| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Nye veje til Konkurrencefordele
De offentlige kunder stille flere og flere miljøkrav. Det har Bambo, producent af
blandt andet bleer og hygiejneprodukter, erfaret.
- Vi havde miljømærkede bleer allerede i midten af 90'erne, men dengang var de
offentlige kunder ikke interesserede. I licitationer i dag bliver vi spurgt, om produktet
er miljømærket, eller om virksomheden er miljøcertificeret. Hvis vi kan sige
"Ja", slipper vi for at svare på 148 spørgsmål, siger kvalitets og miljøchef
Jørgen Nellemose.
Miljøet er generelt betydningsfuldt på det offentlige marked, men der er fortsat
situationer, hvor det mest virker, som om miljøkravene bare er et fast afsnit i
udbudsmaterialet.
Kræver innovation
Bambo sælger også til det private marked i Danmark og i udlandet. På de markeder
mærker virksomheden også en stigende interesse for produkternes miljøegenskaber.
- I dag forventer de fleste kunder, at der er styr på miljøet. Vi har været på
forkant med udviklingen, men investeringerne kommer helt sikkert hjem. Det må ikke blive
et nødvendigt onde at arbejde med miljøet. Man skal brænde for det, ellers bliver det
luret, siger Jørgen Nellemose.

Jørgen Nellemose peger på, at man skal være innovativ for at få markedets
interesse. Derfor skal produkter og materialer løbende forbedres, og man skal lytte til
markedet. Her er det en fordel, at Bambo er en forholdsvist lille familieejet virksomhed.
Det er let at træffe hurtige beslutninger og prøve nye ting.
Bambo deltager eksempelvis i et produktkædesamarbejde, hvor virksomheden har indgået
et forpligtende samarbejde med Stora Enso, der producerer fluff - et papirprodukt - til
bleerne. Virksomhederne samarbejder om miljørigtig produktudvikling.
Bambo A/S, Aabenraa, 250 medarbejdere.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|