Grønne job i lokale affalds- og genbrugsløsninger

Netværksfunktion for lokale affaldsprojekter

Netværket for affaldsprojekter i boligområder skal styrke indsatsen i de igangværende projekter og støtte etablering af nye affaldsprojekter. Gennem netværket skal der ske en erfaringsopsamling og formidling fra de mange affaldsprojekter, ligesom uddannelsen for grønne gårdmænd skal styrkes. Ved en styrkelse af projekterne og udbredelse af erfaringerne forventes det, at indsatsen for affaldssortering og affaldsminimering vil brede sig. Projektet giver beskæftigelse til to fuldtidsmedarbejdere i to år i projektforløbet. Efterfølgende forventes det, at der skabes flere faste job inden for affaldshåndtering i boligsektoren. De miljømæssige mål er, at affaldsmængderne reduceres og genanvendelse af affald øges samt, at bevidstheden om affaldet vil blive øget.

Styrkelse af de lokale affaldsprojekter

Den Grønne Jobpulje har givet støtte til etableringen af et netværk for affaldsprojektet i boligområder. Netværket skal bl.a. ses som en styrkelse af den række af projekter med grønne gårdmænd og miljømedarbejdere i boligområder ogforeninger, som jobpuljen har støttet gennem de senere år. En væsentlig erfaring fra en lang række af affaldsprojekter i boligområder rundt om i landet er, at de grønne gårdmænd, miljømedarbejdere eller ildsjæle i boligforeninger, som har været primusmotor eller involveret i projekterne, har stået alene med de problemer, der er opstået. Dette til trods for, at en række problemer er fælles for projekterne fx omkring organisering og samarbejde eller reelle muligheder for at etablere og gennemføre affaldssortering og genanvendelse.

Formålet med netværket er at sikre koordinering og formidling af igangværende og kommende affaldsprojekter i boligsektoren. Projektet skal sikre en systematisk erfaringsopsamling og -formidling, som kan danne grundlag for løbende justeringer og udvikling i de enkelte affaldsprojekter, fortæller den projektansvarlige, Søren Bundgaard Poulsen, der er ansat til projektet som affaldskonsulent hos Dansk Center for Byøkologi (DCB).

Målet er at etablere en landsdækkende netværksfunktion, der kan støtte grønne gårdmænd og miljømedarbejdere samt andre aktører fx aktive beboere, bestyrelsesmedlemmer, forretningsførere og andre medarbejdere i boligforeninger og boligområder i deres arbejde med øget affaldssortering og affaldsminimering. Dette skal ske gennem personlig og telefonisk rådgivning, erfamøder, temadage, kurser, ekskursioner og andre aktiviteter.

Målet er også at sikre en systematisk erfaringsopsamling, der kan danne grundlag for udvikling af de enkelte projekter, og som kan formidles bredt til boligsektoren og lokale myndigheder med henblik på videre udbredelse af grønne gårdmændsprojekter og andre affaldsreducerende tiltag. I den forbindelse vil der blive oprettet en database, der skal rumme opsamlingen af erfaringerne og bruges som værktøj ved videreformidling. Dokumentationen og erfaringsopsamlingen skal dække såvel de miljømæssige som de sociale og økonomiske resultater. Netværket vil for at opnå en positiv synergieffekt indgå et samarbejde med miljøcertificeringsordningen "Diplomordningen Grønne Boligorganisationer", som er under udvikling og etablering, beretter Søren Nyskov, der som miljøkonsulent hos DCB har været med til at formulere netværksprojektet, og som nu arbejder med netop miljøcertificeringsordningen.

Gennem indsatsen i netværket er intentionen, at det tilstræbes at skabe flere faste job inden for affaldshåndteringen i boligsektoren.

Opstart og forløb for netværket

Etableringen af netværket er igangsat i foråret 2001 og har gennem jobpuljen fået støtte til et 2-årigt forløb. Netværket etableres med udgangspunkt i et tæt samarbejde mellem DCB (Dansk Center for Byøkologi), KMEK (Københavns Miljø- og EnergiKontor) samt BL (Boligselskabernes Landsforening). I projektet indgår en ansættelse af en fagmedarbejder i både Øst- og Vestdanmark, hos hhv. KMEK og DCB (Århus). Hos KMEK er stillingen dog delt mellem to medarbejdere.

De første par måneder af projektet er gået med at nå så langt ud som muligt med kontakt til potentielle deltagere i netværket, herunder planlægning af to opstartsmøder hhv. øst og vest for Storebælt, der afholdes medio august. Derudover er nedsat en styregruppe på 6 personer samt en følgegruppe i form af en række løsere knyttet kontaktpersoner, som kan støtte netværket i relation til specielle opgaver. Både styregruppen og følgegruppen er sammensat, så de dækker et bredt fagligt kendskab til mange felter af affaldsområdet. Derudover er det tilstræbt, at især følgegruppen har berøring med boligsektorens mange forskellige områder, fx karrébebyggelse i indre byer, almennyttige boligforeninger, økologisk byggeri, parcelhusområdet, bebyggelser i hhv. tæt og tyndt beboede områder. Endvidere er det tilstræbt, at følgegruppen også geografisk dækker Danmark.

Intentionerne er, at netværket skal forankres såvel i et nationalt netværk som i regionale og lokale samarbejder. Det vil ligeledes blive afklaret, om der er behov for at opbygge netværk, der knytter sig til bestemte dele af boligsektoren, fx karrébebyggelser i byen og almennyttige bebyggelser. De faglige medarbejdere har en rolle med at sikre en hensigtsmæssig koordination i og mellem de enkelte projekter i det omfang, der er behov herfor, og det viser sig relevant.

Projektet er opdelt i 4 faser. I første fase, der forløber over et halvt år, indgår foruden etablering og opstart af netværket en foreløbig afklaring af behov for kurser og temamøder hos grønne gårdmænd samt afdækning af kursustilbudene hos eksisterende udbydere.

I anden fase, det andet halvår, er intentionerne at konsolidere det nationale og de lokale og regionale netværk og videreudvikle dem i den grad, som der er behov og mulighed for. I denne fase udarbejdes kurser og temamøder. Udarbejdelsen af kurser vil ske i et tæt samarbejde med eksisterende udbydere og undervisningskapaciteter, ligesom der indgår formidling af kendskabet til eksisterende tilbud samt nye kurser, som måtte være på vej.

I denne fase påbegyndes opbygningen af en database for de enkelte affaldsprojekter og deres aktører. Dokumentation af resultater formidles til boligsektoren, til kommunale myndigheder og til offentligheden gennem pressearbejde.

I tredje fase, det tredje halvår, indgår opsamling af erfaringer fra kurser, så kurserne om nødvendigt kan tilpasses. Det tilstræbes at etablere samarbejdsfora, hvori de lokale netværk, kommunale myndigheder og affaldsselskaber indgår m.h.p. at styrke parternes engagement i regi af Agenda 21-arbejdet. Hensigten er, at disse samarbejdsfora skal bidrage til at nedbryde evt. barrierer i holdninger hos parter og i regulativer samt i den kommunale affaldshåndtering. Som et led i at nedbryde barriererne og skabe dokumentationsredskab vil projektet arbejde for, at alle parter i disse fora bestræber sig på at registrere forholdene og resultaterne i tal, som egner sig for et grønt regnskab.

I tredje fase vil der også blive arbejdet for at samle og udbrede erfaringer med fx fleksjob i forbindelse med affaldssortering og affaldsminimering i boligområder.

I fjerde og sidste fase/halvår skal der arbejdes for at skitsere mulighederne for at indarbejde affaldssortering og affaldsminimering i byfornyelsesområder og på parcelhusområdet. Desuden er hensigten, at mulighederne for at udbrede netværket til tyndere bebyggede områder og mindre øer bliver skitseret. Endvidere er intentionen, at projektet tager de indledende skridt til at inddrage udenlandske erfaringer i fortsættelse af netværksfunktionen. Afslutningsvis indgår en afrapportering af projektet.

Efter de fire faser forventer organisationerne bag netværkene, at de kan finansiere en mindre del (op til 25%) af netværksfunktionens fortsættelse gennem kurser for boligsektoren og kommunerne, gennem konsulentydelser til konkrete affaldsprojekter og gennem foredragsvirksomhed. En eventuel fortsættelse af netværket efter støtteperioden på to år kan muligvis kædes sammen med den tidligere omtalte miljøcertificeringsordning "Diplomordningen Grønne Boligorganisationer".

Et projekt i medvind

Kontakten til de mange affaldsprojekter er skabt gennem forskellige initiativer. Den Grønne Jobpulje har udarbejdet en liste over de projekter, som de selv har støttet. BL har skrevet om projektet i materialer til boligforeningerne. Og fagmedarbejderne på projektet har et forhåndskendskab til en lang række projekter, men derudover har de trukket på egne netværk og kontakter til boligforeninger, grønne guider, Agenda 21-kontaktpersoner m.fl. Det har taget noget længere tid end forventet at finde de relevante projekter og personer. Det er langt fra altid, at de, som figurerer som kontaktpersoner fx på projekterne støttet af jobpuljen, selv er interesseret i at deltage i netværket. Det kan være personer fra boligselskaber, som i realiteten er langt fra projektet. Det betyder, at vi efterfølgende har skullet finde frem til de grønne gårdmænd, fortæller Søren Poulsen.

Trods tiden og besværet med at komme rigtigt i gang er Søren Poulsen overbevist om, at det bliver et projekt med succes. Der er megen medvind i projektet. BL, som er med i styregruppen, er meget engageret og bakker godt op om projektet. De hjælper med kontakter, og de har lavet en artikel om projektet ud fra den første pressemeddelelse. Tilsvarende har en medarbejder fra Århus Kommune, som sidder i et netværk for kommunale affaldsmedarbejdere, distribueret materiale om netværket. Det har resulteret i flere henvendelser fra kommunale folk, der arbejder med affaldshåndtering. Flere AMUcentre (bl.a. Brovst og Århus) har vist positiv interesse for at samarbejde om at udvikle kurser for grønne gårdmænd. Der har været en positiv tilslutning til at få gode folk med som deltagere i følgegruppen. Og Den Grønne Jobpulje er selv meget engageret i projektet og bakker det godt op, lyder det fra Søren Poulsen.

Der har meldt sig ca. 30 interesserede på hver side af Storebælt, hvilket er en af grundene til, at opstartsmøderne blev delt i to med et i hhv. Øst- og Vestdanmark. I Østdanmark er der en overvægt af ansatte grønne gårdmænd/miljømedarbejdere, mens tilslutningen fra vest rummer alle aktører omkring affaldsprojekterne.

I øst, hvor KMEK er ansvarlig, er netværket med til at udfylde et hul, som længe har eksisteret. KMEK har været med til at opstarte og været involveret i en lang række projekter med affaldssortering i København. Vi har løbende givet gode råd, men har erfaret nødvendigheden af lokal opbakning og et godt netværk, fortæller Jørgen Martinus. Han er den ene af de to fagmedarbejdere fra KMEK, som indgår i projektet.

Vi lægger stor vægt på det uddannelsesmæssige i netværket. Det har hidtil været svært og lidt af et puslespil at sikre uddannelse og efteruddannelse af "grønne gårdmænd". Det skyldes flere forhold, dels at der har været for lille efterspørgsel til, at fx AMU-centrene rigtigt har prioriteret opgaven, dels at det har været svært at skaffe lærerkræfter til de relevante kurser. Med netværket bliver det muligt at øge efterspørgslen og synliggøre behovet samtidig med, at vi kan indgå i et samarbejde om at opbygge de nødvendige kurser, lyder det fra Jørgen Martinus.

Hvis informationen om indsatsen og resultaterne spredes til alle aktører, der på forskellige vis er eller kan være involveret i affaldssorteringen i boligsektoren og kommunerne, vil det gøre det lettere for affaldssorteringen i fremtiden. Miljømæssigt er hensigten, at affaldsmængderne skal reduceres, og mere af affaldet skal genanvendes. En sideeffekt skulle gerne være, at bevidstheden om affald og forbrug generelt øges. Så kan vi jo altid håbe, at det også påvirker, hvad det er, folk køber, der senere ender som affald, afslutter Søren Poulsen.

Projekttitel:

Netværksfunktion for affaldsprojekter
Journalnummer: 0374-1440
  

Støttebeløb:

2.237.500 kroner
  

Projektansvarlig/kontaktperson:

Søren Bundgaard Poulsen
Dansk Center for Byøkologi
Jægergårdsgade 97
Postboks 5095
8100 Århus C.
Tlf. 89 40 58 80
  

Interviewede

Søren Nyskov, miljøkonsulent, Dansk Center for Byøkologi

Søren Bundgaard Poulsen, affaldskonsulent, Dansk Center for Byøkologi

Jørgen Martinus, fagmedarbejder Københavns Miljø- og Energikontor (KMEK)
  

Litteratur:

Hjemmeside for Dansk Center for Byøkologi, www.dcue.dk

Københavns Miljø- og Energikontors hjemmeside www.kmek.dk