| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Linolie til overfladebehandling af udvendigt træværk

4. Egenskaber

4.1 Hvad er linolie?

Linolie udvindes af frø fra oliehør (i modsætning til spindhør, hvor man udnytter plantefibrene). Olien kan udvindes ved kold- eller varmpresning, eller ved ekstrahering (se leksikon).

Den ubehandlede linolie kan anvendes til træbeskyttelse som den er, men ofte vil man foretrække produkter der er forarbejdet på en eller anden måde – til grundingsolie, mellemstrygning, dækmaling eller fernis. Ofte benyttes produkterne sammen i malingsystemer, bestående af grundingsolie, evt. grund- eller mellemmaling og dækmaling.

Kemisk set består linolie, som alle andre vegetabilske olier, af triglycerider. Triglycerider er en kemisk betegnelse for molekyler der består af tre fedtsyrer, der er bundet til glycerol (en alkohol).

Linolie har et højt indhold af umættede fedtsyrer. Det gør den til en såkaldt tørrende olie, den egenskab der gør den egnet til malevarer.

Vegetabilske olier indeholder også forskellige naturlige urenheder som voks, kulhydrater (bl.a. slimstoffer), naturlige pigmenter m.v. De fleste af disse stoffer er uønskede, da de kan forsinke hærdningen og gøre linoliefilmen mindre vejrbestandig. Oliens kvalitet afhænger bl.a. af, hvor godt den er renset for disse urenheder.

4.2 Hærdningsprocessen

Selv om man ofte siger at "linolie tørrer", er det i virkeligheden lidt misvisende. Reelt er der tale om en hærdningsproces med to komponenter, hvor den ene komponent er linolien og den anden luftens ilt. Hærdningsprocessen kaldes også polymerisering, der er karakteriseret ved at mange små molekyler forbinder sig til større strukturer (kendes også fra bl.a. plastic). Hærdet linolie er et fast stof kaldet linoxyn.

Princippet i hærdningsprocessen er at dobbeltbindingerne åbnes, og iltmolekyler bindes til de "tomme" pladser (til kulstofatomer i fedtsyrekæden). Et iltmolekyle har plads til to bindinger, og det vil derfor binde sig til to åbne dobbeltbindinger og derved få to linoliemolekyler til at sidde sammen med en tværbinding. Linolie øger sin vægt og sit rumfang med ca. 20 % når den oxiderer, hvilket gør at den kan tætne mikroskopiske revner i træ. Normalt vil linolien være "tør" når vægten når sit maksimum. Derefter falder vægtkurven en anelse igen, hvilket formentlig skyldes afdampning af forskellige organiske forbindelser og vand.

Der hersker noget uenighed om, hvor langt denne proces skal forløbe før linolien kan betragtes som hærdet. Nogle værker (Bailey 1945) hævder at dét, man oplever som en godt hærdet linoliefilm, kan indeholde op til 70% flydende olie, der holdes på plads af de hærdede polymerer. Andre mener, at al olien skal være bundet sammen til polymerer, før olien kan betragtes som hærdet.

Hærdningsprocessen forløber hurtigst når der er god ventilation, UV-lys og høje temperaturer. Direkte sollys og stærk varme er dog en ulempe, da der dannes flere flygtige forbindelser under hærdningen. Disse flygtige forbindelser fordamper fra filmen til luften, således at vægtforøgelsen ikke bliver så stor.

Der findes andre olier, som hærder hurtigere end linolie, men de har også andre egenskaber. Nogle af disse egenskaber er uønskede, som fx dårligere indtrængningsevne og sprød overflade. I en god træbeskyttende olie skal de forskellige egenskaber være afbalancerede i forhold til hinanden. Linoliens egenskaber kan ændres ved tilsætning af andre olier, men hvilke og i hvilket blandingsforhold er en kunst – og forretningshemmelighed!

4.3 Hvordan beskyttes træ

Træ nedbrydes af to faktorer: dels sollysets UV-stråler, der primært nedbryder ligninen (træets hovedbestanddele er cellulose, hemicellulose og lignin); dels af mikroorganismer (svampe og bakterier), der lever af fugtigt organisk materiale.

Al træbeskyttelse går i princippet ud på at modvirke disse to faktorer. Beskyttelse mod UV-lys er forholdsvis simpel: den består primært i at hindre strålerne i at ramme træet. Det kan være med en dækkende malebehandling, eller med usynlige UV-filtre i en ikke-dækkende beskyttelse.

En dækmaling er ikke nok til i sig selv at beskytte træet – heller ikke en linoliemaling. I praksis er det umuligt at undgå at der trænger fugt ind i træet, dels ved diffusion, dels gennem de smårevner, der vil komme i malingfilmen.

Det er primært grundingen, der skal sikre, at træet forbliver tilstrækkeligt tørt ved at fylde træets porer ud, så vand får svært ved at trænge ind. Kun hvis trækvaliteten er tilstrækkeligt høj, og træsorten fra naturens hånd er mættet med olie og/eller indeholder fungicider (fx thuja, teak, eg), kan det være nok blot at give en beskyttelse mod lysets nedbrydning. Det er imidlertid yderst sjældent, at trækvaliteten er så høj, og der kan i øvrigt være andre (miljø)problemer forbundet med anvendelsen af disse træarter.

Gift er en effektiv, men miljømæssigt problematisk strategi. Tilførsel af gift kan ske ved trykimprægnering, der trænger ind i alt splintved, eller vacuumimprægnering, der trænger 6 mm ind i træet, ved dypning eller med pensel, hvor indtrængningen er fra 0,5-2 mm. Produkter til tryk- og vacuumimprægnering virker som regel alene ved deres giftvirkning. Hvis imprægneringsvæsken indeholder meget opløsningsmiddel kan det opløse træets naturlige beskyttelsesstoffer, så de fordamper fra træet. Det er bl.a. det fænomen, der får vacuumimprægneret træ til at svede harpiks i lang tid efter behandlingen.

4.4 Linolies træbeskyttende egenskaber

Diameteren i træets porer er ca. 3.000 gange større end molekylerne i rå linolie, 300 gange større end molekylerne i kogt linolie og 30 gange større end alkydoliemolekyler. Da molekylerne i linolie er meget mindre end træets porer, trænger den godt ind i træet. Alkydoliemolekyler kan også trænge ind, men knap så godt.

De såkaldte plastmalinger består som regel af partikler eller dråber, der er så store, at de slet ikke kan trænge ind i træet.

I modsætning til, hvad man måske umiddelbart ville forvente, er det ikke den rå linolie med de mindste molekyler, der trænger bedst ind i træet. Forsøg har vist, at varmebehandlet linolie som regel har en hurtigere indtrængning end rå linolie. Det skyldes, at andre forhold end molekylstørrelsen har betydning for indtrængningen (Berit Kvisgaard).

Når linolien hærder gennem iltoptagelse, øger den ikke bare sin vægt, men også sit rumfang. Det sker efter at olien er trængt ind i træets øverste lag, hvor den fylder træets porer op. Olie er desuden vandafvisende, så træets evne til at suge vand vil blive kraftigt reduceret i det yderste lag.

Udviklingen af råd og svamp kræver et højt fugtindhold (over 20%), og linolie virker derfor træbeskyttende ved at holde fugtprocenten nede.

Den anden del af beskyttelsen ydes af dækmalingen, hvis primære funktion er at beskytte træet mod UV-stråler fra dagslyset. Derfor skal dækmalingen være pigmenteret. Dækmalingen binder sig til grundingsolien, der er godt forankret i træet. Dækmalingen lægger sig oven på træet og bør have en glat og lukket overflade, så vandet let løber af. Derved er den med til at forhindre, at der trænger vand ind i træet.

Det er vigtigt, at dækmalingen er i stand til at følge træets bevægelser, når det bliver fugtigt. Det betyder, at risikoen for at der opstår revner i malingen specielt omkring samlinger begrænses. Linolie der er polymeriseret med ilt er i højere grad i stand til at følge træets fugtbevægelser end linolie polymeriseret uden ilt, som til gengæld er mere vejrbestandig. I praksis vil en del af linolien altid være polymeriseret ved oxidation, da den sidste del af hærdningen nødvendigvis må foregå efter at malingen er påført (se polymerisering) (Bailys 1945). Den ideelle olie til en dækmaling bør altså være polymeriseret på en sådan måde, at der opnås balancen mellem vejrbestandighed og evnen til at følge træets fugtbevægelser. Dette er et område der måske burde undersøges nærmere.

4.4.1 Diffusion og fugt

Diffusion er et meget komplekst fænomen. En malings diffusionsåbenhed kan ændre sig afhængigt af temperatur og luftfugtighed. Nogle malinger – bl.a. de første generationer af vandige træbeskyttelsesmidler – er mere vand- og fugtgennemtrængelige når de er våde end når de er tørre. Hvis træet ikke er grundet ordentligt, opfugtes træet i regnvejr, men kan ikke slippe ud ved diffusion når malingen er tør.

Problemerne forværres, hvis man blot maler ovenpå. Jo flere og jo tykkere malinglag, jo mere diffusionslukket vil den samlede film være. Derfor skal man også undgå så-kaldt kosmetisk malebehandling af udvendigt træværk, hvor man blot maler ovenpå uden ordentlig grunding af bart træ.

Diffusionstæthed måles i Z-værdier. Jo højere værdi, jo mindre gennemtrængelighed. Z-værdien afhænger af lagtykkelsen, et tykkere lag giver højere Z-værdi og dermed mindre gennemtrængelighed. Linoliemaling har en Z-værdi på 5-9, hvilket ligger imellem diffusionsåben og diffusionslukket (sammenlignelig med alkydmaling).

Linoliemaling er oftest tilstrækkeligt lukket til, at malingen ikke slipper for meget vand ind i træet, men samtidig åben nok til at lade vanddamp trænge ud. Afhængig af, hvordan malingen er formuleret, vil der dog kunne være store forskelle i filmens evne til optagelse og afgivelse af vand.

4.4.2 Fungicid og svampeangreb

I forbindelse med udendørs træværk skelnes der mellem to hovedgrupper af svampe: Træødelæggende svampe (fx hussvamp og rådsvampe) og misfarvende svampe (fx mug og blåsplint). Umiddelbart er træødelæggende svamp naturligvis det største problem, men misfarvende svamp kan være tegn på, at træet er for fugtigt og derfor er i fare for at blive angrebet af trænedbrydende svampe. Blåsplint og bakterier kan føre til øget fugtoptagelse i træet. Desuden udgør misfarvende svamp naturligvis et æstetisk problem. Indendørs kan skimmelsvampe og mug give anledning til alvorlige indeklimaproblemer.

Linoliesystemer virker primært ved mekanisk at beskytte træet mod fugt og UV-lys. Derved svækkes livsbetingelserne for trænedbrydende svampe. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at svampe og andre mikroorganismer sagtens kan leve, hvor der er linolie til stede - skimmelsvampe kan sågar leve af linolien, men det kræver naturligvis at den nødvendige fugtighed er til stede (over ca. 20%). Udsatte områder på træværk, hvor man risikerer en høj fugtbelastning, og hvor der potentielt er mulighed for rådangreb, kan derfor med fordel behandles med grundingsolie tilsat fungicid mod trænedbrydende svamp. Der findes dog så vidt vides ingen linolieprodukter på det danske marked med fungicid mod trænedbrydende svamp.

Træ kan imprægneres mod træødelæggende svampe ved tryk- eller vacuumimprægnering med giftholdig olie eller opløsningsmiddel, eller ved strygning med grundingsolie tilsat fungicid. Mod misfarvende svamp kan der anvendes fungicid i dækmalingen.

De ’traditionelle’ fungicider er grundlæggende de samme i linoliemaling som i andre malinger. Der har været flere markedsført flere ’alternativer’, bl.a. citruskerneolie og konserveringsmidler til madvarer.

Overordnet må man sige, at virksomme fungicider også vil være miljø- og/eller sundhedsskadelige. Det gælder både for de traditionelle og de alternative produkter – og også for såkaldte naturprodukter.

For de traditionelle fungicider kender man stort set både de positive og de negative egenskaber, mens der p.t. ikke findes egentlig dokumentation for de alternative produkter. Nogle af produkterne er tillige vandopløselige, dvs. at de udvaskes relativt hurtigt. Dermed beskytter de ikke dér hvor de skulle, og man kan risikere at de optræder på steder i det omgivende miljø, hvor man ikke ønsker dem (fx i jord eller grundvand). Miljøstyrelsen fører en liste over godkendte fungicider, men det er bemærkelsesværdigt, at den er blevet væsentligt kortere i de senere år.

Et nyt træbeskyttelsesmiddel fra Tyskland bekæmper mikroorganismer og insekter på en anden måde end giftstofferne. Produktet skulle gøre træet uigenkendeligt for mikroorganismerne og insekterne ved at efterlade en helt tynd film, der hovedsageligt består af vandglas, på indersiden af porerne. Hvordan produktet fungerer i praksis og hvilke problemer der er i forbindelse med anvendelsen vides ikke. Produktet er i skrivende stund ikke i handlen i Danmark.

Man kan mindske miljøbelastningen fra fungicider ved kun at bruge dem dér, hvor der er en reel risiko for råd- eller skimmelsvampe. I praksis vil det være ret enkelt for en sagkyndig at vurdere, hvor der er størst risiko for rådangreb. På et vindue vil det typisk være bundramstykke, endetræ, bundkarm og sprosser.

4.5 Hvad består en maling af?

Der findes mange forskellige malinger, men der er visse fælles træk i opbygningen. En maling består som regel af følgende bestanddele:

4.5.1 Bindemiddel

Malingens "grundstof". Det stof, der binder malingens øvrige ingredienser – pigmenter m.m. – sammen, og får dem til at sidde fast på underlaget. Bindemidlet og koncentrationen af det er desuden bestemmende for malingens glans. Linolie er et bindemiddel.

4.5.2 Pigment

Farvegivende stof af mineralsk eller organisk oprindelse, der er uopløseligt i bindemidlet. Når pigmentet ikke er opløseligt i bindemidlet er der tale om maling. Hvis farvestoffet er opløseligt i bindemidlet, betegnes det som en bejdse. Malevarer uden pigment er klar lak, grundingsolie eller lignende. Pigmentet udgør i reglen 15-30 volumen-% af malingen, afhængig af den ønskede farve og pigmentets sværtekraft.

4.5.3 Fyldstof

Består ligesom pigmentet af små partikler, der er uopløselige i bindemidlet, og har til opgave at gøre malingen mere tyktflydende eller mat, nedsætte sværtekraften og øge rumfanget.

4.5.4 Opløsningsmiddel

Når man i almindelig tale bruger begrebet "opløsningsmidler" mener man i reglen organiske opløsningsmidler, dvs. stoffer som terpentin, cellulosefortynder etc. Men vand kan også være et opløsningsmiddel. Det er et uorganisk opløsningsmiddel, og faktisk det mest brugte (i moderne "vandbaserede" malevarer er vandet strengt taget ikke et opløsningsmiddel, men en fortynder).

I nogle produkter er opløsningsmidlet nødvendigt for at holde bindemidlet opløst. Det gælder fx de gamle såkaldte celluloselakker. Her tørrer malingen ved at opløsningsmidlet fordamper og efterlader en film.

I andre tilfælde tilsættes opløsningsmiddel for at gøre malingen mere tyndtflydende, så den bliver lettere at påføre i tynde lag. Det kan fx være begrundelsen for at tilsætte terpentin til linoliemaling.

4.5.5 Additiver

Begrebet dækker over en bred vifte af stoffer med mange forskellige funktioner. Fælles for dem er, at de tilsættes i meget små mængder (max et par procent) men at de kan have en meget drastisk betydning for malingens egenskaber. Der findes additiver med mange formål: konserveringsmidler, dispergeringsmidler, emulgatorer, midler mod skinddannelse, skumdannelse og bundfældning og meget andet. Da der er tale om så mange forskellige produkter er det ikke muligt at sige noget generelt om additivernes positive og negative egenskaber.

Når det gælder linolie og udendørs træværk er de vigtigste additiver sikkativ og fungicid. Sikkativ får olien til at tørre hurtigere, og fungicid modvirker svampeangreb.

4.6 Tørringsforløbet

4.6.1 Trin 1 - våd (nyopstrøget)

Triglyceriderne (oliemolekylerne) og pigmentpartiklerne er blandede. Hvis nogle triglycerider har forbundet sig med hinanden er molekylerne dog ikke større, end at de også kan bevæge sig frit. Der foregår endnu ingen nævneværdig oxidering. Afhængig af malingens rheologigiske egenskaber vil den flyde mere eller mindre sammen, ligesom der også vil være risiko for, at den løber (især ved for tykke lag).

4.6.2 Trin 2 - begyndende hærdning (polymerisering)

Malingen føles stadig våd, men oxideringen er gået i gang. Dvs. at de enkelte linoliemolekyler sætter sig sammen med iltmolekyler som bindeled og danner store rumlige molekyler. Efterhånden som molekylerne bliver større stiger viskositeten og malingen holder op med at flyde.

Hvis lagene er for tykke eller hvis sikkativet ikke har den rette sammensætning og koncentration, kan der opstå rynker i malingen.

4.6.3 Trin 3 - støvtør

Malingfilmen har naturligvis mest kontakt med ilt i overfladen, og det er derfor også her, at den hærder hurtigst. Der er bundet så mange molekyler, at de ikke længere kan bevæge sig i forhold til hinanden, og de er blevet til det faste stof linoxyn. Da det inderste lag endnu ikke er tørt, kan den faste film i overfladen bevæges i forhold til det inderste lag. Hvis man gnider på malingen ødelægges filmen. Det er for tidligt at påføre endnu et lag, da det inderste lag så vil få endnu dårligere adgang til ilt.

4.6.4 Trin 4 - gennemhærdet

Filmen er nu fast, der kan lægges et nyt lag på eller den malede flade kan tages i brug. Linoliemolekylerne har sat sig sammen i en slags tredimensionalt gitterværk. Resten holdes på plads af gitterværket og fungerer som en slags blødgører, der holder filmen elastisk. Glansen aftager lidt.

4.6.5 Trin 5 - nedbrydning

Linolien fortsætter med at oxidere til der ikke er flere dobbeltbindinger ("flydende linolie") tilbage. Malingfilmen bliver derefter gradvist sprødere og mere uelastisk. Under indflydelse af ilt vand og sollys nedbrydes linoliefilmen, dvs. at den forvitrer. Når der er nedbrudt så meget linolie, at pigmenter og fyldstoffer (fx kridt) bliver blotlagt i overfladen og ikke længere er dækket af bindemidlet, vil malingen kridte og blive mere porøs. Malingfilmen vil være mat og måske begynde at krakelere. Den vil optage mere vand, hvilket kan skade underlaget, og under alle omstændigheder vil det accelerere nedbrydningen af malingfilmen.

Nedbrydningen kan forsinkes ved at overfladen stryges med et tyndt lag linolie(fernis), så pigmenter og fyldstoffer igen dækkes med bindemiddel. På lyse malinger kan påføring af upigmenteret linolie blive synlig som gulning.

4.7 Linoliemalingsystemers opbygning

Moderne malinger hænger sammen i systemer. Dvs. at der til en bestemt malebehandling hører en serie produkter, der tilsammen giver det ønskede resultat. Det betyder ikke nødvendigvis, at en grundingsolie fra ét system ikke kan anvendes sammen med en maling fra et andet – det kan endda være, at én producent fremstiller den bedste grundingsolie, mens en anden har den bedste dækmaling.

Skal man til professionelt brug have garanti på behandlingen fra producent og udførende, er man imidlertid nødt til at vælge sammenhængende systemer.

En tommelfingerregel ved linoliebehandling hedder "Fed-på-mager". Det vil sige, at det lag man maler på, skal være mere magert end det man maler med.

Det kan virke ulogisk i lyset af, at man jo ofte grunder med ren linolie - som jo er 100 % fed - men det skal ses i sammenhæng med underlaget. Grundingen skal ikke danne en film, men trænge ind i træets porer (danner den en film, er der smurt for meget på). Det afgørende er at dét man maler på, skal være i stand til at suge en lille smule af bindemidlet fra det næste lag. Det er vigtigt, fordi man ellers ikke får en ordentlig vedhæftning mellem lagene, hvilket øger risikoen for krakelering og afskalning.

4.7.1 Grundingsolie

4.7.1.1 Funktion

Grundingsoliens funktion er at trænge ind i træet, hvor den fylder porerne ud så vand ikke kan trænge ind. Da ilttilførslen inde i træet er begrænset, er det sandsynligvis kun det yderste af olien der hærder, resten "ligger parat" og vil hærde hvis der kommer ilt til (fx hvis det yderste lag linolie nedbrydes).

Hvis træet overmættes med linolie (fx ved forkert udført imprægnering ved linoliekogning), kan der opstå problemer med udsvedning af olie.

4.7.1.2 Produkt

Grundingsolien består af linolie (rå eller varmebehandlet) samt evt. sikkativ, evt. fungicid og evt. lidt pigment. Det er dog vigtigt, at der ikke er for meget pigment. Det kan hindre oliens indtrængen i træet, fordi pigmentpartiklerne kan sætte sig som propper i træets porer.

Det er en udpræget myte, at grundingsolie skal være koldpresset. Der er ingen undersøgelser, der giver egentligt bevis for denne påstand. Når den koldpressede olie foretrækkes skyldes det formentlig, at den der findes på markedet har en bedre kvalitet (dvs. færre urenheder) end de tilsvarende varmpressede, og det er oliens kvalitet, der har betydning.

En anden myte er at grundingsolie også skal være rå – og det er formentlig ikke det optimale. Meget tyder på, at en let varmebehandlet olie , hvor polymeriseringsprocessen er startet, er bedre at grunde med.

4.7.1.3 Udførelse

Efter grundingen eller som en del af den kan man benytte en grundmaling. Den består af linolie med lidt pigment samt evt. fungicid og sikkativ. Det er vigtigt at træet stadig kan suge olie, da man ellers får en overflade, der er for lukket og som det næste lag vil hæfte dårligt til.

4.7.3 Mellemmaling

Mellemmalingen fungerer som et slibelag. Består af linolie (rå eller varmebehandlet), pigment og fyldstof samt evt. sikkativ og fungicid. Malingen virker som en tynd spartling, der udfylder små revner og ujævnheder, og som kan slibes glat efter hærdning.

Mellemmalingen udelades ofte hvis underlaget er tilstrækkeligt glat. I modsætning til dækmaling må mellemmalingen gerne have et højt fyldstofindhold – dels fordi den skal kunne slibes, dels fordi den skal være let sugende for at sikre en ordentlig vedhæftning af dækmalingen.

4.7.4 Dækmaling

Dækmalingens funktion er at beskytte underlaget mod sollys og vejrliget, samt at give det ønskede udseende.

Dækmalingen består af linolie (rå eller varmebehandlet), pigment og evt. fyldstof samt evt. sikkativ og fungicid.

Man kan bruge andre typer dækmaling end de linoliebaserede ovenpå en linoliegrunding (fx alkydmalinger), men det ligger uden for denne rapport at komme nærmere ind på det.

Ud over de rene linoliemalinger findes der forskellige blandingsmalinger. Det drejer sig bl.a. om emulsionsmalinger (olie + vand), samt oliemalinger baseret på en blanding af linolie og andre olier. Disse blandingsmalinger repræsenterer en produktudvikling af den ’klassiske’ linoliemaling, og kan have bedre egenskaber m.h.t. tørring, indtrængning, brugervenlighed etc. Men emulsionsmalinger dækker over utroligt mange sammensætninger, og en undersøgelse af deres egenskaber ligger uden for dette projekt.

4.8 Linolieprodukters kvalitet og behandling

Linolieprodukter er ikke et entydigt begreb. Oliens kvalitet kan variere meget efter dyrkningssted, vejret i dyrkningsperioden, presningsmetode og efterbehandling. Det kan få stor betydning for de færdige produkters egenskaber, ligesom mængde og kvalitet af de øvrige stoffer i malingen.

Problemet er, at det er svært at se på det færdige produkt, om kvaliteten er god eller dårlig. Det afslører sig som oftest først nogle år efter at malingen er påført. Og normerne for kvalitet og mærkning af produkter er ikke tilstrækkelige til at vurdere produkterne.

4.8.1 Frø- og oliekvalitet

Desværre kan man ikke se på hørfrø om de er af god kvalitet. Frø dyrket i køligere (nordisk) klima giver et højere indhold af flerumættede fedtsyrer, som er afgørende for oliens hærdehastighed, og olien skulle også blive lysere. Det er væsentligt, at frøene er ordentlig modnet inden høsten. Umodne frø giver en mørkere olie, der er ubrugelig til lyse malinger, og som lugter ubehageligt.

Det er afgørende for linoliens tekniske egenskaber, at der ikke er for mange urenheder i den. Urenheder gør olien mindre vandafvisende, hindrer hærdningen og misfarver olien.

Ved at hælde olien i et klart glas kan man få et indtryk af, om der er for mange urenheder i den. Den skal være gennemsigtig, så man tydeligt kan se konturerne på den anden side, og den skal være gylden eller farveløs (hvis den er bleget). Varmebehandlet olie kan dog godt være lidt grønlig, fernis (der indeholder sikkativ) lidt brunlig. Man kan yderligere undersøge linoliens kvalitet ved at sætte den i køleskabet et døgns tid eller varme den op til ca. 150° C. Hvis olien fortsat er klar efter disse behandlinger, har den et meget lavt indhold af urenheder. (Den skal dog være af ekstremt god kvalitet, hvis den helt klarer frisag!).

Man kan også ryste 1/3 vand og 2/3 olie sammen i et klart glas. Efter henstand kan man se urenhederne som et hvidt slimet lag mellem vand og olie. Dette hvide slimlag skal helst ikke være alt for tykt.

Den sikreste metode til bestemmelse af linoliens kvalitet og egenskaber er dog kemisk analyse.

Der er to principielt forskellige metoder til udvinding af linolie: Ekstrahering og presning.

Ved ekstrahering udvinder man olien ved at knuse frøene, blande dem med et opløsningsmiddel, sigte dem og derefter destillere opløsningsmidlet fra den væske, der bliver tilbage. Ekstraheret linolie giver det højeste udbytte og den mest urene olie. En ekstraheret olie vil ofte få pigmenterne til at flokkulere (samle sig i klumper).

Ved presning udsætter man frøene for et mekanisk pres samtidig med at man giver olien mulighed for at løbe fra. Så vidt vides foregår al kommerciel linoliepresning i dag med såkaldte skruepresser.

Presning deles igen op i koldpresning og varmpresning. Denne skelnen er til dels historisk betinget, da man før skruepresserne blev almindelige øgede udbyttet ved at knuse og opvarme frøene før presning.

I dag kan varmpresning foregå i en arbejdsgang i skruepressen, der som regel har et indbygget varmelegeme, fordi apparaturet skal op på en vis temperatur for at fungere optimalt. Dette varmelegeme kan benyttes til at holde temperaturen i frøene oppe, men som regel vil skruepressens friktionsvarme alene holde temperaturen på de 80-90° C som bruges ved varmpresning.

Til koldpresset olie er det ofte nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger for at holde temperaturen nede. Der sker visse biokemiske ændringer ved ca. 60° C, så en koldpresset olie bør ikke have været oppe over denne temperatur under presningen.

En koldpresset linolie har et større indhold af flerumættede fedtsyrer, fordi de er mere tyndtflydende ved lave temperaturer end de mættede fedtsyrer.

Et højt indhold af (fler)umættede fedtsyrer betyder kortere tørretid. Der er færre urenheder i olien, fordi en del af dem er mere tyktflydende ved lave temperaturer og derfor ikke udvindes. Dermed bliver udbyttet også lidt lavere.

Den koldpressede olie indeholder E-vitamin, der er en antioxidant som vil forsinke oliens tørring. E-vitaminet bør nedbrydes før olien benyttes i maling, og det sker lettest ved varmebehandling.

Der er så vidt vides ikke foretaget systematiske sammenligninger af de tre fremstillingsmetoder, men de fleste malingsproducenter er enige om, at ekstraheret olie ikke er særlig velegnet til malevarer. Der er delte meninger om kvalitetsforskellen mellem varmpresset og koldpresset olie, bl.a. fordi det også afhænger af den måde olien efterbehandles på.

Sagt meget forenklet har den koldpressede olie fordelen af et højt indhold af umættede fedtsyrer, men det modvirkes af E-vitaminets antioxidantvirkning. Samtidig har den koldpressede også de mindste molekyler – selv om størrelsesforholdet her nok svarer til at trille grønærter i en ladeport!

Hvis olien varmebehandles let (til lige over 60°C), vil man fjerne E-vitaminet og starte polymeriserings- (tørrings-)processen, uden at det i væsentlig grad ændrer de øvrige egenskaber.

4.8.2 Efterbehandling

4.8.2.1 Klaring

Olien henstilles så urenheder kan bundfælde. En olie der ikke er klaret bør normalt ikke benyttes i malevarer. Urenhederne vil forlænge tørretiden og forringe vejrbestandigheden, og desuden vil olien være ret mørk.

Foregår ved at man blander olien med et stof, der kan binde de urenheder der skal fjernes. Derefter fjernes det tilsatte stof og urenhederne ved filtrering, bundfældning eller centrifugering.

Samme behandling som ved kemisk raffinering, hvor det tilsatte stof er vand.

4.8.2.4 Vinterisering

Før i tiden brugte man ofte at lagre olien koldt vinteren over. Derved kunne urenheder bundfældes som ved almindelig klaring, men vinteriseringen har desuden den fordel at visse urenheder - og muligvis også evt. mættede fedtstoffer - udfælder ved lave temperaturer. Desuden sker der tilsyneladende en vis polymerisering under den lange lagring, da vinteriseret olie kan være mere tyktflydende end linolie der ikke er lagret.

4.8.2.5 Varmebehandling

Olien opvarmes til 100-300 °C i 1-12 timer.

Der er forskellige former for varmebehandling, der giver forskellige egenskaber. Ved at ændre på temperatur, behandlingstid, ilttilførsel og additiver får olien forskellige egenskaber. E-vitaminet vil dog altid blive nedbrudt, og der vil i alle tilfælde være tale om en (begyndende) polymerisering. Olien vil hærde hurtigere, fordi noget af hærdningen i princippet finder sted under varmebehandlingen, og den vil derfor også optage mindre ilt. Den vil blive mere tyktflydende, fordi molekylerne er større.

Opvarmer man olie til høje temperaturer i lang tid, vil molekylerne blive så store, at det går ud over indtrængningsevnen. Olien kan også blive så tyktflydende, at den må fortyndes med opløsningsmidler for at være strygbar. Malingfilmen vil blive mere blank og mere vejrbestandig, specielt hvis polymeriseringen er foregået uden ilt.

Ved varmebehandlingen skilles urenheder fra. Det har sikkert betydning for, at en varmebehandlet olie er mere vejrbestandig, samt for den hurtigere hærdning. Det skal dog nævnes, at varmebehandling ved høje temperaturer kan få olien til at hærde langsommere, fordi polymeriseringen forløber på en anden måde, hvilket er tilfældet med standolie.

Linolie til udendørs træværk bør være varmebehandlet - og det gælder også grundingsolien.

4.8.2.6 Blegning

Hvis linolie skal anvendes til lyse malinger, kan man blege den. Der er dog almindelig enighed om, at gulning endnu ikke helt kan forhindres ¹. Den opnåede blegning af olien forsvinder, når olien hærder. Hvis en linoliemalet overflade intet dagslys får vil den gulne meget. Hvis fladen derefter får dagslys vil gulningen aftage. Det stof. der primært er ansvarligt for linoliens gulning menes at være oxidationsproduktet af linolensyre.

4.8.2.7 Syreblegning

Olien blandes med syre, som derefter skilles fra. Bleget olie til bygningsmaling er som regel syrebleget.

4.8.2.8 Solblegning

Hvis olien stilles i en glasbeholder i solen kan den bleges noget. Desuden vil der forekomme en vis polymerisering, der til en vis grad også har en blegende virkning. Blev mest anvendt før i tiden, men bruges nu mest til kunstnerfarver.

4.8.3 Pigmenter

Der findes mineralske og organiske pigmenter. En del af de organiske er ikke egnede til linolieprodukter, fordi de er helt eller delvist opløselige i olien.

Pigmenter kan påvirke hinanden kemisk, så farven bliver en anden end ved en "normal simpel farveblanding" - men det gælder for alle malinger og er ikke specielt for linolieprodukter.

Pigmenter kan påvirke linoliens tørring i positiv eller negativ retning. Tørretiden kan forkortes ved tilsætning af sikkativ, men da de virksomme stoffer i sikkativet, fx kobolt, er miljømæssigt problematiske, bør man bestræbe sig på at benytte pigmenter der har en positiv virkning på tørretiden.

Pigmentets partikelstørrelse er af vigtighed for kvaliteten. Jo mindre de er, jo bedre dækker de (indtil en vis grænse; særligt organiske pigmenterpartikler kan være så små, at de bliver transperente). Desuden giver små pigmentkorn en bedre vejrbestandighed, fordi de er mindre tilbøjelige til at "stikke igennem" filmen. Det er også vigtigt for dækkeevne og vejrbestandighed, at pigmentet er godt fordelt i malingen, hvilket sker ved rivning.

Pigmentpartiklernes størrelse varierer meget fra type til type, men er typisk mellem 0,1-15my. Det kræver avanceret laboratorieudstyr at bestemme pigmentpartiklernes størrelse, så i praksis benytter man en et måleinstrument, en såkaldt riveklods, der hurtigt og enkelt kan vise om der er pigmentklumper eller meget store pigmentpartikler i malingen.

Nogle pigmenter er miljøskadelige stoffer. Det gælder bl.a. blyhvidt, som var almindeligt brugt indtil omkring år 1960 (og som samtidig havde en effektiv svampedræbende virkning), andre er chrom og cadmium.

Ikke alle pigmenter er lige stabile. Nogle falmer lettere og skifter farve ved lysets påvirkning. Desværre er der en tendens til, at en række af de mest stabile pigmenter, der giver de klareste farver, også er de mest miljøskadelige.

Malingens farve har betydning for behandlingens holdbarhed. Mørke farver ’brænder af’ langt hurtigere end lyse, hvis de bliver udsat for sollys, fordi mørke farver bliver varmet op af solen. Til gengæld vil en hvid farve hurtigere blive beskidt eller gulnet, hvilket man vil opleve som "at det trænger til maling".

Nogle pigmenter giver uønskede effekter sammen med bestemte bindemidler. Fx vil zinkhvidt i linolie have tendens til at danne sæber, der vil gøre malingfilmen sprød og mindre vejrbestandig, og titandioxid anatas vil kridte - i modsætning til titandioxid rutil. Ved at bruge flere forskellige pigmenter kan man modvirke de uønskede effekter.

4.8.4 Fyldstoffer

Kridt, mikrodol og talkum er billige fyldstoffer. Anvendes kridt i for store mængder fås en mindre vejrbestandig kvalitet. Kridtning er mest synlig på mørke farver, hvilket betyder at kridtindholdet i mørke farver kan være kritisk.

Hvis pigment og fyldstof tilsammen overskrider den kritiske pigmentvolumenkoncentration bliver malingen porøs og dermed ikke særlig vejrbestandig.

4.8.5 Opløsningsmidler

Linoliemaling tilsættes nogen gange terpentin, bl.a. for at gøre det lettere at påføre den i tilstrækkeligt tynde lag. Toningspastaer, sikkativ og fungicider kan være opløst i opløsningsmidler. En undersøgelse fra 1998 foretaget af Teknologisk Institut for Danske Malermestre viste, at 9 ud af 13 linolieprodukter indeholdt opløsningsmidler. En grundingsolie indeholdt hele 44% opløsningsmiddel, en maling 15%. Blandt de øvrige produkter fandt man to med lidt mere end 5%, mens resten lå under. Ved enkelte produkter stemte producentens oplysninger ikke overens med analysens resultater.

Der har været en del diskussion om hvorvidt terpentin i træbeskyttelse giver dårligere beskyttende egenskaber. Det er fremført, at terpentinen opløser træets harpiks og forhindrer linolien i at udvide sig når den tørrer.

Det er rigtigt at terpentin opløser harpiks. I levende træ holdes harpiksen opløst af træets egen terpentin (det produkt, der i raffineret form kan købes som "vegetabilsk terpentin"). Når træ lagres fordamper terpentinen og harpiksen størkner, det er bl.a. derfor lagret træ måske har en bedre vejrbestandighed end nyt træ.

Ved vacuumimprægnering, hvor hovedparten af væsken er terpentin, og hvor det trænger ret dybt ind i træet, ser man en øget harpiksudsvedning fra knaster og endetræ.

På Raadvad Centeret udført et forsøg, hvor man har dyppet man kernetræ i terpentin, ladet det tørre og vejet det før og efter. Træet blev lettere, hvilket kan tyde på at der er forsvundet nogle stoffer fra træet. Hvad disse ’forsvundne stoffer’ er og deres betydning er for træets holdbarhed, er ikke klarlagt. Raadvad Centret formoder at der er tale om harpiks, men det kan også være vand.

Ser man på en vægtkurve for tørring af ren linolie i sammenligning med linolie tilsat terpentin (Peder Hald, 1978), er vægtforøgelsen relativt lige stor. Den mindre vægtforøgelse skyldes altså alene, at linolie med terpentin indeholder mindre ren linolie.

Ved tilsætning af 10% terpentin til en maling har Berit Kvisgaard konstateret, at der i visse tilfælde opstår efterklæbning. Det vil sige, at malingen efter tørring igen bliver klæbrig (Berit Kvisgaard) Årsagen kan være, at sikkativeringen ikke er optimal efter tilsætningen af opløsningsmiddel, således at det sker en for hurtig overfladetørring. (Eva Wallström).

Opløsningsmidler bør så vidt muligt undgås af hensyn til miljø og arbejdsmiljø, og kan også for det meste undværes i linolieprodukter med den rette sammensætning. Det er fx ikke fornuftigt at tilsætte fyldstof for at gøre malingen mere tyktflydende for derefter at tilsætte terpentin for at gøre den mindre tyktflydende – men det kan give et billigere produkt. Store mængder opløsningsmiddel vil kunne forringe produkternes funktion. Der er dog ikke noget der tyder på, at små mængder opløsningsmiddel (mindre end 5%) har en negativ virkning på det færdige resultat.

Det er imidlertid vigtigt, at eventuelle opløsningsmidler fordamper hurtigere end linolien hærder. Fordamper de langsommere, vil linolien hærde omkring opløsningsmidlet. Når det så er fordampet vil malingfilmen blive porøs og dermed få væsentligt nedsat holdbarhed.

4.8.6 Additiver

Forkert sammensat sikkativ kan give for kraftig overfladehærdning.

Både sikkativer og fungicider indeholder stoffer der er eller er mistænkt for at være skadelige, og derfor søges der til stadighed efter alternativer. Det er også værd at bemærke, at vi bliver stadigt klogere på stoffernes miljøeffekter. Et stof som bor, der for få år siden blev anset for uskadeligt ("man skyller da øjne i bor"), er nu sat på Miljøstyrelsens liste over stoffer der bør udfases, fordi det bl.a. mistænkes for at give fosterskader.

Der er hos nogen en tilbøjelighed til at antage, at "naturprodukter" per definition er mere uskadelige, hvilket ikke er tilfældet. Med en ønsket effekt som fungicid, hvor man jo skal slå en levende organisme ihjel, følger stort set altid også uønskede miljøeffekter. Det er vigtigt, at man kender både ønskede og uønskede effekter, og at de er så veldokumenterede som muligt. Og så kan man i øvrigt begrænse anvendelsen af fungicid til de situationer eller områder, der reelt har en risiko, i stedet for at ’skyde med spredehagl’.

4.8.7 Formulering og produktion

At sammensætte (formulere) en god maling er en vanskelig opgave, fordi der indgår så mange forskelligartede stoffer. Fx har de forskellige pigmenter meget forskellige egenskaber. Det er ikke bare kvaliteten af de enkelte bestanddele der har betydning for den endelige kvalitet, men også bestanddelenes indbyrdes forhold. En malings egenskaber er næsten altid et kompromis, fordi de ønskede egenskaber ofte trækker i hver sin retning. Desuden sker der en stadig produktudvikling.

Fx blev det for nogle år siden regnet for den bedste løsning at tilsætte en del zinkhvidt til malinger med titanoxid for at modvirke kridtning. I dag er det muligt at få titanoxid der ikke kridter, og dermed kan man helt undgå de uheldige egenskaber ved zinkhvidt (dannelse af zinksæber).

Producenter af linolieprodukter bør løbende gennemgå deres produkter for at se om noget kan forbedres. Det kan være en svær opgave at løfte, især for mindre producenter, men man kan dog nå ret langt ved at gennemføre systematiske afprøvninger. Desuden ville mange producenter sandsynligvis have stor gavn af at få deres produkter gennemgået af en uvildig ekstern ekspert.

4.9 Produktvalg og kvalitetssikring

Det er ikke umiddelbart let at gennemskue, hvilke linolieprodukter man skal vælge. Produktinformation, behandlingsanvisninger og kvalitet er forskelligt fra produkt til produkt. Der kan der være problemer med at få standardiserede oplysninger om råvarerne, og der mangler standarder for producenternes tekniske datablade.

Men som forbruger kan man stille spørgsmål til producenterne om følgende:

4.9.1 Dokumentation

Teknisk datablad, som angiver de produktoplysninger mm., som producenten har valgt at give videre. Der er ingen normer for udformningen. Databladet bør dog indeholde information vedr. påføring, viskositet og tørretid.

Sikkerhedsdatablad - der er visse regler for hvad der skal oplyses, fx indhold af opløsningsmidler og kobolt. Produktet skal have en såkaldt MAL-kode.

Har produktet gennemgået afprøvninger for funktion og levetid - fx DS/EN 927-3:2000 "Maling og lak – Malinger og malingssystemer til træ udendørs – prøvning efter udendørs eksponering", hvor et stykke træ med malingen påført eksponeres udendørs i et år - og hvad er i givet fald resultatet af testen

4.10 Fejl i produkter og behandlinger

Visse pigmenter fungerer dårligt sammen med (lin)olie. Fx vil zinkhvidt brugt alene danne sæber, der vil gøre malingfilmen sprød, og titandioxid anatas vil kridte. Hvis man blander flere pigmenter, kan man til en vis grad undgå de uønskede effekter.

Nogle pigmenter er ikke tilstrækkeligt lysægte, men det er ikke et problem der er specielt for linolieprodukter. Det skal man være opmærksom på, hvis man vil undgå de mest miljøskadelige pigmenter, der desværre ofte er mere stabile end de miljøvenlige.

4.10.2 Bindemiddel

Linolien kan være utilstrækkeligt renset og efterbehandlet. Den vil så indeholde stoffer, der både får den til at tørre langsommere og som er mere vandopløselige end triglyceriderne, hvilket vil forringe malingfilmens vandafvisende egenskaber. Den langsommere tørring kan føre til, at urenheder sætter sig fast i den klæbrige film og forringer malingens holdbarhed. Lang tørretid kan også give problemer i udførelsen, fordi et lag ikke bliver ordentligt gennemtørt inden påføring af det næste. Dette vil medføre rynkedannelse.

4.10.3 Additiver

Fejlmulighederne ved brug af additiver er nærmest uendelige.

Her skal blot nævnes, at forkert sammensat sikkativering kan give en maling, der hærder meget hurtigt i overfladen og meget langsomt i dybden, og for meget sikkativ kan give langsommere hærdning.

Som tommelfingerregel bør man begrænse brugen af additiver mest muligt, fordi de ofte har uønskede bivirkninger, som man så skal modvirke med andre additiver. Det kan give en uoverskuelig formulering, hvor det er svært at gennemskue hvilke af malingens egenskaber der skyldes hvilket additiv.

4.10.4 Lagring

Det er kendt, at to dåser maling selv fra samme producent kan have vidt forskellig tørretid og viskositet. En medvirkende årsag kan være lagringen. En vis lagring af linolie (ikke maling) er formentlig en fordel, fordi de uønskede stoffer bundfældes, og tørretiden bliver kortere.

En malings egenskaber kan imidlertid ødelægges ved forkert eller for langvarig opbevaring. Linolie kan holde ganske længe i en lufttæt beholder, men der kan være problemer med bundfældning af pigment og fyldstof. Emulsionsmalinger, der indeholder vand, kan blive udsat for mikrobiologisk nedbrydning.

Nogle producenter bruger tilsætning af konserveringsmidler - bl.a. er der ved en undersøgelse fundet formaldehyd, der ikke er tilladt som tilsætningsstof. (Det har muligvis været medvirkende årsag til de indeklimaproblemer, der er målt ved indendørs anvendelse af linolie.)

Generelt bør maling ikke udsættes for frost, og maling bør opbevares i lufttætte beholdere.

4.10.5 Fejl ved udførelse

Linoliemaling er ikke noget man bare smører på. Meget tyder på, at en dårlig håndværksmæssig udførelse har større betydning ved linoliemalinger end ved de gængse træbeskyttelsesmidler (Lading og Brandt, 2000).

Malingen alene vil ikke være nok til i sig selv at beskytte træet. Der vil kunne trænge fugt igennem, dels ved diffusion, dels gennem de smårevner, der uvægerligt kommer med tiden. Derfor er det vigtigt, at træets porer mættes med olie, så fugten ikke kan opsuges i træværket.

Utilstrækkelig grunding skyldes ofte, at man har for travlt til at påføre det nødvendige antal lag og lade dem tørre grundigt imellem hver påføring.

Hvis træet er for fugtigt inden behandlingen, kan linolien ikke trænge ordentlig ind i underlaget, og man får ringe indtrængning og dårlig vedhæftning. De generelle anbefalinger ligger på max. 12 %-18 %.

4.10.5.2 Manglende gennemtørring

Ved manglende gennemtørring når linolien ikke at danne det faste stof linoxyn. Nedbrydningen af malingen går hurtigere, hvilket bl.a. vil blive synligt efter få år som en mat overflade og kridtning, og malingen vil være mindre vejrbestandig. Den færdige malingfilm vil være ringere både æstetisk og teknisk.

Ved for stor lagtykkelse vil malingen rynke og løbe, og det tager lang tid før den er gennemhærdet. I den tid vil den få skader ved selv små stød o.l.

De samme problemer opstår i for koldt og fugtigt vejr, hvor man risikerer at behandlingen slet ikke tørrer. I koldt vejr (under 5°C) kan hærdningen forsinkes så meget, at visse af malingens bestanddele udvaskes inden malingen er hærdet, hvilket giver forringet udseende og holdbarhed. Malingen vil desuden blive mere tyktflydende p.g.a. kulden, hvilket øger risikoen for for tykke lag. Det har derfor været almindeligt at iblande terpentin, det gør malingen nemmere at påføre i tynde lag, der hærder hurtigere.

4.10.5.3 Andre fejl

Fejl som utilstrækkelig afrensning af underlaget, manglende slibning, når træet har rejst sig osv. vil skabe problemer ved ethvert malingsystem.

4.11 Andre forhold af betydning for malebehandlingens holdbarhed

4.11.1 Beslag

Behandling af beslag ligger uden for dette projekt, men det skal alligevel nævnes, da det helt åbenlyst udgør et problem. Ofte ser man fint udførte linoliebehandlinger på gamle vinduer, hvor rustgennemslag ved beslagene klart er det svage led.

Gamle beslag var i reglen behandlet med blymønje, der var effektiv som rustbeskyttelse, men som man af miljøhensyn ikke ønsker at anvende mere.

Moderne beslag kan galvaniseres, men man kan ikke male ovenpå en frisk galvanisering. Beslagene skal først "vejres", dvs. udsættes for vind og vejr i et års tid eller mere. Herved dannes et oxyderet lag på galvaniseringen, som malingen kan hæfte til.

Når et beslag begynder at ruste vil malingen omkring beslaget revne og åbne for vandgennemtrængning. Der bliver fanget vand mellem beslaget og træet, hvilket dels vil få beslaget til at ruste endnu mere, dels føre til råd i træet. Derfor bør træet males inden montering af beslaget, der i øvrigt kan lægges i kit.

På Fredensborg Slot har man afrenset de nygalvaniserede beslag med salmiak og derefter malet dem med rustbeskyttende tykfilmsakryl inden den afsluttende linoliemaling. Umiddelbart virker det forkert at male med linolie oven på akrylmaling, men løsningen så efter 7 år stadig pæn ud, mens andre behandlinger af samme alder viste udtalte rustproblemer.

4.11.2 Kitfalse

På vinduer med kitfals er det vigtigt at kitten er intakt og forseglet, især på de opadvendte false. Opstår der revner og sprækker i kitten vil der trænge vand ind bag ved, hvor det fastholdes af kappilareffekten.

Malebehandlingers holdbarhed kan forlænges væsentligt, hvis kitfalsene eftergås en gang om året og småskader repareres inden de får lov til at udvikle sig.

Overgangen mellem kit og glas skal i øvrigt forsegles ved at malebehandlingen føres ca. 1 mm ind på glasset.

4.12 Produktudviklingsmuligheder

Berit har streget hele dette afsnit ud, jeg har ikke diskuteret det med hende. Jeg har selv streget over hvor det måske er lidt søgt.

4.13.1 "Moisture Balance in Painted Wood Panelling"

Projektet havde til formål at undersøge forskellige malebehandlingers træbeskyttende egenskaber. Som forsøgsobjekt brugte man panelbeklædning af træ (1-på-2), som er en udbredt konstruktion i Sverige.

Panelerne bestod af lodrette brædder med en vandret samling, og bag dem indbyggede man fugtmålere.

Panelerne blev opfugtet i to døgn, derefter lod man træet tørre og målte træfugtigheden indtil den var under 20 %.

For at lette sammenligningen af resultaterne har man indført en såkaldt TF20-værdi, der er udtryk for hvor høj træets fugtprocent har været og hvor længe den har været over 20. TF20 værdien skal altså være så lav som mulig

Testen omfattede en lang række forskellige behandlinger og produkter. Generelt førte næsten halvdelen af de undersøgte systemer til en ringere fugtbalance end ubehandlet træ. Det betyder, at træet var dårligere beskyttet mod fugt end ubehandlet træ.

Fire behandlinger indeholdt linolie:

P30: linolieimprægnering, linoliegrundmaling, linoliedækmaling.
P31: to lag linoliedækmaling (fab. Engwall & Claesson)
P32: to lag emulsionsmaling "Falu rödfärg"
P35: linolieemulsion imprægnering, vandig alkyd grundmaling, vandig alkyd dækmaling.

Behandling P30 og P31 gav gode fugtbalancer med begrænset opfugtning. Resultaterne bekræfter også tidligere resultater (Hjort og Norling 1991).

Ved behandling P32 blev træet ret hurtigt opfugtet, men tørrede også hurtigt ud igen. Fugtbalancen betragtes som ret god.

P35 hører til en gruppe behandlinger der kaldes "systemmalede". Dvs. at panelerne er behandlet med et upigmenteret grundingsprodukt og en grundmaling før montering (så endetræet også behandles) og to lag dækmaling efter montering. P35 havde som næsten alle systemmalede paneler meget gode fugtbalancer.

Det viste sig, at en lang række behandlinger særligt ved samlingerne gav en dårligere fugtbalance end for ubehandlet træ.

En af konklusionerne er, at det vigtigste for fugtbalancen er at træet er grundet med et produkt med god indtrængning, og at endetræet er behandlet.

4.13.2 "Advances in Exterior Wood Coatings and CEN Standardisation"

Bent Samuelsen, Paint Reseach Association konference-paper, Belgien 1998

Forsøgsopstillingen er en testvæg med indbyggede fugtmålere af lodrette brædder 1-på-2 med en vandret samling. Der er blevet målt fra oktober 94 til september 98.

Der er afprøvet et ikke nøjere beskrevet linoliesystem, samt en lang række andre malingsystemer.

Projektet konkluderer, at linoliesystemet beskytter træet ligeså godt som andre systemer. Linoliesystemet er et af de relativt få systemer, hvor fugtprocenten ved samlingerne ikke overskrider 25%.

4.13.3 "Samnordisk forskning om ytbehandlat/målat utvendigt trä, Del II Fuktdynamik för målat trä"

Træpaneler er blevet monteret udendørs med en hældning på 45° og udsat for vind og vejr. Der blev afprøvet en linoliemaling og en række andre malinger. Der er ikke tale om et egentligt linoliesystem, men om to lag dækmaling. Prøverne blev eksponeret fra juli 86 til august 88.

Fugtprocenterne i det linoliemalede panel ligger som det fjerde laveste blandt 16 afprøvede malinger/systemer. De paneler, der lå lavere, var systemer med grunding og et industrielt to-komponent system.

4.13.4 "Ändträsbehandling, Skydd av utvendigt trä, Nya metoder, Forstudier"

Erik Nilsson, NIF T4-89M

Ved projektet blev vandoptagelsen undersøgt i endetræ behandlet med forskellige produkter. Desuden blev effekten af skader på endetræsforseglingen undersøgt.

Konklusionen var, at linoliemaling og alkydmaling er de produkter, der beskytter bedst mod vandoptagelse gennem endetræet. Det er vigtigt at produkterne trænger ind i træet. Et produkt der kun danner en overfladefilm vil uvægerligt få skader, der vil nedsætte den beskyttende effekt væsentligt.

¹⁾ Det er måske et problem, der kan gøres noget ved gennem planteforædling. Der er indtil nu stort set ikke foregået en planteforædling af hør udfra oliens tekniske egenskaber. Svenska Lantmännen har dog fremstillet en linolie, hvor fedtsyresammensætningen er ændret. Denne linolie gulner ifølge Svenska Lantmännen ikke efter tørring.