| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Miljøvurdering af byggeri
Hvordan udvælger man de virkemidler, der skal tages i anvendelse? Der er mange
indfaldsvinkler. Man kan starte med det, der ligger tættest på normal praksis, man kan
vælge det, der er billigst, det, der giver den største forbedring af miljøforholdene,
det eller de virkemidler, der afskrives inden for en fast afgrænset årrække m.m.
Valgkriterierne er utallige.
Ved valg af virkemidler vil der i praksis altid være et økonomisk element. Til
vurdering af økonomien kræves et sammenligningsgrundlag. Ved vurdering af
totaløkonomien er valgt at holde omkostningerne ved anvendelse af et virkemiddel op mod
omkostningerne ved det, der er normal praksis. F.eks. vil der for isolering være tale om
normal praksis, hvis bygningsreglementets anvisninger (netop) er fulgt. Økonomien for en
bedre (tykkere) isolering skal altså vurderes i forhold hertil. Ligeledes sammenlignes
f.eks. prisen for en lavenergimotor med prisen for en normal standardmotor. Vurderingen af
totaløkonomien er beskrevet i afsnit 6.2.1.
Hvis graden af målopfyldelse for et enkelt virkemiddel bestemmes, kan det indgå som
en vigtig faktor i beslutningsgrundlaget for valget af virkemidler sammen med andre
faktorer, f.eks. økonomi og leveringstid. Metode til vurdering af målopfyldelse for de
enkelte virkemidler er beskrevet i afsnit 8.2.
Hvis resultaterne skal kunne bruges i praksis, f.eks. til at sammenligne forskellige
virkemidler, skal metoden være enkel.
Til systematisk valg af virkemidler ud fra vurderingen af målopfyldelsen og ud fra de
totaløkonomiske vurderinger kan nedenstående anvisning opstilles. Anvisningen er
opstillet ud fra en holdning om at "få mest muligt miljø for pengene". Alt
hvad der på totaløkonomien giver "+" (dyrere end) og "++" (meget
dyrere end) fravælges derfor i første omgang.
- Hvis der på totaløkonomien er virkemidler, der giver "- -" og samtidig giver
et positivt bidrag til opfyldelse af miljømålet, vælges dette/disse.
- Hvis det ud fra vurderingen af målopfyldelsen for de enkelte virkemidler skønnes, at
der er virkemidler nok til at opfylde miljømålet, gennemføres en verificering af
målopfyldelsen. Viser det sig, at det ikke rækker, fortsættes med virkemidler, der
giver "-" og samtidig giver et positivt bidrag til opfyldelse af miljømålet.
- Hvis det ud fra vurderingen af målopfyldelsen for de enkelte valgte virkemidler
skønnes, at der er virkemidler nok til at opfylde miljømålet, gennemføres en
verificering af målopfyldelsen. Viser det sig, at det ikke rækker, fortsættes med
virkemidler med et "0" i totaløkonomien o.s.v.
Hvis man har medtaget alle tænkelige virkemidler uden at målopfyldelsen er nået, kan
man i blive nødt til at konstatere, at det ikke er muligt at opfylde det stillede
miljømål. Der vil så i givet fald foreligge en dokumentation over, hvad man har
forsøgt for at opfylde det pågældende miljømål.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|