Kemikalieinspektionen er en sektion i Miljøstyrelsens Kemikaliekontor.
I 2001 bestod Kemikalieinspektionen af otte medarbejdere - en sektionsleder, seks
inspektører/sagsbehandlere samt en jurist.
I det daglige arbejde trækker Kemikalieinspektionen efter behov på ekspertisen i
Miljøstyrelsens øvrige fagkontorer.
Kemikalieinspektionen bistås desuden af Danmarks Miljøundersøgelser, hvor fire
medarbejdere som en del af deres arbejde foretager analyser af
bekæmpelsesmidler, kosmetik og legetøj til brug for Inspektionens sagsbehandling.
I 2001 anvendte Kemikalieinspektionen i alt 5,0 mio. kr. Heraf udgjorde lønudgifterne
3,0 mio. kr. og driftsudgifterne 2,0 mio. kr.
Det er Kemikalieinspektionens kerneområde at føre tilsyn og kontrol med, at gældende
regler på kemikalieområdet overholdes.
Da målet er, at så mange som muligt overholder reglerne, har Inspektionen gode
erfaringer med at forebygge overtrædelser ved at give information og vejledning.
Derudover har Kemikalieinspektionen en række administrative opgaver.
Kontrol- og tilsynsarbejdet består af:
2.3.1 Nationalt samarbejde
På nationalt niveau samarbejder Kemikalieinspektionen med en række andre
tilsynsmyndigheder. Samarbejdet foregår primært med Arbejdstilsynet,
Lægemiddelstyrelsen, Forbrugerstyrelsen, Told og Skat, Fødevaredirektoratet, politiet og
kommunerne.
Kemikalieinspektionen udnytter samarbejdet til at udveksle erfaringer og orientere de
øvrige myndigheder om kemikaliereglerne for derigennem at forbedre håndhævelsen. Som
eksempel kan nævnes samarbejdet med Told og Skat om bistand i forbindelse med kontrol af
forbudet mod at eksportere produkter, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer
herunder gamle køleskabe.
Kemikalieinspektionen bruger også samarbejdet til at afklare spørgsmål om
afgrænsning i forhold til de tilgrænsende regelsæt - for eksempel grænsen mellem
kosmetiske produkter og lægemidler.
Ekspertise i forbindelse med politiets behandling af straffesager om overtrædelse af
kemikalielovgivningen samt behandling af indberetninger fra andre myndigheder om formodede
overtrædelser af kemikalielovgivningen, er eksempler på andre væsentlige
samarbejdsområder.
CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) er et netværk mellem
kemikalietilsynsmyndighederne fra EU-medlemsstaterne og Norge.
Netværket er opstået på frivillig basis og har til formål at styrke samarbejdet
mellem landenes tilsynsmyndigheder med henblik på, at forbedre kendskabet til og
overholdelsen af kemikaliereglerne blandt andet ved iværksættelse af
fælleseuropæiske kontrolprojekter. CLEEN arbejder desuden for, at fremtidige
medlemsstater engageres i netværket.
EU-komissionen støtter initiativet ved at deltage i møderne og orientere sig om
resultaterne.
I september 2001 deltog Kemikalieinspektionen i CLEENs årlige konference. Mødet fandt
sted i Wien.
Under konferencen diskuterede deltagerne resultaterne af et fælles tilsynsprojekt om
indholdet af cadmium i forbrugerprodukter af plast, kaldet EuroCad. Reglerne herom
fremgår af Rådets direktiv 91/338/EØF og bekendtgørelse nr. 1199 af 23. december 1992
om forbud mod salg, import og fremstilling af cadmiumholdige produkter.
Landene har undersøgt indholdet af cadmium i mere end 500 plastprodukter, som primært
bestod af PVC. Samlet set viste det sig, at ét ud af syv undersøgte produkter indeholdt
mere cadmium end den fastsatte grænse i EU-direktivet. De ulovlige produkter var
fortrinsvis importeret fra Sydøstasien.
CLEEN har udgivet en rapport om projektet, jf. listen over publikationer (2)
I Danmark undersøgte Kemikalieinspektionen 20 plasttasker for indholdet af cadmium.
Resumé af de danske undersøgelsesresultater findes under pkt. 3.2.5.
CLEEN-konferencen omhandlede også et fælles tilsynsprojekt om ozonlagsnedbrydende
stoffer - kaldet EurOzone.
EuroOzone-projektet består af to dele; ét om illegal handel med ozonlagsnedbrydende
stoffer og ét om lækage fra eksisterende køleinstallationer og forsvarlig bortskaffelse
af kølemidler.
Da Kemikalieinspektionen ikke har tilsynsforpligtelse i forhold til den sidstnævnte
del af projektet, deltager Inspektionen kun i projektet om illegal handel med
ozonlagsnedbrydende stoffer. Reglerne herom findes i Europa-parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 2037/2000.
Projektet har bidraget til et øget samarbejde og netværksdannelse. Initiativet er
fulgt op af de nordiske lande, der har afholdt et fælles seminar om ozonlagsnedbrydende
stoffer under Nordisk Ministerråd for de forskellige myndigheder i de nordiske og
baltiske lande.
Projektet fortsætter i 2002 og de samlede resultater afrapporteres i slutningen af
2002.
Resumé af de danske undersøgelsesresultater findes under pkt. 3.2.8.
Konferencens deltagere drøftede og besluttede, at der skal gennemføres et nyt fælles
kontrolprojekt om klassificering og mærkning af farlige produkter.
Den næste CLEEN-konference finder sted i Danmark i september 2002.
Kemikalietilsynsmyndighederne fra Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark har
etableret et netværk under Nordisk Ministerråds Kemikaliegruppe.
Gruppen skal forstærke tilsynet med kemiske stoffer og produkter i Norden ved at
gennemføre fællesnordiske tilsynsaktiviteter og koordinere EU/EES og nationale
tilsynsaktiviteter. Gruppen benyttes desuden til erfarings- og vidensudveksling.
Den nordiske tilsynsgruppe mødtes i september 2001 i Stockholm.
Under mødet blev landenes tilsynsaktiviteter præsenteret og drøftet.
Landene fremlagde de foreløbige resultater i et fælles kontrolprojekt om indholdet af
kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionsskadelige stoffer (CMR-stoffer) i
forbrugerprodukter.
Norge har efterfølgende oplyst, at tilsynsmyndigheden hér har fundet 5 produkter hos
8 forhandlere, der indeholdt CMR-stoffer.
De samlede resultater udgives i en rapport i 2002, jf. listen over publikationer (3)
Resumé af de danske undersøgelsesresultater i CMR-projektet findes under pkt. 3.2.3.
Det blev besluttet, at et kommende fælles kontrolprojekt skal vedrøre klassificering
og mærkning af tekstilvaskemidler.
Deltagerne drøftede herudover en række andre emner - blandt andet regelfortolkning
samt erfaringer med udveksling af medarbejdere.
Næste møde finder sted i Finland i juni 2002.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|