Bilag 1: Beretning fra Det Rådgivende Udvalg for Miljøbistand til Udviklingslande under Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen, 2000, Miljøstyrelsen

Miljøbistand til udviklingslandene - Årsberetning 2000

Bilag 1:
Beretning fra Det Rådgivende Udvalg for Miljøbistand til Udviklingslande under Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen, 2000

Udvalget fik i 2000 ny formand, rektor for Syddansk Universitet, cand.phil. Henrik Tvarnø. Ved udgangen af året meddelte udvalgets næstformand Knud Vilby, at han ønskede at træde ud. Ny næstformand er generalsekretær i WWF Danmark, Kim Carstensen.

Arbejdet i det forgangne år har været præget af en fortsat konsolidering af bistanden, herunder fortsat styrkelse af det strategiske grundlag, hvorpå bistanden implementeres. Administrationerne har fremlagt detaljerede strategiudkast for bistandens implementering i modtagerlandene og udvalget har kommenteret disse på det strategiske niveau. Endvidere har udvalget fulgt op på redegørelsesdebatten af 4. maj 1999, bl.a. ved at nedsætte en ad hoc arbejdsgruppe, der har rådgivet strategisk om en større folkelig deltagelse, debat og oplysning om bistanden til udviklingslande under rammen. Ligeledes har udvalget i opfølgningen af forespørgselsdebatten den 4. maj 1999 haft en temadrøftelse af en styrket indsats for efterlevelse af internationale miljøkonventioner, jf. nedenfor.

Udvalget er i årets løb blevet orienteret om landeforhandlingerne med Malawi (miljøprogram), Zambia, Malaysia, Namibia, Thailand, Mozambique, Sydafrika, Botswana, Tanzania (miljøstøtteprogram) og Laos (miljøstøtteprogram). Det har været positivt, at administrationerne fremlægger samlede strategiske oplæg for de enkelte lande til drøftelse i udvalget. Herudover har udvalget på sine møder haft fire temadrøftelser vedrørende arbejdsmiljø, bymiljø, forskning og indsatsen for efterlevelse af internationale miljøaftaler.

Udviklingsminister Jan Trøjborg deltog i december-mødet. Udvalget fandt det positivt, at man fortsat havde mulighed for en direkte dialog med ministrene.

Udvalget havde på sit møde i marts en drøftelse af arbejdsmiljø. Arbejdsmiljø er et område, som er omfattet af strategierne for MIFRESTA-miljøbistanden til u-lande som et selvstændigt indsatsområde og som et tværgående hensyn. Det foreslås at koble arbejdsmiljøforbedringer med produktivitetsforbedringer for derved at fremme forståelsen for at et godt arbejdsmiljø kan virke fremmende på produktiviteten i de enkelte virksomheder. Strategierne fastslår, at både det interne og det eksterne miljø ofte har samme forureningskilde, hvorfor en miljøindsats der favner begge områder er relevant.

Udvalget fremhævede i sin drøftelse, at arbejdsmiljøområdet ikke havde den prioritering i modtagerlandene, som man fra dansk side kunne ønske. Det var vigtig at være proaktiv fra dansk side og fremme arbejdsmiljøforbedringer i partnerskab med modtagerlandene. Udvalget efterlyste nogle mere håndgribelige retningslinier på arbejdsmiljøområdet, som nu er under udarbejdelse i Udenrigsministeriet med inddragelse af ressourcebasen og Danced. Danced vil også anvende disse retningslinier.

Udvalget drøftede på sit møde i juni miljøindsatser i byområder. Erfaringerne tilsagde, at det var vigtigt med en holistisk og participatorisk tilgang til identifikation og prioritering af indsatserne med vægt på folkelig deltagelse og involvering af de vigtigste interessenter inklusive NGO’er og erhvervssektoren for at sikre bæredygtige løsninger. Udvalget fandt, at bymiljø var et område, det var vigtigt at satse på. Det var et godt eksempel på en additionel indsats i forhold til u-landsrammebistanden. Erfaringsudveksling indenfor landegrænser og mellem lande burde støttes, hvor det var naturligt. Det gjaldt uanset om der var tale om Danced- eller Danida-lande. Det var vigtigt at tænke holistisk og inddrage både det regionale og det globale perspektiv. Der burde arbejdes videre med modelbykonceptet og land-by problematikken.

Endelig opfordrede udvalget Danced til at fortsætte støtten til små bymiljøprojekter. Det var endvidere vigtigt at man prioriterede efter hvad ressourcebasen i Danmark var god til. Man burde i endnu højere grad gøre brug af ansatte i amter og kommuner til twining-arrangementer og kommune-til-kommune-samarbejde.

Udvalget havde i september en drøftelse af forskning. I drøftelserne fremhævedes bl.a., at det i vidt omfang burde være aktører i marken, som formulerede de problemer, som forskningen skulle medvirke til at afhjælpe, og derefter forskerne som angav løsninger. Det måtte anses for vigtigt i højere grad at få bl.a. samfundsvidenskaberne og naturvidenskaberne til at arbejde sammen. Der var enighed om, at den danske støtte til forskning bidrog til opbygning af nødvendig kapacitet i Danmark til forskning i u-landsforhold.

Et uløst problem var kapaciteten ude. Man måtte sikre stærke samarbejdsrelationer mellem danske forskningsmiljøer og institutioner ude, således at der blev opbygget den nødvendige kapacitet i modtagerlandene. Det var vigtigt, at man gik på mindst to ben: dels burde man fokusere på konkrete projekter, hvor der var et forskningsindhold og dels en mere koncentreret forskningsindsats, men på færre og større områder. Forskere skulle i højere grad forpligtes til - og understøttes i - at formidle deres forskningsresultater til udsendte rådgivere og lokale medspillere.

Spørgsmålet om at anvende bistandsmidler til at opbygge ressourcebasen i Danmark på forskningsområdet blev diskuteret. Den betydelige vækst i midler til miljøbistand op gennem 1990’erne har ikke indebåret en tilsvarende vækst i kapaciteten i Danmark, hvilket på sigt kan svække både mulighederne for at anvende midlerne optimalt og sikre dansk tilstedeværelse i fortsatte projekter. Også hvis man ville fastholde målet om at øge vidensopbygningen lokalt, måtte man nytænke strategien for, hvordan dette mål skulle nås, bl.a. ved mere systematisk at øge kapacitetsopbygningen i Danmark. Man burde i den forbindelse overveje langsigtede partnerskaber med forskningsinstitutioner. En række af udvalgets medlemmer henviste til den internationale arbejdsgruppe som udviklingsministeren havde nedsat for at se på forskningen.

Udvalget så frem til at drøfte emnet igen, når arbejdsgruppens rapport forelå.

Udvalget havde i opfølgning af Folketingets vedtagelse V.79 af 4.maj 1999 en drøftelse af de internationale miljøaftaler, herunder en styrkelse af deres efterlevelse. Administrationerne havde i deres tilgang til emnet lagt vægt på konventionernes implementering. Mange af de internationale konventioner havde både miljøudfordringer og udviklingsudfordringer, som greb ind i landenes udviklingsbestræbelser. Det var centralt i forbindelse med konventionsarbejdet at få analyseret omkostningerne ved indsatsen. Det var vigtigt, at man anvendte forskellige strategier i landene. Måling af indsatsen var vigtig, og behovet for at kunne dokumentere indsatsen i forbindelse med bl.a. de internationale forhandlinger var voksende. Mange af modtagerlandene havde ikke den fornødne kapacitet til at implementere konventionerne.

Udvalget konkluderede, at der var behov for at styrke administrationerne. Det ville både være rationelt og økonomisk fordelagtigt i forhold til at indgå kontrakter med konsulentbranchen. Den danske ressourcebase kunne ligeledes styrkes, ligesom det ville være fornuftigt at styrke modtagerlandenes internationale forhandlingskapacitet. Tilgangen til konventionsarbejdet i modtagerlandene måtte være fleksibel og afspejle lokale behov. Man bør skele til områder, hvor Danmark står stærkt.