Elitens parker åbner sig, Miljøstyrelsen

Danmarks miljøsamarbejde med Afrika

Elitens parker åbner sig

Sydafrikas nationalparker slås for at tilpasse sig de nye realiteter i et land, hvor naboerne længe opfattede parkerne som overklassens og dyrenes unødvendige legepladser.

Mange af Sydafrikas verdensberømte nationalparker ligger på jord, der blev taget med magt fra de oprindelige indbyggere. Mens truede dyrearter og turister fik masser af plads at boltre sig på, blev lokalbefolkningen presset sammen på ofte usle landområder på den anden side af hegnet.

Efter landets overgang til demokrati i 1994 var parkerne derfor i overhængende fare for at blive lukket på langt sigt, hvis ikke de ændrede deres image.

"Hvad enten vi kan lide det eller ej, ved vi alle sammen, hvordan Kruger Nationalparken blev til", som Nelson Mandela sagde til BBC.

Nationalparkernes svar var oprettelsen af "socialøkologi", en særlig enhed i hovedkontoret i Pretoria og de enkelte parker, der skulle række en forsonende hånd ud til naboerne. Danced blev inddraget som en af flere udenlandske rådgivere.

Nogle af Kruger Nationalparkens socialøkologer kendte problemerne fra deres barndom på den forkerte side af hegnet:

"Jeg voksede op i den tro, at parken kun var for hvide udlændinge, der kom kørende for at besøge et område administreret af vores egne hvide. Vores rolle var krybskytternes. Og vi havde kun kontakt med parken, når dens vagter kom for at ransage vores huse. Folkene i min landsby var vokset op på det land, der blev til parken og følte, at dyrene var deres. De var dygtige krybskytter. Jeg spiste selv af kødet", siger Patrick Chauke.

"Os" og "dem"

I dag har Chauke selv kontor i Krugerparkens hovedkvarter Skukuza. Navnet betyder "manden, der har tvunget folk væk med magt" og var naboernes øgenavn for parkens grundlægger, James Stevenson-Hamilton.

Sydafrikas nationalparker tilbyder enestående muligheder for nærkontakt mellem mennesker og dyr Problemet er, at det privilegium i mange år ofte havde kolossale omkostninger for andre mennesker: De naboer der var tvangsforflyttet for at gøre plads til dyrene.

"Da jeg ankom her, talte folk stadig om "os" og "dem" - parken og befolkningen udenfor. Opgaven var at ændre det, så det blev os - parken og dens omgivelser i samarbejde", siger Patrick Chauke.

Han fandt sig selv i en af landets mest konservative institutioner. I det gamle Sydafrika blev nationalparkerne kørt som en paramilitær organisation af folk, der opfattede ikke bare de sorte naboer, men også turisterne som forstyrrende elementer i deres forsøg på at sikre dyrene et beskyttet miljø.

Krugerparkens ledelse anså sig selv som "gartnere i Paradisets Have", siger modstanderne af den kompromisfattige tankegang, der stadig holder det meste af parken lukket for offentligheden.

Først de seneste år er Sydafrikas sorte flertal begyndt at vise sig i parkerne som andet end ansatte. Hvis parkerne skal overleve, er det afgørende, at den sorte del af befolkningen betragter dem som relevante.

Adgang for lokale kunstnere

Patrick Chauke var fra starten så skeptisk over for ledelsens vilje til omstilling, at han tøvede med at bringe sin familie med sig til huset i Krugerparkens personalelandsby.

"Jeg var ikke sikker på, vi kunne overleve her", siger han. Men i dag har Chauke i det mindste en række konkrete eksempler på, at der er kommet skred i omstillingen.

Et af de meste synlige resultater er opført lige inden for hovedindgangen, helt bogstaveligt i grænselandet mellem parken og dens omgivelser: En stor butik for lokalt produceret kunsthåndværk, bygget som led i et projekt, der er betalt af Danced og andre donorer.

Indtil for nylig kom mange af Krugerparkens souvenirs fra Zimbabwe, mens kødet og grøntsagerne i restauranterne stammede fra hvide gårdejere.

"Det var som om, butiksbestyrerne nægtede at tro, der kunne være kvalitet i noget lokalt produceret", siger Chauke.

Jobs til lokale

Den nye butik ved hovedindgangen drives af et kooperativ af 63 lokale kunsthåndværkere.

"De fleste af dem var allerede kunstnere og solgte deres ting ved vejkanten. Andre er folk, der blev interesseret, fordi de så mulighederne her", siger butikkens bestyrer Maylima Mdluli.

Selve byggeriet af butikken trak andre af parkens naboer ind i den daglige drift. 12 lokale småentreprenører stod for opførelsen og fik undervejs kurser i administration og planlægning. De konkurrerer nu indbyrdes i lukkede licitationer om andre anlægs og reparationsarbejder i parken.

En af entreprenørerne, Patrick Mkhabela, har hyret en gruppe arbejdsmænd til at genopbygge skråningerne langs en bro lige uden for hovedindgangen, der blev vasket væk under store oversvømmelser i 2000. Mkhabela var arbejdsløs, indtil byggeriet af butikken satte ham i gang som entreprenør. Nu ser han sig selv som en ambassadør for parken, når han møder andre af dens naboer til fester og i lokale forretninger.

I et forsøg på at få et bedre forhold til naboerne har Krugerparken besluttet at bruge lokale småentreprenører til en række opgaver i parken, herunder genopbygning af veje og broer, der bliver vasket væk under oversvømmelser.

"Mange tror stadig, parken kun er for rangers, der kigger på dyr. Jeg kan fortælle, der er arbejde at få, for eksempel med vejbyggeri", siger han.

En chance til kulturarven

Et andet led i Krugerparkens åbning mod omverdenen er anerkendelse af, at parken rummer lige så mange spor efter mennesker som efter dyr. Patrick Chaukes oldefar ligger for eksempel begravet bag et populært picnic-sted, hvor parkens gæster spiser deres medbragte madkurve.

Parken giver naboerne fri adgang til at besøge deres forfædres grave. Foreløbig er der registreret 254 gravpladser og andre eksempler på menneskets historiske tilknytning til den store park. I den nordlige ende af parken kan man nu besøge de delvist genopbyggede ruiner af Thulamela, centrum i et kongerige, der i 1500-tallet brugte guld til at handle fra Vestafrika til Kina. Thulamela blev i 1996 åbnet for offentligheden, efter arkæologer havde samarbejdet med kongerigets efterkommere om en rituel begravelse af deres forfædre.

Socialøkologerne i Krugerparken forsøger at sikre, at gæsterne også møder områdets oprindelige kultur ved forestillinger med traditionel dans. Næste skridt er at lade naboerne overtage en del af safarikørslen og vise turister både dyrene i parken og kulturhistorie i landsbyer på den anden side af hegnet.

Patrick Chauke, socialøkolog i Krugerparken, voksede selv op på den forkerte side af hegnet og fandt det i sin barndom helt rimeligt at spise det vildt, som krybskytterne i hans landsby hentede i parken.

Krugerparkens måske største udfordring i samarbejdet med naboerne skyldes Makulele-folket, der i 1996 brugte Sydafrikas jordreform til at kræve deres jord i parken tilbage. To år senere indgik parterne en aftale, hvor makulelerne formelt fik retten til jorden, men indvilgede i at drive den videre som nationalpark i samarbejde med Krugers ledelse.

Makulelerne skabte siden internationale overskrifter, da de i 2000 offentliggjorde planer om at sælge retten til at skyde elefanter. Dermed udfordrede de for alvor selve nationalparkernes grundlag: At fattige mennesker skal være villige til at lade naturens værdier i fred.

Ingen filantropi

Den danske chefkonsulent jens Søndergård har for Danced arbejdet tæt med en række projekter i socialøkologi i både nationalparkernes hovedkvarter og de enkelte parker. I alt ni parker har været inddraget, fra Kgalagadi Transfrontier Park i Kalahariørkenen mod nord til Addo Elephant National Park i nærheden af Det Indiske Ocean mod øst.

Kunsthåndværker Joseph Tibane og butiksbestyrer Maylima Mdluli har fået behov for både kreditkortmaskine og luftfragtfirmaer for at kunne tilfredsstille turisters interesse for det lokalt producerede kunsthåndværk.

Parkernes naboer rækker fra Kalaharis buskfolk til villaejerne på Taffelbjergets nedre skråninger i Cape Town. Deres forventninger til parkerne er næsten alle steder de samme: Jobs og del i det økonomiske udbytte fra turisterne. Men jens Søndergård advarer mod at betragte SouthAfrican National Parks (SANP) som en udviklingsorganisation:

"Parkerne skal være gode naboer. Det er filantropisk og urealistisk at tro, at SANP kan være ansvarlig for den sociale udvikling i lokalsamfundet. Hvis SANP laver udviklingsarbejde, skal det have en direkte sammenhæng med bestræbelser på naturbevarelse i parkerne", siger han.

Den opfattelse skinner igennem i en nylig reorganisering af SANP's hovedkvarter. Hvor socialøkologi fra 1998 til 2000 var et selvstændigt departement, vil det fremover falde under det departement, der har ansvaret for naturbevarelse.

Ideelt set vil det skabe et endnu tættere samspil mellem parkernes og naboernes behov. Men kritikere frygter, at socialøkologi risikerer atter at blive nedprioriteret. I Krugerparken er Patrick Chauke dog overbevist om, at ingen længere kan tage beslutninger uden at tænke på de lokalsamfund, hvor han selv voksede op:

"Socialøkologi er ikke længere noget valg. Det er blevet en nødvendighed", siger han