Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen Nr. 55 2003 – Frivillige aftaler som værktøj til at reducere CO2-udslippet fra trafikken

Frivillige aftaler som værktøj til at reducere CO2-udslippet fra trafikken

Sammenfatning

Søren Tholstrup, Tholstrup Consult, har i samarbejde med Jakob Høj, TetraPlan, og professor Bent Flyvbjerg fra Aalborg Universitet gennemført et udredningsprojekt for Miljøstyrelsen om mulighederne for at indgå én eller flere frivillige aftaler mellem stat, amter og kommuner med henblik på at lave en arbejdsdeling i indsatsen for at begrænse transportsektorens CO₂-udslip.

Overordnet vurderes det , at en serie af frivillige aftaler mellem staten og en række andre offentlige parter er et potentielt effektivt værktøj til at lave en arbejdsdeling i indsatsen for at reducere transportsektorens CO₂-udslip. En serie af frivillige aftaler – med anvendelse af kommunale virkemidler som omdrejningspunkt - vil kunne bidrage til at udløse dele af et beregnet kommunalt CO₂-potentiale på næsten 500.000 tons, som med en her-og-nu-investering er beregnet til at koste godt 600 mio. kr. i direkte kommunale omkostninger. Hvis man vælger Danmarks internationale forpligtelser på CO₂-området som pejlemærke, er der tale om et mindre men mærkbart bidrag i forhold til CO₂-mankoen, som den er beregnet i "Oplæg til Klimastrategi for Danmark". Sammenlignes der med Klimastrategiens CO₂-potentialevurderinger af forskellige virkemidler kan det samlede kommunale potentiale på transportområdet sammenlignes med Klimastrategiens kategori af virkemidler, der vurderes at have "et mindre potentiale".

Konsulenterne vurderer imidlertid ikke, at der i 2003 er et grundlag for at indgå en serie af frivillige aftaler. Det skyldes primært, at der – set fra et kommunalt perspektiv – mangler politiske og økonomiske incitamenter til at igangsætte en særlig kommunal CO₂-indsats på transportområdet.

I den sammenhæng vurderes det heller ikke, at en indsats, der er snævert fokuseret på CO₂ – med eller uden en serie af frivillige aftaler - er hensigtsmæssig for nuværende. Prisen pr. sparet ton CO₂ ved anvendelse af en række kommunale virkemidler er væsentligt højere end eksempelvis ved handel med CO₂-kvoter på et internationalt CO₂-marked og ligeledes væsentligt højere end andre virkemidler, der indgår i oplægget til Danmarks Klimastrategi.

I det lys vil det være svært at legitimere en indsats med snævert fokus på CO₂. Men fokuserer man samtidigt på de lokale trafik- og miljøgevinster, der kan opnås parallelt med CO₂-gevinster, vurderes regnestykket at ville se noget anderledes ud. Blandt lokale trafik- og miljøgevinster kan der eksempelvis være tale om bedre fremkommelighed, færre trafikulykker, mindre støj og øget sundhed. Disse lokale gevinster vil man ikke umiddelbart opnå ved at handle på et internationalt CO₂-marked.

Transportsektorens CO₂-udslip er - isoleret set - ikke et tema, der står højt på de kommunale politiske dagsordener. I det lys vurderer konsulenterne, at der vil være en højere grad af politiske incitamenter ved at fokusere på lokale trafik- og miljøgevinster, der kan opnås parallelt med CO₂-gevinster. I rapporten bruges begrebet "hitch-hiking" om denne strategi, hvor CO₂-indsatsen vinder fremme - "hitch-hiker"- gennem tiltag rettet mod at opnå andre trafik- og miljøgevinster. Men CO₂-indsatsen må være eksplicit og skarpt fokuseret, ellers er der risiko for, at transportsektorens CO₂-udslip ikke får tilstrækkelig vægt i den kommunale politiske prioritering, som det i overvejende grad hidtil har været tilfældet. I rapporten lægges der op til, at en "hitch-hiking-strategi" kan forankres i den kommunale planlægning, hvor der er både nye og gamle "indgange" til at få indplaceret en CO₂-indsats på transportområdet i den kommunale helhed.

Kommunernes igangværende arbejde med Agenda 21-strategier er ét perspektiv for at forankre en CO₂-indsats i den kommunale planlægning. Alle kommuner – og amtskommuner – skal i henhold til planloven have en Agenda 21-strategi ved udgangen af 2003. Et andet perspektiv for at opnå en forankring er gennem miljøkonsekvensvurderinger af kommuneplaner. Alle planer, der bliver politisk vedtaget efter juni 2006, skal i henhold til EU's SMV-direktiv gennemgå en miljøkonsekvensvurdering. Revitalisering af kommunale trafik- og miljøhandlingsplaner og udarbejdelse af CO₂-planer i forbindelse med mere overordnede trafikplaner er andre perspektiver for at forankre en CO₂-indsats i den kommunale planlægning.

I den sammenhæng vurderes det, at der ligger et stort kommunalt CO₂-potentiale ved at tænke lokalisering af boliger og arbejdspladser igennem i et transportperspektiv. Bevidstheden om dette potentiale er stigende i kommunerne. Denne bevidsthed er en væsentlig forudsætning for en forankring i den kommunale planlægning, hvor CO₂-gevinster kan "hitch-hike" på andre gevinster.

Det vurderes også, at flere kommuner har gjort – og fortsat gør - en indsats for at reducere transportsektorens CO₂-udslip - både tiltag i den kommunale planlægning og anvendelse af konkrete kommunale virkemidler. Blandt andet på baggrund af interview med en række formænd for kommunale trafik- og miljøudvalg fremgår det, at der efterlyses en operationel national politik og handlingsplan for begrænsning af transportsektorens CO₂-udslip. I den sammenhæng afviser udvalgsformændene ikke at gå i dialog med staten om en eventuel frivillig aftale, og i visse tilfælde vil en frivillig aftale blive set som et supplement til en indsats, der allerede er i gang.

Konsulenterne vurderer afslutningsvist, at hvis man ønsker at bruge et frivilligt aftalekoncept, hvor der er fokus på at støtte forankringen af en CO₂- hitch-hiking-strategi i den kommunale planlægning, bør aftalekonceptet være rettet mod enkeltkommuner og i første omgang i form af pilotprojekter. I den sammenhæng vil økonomiske incitamenter være solide incitamenter – men ikke altafgørende incitamenter.

Den ovenstående sammenfatning bygger på en grundig analyse, som er præsenteret i denne rapport. For en uddybning henvises der til de efterfølgende kapitler, der alle afsluttes med sammenfattende afsnit.