Miljøbistand til udviklingslandene - Årsberetning 2000

Bilag 8:
Globale miljøprogrammer

Listen giver en oversigt over igangværende projekter på over 1 mio. kr.

Biologisk bekæmpelsesmiddel til kontrol af vandhyacinter

Bevilling:

19,83 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2003

Ansvarlig:

Danida, CAB International og Global Water Partnership Southern Africa Technical Advisory Committee

Beskrivelse:

Projektets mål er at udvikle et biologisk bekæmpelsesmiddel til kontrol af vandhyacinter baseret på afrikanske svampe, som kan opfylde de internationale krav til effektivitet, miljø- og sundhedsmæssig sikkerhed samt anvendelighed. Den forventede udvikling af en prototype af kontrolmidlet vil i modsætning til de agrokemikalier, som normalt anvendes i bekæmpelsen af vandhyacinter, være et rent afrikansk produkt, og vil blive produceret og solgt i Afrika. Der er ligeledes grund til at tro, at produktet vil være kommercielt bæredygtigt, da der er et udtalt behov for et biologisk bekæmpelsesmiddel som alternativ til de kemiske ukrudtsmidler. Projektet vil indgå i et samarbejde med 16 igangværende vandhyacintprojekter i 14 lande i Afrika, herunder i Tanzania, Malawi, Zimbabwe, Zambia og Sydafrika.

 

Kapacitetsopbygning på klimaområdet til "South Pacific Regional Environment Programme"

Bevilling:

4,01 mio. kr.

Projektperiode:

1998-2002

Ansvarlig:

South Pacific Regional Environment Program (SPREP)

Beskrivelse:

Støtten går især til en rådgiver, der vil være den overordnede koordinator af projektet, hvor han vil bistå SPREP’s medlemslande i de internationale klimaforhandlinger med videnskabelig og teknisk rådgivning. Herudover vil arbejdsopgaverne i de kommende år især omfatte udarbejdelse af rapporter og vurderinger af forløbet af klimamøder i FN, rådgivning af SPREP’s medlemslande om gennemførelsen af klimakonventionen, samarbejde med andre regionale organisationer i Stillehavsområdet, gennemførelse af workshops om mediernes rolle i oplysning om klimaforandringer og udarbejdelse af en mediestrategi. Endelig skal rådgiveren gennemføre studier af klimaemner af særlig relevans for små ø-stater.

 

Støtte til implementering af FN’s Ørkenkonvention i Eritrea – Overgangsfase

Bevilling:

3,00 mio. kr.

Projektperiode:

1999-2000

Ansvarlig:

92-gruppen og den eritreanske regering

Beskrivelse:

Projektets direkte mål er at sikre en effektiv gennemførelse af Ørkenkonventionen og den nationale handlingsplan i Eritrea. Det skal bl.a. ske gennem opbygning af passende organisatoriske rammer, kapacitetsudvikling og landsbystyrede initiativer rettet mod bæredygtig udvikling og anvendelse af landbrugsjorden samtidig med, at husholdningernes økonomi forbedres.

 

Rådgiver vedrørende bæredygtig energi (SEAF)

Bevilling:

2,95 mio. kr.

Projektperiode:

1999-2002

Ansvarlig:

United Nations Environment Programme (UNEP)

Beskrivelse:

Udenrigsministeriet har i flere år samarbejdet med UNEPs center i Risø, UNCCEE) omkring styrkelse af bæredygtig udvikling og miljø i udviklingsbistanden. På Rio +5 konferencen (UNGASS) i 1997 blev det besluttet, at energi skulle gøres til et særligt tema ved den niende samling i Kommissionen for Bæredygtig Udvikling (CSD) i foråret 2001. FN’s generalsekretær har opfordret alle medlemslandes regeringer til at fremlægge informationer af relevans for FN-processen, og SEAF vil blive etableret som en enhed i UNEP/Risø centeret for at fremme u-landenes muligheder for at samarbejde og komme med input hertil. UNEP/Risø foreslår de lande, der skal deltage i pilotprojektet, fortrinsvis blandt Danidas programsamarbejdslande og udviklingslande, som UNEP/Risø samarbejder med.

 

Støtte til sekretariatet for FN’s Mellemstatslige Skovforum

Bevilling:

2,93 mio. kr.

Projektperiode:

1999-2000

Ansvarlig:

FAO

Beskrivelse:

Som et led i opfølgningen af Rio-topmødet i 1992 har Det Mellemstatslige Skovforum (IFF) arbejdet på at følge op på de mange anbefalinger vedrørende bevaring og bæredygtig forvaltning af alle typer af skove. IFF-sekretariatet, der er hjemmehørende i New York, fungerer alene på baggrund af frivillige indbetalinger og fra dansk side har man ønsket at bidrage til sekretariatets arbejde. Dette er gjort ved – siden november 1995 – at afholde udgifterne til udstationeringen af en dansk ekspert. Endvidere har man fra dansk side bidraget til IFF-sekretariatets generelle fond, bl.a. for at sikre, at udviklingslandene deltager i forhandlingerne.

 

Støtte til forberedelsen af Topmøde om Bæredygtig Udvikling i 2002, DESA, sekretariat for CSD

Bevilling:

2,91 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2002

Ansvarlig:

United Nations Department of Economic and Social Affairs (DESA)

Beskrivelse:

FN’s generalforsamling har udpeget FN’s Kommission for Bæredygtig udvikling (CSD) som et centralt forum for FN’s arbejde med gennemførelse af Agenda 21. Det er FN’s afdeling for Økonomisk og Social Udvikling (DESA), der er sekretariat for CSD. DESA har fremlagt en plan for initiativer, der kan indgå i forberedelsen af Topmødet om Bæredygtig Udvikling, men man kan ikke selv afholde de anslåede udgifter. Den danske støtte skal give DESA mulighed for at gennemføre planen, herunder ikke mindst at sikre deltagelse af fattige u-lande og sikre, at aktiviteterne fører til konkrete resultater, der kan bruges i den videre proces frem mod Topmødet.

 

FN Trustfund: Ulandsdeltagelse i Topmødet om Bæredygtig Udvikling i 2002 forberedelse

Bevilling:

2,91 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2002

Ansvarlig:

United Nations Department of Economic and Social Affairs (DESA)

Beskrivelse:

FN’s generalforsamling har udpeget FN’s Kommission for Bæredygtig Udvikling (CSD) som et centralt forum for FN’s arbejde med gennemførelse af Agenda 21. Der er oprettet en trust fund, der bl.a. yder bidrag til, at ulandene får mulighed for at deltage aktivt i forberedelsesarrangementer. Støtten gives, fordi der fra dansk side lægges meget vægt på at skabe et grundlag for beslutninger ved Topmødet om Bæredygtig Udvikling, som lande både i Nord som i Syd har et medejerskab af.

 

Bidrag til Den Globale Mekanisme under FN’s konvention mod  ørkendannelse

Bevilling:

2,80 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2003

Ansvarlig:

International Fund for Agricultural Development (IFAD)

Beskrivelse:

FN’s konvention om bekæmpelse af ørkendannelse har til formål af bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke og/eller ørkendannelse, særligt i Afrika. Det skal bl.a. ske gennem internationale samarbejds- og partnerskabsarrangementer, der kan bidrage til en bæredygtig udvikling i de ramte områder. Et vigtigt led heri er at iværksætte handlingsplaner på nationalt, subregionalt og regionalt niveau og gennemføre de konkrete aktiviteter. Den "Globale Mekanisme", der hører under ørkenbekæmpelseskonventionen arbejder som en slags formidler af finansiering til ørkenbekæmpelsesformål i ulandene.

 

Støtte til implementering af POP-konventionen

Bevilling:

2,80 mio. kr.

Projektperiode:

2001-2002

Ansvarlig:

United Nations Environment Programme (UNEP)

Beskrivelse:

Udkastet til POP-konventionen (persistant organic pollutants, det vil sige sværtopløselige, organiske giftstoffer) blev færdigforhandlet i december 2000. Konventionen forpligter landene til at udfase produktion og brug af 10 meget farlige POP’er (bl.a. DDT og PCB) og at eliminere udslippet af to andre giftige stoffer (dioxin og furan). Donorlandene har i konventionen forpligtet sig til at støtte ulandene med at føre konventionen ud i livet, og den danske støtte er et bidrag til at opfylde denne forpligtelse. En række FN-organisationer er allerede kommet med projektforslag i den anledning. Det drejer sig bl.a. om et større projekt til identificering og vurdering af, hvad de enkelte ulande skal/bør iværksætte for at kunne ratificere konventionen. Andre aktiviteter, som forberedes, omfatter bl.a. træningsworkshops i Asien vedrørende identifikation af forældede pesticider og i Mellemamerika vedrørende udvikling af nationale handlingsplaner for håndtering af PCB.

 

Støtte til det internationale center for handel og bæredygtig udvikling

Bevilling:

2,80 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2001

Ansvarlig:

International Centre for Trade and Sustainable Development (ICTSD)

Beskrivelse:

Støtten går til en række elementer i centrets arbejdsprogram for 2000-2002. Informations- og kommunikationsprogrammet vil fortsætte udgivelsen af ICTSD’s forskellige nyhedsbreve, der hver uge sendes til mere end 5000 abonnenter verden over, og vedligeholde websiden, der har 60.000 besøg hver uge. Under dialog-programmet er der planlagt en lang række mindre møder, der omhandler forskellige aspekter af samspillet mellem international handel, miljø og udvikling samt en enkelt større konference om handel, regionalisme og bæredygtig udvikling. Forskningsprogrammet vil bl.a. fokusere på opbygning og udbredelse af centrets omfattende informations- og vidensressourcer.

 

Støtte til Earth Council Strategy 1997-2000

Bevilling:

2,56 mio. kr.

Projektperiode:

1998-2000

Ansvarlig:

Earth Council

Beskrivelse:

Det danske bidrag går især til at støtte rådgivning til eksisterende nationale råd for bæredygtig udvikling i udviklingslande, fremme af civilsamfunds deltagelse i de pågældende råds arbejde, at styrke rådenes muligheder for at indhente tekniske data og at fremme rådenes samspil internationalt.

 

Multi-Stakeholder Participatory Review of the Rio Conventions for Topmødet om Bæreygtig Udvikling i 2002

Bevilling:

2,28 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2002

Ansvarlig:

Earth Council

Beskrivelse:

Earth Council er en international NGO, der blev oprettet i september 1992 som et resultat af FN’s konference om miljø og udvikling (UNCED) i Rio. Rådet har til formål at overvåge og evaluere gennemførelsen af UNCED’s beslutninger og at informere og skabe bred folkelig forståelse for behovet for en global bæredygtig udvikling. Støtten bruges til kapacitetsopbygning i udviklingslandene, så disse kan deltage så effektivt og bredt som muligt i forberedelsen af Topmødet om Bæredygtig Udvikling i 2002 og i selve konferencen. Det danske bidrag vil blive anvendt på nationalt niveau til at integrere Rio-konventionerne i den nationale udviklingsproces med f.eks. finans- og økonomiministerierne og den private sektor som særlig målgruppe. Desuden vil man søge at udnytte den decentraliseringsproces, der efterhånden er i gang i mange udviklingslande.

 

Støtte til en miljø- og udviklingsombudsmand, Earth Council

Bevilling:

2,00 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2002

Ansvarlig:

Earth Council

Beskrivelse:

Formålet er at støtte en pilotfase for en ombudsmandsfunktion på miljø- og udviklingsområdet, som skal fungere som en global instans, der ikke har karakter af en domstol, til at undersøge, mægle og rådgive i forhold til potentielle og reelle konflikter i relation til miljø, naturressourcer og bæredygtig udvikling. Ombudsmandsfunktionen udgør en nyskabelse i globaliseringsprocessen til at håndtere og løse konflikter på miljøområdet. Earth Council arbejder sammen med World Conservation Union, IUCN, om projektet, og United Nations University for Peace i Costa Rica er vært for ombudsmandsfunktionen. Pilotfasen gennemføres i perioden 2000-2002 med henblik på at fremlægge de indhøstede erfaringer på Topmødet og Bæredygtig Udvikling i 2002.

 

Building the Trade and Sustainable Development Agenda – A Two Year Dialogue Process

Bevilling:

2,00 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2001

Ansvarlig:

International Centre for Trade and Sustainable Development (ICTSD)

Beskrivelse:

Programmet, der ventes at strække sig over 2 år og forløbe i to faser, skal dels skabe tillid mellem forhandlere og andre ved i samarbejde at identificere og definere handels- og miljømæssige spørgsmål af fælles interesse, dels søge at få en oversigt over interesser og mulige ‘trade-offs’. Dette vil give forhandlerne et vigtigt redskab til at vurdere deres egen og andres forhandlingsposition. Disse målsætninger vil blive søgt opnået gennem en række møder i Geneve og i udvalgte regioner. Deltagerne i møderne vil i programmets første fase primært være personer med ansvar for politikformulering om handel og bæredygtig udvikling, men i anden fase vil kredsen blive udvidet til også at omfatte civilsamfundet, herunder NGO’er og erhvervslivet. Formålet med møderne vil være at hjælpe deltagerne til at afklare deres egne handelspolitiske målsætninger uden for de normale og mere formaliserede handelspolitiske forhandlingsrammer.

 

Fremme af teknologisk og økonomisk integration af vedvarende energiteknologier i Stillehavs-østaterne ("Pacific Island Countries")

Bevilling:

1,95 mio. kr.

Projektperiode:

1999-2000

Ansvarlig:

United Nations Environment Programme (UNEP)

Beskrivelse:

Projektet vil blive gennemført af Energi- og ozonprogrammet under FN’s miljøprogram (UNEP) i samarbejde med UNEP’s samarbejdscenter i Risø. På lokalt niveau vil projektaktiviteterne blive planlagt og implementeret sammen med det regionale universitet, University of the South Pacific (USP). Projektet omfatter dataindsamling med henblik på at udarbejde en udviklingsplan for vindenergi, case studies og curriculum, udvikling af curriculum og undervisningsmateriale for USP, træning af udvalgte lærere angående vindenergi og generel energiplanlægning samt afholdelse af et regionalt seminar om projekterfaringer ved brug af vedvarende energi i Stillehavs-østaterne.

 

Samarbejde mellem Centre de Suivi Ecologique (CSE), Senegal, og Geografisk Institut, Københavns Universitet

Bevilling:

1,74 mio. kr.

Projektperiode:

1999-2000

Ansvarlig:

Geografisk Institut

Beskrivelse:

Støtte skal gøre det muligt for CSE at trække på Geografisk Instituts faglige ekspertise i bestræbelserne på at sikre en regionalisering af centrets aktiviteter. Projektets to overordnede målsætninger er at udvikle metoder for overvågning af generelle miljømæssige forhold og landbrugsbetingelser, samt kapacitetsudvikling, herunder træning af CSE’s ansatte.

 

Internationalt ekspertpanel om handel og bæredygtig udvikling – EPTSD

Bevilling:

1,50 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2002

Ansvarlig:

Verdensnaturfonden

Beskrivelse:

WWF International, der fungerer som sekretariat for et internationalt ekspertpanel om handel og bæredygtig udvikling vil blive styrket for bl.a. at fremme samarbejdet med multilaterale organisationer og styrke oplysningsindsatsen. De panelmedlemmer, der ikke har været i stand til at yde det forventede bidrag til arbejdet, vil blive udskiftet, og der vil blive udarbejdet en arbejdsbeskrivelse for panelet. Der forventes afviklet en række aktiviteter i samarbejde med multilaterale organisationer, herunder f.eks. om handel med genmodificerede produkter. I løbet af den treårige fase forventes det således, at de relevante dele af panelets arbejde gradvist overtages af disse eller andre organisationer. Projektet skal styrke den vægt, Danmark lægger på handel, miljø og udvikling, herunder fremme af bæredygtig udvikling og bedre integration af udviklingslandene i det multilaterale handelssystem.

 

Støtte til Global Water Partnership

Bevilling:

1,48 mio. kr.

Projektperiode:

2000-2001

Ansvarlig:

Global Water Partnership (GWP)

Beskrivelse:

GWP er et globalt netværk med vandmyndigheder, donorer, den private sektor mv. Der gives støtte til GWP’s arbejde med at fremme bæredygtig forvaltning af ferskvandsressourcer i fattige udviklingslande. Den danske støtte skal bl.a. sikre grundlaget for arbejdet i den tekniske komite, der er forankret i Dansk Hydraulisk Institut, og dets regionale forgreninger, der styrker den lokale kapacitetsopbygning.

 

Regionalt projekt vedrørende Activities Implemented Jointly (AIJ) / Clean Development Mechanism (CDM) under klimakonventionen

Bevilling:

1,20 mio. kr.

Projektperiode:

1999-2002

Ansvarlig:

United Nations Environment Programme (UNEP)

Beskrivelse:

Miljøsekretariatet bevilgede i 1997 1 mio. kr. til et pilotprojekt, der havde til formål at belyse de konkrete muligheder for AIJ-projekter i de mindst udviklede lande (LDC-lande). I lighed med hvad der i dette projekt er udført i Zimbabwe, skal potentielle CDM-projektmuligheder i Ghana og Uganda nu undersøges. I den forbindelse analyseres projekternes egnethed i forhold til CDM, finansieringsmuligheder og nøgleproblemstillinger vedrørende udvælgelse, planlægning og gennemførelse af CDM-projekter.

 

Støtte til nyhedsbrevet "Earth Negotiations Bulletin"

Bevilling:

1,11 mio. kr.

Projektperiode:

1999-2000

Ansvarlig:

International Institute for Sustainable Development (IISD)

Beskrivelse:

Udgivelse af nyhedsbrevet "Earth Negotiations Bulletin" i forbindelse med internationale møder vedrørende miljø og udvikling. Bulletin hjælper især lande med små deputationer og NGO’er med at følge med i den daglige udvikling på de mange emner der som regel er oppe.

 

Bidrag til det mellemstatslige skovforums sekretariat (IFF-sekretariatet)

Bevilling:

1,01 mio. kr.

Projektperiode:

1998-2000

Ansvarlig:

Intergovernmental Forum on Forests (IFF)

Beskrivelse:

Sekretariatet for Skovforumet (IFF) har kun meget begrænsede midler, da dets aktiviteter alene finansieres ved frivillige bidrag. Der er hidtil indskudt knap en million USD i trustfonden, men sekretariatet vurderer, at det har brug for yderligere USD 700.000 for at kunne fungere effektivt, indtil udløbet af dets mandat i august 2000.

 

Støtte til DHI/UNEP samarbejdscenter for overvågning og vurdering af vandkvalitet

Bevilling:

1,00 mio. kr.

Projektperiode:

1998-2001

Ansvarlig:

Danida og United Nations Environment Programme (UNEP)

Beskrivelse:

Projektet vedrører koblingen mellem koncepter og strategier for ferskvands- og kystzoneforvaltning. Dansk Hydraulisk Institut (DHI) udarbejder et oplæg til koncept/strategi, som skal afprøves i felten for at udmønte det i en konkret, operativ form, hvor hovedvægten lægges på den praktiske anvendelse. UNEP vil som sit bidrag arrangere et efterfølgende ekspertmøde i Nairobi, hvor oplægget diskuteres og tilpasses. Projektet er den første konkrete aktivitet i en ny aftale om, at DHI (V&M) skal fungere som samarbejdscenter for UNEP.