| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det moderne Grønland

Store problemer løses i fællesskab

Nu er et renoveringsprogram til 1,3 mia. kr. sat i gang. Målet er at fremme en sund energi- og miljømæssig udvikling.

I midten af ´90-erne rystede meldingen om nye tuberkulosetilfælde i en bygd de grønlandske landstingspolitikere. Undersøgelser viste, at boligstandarden var forfærdende lav, ligesom hygiejnen omkring drikkevandsforsyning og affaldsbortskaffelse lod meget tilbage at ønske. Flere landstingspolitikere gav ved den lejlighed udtryk for, at de kommunale politikere havde misrøgtet deres hverv, og der blev fra landsting og landsstyre sat initiativer i gang for at bedre situationen.

Få år efter skulle hjemmestyrets landsstyreformand dog sætte et langt større økonomisk problem på dagsordenen mellem sig og statsministeren. Hjemmestyrets analyser af vedligeholdelsen af bygninger og anlæg viste en katastrofal mangel på vedligeholdelse, som krævede omgående handling. Spørgsmålet var, hvordan man præcist skulle gribe sagen an, hvad det ville koste, og hvem der burde og kunne betale.

Den 12.maj 1998 enedes staten og hjemmestyret om, at staten efter anmodning fra hjemmestyret ville yde teknisk-faglig bistand til en kortlægning af renoveringsbehovet og i øvrigt fortsætte drøftelserne om renoveringsspørgsmålet.

Som altid, når der skal træffes politiske beslutninger, nedsattes der et udvalg, det såkaldte koordineringsudvalg, med repræsentanter fra staten, hjemmestyret og de grønlandske kommuners landsforening (KANUKOKA). Koordineringsudvalget skulle i samarbejde med berørte myndigheder og institutioner skabe et fagligt forsvarligt grundlag for hjemmestyrets videre arbejde med renoveringsopgaven og samtidig danne grundlag for de videre drøftelser mellem staten og hjemmestyret om, hvordan den store renoveringsopgave blev løst og finansieret.

Udvalget arbejdede hurtigt og kunne et år efter aflevere en rapport, der sammenfattede problemerne fra det eksplosive boligbyggeri i efterkrigstiden, særligt i perioden fra 1960 til 1980. Problemer som staten for en stor dels vedkommende kendte fra det tilsvarende byggeboom mange andre steder i Danmark. Dertil kom dokumentation for et efterslæb i vedligeholdelse samt nyinvesteringer inden for elforsyningen og drikkevandsforsyningen.

Rapporten konkluderede, at der var behov for en samlet renoveringsindsats på ca. 4 mia. kr.

Hvordan kunne det gå så galt?

4.000.000.000,- kr. er mange penge. Beløbet bliver ikke mindre af, at det skal anvendes til at betale en form for gæld, at det skal udligne manglende almindelig vedligeholdelse, gamle byggeskader og nødvendige reinvesteringer i vandledninger og elværker. Dertil kommer, at en stor del af regningen som udgangspunkt skal betales af ca. 15.000 boligstande eller familier. Spørgsmålet melder sig derfor: Hvordan kunne det gå så galt?

For at svare på renoveringsspørgsmålet i år 2002 er vi nødt til at gå et halvt århundrede tilbage i tiden. 1950´erne var i store dele af verden tiden for genopbygning og for fastsættelse af nye mål for samfundet. Det gjaldt også for rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland. Et af målene i   Grønland var ønsket om at bekæmpe tuberkulosen med den katastrofalt høje dødelighed, et andet ønsket om bedre boliger til befolkningen. De to målsætninger supplerede hinanden, da det er velkendt, at bedre boliger og mere plads mindsker risikoen for tuberkulosesmitte.

Indsatsen for boligbyggeri satte ind med voldsom effekt fra midten af ´60-erne, og fra 1965 til 1985 fordobledes antallet af boliger i Grønland fra ca. 7.500 til 15.000. Samtidig skete et dramatisk fald i antallet af nye tuberkulosetilfælde og andelen af tuberkulosebetingede dødsfald var i 1979 faldet til 2%. Samtidig forbedredes den generelle sundhedstilstand, og befolkningstilvæksten steg med 33% fra 1960 til 1970.

Indsatsen for at skaffe bedre boliger og  forbedret sundhedstilstand var altså i høj grad lykkedes. Succesen skabte dog et fortsat behov for flere boliger.

Det moderne montage byggeri

Man kan umiddelbart spørge sig selv om, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at gennemføre en så massiv indsats på boligområdet med tilhørende opbygning af elforsyning og drikkevandsforsyning. Svaret er, at tiden med dens teknologiske udvikling på mange måder hjalp med til at indfri målsætningerne i Grønland. Det industrialiserede boligbyggeri kulminerede netop i disse år i Danmark og i store dele af verden i øvrigt. Det var store fuldstændig ens karrébebyggelser med altangange skabt med præfabrikerede betonelementer monteret af store byggekraner, der kom til at stå som symboler for boligbyggeriet på den tid. Man lagde vægt på gentagelsesmomentet, men også på nye midler til billiggørelse fx ved valg af materialer og udførelsesmetoder. Dette indebar, både i Danmark og i Grønland, at der blev taget nye materialer og metoder i brug, som ikke holdt, hvad de lovede, og som siden blev til svagheder, der udviklede sig til byggeskader.

Den industrielle ensartethed og gentagelsesmomentet medførte desværre, at fejl i materialer og nye uafprøvede teknikker blev indført i forfærdende stort antal. Disse tekniske byggefejl blev suppleret af, hvad vi i dag kalder byggesjusk, der givetvis opstod i rigt mål på grund af det voldsomme byggetempo.

Den succesfulde industrielle byggeteknik lagde altså grunden til det nuværende renoveringsbehov.

Nedslidning af boligen

Bygningerne i Grønland lider altså af samme grundlæggende skavanker som tilsvarende byggeri i Danmark og Europa. Derimod har den løbende nedslidning og den løbende renovering givetvis været forskellig.

Nedslidningen af en bolig hænger uløseligt sammen med antallet af beboere samt vejr og vinds påvirkning. Begge dele har i Grønland været væsentligt forskelligt fra den øvrige del af Danmark. Dertil kommer spørgsmålet, om boligerne har været indrettet i overensstemmelse med beboernes behov.

Der er forskel på "byboere" og "landboere". Forskellen udmønter sig bl.a. i erhverv og i boligtype, hvor boligen for folk med  tilknytning til landbrug og fiskeri i højere grad er et enfamiliehus med god "udenomsplads", der passer til arbejdslivet som fisker og landmand. Desværre er fisker- og fangerbefolkningen i Grønland i langt højere grad flyttet ind til "byen" og bosat i mindre lejligheder i etagebyggeri. Lejligheder som størrelsesmæssigt og indretningsmæssigt ikke passer til et job som fisker eller fanger, og som derfor ofte udsættes for en ekstraordinær nedslidning.

Den gennemsnitlige boligstørrelse er mindre end i resten af Danmark. I 1960 var der næsten tre gange så mange beboere pr. rum i Grønland som i resten af Danmark, og i 1990 var der stadig mere end 50% flere pr. rum i Grønland.
Den gennemsnitlige boligstørrelse i Grønland er da også i dag ca. 40% mindre end den danske. En sådan langt mere intensiv udnyttelse af boligen giver alt andet lige også større nedslidning - et velkendt fænomen i enhver boligforening.

Et sidste forhold, som adskiller boligproblematikken i Grønland fra den varmere del af rigsfællesskabet, er netop vejret. Ikke fordi der ikke er lighedspunkter, for det er der. I store dele af Grønland er vejret - ligesom i Syd-Danmark - kendetegnet ved hyppige temperaturskift samt regn og blæst. Det slider på en bolig. Men dertil kommer det særlige arktiske grønlandske klima med hurtige temperaturdyk ned til streng frost. Disse skift kan bogstavelig talt frostsprænge enhver boligkonstruktion, hvis ikke den er tilpasset de klimatiske forhold.

Løbende vedligehold eller store renoveringsopgaver

Når der er så mange faktorer, der fører til øget nedslidning af de grønlandske boliger, skulle man tro, at der i Grønland var tradition for en intensiv og systematisk vedligeholdelse af boligen. Det har der desværre ikke været - tværtimod.

De voldsomme forandringer i det grønlandske samfund og i bosætningsmønstret medførte, at opmærksomheden på vedligeholdelsesproblematikken hos den enkelte beboer tidligere var næsten ikke eksisterende. Desuden havde den enkelte lejer ingen indflydelse på vedligeholdelsen og ikke noget økonomisk incitament for vedligeholdelse.

Samtidig var der i hele perioden et konstant behov for nybyggeri, hvilket gjorde, at der fra statens side og senere fra hjemmestyrets side var meget lidt opmærksomhed på driften og den manglende vedligeholdelse af boligerne. Den manglende opmærksomhed, både fra statens og hjemmestyrets side, på disse basale driftsforhold førte uvilkårligt til et renoveringsefterslæb.

Mod slutningen af 1980´erne var nedslidningen og skaderne på de boliger, der var opført før 1975 så alvorlige, at hjemmestyret iværksatte en analyse af renoveringsbehovet i hjemmestyrets udlejningsboliger. Analysen afsluttedes i 1992, men allerede dens første fase førte til igangsætningen af de mest hastende istandsættelser, og det grønlandske landsting vedtog i slutningen af 1991 en renoveringsplan til en samlet udgift på 1,3 mia. kr.

Tiden viste, at både plan og beløb ikke var tilstrækkelige.

Sektorprogram - En aftale med forpligtelser

I lyset af de betydelige økonomiske krav, som gennemførelsen af en forsvarlig renoveringsplan indebærer, gav regeringen i en fælleserklæring med Grønlands Landsstyre fra 2. juni 1999 tilsagn om at støtte en ekstraordinær renoveringsindsats.

Folketinget konkretiserede i finansloven for år 2000 støtten og bevilgede 50 mio. kr. årligt i en fireårig periode til et sektorprogram for miljø- og energiforbedrende renovering i Grønland. Som noget nyt i samarbejdet inden for rigsfællesskabet blev statens støtte til hjemmestyret øremærket og gjort betinget af en række vilkår.

Et hovedvilkår for støtten på 50 mio. kr. er, at Grønlands Hjemmestyre selv anvender mellem 200 og 275 mio. kr. årligt til renoveringsopgaven. Samtidig skal hjemmestyret udarbejde et samlet sektorprogram for renoveringen i bolig-, institutions- og forsyningsområdet.

Sektorprogramtanken indebærer et krav om at involvere alle berørte sektorer i opgaven. At arbejde på tværs af de berørte sektorer, inklusive miljøsektoren. Den overordnede hensigt er at sikre en bæredygtig proces, og som en kontrol med processen stiller finansloven krav om, at programmet skal forelægges for det af miljøministeren nedsatte Rådgivende Udvalg for Arktis og godkendes af Miljøministeriet. Desuden skal hele programmets realisering på et tidspunkt eksternt evalueres.

Programmet er nu på vej ind i sit tredje år. Grønlands Hjemmestyre har haft en stor organisatorisk opgave for sig. Opgaven har bestået i at konkretisere de enkelte renoveringsopgaver, som spænder fra badeværelser, nye termovinduer og bedre isolering, varmeregulering, vandmålere osv. til renovering af drikkevandsledninger og moderniseringer af gamle elværker til små "kraftvarmeværker" med udnyttelse af spildvarmen i de lokale fjernvarmenet. Og så er denne del måske den letteste, selv om de tekniske udfordringer kan være store.

Tanken om fremtidig bæredygtighed kræver nemlig, at der ses på spørgsmål som uddannelse af den nødvendige arbejdskraft. Det kan lyde mærkeligt, men det særlige montagebyggeri og den manglende vedligeholdelse i mange år, har gjort, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, eller sagt lige ud - mangel på gode håndværkere, der mestrer den vanskelige kunst at udbedre andres fejl. Dertil kommer de formelle spørgsmål om, hvordan der skal isoleres, renoveres vådrum, etableres nye drikkevandsledninger osv. Ikke sådan at forstå at der ikke findes bygningsreglement og andre regler for dette - for det gør der. Grønland er på mange måder et ligeså gennemreguleret samfund som resten af Danmark. Men en renoveringsopgave på samlet 4 mia. kr. i et lille samfund kalder selvsagt på eftertanke - herunder ikke mindst spørgsmålet om hvordan miljø- og energihensyn indtænkes i valg af materialer og metode.

Folketinget har da også i finansloven givet mulighed for, at der bruges midler til en fremtidig bæredygtig udvikling af de berørte sektorer og en sund miljømæssig gennemførelse af renoveringsprogrammet. Det er en mulighed, som Grønlands Hjemmestyre har udnyttet på bedste måde til en række initiativer spændende fra en revision af bygningsreglementet, bedring af planlægningsgrundlaget for drikkevandsforsyning og energiforsyning, bedre styringsredskaber for de enkelte entrepriser til indførelse af miljøledelse i de involverede virksomheder og bedre uddannelsessystemer for kommende håndværkere.

Sammenfattende må det siges, at Staten og Grønlands Hjemmestyre med det fireårige sektorprogram har taget en række væsentlige nye initiativer til løsning af en stor opgave. Fremtiden vil vise om de valgte initiativer var tilstrækkelige og rigtig valgt.