|
Miljøvurdering af byggeri Bilag B
|
| 1.1.1 | Ressourceeffekter |
| 1.1.2 | Ydre miljøeffekter |
| 1.1.3 | Sundhedseffekter |
Miljøeffekterne for de i bilag A gennemgående miljøpåvirkninger er beskrevet herunder. Desuden gennemgås en række miljøeffekter, hvortil der ydes bidrag fra flere forskellige miljøpåvirkninger, som det derfor har forekommet rimeligt at beskrive nærmere.
1.1.1 Ressourceeffekter
Energiressourcer
Effekten af forbrug af energi er, at nogle energiressourcer bliver en mangelvare. På nuværende tidspunkt er olie og naturgas knappe ressourcer, idet verdens (kendte) reserver rækker til mindre end 100 års forbrug. Forsyningshorisonten (kendte globale reserver i forhold til nuværende forbrugstakst) er for olie og naturgas på henholdsvis 43 og 60 år.
Materialeressourcer
Ligesom for energiressourcer betyder forbruget af visse materialer, at der kan blive mangel på dem. Det gælder især for metaller, hvor forsyningshorisonterne for flere ligger væsentligt under 100 år. F.eks. er forsyningshorisonten for zink og bly på 20 år og for tin og kobber på henholdsvis 27 og 36 år.
Vandressourcer
Der kan ikke laves beregninger for forsyningshorisonten for vand, idet der globalt altid vil være den samme rigelige mængde vand til rådighed. Et lokalt vandforbrug kan dog medføre midlertidig lokal vandmangel.
Problemet er, hvilken kvalitet vandet har. Der er som oftest ikke tale om mangel på vand, men mangel på rent vand. Adskillige drikkevandsboringer i Danmark er allerede lukkede på grund af forurening fra f.eks. bekæmpelsesmidler.
Byrum og landskab
Effekten på de fysiske omgivelser, f.eks. på grund af et bygge- og anlægsprojekt (herunder råstofindvinding, etablering af et afværgeanlæg, bortgravning og deponering af jord, bortskaffelse af affald, diffuse udledninger til jord, luft og vand m.m.) kan være mangeartede.
Naturgrundlaget ændres, hvilket kan give radikalt ændrede levevilkår for flora og fauna, hvilket igen medfører, at arter forsvinder, eller at der opstår ændrede konkurrenceforhold mellem arterne.
Ændringen af de fysiske omgivelser kan også betyde tab af rekreative områder og dyrkningsarealer.
1.1.2 Ydre miljøeffekter
Drivhuseffekt
Der er et naturligt indhold af drivhusgasser i troposfæren, som absorberer og reflekterer en del af den infrarøde stråling, som jorden udsender. Resultatet er en balance mellem indstråling fra solen og udstråling fra jorden, der holder jordens temperatur på et nogenlunde konstant niveau.
Hvis koncentrationen af drivhusgasser i troposfæren øges, vil effekten heraf forstærkes med det resultat, at der bliver reflekteret en større del af jordens udstråling, hvorved jordens temperatur vil stige. De væsentligste naturlige drivhusgasser er vand (H2O) og kuldioxid (CO2).
De væsentligste menneskeskabte drivhusgasser er:
 | Kuldioxid (CO2), der udsendes ved alle former for forbrænding. |
| Methan (CH4), der især produceres ved fremstilling af fødevarer (nedbrydning af organisk materiale samt i drøvtyggeres tarme). |
| CFC-gasser, der stammer fra udslip af kølemidler, opløsningsmidler og produkter, der har været anvendt til opblæsning af skumplast. |
Forsuring
Forsuring skyldes udsendelse af svovl- og kvælstofforbindelser samt chlorbrinte. Forbindelserne reagerer med vand og vanddamp og danner syre, der udvaskes med nedbøren som syreregn. Syren sænker pH-værdien i søer og jord. De herved ændrede levevilkår for planter og dyr kan være fatale, som f.eks. skovdød.
De væsentligste bidrag til forsuring er:
| Svovldioxid (SO2), der udsendes ved afbrænding af svovlholdige brændsler som kul og olie. Svovldioxid belastningen stammer hovedsageligt fra energiproduktionen på kraft- og fjernvarmeværker. |
| Kvælstofoxider (NOX), der udsendes ved alle former for forbrænding. Kvælstofoxid belastningen stammer hovedsageligt fra energiproduktionen på kraft- og fjernvarmeværker samt fra transportsektoren. |
| Ammoniak (NH3), der stammer fra landbrugets husdyrgødning. |
| Chlorbrinte (HCl), der udsendes ved forbrænding af chlorholdige materialer. Chlorbrinte stammer hovedsageligt fra affaldsforbrænding. |
Nedbrydning af stratosfærisk ozon
Stratosfæren, der er det yderste lag af atmosfæren (15-30 km), indeholder bl.a. ozon, som absorberer størstedelen af den (kræftfremkaldende) ultraviolette stråling fra solen. Ozonen nedbrydes af stabile chlorholdige gasser i en reaktion, der har chlor og ilt som slutprodukt. Chloratomet kan således gentage processen, og det formodes, at ét chloratom nedbryder ca. 1000 ozonatomer, inden det bindes i en anden forbindelse.
Når ozonen nedbrydes, opstår de såkaldte ozonhuller, hvor den ultraviolette stråling er kraftigere end normalt. Det betyder forøget sundhedsskader for mennesker og dyr, bl.a. øget kræftrisiko (hudkræft), øget hyppighed af øjensygdomme og generel forringelse af immunforsvaret. Desuden vil øget ultraviolet stråling reducere havets produktion af planteplankton. Pga. planktonets evne til at opsuge store mængder CO2, hvilket igen betyder, at atmosfærens indhold af CO2 øges, og drivhuseffekten forstærkes.
Det væsentligste bidrag til nedbrydning af ozonen er Chlorfluorcarbonater (CFC-gasser).
Fotokemisk ozondannelse
Flygtige kulbrinter og kvælstofoxider (NOX) reagerer ved en fotokemisk reaktion, der forbruger sollys. Under reaktionen dannes ozon. Ozon er en giftig gas, der giver genetiske skader og påvirker plantevæksten, idet fotosyntesen svækkes. Desuden virker ozon slimhindeirriterende på mennesker. Den fotokemiske ozondannelse foregår ved jordoverfladen, til forskel fra ozonnedbrydningen, der foregår i 15-30 km højde.
De væsentligste bidrag til fotokemisk ozondannelse er:
| Kulbrinter (VOC'er), der udsendes ved fordampning af opløsningsmidler og ufuldstændig forbrænding i transportsektoren. |
| Kvælstofoxider (NOX), der udsendes ved alle former for forbrænding. Kvælstofoxid belastningen stammer hovedsageligt fra energiproduktionen på kraft- og fjernvarmeværker samt fra transportsektoren. |
Eutrofiering (næringssaltbelastning)
Eutrofiering er en proces, hvorved økosystemet i en sø ændres til væsentlig større algebestand samt en forskydning i fiskebestandens sammensætning. Eutrofiering skyldes unaturlig stor tilførsel af næringssalte og organiske stoffer til vandmiljøet, hvor næringssaltene i kraft af deres funktion som næring for alger, bevirker at algevæksten øges. Døde alger samt tilført organisk stof nedbrydes under forbrug af ilt, hvorved der kan opstå iltsvind.
De væsentligste bidrag til eutrofiering er:
| Kvælstofforbindelser, der overvejende stammer fra landbrugets gødning og fra husholdningsspildevand. |
| Phosphorforbindelser, der overvejende stammer fra industri- og bysamfund i form af f.eks. husholdningsspildevand. |
Økotoksicitet
Økotoksicitet er giftvirkningen på vand- eller landmiljøet. Effekterne kan være akutte (dødelig effekt på levende organismer), kroniske (mutationer, nedsat reproduktion, eller der kan udvikles resistens) eller forbigående. Effekten vil typisk stamme fra miljøskadelige stoffer, men støj eller lugt kan også medføre, at dyr fortrækker eller mistrives.
Persistent toksicitet
Persistent toksicitet opstår på grund af sværtnedbrydelige stoffer, der opnår koncentrationer, der forårsager giftvirkning på såvel mennesker og økosystem. Persistente stoffer er stoffer, der er sværtnedbrydelige i miljøet, således at de vil være til stede længe efter, at de er udledt. Nogle stoffer har også tendens til at akkumuleres i levende organismer. Der vil typisk være tale om, f.eks. tungmetaller, pesticider, blødgøringsmidler og hormonlignende stoffer.
Persistent toksicitet rammer både det ydre miljø, og optræder som sundhedseffekt overfor mennesker og dyr.
1.1.3 Sundhedseffekter
Sundhedseffekter består af giftvirkninger på mennesker, der medfører ændringer i menneskers helbredstilstand. Effekterne kan være akutte, kroniske eller forbigående (reversible). Effekten kan stamme fra påvirkninger fra stoffer, støj, støv, lugt, vibrationer, lysforhold m.m., fra omgivelser, arbejdsmiljø eller indeklimaet. Normalt deles påvirkningerne op i kemiske, biologiske, fysiske og psykiske.
Effekterne kan være, f.eks. død på grund af udsættelse for giftstoffer, bevægeapparatsskader, betændelsestilstande, stress, genetiske skader, hovedpine, skader på hud, øjne og hørelse, organskader, kræft, psykiske skader, skader på nervesystemet, strålingssyge og vibrationsskader m.m.