Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering

2 Undersøgelsens grundlag

2.1 Kommuner og valg af områder
      2.1.1 Kriterier for valg af kommuner
      2.1.2 Besigtigelse af kommuner og valg af områder
2.2 Ordninger for dagrenovation
2.3 Ordninger for hjemmekompostering

Indledningsvis beskrives, hvorledes de kommuner, der indgår i undersøgelsen, er udpeget. Fordelingen af stikprøver og antallet af husstande fordelt på de respektive kommuner præsenteres.

Kapitlet giver endvidere et overblik over de væsentligste karakteristika ved håndtering af dagrenovation fra de udvalgte kommuner/områder. Kapitlet indeholder også en kort gennemgang af ordninger for hjemmekompostering og andre ordninger for indsamling af affald.

2.1 Kommuner og valg af områder

Undersøgelsen er bygget op omkring et antal stikprøver, hvor hver stikprøve udgøres af en gruppe husstande, der samlet udgør en repræsentativ sammensætning af det område, stikprøven repræsenterer. Samarbejde med projektet Fuldskalaforsøg i Hovedstadsområdet betød, at 2 stikprøver blev udvalgt i Hovedstadsområdet.

Der er udvalgt otte stikprøver blandt enfamilieboliger. Seks af disse stikprøver er udtaget inden for hver sin kommune. Blandt enfamilieboliger er der stor forskel på affaldsordningerne – herunder specielt brug af hjemmekompostering – kommunerne imellem. Syv af stikprøverne er på mindst 200 husstande, mens den sidste er på godt 100 husstande.

Blandt etageboliger er der udvalgt to stikprøver. Den ene stikprøve er her sammensat af husstande fra flere kommuner.

Det er tilstræbt at sikre en geografisk spredning ved valget af stikprøver, samtidig med de aktuelle indsamlingsordninger gør det praktisk muligt at gennemføre en særlig undersøgelse af dagrenovationen. Kriterier for udvælgelse af kommuner er nærmere beskrevet i afsnit 2.1.1.

Med projektgruppens viden om kommunale affaldsordninger blev der peget på kommuner, der kunne opfylde de kriterier, der blev opstillet. For at øge antallet af potentielt deltagende kommuner blev der annonceret efter sådanne i tidsskriftet ”Ren Viden”. I alt 15 kommuner reagerede positivt på forespørgslen i Ren Viden.

2.1.1 Kriterier for valg af kommuner

Ud over de tidligere nævnte krav om geografisk spredning af kommuner i stikprøven, kommuner med egen ordning for hjemmekompostering og to kommuner i Hovedstadsområdet, så blev kommunerne udvalgt efter, om de kunne opfylde følgende kriterier:

  • Dagrenovation skulle indsamles i sække. I enfamilieboliger én sæk pr. husstand.
  • Så vidt muligt ingen 2-delte indsamlingssystemer. Dette kriterium er ikke fulgt ved valg af kommuner i Hovedstadsområdet.
  • Kommunen måtte ikke have etableret gebyrdifferentieret afregningssystem, da dette kan virke adfærdsregulerende.
  • Dagrenovation skulle så vidt muligt indsamles mindst én gang ugentligt.
  • Der skulle være tilgængelige oplysninger om husstande, der har modtaget beholder til hjemmekompostering
  • Der skulle være tilgængelige data for indsamling af dagrenovation, papir og glas.
  • Kommunen skulle være interesseret i undersøgelsen og i at afsætte de nødvendige ressourcer til deltagelse.

Følgende kommuner blev herefter valgt til at indgå i undersøgelsen: Bjerringbro, Brøndby, Frederikshavn, Hillerød, København, Odense, Randers, Stubbekøbing, Viborg og Årslev.

Bjerringbro og Viborg kommuner er begge interessentkommuner i I/S REVAS og har samme affaldssystem. I undersøgelsen behandles de to kommuner/områder som én stikprøve – i det følgende blot kaldet ”Viborg”.

I Frederikshavn og Viborg varetager de lokale affaldsselskaber administration og drift af affaldsordninger. For disse kommuner er den videre kontakt således sket gennem selskaberne I/S AVØ hhv. I/S REVAS. I Odense er al kontakt gået gennem Odense Renholdningsselskab.

Beskrivelse af de væsentligste karakteristika ved de kommunale affaldsordninger er gengivet i bilag D.

2.1.2 Besigtigelse af kommuner og valg af områder

Efter valg af kommuner, der kunne indgå i undersøgelsen, og kommunernes accept af betingelserne herfor blev der for hver kommune, affaldsselskab opstillet en plan indeholdende følgende punkter:

  • Kommunen skulle udpege et antal områder. Hvert område skulle omfatte ca. 50 husstande, og samlet skulle områderne vise et repræsentativt billede af bo- og boligforhold i kommunen/området. Kommunen havde forinden modtaget et oplæg på, hvor mange områder der ønskedes udvalgt, og hvilke boligtyper disse skulle omfatte. Det samlede antal områder med enfamilieboliger i en kommune udgør én stikprøve.
  • Der blev aflagt besøg hos kommunen/selskabet. Aktuelle ordninger for indsamling af dagrenovation, glas og papir blev gennemgået og eventuelle ordninger for hjemmekompostering beskrevet. Kommunen redegjorde endvidere for forslag til valg af områder.
  • Kommunens forslag til valg af områder blev besigtiget. Der blev valgt det nødvendige antal områder blandt de foreslåede.
  • Procedurer for indsamling og mærkning af affald aftaltes direkte med affaldstransportøren.
  • Tidsplan for gennemførelse af undersøgelsen.
  • Kommunen udarbejdede for de udvalgte ejendomme lister med navn, adresse og husstandsstørrelse.
  • Kommunen samlede data for mængden af indsamlet dagrenovation, glas og papir.
  • Kommunen modtog et notat med resultatet af den gennemførte sortering af dagrenovation.

Efter at alle områder var udpeget i de respektive kommuner, kan sammensætningen af stikprøver sammenfattes i Tabel 2.1.
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.1‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.1‘‘

Tabel 2.1 viser, hvor mange husstande der er udvalgt i hver kommune. Der er udtaget affald fra det viste antal husstande, og der er sendt spørgeskema til de samme husstande (dog ikke områderne under Fuldskalaforsøget). Der sker et ikke ubetydeligt frafald blandt husstandene undervejs i projektet.

Nogle adresser vælges således fra, fordi de ikke er beboede.

I forbindelse med affaldsanalysen er nogle husstande ikke medtaget, fordi sækken ikke har kunnet identificeres, eller der var fejl i dataregistreringen.

For enfamilieboliger anvendes altid antallet af husstande i affaldsanalysen (nettoantallet) – og ikke antallet af husstande, der blev udpeget i stikprøven (bruttoantallet).

Kun de husstande, der både har svaret på spørgeskemaet og samtidig indgår i affaldsanalysen, er medtaget i vurderingen af ordningerne for hjemmekompostering, jf. kapitel 4.

2.2 Ordninger for dagrenovation

I Tabel 2.2 ses en oversigt over ordninger for dagrenovation for enfamilieboliger i de kommuner, som undersøgelsen omfatter.

Ordningerne for etageboliger er mere forskelligartede. Kendetegnende er det, at dagrenovation afleveres i forskelligt materiel på den enkelte ejendom, mens glas og papir oftest bringes til container i nærheden af ejendommen. Ved nogle ejendomme er der dog opstillet materiel til glas og papir. Den enkelte husstand har tilstrækkelig kapacitet til affaldet.

Beskrivelse af ordninger for enfamilie- og etageboliger findes i bilag D.
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.2‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.2‘‘

2.3 Ordninger for hjemmekompostering

I Tabel 2.3 ses en oversigt over ordningerne for hjemmekompostering i de kommuner, som undersøgelsen omfatter. En nærmere beskrivelse af ordningerne findes i kapitel 4 og bilag D.
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.3‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.3‘‘

En beskrivelse af øvrige ordninger for husholdningsaffald i kommunerne i undersøgelsen findes i bilag D.