Evaluering af bilskrotordningen

5. Registrering af biler

5.1 nyregistrering af biler
5.2 genregistreringer
5.3 bestanden af biler
5.4 afmelding af biler
5.5 midlertidig afmelding af biler
5.6 beregnet afgang af biler


Registrering af biler fordeler sig i princippet på tre typer registreringer, nemlig:
Ny-registrering
Gen-registrering
Registrering på grænseplader

Nyregistrering står for første gang en bil registreres i Centralregisteret for Motorkøretøjer (CRM). Der er alt overvejende tale om importerede nye biler, men der indgår også en mindre del importerede brugte biler samt dansk producerede biler.

Genregistrering står for fornyet indregistrering af en bil, som i en periode har været afmeldt, og dermed ikke har kunnet køre på offentlig vej. Bilerne kan være henstillet både hos private og hos brugtvognsforhandlere. Der er udelukkende tale om brugte biler ved genregistrering.

Registrering af biler på grænseplader omfatter de biler, der eksporteres inden for en kortere periode. Der er typisk tale om nye biler.

5.1 nyregistrering af biler

Nyregistrering af biler repræsenterer tilgangen af nye biler til den danske "bilpark". Den er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med importen af nye biler, idet der dels kan være tale om reeksport af nogle af bilerne, dels en forsinkelse mellem importen og registreringen, altså den tid hvor bilforhandleren har bilen stående før den bliver solgt.

Figur 8 nedenfor viser en opgørelse over nyregistrerede biler og varevogne (op til 3,5 t) (ref. 5).

Note: * Tallet for 2001 er fremkommet ved at opskalere det registrerede antal fra jan-jun med 2.

Som det fremgår har der været en betydelig stigning i antallet af nyregistrerede personbiler i perioden 1994 til 1998, hvorefter det daler de efterfølgende år. Udviklingen i nyregistreringen svarer ganske godt overens med udviklingen i nettoimporten af biler, om end udsvingene ikke er ligeså markant for nyregistreringen som nettoimporten. Der var således en stigning i nettoimporten fra ca. 90 000 biler i 1993 til ca. 180 000 biler i 1997. Som det fremgår af diagrammet ovenfor steg nyregistreringen fra ca. 80 000 biler i 1993 til ca. 160 000 stk. i 1998.

Der har ligeledes været en stigning i indregistrering af varebiler, om end denne stigning ikke har været ligeså markant.

I figur 9 nedenfor er vist differencen mellem nettoimport og nyregistrering af biler fordelt på de enkelte år (1991-1999).

Som det fremgår er der visse af årene en betydelig difference mellem nettoimport og nyregistrering af biler. Bortset fra 1991 er der et "importoverskud" af biler. Dette kan skyldes flere forskellige faktorer, bl.a. ophobning af biler hos importører og forhandlere før bilerne sælges og dermed indregistreres. Desuden indgår en del af de dansk producerede biler i nyregistreringerne.

5.2 genregistreringer

Genregistrering omfatter både biler, der har været afmeldt uden at der er sket et ejerskifte, og biler, der har været afmeldt i forbindelse med ejerskifte.

Ifølge Bilimportørernes Månedsstatistik (ref. 5) her antallet af genregistreringer i den undersøgte periode været som det fremgår af tabel. 1 nedenfor.

Tabel 1:
Genregistreringer, juli 2000 – juni 2001

 

Personbiler

Varebiler

I alt

Jul. – dec. 2000

85 415

14 593

100 008

Jan. - jun. 2001

89 533

13 903

103 436

I alt

174 948

28 496

203 444

5.3 bestanden af biler

Bestanden af biler ("bilparken") omfatter alle de biler der er indregistreret på et givet tidsrum. Udviklingen i bestanden af biler er vist i fig. 10 nedenfor.

Note: Data gælder ultimo året i perioden 1991-1999, mens de gælder primo for perioden 2000-2001.

Som det fremgår har der været en jævn stigning i bilparken i perioden 1994-1998, hvorefter der synes at være en vis stagnation. Dette svarer godt overens med udviklingen i nettoimporten og nyregistreringen af biler.

5.4 afmelding af biler

Afmelding af biler omfatter alle de biler som afmeldes i forhold til Centralregisteret for Motorkøretøjer. Afmelding kan skyldes flere forhold:
Skrotning
Eksport
Henstilling

Nogle af de henstillede biler vil på et senere tidspunkt blive genregistreret, men der kan gå adskillige år før dette sker.

Tabel 2 herunder viser antallet af afmeldinger fra Centralregisteret for Motorkøretøjer i perioden 1. juli 2000 til 30. juni 2000.

Tabel 2:
Afmeldinger, juli 2000 – juni 2001

 

Personbiler

Varebiler

I alt

Jul. – dec. 2000

133 342

24 209

157 551

Jan. - jun. 2001

129 294

26 211

155 505

I alt

262 636

50 420

313 056


De månedlige afmeldinger, som har medført udbetaling af skrotningsgodtgørelse er vist i fig. 11 nedenfor. Der er i alt udbetalt 67 300 skrotningsgodtgørelser i perioden.

Som det fremgår er det største antal afmeldinger foretaget i juli 2000 og i januar 2001. Efter hver af disse måneder falder antallet af afmeldingen drastisk. For den sidste del af perioden især juni 2001 er tallet meget lavt. Det skyldes, at der er en vis forsinkelse mellem anmodningen om skrotningsgodtgørelse og afmelding af bilen fra Centralregisteret for Motorkøretøjer. Af annex 3, hvor opdaterede tal er vist, kan det ses at antallet af afmeldinger i perioden, som har medført udbetaling af skrotningsgodtgørelse pr. 1. oktober 2001 er 72 786. Annex 3 viser også hvornår udbetalingen af skrotningsgodtgørelsen er sket i forhold til afmeldingen. Det forventes at mindst 1 500 biler afmeldt i perioden vil få udbetalt godtgørelse efter 1. oktober 2001. Miljøordning for Biler har sammenholdt datoen på attesten for underskrivning og indsendelsesdatoen, og har herved registreret en betydelig forsinkelse.

5.5 midlertidig afmelding af biler

Såfremt en bilejer ikke ønsker at benytte sin bil på offentlig vej i en periode, og har mulighed for at opbevare den på privat område kan vedkommende foretage en midlertidig afmelding i forhold til det Centralregistret for Motorkøretøjer Herved undgår bilejeren at betale vægtafgift og forsikring i den pågældende periode.

Bilejeren kan senere genregistrere bilen, hvis vedkommende ønsker det. Det er typisk ved opmagasinering af biler hos brugtvognsforhandlere og henstilling i private haver, at muligheden for midlertidig afmelding benyttes. Da der i statistikken ikke skelnes mellem afmelding og midlertidig afmelding er det ikke umiddelbart muligt at benytte disse data til at vurdere hvor mange biler, der henstilles.

5.6 beregnet afgang af biler

På baggrund af data om genregistrerede og afmeldte biler (inkl. varevogne op til 3,5 t) fra Centralregisteret for Motorkøretøjer kan der dannes et indtryk af antallet af biler, der forlader bilparken. Tabellen herunder viser afgangen, som er beregnet på baggrund af tabel 1 og 2.

Tabel 3:
Afgang fra bilparken, juli 2000 – juni 2001

 

Personbiler

Varebiler

I alt

Jul. – dec. 2000

47 927

9 616

57 543

Jan. - jun. 2001

39 761

12 308

52 069

I alt

87 688

21 924

109 612