|
Begrænsning af luftformig emission af tetrachlorethylen fra renserier 4 Emission af tetrachlorethylen til indeluftVed renseridrift er der flere potentielle kilder til emission af tetrachlorethylen til nabolejligheder. Kilderne kan både være selve renseprocessen og håndtering af tetrachlorethylen, herunder opbevaring og håndtering af affald indeholdende tetrachlorethylen. Ud over disse kilder kan der være emission fra forurening af jord, kloakker og terrænnært grundvand under renseriet som følge af renseridrift. Kilderne til emission, herunder diffuse spredningsveje, er illustreret i figur 4.1.
Figur 4.1 I det følgende beskrives renseriernes luftformige emissioner af tetrachlorethylen nærmere. 4.1 RenseprocessenVed rensningen kan der ske emission af tetrachlorethylen flere forskellige steder i
procesforløbet. En detaljeret gennemgang af renseprocessen og beregning af emissioner fra
de enkelte trin i processen fremgår af bilag 4.
Figur 4.2 Ved pletrensning af tøjet er det en forudsætning, at der ikke anvendes tetrachlorethylen. Der bør heller ikke anvendes andre produkter, der giver anledning til emission. Hovedkilden til emission til inde- og udeluft samt emission til nabolejligheder er rensemaskinen dels via lækager på maskinen og dels via drift og vedligeholdelse af maskinen. Herudover er der bidrag fra tromle og det rensede tøj, som især afhænger af type og stand af rensemaskine. De væsentligste bidrag til emission er for en optimalt fungerende maskine følgende delprocesser:
Ud over de nævnte bidrag kan der komme væsentlige emissioner fra lækager, f.eks. utætheder ved lugen, ved renselem for fnugfang og ved udluftningsspjæld (se bilag 4). Vedligeholdelse af rensemaskinen herunder udpumpning af slam fra destillation, rensning af fnugfang og rensning af destillationsapparat. Bidrag fra utætheder på maskinen kan være væsentligt større end de bidrag, der kommer fra en optimalt fungerende maskine. Det gælder f.eks., hvis røret fra destillationen tæres igennem (se bilag 4). Udførte målinger i renserier (Gladsaxe, 8. december 2000) viser, at koncentrationen af tetrachlorethylen i luften i renseriet kan være øget med en faktor 10 på grund af lækager. Princippet i en rensemaskine med indbygget kulfilter og kompressorkøling (hovedgruppe 1) er illustreret i figur 4.3.
Figur 4.3 Note: Det forurenede vand fra væskeseparation kaldes også kontaktvand Det er opbygningen af rensemaskinen, der er afgørende for hvor stor en emission af tetrachlorethylen, der sker til luften i renseriet og til udeluften. En rensemaskine i hovedgruppe 2 svarer til figur 4.3 bortset fra, at den ikke har indbygget kulfilter. En rensemaskine i hovedgruppe 3 har heller ikke indbygget kulfilter og har vandkøling. En rensemaskine i hovedgruppe 3 adskiller sig desuden ved, at den i sidste trin af tørreprocessen (udluftning/afkøling) tager frisk luft ind i tromlen, som erstatter den eksisterende luft i tromlen og sendes til afkast. De emissioner, der forventes fra en optimalt fungerende rensemaskine samt fra det rensede tøj, er opgjort i tabel 4.1 i forhold til hvilken type rensemaskine, der er tale om. Der er foretaget en teoretisk beregning af emissionerne for en optimalt fungerende rensemaskine i hovedgruppe 2 (jf. bilag 4), dvs. en rensemaskine med kompressorkøling, men uden kulfilter. For de øvrige to grupper er der tale om COWIs skøn baseret på erfaringer fra leverandører og på litteraturdata (NIOSH, 1997 samt Swiss Federal Institute, 1999). Swiss Federal Institute anslår, at det totale forbrug for en hovedgruppe 1 rensemaskine er 10 g pr. kg tøj. De angiver samtidig variationer fra 2 til 20 g pr. kg tøj. En rapport fra EU-kommissionen fra 1991 angiver et niveau på under 10 g/kg tøj (Jourdan, 1991). For maskiner, der forventes at svare nogenlunde til de øvrige hovedgrupper, angives i samme rapport, at der ved hovedgruppe 2 kan forventes niveauer fra 20 - 40 g/kg tøj samt 40 til over 150 g/kg tøj for hovedgruppe 3. Samme rapport nævner, at den luftformige emission udgør 90 % for en rensemaskine svarende til hovedgruppe 3 og ca. 50 % for en maskine svarende til hovedgruppe 1 og 2. Niveauerne er i EU-rapporten fremkommet ved rundspørge blandt forskellige interessenter, og der er ikke nogen teoretiske overvejelser eller data som dokumentation for niveauerne. Idet emissionerne i tabel 4.1 er baseret på skøn og teoretiske beregninger samt baseret på optimalt fungerende rensemaskiner, kan der være stor forskel på emissionerne (g/kg tøj) angivet i tabel 4.1 og forholdene i praksis. Forskellen vurderes dog at være størst for rensemaskiner i hovedgruppe 3. Aldersfordelingen på maskiner i denne hovedgruppe er størst, og maskinleverandører har angivet, at der findes maskiner hvor forbruget ligger på 6 - 10 % af rensetonnagen, dvs. 60 til 100 g pr. kg tøj. Tabel 4.1
Restindholdet i tøjet forventes reduceret for en maskine med kulfilter og kompressorkøling. Kulfiltret sikrer dog ikke, at alt restindholdet i tøjet fjernes. En del af restindholdet i tøjet vil efter tørring kondensere på grund af den lave temperatur i tromlen og fjernes derfor ikke via luftstrømmen. I Tyskland stilles der krav om en min. temperatur i tromlen på 30 - 35 ° C. Bidraget til kontaktvand anføres i EU-rapporten (Jourdan, 1991) til mindre end 0,003 g/kg tøj, dvs. negligeabel i forhold til de øvrige bidrag. Bidrag fra slamtømning er beregnet i bilag 4 til 10-30 g på årsbasis (0,0004 - 0,0012 g/kg renset tøj), dvs. forsvindende i forhold til de nævnte bidrag. I tabel 4.2 er angivet COWIs skøn af, hvordan emissionen fra de enkelte kilder er fordelt på renseriets indeluft og udeluft (via afkast). I tabel 4.2 er restindholdet i tøjet endvidere opdelt i hvor stor en andel, der forlader renseriet med det rensede tøj, hvor meget der frigives under presning og hvor stor en andel, der afdamper naturligt i renseriet. Det vurderes, at presning af tøjet vil frigive en stor del af restindholdet som følge af høj temperatur (damp). Dette bidrag (vurderet af COWI til 50%) forudsættes i tabel 4.2 at emitteres til renseriets indeluft. I praksis kan der være udsugning over denne proces. Bidraget fra tøjet stemmer godt overens med andre undersøgelser (Weber, 1992) som viser, at halvdelen eller mere afgives ved presning af tøjet. En vis andel forventes at afdampe naturligt fra tøjet (vurderet til 30%) og antages ligeledes at blive frigivet i lokalet. Det samme gælder emission ved lugeåbning. Fra rensemaskinerne i hovedgruppe 2 uden indbygget kulfilter i rensemaskinen forventes bidrag fra ånding og emission fra lugeåbning at emitteres via afkast fra renseriet. Fra rensemaskinerne i hovedgruppe 3 uden indbygget kulfilter i rensemaskinen forventes bidrag fra ånding, aftræk ved lugeåbning og udluftning (afkøling) at emitteres via renseriets afkast til udeluften. Destillationsaffald sendes til bortskaffelse hos f.eks. Kommunekemi. Denne andel kan variere, afhængigt af om rensemaskinen fungerer optimalt. Andelen er anslået i tabel 4.2. I EU-rapporten (Jourdan, 1991) er det ligeledes antaget, at affaldet udgør den samme andel for alle typer af rensemaskiner. Det anslåede niveau vurderes af branchen som realistisk for optimalt fungerende rensemaskiner. Det ses, at affaldet udgør den væsentligste andel (ca. 90 %) for en rensemaskine i hovedgruppe 1, mens affaldet udgør en mindre andel af det samlede forbrug for hovedgruppe 2 og 3. Tabel 4.2 Fordeling af teoretisk emission af tetrachlorethylen for optimalt fungerende rensemaskiner i de tre hovedgrupper i g/kg tøj
Alle de i tabel 4.2 fremkomne tal er skønnede eller teoretisk beregnede emissioner. Den totale emission er et udtryk for det totale forbrug af tetrachlorethylen inkl. andelen i affaldet, som er anført ved destillationsprocessen. Affaldsmængden er dog uden eventuelle kulfiltre, der kan fremkomme ved udskiftning af kul i kulfiltret i rensemaskinen eller afkast. Ved lugeåbning emitteres tetrachlorethylen fra luften i tromlen. Jf. tabel 4.2 er emissionen meget lille, hvis der er kompressorkøling og indbygget kulfilter på maskinen. Under tørreprocessen kan der ske tab til omgivelserne (ånding). Risikoen er størst for ældre maskiner og vurderes ikke at forekomme ved en ny maskine med kulfilter og kompressorkøling (se bilag 4). Bidraget til indeluften varierer fra maskine til maskine. Det er lavest for en maskine, der har indbygget kulfilter og kompressorkøling. Det højeste niveau fremkommer ved en maskine uden kompressorkøling. Fordelingen af emissioner fra rensemaskiner i de 3 hovedgrupper er illustreret i figur 4.4, 4.5 og 4.6. Det skal pointeres, at de nævnte emissioner ikke indeholder emissioner i forbindelse med uheld, break-down eller uhensigtsmæssig håndtering af tetrachlorethylen. Andre emissioner fra drift og vedligehold er nævnt og vurderet i bilag 4.
Figur 4.4 Kilde: Tabel 4.2 
Figur 4.5 Kilde: Tabel 4.2 
Figur 4.6 Kilde: Tabel 4.2 Nøgletallene for rensemaskinerne i de 3 hovedgrupper er vist i tabel 4.3. Tabel 4.3 Teoretisk forbrug og emission af tetrachlorethylen fra optimalt fungerende rensemaskiner i de tre hovedgrupper
Kilde: Tabel 4.1 og 4.2 Niveauerne i tabel 4.3 kan anvendes som nøgletal for de enkelte typer af rensemaskiner. Hvis de aktuelle niveauer i praksis er højere, vurderes det at være et udtryk for, at rensemaskinen ikke fungerer optimalt. De i tabel 4.3 anførte forbrug og emissioner kan derfor være udgangspunkt for en kontrol af, om den enkelte maskine fungerer optimalt, eller der er tegn på lækager forskellige steder. Emissionerne i tabel 4.3 er som tidligere nævnt fremkommet via beregninger og teoretiske overvejelser og gælder for optimalt fungerende rensemaskiner i hovedgrupperne. Formålet er netop at angive nøgletal for mindste emission i hver hovedgruppe som en reference det enkelte renseri kan vurdere sig op i mod og på den baggrund vurdere, om der er behov for at forbedre/optimere driften af rensemaskinen. Nøgletallene kan derfor adskille sig fra de niveauer, der er nævnt i litteraturen, f.eks. EU-rapporten (Jourdan, 1991), såfremt de er baseret på tal fra praksis, hvor det ikke er vurderet, om rensemaskinerne har lækager eller andre fejl. Det skal endvidere bemærkes, at rensemaskiner i hovedgruppe 3, med den anførte emission på 30 g/kg tøj, fra 2007, vil få svært ved at overholde VOC-direktivet. 4.2 Håndtering af tetrachlorethylenDer kan ske emission af tetrachlorethylen i flere situationer ud over de anførte fra selve processen. Følgende forhold kan medføre emission:
Opbevaring af tetrachlorethylen kan resultere i emissioner, hvis låg ikke slutter tilstrækkeligt tæt. Der kan være andre utætheder i emballagen, eller emballagen er ikke egnet til formålet. Der findes dog ingen data for dette. Under påfyldning af tetrachlorethylen, rensning af fnug- og nålefang og slamtømning kan der ske en emission til luften i lokalet. Hyppighed for påfyldningen afhænger af hvilken maskintype, der er tale om og hvor stor en mængde renset tøj, der produceres. Typisk sker der påfyldning 3 –4 gange årligt. Emissionen fra disse processer kan begrænses, hvis der anvendes emissionsfri påfyldning, tømning og destillation. Opbevaring af affald som slam fra destillationen, filtre, kontaktvand etc. indeholdende tetrachlorethylen kan under uhensigtsmæssige forhold også bidrage til emissionen. 4.3 ModelrenserierMålinger af tetrachlorethylen er gennemført for to modelrenserier. Det ene renseri har en rensemaskine i hovedgruppe 1. Det andet renseri har en rensemaskine i hovedgruppe 2. Data for rensemaskiner og årsforbrug fremgår af tabel 4.4. Data er baseret på renseriejerens opgørelse af forbrug og affaldsmængder for 1 år. Tabel 4.4 Data for rensemaskiner og årsforbrug i modelrenseri 1 og 2
Kilde: Bilag 2 og 3 i nærværende rapport Forbruget for modelrenseri 1 stemmer godt overens med nøgletallet for forbruget i hovedgruppe 1 (jf. tabel 4.3). Forbruget for modelrenseri 2, som hører til hovedgruppe 2, er til gengæld ca. 4 gange så højt som det teoretisk skønnede forbrug for denne hovedgruppe. Den pågældende rensemaskine vurderes derfor ikke at fungere optimalt i relation til nøgletallene i tabel 4.3 (se også bilag 3). Under målingerne, som har varet ca. 14 dage, har renserierne foretaget en registrering af driftsforhold. Disse data er angivet i tabel 4.5. Tabel 4.5 .Oversigt over driftsdata for modelrenseri 1 og 2 i måleperioden
Kilde: Bilag 2 og 3 i nærværende rapport Resultater af de udførte målinger af tetrachlorethylen er anført for begge modelrenserier i tabel 4.6. Flere detaljer findes i bilag 2 og 3. Tabel 4.6
Kilde: Bilag 2 og 3 i nærværende rapport Resultaterne viser, at koncentrationerne i modelrenseri 2 er fra en faktor 2 til en faktor 8 større end modelrenseri 1. Driftsforholdene antyder, at driftstiden pr. charge og fyldningsgraden af rensemaskinen kan have en betydning for koncentrationen i luften i renseriet. Kortere driftstid og mindre fyldningsgrad gør, at der er flere charge pr. dag i renseri 2. I modelrenseri 2 har ejeren endvidere vurderet, at maskinen ikke fungerer optimalt, primært hvad angår tørreprocessen. Måleresultaterne viser variationerne mellem målestederne i det enkelte renseri. Den største koncentration ses begge steder bag rensemaskinen. Det er efterfølgende opdaget, at der har været en utæthed, som har givet den forholdsvis store forskel fra forside til bagside af rensemaskinen for modelrenseri 1. Det er dog samtidig en indikation af, at indkapslingen af rensemaskinen bidrager til at begrænse emissionen i renserilokalet og dermed diffusion/konvektion til nabolejlighed. I figur 4.7 - 4.10 er resultaterne fra de to renserier sammenlignet for hvert målepunkt i renseriet og sat i relation til den rensede mængde tøj. Her ses det af figur 4.7, at koncentrationen bag rensemaskine i modelrenseri 2 viser en svag faldende tendens med stigende mængde tøj. Alle øvrige kurver viser en stigende koncentration med stigende mængde renset tøj.
Figur 4.7 Kilde: Bilag 2 og 3
Figur 4.8 Kilde: Bilag 2 og 3
Figur 4.9 Kilde: Bilag 2 og 3
Figur 4.10 Kilde: Bilag 2 og 3 4.4 Andre kilderUd over de ovenfor nævnte kilder til emission af tetrachlorethylen kan der være en jordforurening og forurenet grundvand fra renseridrift, som kan give et bidrag til emissionen. (COWI, 2001). Dette bidrag kan ikke umiddelbart skilles fra de øvrige kilder. Det samme gælder en eventuel ophobning af forureninger i byggematerialer som følge af spild eller diffusion/konvektion af tetrachlorethylen igennem længere tid. Den ophobede forurening vil senere kunne frigives til rumluften (sink-effekt). Størrelsen af dette bidrag kan ikke umiddelbart vurderes, da ingen målinger af sink-effekten er gennemført. I litteraturen (Saarinen et al, 2000) findes artikler der beskriver adsorption/desorption af flygtige organiske stoffer på/fra byggematerialer. Undersøgelserne er gennemført i klimakamre i laboratoriet. Materialerne blev udsat for stoffer som propandiol, dibutyl ether og glykolether. Undersøgelsen viser, at adsorption/desorption er størst for porøse materialer som gips og træ (spånplade), hvorimod lakeret træ adsorberer væsentligt mindre. 2 uger efter udsættelse for flygtige stoffer (VOC) var emissionen fra gipspladen tilbage på det oprindelige niveau. Yderligere udsættelse af materialerne for flygtige stoffer betød, at emissionen fortsat kunne spores efter 36 dage. De finske undersøgelser viser, at der kan gå en vis tid, før forureninger ophobet i byggematerialer er afgivet. Det kan således forventes, at ophobning eller nedsivning af forureninger fra tidligere renseridrift vil kræve en periode af ukendt varighed, før forureninger er afgivet fra byggematerialerne igen.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
