Alle de deltagende virksomheder sorterer i dag affaldet i papir og pap, restaffald samt
batterier og elektronikaffald. Ved de større kantiner sorteres desuden madaffald. En stor
kantine var ved en fejl ikke blevet tilknyttet en madaffaldsordning, hvilket blev rettet
op umiddelbart ved konstateringen.
Hvor kontorvirksomheden er placeret i en udlejningsejendom, samles restaffald og papir
i fælles containere, der dækker flere virksomheder. Andre affaldstyper bortskaffes
normalt ved virksomhedens egen foranstaltning.
Andre kontorvirksomheder med kontorer på forskellige adresser kan have fælles
opsamling af visse affaldstyper. Bl.a. samler en større televirksomhed alt
elektronikaffald på tværs af landet til samlet sortering og bortskaffelse på 3
hovedadresser.
Papir sorteres i alle tilfælde på kontoret enten ved opsamling i papkasser, eller ved
at papirkurven anvendes til papir med en lille restaffaldsbeholder ved siden af. I den
deltagende bank anses alt papiraffald som fortroligt papir, der leveres til makulering og
genanvendelse. Andre virksomheder har en central opsamlingsbeholder til fortroligt papir
til makulering. En virksomhed bortskaffer fortroligt papir til forbrænding.
Pap bringes typisk til centrale opsamlingssteder, hvor viceværten samler det i fælles
bure eller placerer det i papir- og papcontaineren. Ofte genanvendes emballagepap og
ekspanderet polystyren til emballering af varer til forsendelse. Plast og ekspanderet
polystyren bortskaffes som restaffald i alle virksomheder.
Kontorer producerer forholdsvist meget elektronikaffald, men det sker ofte i perioder i
forbindelse med udskiftning af edb-udstyr. Dette affald opsamles typisk af viceværten,
der leverer affaldet til en virksomhed, der varetager håndtering og
genanvendelse/bortskaffelse af affaldet.
Der samles ikke større mængder batterier fra kontorerne. Batterier opsamles enten i
egne batterikasser til afhentning eller bringes til batterikasser i andre virksomheder
eller til kommunale genbrugspladser.
Lysstofrør opsamles normalt til miljøsikker behandling, og i en televirksomhed
opsamles også kabelskrot.
De fleste virksomheder oplyser, at kasseret inventar opmagasineres eller sælges til
medarbejderne. En virksomhed opsamler dog inventaraffald til centrale enheder på
landsplan. Herfra forsøges det at afsætte inventaret til direkte genbrug. Men det er
vanskeligt at finde afsætning, så en del af inventaret skilles og bortskaffes som metal
til genanvendelse og træ til forbrænding.
Der er variationer i affaldsmængderne fra de forskellige kontorvirksomheder.
Variationerne er dog væsentligt mindre end det er tilfældet for fx butikker og hoteller.
For papir kan forskellene skyldes både forskellig affaldsproduktion og forskellige
grader af sortering. Fx ses den største papirproduktion fra bankvirksomhed, mens den
mindste ses ved en kontorvirksomhed, der udvikler og vedligeholder internetløsninger.
For madaffald skyldes forskellene, at de mindre, deltagende virksomheder ikke har
kantineordning eller ikke frasorterer madaffald. En anden årsag kan være forskellige
produktionsmetoder og sortiment i køkkenet (anvendelse af råvarer betyder væsentlig
større mængder madaffald end anvendelse af halvfabrikata).
Enhedstallene er beregnet i relation til antallet af kontoransatte.
Tabel 6.1
Enhedsmængder for affald fra kontorvirksomhed. Enhedsmængderne er beregnet som kg
pr. år pr. ansat.
Affaldet fra kontorer består primært af blandet restaffald samt kontorpapir, mens der
også er et vist pap- og madaffaldspotentiale. Der ses desuden en relativt stor mængde
elektronikaffald, der dog svinger meget fra virksomhed til virksomhed. Nogle virksomheder
leaser edb-udstyr, mens andre køber og bortskaffer edb-udstyr selv. Mængden varierer
desuden meget afhængig af udskiftningsfrekvens. En virksomhed havde lige udskiftet alt
edb-udstyr, hvilket gav en elektronikaffaldsmængde på 25 kg pr. ansat.
Variationen i de registrerede mængder mellem de enkelte virksomheder er vist i figur
6.1. Der er foretaget sortering på virksomhed 1A og 2A, mens tallene er baseret på
årsoplysninger fra virksomhederne 1B 4B.

Figur 6.1
Registrerede mængder affald for hver kontorvirksomhed omregnet til årsmængder pr.
ansat
Potentialet for genanvendelse ses primært for papir og pap. Desuden er der et
potentiale for genanvendelse af madaffald.
Det samlede potentiale for genanvendelse af affaldet er, set ud fra enhedsmængderne,
på 52 procent i forhold til de samlede affaldsmængder. Hvis madaffaldet ikke regnes med,
er potentialet på 40 procent.
Den genanvendte del af affaldet fra kontorvirksomheder kan på den baggrund øges ved
at sikre en god sortering af papir og pap, ligesom tilslutning til madindsamlingsordninger
kan være med til at øge genanvendelsen.
Økonomi
For større kontorer vil der typisk være et besparelsespotentiale ved genanvendelse af
papir. Økonomien afhænger dog helt af de lokale indsamlingspriser samt den aktuelle
mængde.
Ved større virksomheder, hvor der kan anvendes storcontainere til papir og restaffald
vil der klart kunne spares ved genanvendelse, idet indsamlingsomkostningerne for
restaffald og papir her vil være ens, mens bortskaffelsesomkostninger for restaffald
typisk er 500 800 kr. pr. ton, mens der kan forventes en mindre indtægt for
papiret, hvis det er godt sorteret, afhængig af de aftaler m.m., der er indgået med
aftagere.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|