| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøstøtte til Østeuropa - Årsberetning 2001

3 Effekter af dansk støtte

På vej mod udvidelsen – også på miljøområdet.

Samtlige lande gjorde væsentlige fremskridt i 2001 i forhold til opfyldelse af EU´s miljøacquis. De særlige fremskridtsrapporter, som Kommissionen udgiver en gang om året redegør mere detaljeret herfor. Sammenfattende for ansøgerlandenes fremskridt i 2001 fremhæves fra EU´s side behovet for yderligere at styrke landenes kapacitet indenfor administration, monitorering og håndhævelse, særligt indenfor områderne affald, vand, IPPC og kemikalieområdet. Hertil kommer et tilsvarende stort behov for at styrke landenes kapacitet til administration af projektprogrammering og projektforberedelse, projektstyring og –kontrol, både hvad angår de igangværende førtiltrædelsesinstrumenter og fremtidige strukturfondsmidler.

Med udgangen af 2001 er miljøkapitlet nu foreløbigt lukket for otte af de ti central- og østeuropæiske ansøgerlande. Kun Rumænien og Bulgarien udestår. At et kapitel lukkes, betyder, at der ikke vurderes at være behov for flere forhandlinger. Et kapitel er alene foreløbigt lukket eftersom "intet kapitel er lukket før alle kapitler er lukkede". Lukning betyder derimod ikke, som ofte misforstået, at landene allerede i realiteten lever op til kravene og håndhæver disse, eller er i stand til konkret af følge op på overgangsordningerne.

Overgangsordninger er forhandlet efter devisen "begrænset i tid og omfang". EU har understreget fra første færd, at overgangsordninger ikke ville kunne forhandles på transposition (i modsætning til implementering), på rammelovgivning indenfor luft, vand, affald, VVM og adgang til miljøoplysninger, naturbeskyttelse og al produktrelateret miljølovgivning omfattet af Indre Markeds-reglerne.

Overgangsordninger har derimod været overvejet og forhandlet, eksempelvis hvis der er store investeringer forbundet med infrastrukturprojekter, f.eks. til opfyldelse af byspildevandsdirektivet. Overgangsordninger har i hvert enkelt tilfælde skulle begrundes ved hjælp af detaljerede implementeringsplaner med tids- og finansieringsplaner.

For de lande, hvor miljøkapitlet er foreløbigt afsluttet, gælder, at der er indgået overgangsordninger indenfor en række konkrete direktiver, som indebærer, at landene indenfor en horisont på typisk 5-10 år skal opfylde disse krav. Der er tale om 2-9 overgangsordninger pr. land alt efter de nationale forhold. Disse omfatter særligt de investeringstunge direktiver og særligt administrativt komplicerede direktiver.

En lang række investeringer og forberedelser til sådanne skal stadig udføres, hvis landene skal leve op til de forhandlede overgangsordninger. Her er både EU´s førtiltrædelsesprogrammer, primært ISPA og PHARE, vigtige instrumenter, der står til rådighed for landene med projektmidler til gennemførelse af store miljøinfrastrukturprojekter og projekter til styrkelse af den administrative kapacitet på miljøområdet. 2001 har dog vist, at en hurtigere og mere smidig administration af især ISPA-midlerne vil være en forudsætning for, at landene kan opfylde deres overgangsordninger til tiden. Det står allerede nu klart, at landene har væsentlige problemer med manglende kapacitet til effektiv projektforberedelse, før end det er muligt for alvor at få den fulde gavn af ISPAs førtiltrædelses-midler.

Med udgangen af 2001 må det stadig understreges, at landene stadig mangler en stor indsats på det administrative område, bl.a. med hensyn til at reformere eksisterende eller skabe nye institutioner til at håndhæve den nye nationale miljølovgivning, der gennemfører EU´s regler. EU-Kommissionen har derfor besluttet primo 2002 at iværksætte en række Peer Reviews på miljøområdet for detaljeret at kunne undersøge de fortsatte problemer med hensyn til implementeringen af EU´s miljøacquis. Konklusionerne herfra vil senere indgå i Kommissionens 2002 Regular Reports.

Formålet med Peer Reviews er primært at fastslå den administrative styrke til at gennemføre EU´s miljøacquis, mere end at måle graden af gennemført lovgivning eller størrelsen af investeringsbehovene i landene. De områder, der på forhånd er udpeget som vanskelige områder for samtlige lande, er særligt det lokale niveau, affaldshåndtering og IPPC-godkendelser. Peer reviews skal således være medvirkende til at målrette EU´s eksisterende støtteprogrammer yderligere til de landespecifikke behov, herunder give guidance til de bilaterale donorer på miljøområdet om disse.

Danmark har i de sidste 10 år støttet og gennemført projekter i 15 central- og østeuropæiske lande indenfor luftforurening, vandmiljø, affald, natur og offentlig administration. Den samlede støtte fra Danmark har udgjort ca. 3,3 mia. kr. Inden for vandmiljø er der gennemført 400 projekter til et beløb på 1,4 mia.kr, hvor 80% er gået til investeringsprojekter. Miljøstøtteordningen har finansieret rapporten "Danish Support to Improved Water Quality in Central and Eastern Europe 1991-2001, hvori COWI har undersøgt effekterne af de danske projekter inden for vandmiljø. De følgende afsnit stammer fra rapporten.

Støtteordningen har medvirket til planlægning og identificering af vand og spildevandsprojekter i østeuropæiske storbyer som Skt. Petersborg, Kaliningrad, Vilnius, Kiev, Warszawa og Wroclaw. I 35 byer er vandforsyningen blevet forbedret, og sammen med en forbedring af grundvandskvaliteten har over 800.000 østeuropæere haft nytte af investeringer i dansk udstyr til vandforsyning.

Indenfor spildevand er der bygget nye eller forbedret eksisterende renseanlæg i 120 byer med en samlet reduktion i udledningen af organisk stof på 60.000 tons/år, kvælstof på 17.000 tons/år og fosfor 2.500 tons/år. Udledningen er således reduceret med, hvad der svarer til forureningen fra ca. 3-4 mio. mennesker. Reduktion i udledning af kvælstof er af samme størrelsesorden som reduktion i udledning fra danske renseanlæg under den første Vandmiljøplan fra 1987-1995, men til ca. 1/3 af omkostningen i Danmark ( 360 kr . pr. kg. fjernet kvælstof i vandmiljøplanen sammenholdt med 135 kr. kg. fjernet kvælstof i de støttede projekter). På grund af den store medfinansiering på projekterne har det danske bidrag til kvælstoffjernelsen i Central- og Østeuropa i gennemsnit været 22 kr/kg fjernet kvælstof/år. Støtten til renseanlæg har også medført en reduceret udledning af tungmetaller med over 100 tons/år.

De dansk-støttede projekter har bidraget væsentligt til forbedring af Østersøens tilstand i henhold til den overvågning der gennemføres af Helsinki kommissionen (HELCOM).

Indenfor kloakrenovering og renere teknologi på industrier er gennemført en række projekter, der har demonstreret danske metoder og udstyrs effektivitet i forbindelse med miljøbeskyttelse. 20-30 km kloakledning er blevet renoveret som demonstrationsprojekter for dansk miljøteknologi i CEE. Inden for 10 forskellige industribrancher blev vandforbruget reduceret med op til 90%, udledning af organisk stof og tungmetaller ligeledes reduceret med 90 % og kvælstof med 50%. Endelig har de 10 års støtte også indeholdt støtte til bedre overvågning af vandmiljøet samt forbedret kontrol med olieforureningen i Østersøen. Miljøstøtten har været en væsentlig katalysator for de lande i Central- og Østeuropa, der søger optagelse i EU. Øststøtten har støttet tilpasning af den nationale miljølovgivning i ansøgerlandene til EUs direktiver på vandområdet, en forudsætning for optagelse i EU. En meget vigtig funktion for Øststøtten har været at holde gang i optagelsesprocessen ved at stille ekspertise til rådighed, når der har været tekniske problemer i forhold til låntagning fra forskellige finansieringsinstitutioner. Et eksempel på dette er udarbejdelse af definitioner og forberedelse af store miljøinvesteringer for at tilfredsstille de internationale bankers krav. For 65 byers vedkommende er ansøgningen om EU støtte til vandmiljøprojekter forberedt med dansk støtte.

Den danske støtte til investeringer på vandområdet på 0,9 mia. kr. har ført til en samlet investering på 5,4 mia. kr.. F.eks. har Polen betalt op mod 90% selv af investeringerne i de dansk støttede projekter. Dette tages som et udtryk for, at det er lykkedes for den danske miljøstøtte at få sat miljø højt på dagsordenen både nationalt og lokalt. En bred folkelig opbakning bag miljøprojekter er nødvendig, hvor begrænsede midler skal prioriteres. Desuden skal mange investeringer finansieres gennem brugerbetaling og derfor er det vigtigt at sikre både evnen og viljen til at betale vandregningen.

Ca. 150 virksomheder har leveret udstyr og ekspertise til vandmiljøprojekterne. En afledt effekt af miljøstøtten har været at en lang række danske virksomheder i dag har etableret en voksende forretning på det central- og østeuropæiske marked. Større virksomheder indenfor både industri og miljørådgivning har etableret sig med datterselskaber i et eller flere af de central- og østeuropæiske lande. For år 2000 skønnes den samlede omsætning på det central og østeuropæiske marked for danske virksomheder at være i størrelsesordenen 2 mia. kr. Dette niveau er nået indenfor en 10 års periode.

Dansk knowhow

Den danske vandmiljøplan har medvirket til udvikling af udstyr og teknologier til bedst mulig rensning af spildevandet og beskyttelse af grundvandet. En anden væsentlig gevinst har været de teknologiske nyskabelser, som har givet danske firmaer et stort eksportpotentiale på det internationale marked. I 1998 eksporterede danske firmaer for mere end EUR 270 mio. alene indenfor vandsektoren. Omkring 12% af den danske eksport af produkter indenfor vandsektoren gik til central- og østeuropæiske lande (CEEC). Ud af den totale eksport af rådgivningsydelser gik ca. 36% til CEEC.

Ca. 80 forskellige firmaer og offentlige institutioner har udført de 400 vandmiljøprojekter under Miljøstøtteordningen til Østeuropa. Herudover har et tilsvarende antal underleverandører været involveret.

I slutningen af 1990erne konkluderede OECD ved en vurdering af den danske miljøpolitik, at denne på ingen måde havde en negativ effekt på hverken Danmarks økonomiske vækst eller internationale konkurrenceevne. Tværtimod konkluderede OECD, at miljøbeskyttelse er en vigtig faktor i salgsfremstød for dansk industri.

I 1998 blev værdien af eksport af udstyr inden for vandsektoren beregnet til mere end EUR 220 mio. svarende til 0,5% af Danmarks totale eksport i 1998. Eksporten til CEEC er fremmet via projekter støttet af Miljøstøtteordningen til Østeuropa. I begyndelsen af 1990erne var stort set al eksport til CEEC donorfinansieret. Op gennem 1990erne har en del danske firmaer øget eksporten samtidig med, at de har reduceret afhængigheden af danske donorprojekter. Danske produkter eksporteres i dag til projekter finansieret ved hjælp af henholdsvis lokal og international støtte.

Typer af udstyr

Eksporten af udstyr indenfor vandforsyning har hovedsageligt bestået af grundvandspumper, ventiler, styringssystemer for grundvandsforsyning, samt udstyr til vandværker og rehabilitering af ledningssystemer. Indenfor spildevand har eksporten af udstyr omfattet online overvågningssystemer, ventiler, pumper og luftningsudstyr til renseanlæg, slamafvandingsudstyr, renseanlæg i totalentreprise, automatiske styringssystemer og kloakfornyelse.

Projekter indenfor renere teknologi i industrisektoren har omfattet eksport af installationer til nedsættelse af vandforbruget og forskelligt udstyr til nedsættelse af ressourceforbrug tilpasset den individuelle produktionstype. Eksporten af produkter har også omfattet en forbedring af arbejdsmiljøet.

Den danske eksport af udstyr indenfor recipientovervågning har inkluderet systemer til automatisk vandkvalitetsovervågning af floder såvel som kystnære farvande, miljøinformationssystemer, modelleringsprogrammer, laboratorieudstyr og udstyr til naturbeskyttelse.

Der er eksporteret udstyr til bekæmpelse af marine olieudslip, herunder skibe, spærringer og udstyr til opsamling af olie. Eksporten har også omfattet udstyr til forbedring af modtagefaciliteter for skibsaffald, herunder pumper og tanke.

Rådgivningsydelser

Et bredt udvalg af danske konsulentvirksomheder og institutter eksporterer i dag rådgivningsydelser til vandsektoren.

Den danske miljøstøtte har medvirket til en udbygning af danske konsulentvirksomheders ekspertise indenfor arbejdet med miljøproblemer på CEEC markedet. Samtidig har dette forberedt dem på deltagelse i den fremtidige internationale konkurrence.

Den totale omsætning indenfor vandprojekter på CEEC markedet steg for medlemmer af FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører) fra næsten ingenting i 1990 til over EUR 40 mio. i år 2000. Heraf 35% fra projekter finansieret af Miljøstøtteordningen til Østeuropa.

Den danske indsats indenfor geotermi i Østeuropa

En integreret del af Miljøstyrelsens støtte til Central- og Østeuropa har været at promovere overførsel af miljøviden og miljøbeskyttelsesteknologi fra Danmark til landene, der samarbejdes med. Indsatsen og erfaringerne som danske geotermieksperter har genereret, har vist sig at være meget nyttig i adskillige lande i Central- og Østeuropa, hvor geotermi er blevet tilsluttet fjernvarmesystemer.

Geotermi handler om at udnytte varmen fra jordens indre. Geotermisk energi er varme fra jorden. Denne varme er ikke ensartet spredt over jordens overflade, men geotermiske energipotentialer findes i de fleste verdensdele. Typisk stiger temperaturen med tre grader for hver gang, man kommer 100 meter længere ned i undergrunden. Der findes varmt vand næsten overalt, men en rentabel produktion af varmen fra vandet kræver en gunstig kombination af vandførende lag og et godt afsætningsgrundlag – typisk et større fjernvarmenet. Når mulighederne er til stede, er der både god økonomi og stor bæredygtighed i energiformen. I Island er man f. eks. langt fremme, og 90 % af husstandene opvarmes via geotermisk varme.

De vigtigste miljømæssige fordele er, at omgivelserne spares for udledninger af CO₂ , SO₂ og NO_x, som følger med en traditionel varmeproduktion baseret på de fossile brændsler kul, olie og i mindre grad naturgas. Forurening med disse stoffer indebærer både regionale og globale miljøproblemer, som syreregn og forøget drivhuseffekt. Hvor stor reduktionen bliver, afhænger af, hvordan fjernvarmen ellers ville blive produceret. I mange af de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa er fjernvarmeproduktionen i væsentlig grad baseret på mazut, som er en uraffineret tung fyringsolie, som forurener langt mere end traditionel fyringsolie, bl. a. på grund af et højt svovlindhold.

I løbet af de sidste ni år har Miljøstyrelsen initieret og medfinansieret 6 geotermiske energiprojekter i Central og Østeuropa. Projekterne har været i  hhv. Pyrzyce (vestlige del af Polen), Zakopane (sydlige del af Polen), Klaipeda (Litauen), Ziad nad Hronum og Kosice (Slovakiet) og i Decin (Tjekkiet). I alt har Miljøstyrelsen investeret mere end 72 mio. kr. i geotermiske projekter i Øst- og Centraleuropa, som igen har genereret medfinansiering på 1,184 mia. kr. fra internationale finansieringsinstitutioner og nationale kilder. Dette forventes at give reducerede CO₂ emissioner på op til 427.900 tons/år.

Siden ulykken på Tjernobylværket i 1986 – og med fornyet styrke efter Sovjetunionens opløsning med de oplysninger, der kom frem om den manglende sikkerhed på de tidligere sovjetiske atomkraftværker - har der fra dansk side været et stærkt ønske om at få lukket de usikre atomkraftværker i Østeuropa. De højest prioriterede værker har i denne forbindelse naturligvis været selve Tjernobylværket og Ignalinaværket, der er verdens største atomkraftværk af den særligt usikre RBMK-type, som også anvendtes i Tjernobyl.

Danmark var ikke alene om at være bekymret over den nukleare sikkerhed i Østeuropa. G7-landene vedtog således ved deres møde i München i 1992 en erklæring om, at G7 fandt, at to typer reaktorer i det tidligere Sovjetunionen er af en så usikker konstruktion, at de ikke med rimelighed kan opgraderes til vestlig sikkerhedsstandard og derfor burde lukkes snarest muligt. Den ene type reaktor er RBMK-reaktoren, kendt fra Tjernobyl og Ignalina. Den anden type er den ældste af VVER-reaktorerne, den såkaldte model 440/230.

I ansøgerlandene til EU findes disse ikke-opgraderbare reaktortyper i Litauen (Ignalina), i Slovakiet (Bohunice) og i Bulgarien (Kozloduy). I Ukraine ligger Tjernobylværket med 4 RBMK reaktorer, og i Rusland er der RBMK-reaktorer på Sosnovy Bor 1/2/3/4, Smolensk 1/2/3 og Kursk 1/2/3/4, og VVER 440/230 reaktorer på Kola 1/2 og Novovoronezh.

På baggrund af den økonomiske og politiske situation i atomkraftværkernes hjemlande og den manglende forståelse for den fare, der er forbundet med driften af værkerne, er det forbundet med store vanskeligheder at overbevise landenes regeringer om nødvendigheden af nedlukninger. Landene har bl.a. anført de nævnte omkostninger forbundet med lukningerne som værende så store, at lukninger ville være økonomisk umulige at gennemføre. Da der er tale om suveræne stater, der ikke er bundet effektivt af internationale konventioner, har det ikke tidligere været muligt at komme igennem med de danske synspunkter.

I praksis har den danske politik på området derfor været i et dilemma mellem ønsket om at støtte øjeblikkelige sikkerhedsforbedringer på værkerne og den mulige forlængelse af værkernes levetid, som sådanne sikkerhedsforbedringer ville betyde. Resultatet har været, at der er blevet givet støtte til mere kortsigtede sikkerhedsforbedringer, dels bilateralt gennem Miljøstøtteordningen for Østeuropa og gennem sektorprogrammet for nuklear sikkerhed under Beredskabsstyrelsen, dels multilateralt via Miljøstøtteordningen for Østeuropa gennem Nuclear Safety Account under den europæiske udviklingsbank, EBRD. Støtten til disse sikkerhedsforbedringer er blevet givet med den klare risiko, at den kunne resultere i en forlængelse af værkernes levetid.

Ansøgningerne om optagelse i EU fra 10 østeuropæiske lande, herunder Litauen, Slovakiet og Bulgarien, der hver har adskillige ikkeopgraderbare atomreaktorer, gav forhandlingerne om værkernes fremtid en ny dimension for disse lande. Drøftelserne omkring lukning blev et væsentligt element i landenes optagelsesforhandlinger.

Danmark støttede særligt forhandlingerne om lukning af Ignalinaværket med et tilsagn om en samlet støtte til en eventuelt nyoprettet fond og til relaterede projekter til støtte for den nødvendige omstrukturering af den litauiske energisektor med et samlet beløb på 120 mio. kr. Denne danske indsats vurderes at have været medvirkende til, at forhandlingerne kunne afsluttes med et positivt resultat. Litauen har herefter meddelt EU-Kommissionen, at man lukker Ignalinaværkets to RBMK-reaktorer.

For så vidt angår Bohunice-værket i Slovakiet og Kozloduy-værket i Bulgarien tilkendegav de to landes regeringer ligeledes i forbindelse med forhandlingerne om optagelse i EU, at de ville lukke VVER 440/230 reaktorerne, i alt 6 reaktorer, på disse værker. EU og en række andre lande, herunder Danmark tilkendegav herefter at ville støtte de to decommisioningfonde under EBRD, der skulle støtte lukningerne. Den danske støtte er på 12 mio. DKK til hver af de to fonde.

I 2001 oprettedes således tre fonde for nedlukninger af de usikre atomreaktorer i Litauen, Slovakiet og Bulgarien under betegnelsen henholdsvis Ignalina, Bohunice og Kozloduy International Decommissioning Fond, hvor EBRD administrerer fondenes aktiviteter under ledelse af indskyderråd, hvor Danmark sidder i alle tre råd.

For så vidt angår Tjernobylværket var Ukraine bundet af den internationale aftale Memorandum of Understanding, der indeholdt en samtidig aftale om lukning af værket inden udgangen af år 2000, långivning til færdiggørelse af 2 halvfærdige atomreaktorer i Ukraine med EU og EBRD midler, samt oprettelse af en international støttefond til oprydning og sikring af den i 1986 udbrændte reaktor på Tjernobyl, bl.a. ved bygningen af en Sarkofag henover den udbrændte reaktor. Chernobyl Shelter Fund (CSF) blev oprettet i 1997 og har modtaget indskud fra Miljøstøtteordningen på 18.5 mio. kr. i 1997 og ligeledes på 18.5 mio. kr. i 2001. De danske indskud blev givet med den klare tilkendegivelse, at det forudsattes, at Ukraine ville lukke Tjernobylværket senest med udgangen af år 2000.

Den 15. december 2000 lukkede Ukraine så endeligt den sidste reaktor på Tjernobyl. For Ukraines vedkommende skal beslutningen om endelig lukning ses i lyset af, at færdiggørelsen af arbejdet med sikring af Sarkofagen krævede fornyet international økonomisk støtte, og at der allerede i forbindelse med den første indsamling krævedes tilsagn om lukning af værket i år 2000.

Danmark har i perioden 1991-2001 støttet den nukleare sektor både bilateralt og multilateralt ud over den multilaterale støtte, der gives som medlem af EU. Den bilaterale støtte er blevet givet som støtte til enkeltprojekter under Beredskabsstyrelsens nukleare sektorprogram for i alt ca. 104 mio. kr., samt i mindre omfang under Miljøstøtteordningen for Østeuropa, hvor der er givet støtte til enkelt-projekter på i alt ca. 17 mio. kr. Den multilaterale støtte (fra Miljøstøtteordningen) er blevet givet til Nuclear Safety Account og Chernobyl Shelter Fond på henholdsvis 31 mio. kr. og 18 mio. kr. Den samlede støtte har således været på ca. 170 mio. kr. i perioden 1991-1999.

Dertil kommer "Den Nukleare Pakke" for 2001, hvor der er givet i alt 65,5 mio. kr, samt tilsagnet til Litauen om at støtte aktiviteter i forbindelse med lukningen af Ignalina-værket med yderligere ca. 100 mio. DKK, der vil blive gennemført i tiden frem til omkring Litauens forventede optagelse i EU i år 2004.

Som en foreløbig konklusion på den danske støtte til forbedring af danskernes sikkerhed mod faren fra usikre østeuropæiske atomkraftværker er der således vedtaget støtte for et samlet beløb på 332.5 mio. DKK. Der er således tale om et meget væsentligt beløb, men til gengæld er der opnået meget store resultater i form af tilsagn om lukning af de atomreaktorer, der stod højest på den danske ønskeseddel.

Ud over indsatsen på atomkraftværkerne har Miljøstøtteordningen for Østeuropa støttet en række projekter til fjernelse af radioaktive strømkilder, de såkaldte RITEC-generatorer, der er baserede på en radioaktiv Sr.90 kilde, på fyrtårn i Østersøen.

Der er her gennemført et projekt, der fjernede 15 sådanne RITEC-generatorer på 5 fyrtårne i Letland og Estland. De 15 generatorer blev fjernet af den russiske flåde, der havde installeret dem, mens det danske projekt bestod i opstilling af moderne lavenergibaseret fyrtårnsteknologi.

Et tilsvarende projekt er startet på 75 fyrtårne i indsejl ingen til Skt. Petersborg og Kaliningrad, hvor der hidtil er opstillet alternative lyskilder. Fortsættelsen af projektet afventer den russiske flådes godkendelse af disse testfyr og fjernelsen af RITEC-generatorerne.

Der er i 2001 givet støtte til at forberede et større internationalt projekt med det formål at fjerne op til 400 RITEC-generatorer i Den Nordlige Søvej nord om Rusland og erstatte dem med lignende tekniske løsninger som i Østersøen.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |