|
Danmarks miljøsamarbejde med Afrika Ulykkeligt gift
Apartheids byplanlæggere placerede boliger klos op ad landets mest forurenende fabrikker. I det ny Sydafrika oplever beboerne fortsat, at de må presse både regeringen og erhvervslivet hårdt for at gøre naboskabet tåleligt. Michelle Simon voksede op i svovllugten fra to af Sydafrikas største olieraffinaderier og havde udsigt til en papirfabrik fra skolegården. "Som barn er man imponeret af alle disse enorme fabrikker. Det er først, når man bliver voksen, at man opdager, hvad de gør ved miljøet", siger Michelle Simon, hvis land i disse år går gennem den samme smertelige proces. Tidligere tiders fascination af industrien er afløst af bekymring for, hvad den gør ved miljøet. Apartheids byplanlæggere placerede rask væk boligområder klos op ad hegnet til selv de mest forurenende fabrikker, specielt hvor beboerne ikke var hvide. Nu er det tid til oprydning efter årtier, hvor eventuelle protester mod forureningen blev kvalt i tåregas. Michelle Simon fik sin portion gas, da hun som 16-årig demonstrerede for at tvinge tankbilerne med klor til papirfabrikken til at køre en lille omvej uden om boligområdet. I dag er hun eneste fastansatte i græsrodsorganisationen South Durban Community Environmental Alliance (SDCEA). Her oplever Michelle Simon, at regeringen endelig lytter og virksomhederne langt om længe tager nogle af protesterne alvorligt. Men kun, når presset fra beboerne bliver stort nok. "Før 1994 opnåede vi intet. I 1995 vækkede Mandela virksomhederne og fik dem til at indse, de må gøre noget", siger hun. På giftig sightseeing Danced støtter organisationer som SDCEA for at øge miljøbevidstheden i Sydafrika og sikre en frodig offentlig debat. Syd for Durban har græsrødderne fundet et lydhørt publikum. Michelle Simon tager os på en såkaldt "Toxic Tour", en sightseeing i absurd byplanlægning, hvor man fra villahaver og skolegårde stirrer direkte ind i nogle af Sydafrikas mest forurenende virksomheder.
Første stop er Settlers Primary School, en folkeskole i det oprindeligt indiske boligområde Merebank, der ligger klemt mellem to olieraffinaderier. I gennemsnit bølger svovldampene gennem klasselokalerne hver anden dag, og på særligt dårlige dage checker lærerne vindmåleren bag skoleinspektørens kontor. Er vinden nordlig, ringer lærerne til olieselskabet Engen 750 meter oppe ad vejen. Kommer vinden fra syd, er synderen derimod BP og Shells raffinaderi, der ligger 1,5 kilometer væk. Mod vest - igen blot 750 meter fra skolen - lugter Durbans største rensningsanlæg. Og for at fuldende billedet ligger både papirfabrikken Mondi og landingsbanerne i Durbans internationale lufthavn mindre end to kilometer væk.
Børnene kaster op "Det distraherer undervisningen, når du har elever, der kaster op midt i klassen", siger Shano Khalawan. Som de øvrige lærere kan hun sender de hårdest ramte børn ned i skolens sygerum. Her kan de få frisk luft gennem en iltmaske. "Du har travlt med at undervise i en vigtig time, når vinden pludselig bærer lugten ind i klassen. Børnene begynder at hoste og rækker hånden i vejret - og du ved, de ikke bluffer, for du kan selv lugte det", siger en anden lærer, Lawrence Vartharagulu. Med hjælp og opmuntring fra SDCEA og en lokal læge førte skolen i seks måneder i 2000 statistik over, hvor mange elever, der blev syge. Hver anden dag i snit en fjerdedel af eleverne sendt hjem. Og ifølge lægen lider 40 procent af børnene i området af bronkitis og andre luftvejssygdomme. Statistikken er nu et af de mange midler i lokalsamfundets kampagne for et bedre miljø. I november 2000 førte det alt sammen til en slags gennembrud. To ministre - miljø- og turismeminister Vallfi Moosa og handels- og industriminister Alec Erwin - præsenterede en plan for oprydning i det sydlige Durban, der skal danne forbillede for resten af landet. Et vigtigt led i planen er, at Sydafrika langt om længe far grænseværdier for luftforurening. Det glæder både raffinaderierne og deres naboer sig til. Til kamp mod 50 års løgne "Hvis der var faste regler, ville det gøre alles liv meget nemmere", siger Alan Munn, der er ledende miljøingeniør på Engen-raffinaderiet. "Det meste af industrien vil gerne gøre det rigtige. Men hvor ledelsen ikke er samarbejdsvillig, sikrer faste regler og grænser, at de miljøansvarlige kan sige til direktionen: Enten gør du det her. Eller også ryger du i fængsel". Alan Munn er uddannet i Storbritannien og vendte hjem til en olieindustri i Sydafrika, der led af mange års isolation.
"Vores tidligere direktør indså, at vi havde et problem, hvilket er ganske godt gået i Sydafrika. Jeg blev ansat, fordi jeg vidste, udlandet havde bedre systemer", siger han. Et af Alan Munns første gennembrud var en frivillig aftale med Bobby Peek, den lokale veteran i miljøkampen og medstifter af SDCEA. Raffinaderiet lovede at skære udslippene af svovldampe ned med 65 procent. "De forhandlede en plan med os på et tidspunkt, hvor regeringen ikke var interesseret. Og de gjorde et fremragende job. Det er langt hen ad vejen på grund af deres pres, at regeringen nu bliver tvunget til at lave grænseværdier", siger Alan Munn om græsrødderne. Miljøingeniøren er dog ikke overrasket over, at naboerne stadig brokker sig og synes, at oprydningen går for langsomt. "Der er 50 års mistillid, had og løgne at overvinde. Vi har tidligere svigtet vores løfter til dem", siger Alan Munn. Kommunen har for nyligt foreslået, at en skilsmisse var løsningen på dilemmaet: At beboerne blev flyttet og hele området udlagt til industri. Men det afviser både beboerne og raffinaderiet: "I en højteknologisk tidsalder flytter du ikke folk. Du bruger teknologien til at rydde op", siger læreren Shano Khalawan. "Vi ville aldrig anbefale tvangsforflyttelser. Hvis du kigger på dette lands historie, er det udelukket", siger Alan Munn.
Regeringen følger strømmen Bobby Peek - der forhandlede aftalen med Engen på beboernes vegne - har brugt erfaringerne fra sin opvækst i raffinaderiets skygge til at stifte den landsdækkende miljøorganisation Ground Work. Peek ved ikke rigtigt, om han skal være stolt eller bekymret over de sejre, som han og beboerne har vundet. Miljøminister Valli Moosa brugte eksemplet fra Durban til at fremhæve betydningen af græsrodsarbejde, da han i december 2000 bød delegater fra hele verden velkommen til FNkonference om sprøjtemidler i Johannesburg. "Men det, han reelt sagde ved den lejlighed, var: Regeringen gør ikke noget af sig selv. Regeringen vil reagere, hvis lokalsamfundet organiserer sig", siger Bobby Peek. Derfor finder han det så vigtigt, at Danced har valgt også at støtte NGO'erne i Sydafrika: "Da jeg først bad Danced om støtte til SDCEA i 1997, var de lidt bekymrede for, at vores arbejde var for kontroversielt. Jeg forklarede, at det var os, der var syge og blev ignoreret og derfor havde behov for at være mere aktive. Til sidst gav Danced sig", siger han. "Hvis ikke det havde været for Danced, havde vi aldrig kunnet udfordre raffinaderiet og regeringen så effektivt, som vi gjorde. For at få støtte var vi tvunget til planlægge og formulere vores ideer klart".
|
