| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det moderne Grønland

Fåreavlen og den bæredygtige udvikling

Siden starten af det 20. århundrede har der været fåreavl som bierhverv i Sydgrønland, og i 1924 startede fåreavl som et heltidserhverv. Fåreavlen opfylder på mange måder de forudsætninger, som Brundtlandrapporten opstiller for en bæredygtig udvikling.

Af Rasmus Ole Rasmussen

Det grønlandske landskab forbindes som oftest med is og sne, nøgne bjerge og vidtstrakte tundraområder, hvor rensdyr og moskusokser som de eneste større pattedyr kan overleve på den sparsomme vegetation. Derfor kommer det ofte som en overraskelse, at man i Sydgrønland kan finde frodige græslier, græs- og buskklædte bakkeskråninger, og i særligt beskyttede dalstrøg endog store træer. Tilsvarende er det sjældent, man tænker på fåreavl som et traditionelt grønlandsk erhverv.

Men ud over de traditionelle hovederhverv - fangst og fiskeri - hører fåreavlen til et af de erhverv, der i dag bidrager positivt til den grønlandske økonomi. I 1989 viste en analyse, at fåreavlen bidrog med et nettoudbytte for det grønlandske samfund på over 4 millioner kroner, efter at alle udgifter til produktion, forrentning m.v. var fratrukket.

Et afgørende skridt i denne udvikling var en moderniserings- og udbygningsplan for erhvervet, der så dagens lys i 1983. Med denne plan ville fåreholderforeningen i samarbejde med hjemmestyret forsøge at fremme en erhvervsudvikling, der kunne bidrage til hjemmestyrets overordnede målsætning om et samfund hovedsagelig baseret på landets fornybare ressourcer. Og udgangspunktet for udbygningsplanen var på det tidspunkt cirka 60 års erfaring med erhvervet.

Starten

Det startede, da pastor Jens Chemnitz fra Narsaq Kujalleq (Frederiksdal) i 1905/1906 gjorde opmærksom på de muligheder, der var for fåreavl i Sydgrønland. Indtil da havde kolonister medbragt får til sikring af fødevare- og mælkeforsyningen for kolonien, men ingen havde tænkt sig fåreavlen som et egentligt erhverv. Jens Chemnitz rejste til Færøerne for at få kendskab til fåreavl i praksis, og han kom i 1906 tilbage med den første flok på 11 dyr - 2 væddere og 9 får - til Qaqortoq (Julianehåb), og senere ankom yderligere 8 dyr, nogle skotske får og 170 dyr fra Island, som muliggjorde etablering af fåreholderstationen i Julianehåb i 1915.

I starten var fåreholdet kun et supplement for områdets fiskere og fangere, men situationen ændredes i 1924, da Otto Frederiksen bosatte sig i Qassiarsuk med 145 dyr og dermed blev den første fuldtids fåreholder med fårehold som hovederhverv i Grønland. I 1935 havde Otto Frederiksen udvidet sin bestand til 300 får, 2 køer og 6 heste, og inspireret af hans succes var der i samme tidsrum yderligere blevet etableret 14 fåreholdersteder, idet bygderne Qassiarsuk og Igaliko begyndte at fungere som centre for den videre udvikling.

Afhængigheden af naturgrundlaget

Fåreavlen blev drevet meget ekstensivt, idet fårene gik ude hele året, ligesom på Færøerne og i Island. Når det også kunne lade sig gøre i Sydgrønlands noget koldere og mere snerige vinterklima skyldes det, at den varme faldvind, der kaldes föhnen, i vinterhalvåret med jævne mellemrum smelter sneen, så vegetationen bliver tilgængelig for fårene.

Men med mellemrum sker det, at den ellers så regelmæssige föhn udebliver, hvorved fårene får vanskeligt ved at finde tilstrækkeligt at æde. Eller endnu værre - at föhnen kun når at smelte overfladen, og at den efterfølgende frost giver isslag overalt. Når det sker, er fårene helt udelukket fra adgang til noget at æde. For at råde bod på problemet begyndte man at eksperimentere med forskellige former for vinterfodring med lokale produkter, f.eks. ensilage af græs og fiskeaffald, ligesom man påbegyndte import af vinterfoder. Men dels var det dyrt, og dels betød det, at fårene samledes omkring fåreholderstedet, nedgræssede vegetationen, og åbnede landskabet for stigende erosion.

Erhvervet har derfor lige siden starten været underlagt et bredt spektrum af usikkerheder, som man har været nødt til at lære at leve med. For det første usikkerhed om hvor mange får der ville overleve vinteren og dermed usikkerhed om indtægtsmulighederne. For det andet problemet med at skaffe og opbevare vinterfoder i tilfælde af manglende föhn. For det tredje en stigende nedslidning af vegetation og landskab. Og for det fjerde spørgsmålet om den årlige fastlæggelse af prisen på fåreavlens produkter og dermed helt fundamentalt problemet med at kunne klare sig udelukkende på basis af fåreholdet.

Hjemmestyrets udbygningsplan

Det var de problemer, hjemmestyret stod overfor, og hvor man besluttede at forsøge en ny udviklingsmodel, som skulle tage højde for en række af de hidtidige problemer: den generelle usikkerhed, vinterfoderproblemet og et skifte fra fåreavl som bi- til hovederhverv. Ideerne blev i første række lovet støtte fra EF's regionalfond, men med udmeldelsen af EF trådte hjemmestyret til og garanterede de midler, udbygningsplanen forudsatte. De Samvirkende Fåreholderforeninger, under ledelse af formanden Kaj Egede, stod for den praktiske udformning, og hovedpunkterne i processen var i korte træk følgende 7 skridt:

Første skridt var udarbejdelsen af en overordnet plan for udviklingen, hvor spørgsmål såsom hovederhverv, sikring af vinterfoder, bedre indkomstforhold, bedre kommunikationsmuligheder, større social interaktion m.m. var med til at strukturere planen.

Andet skridt var en kortlægning af vegetationsressourcerne med henblik på at få bestemt vegetationspotentialet. Da det på et tidligt tidspunkt blev besluttet, at de enkelte fåreholdere skulle være selvforsynende med vinterfoder, drejede kortlægningen sig også om at få udpeget mulige områder for intensiv dyrkning af vinterfoder.

Tredie skridt var udviklingen af den nødvendige teknologi til opdyrkning og til opstaldning af dyrene i vinterperioden. Et af de væsentligste problemer var tilgangen til foder i vinterperioden. Ved at holde dyrene på stald fik man dels mulighed for at minimere foderforbruget, og dels reduceret nedslidningen nnedslidningen af vegetationen omkring fåreholderstedet.

Fjerde skridt var en plan for den bedst mulige udnyttelse af vegetationen, som samtidig kunne muliggøre samarbejde om maskiner og transport mellem de spredtliggende fåreholdersteder.

Femte skridt var den praktiske rydning og opdyrkning af markarealer som skulle sikre det nødvendige vinterfoder, opbygningen af staldene, og etableringen af skillehegn som skulle sikre en bedre udnyttelse af vegetationsressourcen og modvirke overgræsningsproblemer, samt bygning af veje og bedre havnefaciliteter.

Sjette skridt var etableringen af et rådgivnings og uddannelsessystem, som blandt andet kunne leve op til de overordnede målsætninger, hvor en faglig uddannelse inden for fåreholdererhvervet skulle være en forudsætning for at blive accepteret som fåreholder. Samtidig konkretiseredes målet om, at den enkelte fåreholderfamilie skulle have lov til at holde et passende antal dyr typisk 400 - der kunne sikre familien et passende udkomme.

Og endelig var det syvende skridt den løbende implementering af det nye system, hvor et helt afgørende element var den aktive deltagelse fra fåreholderne selv. Dette har bidraget til at sikre eksistensen af den karakteristiske fåreholderkultur som findes i Sydgrønland i dag, og som er blevet udviklet i løbet af godt 3 generationer.

For at give erhvervet det tilstrækkelige økonomiske grundlag pålagde man samtidig konkurrerende importerede kødprodukter en afgift, som kunne gøre de relativt dyre hjemmeproducerede produkter mere attraktive for forbrugerne.

Bæredygtig udvikling

Af gode grunde var bæredygtighed ikke på den politiske dagsorden, da udviklingen af fåreholdererhvervet foregik. Udbygningsplanen så dagens lys tre år før Brundtlandrapporten. Men ikke desto mindre er der særdeles mange lighedspunkter mellem målsætningen, som den defineres i forhold til den bæredygtige udvikling, og den praktiske udformning fåreholdererhvervet har undergået.

Skal man kort opsummere principperne i den bæredygtige udvikling, så handler det helt grundlæggende om en udvikling, som imødekommer nutidens behov uden at skabe begrænsninger for fremtidige generationers mulighed for at imødekomme deres behov.

Det er nødvendigt med :

Udviklingsplanen har helt klart bidraget til at sikre passende økonomiske enheder med en teknologisk udvikling med staldanlæg og opdyrkning, der er tilpasset grønlandske forhold, og en socio-kulturel plan med sikring af interaktion mellem brugene og en udviklingsproces, baseret på brugernes interesser og aktive deltagelse. Og der er blevet etableret et erhverv, som både giver nutidige værdier, og som samtidig skaber grundlag for fremtidige generationer.

Men det betyder ikke, at man bare kan hvile på laurbærrene. Det er klart, at man ikke en gang for alle har skabt et erhverv, der i al fremtid bidrager til en bæredygtig udviklingsproces. Dårlig forvaltning af ressourcegrundlaget, manglende reaktion på overgræsning, en utilstrækkelig markedspris m.m. kan alt sammen forrykke balancen. Og dagens markedsvilkår og økonomiske problemer er allerede med til at forrykke billedet. Men det væsentlige er, at man har fået skabt et grundlag, som man har mulighed for at bygge videre på!