| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøvurdering af byggeri

5 Miljømål

Der er her givet forslag til miljømål til nedbringelse af de miljøpåvirkninger, der er prioriteret ved den gennemførte miljøkortlægning af projektet.

I miljøkortlægningen er det for byggeriets livscyklusfaser og i de fysiske hovedområder vurderet, hvor der potentielt vil kunne optræde miljøpåvirkninger med alvorlige miljøeffekter. Blandt disse er nogle yderligere prioriteret ud fra en vurdering af, at de vil være værre end andre eller mere sandsynlige end andre. Det er normalt ikke muligt at nedbringe samtlige miljøpåvirkninger. Det er derfor de prioriterede miljøpåvirkninger, der søges nedbragt i første omgang. Miljømål opstilles for at opnå en reduktion af disse.

Sammenhængen i arbejdsprocessen er vist i nedenstående figur. Efter at miljøkortlægningen er gennemført, prioriteres de væsentligste miljøpåvirkninger. Til de miljøpåvirkninger, der herved udpeges, udarbejdes miljømål. Miljømålene kan være generelle eller mere detaljerede. Man kan starte med at udarbejde generelle miljømål og uddybe dem ved også at lave mere detaljerede miljømål, hvor der allerede her peges på løsninger. Disse kan så specificeres i egentlige virkemidler. Eller man kan ud fra generelle miljømål udarbejde generelle virkemidler, der derefter kan udpindes.

Figur.
Sammenhæng i arbejdsprocessen fra miljøkortlægning til valg af virkemidler.

5.1 Baggrund for prioriteringen

Der kan være behov for en indbyrdes prioritering af de enkelte miljømål, idet valg af virkemidler til opfyldelse af mål for én miljøpåvirkning ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at miljømålene vedrørende andre påvirkninger opfyldes. Valget må dog ikke medføre en generel forværring af miljøbelastningen. I det efterfølgende kapitel er der ikke taget hensyn til denne indbyrdes prioritering.

5.2 Krav til miljømålene

Miljømålene er her fastsat ud fra almen opfattelse af væsentlige og alvorlige miljøproblemer og ikke ud fra intentionerne i en bygherres miljøpolitik. Det betyder naturligvis, at der i valget/prioriteringen er en vis grad af subjektivitet. Det anses dog ikke for anderledes, da miljømål fremsat af en bygherre i samme udstrækning er subjektive, altså præget af en person eller en organisations synsvinkel på miljøproblematikken.

Miljømål bør så vidt muligt udpege målbare eller verificerbare tiltag. Målene skal være væsentlige (for samfundet eller for bygherren). Antallet af mål, der opstilles for et byggeprojekt, skal begrænses, ellers bliver de for uoverskuelige at arbejde med. Målene skal desuden være korte og forståelige.

Målenes beskaffenhed har betydning for vurderingen af målopfyldelsen. F.eks. kan indeklimapåvirkninger og energiforbrug være påvirkninger, hvor miljømålene vil være meget forskellige. Et mål for energiforbruget kan være at bringe det ned under et vist niveau. Et mål for indeklimaet som en samlet størrelse kan ikke sættes så konkret op, da der ikke eksisterer en anerkendt måleenhed/skala for indeklima.

Hvis man ikke kan opstille mål på et overordnet plan, kan man være tvunget til at opstille mere specifikke miljømål. Det er f.eks. for miljømål til indeklimaet ofte nødvendigt at øge detaljeringsgraden.

Der kan ikke altid, måske ligefrem sjældent, opstilles entydige, udtømmende og oplagte miljømål til en miljøpåvirkning. Derfor vil det efterfølgende ofte have karakter af en diskussion, der erkender og fremlægger problemstillingerne og afgrænsningerne ved valgene af miljømålene, snarere end en egentlig facitliste.

5.3 Miljømål på effekter eller påvirkninger?

Miljøpåvirkninger og miljøeffekter er af forskellig beskaffenhed. Miljøpåvirkningerne skaber små, store eller måske slet ingen problemer. Miljøeffekterne er det egentlige problem. Miljøeffekterne er skaderne! Ved opstilling af miljømål, skal det bestræbes at nedbringe effekterne, altså mindske skaderne.

Dette kan vises ved et eksempel. En maskine larmer, så der kan opstå høreskader hos dem, der betjener maskinen. Miljøpåvirkningen er støj, effekten er høreskader. Vil vi sætte ind overfor effekten, altså begrænse denne, må vi give de ansatte høreværn på. Vil vi derimod sætte ind overfor påvirkningen, må man sørge for, at maskinen larmer mindre, eventuelt støjisolere denne.

Målene kan rette sig mod effekterne eller mod påvirkningerne. Man kan sige, at den direkte måde er at stille mål op for nedbringelsen af effekterne, og at det vil være en indirekte måde at stille mål til miljøpåvirkningerne og dermed skrue på effekterne.

Man kan også anskue det på en anden måde. Hvis man kan gøre noget, så skaderne slet ikke opstår, vil det være at foretrække. Gør man det, skal målene rette sig mod miljøpåvirkningerne.

Den sidste løsning vil formodentligt være til glæde for flere. Den hænger også bedre sammen med intentionerne i øvrige dele af samfundet, hvor man bestræber sig på at forebygge frem for at helbrede.

Desuden er det nemmere at kontrollere målopfyldelsen, når målene drejer sig om påvirkninger, end om effekter. F.eks. kan man måle et fald i CO₂-indholdet i et afkast, men ikke registrere et fald i drivhuseffekten, der skulle modsvare den pågældende ændring. Tilsvarende med forsuring, økotoksicitet, næringssaltbelastning, knaphed på ressourcer m.m.

Vi har derfor valgt at udforme miljømålene således, at de stiller krav til miljøpåvirkningerne, selv om det egentlige problem er effekterne. De miljøpåvirkninger, hvortil der formuleres miljømål, er naturligvis udvalgt ud fra miljøeffekternes alvorlighed.

5.4 Målenes detaljeringsgrad

Afgrænsningen af, hvor i det fysiske system miljømålene skal knytte sig, er også et spørgsmål. Oftest vil kortlægningen kunne pege på et svar. F.eks. vil en prioriteret miljøpåvirkning som emissioner til luft i driften kunne stamme fra et forventet forbrug af fossile brændsler. Eller f.eks. fra miljøskadelige stoffer, der udsendes fra en produktionsproces. Det vil fremgå af miljøkortlægningen. Målene skal rette sig mod nedbringelse af årsagen. Det vil altså her være konkrete krav til enten nedbringelse af forbruget af fossile brændsler til energifremstilling i driften eller specifikke krav til nedbringelse af emissionen af de pågældende stoffer fra afkastet. To vidt forskellige miljømål.

Det er så igen en afvejning af, hvor detaljeret man vil gøre målene. En yderligere detaljering kunne være at stille krav om, at nedbringelsen af forbruget af fossile brændsler skal ske ved helt eller delvist at udskifte til en energikilde, der ikke skaber problemer med luftemissionen. Eller at det skal foregå ved at nedsætte det totale energiforbrug i driften. Begge løsninger (virkemidler) vil nedbringe emissionen til luft på grund af afbrænding af fossile brændsler. Miljømålene kunne hedde:

Mindst 40% af den energi, der skal anvendes i driften, skal stamme fra vedvarende energikilder.

Byggeriet skal som minimum være blandt de 25% mindst forbrugende inden for bygningskategorien i ELO-opgørelsen (Energiledelsesordningen).

Ved fremsættelse af et af disse mål, er der allerede taget hul på løsningen, idet der er taget stilling til, om nedbringelsen skal ske ved mindre forbrug eller uændret forbrug (med en anden energiressource).

Det er bedst at udarbejde miljømålene så generelle som muligt (men stadig målbare) for at lade flere muligheder stå åbne til beslutning senere i processen/ projekteringen. Der vil således være frit spil i valgene af virkemidler, og man har ikke på forhånd fraskrevet sig muligheder for at nedbringe miljøpåvirkningen på en bestemt måde.

I et praktisk byggeprojekt vil bygherren skulle godkende miljømålene. Det kan for en bygherre være svært at godkende generelle miljømål, da det kan være uklart, hvad det indebærer. Det ville være nemmere at tage stilling til mere konkrete miljømål, ville nogle mene. Det kan også være korrekt, men det konkrete kommer senere i processen, idet bygherren jo skal godkende anvendelsen af virkemidlerne og her kan stoppe processen, hvis det ønskes. Bygherren vil fra rådgiveren få forelagt en liste over forslag til virkemidler til opfyldelse af miljømålene. Her kan bygherren beslutte, om det kan accepteres eller ej. På dette tidspunkt er de økonomiske konsekvenser også mulige at vurdere.

Det overblik, der er opnået i forbindelse med miljøkortlægning af et byggeri, giver en god baggrund for at opstille miljømål og senere virkemidler til opfyldelse af miljømålene.

Bygherren præger hvilken retning, målene skal tage ved at udforme en miljøpolitik og eventuelt målsætninger. Dernæst skal de overordnede miljømål accepteres, og de konkrete virkemidler godkendes af bygherren.

Ved opstilling af miljømålene kan der tages udgangspunkt i globale, regionale eller lokale hensyn. Hvad er mest korrekt? Normalt vil/bør prioriteringen fremgå af bygherrens overordnede miljøpolitik. I praksis vil tendensen til at vurdere det nære, som værende væsentligst, ofte tage over.

Økonomi og politiske krav (f.eks. afgifter/tilskud) har desuden en stor indflydelse på mål og virkemidler og kan være afgørende for et valg.

5.5 Energiforbrug

Miljøpåvirkningen, energiforbrug, knytter sig primært til forbruget af knappe energiressourcer. Det at forbruge energi er ikke en væsentlig miljøpåvirkning i sig selv, hvis blot der ikke tæres på energiressourcerne. Anvendes f.eks. vindkraft som energiressource, er miljøpåvirkningen lille, da man ikke kan bruge vinden op. Anvendes derimod olie, er miljøpåvirkningen væsentlig, da ressourcen er knap.

Som en afledt, men ikke uvæsentlig effekt, giver energiforbruget (på baggrund af fossile brændsler) emission af CO₂. Denne emission giver anledning til en alvorlig effekt – drivhuseffekten.

Oftest er det urealistisk at opstille mål om, at energien skal stamme fra rigelige energikilder, da der i praksis ikke reelt er frit valg, f.eks. på grund af kommunens varmeplan og økonomiske forhold. Da der i et byggeri typisk vil være energikilder, der er fremkommet ved forbrug af knappe energiressourcer (typisk for el og fjernvarme), er det også relevant at se på en generel nedsættelse af energiforbruget i forbindelse med opstilling af miljømålene.

Der er f.eks. for eksempelbyggeriet stillet krav om, at varmeforsyningen skal stamme fra et nærliggende kraftværk. Kraftværket producerer el ud fra orimulsion og kul, og producerer i den forbindelse overskudsvarme, der anvendes til fjernvarme i lokalområdet. Varmen kan fra en synsvinkel ses som et affaldsprodukt fra elproduktionen. Der fremkommer rigelig fjernvarme i forhold til behovet.

Sådan er situationen for eksempelbyggeriet. Kraftværket bruger i produktionen knappe energiressourcer og bidrager desuden med en emission til luften af bl.a. drivhusgasser, som de fleste andre kraft/varmeværker.

Skolen har et behov for varme. Hvordan kan det dækkes med størst muligt miljøhensyn? Varmen fra værket er et affaldsprodukt, som kan anvendes til opvarmning. Varmt vand ledes gennem isolerede fjernvarmerør fra værket til skolen. Rørene er lagt i hovedføringer, men der skal etableres en stikledning til skolen. Uanset om skolen anvender varmen eller ej, er den der. Alternativet er måske, at varmen i stedet må spildes, f.eks. ledes til havet. Skolen kan derfor bidrage med løsningen af et affaldsproblem (overskudsvarmen) og samtidig selv få dækket energibehovet. Dette kan synes som en miljømæssig god løsning.

Energien til varmen er lettilgængelig, måske så billig, at det ikke er rentabelt at isolere. Hvis varmen er rigelig, billig og hvis det at anvende overskudsvarmen anses for en miljømæssig god løsning, ville det kunne betale sig at bruge løs af den i stedet for at bruge materialer og penge på at højisolere og finde energibesparende opvarmningsmetoder. Det kunne virke fornuftigt under de givne forudsætninger!

Man kan stille spørgsmålet, om det er rimeligt at frådse med en ressource, fordi den er (lokalt) rigelig?

Det er måske en skrøbelig løsning. Bliver værket liggende? Kommer der en virksomhed til området, der har behov for varmen fra værket, således at der ikke mere er overskud? Holder prisen og værket hele skolens levetid, eller vil der senere være behov for god isolering på grund af et uacceptabelt varmeforbrug m.h.t. miljø eller økonomi?

Hæver vi os nu et niveau op og tænker på, hvordan skolen ellers kunne få dækket sit behov for varme, er løsningen måske ikke optimal ud fra et miljøsynspunkt. Eller endnu et niveau op og overvejer, hvordan det overordnet ville være klogest at forsyne bygninger med varme. Det er ikke sikkert, at det er optimalt overhovedet at anvende fjernvarme eller at producere el ud fra den produktionsmetode, som kraftværket anvender. Ved anvendelse af fjernvarme, er det nødvendigt at nedgrave fjernvarmerør (af stål med opskummet isolering (måske CFC-fri) og plastkappe (måske PVC-fri)). Stål er energikrævende at fremstille, isoleringen og kappen fremstilles ud fra råolie, der er en knap ressource, og med forskellige mere eller mindre miljøskadelige i hvert fald miljøfremmede stoffer. Ved transporten fra producent til forbruger er et varmetab på 30% ikke urealistisk.

En helt anden løsning kunne være, f.eks. at planlægge lavenergibyggeri med elvarme. El kan transporteres uden tab af betydning. Det er desuden langt mindre omfattende med elkabler end fjernvarmerør. Der medgår langt mindre materialemængder, og brud opdages med det samme og forårsager typisk heller ikke samme skader som et brud på et fjernvarmerør. Endvidere er eventuelle skader billigere at udbedre. El kan også fremkomme fra "energirigtige" processer, solceller og vindmøller, hvor der ikke tappes af de knappe energiressourcer og uden luftemissioner. Solceller kunne endda placeres i forbindelse med byggeriet, hvorved installationsmængden kunne begrænses betydeligt. Anvendelse af god isolering ville endvidere betyde, at energibehovet kunne nedsættes.

Miljømålene kan altså sættes ud fra lokale eller globale hensyn samt være mere eller mindre fremsynede.

Økonomien og politiske beslutninger (krav, tilskud m.m.) har desuden stor indflydelse på valget.

5.5.1 Miljømål for energiforbrug i driften

Vi har her valgt at stille et generelt miljømål for energiforbruget i driften. Energiforbruget dækker såvel el- som varmeforbruget. Der stilles derfor mål til begge. Målene gives i kWh forbrug pr. m².

Energiledelsesordningen, ELO's opgørelse for varmeforbrug (fjernvarme) på skoler, ligger for 1999 med en median på 113 kWh/m² , og med de 25% mindst forbrugende på 94 kWh/m². 10% ligger lavere end 79 kWh/m². Skolerne i ELO-ordningen er fra 1970'erne eller før, da det var i den periode, der blev bygget skoler i Danmark. Der er altså ikke erfaringstal fra nybyggede skoler, idet de slet ikke findes.

Da der er stor forskel på alderen af de skoler, der er med i ordningen, og da energiforbruget til varme til dels er "aldersafhængigt", er det for et almindeligt nyt byggeri ikke noget problem at ligge på et lavere forbrug end selv de 10% mindst forbrugende. Der er derfor nødvendigt at stille et krav til byggeriet, der betyder, at energiforbruget i driften også reelt bliver begrænset. Skeles til opgørelser for andre bygningskategorier, f.eks. kontor og handel, hvor der også indgår nyere byggeri, er tallene for varmeforbruget også væsentligt lavere.

Med hensyn til elforbruget er der tilsvarende sat krav hertil. ELO's opgørelse for elforbrug på skoler ligger for 1999 med en median på 22,6 kWh/m² og med de 25% mindst forbrugende på 16,4 kWh/m². 10% ligger lavere end 12,8 kWh/m².

Betydelige forbrugende installationer er belysning, ventilation og edb-udstyr. Der er forskel på, hvor meget el forskellige skoler anvender på f.eks. edb afhængig af, hvor godt udstyret skolen er. "Ældre" edb-udstyr er væsentligt mere energikrævende end nyt. Der er dog erfaring for, at selv ældre skoler, der er veludstyrede med hensyn til edb, kan ligge på et niveau for energiforbruget på omkring 17 kWh/m².

ELO har udarbejdet en energimærkeskala for en gruppe forskellige bygningskategorier. Energimærkeskalaen går fra A til M, hvor A er det bedste. Der er også opstillet kriterier for skoler. For at opnå en A-mærkning skal varmeforbruget ligge lavere end 67 kWh/m²/år og elforbruget lavere end 10,2 kWh/m²/ år. Som miljømål vælges, at skolen kan opnå A-mærkning.

Da miljøpåvirkningen skal begrænses på grund af de alvorlige effekter (mangel på knappe energiressourcer og drivhuseffekt på grund af energiforbruget), er det ikke kun et spørgsmål om at undgå at bruge for meget energi i driften, men også om ikke at bruge af de knappe ressourcer. Dette er der også taget hensyn til ved opstilling af miljømålene.

Brugerinddragelsen er også væsentlig for at få den fulde nytte af bestræbelserne på miljøforbedringer. Det er dog ikke her muligt at opstille faktuelle miljømål i konkrete tal eller niveauer. Dette skal dog ikke forklejne effekten af at inddrage brugerne. Miljøforbedringer på forbrugssiden ved miljørigtigt byggeri udebliver, hvis ikke brugerne er indstillet på at agere derefter /f.eks. The Sound Sustainable Building, Jonas Honoré, DTU, 2000/.

Erfaringstal fra ELO-ordningen viser, at indførelse af energiledelse, typisk giver en besparelse på 10-15% (telefonsamtale med ELO-konsulent Anders Lundsted, 2001).

Forbedringen i miljøbelastningen er størst, hvis det er brugernes egne ideer, eller de aktivt er med på ideen fra et tidligt stadie. Ligeledes forøges "miljøværdien", hvis der løbende gøres opmærksom på forbrug, affaldsmængder, besparelser m.m. overfor brugerne.

5.6 Materialeforbrug

Miljøpåvirkningen fra materialeforbrug knytter sig primært til forbruget af knappe materialeressourcer. Forbruget af luft eller havvand i en produktion er ikke problematisk, da der til stadighed vil være nok (så vidt vi ved). Anvendes derimod f.eks. kobber eller zink, der er knappe materialeressourcer, vil det på effektsiden betyde en mangel på disse. Miljøpåvirkningen bliver væsentlig, hvis materialeressourcen er knap.

Knappe materialeressourcer er typisk metaller og materialer, der fremkommer ud fra olie som råstof.

Materialer, hvis forsyningshorisont er kortere end 100 år, anses for knappe ressourcer. Forsyningshorisonten beregnes ud fra, hvor længe ressourcen vil holde med det aktuelle forbrug.

De knappe materialeressourcer er oplistet herunder sammen med deres forsyningshorisonter (Energieffektive skoler, Gunnarsen et al., 2001) og typiske anvendelsesområder i byggeri:

Visse steder i Danmark er sten og grusmaterialer af bestemte kvaliteter desuden knappe materialeressourcer.

5.6.1 Miljømål for materialeforbrug under fremstilling

I et skolebyggeri anvendes knappe materialeressourcer. F.eks. anvendes metaller til taginddækninger, ledninger, tagrender, nedløbsrør, fittings m.m., mens plastmaterialer kan anvendes til nedløbsrør, ledningsisolering, visse gulvbelægninger m.m.

De materialer, der går til spilde, hvad enten det er knappe materialeressourser eller ikke, er et unødigt forbrug. Der bør derfor ikke anvendes mere materiale end nødvendigt, dog med fokus på de knappe materialeressourcer, da forbruget af disse giver de alvorligste effekter.

Et skolebyggeri forventes at skulle anvendes i mange år. Derfor er det vigtigt, at byggeriet er fleksibelt, således at den samme ramme kan rumme de aktiviteter, der også fremover vil skulle foregå i skolens regi, under skiftende pædagogiske vinde, for at følge med i den pædagogiske udvikling.

Materialernes levetid skal afpasses byggeriets forventede levetid. Det virker således flot, f.eks. at anvende kobber, der kan holde længere end 300 år, til en skole, som formodentlig vil være utidssvarende og blive fjernet længe før. Dog kan kobberpladerne genanvendes, men med et vist (ikke ubetydeligt) tab.

Som forholdene er nu, er det urealistisk at forestille sig et byggeri, hvor der ikke bliver anvendt knappe materialeressourcer. Et sådant mål vil derfor være urealistisk. Det vil give store problemer, formentligt skal man gå på kompromis med funktionskravene, da mange produkter og byggevarer ikke findes i alternative materialer.

Bly er en knap ressource, men anvendelsen af den er blevet forbudt, hvorfor den ikke er medtaget i miljømålet.

Ved at begrænse forbruget af knappe materialeressourcer og ved at anvende sekundære materialer, kan miljøpåvirkningen og dermed effekten mindskes.