Renere teknologiprojekter 1996

Miljømæssig screening af emballager til mælk

Miljøprojekt nr. 345, 1996
Miljøstyrelsen

I løbet af det sidste halve år er debatten om mælkeemballager atter blusset op. Der er to typer emballager til mælk i Danmark i dag: Laminerede gavl-top kartoner og plastdunke af HDPE (High Density Polyethylen). Formålet med dette projekt er at belyse de miljømæssige belastninger i forbindelse med disse emballagetyper.

Miljøvurderingen er foretaget på screeningniveau, hvilket betyder, at der tages udgangspunkt i eksisterende litteraturdata. Der er ikke indsamlet specifikke data fra danske producenter, hvilket betyder, at screeningen ikke dækker alle danske forhold.

Undersøgelsen giver et indblik i:
Miljøbelastningernes art for de to systemer.
Størrelsesforhold af udvalgte miljøbelastninger for de to systemer.
Områder, hvor der mangler viden om de to systemer.
En indledende indikation af fordele og ulemper ved emballagesystemerne.
Resultater fra relevante undersøgelser om mælkeemballager fra Danmarks nabolande.

Screeningen kan ikke anvendes til at vurdere, om den ene emballageform miljømæssigt er at foretrække frem for en anden, men giver indikation om fordele og ulemper ved emballagesystemerne og giver et fingerpeg om de væsentlige miljømæssige forhold.

Miljøvurderingen består af:
En beskrivelse af formål og systemgrænser.
En opgørelse af ressourcer, emissioner og affald.
En miljøvurdering, hvor resultaterne fra opgørelsen omregnes til ressourceforbrug og miljøeffekter (drivhuseffekt, forsuring, toksiske effekter mv.).

Det slutdeponerede affald anvendes som indikator for de miljøeffekter, deponering af affald kan medføre (f.eks. grundvandsforurening).

Miljøeffekterne præsenteres som potentielle miljøeffekter. Den reelle effekt i miljøet afhænger af omstændighederne. I miljøvurderingen vurderes de potentielle effekter for:
Drivhuseffekt (opvarmning af jordkloden).
Ozonlagsnedbrydning.
Forsuring (syreregn).
Næringssaltbelastning (næringsstofberigelse i søer, vandløb og havet).
Fotokemisk ozondannelse (smug og luftforurening i storbyer).
Humantoksicitet via luft (siftige effekter på mennesker fra luftforurening).
Volumenaffald (som indikator for anvendelsen af arealer til deponier).
Farligt affald (som indikator for grundvandsforurening eller evt. udsendelse af farlige stoffer ved forbrænding.
Radioaktivt affald (som indikator for eventuelle strålingsskader fra affaldet)

Forfatter/udførende institution

Marianne Suhr Wesnæs, Instituttet for Produktudvikling.

ISSN nr. 0105-3094
ISBN nr. 87-7810-674-5