| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Forundersøgelse af forudsætninger for og konsekvenser af en liberaliseret
affaldssektor
En af de væsentligste betingelser, som findes i dette projekt, er, at hensynet til
miljø- og forbrugerbeskyttelse ikke tilsidesættes. Disse elementer skal indgå i
analysen af om og evt. hvordan der kan sikres større samfundsøkonomisk effektivitet via
en mere markedsorienteret regulering.
Miljøhensynet handler om de fastsatte grænser for den maksimale påvirkning af luft,
vand og jord, som henholdsvis forbrænding og deponering af affald må foranledige.
Forbrugerbeskyttelsen handler om de enkelte borgeres og virksomhedernes sikkerhed for
rimelige priser og at betingelserne for den løbende bortskaffelse af affald, leveringen
af affaldsvarme m.m. svarer til det i dag gældende niveau.
I dag er miljømålene og forbrugerbeskyttelsen en integreret del af den regulering,
som gælder på affalds- og genanvendelsesområdet.
Der er således ved tilrettelæggelsen af de opgaver, som kommunen varetager efter
miljøbeskyttelsesloven, el- og varmeforsyningsloven udstukket nærmere overordnede
rammer, regler og mål for, hvordan den konkrete håndtering kan ske.
Ændringer i tilrettelæggelsen af affaldshåndteringen, således at denne i højere
grad foregår via markedet, vil - alt andet lige - ændre organiseringen og
rollefordelingen i sektoren. Hvis en større del af affaldshåndteringen sker efter
markedsøkonomiske principper, vil det kunne nødvendiggøre ændringer i reguleringen.
Den regulering, der så træder i stedet, skal sikre, at miljøhensyn og
forbrugerbeskyttelsen opretholdes i samme grad som tidligere.
En væsentlig del af analysen vil derfor handle om, at få beskrevet de
reguleringsmodeller, der kan sikre dette krav, og samtidig få vurderet hvilke
samfundsøkonomiske virkninger sådanne nye reguleringsmodeller afstedkommer.
Til brug for hovedprojektet er der udarbejdet et kapitel om de specifikke
målsætninger på affaldsområdet. Det er målsætninger, der har en stor miljømæssig
betydning og som skal sikres, uanset hvorledes affaldssektoren er organiseret.
Nedenstående er en gruppering af målene.
Energi- og miljømål:
 | Stabilisere de samlede affaldsmængder |
 | Øge kvaliteten af affaldsbehandlingen |
 | Målsætning om mindst 64% genanvendelse, 24% forbrænding og højst 12% deponering i
år 2004 |
 | Målsætninger for de enkelte affaldsfraktioner, -typer og kilder som fremgår af
EU-regler, Affald 21, bekendtgørelser, cirkulærer og kommunale regulativer3. |
 | Tilladelse til transnational transport af forbrændingsegnet affald, når allokeringen
sker efter optimale miljømæssige og samfundsøkonomiske kriterier. |
 | Øget forskning & udvikling (F&U) i nye, mere miljøvenlige teknologier
(indsamling, sortering, behandling m.m.) |
 | Størst mulig nyttiggørelse af forbrændingsegnet affald til energiformål, herunder
mest mulig kraftvarme og størst mulig CO2-fortrængning |
 | Integrering af den produktorienterede miljøstrategi og øget producentansvar i
affaldshåndteringen. |
Det skal vurderes, om de enkelte affaldsfraktioners genanvendelsesmuligheder samt
mængder påvirkes af, om markedet for forbrænding og deponering konkurrenceudsættes.
Det særligt centrale er at få belyst konsekvenser af ændrede affaldsstrømme for
energi- og miljøpolitiske mål.
En øget markedsorienteret regulering af forbrændings- og deponerings-området
forudsættes ikke at ændre på, at der skal foretages tilsyns- og kontrolopgaver.
Analysearbejdet skal vise om og i hvilken udstrækning i øget markedsorientering vil
nødvendiggøre ændringer i tilsyns- og kontrolopgaverne.
Det skal desuden vurderes om tilsyns- og kontrolopgaverne forudsætter omlægninger med
hensyn til dataindsamling og bearbejdning, nye procedure og behov for kompetenceudvikling,
mm.
Krav til affaldshåndteringen under ændret organisering:
Der eksisterer en omfattende regulering af affaldsområdet gennem den nationale og
internationale regulering, herunder de vedtagne handlingsplaner (mål). Det er en
regulering som giver sig udslag i en række krav til aktørerne.
Det skal i analysen vurderes, om de krav/mål, der stilles til de enkelte aktører, må
opgives eller omformuleres ved en øget markedsåbning for forbrænding og deponering, jf.
scenarierne i kapitel 5. I den udstrækning, at bestemte krav/ mål ikke kan opretholdes,
skal der opstilles en model for og konsekvensvurdering af, hvordan dette krav/mål
alternativt kan sikres opretholdt.
Det fremgår eksempelvis af beskrivelsen af scenarierne for en gradvis åbning af
markedet for forbrænding, at analyserne skal belyse effekten af en ændret organisering,
for så vidt angår sikkerhed for, at der opnås en tilstrækkeligt kapacitet, der
overholder kravene om øget kvalitet i behandlingen, størst mulig nyttiggørelse af
forbrændingsegnet affald samt herunder størst mulig CO2-fortrængning og mest
mulig kraftvarme. Endvidere skal forbrugerbeskyttelseshensyn vurderes i forbindelse med
borgeres og virksomheders sikkerhed for priser og betingelser for bortskaffelse af affald
samt affaldsforbrændingsanlæggenes levering af varme og el i forhold til gældende
niveau.
15. maj 2002
Oversigt over politiske målsætninger på affaldsområdet
Se her!