve vaskeriet. Herfra ledes det, via overløb, til et beluftet marskområde (zeolit og grønne planter) på 25 m3. Det færdig behandlede vand ledes nu, via overløb/gravitation, til en 23 m3 opsamlingstank placeret i kælderen. Der sker en kontinuerlig recirkulering af det rensede vand, gennem et sandfilter og UV. Endeligt pumpes der til vaskeriet (samt 2 toiletter), ligeledes gennem sandfilter og UV. Det er nemt at koble om til vandforsyningsvand og offentlig kloak i tilfælde af driftsproblemer. Fællesvaskeriet har kostet ca. 8 millioner kr at bygge, men vil resultere i en årlig driftsbesparelse på 480.000 kr, hvilket gør det økonomisk rentabelt foruden den direkte drikkevandsbesparelse (miljøgevinst). Fællesvaskeriprojektet, har fået 100.000 kr i støtte fra Københavns Kommunes Byøkologiske Fond (Lumby, 1999).

Baggrunden for fællesvaskeriprojektet i Folehaven er det afløbsfrie køkken på Frederiksberg Økologiske Xperimentatirum (FRØX), hvor det er lykkedes at rense og genbruge gråvand fra tøjvask og opvaskemaskine ved biologisk rensning i et større akvarium (Lumby, 1999). Den biologiske rensning udføres af guldfisk og andre fisk, vandplanter, snegle og encellede dyr og bakterier. Hertil kommer et bundlag af forskellige mineraler.
Akvariet blev installeret den 29. marts 1999 og præsterede efter 5 måneders drift at rense gråvandet nedtil myndighedskravene for drikkevand. Forsøgsanlægget har kapacitet til at rense to vaske med både tøjvask og opvask i døgnet.

Gråvandet fra tøjvasken og opvaskemaskinen ledes til akvariet for biologisk/fysisk rensning for derefter at blive belyst med UV, forud for genanvendelsen til tøjvask og opvask. De seneste analyser har vist at det rensede vand opfylder samtlige krav til drikkevand pånær ét, aerobt kimtal på 37 ° C, hvor indholdet efter 2 døgn lå over grænseværdien. Det rensede vand er klart og lugtfrit og niveauet af både kolibakterier og det aerobe kimtal ved 21° C ligger under grænseværdierne for drikkevand. Det foreslås at et vandtab som følge af fordampning dækkes af regnvand (Lumby, 1999).

Afløbsfrit køkken, patenteret system

Lignende systemer er i drift som demonstrationsprojekter hos EBO-consult på Kompagnistræde i København (pers. komm., Ove Loland, 2001). Ligeledes forsøger man pt. at tage patent på et kompakt anlæg (afløbsfrit køkken) der kan indbygges i et almindeligt køkken (EBO-consult, 2001). Anlægget er pt. i drift på forsøgsbasis ved en beboerforening i hovedstadsområdet. Det har ikke været muligt at indhente yderligere detaljer omkring systemet, eftersom man er midt i patenteringsfasen. Der er tale om en mere kompakt udgave af det afløbsfrie køkken, beskrevet ovenfor. Systemet kan indbygges under bordpladen i et almindeligt køkken og består af en septiktank, efterfulgt af synligt akvarie og H2O2 / citronsyre.

Prøvetagningsmuligheder (Folehaven):

Trin I: Det er muligt at udtage en prøve ved indløbet til septiktanken. Der bør således udtages en blandingsprøve af vaskevandet i forhold til de vandmængder der anvendes til henholdsvis vask og skylning. Blandingsprøven skal således repræsentere de gennemsnitlige stofkoncentrationer i vaskevandet.

Trin II: Det er muligt at udtage en prøve direkte fra opsamlingstanken. Der er monteret en aftapningsventil på forsyningsstrengen til vaskemaskinerne efter sandfiltret og UV. Ligeledes er der monteret en aftapningsventil på recirkuleringen i opsamlingstanken.

3.2.6 Riddersalen, Frederiksberg

Riddersalen, Frederiksberg

Der er tale om et gråvandsanlæg for rensning og genbrug af gråt spildevand til vanding. Anlægget er installeret ved det økologiske teaterværksted Riddersalen, Allégade 7-9 på Frederiksberg (Velkommen til fremtiden, 1998) (se fotobilag B.6). Det er bl.a. firmaet Transform Aps. som har forestået projekteringen af anlægget. For kontakt henvises der til: Den grønne guide Niels Ørum, Riddersalen, 38870501. Der tilledes ca. 200 liter/dag fra håndvask, køkkenvask og værkstedet, men mængderne er meget varierende.

Anlægstype og beskrivelse:

Anlægget ved Riddersalen, er opbygget som illustreret på flowdiagrammet, figur 8. Det grå spildevand fra én håndvask og én køkkenvask tilledes direkte et rodzonebed (ca. 3 m2). Efterfølgende ledes gråvandet til en klaringsbrønd, hvorfra det pumpes til et biologisk sandfilter (ca. 3 m2). Der sker en sekundær tilledning af vand fra værkstedet til klaringsbrønden. Der er etableret udluftning (via rørføring til overfladen) fra rodzonebedet. Fra sandfilteret ledes det "rensede" vand til en udendørs brønd hvor der sker en supplering med regnvand (overløb fra regnvandstankene). Fra den udendørs brønd pumpes vandet til nogle udendørs bede, beliggende på bygningens første sal. Afløbsrenden fra disse udendørs bede ender i det offentlige kloaksystem.

Se her

Figur 8:
Flowdiagram for Riddersalen.

Prøvetagningsmuligheder:

Trin I: Der er etableret en by-pass ordning forbi rodzonebedet, således at det er muligt at tage en réel indløbsprøve til systemet. Der kan hermed udtages en samleprøve på gråvandet fra køkken- og håndvask. Det bemærkes at gråvand fra værkstedet tilledes sekundært efter rodzonen. Der bør tages hensyn til denne tilledning ved at udtage en blandingsprøve (sammen-blanding af vand fra såvel håndvask/køkkenvask som værkstedsvand). Denne blandingsprøve skal udtages således at prøven bliver repræsentativ for den gråvandsmængde der kommer fra de enkelte kilder (køkken, håndvask og værksted).

Trin II: En udløbsprøve kan tages direkte i den udendørs brønd, dog skal man være opmærksom på at der her er sket en fortynding med regnvand. Det er dog muligt at tage prøven fra selve indløbet til brønden. Hvis tilløbet til brønden ligger under den generelle vandstand, må der etableres pumpning til kloakken forud for prøvetagningen.
Hvis det er ønskeligt at vurdere det samlede systems "effektivitet" kan der forholdsvist nemt etableres et prøvetagningssted på det endelige afløb til kloakken (efter rodzonebed, sandfilter og udendørs bed).

3.2.7 Økologisk campingplads

Økologisk campingplads

Der er tale om et gråvandsanlæg for rensning og genbrug af gråt spildevand til toiletskyl på en økologisk campingplads, Lyngtoften 12, Nymindegab. Der henvises til Niels Friss, Frigaard Camping og Hytteudlejning, Kruså, 74678830.
Det er ikke lykkedes at indhente tilstrækkelig information omkring denne lokalitet til at kunne give en generel beskrivelse af installationens udformning. Der er afsendt et brev til indehaveren af campingpladsen - svaret er endnu udeblevet.
Campingpladsen har minimeret sit vandforbrug vha. vandsparere på toiletter, håndvaske og brusere samt eget renseanlæg til gråt spildevand som forsyner toiletterne med skyllevand (Agenda 21).

3.2.8 Andelssamfundet i Hjortshøj

Hjortshøj

Vandforbruget i andelssamfundet ligger på ca. 90 liter/person/dag, hvilket er ca. 50% af landsgennemsnittet. Der er installeret multtoiletter eller separationstoiletter (Andelssamfundet i Hjortshøj, 1999) (se fotobilag B.7).
Der henvises til Ulla Trædmark Jensen, 86742188 eller Anke E. Stubsgaard, DHI, Århus, 86202011, lokal 2115.
Der er anlagt 2 pileanlæg for fordampning af det grå spildevand fra boligerne. Der sker ingen genanvendelse af det grå spildevand. Eftersom pileanlæggene er afløbsfrie er det ikke muligt at evaluere effekten af behandlingstrinnet (måleprogrammets Trin II).

Anlægstype og beskrivelse:

Ved andelsamfundet i Hjortshøj har man anlagt 2 pilefordamningsanlæg for håndtering af bebyggelsens grå spildevand. Det sorte spildevand håndteres vha. separationstoiletter eller vakuumsystemer. Ved separationstoiletter opsamles urinen centralt i 2 store tanke, hvor det oplagres i 6 måneder, inden det spredes ud. Fæces ender i en 110 liters affaldsspand. Når spanden er fuld, efterkomposteres i et år for at fjerne sygdomskim inden udspredning.
Der er anlagt to pileanlæg ved andelssamfundet, begge med et overfladeareal på omkring 1000 m2. Anlæggene skal modtage gråt spildevand fra 11 husstande (ca. 29 personer). Hver person forventes at bruge omkring 90 liter vand pr. døgn.
Anlæggene er dimensioneret under hensynstagen til mængden af nedbør i området, den tilledte spildevandsmængde samt mængden og størrelsen af hulrum i jorden i anlægget (udtrykt ved porøsiteten), hvilket bl.a. afhænger af om det er sand eller lerjord. Det grå spildevand tilledes en samlebrønd/septiktank (jfr. figur 9) umiddelbart før anlægget. Jfr. endvidere Bilag C.4. Herfra pumpes det grå spildevand ind i anlægget gennem et fordelersystem. Undertiden tilledes gråvandet blot ved gravitation.
Pilens evne til at vokse hurtigt når den får rigeligt med vand og næringsstoffer, er hemmeligheden bag disse anlæg. Om sommeren opnår man således mere end 100 % fordampning af den tilførte vandmængde pr. dag. Om vinteren er fordampningen knap så effektiv, hvorfor spildevand i denne periode, ophobes i anlægget. Denne omstændighed tages med i overvejelserne når sådanne anlæg dimensioneres.
Der er installeret 2 pejlebrønde i anlægget, hvorfra prøver kan udtages og vandspejlet kan moniteres.

Figur 9:
Tegning af afløbssystemet i Hjortshøj.

Prøvetagningsmuligheder:

Trin I: Der findes en samlebrønd/septiktank ved indløbet til anlægget. Der kan nemt udtages prøve fra denne. Man skal dog generelt forholde sig kritisk til repræsentativiteten (specielt pga. ændringer i de mikrobiologiske parametre, samt risikoen for indsivning af overfladevand) af en sådan prøve. Det er imidlertid muligt at tømme denne samlebrønd (ved pumpning), hvorefter man kan tilføre gråvand i eks. et døgn, udfra hvilket volumen prøven udtages, eller blot udtage stikprøver fra tilløbet.
Der findes ialt 6 spulebrønde, placeret for hver 50 meter ned imod samlebrønden ved anlægget. Det er ikke muligt at udtage en prøve fra disse brønde, eftersom gråvandet blot løber i en rende ned mod samlebrønden, jfr. figur 9. Men ved at opdæmme midlertidigt i afløbsstrengen (med ballon) er en prøvetagning fra spulebrøndene muliggjort.

Trin II: Dette trin kan ikke gennemføres på dette anlæg, eftersom det er et afløbsfrit system.