Undersøgelse af internationale erfaringer med påvirkning af markedet for mindre miljøbelastende elektronikprodukter 1 Forbrugerinformationens undersøgelse
Hovedtræk
1.1 IndledningForbrugerinformationen er underleverandør til dette projekt, idet deres opgave har været at give et overblik over typen af miljørelateret forbrugerinformation om elektronikprodukter, der gennem de seneste år er kommet fra forbrugerorganisationer og testlaboratorier. Herunder er markedspåvirkningen søgt vurderet ud fra erfaringer/effektmålinger fra de pågældende institutioner. Formålet med Forbrugerinformationens screening har været at identificere gode eksempler på forbrugerrettet miljøinformation om elektroniske produkter, der har haft en effekt på markedet. Undersøgelsen er gennemført af EH-økonom Lissi Kraybørre og Cand.scient Claus Egeris Nielsen. Undersøgelsen er gennemført i november og december 2001. 1.2 Metode og udvælgelse11 af Forbrugerinformationens samarbejdspartnere i den internationale testorganisation ICRT samt den internationale forbrugerorganisation Consumers International i London blev udvalgt som mulige deltagere i undersøgelsen af internationale erfaringer med påvirkning af markedet for mindre miljøbelastende elektronikprodukter. De 11 lande blev valgt ud fra en formodning om, at de har eller har haft projekter på området. Deltagerlandene, som er fordelt over det meste af verden, blev kontaktet via e-mail. I nogle tilfælde er mailen sendt videre til den miljø/energiansvarlige i organisationen, som så har svaret. I et enkelt tilfælde blev der henvist til en anden forbrugerinstitution, som har beskæftiget sig med emnet. Følgende organisationer blev kontaktet: - International Consumer Research & Testing (ICRT), England Norge, England (Consumers Association) og Finland er de eneste organisationer, der ikke har reageret på henvendelsen. 1.3 ResultaterOtte af de 11 adspurgte lande besvarede henvendelsen. Hoveddelen af svarene gik på, at organisationerne ingen projekter har haft på området, og at de ikke kendte til målinger af forbrugernes adfærd ved køb med henblik på miljøet. Alle har en fornemmelse af, at energiforbrug og miljø spiller en rolle for forbrugernes valg. I tre tilfælde kom der beretninger om interessante tiltag, som omhandler større projekter med rapporter mv. De øvrige forbrugerorganisationer medtager miljø/energi som en vigtig del af testarbejdet, og egenskaben vægtes betydende i den samlede bedømmelse. Ingen har effektmålinger af deres testindsats. De forbrugerorganisationer, der har svaret på Forbrugerinformationens henvendelse angående "grøn" elektronik, erkender alle, at det er et vigtigt område, som de også er ansvarlige for bliver udbygget med bedre redskaber/informationer, end de har i dag. Flere peger på, at de har til hensigt at udføre flere miljørelaterede tests fremover. Størstedelen af indsatsen på miljøområdet sker ved, at husholdningsapparaterne bliver testet for et eller flere miljøparametre som f.eks. elforbrug under brug og eventuelt standby-forbrug, hvor det er relevant. Disse parametre tæller så med vekslende vægt i den samlede bedømmelse af produktet, når testresultaterne præsenteres i f.eks. forbrugerblade. Generelt tilkendegiver svarene, at problematikken med de miljøbelastende elektronikprodukter trænger til fokus, dog uden at nogen af landene peger på nye måder at gøre det på. De peger på deres test af produkterne og offentliggørelse i forbrugerblade og på Internettet. Ingen af forbrugerorganisationerne har udført effektmåling på miljøoplysningerne ved diverse tests, men har kun en fornemmelse af, at energi og miljø spiller en stadig større rolle ved forbrugernes valg af varige forbrugsgoder. Fremover vil de adspurgte organisationer bruge Internettet til at give yderligere oplysninger om dette. Forbrugerinformationen har blandt de otte svar indkredset 3 interessante indsatser. De tre cases, som vil blive belyst nærmere i det følgende, er udvalgt ud fra, at de er grundigt rapporteret og har haft et betydende omfang. De tre udvalgte cases er: Australien: Australian Greenhouse Office har afholdt en workshop om standby-forbrug fra elektriske apparater. Workshoppen førte til formulering af en national handlingsplan for nedbringelse af standby-energiforbruget. England: Consumers International har gennemført en række projekter om forbrugerinformation om bæredygtigt forbrug. Et interessant projekt i denne sammenhæng omhandler udvikling af metoder til test af elektronikkens genanvendelighed, reparerbarhed og opgradering. USA: Consumers Union arbejder på at give forbrugerne værktøjer, så de kan vurdere, hvornår et elektronisk produkt skal repareres frem for at udskiftes. Desuden har Forbrugerinformationen peget på den amerikanske organisation "Pew Center on Climate Change", der har gennemført fokusgrupper for at indkredse de faktorer, der vejer tungest ved forbrugernes valg af produkt. De fandt, at den største barriere for miljømæssige gode valg er for dårligt uddannet salgspersonale, der ikke opmuntrer og informerer forbrugerne til at købe de mest miljøvenlige produkter. Undersøgelsen omhandlede ikke specifikt elektronikprodukter, og derfor er der ikke arbejdet videre med denne case. De tre udvalgte lande England, USA og Australien var de eneste med større projekter, som emnemæssigt delvis er lidt i periferien, men får alligevel belyst problematikken omkring relevant forbrugeroplysning, påvirkning af markedet og forbrugeradfærd. 1.4 ReferencerUndersøgelse af internationale erfaringer med påvirkning af markedet for mindre miljøbelastende elektronikprodukter. Delrapport fra Forbrugerinformationen, december 2001.
|