| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Fælles fremtid - udvikling i balance

Energiforbrug og energiforsyning er vigtige indsatsområder for at opnå en
bæredygtig udvikling. De menneskeskabte klimaændringer samt udledningerne af SO2
og NOX skal begrænses men på en samfundsøkonomisk rentabel måde. Der skal
derfor arbejdes for en stabil og omkostningseffektiv energiforsyning.
Regeringen vil liberalisere det danske el- og gasmarked for at øge effektiviteten
i energiproduktionen, reducere energipriserne og samtidig sikre, at energien produceres
mindre miljøbelastende. Regeringen vil også arbejde for en øget koordinering af
energipolitikken på tværs af landegrænser ikke mindst i EU, således at prisen på
energi i landene afspejler reelle omkostninger herunder miljøomkostningerne. Danmark har
indgået ambitiøse, internationale forpligtelser til at reducere energiforbrugets
negative påvirkninger af miljøet. Med forpligtelsen til at begrænse udslippet af seks
drivhusgasser med 21 procent fra 1990 til 2008-12 vil Danmark yde et væsentligt bidrag
til Kyotoprotokollen og dermed til at imødegå de globale klimaændringer. Endvidere vil
Danmark mindske udledningerne af SO2 med omkring 30 procent og NOX
med omkring 45 procent inden udgangen af 2010 i forhold til niveauet i 1998.
Danmark har afholdt store udgifter til energibesparelser, effektiviseringer og
udbygning med vedvarende energi. Sideløbende med den økonomiske vækst i 1990'erne er
det lykkedes at holde det samlede energiforbrug nogenlunde konstant. Det skyldes ikke
mindst, at overskudsvarmen fra elproduktion udnyttes langt bedre i dag end tidligere. Over
80 procent af fjernvarmen produceres således i dag sammen med el. Samtidig har
anvendelsen af naturgas og vedvarende energi været stigende gennem perioden. Alt i alt
har det betydet et fald i CO2-udledningerne på cirka 10 procent fra 1990 til
2000. De renere energikilder har sammen med forøget røgrensning bidraget til et
betydeligt fald i udledningerne af SO2 og NOX fra energisektoren.
Der er fortsat et stykke vej til at nå både den nationale CO2-målsætning
i 2005 og Kyotoforpligtelsen i 2008-12. Den seneste samlede vurdering viser dog, at vi er
godt på vej. Regeringen har iværksat et arbejde med revidere vurderingen af den
forventede udvikling i Danmarks udledning af drivhusgasser og forskellen i forhold til
Kyotomålsætningen. Det skal desuden overvejes, hvordan denne forskel kan elimineres på
den mest omkostningseffektive måde.
De "lette løsninger" til at begrænse det danske energiforbrug og de danske
CO2-udledninger er i vidt omfang allerede gennemført. Når der planlægges nye
indsatser, og når nye virkemidler tages i brug, er det derfor helt afgørende at sikre en
høj grad af økonomisk effektivitet.
Mål og indsats i den kommende tid
Potentialet for at effektivisere energisektoren er fortsat stort. Regeringen vil både
nationalt og gennem et aktivt samarbejde i EU udvikle de markedsorienterede virkemidler,
der kan sikre stabil, omkostningseffektiv energiforsyning og fremme de miljømæssige mål
på den samfundsmæssigt mest rentable måde.
Med reformerne af rammerne for el- og gasforsyningen i 1999-2000 indledtes en proces
med liberalisering af el- og gasmarkederne, som regeringen agter at videreføre.
Fra januar 2003 skal der være gennemført en fuld markedsåbning på elområdet, hvor
alle forbrugere selv kan vælge elleverandør.
Regeringen vil undersøge, hvordan en omkostningseffektiv og fleksibel regulering af
elsektorens CO2-udslip kan udføres efter udløbet af den nuværende ordning
med CO2-kvoter ved udgangen af 2003. Det skal desuden samordnes med opfyldelsen
af de danske forpligtelser med hensyn til udslippet af SO2 og NOX.
Danmark støtter Europa Kommissionens forslag om et CO2-kvotesystem på
europæisk plan. Regeringen stiler efter en fuld liberalisering af det danske gasmarked
fra 2004 og vil arbejde for en ligeværdig markedsåbning i EU.
Danmark vil gøre sit til at begrænse den globale opvarmning. Det er
regeringens mål at mindske CO2-udledningen med 20 procent i 2005 i forhold til
1988-niveauet. Samtidig vil regeringen tage de initiativer, som er nødvendige for også
at opfylde vores forpligtelse under Kyoto-protokollen, hvor vi skal begrænse de samlede
udledninger af drivhusgasser med 21 procent i 2008-12 i forhold til 1990.
De såkaldte fleksible mekanismer under Kyotoprotokollen kan være
omkostningseffektive instrumenter, der skal anvendes og udvikles.
Der skal fortsat ske en udbygning af forsyningen med vedvarende energi, i det
omfang den vedvarende energi vil kunne bidrage til en omkostningseffektiv opfyldelse af
miljømålene - herunder CO2-målsætningen. En mulighed kan for eksempel
være, at den danske vedvarende energi indarbejdes i et fremtidigt europæisk CO2-kvotemarked.
Den igangværende opførelse af vindmølleparker til havs giver basis for at indhøste
erfaringer. Danmark vil i 2005 anvende ca. 1,4 millioner tons biomasse. Samtidig vil
regeringen fremme forskningen og udviklingen af vedvarende energi der, hvor erhvervslivet
og forskningsinstitutionerne finder, at der er muligheder for gode resultater. Regeringen
har således fremsat lovforslag vedrørende en 2-årig forsøgsordning med 150 pct.
skattefradrag for virksomheders forskningsaktiviteter, når disse sker i samarbejde med
offentlige institutioner. Regeringen vil arbejde for, at den vedvarende energi i 2010
udgør 29 procent af det samlede elektricitetsforbrug. Målsætningerne i EU's direktiv om
vedvarende energi er, at vedvarende energi skal udgøre 22,1 procent af EU's samlede
elforbrug i 2010. Som et led i energisektorens bidrag til opfyldelse af Danmarks
målsætning for reduktion af CO2, er det relevant at overveje pejlemærker for
den vedvarende energi's andel af bruttoenergiproduktionen på længere sigt, således at
der sker en fortsat udbygning af den vedvarende energi, i det omfang den vedvarende energi
kan bidrage til en omkostningseffektiv opfyldelse af miljømålene.
Desuden er der behov for at udvikle strategier for at regulere periodemæssig
overproduktion af el, som skyldes de stigende mængder varmebunden og vindafhængig
elproduktion. Det er politisk aftalt, at vedvarende energi allerede i 2003 vil udgøre
minimum 20 procent af det danske elforbrug.
Atomkraft anses ikke for at være en bæredygtig energikilde. Derimod er det en
mulighed at konvertere fra brug af kul til naturgas i elproduktionen for at nedbringe CO2-udslippet.
Som led i indsatsen for at styrke energibesparelser blev der i 2000 vedtaget en
ny energisparelov, der lægger op til en styrket planlægning, koordinering og
prioritering af den samlede indsats for energibesparelser.
En effektiv indsats på hele energiområdet vil bedst kunne ske i et internationalt
samarbejde. Parallelt med en liberalisering af de internationale energimarkeder bør
der arbejdes på at fremme internationale løsninger på de globale miljøproblemer. Det
vil sikre, at indsatsen sker der, hvor det bedst kan betale sig, og det vil sikre lige
konkurrencevilkår for erhvervslivet i de enkelte lande. Danmark støtter brugen af de
fleksible mekanismer under Kyotoprotokollen og vil som et af de første skridt etablere en
konkret ordning til fremme af Joint Implementation energiprojekter i Central- og
Østeuropa.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|