Introduktion, Miljøstyrelsen

Det moderne Grønland

Introduktion

Af Miljøstyrelsen

Publikationen "Det Moderne Grønland - om bolig, energi og sundhed" er en efterfølger til "Det Dansk-Grønlandske Miljøsamarbejde - 12 historier om miljøprojekter i Grønland" udgivet af Miljø- og Energiministeriet i 2001. Sidstnævnte beskrev en række projekter i Grønland støttet af Miljøstøtteordningen for Arktis især omhandlende udnyttelsen af de levende ressourcer samt miljø- og naturbeskyttelsen. Herefter opstod der et naturligt ønske om også at beskrive indholdet af en række støttede projekter inden for andre sektorer, som mere berørte det moderne grønlandske samfund men med særlig fokus på bolig og forsyningssiden.

Miljøstyrelsen bad derfor miljøjournalist Hans Pedersen, som også skrev den første publikation, om at forfatte endnu en publikation, men med ændret fokus. Endvidere har lektor Rasmus Ole Rasmussen, RUC, forfattet en artikel om bæredygtig fåreavl i Sydgrønland. Og det er det bærende element i publikationen: bæredygtig udvikling. På boligområdet, i forsyningssektoren og på sundhedsområdet. De enkelte artikler er derfor nødvendigvis bredere, end hvad der direkte kan relateres til de enkelte støttede projekter, og der indgår nødvendigvis en vis grad af personlig tolkning og vurdering i artiklerne.

Det kan derfor ikke undgås at publikationen også kan blive set som et debatindlæg om udviklingen i det moderne Grønland, foruden at den selvfølgelig skal formidle oplysninger om det moderne Grønland på en god og inspirerende måde. Publikationen er dog ikke tænkt som et debatindlæg, men hvis den kan føre til eftertanke og oplevelsen af pludselig at få noget nyt at vide om Grønland, så har den i høj grad nået sit mål. Der er et påtrængende behov for viden i Danmark om det moderne Grønland og om den hurtige udvikling, som det grønlandske samfund er inde i. Publikationen oversættes også til grønlandsk og distribueres bredt i Grønland, så man også her kan se, hvad der skrives om det samfund, som man er en del af, og som er i så hurtig forandring.

Hvad er bæredygtig udvikling i Arktis?

Bæredygtighedsbegrebet indebærer sædvanligvis tre dimensioner: økonomisk og social udvikling samt beskyttelse af miljøet. Således anvendes begrebet i det danske og nordiske arbejde med udvikling af nationale strategier for bæredygtig udvikling.

I Arktis er der imidlertid ønske om en særlig fjerde dimension. Arktisk Råd har således i arbejdsbeskrivelsen for dets program for bæredygtighed (Sustainable Development Program) anført:

" … advance .. opportunities to protect and enhance the environment and the economic, culture and health of indigenous communities ….".

Arktisk Råd har derved indarbejdet en sikring af de arktiske beboeres kulturelle velfærd i idéen om bæredygtig udvikling.

Kultur er relateret til velfærd, og velfærd er igen relateret til individets kontrol over ressourcerne i bred forstand (uddannelse, arbejde, jagt og fiskeri, politisk mv.). Den grundlæggende politiske tanke er, at manglende adgang til samfundsgoder, som de sædvanligvis er tilgængelige i de nordiske velfærdssamfund, ikke nødvendigvis kan tolkes som lav velfærd i små isolerede bygdesamfund. Endvidere indgår begrebet "traditionel viden" stærkt i dele af den arktiske velfærdsopfattelse og får derved betydning både for den sociale dimension og for miljøbeskyttelsen og naturbevarelsen.

Diskussionerne om begrebet bæredygtig udvikling i Arktis har i det væsentlige beskæftiget sig med forvaltningen eller mangel på samme af naturressourcerne, handelsbarrierer, sundhed og herunder socialt betingede sygdomme og uddannelse, og der er tilsyneladende ikke bred enighed om den præcise betydning af begrebet. Men det er ubestridt, at det er nødvendigt at inkludere den menneskelige aktivitet med en relativ stor vægt. Dette indbefatter de politisk-økonomiske systemer, de kulturelle forhold og den teknologiske udvikling.

Bæredygtighed i Arktis er derfor ikke kun et spørgsmål om at tilpasse de arktiske samfunds politiske og økonomiske strukturer eller regelsæt i retning af en fremtidig hensigtsmæssig udvikling i forskellige samfundssektorer. Det er også nødvendigt at inddrage levevilkårene, de uformelle gruppestrukturer i befolkningen, de politiske og befolkningsmæssige ressourcer til forandring, holdninger, værdier og velfærdsprioriteringer i befolkningen. Her er de arktiske befolkninger og de arktiske samfund i USA og Canada, Nordeuropa og i Sibirien imidlertid meget forskellige og har meget forskellig udgangspunkt.

Man kan sige at bæredygtighedsbegrebet i Arktis indeholder en særlig menneskelig dimension, idet beboerne i Arktis udgør en afgørende ressource, som er under hastig udvikling skabt af et udefra kommende livsstils og teknologitryk. Denne udvikling går meget hurtig, og de arktiske befolkninger må i dag leve med både fortidens livsværdier og levevilkår, og fremtidens. De er både fangere/jægere og lønarbejdere. Økonomien er en blandingsøkonomi af penge og naturalier. Kultur og holdninger er blandet og til dels generationsopdelt.

De sociale sammenhænge og forandringer må inddrages på en sådan måde i bæredygtighedsdiskussionerne, at disse forekommer relevante for beboere og politikere i Arktis. Det fordrer imidlertid, at der også i de arktiske samfund er en interesse for at forstå og påvirke udviklingen, og det ikke kun på egne livsstilspræmisser og baseret på egen kulturopfattelse, men også set i en større sammenhæng. Der skal være vilje til forandring også på det lokale plan.

Forandring fordrer en fælles økonomisk, kulturel og politisk bevidsthed i relation til den individuelle adfærd og et gensidigt fælles ansvar. Bæredygtighed i Arktis lægger derved stor vægt på individet og dets ansvar for sig selv og naboen, idet individet bærer et stort ansvar i de arktiske samfund.

Erfaringer fra levevilkårsundersøgelser viser, at det er problematisk at overføre den skandinaviske model ukritisk til de arktiske samfund, herunder Grønland. Den skandinaviske model bygger på en række antagelser om social og økonomisk homogenitet, parallel industriel udvikling, og fælles kulturel og historisk profil, som ikke er gyldige i Arktis. I dele af Grønland scorer den grønlandske befolkning forholdsvist lavt i traditionelle indikatorer som uddannelse, indkomst, boligkvalitet og social service, men alligevel slås beboere og politikere for retten til at bo i yderområder i Grønland. Der er altså andre ting som tæller, og som må medtages i en frugtbar diskussion om bæredygtighed, idet det er befolkningen, som i sidste ende administrerer ressourcerne og dermed over- eller underforbruget.

Miljøstøtten til Arktis

Miljøstøtte til Arktis blev etableret i 1994 i konsekvens af Danmarks tilslutning til Den arktiske Miljøbeskyttelsesstrategi, AEPS, som blev indgået mellem de 8 arktiske lande med vedtagelsen af Rovaniemideklarationen fra 1991. Baggrunden var, at selv om Arktis stort set er uden forureningskilder, så modtager området via vind og havstrømme forurenende kemiske stoffer, som er udledt i de industrialiserede lande, og som påvirker den lokale befolkning. Siden har de arktiske lande vedtaget en række deklarationer, som samlet set udgør det politiske grundlag for Miljøstøtten til Arktis.

Miljøstøtte til Arktis udgør således det bevillingsmæssige grundlag for rigsfællesskabets internationale miljøsamarbejde vedr. Arktis og muliggør endvidere løsning af de særlige problemer på miljø- og naturområdet, som ikke kunne forudses ved vedtagelsen af Hjemmestyreloven for Grønland. I henhold til hjemmestyreordningen er Rigsfællesskabet, altså Danmark, desuden ansvarlig for internationale aftaler vedrørende den grænseoverskridende forurening samt forurening af hav og luft uden for 3 sømile grænsen. Indsatsen er endvidere en del af den danske opfølgning på Riodeklarationen fra 1992 om miljø og udvikling.

Et centralt formål med AEPS er på et videnskabeligt grundlag at rådgive de arktiske regeringer om nødvendige tiltag for at forbedre tilstanden for miljø og natur i Arktis. Dette grundlag tilvejebringes især gennem et fælles arktisk miljøovervågnings- og vurderingsprogram (AMAP) som hvert land er ansvarlig for at gennemføre i sit arktiske område. Danmark er således ansvarlig for gennemførelsen af AMAP i Grønland og på Færøerne. Det drejer sig bl.a. om undersøgelser, som belyser konsekvenserne af de kritisk høje niveauer af miljøgifte i befolkningerne i Grønland og på Færøerne. På grund af den geografiske udstrækning og de særlige logistiske forhold i Arktis er det forbundet med relativt høje omkostninger at gennemføre undersøgelser i Grønland.

Miljøstøtten til Arktis udgør endvidere det bevillingsmæssige grundlag for en fortsat styrkelse af vidensgrundlaget på miljø og naturbeskyttelsesområdet i danske forskningsinstitutioner samt Grønlands og Færøernes miljø- og naturforvaltninger og derigennem også i et vist omfang for implementeringen af internationale aftaler og forpligtelser. Hidtil er bl.a. gennemført projekter vedr. konsekvenserne af ændringer i klimaet og ozonlagets nedbrydning, kortlægning af fysiske og biologiske forhold i det vestgrønlandske havområde til brug for olieberedskabet, udnyttelse af befolkningens lokalkendskab som led i den professionelle biologiske rådgivning samt turismens og råstofudvindingens betydning for natur og samfundsudviklingen. Resultaterne bidrager bl.a. til sikring af en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer og af den biologiske mangfoldighed og enestående grønlandske natur, herunder styrkelse af natur og miljølovgivningen, samt naturformidling, oplysning og undervisning.

I overensstemmelse med AEPS om beskyttelse og genopretning af miljøkvaliteten i Arktis gennemføres endvidere løbende aktiviteter, der sigter på at forbedre og bevare det lokale miljø samt fremme miljøbevidstheden og -indsatsen i Grønland. Det drejer sig bl.a. om udvikling af tekniske løsninger på specielle grønlandske miljøproblemer, herunder affaldshåndtering og sikring af rent drikkevand, udvikling af miljøstandarder for olie- og mineindustrien, kortlægning af efterladenskaber efter tidligere råstofefterforskning, militære aktiviteter og ekspeditioner m.v., samt synliggørelse og inddragelse af grønlandske forhold i forberedelse og gennemførelse af internationale aftaler og konventioner. Initiativerne har oftest karakter af pilot- eller demonstrationsprojekter og kan bl.a. omfatte fysiske anlæg, informationsaktiviteter og administrative værktøjer. Der er tale om et praktisk orienteret samarbejde, som bl.a. er en udmøntning af fælleserklæringer mellem Hjemmestyret og den danske regering.

Den danske miljøstøtte til Arktis administreres af Miljøstyrelsen i samråd med Det rådgivende udvalg for Arktis med tidligere grønlandsk landsstyremedlem for miljø og natur Marianne Jensen som formand. Miljøstyrelsen godkender desuden sektorprogram for miljø- og energirigtig boligrenovering i Grønland baseret på en regeringsaftale med Hjemmestyret i 1999. I henhold til finanslovens bestemmelser vurderer Miljøstyrelsen programmet og dets fremdrift i samarbejde med Energistyrelsen med henblik på forelæggelse for Det Rådgivende Udvalg for Arktis. Programmet løber til og med 2003.

Miljøstøtten til Arktis giver således tilskud til en lang række aktiviteter, som medvirker til at skabe en mere bæredygtig udvikling i de dele af riget, som ligger i Arktis. Indsatsen er langsigtet og baserer sig på et tæt institutionelt samarbejde mellem Miljøministeriet og Hjemmestyrerne i Grønland og på Færøerne. Det er håbet med denne publikation at nogle af resultaterne kan komme ud til en bred kreds, og samtidig blive sat ind i en større sammenhæng. Miljøstyrelsen skal i den forbindelse rette en særlig tak til de personer, som har indvilliget i at lade sig interviewe til publikationen.