Miljøstøtte til Østeuropa - Årsberetning 2001

2 Kommentar

Af formanden for Den Rådgivende Komité fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer

I kalenderåret 2001 fortsatte den danske miljøstøtte til de østeuropæiske lande og visse lande i det tidligere Sovjetunionen på et relativt højt niveau.

Man kunne her glæde sig over, at udarbejdelsen af landeprogrammer spillede en stadig større rolle for kanaliseringen af støtten. Herved blev modtagerlandene draget tættere ind i prioriteringen af, hvilke formål der skulle nyde godt af de beløb, der blev stillet til rådighed. På denne måde øges mulighederne tillige for, at enkeltprojekter kan spredes til andre områder af den nationale økonomi.

Komiteen har haft lejlighed til at konstatere dette fra konkrete projekter – heriblandt det ofte omtalte geotermiske projekt i Zakopane i Polen. Man har endvidere gennem uafhængige vurderinger fortsat kunnet have tillid til, at administrationen af støtten er tilfredsstillende.

I foråret 2002 traf regeringen beslutning om en omfattende beskæring af nye bevillinger til den bilaterale støtte til østlandene – tildels ud fra synspunktet om, at en større del af landene formodes at blive medlemmer af EU i løbet af et par år.

Dette medfører en væsentlig ændring i udformningen af støtten, som dog stadig styres af den oprindelige målsætning.