| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det moderne Grønland

Vandforbrug og energiforbrug i Grønland

EU's direktiv for drikkevand dikterer vandkvaliteten i Grønland af hensyn til eksporten af grønlandske fødevarer til bl.a. EU-lande. Der satses ikke på at spare energi og vand hverken i fiskeindustrien eller private husholdninger i Grønland.

Vand, varme og elektricitet. Forsyningen af det grønlandske samfund med disse tre elementære fornødenheder varetages af Nukissiorfiit (Grønlands Energiforsyning). Nukissiorfiit ejes af Grønlands Hjemmestyre.

Vandet først. Mens vandet, der kan tappes ud af de danske vandhaner, overvejende er grundvand, er situationen i Grønland en ganske anden. I Grønland kommer vandforsyningen fra overfladevand, hvilket betyder, at der er fundamentalt andre problemer at tage hensyn til end i Danmark, hvor det er undtagelsen, at man anvender overfladevand.

Det grønlandske vand er berømmet som noget af verdens fineste. Der har været et projekt med at måle renheden af det grønlandske vand forskellige steder i naturen for så at sige at nulstille de instrumenter, der skal bruges til at måle forurening.

Men dette faktum ændrer ikke ved, at der er specielle grønlandske forhold at tage højde for, når vandet føres ind til byerne til brug i husholdningerne og i fiskeindustrien.

Fra natur til natur

Når sneen og isen smelter frigøres enorme vandmasser i løbet af ganske kort tid. Vandet flommer ned ad fjeldsiderne, ud i søer og elve, hvorfra noget af vandet føres i rør ind til vandværkerne.

I vintertiden sker omsætningen i naturen langsomt. Det betyder, at blade og rester af dyr, bl.a. ekskrementer, næsten ikke er omsat, når forårsflommen sætter ind. En væsentlig del af disse plante- og dyrerester kaldes humus.

Med forårsflommen føres store mængder humus og silt (humus og silt har en kornstørrelse mindre end sand) med vandet til vandværkerne, hvor disse små kornstørrelser ikke kan tilbageholdes i vandværkernes sandfiltre. Derfor oplever forbrugerne især i flomtiden, at vandet i vandhanerne kan være gulbrunt. Denne misfarvning har dog ingen sundhedsmæssig betydning.

I alle byer bliver vandet kloret for at bekæmpe skadelige bakterier i drikkevandet på vandværkerne. Når indholdet af humus og silt er højt, kan der i forbindelse med kloringen dannes de såkaldte trihalomethaner. Trihalomethaner mistænkes for at være kræftfremkaldende, hvorfor der er god grund til at forsøge at hindre dannelsen af disse stoffer. Der er international fokus på trihalomethaner og fastsat grænseværdier for disse i det nye EU-direktiv, som forventes indført i Grønland i løbet af år 2002. EU-direktivet vender vi tilbage til.

Byer og bygder

Hvordan kan man rent praktisk undgå trihalomethaner? En medarbejder fra Nukissiorfiit svarer: "Det lavede vi en undersøgelse af og nogle forsøg med i Ilulissat (Jakobshavn) for 5 år siden netop under forårsflommen."

Trihalomethaner opstår som sagt, når klor går i forbindelse med humus, også selv om der kun er lidt humus i vandet. Humussen binder sig til silten. "Det vi gør i Ilulissat", siger medarbejderen, "er at vi tilsætter aluminiumsulfat til vandet, samtidig med at vi blander med luft. Derved samler aluminiumsaltet, humus og silt sig i "flokke", som kan filtreres fra. Først derefter bliver vandet kloreret. Når humussen og silten fjernes først er det for ikke at få dannet trihalomethan forbindelserne."

Det er kun i byerne, at overfladevandet klores. I bygderne, hvor man ikke klorer, medfører det måske, at man ikke umiddelbart kan forarbejde fødevarer til eksport. EU's drikkevandsdirektiv fordrer en vandkvalitet, der er fri for mikroorganismer, parasitter og stoffer i mængder eller koncentrationer, der udgør en potentiel fare for sundheden. Som bekendt er Grønland ikke med i EU, men som med alle andre fornuftige EU-regler er også EU's vandrammedirektiv det, man vil indrette sig efter i Grønland. På alle nyanlagte vandværker tager man højde for EU´s krav af hensyn til befolkningens sundhed og eksporten af grønlandske fødevarer.

Hvis en bestemt fiskeindustri ønsker renere vand end EU´s rammedirektiv dikterer, er det for egen regning.

Aggresivt vand

En del af grundlaget for drikkevandsplanlægningen i Grønland er udarbejdet af ingeniørfirmaet NIRAS for 5 byer og 1 bygd og betalt af Miljøstøtte til Arktis. Målingerne er bl.a. foretaget ude ved fru Mikiasens taphane.Også registreringerne af om vandet er "aggressivt". At vandet er aggressivt vil sige, at det indeholder kuldioxid (CO₂). Kuldioxid kan opløse ioner i kobberledninger og dermed hæve kobberindholdet evt. over grænseværdien. De enkelte analyser peger på, at det måske ikke er et problem. Men for at kunne foretage en endelig afgørelse, er det nødvendigt at tage prøver fra flere byer. Hvis prøverne viser, at det aggressive vand ikke medfører en målbar forhøjelse af fx kobber, er der af denne årsag ingen grund til at forbyde kobberledninger.

Et forbud kunne medføre, at man var nødt til at ændre bygningsreglementet på dette punkt. Problemer med aggressivt vand er ukendt i Danmark. I Grønland lader det til, at det CO₂-holdige vand - det aggressive vand - ikke er et problem for mennesker men alene for ledningsnettet. Frigivelserne af stoffer fra ledningerne foregår så langsomt, at det ikke kan registreres men ad åre bliver kobberrørene nedslidt.

Forbrug eller besparelse

Vandforbruget svinger mellem 130 og 180 liter pr. person pr. døgn i byer med ledningsnet, fx Nuuk. I København er det daglige vandforbrug 120 liter pr. person.

I Upernavik ligger forbruget på 55 liter. Det skyldes, at der ikke er vandskyllende toiletter og ikke noget ledningsnet for vand.

I enkelte byer har det daglige vandforbrug pr. person tidligere ligget på op til ca. 400 liter.

Derfor blev der i 1991 gennemført en vandsparekampagne og iværksat lækagesøgning på ledningsnettet.

Kampagnen medførte et fald i forbruget i disse byer til under 200 liter pr. indbygger. Den største synder var lækager på ledningsnettet.

Vandmålere?

Alle enfamiliehuse har egen vandmåler. Men i etageejendomme og flerfamiliehuse deles vandmåleren af en gruppe lejligheder.

Betyder det noget for forbruget? Nukissiorfiit har undersøgt i tre-fire byer, hvor meget man kunne få folk til at spare på el, vand og varme. Der var store muligheder for at spare på varmen, mens effekten på el og vand næsten ikke kunne ses. Magni Niclasen fra Nukissiorfiit fortæller, at han personligt har oplevet et kraftigt fald i vandregningen i den københavnske boligblok, han tidligere boede i, ved at man simpelthen reducerede vandtrykket. Den løsning betragter Magni Niclasen som mere rentabel end at sætte vandmålere op i de enkelte lejligheder.

Industrien

I Nukissiorfiit oplyser man, at Hjemmestyret fastsætter tarifferne for vand, varme og elektricitet. Da Nukissiorfiit er et driftsselskab direkte under Hjemmestyret, skal det arbejde efter de retningslinier, Hjemmestyret udstikker.

Det betyder i praksis, at bevillinger til nye anlæg eller renoveringsopgaver inden for driftsområderne (vand, varme og el) skal besluttes politisk. Da fiskeindustrien  har stor betydning for det grønlandske samfund, er der ofte politisk bevågenhed omkring anlægsbevillinger til dette erhvervsområde. Taksterne til fiskeindustrien for el, vand og varme er ligeledes et politisk spørgsmål.

I 1993 råbte fiskeindustrien op om, at deres omkostninger var så høje, at man ikke kunne klare konkurrencen på verdensmarkedet. Hjemmestyret gik derfor ind og lavede særlige industritakster på el og vand for fiskeindustrien.

I første omgang var ordningen for vand, at hvis vandforbruget oversteg 30.000 m3 pr år, så faldt taksten til ca. en tredjedel.

Denne ordning gav imidlertid anledning til overforbrug, hvorfor ordningen nu er ændret, så at den favorable industritakst bortfalder, når en aftalt årligt vandkvote er opbrugt. Derefter betales fuld takst for det efterfølgende vandforbrug.

"Vi synes at kunne se en stigning i vandforbruget inden for fiskeindustrierne", siger man i Nukissiorfiit, "der har ikke været noget incitament for fiskefabrikkerne til at spare."

Sluk lyset

I Danmark har skiftende energiministre ikke magtet at tæmme stigningen i elforbruget. Samme mønster gør sig gældende i Grønland, om end i mindre grad, idet prisen på el nærmer sig det dobbelte af den danske. Den samlede elproduktion til lys og kraft til private og til industri i Nuuk er fra 1990 - 99 steget med 1,7% pr. indbygger.

Energibesparelser og energiforsyning hører begge ind under Nukissiorfiit. "Men vi gør i øjeblikket ikke det store ud af at informere om energibesparelser", siger en medarbejder fra Nukissiorfiit og fortsætter, "vi kan spare på gadebelysning, hvor det offentlige har ansvaret. De private forbrugeres adfærd er vanskelig at påvirke, men de høje enhedspriser på el har dog helt naturligt reducerende effekt på forbruget. I Nuuk, hvor der afsættes den rene energi fra vandkraftværket i Buksefjorden, er der ikke noget miljømæssigt incitament til at gennemføre energisparekampagner, så længe vandkraftværkets kapacitet er tilstrækkelig."

Ved elproduktion baseret på gasolie udnyttes under halvdelen af den tilførte energi til elektricitet, mens resten bliver til varme. I 11 af de 18 grønlandske byer udnyttes en del af denne spildvarme (restvarme) til fjernvarmeforsyning. Der fokuseres meget på at få etableret rentable fjernvarmenet, idet der fortsat er et restvarmepotentiale, der kunne udnyttes fremfor at bortledes som tab.

Der forhandles i øjeblikket med sygehuset i Aasiaat (Egedesminde) om, at sygehuset skal aftage restvarme fra elproduktionen.