| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Renere luft - den danske indsats

Dansk miljøregulering

Luftforureningen med svovldioxid blev allerede i slutningen af 1960'erne anerkendt som en luftforurening, der burde begrænses alene ud fra sundhedsmæssige årsager. Svovlindholdet i brændselsolie blev derfor reguleret i 1972.

Med Miljøbeskyttelsesloven i 1974 fik myndighederne et nyt redskab i hænderne, idet loven gjorde det muligt at stille krav til bl.a. udledningerne til luften fra omkring 7.000 forurenende virksomheder. Sammen med en vejledning om begrænsning af luftforurening var Miljøbeskyttelsesloven et effektivt instrument til at reducere de lokale miljø- og sundhedsrisici fra industrien. Luftvejledningen og Miljøbeskyttelsesloven er blevet revideret flere gange, og i de seneste år er denne direkte styring blevet suppleret med økonomiske styringsmidler og frivillige ordninger som miljømærker, aftaler og energi- og miljøledelse.

Det danske gennembrud i reguleringen af udledningen af svovldioxid og kvælstofoxider kom i 1982, hvor det såkaldte forsuringsudvalg blev nedsat. Udvalget skulle vurdere behovet for at begrænse udslippet af svovldioxid og kvælstofoxider og de tekniske og økonomiske muligheder for at gøre det. Arbejdet blev fulgt op af en begrænsning af udslippet fra de danske kraftværker. Begrænsningerne i kraftværkernes udslip skærpes løbende, så der i dag ikke er kulfyrede kraftværker uden røggasafsvovling, og kun ganske få kraftværker, der ikke begrænser udslippet af kvælstofoxider. Begrænsningen af udledningerne fra kraftværker er et af de vigtigste tiltag, når Danmark skal opfylde sine forpligtelser i Genevekonventionen.

Et andet væsentligt element til at forbedre luftmiljøet er Miljøministeriets stadige skærpelse af bestemmelserne om svovlindholdet i både kul og olieprodukter, samt på det seneste en afgift på brændslets svovlindhold og på kraftværkernes udledning af svovldioxid.

Status over Miljøministeriets indsats over for luftforurening.

	Niveauet er acceptabelt
	Ikke helt acceptabelt, der kan gøres mere
	Niveauet er ikke tilfredsstillede, der skal gøres mere

Dioxin

Ved en alvorlig ulykke på en fabrik i Seveso i Norditalien i 1976 slap der store mængder dioxin ud i omgivelserne. Kort efter opstod der skader på vegetation, dyr og mennesker. Det fik med ét slag verdens befolknings øjne op for dioxins ekstreme giftighed. Efter ulykken blev der sat fokus på kilderne til dioxin. Det var især affaldsforbrændingen, der kom under kritik, og Miljøstyrelsen reagerede ved at lukke en række mindre anlæg uden røggasrensning og stille krav til indretning, drift og rensning på de tilbageblevne anlæg. Senest er der i EU vedtaget meget skrappe krav til, hvor meget dioxin anlæg må udlede, og der er i Danmark stillet lignende krav til de danske industrivirksomheder.

Tungmetaller

Afsvovling på kraftværkerne og rensning af røggassen fra affaldsforbrændingsanlæg har sammen med bestemmelserne i Luftvejledningen medført, at udslippet af tungmetaller, fx bly, cadmium, nikkel, kobber og kviksølv, er faldet så meget frem til i år, at vi i Danmark ikke har så store miljøproblemer med tungmetaller som mange andre lande.

Transport

Inden for transportområdet har Danmark og EU tidligt reguleret udslippene til luften. I løbet af 1970'erne var der en voksende erkendelse af de sundhedsmæssige problemer med nerveskader på grund af det stadig stigende indhold af bly i luften. Der var ikke tvivl om, at den altomfattende kilde var benzinens indhold af bly, og i 1978 kom den første af mange EU-reguleringer af benzinens blyindhold.

Med udfasningen af benzinens blyindhold blev bilernes udstødning renset for en meget væsentlig del af den luftforurening, der især belaster befolkningen i byområderne. I 1990 indførte Danmark skærpede krav til bilernes udstødning, som betød, at alle nye personbiler skulle have katalysatorer, og i 1993 kom en tilsvarende regulering fra EU, som Danmarks siden har holdt sig til. Dette har i høj grad medvirket til, at grænseværdierne for luftens indhold af kvælstofoxider stort set kan overholdes i dag og forventes at kunne det på længere sigt.

Partikler

Et af de tidligt erkendte problemer fra luftforurening var udslip af støv fra forbrændingsanlæg, kraftværker og industrivirksomheder. Fra 1974 har Luftvejledningen sat grænser for disse udslip, og de er i dag begrænset så langt, som det er teknisk muligt ved hjælp af filtre. Sundhedsmæssige problemer, der er knyttet til partikler i luften, skyldes derfor udelukkende udslip fra køretøjer, især dieselbiler. Miljøministeriet har iværksat en stor undersøgelse, af hvordan dette problem løses mest effektivt.

Overvågning af luftkvaliteten.

Miljøministeriets indsats på luftområdet omfatter også en overvågning af luftens indhold af mange stoffer som fx svovldioxid, kvælstofdioxid, bly, kulilte og ozon. Der måles både i byer og på landet. Målingerne giver et godt indtryk af, hvor udsat befolkningen er for luftforurening, og hvor meget af forureningen der kommer til os fra andre lande. Et væsentligt supplement til målingerne er modelberegninger, som kan give os vigtig information om, hvilken effekt eventuelle nye indgreb vil have på forureningsniveauet. Beregningerne kan også give et mere detaljeret billede af forureningens geografiske udbredelse.

Grænseværdier for luftkvaliteten

Måling af luftkvaliteten giver ikke i sig selv noget indtryk af, om forureningsniveauet er tilfredsstillende eller ej. Først når man sammenligner målingerne med sundhedsmæssige standarder, kan resultaterne vurderes. I marts 1983 udsendte Miljøministeriet den første bekendtgørelse med grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv.