| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Nyttiggørelse, rensning og fraktionering af havneslam 

Sammenfatning og konklusioner

Nyttiggørelse af sediment fra havne og sejlrender er reguleret af en række love. Generelt er den overordnede intention at fremme nyttiggørelsen.

Ifølge havmiljøloven og råstofloven skal myndighederne arbejde for en nyttiggørelse af materialer fra gravearbejder på havbunden. Dette har bl.a. medført, at sådanne råstoffer er fritaget for den faste råstofafgift (5,00 kr. pr m³) i henhold til lov om afgift af affald og råstoffer.

Hvis de havbundsmaterialer, der opgraves, skal nyttiggøres som råstoffer, er der formelt tale om en råstofindvinding på havbunden. Godkendelse og tilladelse kan udstedes af Miljø- og Energiministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen.

Hvis uforurenet sediment skal anvendes til kystbeskyttelse, kræver det en tilladelse fra Kystinspektoratet.

I forbindelse med vurdering af forurening af havneslam har der været mest fokus på tungmetaller. En række undersøgelser peger dog på, at belastningen med tungmetaller er aftagende, idet nye tillejringer i en række havne har vist sig at være kun diffust belastede, mens der er et stort problem med belastningen af havneslam med miljøfremmede stoffer, ikke mindst biocider fra skibsmaling.

Der er lavet flere forsøg på opsporing af kilder til forurening af havneslam, men det har været meget vanskeligt at opnå et entydigt billede. Hovedkilden for tungmetaller kan dog ofte henføres til en bestemt aktivitet, f.eks. en bestemt industri, bejdsning af korn eller værftsaktivitet.

Ifølge Klapbekendtgørelsen kan amterne anvise særlige prøveudtagnings- og analysemetoder til at vurdere materialets forureningsgrad. Prøvetagning kan udelades, hvis amtet anser det for åbenbart, at materialet ikke er forurenet.

I næsten alle amter er der foretaget undersøgelse af tungmetaller i havnesedimenter i forbindelse med klaptilladelser. Seks amter har foretaget undersøgelser for antibegroningsmidler. Større undersøgelser af organiske miljøfremmede stoffer er kun blevet foretaget af Lillebæltsamterne og Århus Amt.

Analyseomkostninger til analyse af havne for miljøfremmede stoffer, inkl. biocider og deponering af biocidforurenet havneslam, vil udgøre en væsentlig økonomisk belastning af mange mindre havnes økonomi, idet det må forventes, at kravene til analyse af havnesediment for miljøfremmede stoffer skærpes. Desuden må det forventes, at de nye analyser afdækker nye tilfælde af forhøjede koncentrationer af biocider. Denne problemstilling bør vurderes nærmere, herunder hvilke og hvor mange havne det drejer sig om, hvilke stoffer det drejer sig om, hvad er kilderne, samt hvad kan der gøres for at afhjælpe problemerne.

Den mulige nyttiggørelse er i det væsentlige begrænset til sandede materialer med et organisk indhold på under 3-4%, eksempelvis fra havne og sejlløb på Vestkysten.

Generelt har sand, hentet fra oprensning af sejlrender og havne, vanskeligt ved prismæssigt at kunne konkurrere med sand fra råstofgrave. Anvendelsen begrænses af de forholdsvis få erfaringer med nyttiggørelse og problemet med at koordinere oprensningen med anvendelsen, herunder de komplicerede og fordyrende forhold ved etablering af mellemdepoter.

Transportomkostningerne vurderes at være den vigtigste begrænsende faktor for nyttiggørelsen. Den øvre grænse for rentabiliteten for transport af sand fra oprensning til anvendelse ved bundsikring i.f.m. motorvejsbyggeri, som er en af de væsentligste potentielle anvendelsesmuligheder, vurderes til at være ca. 30 km. Transportomkostninger til søs er tilsvarende en kraftig begrænsende faktor, idet der regnes med en typisk udgift på ca. 1 kr./m³/sømil. Det er således ofte for dyrt at sejle oprenset sand til et eksisterende sandindtagningsanlæg i en anden havn.

Anvendelse af sediment fra oprensning af sejlrender og havne til opfyldninger i havne og kystfodring er mindre kompliceret at gennemføre og er mere udbredt end anvendelse til andre anlægsformål. Det skyldes blandt andet, at nyttiggørelsen mere er drevet af behovet for at "gøre noget ved" materialet end en efterspørgsel efter det, og at "problem-ejeren" med krav om uddybning er den samme, som ejer og planlægger udbygningen af havneområderne.

Når havnesediment vurderes som uegnet til at klappe, skal det deponeres miljømæssigt forsvarligt i specialdepot. Ved deponering på land er den optimale deponeringsplacering bag tætte vægge eller dæmninger under vand og uden gennemsivning af sur iltrig nedbør, således at størstedelen af forureningen er bundet i sedimentet. Det er samtidigt vigtigt, at depotområdet afsluttes som et nyttigt landområde. Det bløde slam, som typisk kan have et vandindhold på 200-300 %, konsolideres normalt ved at der successivt overlejres tynde sandlag. Ved afsluttende sandbelastning suppleret med etablering af lodrette dræn i et tæt mønster, kan selv områder med blødt slam ende som nyttige arealer, der kan efterbehandles ved såning af græs eller ved etablering af en belægning.

En fraktionering af sedimentet, i en uforurenet (sand-) fraktion og en finkornet forurenet fraktion til rensning eller deponering, vil indebære et mindre behov for depotkapacitet til det forurenede materiale og en sandfraktion, der nemmere og billigere kan nyttiggøres.

Erfaringer med separering og rensning af havneslam stammer hovedsagelig fra store havne som Hamborg og Rotterdam, hvor der er anvendt mekaniske metoder, mens separering og rensning af havneslam endnu ikke er gennemført i Danmark. Det vurderes, at anlæg til separering og nyttiggørelse under danske forhold også bør baseres på mekanisk behandling.

Det vurderes, at der er behov for et omfattende udviklingsarbejde, før metoderne kan finde udbredt anvendelse i Danmark. Det drejer sig primært om at finde ud af, om det fraseparerede sand er så rent, at det kan bruges vilkårlige steder, eller om det kræver en efterfølgende kemisk behandling for at fjerne den resterende forurening.

Endvidere er omkostningerne i forbindelse med separering og rensning store i forhold til de nuværende deponeringsmetoder. Det er derfor vigtigt, at havnene i så stor udstrækning som muligt reserverer områder til fremtidig nyttiggørelse/deponering af de oprensede materialer fra havnebassiner og sejlrender.

Et mobilt anlæg, som flere havne kan være med til af finansiere, kan være et af midlerne til at gøre separering konkurrencedygtig overfor "simpel" deponering. Separering må dog antages kun at blive konkurrencedygtig, hvis det kombineres med depotfaciliteter, således at der kan oprenses med effektivt udstyr, når dette kræves, mens separeringen kan foregå i døgndrift.